Præsident George W. Bush brugte seksmånedersdagen for terrorangrebene på New York og Washington til at forberede befolkningen i USA og internationalt på nye militære aggressioner og mere død.
Bush påstås at have en hel "global strategi" imod Amerikas fjender. Den kaldes endda "Bush-doktrinen". Men i virkeligheden er der ikke sådan en strategi. Bush's politik består i at slå ud i blinde og gøre brug af USA's overvældende militære styrke for at true og tvinge resten af verden til at gøre, som USA vil have. Sidste september erklærede Bush krig mod en unavngiven fjende – ikke en krig mod nogen specielt, men imod alle, der på en eller anden måde opfattes som en trussel mod amerikanske interesser. Sådan en politik har den fordel, at den giver det Hvide Hus og Pentagon frie hænder til at gå i krig mod mere eller mindre hvem som helst. Men den udsætter også USA for alvorlige risici.
Bush har tilsyneladende også besluttet, at USA skal til at tage atomvåben i brug. Ifølge Los Angeles Times har præsidenten beordret Pentagon at lave planer for brug af atomvåben og en liste over syv lande, der kan blive mål: Nordkorea, Irak, Iran, Libyen og Syrien – og Rusland og Kina!
Øgede spændinger i hele verden
Bush foreslår en meget alvorlig optrapning af USA's militære aktivitet gennem et angreb på Irak, på et tidspunkt hvor krigen i Afghanistan ikke bare stadig er i gang, men faktisk på vej ind i en ny og farlig fase. På Balkan er der risiko for nye uroligheder og mere vold i Makedonien, hvor ingen af problemerne er blevet løst. USA bliver mere og mere draget ind i militære konflikter i Filippinerne og Colombia og senest via kuppet i Venezuela.
Først og fremmest bliver konflikten mellem Israel og palæstinenserne optrappet i stadig stigende grad og kommer mere og mere ud af kontrol. Et angreb på Irak vil helt klart forværre spændingerne i Mellemøsten, som er et vitalt område for amerikanske interesser. Det ville medføre sammenbrud i Bush's "anti-terror"-koalition og gøre de USA-venlige regimer som Saudi Arabien, Egypten og Jordan ustabile. Det er ikke så mærkeligt, at der bag de officielle solidaritetserklæringer begynder at opstå dybe kløfter og sprækker i "koalitionen"
Irak i skudlinjen
Påstanden om, at Irak udgør en militær trussel mod USA, holder slet ikke vand. Det påstås, at Irak har farlige masseødelæggelsesvåben af kemisk, bakteriologisk og atomar art. At USA også har alle disse ting til overflod, nævnes aldrig. Så det, USA har noget imod, er ikke, at sådanne forfærdelige våben eksisterer, men at der er nogen, der udfordrer USA's monopol på dem. Desuden er der absolut ikke er nogen beviser for, at Irak rent faktisk har sådan nogle våben. Iraks militære potentiale blev ødelagt under Golfkrigen og blev opdelt i områder, der skulle overvåges af USA og England. De blev frataget retten til at flyve over deres eget land, og de blev udsat for en forfærdelig økonomisk blokade, der bla. har forårsaget en million irakiske børns død.
Der er ingen seriøse mennesker, der i dag tror på, at Irak udgør en alvorlig militær trussel mod USA. Al den snak om masseødelæggelsesvåben er kun en undskyldning for at retfærdiggøre nye amerikanske aggressioner mod Irak. Kravet om at lade våbeninspektørerne vende tilbage er en provokation, der har til hensigt at give amerikanerne en grund til at indlede et angreb. Spændingerne stiger dag for dag. Offensiven kan begynde når som helst, selvom den måske er midlertidigt udskudt pga. den spændte situation i Israel/Palæstina.
Den virkelige grund til USA's fjendtlighed over for Irak er, at USA's herskende klasse er rasende over, at Saddam Hussein efter mere end ti år stadig sidder på magten i Bagdad. Ikke fordi de har noget imod diktatorer – han er sådan set deres gamle ven – men fordi han er en diktator, der ikke lige gør, hvad de vil have. Hverken det militære nederlag i Golfkrigen eller blokaden eller de senere bombardementer har haft nogen virkning på ham. Tværtimod så har det styrket hans stilling. Flertallet af irakere hader ham givetvis, men de hader den amerikanske imperialisme endnu mere.
Urolig periode
Den periode, vi er gået ind i, er den mest urolige, ustabile og voldelige i hele verdenshistorien. Der vil opstå mange situationer, hvor den amerikanske imperialisme bliver nødt til at gribe ind for at sørge for ro og stabilitet for deres fortsatte udnyttelse af verden, men det vil ikke løse problemerne. Der er også en begrænsning for, hvor længe den amerikanske arbejderklasse vil acceptere Bush's internationale eventyr, mens deres egne forhold forringes mere og mere. Både i USA, resten af den vestlige verden og internationalt vil vi se en opblusning af klassekampen i den kommende periode, og resultatet af denne kamp vil få altafgørende betydning for hele verdens fremtid.
