Hvis der nogensinde har været grund til at bekymre sig om en "dobbelt-dyk"-krise, så er det nu. Ifølge en ny meningsmåling er der "kun få økonomer, der ser en krise med et dobbelt dyk som en sandsynlig trussel lige nu". Lad os huske på, at for et par år siden, var det også "kun få økonomer", der så en samlet global økonomisk nedgang som en sandsynlig trussel. Og hvor mange af dem forventede krise i USA? De var næsten alle sammen ude af stand til at lægge mærke til den "sandsynlige trussel", der fik de 500 største amerikanske firmaer til at opleve deres største profitnedgang i historien sidste år.


Mens "eksperterne" ikke regner med endnu en nedgang i BNP, så tyder en simpel gennemgang af beviserne på, at et dobbelt-dyk helt bestemt er meget muligt. For det første – skal vi virkelig tro på, at den længste og største økonomiske ekspansionsperiode i det moderne USA's økonomiske historie kun vil blive fulgt af ét kvartals nedgang i produktion? Er det realistisk? Hvis man kan regne med den tidligere historie for kapitalistiske opsving og kriser, så følges alle store ekspansionsperioder af betydelig sammentrækning.


Men selv hvis man ignorerer det historiske materiale, er der stadig mange grunde til at forvente et dobbelt-dyk. Under kapitalismen er en krises "opgave" at få "fedtet" ud af systemet, feje produktionsoverskuddet op og bane vejen for en ny periode med ekspansion. Før den proces er fuldendt, er der ikke meget, som en ekspansion kan opstå af.


Kriser får svage firmaer til at gå ned. Når de gør det, bliver ressourcerne (arbejdere, kapital) stillet fri til at blive brugt mere effektivt et andet sted. Ideelt set ville det betyde, at finansfolkene fra Wall Street, som har solgt bankerotte internetaktier og fået store bonusser ud af det, skulle overflyttes til de lokale fast food-restauranter, hvor de kunne gøre meget bedre brug af deres store evner. Desværre bliver det nok i virkeligheden arbejdere fra firmaer som Enron, Ford, Nortel, Consignia osv., som vil blive "genansat". Økonomien kommer ud af en krise i bedre stand, så den er klar til en ny bølge af vækst og fremskridt – selvfølgelig på bekostning af spildte investeringer for milliarder og millioner af tabte jobs.


Men i løbet af en mild, ét-kvartals nedgang er der mange svage firmaer, der stadig lige netop kan klare at holde ud. På den måde bliver de ved med at optage plads og ressourcer, der kunne bruges bedre andetsteds. For eksempel bliver finanskommentatorer på TV, der burde være blevet fyret, ved med at snakke løs, og bevidstløse børshajer bliver siddende foran dummekassen og lytter til hvert et ord uden at gøre noget for økonomien. Arbejderne får en stakket frist. Overinvesteringen, som forårsagede overproduktionen og krisen, bliver ved med at være i økonomien, og virker som en dødvægt om benet på et fremtidigt opsving.


Et andet tegn på den amerikanske kapitalismes boble-natur er, at handelsunderskuddet stadig er enormt stort. Så den amerikanske velstand afhænger i høj grad af, at udlændinge sender udenlandsk kapital ind, hvorved aktiemarkedet, dollaren og den økonomiske vækst understøttes. Denne afhængighed af udenlandsk kapital er lige så stor som før krisen, og derfor er økonomien stadig lige så sårbar over for de udenlandske investorers indskydelser. Alt afhænger mere og mere af, at udlændinge bliver ved med at opkøbe amerikanske firmaer, deres aktier og obligationer.


De amerikanske (og engelske) forbrugere er blevet ved med at bruge penge, og ejendomspriserne er fortsat med at stige. Men der findes ikke nogen fest, der varer for evigt. Der er en grænse for, hvor meget forbrugerne kan bruge, og huspriserne kan ikke stige uendeligt. Intet kapitalistisk marked er nogen sinde bare fortsat med at udvide sig ubegrænset.


Hvis der ikke kommer en økonomisk krise, bliver disse bobler ved med at være der. Økonomien bliver ikke "slankere og stærkere", men bliver ved at være overvægtig og i dårlig form. Den bliver ved med at være sårbar over for blodpropper og kollaps. Og historien bekræfter det, der sker – dobbelt-dyk. De kriser, der begyndte i 1957, 1960, 1969, 1973 og 1980, var alle kendetegnet ved en nedgang i starten, fulgt af en stigning i produktion, og så endnu en nedgang. Er det rimeligt at tro, at verden kan undgå et dobbelt-dyk denne gang?


Men der er endnu en uvejrssky, der hænger over den økonomiske horisont: Handelskrig. Bush-regeringen har på trods af, at den angiveligt står for "frihandel", besluttet at støtte den amerikanske stålindustri ved at lægge told på stålimport. EU har gjort gengæld ved at gøre det samme. Men det stopper ikke med stål. EU overvejer at indføre afgifter på amerikansk frugtjuice, tekstiler og motorcykler. Som modsvar til amerikanske afgifter på canadisk tømmer, har canadierne indført afgifter på tomater importeret fra USA.


Måske er det svært at tro, at lidt frugtjuice og en håndfuld tomater kan sende verdensøkonomien i afgrunden. Men pointen er, at ét sæt afgifter uundgåeligt sætter en kædereaktion i gang med gengældelser og yderligere restriktioner på verdenshandelen. Det var protektionistisk lovgivning, der skubbede den amerikanske økonomi fra nedgang til direkte depression i 30'erne.


Og alle disse forholdsregler vil forøge produktionsomkostningerne i hele verden. Det er ikke bare amerikanske stålfirmaer, der vil opleve højere priser pga. afgifterne, men også alle industrier, der er afhængige af stål. Og regn roligt med, at det ikke kun er "udenlandsk stål", der vil stige i pris. Det er næppe sandsynligt, at de indenlandske stålproducenter vil holde deres priser i ro, når konkurrenternes priser pludselig stiger 30%. I realiteten har de amerikanske stålproducenter nu grønt lys til at hæve priserne og stadig være billigere.


Og netop som man troede, at det var sikkert at sætte sig tilbage i sin bil (som for resten er lavet af stål), så stiger priserne på brændstof. Alle industrigrene bliver påvirket af dette. For et par uger siden rapporterede det amerikanske energiministerium, at benzinpriserne vil stige "meget mere" end forventet. Og den rapport byggede på en forventning om en gennemsnitlig råoliepris på 20,70$, mens prisen nu faktisk er over 26$, så man skal lige lægge ekstra 25% til "meget mere". Dertil kommer stigende spændinger i Mellemøsten og et USA, der spiller med musklerne i Afghanistan og muligvis i Irak, og så har vi pludselig en opskrift på endnu højere brændstofpriser.


Så det ville virkelig være mirakuløst, hvis USA skulle kunne begrænse sin nedtur til ét kvartal. De historiske erfaringer kunne så smides lige ud ad vinduet, og man måtte konkludere, at dem kan man ikke lære noget af. Og måske vil højere brændstofpriser, handelskrige og øgede militærudgifter og flere bomber kun tjene til at styrke verdensøkonomien! Og måske kan USA blive ved med at slæbe rundt på sin enorme gæld og det overskydende fedt, som ét-kvartalskrisen ikke fik udryddet! Måske kan økonomien blive ved med at udvide sig med alt dette på slæb! Måske…