De sidste 2 år har Færøerne prøvet at forhandle med den danske regering om at blive en selvstændig nation. De færøske krav har været at trappe bloktilskuddet ned i de næste 15 år. Men den socialdemokratiske regering har nægtet dette, og statsminister Poul Nyrup Rasmussen har givet til udtryk i medierne, at færingerne kun vil nasse penge fra Danmark og have danske skatteydere til at betale for selvstændigheden.
Det er ingen tvivl om at Færøerne er en nation og at vi som marxister anerkender, at alle nationer har ret til national selvbestemmelse. Men vi mener at grundlæggende er det nationale spørgsmål underlagt klassespørgsmålet. Gavner det den færøske arbejderklasse, at Færøerne bliver selvstændige? Styrker færøsk løsrivelse velfærden og på længere sigt mulighed for at indføre socialismen?
Som marxister mener vi at disse spørgsmål er vigtigere end det nationale spørgsmål. Andre interessante spørgsmål i denne sammenhæng er at se på hvorfor den danske regering er så meget imod at Færøerne får selvstændighed, når den hårdnakket påstår at færinger er nassere og kun en udgift på den danske finanslov. Så burde det være oplagt at skære denne udgift ned på finansloven de næste 15 år, når regeringen ellers er så nedskæringsliderlig.
Kampen startes
Færøerne har været en koloni af skiftevis Norge og Danmark igennem tiderne, hvor Danmark så har været kolonimagt de seneste 600 år, hvor Danmark har undertrykt Færøerne både økonomisk, politisk og kulturelt. For eksempel var det færøske sprog forbudt i skolen og alle andre steder i det offentlige rum lige til 1938.
Lagtinget, der havde eksisteret siden 1200 tallet, blev afskaffet i 1816 og Færøerne blev til et amt i Danmark. Da overtog amtmanden alle lagtingets opgaver. Men i 1852 blev lagtinget gendannet, men kun som et rådgivende organ, hvor amtmanden og provsten automatisk var medlemmer uden at være valgt.
I forbindelse med den spirende kapitalisme opstår en selvstændighedsbevægelse i 1880´erne. Den formulerer nogle progressive krav, bl.a at:
1) Lagtinget bliver fuldstændigt folkevalgt og lagtinget selv vælger formand og næstformand.
2) Ingen love skal være gældende på Færøerne uden at de er vedtaget i lagtinget.
Omkring århundredeskiftet var der to partier, nemlig Sambandspartiet, et reaktionært borgerligt parti der var imod selv små forbedringer af kulturelle rettigheder og så Selvstyrepartiet, der gik ind for selvstændighed. Arbejderne fik først i 1928 deres eget parti, da Socialdemokratiet blev dannet. Partiet var i starten imod selvstændighed og er det stadigvæk.
At der var problemer med at få øget selvstændighed ses i 1901, da storbonden Jóannes Pæturson bliver valgt som færøsk kandidat i folketinget for Selvstyrepartiet. Regeringen med partiet Venstre i spidsen var villig til at lade Færøerne få mere selvstændighed. Færøerne skulle bl.a. betale for at udbygge infrastrukturen. Men det var mere end Færøerne kunne bære på det tidspunkt, og Selvstyrepartiet tabte sit folketingsmandat til Sambandspartiet ved næste valg.
Hjemmestyreloven
Op igennem 30´erne kom der splittelse i selvstændighedsbevægelsen, da Jóannes Pæturson brød ud af Selvstyrepartiet og sammen med nogle kapitalister dannede det reaktionære parti Folkepartiet. Og under 2. verdenskrig bliver Færøerne besat af England, mens Danmark bliver besat af Nazi-Tyskland. Dermed bliver al forbindelse mellem Færøerne og Danmark brudt. Derfor var det uundgåeligt at der kom folkeafstemning efter krigen i 1946, om man skulle fortsætte som hidtil eller skulle have fuldt selvstyre. Resultatet af folkeafstemningen blev et snævert flertal for løsrivelse, men kongen sendte lagtinget hjem, samtidig med at dansk militær blev sendt op til Færøerne. I 1948 lavede Sambandspartiet, Selvstyrepartiet og Socialdemokratiet hjemmestyreloven, der gav landsstyret mulighed for langsomt at overtage område efter område. Den danske stat skal overføre penge fra Danmark til Færøerne til at finansiere de områder, som hører under Danmark. Hjemmestyreloven gælder stadig.
I 1948 blev partiet Republikanerne dannet efter at resultatet af folkeafstemningen hånligt blev fejet af bordet. Men Republikanerne var i modsætning til Folkeflokken et arbejderparti, der gik ind for løsrivelse. Nu var arbejderklassen så reelt splittet på det spørgsmål, da Socialdemokraterne var imod selvstændighed.
Økonomien bryder sammen
I 1959 kom den første socialdemokratiske regering. Og Socialdemokratiet kommer med få undtagelser til at sidde på lagmandsposten i de næste 35 år. I den periode opbygges et delvist velfærdssystem og det nationale spørgsmål er ikke på den politiske dagsorden helt op til 1990´erne hvor Færøernes kapitalistiske økonomi gik fallit.
I 1992 gik alle færøske banker fallit. Også den filial som Den Danske Bank havde på Færøerne. Den Danske Bank nægtede reelt at støtte filialen økonomisk og regningen for redningen af den og de andre banker blev sendt til den færøske befolkning, samtidig med at den danske regering tvang landsstyret til massive nedskæringer på arbejderklassen. Hele affæren blev afsløret i et dokumentarprogram af nuværende vicelagmand Høgni Hoydal, hvor det blev afsløret at Den Danske Bank havde solgt sin filial til landskassen på falske præmisser og med stort tab til følge for landskassen. Det der gjorde krisen ekstra hård, var at kapitalisterne i deres jagt på øget profit, havde fået garanti om økonomisk støtte fra landskassen, hvis de gik konkurs. Senere sker det, at mange kapitalister går fallit samtidig og landskassen skulle udbetale ca. 1,5 milliard kr. til kapitalisterne. Derfor begyndte tanken om selvstændighed igen at vinde indflydelse og Republikanerne blev det største parti ved valget i 1998. Republikanerne argumenterer for at en væsentlig årsag til krisen i den færøske økonomi var at landsstyret ikke havde noget reelt ansvar og handlede derefter. Og for at undgå en lignende krise skal færinger tage fuldt ansvar for at styre landet. Men årsagen til krisen i den færøske økonomi er ikke manglende politisk ansvar, men skyldes kapitalismen.
En grund til at regeringen ikke tager konsekvensen af sit synspunkt, om at færinger er nassere, er at Danmark tjener penge på at have Færøerne som koloni. En stor del af den færøske import af varer bliver importeret fra Danmark og på den måde tjener danske kapitalister på Færøerne. Færøerne skylder også Danmark en masse penge og ca. halvdelen af bloktilskuddet kommer tilbage til den danske statskasse. Den danske stat trækker også noget fra kontingentet til NATO på grund af Færøerne.
Bloktilskuddet
Bloktilskuddet fra Danmark er i dag på 1, 3 milliard kr., mens finansloven er på 3 milliarder kr. Bloktilskuddet udgør således en tredjedel af finansloven. Færøerne har i forhandlingerne med den danske regering krævet, at bloktilskuddet skal mindskes på 15 år, til det til sidst er væk.
Argumentet for dette krav, er at den færøske eksport skal have tid til øge indtægterne, så den svarer til den 1 milliard kroner bloktilskuddet udgør og på den måde undgå massenedskæringer. Men problemet er, at produktionsmidlerne er på private hænder og størstedelen af profitten havner hos nogen få kapitalister. Og derfor vil de penge ikke ses igen på finansloven igen selvom eksporten øges. Og så længe vi har kapitalisme vil størstedelen af profitten tilfalde kapitalisterne. Derfor løser en øget eksport ikke problemet om at sikre og udbygge velfærd efter løsrivelsen. Men på den anden side er det heller ikke nogen løsning at blive i rigsfællesskabet, da man også vil være tvunget til at skære ned på arbejderklassen indenfor rigsfællesskabet, som begivenhederne i 1990´erne viser. Men bloktilskuddet sikrer at der er lidt bedre mulighed for at sikre nogen velfærdsydelser.
Finansieringen af selvstændigheden
Landstyret har lagt op til at selvstændigheden skal finansieres ved at udlicitere og privatisere offentlige virksomheder. Man har allerede privatiseret telefonselskabet, og landsstyret presser på at få postvæsnet og den offentlige transport privatiseret, men det er ikke lykkedes for dem hidtil. Men at udlicitere løser ingen problemer, men skaber dårlige forhold for arbejderklassen i form af øget pres, fyringer og pres på lønnen, som i forvejen er lavere end lønnen i Danmark (f.eks. tjente en ufaglært kvinde i gennemsnit 92,20 kr. på Færøerne i '99, og 115,65 kr. i Danmark i '98). Udlicitering fremmer altså en kapitalistisk krise, fordi udlicitering forstærker udhulningen af arbejdernes købekraft. Resultatet er en klassisk kapitalistisk overproduktionskrise.
Landsstyret mener også at en kommende olieindustri kan finansiere løsrivelsen, men det er allerede udlovet til store transnationale olieselskaber, at bore efter olien, og derfor kommer der desværre ikke mange penge i landskassen på den måde.
Færøerne er for lille en økonomisk enhed til at have en møntfod. Derfor mener landsstyret at Færøerne skal bruge euroen som møntfod. Men hvis man skal bruge euroen som møntfod skal man overholde strenge økonomiske krav og dermed afgive suverænitet til EU-bureaukraterne og markedet med endnu flere nedskæringer til følge. At løsrive sig fra Danmark for at afgive suværenitet til EU er absurd.
Svaret på spørgsmålet om Færøerne skal blive en republik, må derfor være nej fra vores side, fordi en kapitalistisk færøsk republik vil ikke skabe mere indflydelse for arbejdere på eget liv og heller ikke udbygge velfærdssamfundet. Men det vil et kapitalistisk Færøerne med hjemmestyre heller ikke gøre. Løsningen på det nationale spørgsmål er at de færøske arbejdere selv kæmper for at opbygge et socialistisk Færøerne og at det bliver spredt til Danmark og resten af Europa. Det retfærdige krav om indflydelse på eget liv og hverdag kan aldrig realiseres, så længe kapitalisterne kontrollerer økonomi og stat - det kan kun opnås, når politik og økonomi er i arbejdernes hænder gennem demokratisk valgte arbejderråd. For at sikre dette er det nødvendigt med international solidaritet. Derfor er det meget vigtigt at der knyttes stærke bånd med den færøske, grønlandske og danske arbejderklasse i kampen for socialismen.
