"Dem, som guderne vil ødelægge, gør de først vanvittige"


Den 11. marts, nøjagtig seks måneder efter terrorangrebene på New York og Washington, talte Georg Bush ved en ceremoni i det Hvide Hus til et publikum bestående af 1.300 fornemme mennesker, deriblandt 100 ambassadører. Han nævnede ikke Irak ved navn, men efterlod ingen tvivl om, at han var fast besluttet på at styrte Saddam Hussein. Til tonerne af Star Spangled Banner og med tårer i øjnene lovede den amerikanske præsident at føre en nådesløs krig imod terrorismen og de stater, der har støttet den, og han opfordrede resten af den "civiliserede verden" til at slutte sig til ham.


I US Marine Corps har man et motto, der hedder: "Tal pænt, og hav en stor kæp parat". Under Georg W. Bush ser det ud til, at USA har tænkt sig at gøre brug af den store kæp og så se stort på det der med at tale pænt. Bush udnyttede halvårsdagen for de blodige begivenheder sidste september til at holde gang i "krigen mod terror" og advarede om, at unavngivne stater, der støtter terrorisme, er ude på at få fat i masseødelæggelsesvåben, og om at terroristgrupper, som gerne vil have fingrene i disse våben, "vil bruge dem samvittighedsløst". Anti-terrorkoalitionen må konfrontere disse kendsgerninger - "Man kan ikke benægte dem. At lade være med at gøre noget, er ikke en mulighed", sagde Bush.


Præsidentens beslutsomhed blev bakket op af en ny meningsmåling, der viste, at amerikanerne står bag ham. Hele 88% støttede den måde, han har klaret krigen mod terrorismen, og et stort flertal bakkede op om at sende amerikanske soldater ud for at fortsætte krigen i andre lande. Mere end tre fjerdedele af de adspurgte var sikre på, at USA ikke vil blive hevet ned i et nyt Vietnam, der ikke kan vindes.


Men samtidig med at Bush talte, fortsatte den ti dage lange kamp ved Shah-i-Kot, den blodigste hidtil i landkrigen i Afghanistan, og de første amerikanske soldater blev dræbt. De første, men ikke de sidste. Bush advarede: "Shah-i-Kot bliver ikke det sidste slag i Afghanistan, og der kommer flere kampe uden for Afghanistan".


Alle terrorister, sagde han, "skal komme til at leve som internationale flygtninge, der ikke har noget sted at skjule sig, ingen regering at gemme sig bag og ikke engang et sikkert sted at sove". USA forventer, at alle lande "fjerner de terroristiske parasitter, der truer landene selv og verdensfreden". Hvis venligsindede har brug for hjælp, vil USA sørge for ressourcerne, lovede han, og nævnte Filippinerne, Georgien og Yemen.


Bush erklærede, at missionen først vil ende, "når arbejdet er gjort", når de globale terrornetværk er ødelagt – "og de skal nok blive ødelagt".


Meningen var helt klar: at forberede befolkningen i USA og internationalt på nye militære aggressioner og mere død. I kontrast til den nylige enegang gjorde Bush nu meget ud af at understrege vigtigheden af den internationale alliance mod terrorisme. Han roste omkring tyve lande, og han nævnte gentagne gange "de civiliserede landes fællesskab", der er involveret i en fælles kamp.


USA tager munden for fuld

Præsident Truman – som var en mere seriøs repræsentant for den amerikanske imperialisme end lille George Bush – sagde engang, at krig var alt for alvorligt til at blive overladt til generalerne. I dag kan vi tilføje, at det også er for alvorligt til at blive overladt til amerikanske præsidenter.


Hele Bush's tilgang til krig mangler enhver militær eller politisk logik. Den såkaldte krig mod terror er ikke en normal krig. Der er ikke nogen klart defineret fjende eller frontlinje. Det, der er på spil, er ikke de gamle spørgsmål om territorium, markeder og indflydelsessfærer, som gjorde det muligt at gå ind i en konflikt med en klar handlingsplan og veldefinerede krigsmål.


Bush påstås at have en hel "global strategi" imod Amerikas fjender. Den kaldes endda "Bush-doktrinen". Men i virkeligheden er der ikke sådan en strategi. Bush's politik består i at slå ud i blinde og gøre brug af USA's overvældende militære styrke for at true og tvinge resten af verden til at gøre, som USA vil have. Bush har ladet den midlertidige succes i Afghanistan stige sig til hovedet. Han forestiller sig nu, at USA kan gribe ind over alt på jorden uden nogen begrænsninger. Dette er ekstremt ironisk, hvis vi husker, at for tolv måneder siden var George Bush en glødende isolationist!


Det var uden fortilfælde, da Bush sidste september erklærede krig mod en unavngiven fjende – ikke en krig mod nogen specielt, men imod alle, der på den ene eller den anden vage måde opfattes som en trussel mod amerikanske interesser. Sådan en politik har den fordel, at den giver det Hvide Hus og Pentagon frie hænder til at gå i krig mod mere eller mindre hvem som helst. Men den udsætter også USA for alvorlige risici.


Bush har tilsyneladende besluttet, at USA skal til at tage atomvåben i brug. Sidste uge rapporterede Los Angeles Times, at præsidenten havde beordret Pentagon at lave planer for brug af atomvåben og en liste over syv lande, der kan blive mål: Fem af dem – Nordkorea, Irak, Iran, Libyen og Syrien – støtter enten terror eller udvikler masseødelæggelsesvåben. Rusland og Kina var også med på listen over mulige mål! Dette er en glimrende reklame for den vestlige kristne civilisation, der - som alle jo ved –baserer sig på buddet: "Salige er de, som stifter fred".


En af disse fredsstiftere, den amerikanske viceminister for nedrustning John Bolton, sagde den 21. februar, at Washington havde besluttet at afvige fra den traditionelle politik med ikke at ville bruge atomvåben mod lande, der ikke selv er i besiddelse af den slags. Man vil nu gøre undtagelser til denne politik, når det gælder terrorister, deres støtter og stater, der udvikler masseødelæggelsesvåben. Boltons udtalelse blev modtaget i Bagdad som et tegn på, at USA har besluttet at bruge atomvåben i den kommende offensiv, og Saddam Hussein har taget sine forholdsregler.


Ifølge DEBKAfile: "Det amerikanske militær ser nu mere i retning af udvikling af små atombomber til taktisk brug. På baggrund af tilbageslagene i Tora Bora og Shah-i-Kot – som skyldtes manglende efterretninger og pålidelige afghanske allierede – er det nu meget muligt, at amerikanske militærstrateger vil hælde mere til at bruge taktiske atomvåben for at gøre det af med Taliban og al Qaeda-tilholdsstederne, som stadig holder stand imod konventionel krigsførsel".


Bush foreslår en meget alvorlig optrapning af USA's militære aktivitet gennem et angreb på Irak, på et tidspunkt hvor krigen i Afghanistan ikke bare ikke er slut, men faktisk på vej ind i en ny og farlig fase. På Balkan er der risiko for nye uroligheder og mere vold i Makedonien, hvor ingen af problemerne er blevet løst. USA bliver mere og mere draget ind i militære konflikter i Filippinerne og Colombia.


Først og fremmest bliver konflikten mellem Israel og palæstinenserne optrappet i stadig stigende grad og kommer mere og mere ud af kontrol i en nedadgående spiral med vold og ødelæggelse. Et angreb på Irak vil helt klart forværre spændingerne i Mellemøsten, som er et vitalt område for amerikanske interesser. Det ville medføre sammenbrud i Bush's "anti-terror"-koalition og gøre de USA-venlige regimer som Saudi Arabien, Egypten og Jordan ustabile. Det er ikke så mærkeligt, at der bag de officielle solidaritetserklæringer begynder at opstå dybe kløfter.


Sprækker i koalitionen

Der er ikke meget tvivl om, at der bliver lagt planer for nye aggressioner mod Irak. Spørgsmålet er blot hvornår og hvordan. Dick Cheney, USA's vicepræsident, blev straks sendt til London, hvor han kunne regne med finde gehør. Fra London advarede Cheney om, at man måtte nedbryde Iraks masseødelæggelsesvåben, før Saddam går i forbund med al Qaeda eller andre terrorgrupper.


Cheney sagde efter næsten to timers samtale med Tony Blair: "Vi ved med sikkerhed – på baggrund af deres tidligere handlinger, at de [Saddams regime] ville bruge sådanne våben, hvis de får fat i dem. Vi må tage os i agt for en mulig sammenknytning mellem en terroristorganisation som al Qaeda og dem, der har viden om masseødelæggelsesvåben".


Men støtten til et amerikansk angreb på Irak er ikke automatisk sikret på forhånd. I Europa er der allerede ved at opstå uenigheder. Selv Tony Blair har problemer. Der er rapporter om ministre, der vil træde tilbage, hvis England bliver involveret i sådan et angreb. Det er derfor ikke noget tilfælde, at London udviser stor forsigtighed denne gang. Downing Street har offentligt indrømmet, at der endnu ikke er nogen beviser på forbindelse mellem Irak og angrebet den 11. september. Blair menes at have advaret den amerikanske vicepræsident om, at det er afgørende at skabe en international koalition, der er så bred som mulig, op til et angreb på Irak.


På et fælles pressemøde med Blair sagde Cheney, at hvis FN's våbeninspektører fik lov til at vende tilbage til Irak, så skulle de kunne komme overalt i landet, lige når de ville. Cheney, som skal på rundtur til 11 lande i Mellemøsten, sagde, at han ville "diskutere ærligt med venner og allierede og høre deres holdning". Både Cheney og Blair nedtonede forbindelsen mellem Irak og Mellemøsten, efter at der kom advarsler om, at et angreb på Irak vil kunne underminere forsøgene på at genoplive fredsprocessen.


Blair sagde: "Der er en trussel fra Saddam Hussein og de masseødelæggelsesvåben, han har fået fat i. Det er der slet ingen tvivl om. Den koalition, vi har samlet, har handlet roligt og afmålt, og det vil fortsætte". Han understregede, at der ikke var taget nogen beslutninger om militær aktivitet: "Det er vigtigt at komme af med den der idé om, at der snart skal til at ske noget". Bag disse ord aner man en stigende uro i London over den hast, som Washington ønsker i sagen.


Presset på Blair steg, da indenrigsminister David Blunkett, der normalt er en klar støtte til Blair, sluttede sig til den gruppe af ministre, der udtrykker tvivl. Han opfordrede til en "intelligent debat" om Iraks våben og tilføjede: "England har ikke bare været en god ven [for USA], men den bedste – og bedste venner siger nogen gange noget, man ikke ønsker at høre". Med andre ord: Lad for guds skyld være med at sende os ud på et nyt eventyr, som vi ikke er forberedt på, og som kan eksplodere lige op i ansigtet på os!


Irak i skudlinjen

Påstanden om, at Irak udgør en militær trussel mod USA, holder slet ikke vand. Det påstås, at Irak har farlige masseødelæggelsesvåben, kemiske og bakteriologiske våben og atomkapacitet. At USA også har alle disse ting til overflod, nævnes aldrig. Så det, USA har noget imod, er ikke, at sådanne forfærdelige våben eksisterer, men at der er nogen, der udfordrer USA's monopol på dem. Det er den første pointe.


Den anden pointe er, at der absolut ikke er nogen beviser for, at Irak rent faktisk har sådan nogle våben. Iraks militære potentiale blev ødelagt under Golfkrigen, da de "civiliserede" amerikanere indlod sig på en meningsløs nedslagtning af irakiske soldater. Efter dette blev Irak opdelt i områder, der skulle overvåges af USA og England. De blev frataget retten til at flyve over deres eget land, og de blev udsat for en forfærdelig økonomisk blokade, der har forårsaget en million irakiske børns død og sendt en tidligere blomstrende økonomi tilbage til Stenalderen.


Sejrherrerne var imidlertid ikke tilfredse med disse åbenlyse brud på Iraks suverænitet, så de pålagde Bagdad at tillade udenlandske våbeninspektører at komme og undersøge alle dele af landet på jagt efter de berømte masseødelæggelsesvåben. Iraks evne til at producere sådanne våben blev effektivt likvideret, men de blev alligevel ved med at blande sig og genere irakerne, indtil disse til sidst løb tør for tålmodighed, og så blev inspektørerne trykket ud - som forspil til endnu en omgang bombardementer.


Der er ingen seriøse mennesker, der i dag tror på, at Irak udgør en alvorlig militær trussel mod USA. Selv tidligere våbeninspektører har udtrykt skepsis om, hvorvidt Bagdad kan have genopbygget et seriøst arsenal, siden de forlod landet. Al den snak om masseødelæggelsesvåben osv. er kun en undskyldning for at retfærdiggøre nye amerikanske aggressioner mod Irak. Irakerne har afvist at lade FN-inspektørerne vende tilbage. Naturligt nok. Det ville være en klar krænkelse af en suveræn stats ret til at kontrollere sine egne affærer. Kravet er en provokation, der er designet til at give amerikanerne en grund til at indlede et angreb. Spændingerne stiger dag for dag. Offensiven kan begynde når som helst.


Den virkelige grund til USA's fjendtlighed over for Irak er, at USA's herskende klasse er rasende over, at Saddam Hussein efter mere end ti år stadig sidder på magten i Bagdad. Hverken det militære nederlag i Golfkrigen eller blokaden eller de senere bombardementer har haft nogen virkning. Tværtimod så har det styrket Saddams stilling. Flertallet af irakere hader ham givetvis, men de hader den amerikanske imperialisme endnu mere.


Det er slet ikke klart, hvilken kurs Bush vil tage. Det ser ud til, at han føler sig frem, og prøver at samle så meget støtte som muligt, før han gør noget. På baggrund af den ringe respons, han får de fleste steder fra, og med de konflikter, der raser andre steder, kan det være, at han må nøjes med endnu en omgang bombardement. Det kan han måske slippe af sted med, eftersom Irak jo allerede er blevet bombet så mange gange.


Men det er tydeligt, at lille George og hans klike gerne vil i gang med noget lidt mere omfattende. Faktum er, at over ti år efter Golfkrigen har de endnu ikke nået deres mål, at styrte Saddam. Bombardementer alene kan aldrig sikre dette mål. Derfor overvejer de en eller anden form for indsats på landjorden. Berusede over deres succes i Afghanistan siger de til hinanden over et par glas bourbon: Lad os gøre det! Lad os gøre arbejdet færdigt! – Som om tingene var så simple!


Efter Afghanistan tror Bush og Pentagon tilsyneladende, at de har fundet en magisk opskrift. Da det kom til stykket, behøvede de jo ikke at sende en stor amerikansk hær ind og slås på landjorden. Al den kamp, der foregik (hvilket ikke var særlig meget), blev udkæmpet af Nordalliancen. Hvis vi kunne gøre sådan i Afghanistan, tænker de, hvorfor skulle vi så ikke også kunne gøre det i Irak?


Denne tankegang (hvis man kan kalde det det) glemmer at tage hensyn til en hel række elementer. I Afghanistan var amerikanerne heldige, og held spiller – som Napoleon kunne tale med om – en rolle i krigsførsel. Talibanregimet var bundråddent og upopulært, og store dele af den afghanske befolkning og Nordalliancen var bevæbnede og klar til kamp. De behøvede ikke engang at kæmpe særlig meget, for i den gode gamle afghanske tradition skiftede de lokale talibanledere bare side, når de blev overbevist af fornuftige argumenter – og en stor bunke penge.


At tro, at denne taktik kan gentages alle steder, er ren dumhed. Situationen i Irak er ikke den samme som i Afghanistan før krigen. Washington har visse forhåbninger til den såkaldte irakiske opposition, men det er en joke. Amerikanerne har allerede postet millioner af dollars i oppositionen, som har brugt dem fornuftigt – på vin, kvinder og hornmusik. Men de praktiske resultater har været lig nul.


Hvilke andre grupper er tilstede? Kun kurderne. De udgør ganske givet en væbnet styrke, der vil kunne kæmpe. Men for det første er de indbyrdes splittede. For det andet vil det skabe problemer for Tyrkiet, hvis man opildner de irakiske kurdere. Det ser ud til, at amerikanerne har styr på Tyrkiet for tiden, sikkert med løfter om penge og forsikringer om, at kurderne ikke kommer ud af kontrol. Det vil sige, kurderne får i givet fald lov til at angribe Irak, og vil så blive dolket i ryggen – et mønster, der er set ofte i det kurdiske folks historie.


Alle forsøg på at forstyrre Iraks uafhængighed og territoriale integritet må fordømmes. Kurdernes forhold må ikke bruges som undskyldning for dette. Det kurdiske folks ret til selvbestemmelse kan ikke opnås ved, at kurderne bliver gjort til den amerikanske imperialismes lejetropper. Og kurdernes selvbestemmelse må ikke betales med imperialisternes sønderrivning af Irak. Dette er et uhyrligt forslag, som hverken er i det kurdiske eller irakiske folks interesse.


Saddam Hussein er et uhyre, som har trådt på både kurdernes og hans eget folks rettigheder. Vi går helt ind for, at diktatoren i Bagdad bliver styrtet. Men det er en opgave for det irakiske folk, ikke den amerikanske imperialisme, som er det irakiske folks værste fjende – og slet ikke kurdernes ven.


Den amerikanske imperialismes politiske og militære overvejelser har store mangler. Hvis der kommer et nyt angreb på Irak, vil den irakiske befolkning uden tvivl bekæmpe amerikanerne og deres allierede med stor beslutsomhed. Det er én ting at være imod Saddam Hussein, men noget helt andet at se ens land blive løbet over ende af udenlandske angribere. Så hvis amerikanerne er dumme nok til at risikere en invasion af Irak, vil de få mere med i købet, end de har bedt om.


Washingtons dilemma

Det var meget usmart af amerikanerne at begynde at tale om en global kamp mod terrorisme. Det forpligter dem til en krig uden ende – en krig, der ikke har nogen mål, der kan vindes, og som aldrig kan slutte. I Afghanistan har de på trods af deres pralerier ikke opnået et eneste af deres erklærede mål. Hverken Mullah Omar eller Bin Laden er blevet dræbt eller fanget. Taliban og al Qaeda har stadig deres militære kapacitet i behold. Og ligegyldigt hvor mange al Qaeda-celler man optrevler, vil det være svært, hvis ikke umuligt, at være helt sikker på, at al Qaeda er blevet helt udslettet. Med andre ord er der ingen klare kriterier for en sejr.


Som Stratfor skrev for nylig: "Dette sætter Washington i et dilemma. Eftersom de ikke kan være sikre på, at de har ordnet al Qaeda, må regeringen ikke bare blive ved med at være på vagt – de må også sørge for, at befolkningen bliver fastholdt i en krigsstemning. Hvis de erklærer, at nu har de udslettet al Qaeda, og al Qaeda så slår til igen, vil regeringens troværdighed være ødelagt i hele verden. Fordi de ikke tror, at al Qaeda er slået – og fordi de ikke vil have befolkningen til at slappe af – bliver de ved med at komme med nye advarsler om trusler".


Efter katastrofen den 11. september har den amerikanske befolkning været beredt på at acceptere militære eventyr i udlandet og endda nogle døde amerikanske soldater. Bush udnytter dette og prøver at få ændret USA's militærdoktrin. Efter nederlaget i Vietnam har Pentagon været imod store militæroperationer med amerikanske soldater på landjorden. Men nu gøder Bush systematisk jorden for netop dette. Terroristerne har gjort arbejdet meget lettere for ham. Det var det, halvårsceremonien gik ud på – ikke at sørge over de døde, men at bløde befolkningens holdning til nye udenlandske eventyr og krige op. Men der må være en grænse for, hvor længe dette kan fortsætte. Indtil videre har tabet af amerikanske liv været begrænset i Afghanistan, men sådan bliver det ikke ved med at være.


USA forbereder sig på mere og mere ekstreme militære forholdsregler på verdensplan. Washington er gået så langt som ikke bare at ændre sin atomstrategi, men også at nævne Libyen, Syrien, Irak og Iran – alle muslimske lande – som potentielle mål for atomangreb. Det vil uundgåeligt skabe kolossal ustabilitet alle steder. Hvad angår al Qaeda, så passer "Bush-doktrinen" dem aldeles glimrende. Det vil ikke komme til at skorte på frivillige til selvmordsangreb. Efter hvert amerikansk angreb vil jorden være gødet for nye hævntogter mod USA, amerikanske borgere og amerikansk ejendom. På den måde er det den amerikanske imperialisme selv, der er bedst til at rekruttere nye folk til terroristernes rækker.


Afghanistan – intet er blevet løst

Ingen af problemerne i Afghanistan er blevet løst. De hårde kampe ved Shah-i-Kot for nylig viste, hvor forkert det er at tro, at Taliban er blevet udryddet. Financial Times (07.03.02) skrev: "Konflikten i Shah-i-Kot ser ud til at blive længere og mere kostbar, end nogen ville have troet sidste december, da Taliban så ud til at være blevet drevet på flugt, og den nye regering blev indsat i Kabul".


Vi påpegede helt fra starten af, at USA ikke ville kunne bruge den overvejende tadjikiske Nordalliance til at undertvinge det overvejende pashtunske Taliban. Amerikanernes plan løb ind i problemer lige fra begyndelsen af: Afghanske tropper fra Nordalliancen skulle være rykket frem mod fjendens tilholdssteder og have tvunget dem ud, mens amerikanske styrker skulle have stoppet dem og forhindret dem i at slippe væk. Men denne plan gik i vasken, da de afghanske delinger blev forhindret i at nå frem til tiden af voldsom beskydning med automatvåben og morterer. I det øjeblik Nordalliancen stod over for rigtig modstand, fordampede kampiveren som vand på en varm kogeplade.


Ifølge DEBKAfile (10.03.02): "En af de tre afghanske ledere bakkede ud. De amerikanske styrker blev tvunget til at stå for det meste af kampen imod en styrke, der var meget større end ventet. De involverede delinger led skade, og det meste af backup-flåden af helikoptere blev beskadiget. Efter at amerikanerne fik forstærkninger og nye helikoptere ind, skiftede vejret, og voldsomme snestorme forhindrede fremrykningen".


"Endelig krævede afghanernes topkommandør, en pashtun, at premierminister Hamid Karzai hjemsendte de næsten 1000 tadjikiske soldater - under ledelse af kommandør Gul Haider fra Nordalliancen - der var blevet sendt fra Kabul for at styrke den allierede indsats. Han ville ikke have, at Nordalliancen fik fodfæste sydpå".


Alt dette burde ikke overraske vores læsere. Som vi gjorde opmærksom på dengang, så blev taliban-styrkerne aldrig rigtigt besejret, fordi de aldrig kom i rigtig kamp. I næsten alle tilfælde blev de "erobrede" byer overdraget som følge af aftaler med Nordalliancen. Den reelle situation blev afsløret i en artikel i London Evening Standard (26.01.02), som viste, at der eksisterede en "veludrustet taliban-hær" med 5000 soldater og omkring 450 tanks og pansrede vogne. Der stod bla.: "Den er spredt og gemt i landsbyerne i den bjergrige Ghazni-provins, nordvest for Kandahar, der engang var Talibans stærkeste bastion. […] Denne afsløring vil øge frygten for, at USA og de allierede – inklusiv England – kan blive tvunget til at føre krig i Afghanistan i månedsvis eller årevis".


Artiklen fortsætter: " 'De forsvandt den dag, Kandahar faldt', sagde en rådgiver til Gul Agha Sherzai, der er byens nye guvernør. 'De tog deres tanks, raketdrevne granater, maskinpistoler og geværer med sig'. Lige nu ønsker amerikanerne ikke at anvende magt, fordi de er spredt rundt blandt de lokale folk. Men der er reel bekymring for, at hvis bare der kommer et tilfælde af opstand imod den nye regering, så vil det brede sig. […] Der er hundreder af hans [Bin Ladens] krigere, der ligger og afventer nær ved Kandahar, de har klippet deres skæg og taler de lokale sprog, ifølge en efterretningsofficer".


Disse linjer giver næppe indtryk af, at krigen i Afghanistan er overstået. Mens jeg skriver dette, kommer der radiorapporter om, at kampene ved Shah-i-Kot er ved at slutte, og at amerikanerne og Nordalliancen løber fjendens stillinger over ende. Men den samme rapport siger også, at al Qaeda-styrkerne flygter ind i Pakistan. Og det var netop , hvad der ikke skulle ske.


Ifølge amerikanerne var området ved Shah-i-Kot totalt forseglet, så fjenden ikke kunne slippe væk. Men det er almindeligt kendt, at Pakistan tjener som base for Taliban og al Qaeda. Efter al sandsynlighed er Bin Laden og Mullah Omar begge to der. Der er store styrker i det pakistansk kontrollerede Kashmir.


Hvordan er det muligt? Er regeringen i Pakistan ikke med i George Bush's anti-terror-koalition? Sørme jo! Men det er velkendt, at der er store splittelser inde i det pakistanske regime og i hæren hvad angår Afghanistan. Især det magtfulde ISI – Pakistans efterretningstjeneste, som virker som en stat inde i staten – er gode venner med Taliban, som de hjalp Washington med at skabe for år tilbage.


ISI føler sig forrådt af USA og den pakistanske regering. De hjælper i al hemmelighed Taliban og tillader dem adgang til pakistansk territorium, penge, våben og støtte. De må have rådet Taliban til at holde lav profil, indtil forholdene bliver mere gunstige for en offensiv. Ved at tale om Irak har Bush givet dem det signal, de har ventet på.


Det er ikke svært at se, at den nye regering i Kabul er håbløst ustabil. Den er korrupt og splittet i fraktioner og klaner, personlig rivalisering og jalousi, og det eneste, der holder den oppe, er tilstedeværelsen af udenlandske tropper. Hvor længe kan denne skrøbelige balance vare ved? Landet er allerede slemt fragmenteret, der er sammenstød mellem rivaliserende krigsherrer, der hver har sin egen udenlandske støtte. Lov og orden er brudt sammen. Det er netop i sådan en situation, at Taliban kunne tage magten sidste gang.


Allerede i januar sagde general Gulam Nassey, den afghanske minister for "fredsbevaring", til London Times (25.02.02): "Medmindre lejrene bliver afvæbnet, kan Afghanistan blive kastet ud i borgerkrig en gang til. Jeg skammer mig over at måtte sige, at vi har brug for mænd, der ikke er afghanere. Vi har brug for mere end 100.000 af dem".


Her er fornuftens stemme: "Vi har brug for 100.000 amerikanske soldater!" Men USA har i sin visdom kun sendt omkring 3.000. Og med 3.000 soldater håber de at kunne undertvinge et land, som den sovjetiske hær ikke kunne klare med alle sine styrker gennem ti års blodig kamp! Det er nok at stille spørgsmålet for at få svaret.


Nej, der er ikke noget, der er blevet løst i Afghanistan. Når som helst kan der bryde alvorlige kampe ud igen. Amerikanerne vil opdage, at alverdens avancerede teknologi ikke vil hjælpe dem. Og når ligposerne begynder at ankomme i tilstrækkeligt stort antal, vil stemningen i den amerikanske befolkning begynde at ændre sig.


Mellemøsten

USA leder hele tiden efter nye mål. De planlægger nu at indsætte op til 100 soldater i Yemen for at træne lokale sikkerhedsstyrker og hjælpe til i Yemens jagt på al Qaeda-folk. Yemen, som ligger på spidsen af den arabiske halvø, anses for at være et sandsynligt tilflugtssted for al Qaeda-krigere på flugt fra Afghanistan, og USA's mission går ud på at nægte dem ro der. Men der er stor modstand mod amerikansk militærtilstedeværelse, selv blandt medlemmer af regeringen. Præsident Ali Abdallah Salih har besluttet at tillade større amerikansk involvering i indenlandske militæroperationer, og det kan få modstandere til at ty til vold mod amerikansk ejendom og personel i de kommende måneder.


Yemen er del af USA's plan, der går ud på at stramme grebet om Mellemøsten og olierigdommene. USA har i mange år gennemført begrænsede træningsmissioner for yemenitiske tropper som del af det internationale militære uddannelses- og træningsstøtteprogram. Indsættelsen af tropper er en betydelig udvidelse af de militære forbindelser mellem Yemen og USA. Washington håber på at bygge en såkaldt Signals Intelligence (SIGINT)-facilitet på den yemenitiske ø Socotra og sikre adgang til strategiske skibsruter i Rødehavet og det Arabiske Hav.


Men på denne måde skaber Washington endnu engang problemer for sig selv. Yemen er et meget krigerisk land med et præ-industrielt stammesamfund. Meget af befolkningen er bevæbnet, våben- og narkosmuglere passerer gennem Yemen uden problemer, og landet bruges som base af flere militante grupper fra Mellemøsten. Skudvekslinger er forholdsvis almindeligt forekommende i hovedstaden. Tilstedeværelsen af amerikanske tropper i sådan et land er en åben invitation til angreb på amerikansk ejendom og personel.


Men den alvorligste fare for den amerikanske imperialisme er i Saudi Arabien, som er det vigtigste land i området set fra USA's økonomiske og strategiske synspunkt. Som vi har pointeret, er Saudi Arabien i dyb krise. De voldsomme svingninger i oliepriserne har undermineret økonomien og dermed selve regimet.


Før i tiden kunne den korrupte og degenererede saudi arabiske kongefamilie holde sig selv ved magten på grundlag af de umådelige olierigdomme, som gjorde dem i stand til at give store indrømmelser til befolkningen. Det meste af det hårde arbejde blev gjort af fremmedarbejdere fra fattige asiatiske lande. Men nu har tingene ændret sig. Levestandarden i Saudi Arabien er kun 25% af niveauet, som det var for 20 år siden. Arbejdsløsheden stiger og med den også den eksplosive utilfredshed med regimet.


Kongefamilien baserede sig delvist på det islamiske præsteskab og en snæver Wahhabi-fortolkning af islam. Præsterne vendte det blinde øje til regimets korruption, drukkenskab og hor, og til gengæld fik de absolut frihed til at gøre, som de ville i ind- og udland. De spredte deres reaktionære gift til andre lande, de finansierede, bevæbnede og opmuntrede den reaktionære afghanske Mujaheddin i krigen mod Sovjet og Najibullah-regimet i Kabul.


Dette var de amerikanske imperialister ligeglade med. Så længe de islamiske terroristers angreb var rettet imod Sovjet, støttede de det. CIA førte ikke engang arkiv over, hvad der skete i Saudi Arabien! Deres indstilling var den samme som den gamle kommentar om den nicaraguanske diktator Somoza – "Han er et dumt svin, men han er vores dumme svin". De var helt tilfredse med at lade saudierne ordne tingene selv – indtil nu.


Utilfredsheden med det saudiske regime kommer til udtryk gennem en vækst i den islamiske fundamentalisme. Det er ikke nogen tilfældighed, at 14 af terroristerne fra 11. september var fra Saudi Arabien. Det er Bin Laden også – han er søn af en saudisk millionær med tætte forbindelser til kongefamilien. Det saudiske regime har store problemer. Det er splittet og i krise. Det kan blive styrtet når som helst.


Et amerikansk angreb på Irak kan let komme til at gøre det saudiske regime endnu mere ustabilt. Det samme kan en fortsættelse af uroen i Palæstina. Det forklarer den panik, der er i regimet i Saudi Arabien, og deres desperate forsøg på at stoppe konflikten. For første gang har saudierne nu fremlagt et forslag til løsning af problemet gennem et kompromis, som ville indebære israelsk tilbagetrækning fra de palæstinensiske områder til gengæld for arabisk anerkendelse af staten Israel. Saudi Arabiens udenrigsminister Saud al-Faisal har tilbudt Israel "total fred fra de arabiske landes side", hvis Israel trækker sig tilbage fra de områder, de tog i 1967, og hvis der dannes et uafhængigt Palæstina med Jerusalem som hovedstad.


Men aldrig så snart havde saudierne fremlagt deres forslag, før situationen i Palæstina eksploderede.


Det palæstinensiske inferno

Den israelsk-palæstinensiske konflikt er eskaleret til hidtil usete højder. Få dage før USA's særlige udsending ankom til Tel Aviv, satte den israelske hær gang i den største offensiv i 20 år. Den seneste gengældelse er del af en optrapning af gensidige gengældelsesangreb fra begge sider. I løbet af denne ene weekend døde 22 israelere under palæstinensiske angreb, mens israelske styrker dræbte mindst 16 palæstinensere. Siden begyndelsen af marts er der 150 palæstinensere og 52 israelere, der er blevet slået ihjel, hvilket gør perioden til den blodigste siden kampene blev genoptaget i september 2000.


Vestbredden og Gaza er nu besat. Dette er en tydelig magtdemonstration. Masser af palæstinensere er blevet dræbt. Infrastrukturen i de palæstinensiske områder er smadret. Men der er ikke noget der er blevet løst. Arafat har kaldt til modstand. Sharon tøver med at kaste sig ud i en decideret krig. Men han vil heller ikke gå med til fredsforhandlinger. Så det nuværende rod vil fortsætte og blive værre. Israelerne vil fortsætte med deres målrettede snigmord på militante ledere og begrænsede indrykninger i de palæstinensiske områder. Palæstinenserne vil svare igen med flere selvmordsbomber. Men der er ikke nogen af siderne, der kan vinde. Vi står over for en ukontrollerbar nedadgående spiral og endnu mere blodigt kaos.


Hvis volden fortsætter – og det gør den – vil det sandsynligvis ende med, at Israel genbesætter Gazastriben og Vestbredden. Et sådant træk ville forudsætte, at den palæstinensiske regering fjernes, hvilket muligvis vil indebære udvisning, arrestation eller endda drab på lederne af de palæstinensiske myndigheder. På den anden side er Sharon i en svag position nu. Da han blev valgt, lovede han at løse det palæstinensiske problem, og han prøvede at gøre det ved ren magtanvendelse. Det er den eneste metode, denne reaktionære bølle kender. Men den er mislykkedes.


Sharon har ikke løst problemet, tværtimod har han forværret det voldsomt. Det fremprovokerer udbredt utilfredshed inde i Israel, endda i hæren (se artiklen Israel – oppositionen vokser). Efter blodsudgydelserne sidste weekend holdt Sharon et ekstraordinært møde med sit sikkerhedskabinet, hvor man vedtog at optrappe det militære pres mod palæstinensiske militante og også at gennemføre luftangreb mod palæstinensisk infrastruktur.


Nogle medlemmer af Sharons regering har endda talt for at smide palæstinenserne helt ud af Israel, og premierministeren selv støtter måske også denne idé. Men moralske og sikkerhedsmæssige indvendinger udelukker nok dette. Sharon har sagt, at palæstinensernes vilje til at slås skal brydes, før man kan begynde på fredsforhandlinger. Men indtil videre er der ikke nogen af israelernes forholdsregler, der har afskrækket palæstinenserne fra at lave nye angreb, og det er ikke lykkedes at ramme infrastrukturen sådan, at angreb ville blive umuliggjort. Tværtimod så tjener Israels nuværende strategi kun til at hærde palæstinensernes hjerter og beslutsomhed. Faktum er, at Sharon nu er ved at løbe tør for muligheder. Tingene er ved at ryge af sporet, og det skubber regeringen frem mod et kritisk punkt.


I Sharons primitive, militære hjerne er der måske en forestilling om, at palæstinenserne ikke vil kunne opretholde det nuværende tempo i angrebene over en længere periode, men samtidig er den israelske befolknings tålmodighed også ved at slippe op. Det stigende antal israelske døde skader premierministerens popularitet, som er faldet til mindre end 50% for første gang. Det israelske Arbejderparti, der hidtil har været Sharons puddel, er begyndt at overveje at forlade koalitionen. Koalitionsregeringen kan let komme til at falde.


Amerikanerne, der ellers var glade nok for Sharons iver efter at komme efter terroristerne efter 11. september, er nu ved at blive bekymrede for konsekvenserne af det rod, de har været med til at skabe. Bush-regeringen har trukket sin støtte til Sharons kampagne mod palæstinenserne tilbage. Sidste uges kritik af Sharon fra udenrigsminister Colin Powell var et signal om, at Israel ikke længere kan regne med grønt lys fra Washington til at pulverisere palæstinenserne til underkastelse. Saudierne har givetvis tigget og bedt dem om at gøre noget for at stoppe israelerne. Det er muligt, at de lederne for det israelske Arbejderparti vil være rede til at gøre indrømmelser over for Arafat. Efter al den vold må begge sider være ved at blive trætte. I løbet af et års tid kan det være, at der kan blive lavet en ny skrøbelig aftale af en art – men den vil ikke kunne løse nogen af de fundamentale spørgsmål, og den vil bryde sammen igen.


USA er selvfølgelig den dominerende magt i området, men der er dog begrænsninger for, hvor meget verdens supermagt kan omorganisere Mellemøsten efter egne ønsker. Det var USA's "krig mod terror", der opmuntrede Sharon til at angribe palæstinenserne med den undskyldning, at han bare gjorde det samme som George Bush. Nu vil USA helst bremse lidt op i Israel for at sikre deres egne interesser. Men et eventuelt angreb fra USA's side på Irak ville med det samme føre til yderligere optrapning af den arabisk-israelske konflikt og kan endda føre til generel krig i Mellemøsten. Det ville sætte spørgsmålstegn ved ikke bare det saudiske regimes fremtid, men også ved styret i lande som Egypten og Jordan.


Kort sagt har den amerikanske imperialismes handlinger gjort Mellemøsten ustabil, og det fortsætter de med.


Som professor Bernard Wasserstein sagde for nylig: "Hvis der ikke har været et jordskælv, så har der i hvert fald været en forskydning af de tektoniske plader. Rystelserne er allerede blevet registreret på den politiske Richterskala, og de vil højst sandsynligt blive ved med at give genlyd".

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.