Grønlands Arbejdsgiverforening (GA) har ifølge den Grønlandske avis Sermitsiaq varslet lockout for 3.500 SIK-ansatte (svarer til SiD) på alle overenskomstområder.


Lockouten er varslet efter sammenbrud i forhandlingerne mellem GA og SIK om en ny overenskomst for de timelønsansatte i fiskeindustrien. Arbejderne kræver to daglige kaffepauser og en generel lønstigning. Arbejdsgiverne er kommet med den ene grundløse beskyldning efter den anden mod SIK, og på Royal Greenland-fabrikkerne er tillidsfolk enkeltvis blevet kaldt til "møder" på direktionskontoret, hvor de er blevet skældt huden fuld for kritik af ledelsen.


Arbejdsgiverne er desperate, de har brugt hver eneste dag under forhandlingerne om overenskomsterne til at komme med udtalelser om, hvor rabiate og urimelige arbejdernes krav er. Men sandheden er, at arbejdsgiverne ikke engang har overholdt den gamle overenskomst. Ifølge den gamle aftale skulle arbejdsgiverne betale penge ind til arbejdernes pensionsfond, SISA. Kun 80 ud af 300 virksomheder har gjort dette. Man siger, at tomme tønder buldrer mest, og arbejdsgiverne buldrer og brager om, at arbejdernes krav vil være "til skade for samfundsøkonomien og konkurrenceevnen". Hvis økonomi og "konkurrenceevne" vil en lønstigning skade? Sandheden er, at arbejderne ikke har brug for kapitalister og direktører for at holde samfundet kørende.


Fælles kamp for socialisme!

De grønlandske arbejdere har ingen interesse i at bevare en kapitalisme, der ikke kan garantere noget så banalt som kaffepauser på arbejdet. De offentlige virksomheder bliver privatiseret over hele linjen i Grønland, ligesom i Danmark. Det drejer sig blandt andet om TELE (tele-kommunikation), KNI (handel) og Royal Greenland (fiske- og rejeindustri). Alt dette medfører prisstigninger i yderområderne, nedskæringer på de offentlige budgetter og generelle angreb på levevilkårene. Men specialarbejderne i SIK har vist stort mod med deres offensive krav om reelle forbedringer. Hvis kampen skal vindes, er det nødvendigt med absolut enhed mellem arbejderne i Grønland og Danmark.


De danske arbejdere og unge, der kæmper mod den borgerlige regering og kapitalismen generelt, må knytte bånd til de grønlandske arbejdere i fælles kamp mod arbejdsgiverne. Kun med enhed kan vi sejre. Men kampen for forbedringer her og nu må forbindes med kampen for en socialistisk omvæltning af samfundet. Staten har i sin tid opbygget industri og infrastruktur i Grønland. Nu, hvor kapitalisterne er i krise, kaster de sig over selv de mindste offentlige virksomheder som glubske rovgribbe. De kan stoppes for et stykke tid nu, men de vil vende tilbage igen og igen, så længe kapitalismen eksisterer. Hvis forbedringerne skal sikres må arbejderne sparke kapitalismen ad hekkenfeldt til og opbygge samfundet under deres egen kontrol.