Onsdag den sjette marts indførte præsident George Bush en toldsats på så meget som 30% på det meste af det stål, der importeres til USA fra Asien og Europa. De europæiske stålproducenter står til at tabe 2,6% af deres salg. Det engelske firma Corus har størst forbindelse til USA, da 5% af deres salg går til dette marked. Belgiske Arcelor havde 3% af deres salg i USA, og tyske Thyssen-Krupp 1%. Kina, som er et af verdens største stålfremstillende lande, forventes dog ikke at miste meget, da USA ikke var et stort marked for deres eksport.


I perioder med nedgang i den kapitalistiske økonomi tæller de nationale interesser mere end de internationale. "Når USA er fanget mellem pres på hjemmefronten og respekt for de internationale forpligtelser, så er det det første, der vejer tungest," sagde Pascal Lamy, der er EU-kommissær for handel.


Lamy fortsatte: "Verdens stålmarked er ikke det Vilde Vesten, hvor folk bare kan gøre, som det passer dem. Der er regler, som skal garantere det multi-laterale system". Nå, så det er der? Internationale regler gælder kun, når verdens største kapitalistiske magt ikke mener, at de truer dens interesser. Når de gør det, så ryger reglerne lige ud ad vinduet.


Wall Street Journal kaldte de nye toldsatser for "muligvis de mest dramatiske protektionistiske foranstaltninger, en præsident har indført i årtier". Her har vi en republikansk "frihandels"-præsident, der gør, hvad den "protektionistiske" demokrat Clinton to gange nægtede at gøre, da det blev krævet af fagforeninger og virksomheder på stålområdet.


Hvad dette viser, er, at når den amerikanske økonomi har det godt, så er det o.k. med frihandel. Når det modsatte er tilfældet, så kommer protektionismen på banen igen. Når kapitalismen er i krise, vender protektionismen altid tilbage. Forskellige interessegrupper – enten bestående af firmaer, fagforeninger eller regionale områder – kræver told på import eller decideret importforbud, og politikerne gennemfører det for at kunne blive genvalgt.


USA køber næsten for 1,5 milliard dollars mere fra udenlandske firmaer, end de sælger til udlandet. Det handelsunderskud, der følger af dette, fyldes ud igen, når udlændinge sender pengene tilbage til USA til gengæld for aktier, obligationer og andre kapitalgoder. Det har været ren guf for Wall Street og finanssektoren, men det har ikke været så rart for den amerikanske fremstillingsindustri. Den stærke dollar gør det svært for dem at konkurrere på verdensmarkedet. Derfor er den amerikanske fremstillingssektor blevet ved med at falde i 19 måneder, selv mens de amerikanske forbrugere er fortsat med at købe varer fra udenlandske firmaer. Det er derfor, at profitten i de amerikanske firmaer for nylig oplevede det største fald, der nogensinde er optegnet. Og det er til dels derfor, at firmaer som General Motors har en million enheder i overkapacitet.


De europæiske og asiatiske stålproducenter råber op om, at det er "uretfærdigt". De vil kræve, at den internationale handelsorganisation WTO dømmer i deres favør. Men sådan en strid i WTO-regi kan tage mere end et år om at blive afgjort, og derefter tager det flere måneder, før en kompensation træder i kraft. USA har allerede appelleret fem andre WTO-afgørelser i løbet af de sidste par år, og EU har ikke fået nogen kompensation endnu.


USA har prøvet at retfærdiggøre de nye foranstaltninger med, at "det var nødvendigt at give et svar på det uretfærdigt forhandlede stål, som har ødelagt vores industri". Robert Zoellick, handelsrepræsentant for USA, anklagede EU for at have givet helt op til 50 milliarder dollars i statsstøtte til stålindustrien i de sidste 50 år. Det vil være USA's linje ved alle eventuelle WTO-høringer. Udover at gå til WTO kan EU gøre gengæld ved at indføre strafsanktioner over for USA – en foranstaltning, som Bruxelles ville kunne iværksætte i slutningen af næste måned som resultat af en anden dom angående amerikansk selskabsskat, som USA stadig mangler at følge. Dette ville blive starten på en bredere handelskrig.


Der er en tydelig parallel mellem den nuværende situation og så den berygtede amerikanske Smoot-Hawley-told fra 1930, som spillede en rolle for den Store Depression. Smoot-Hawley-toldafgifterne startede en kæde af gengældelser fra andre landes side, og det fik verdenshandelen til at bryde sammen til et niveau, som kun var en brøkdel af, hvad det havde været i slutningen af 20'erne.


Det er for tidligt at drage egentlige konklusioner endnu, men stålkrigen kan meget vel blive starten på en glidebane ned imod en decideret handelskrig og dermed enden på "globaliseringen". Der er tre ting, der har drevet den globale kapitalistiske vækst fremad i de sidste ti år: høj profitabilitet i firmaerne, lave renter, og stærk vækst i verdenshandelen / globalisering af kapitalstrømmen.


Siden 1997 er den globale profitabilitet faldet drastisk, og selve profitmængden er begyndt at falde i USA. Verdenshandelen bremsede meget ned sidste år, mens den globale kapitalstrøm er skrumpet ind efter kriserne i Mexico (1995), Asien (1997) og Argentina (2001). Det efterlader kun lave renter som grundlag for kapitalismens økonomiske vækst.


Kapitalistiske kommentatorer har imidlertid masser af tiltro til, at profitten vil begynde at stige igen i år, og de har forudsagt et opsving i verdenshandelen også, samtidig med at renterne vil blive ved med at være lave. Men den aktuelle stålkrig sætter endnu et spørgsmålstegn ved denne form for optimisme.