Vi er på vej ind i en helt anden historisk periode i verdenshistorien.

De kapitalistiske økonomer ved ikke, hvad de skal gøre - de kan ikke forudse, hvad der vil ske – de er meget forvirrede. Problemet er, at de aldrig har set denne kombination af data. Nogle får det til, at det går fremad – andre, at det går rigtig skidt. Den nuværende globale ustabilitet med en kombination af krig og økonomisk nedgang er ikke set siden 1945. Nu går verdensøkonomien ind i den første samtidige nedgang siden 1974. Vi har en situation, der ikke er set før, og det bekymrer kapitalisternes strateger.

Selv efter krakket i 1929 påvirkede krisen ikke alle kapitalistiske lande samtidig. Amerika kom først, derefter Tyskland, Østrig og England, og Frankrig først i 1934, da USA allerede var på vej ud af krisen. At der nu er krisetegn over hele verden samtidig, er ukendt farvand for kapitalisterne, og de er nervøse, derfor har vi set alle disse rentesænkelser, som bla. den amerikanske nationalbank har gennemført i forgæves forsøg på at rette op på økonomien.


Denne situation afspejles i ledernes og de intellektuelles bevidsthed i Vesten. De ved ikke, hvad de skal tro – en subjektiv afspejling af en objektiv situation.


Den nuværende krise repræsenterer et vendepunkt i den historiske proces. Efter Sovjetunionens sammenbrud for 10 år siden følte kapitalisterne sig ikke længere truet af kommunisme. Kapitalismen styrede enerådigt. De drømte om et økonomisk opsving, der skulle vare for evigt - et "nyt økonomisk paradigme".


Øget pres på arbejdernes organisationer

Denne situation påvirkede alle områder af samfundet - filosofi, videnskab, litteratur, politik osv., den måde de forskellige klasser tænkte på. Alle arbejderklassens ledere tog markedet og markedsøkonomien til sig, og arbejderklassen kunne ikke se andet end individuelle løsninger. Trods ekstremt pres på arbejderne, gæld, lange arbejdsdage, overarbejde, stress og udmattelse, var det alligevel muligt i en periode relativt at forbedre levestandarden. Både reformismens styrke og marxisternes isolation og svage kræfter var baseret på dette.


I en periode, hvor arbejderne ikke deltog i kamp, steg kapitalismens pres på arbejdernes organisationer - og især på toppen - enormt. De reformistiske ledere, fagforeningsapparatet og Socialdemokratiet blev frigjort fra pres fra arbejderklassen og opnåede en uhørt grad af "frihed", dvs. afhængighed af borgerskabet og deres ideologier.


Arbejderklassens masseorganisationer er degenereret i ekstrem grad, men nu har denne proces nået grænsen. Over den næste periode vil begivenhederne ryste masseorganisationerne, og hele processen vil gå i modsat retning.


Hvad vej går økonomien?

Det, der gør kapitalismen anderledes end fx slavesamfund som Romerriget, er, at udviklingen er presset sammen på meget kortere tid - først for opadgående, derefter nedadgående. De sidste ti år er processerne accelereret. Økonomi er ikke en eksakt videnskab. Vi kan ikke præcis forudsige, hvad der vil ske, det er der for mange variabler til. Så når man siger, at den næste periode vil være kendetegnet af krise og ustabilitet, udelukker det på ingen måde, at der vil være op- og nedture, perioder med fremgang og tilsyneladende ro. Vi må se på, om linjen er generelt opadgående eller nedadgående.


Flertallet af kapitalistiske økonomer siger, at nu vil det gå fremad igen – men de fleste af disse økonomer er ubrugelige. Et lille mindretal siger det modsatte. De kapitalistiske økonomer har ikke kunnet forudsige nogen af de sidste 20 års økonomiske udviklinger. Mange af dem holdt på, at der ikke kunne komme nedgang, selv efter at nedgangen var startet. Vi må forsøge at forstå, hvad der vil ske.


Nedgang på verdensplan

Verdenshandelen har spillet den ledende rolle i at udvikle verdensøkonomien (globaliseringen). Kapitalismen udvikler en verdensøkonomi, som allerede Marx og Engels beskrev det i Manifestet (og også en verdenskultur, et verdensdiplomati, verdenskrige osv.). Ved international arbejdsdeling har kapitalisterne formået delvist og midlertidigt at komme ud over en af forhindringerne for kapitalismens udvikling: nationalstatens begrænsninger.


Der er nu nedgang på verdensplan, i USA, Asien, Europa, men der er selvfølgelig stadig en udvikling i verdensproduktionen på ca. 1-2% - hvilket er meget lidt. I nogle lande er der fald i produktionen i forhold til for 19 mdr. siden. Mange steder er profitterne i frit fald, i USA – verdens største økonomi og drivkraften for verdensøkonomien - er de 44,9% lavere end året før, sidst profitterne faldt så drastisk var i 3. kvartal i 1938 og 4. kvartal i 1932 – den store depression. Amerikansk industri har været i krise i mere end et år. Arbejdsløsheden i USA er nået op på 5,4% officielt, og den vil stige, efterhånden som firmaerne prøver at dæmpe deres udgifter ved at lukke fabrikker og fyre folk. Alene sidste oktober blev der skåret 415.000 jobs uden for landbrugssektoren, hvilket er det værste fald siden 1980.


Overproduktion

Der er en enorm overproduktion (af kapitalisterne kaldet overkapacitet) i Asien, Japan og USA. I Europa er der bla. krise i mobilsektoren. Markedet er mættet. Det er en klassisk marxistisk overproduktionskrise. I det sidste opsving investerede kapitalisterne enorme summer i ny teknologi, fabrikker og maskiner. Den såkaldte IT-revolution er der intet nyt eller revolutionerende ved – kapitalismen har altid udviklet og investeret i ny teknologi under opsving, og lige så lidt nyt er der i den kendsgerning, at det til sidst måtte føre til en massiv overproduktion på verdensplan.


Marx forklarede, at overproduktionskriser kommer fra modsætningen mellem kapitalisternes ubegrænsede grådighed og massernes begrænsede købekraft. Det er især nu overproduktion af ny teknologi, især computere og mikrochips mm.


Kredit og gæld

Marx forklarede også, at kredit er et middel for kapitalismen til at gå ud over sine normale begrænsninger. Markedet bliver kunstigt udvidet i en periode, men det betyder bare, at efterspørgslen nedsættes i fremtiden, da gæld som bekendt skal tilbagebetales – med renter. Der er ophobet kæmpe gæld under opsvinget især i USA. Den amerikanske nationalbanks desperate rentesænkelser kommer af frygt for global krise, men har ikke den store effekt, da der allerede er kæmpe gæld, og det vil ikke få folk til at sætte sig yderligere i gæld. Hvis de gjorde det, ville de ende med en blanding af stagnation og inflation, der kan komme til trække USA's økonomi nedad i lang tid.


Globaliseringen

Globaliseringen i sig selv er for marxister en progressiv udvikling – den lægger grunden til en verdensrevolution. Men det er en modsætningsfyldt proces. De fattige lande bliver plyndret, og der opstår nye modsætninger, som gør den sociale situation i disse lande endnu mere eksplosiv. Halvdelen af verdens befolkning lever nu for under 2$ om dagen, og levestandarden er flere steder faldende. Råvarepriserne er de laveste i 150 år.


Kapitalismen er ved at gå i spåner i yderområderne. De store imperialistiske blokke er afhængige af billige råvarer og planlægger endnu større udbytning, men dette vil skabe endnu større sociale eksplosioner. Der er potentiale for revolutionære udviklinger alle steder i de tidligere koloniale lande: Ecuador, Colombia, Peru, Venezuela, Iran, Indonesien, Palæstina, Sydkorea, Zimbabwe, Algeriet, Saudi-Arabien og i Argentina, hvor revolutionen allerede er begyndt.


Argentina

Situationen i Argentina er et produkt af kapitalismens verdenskrise. De var ellers et mønstereksempel. De fulgte alt, hvad IMF dikterede af liberaliseringer og nedskæringer, og de bandt pesoen til dollaren, for så kunne der ikke komme inflation, sagde de.


Men krisen kom alligevel nærmere. Den startede i 1997 i Asien, men verdensøkonomien slap uden den store nedtur pga. det fortsatte opsving i USA, som kunne opsuge varer, men det kan de ikke længere. I 1998 kollapsede Ruslands økonomi, derefter kom turen til Brasilien og Tyrkiet sidste år, og alle disse ting ramte den argentinske peso og den argentinske økonomi. Nu er der krise for fuld udblæsning, og en revolutionær situation. Der har for nylig været afholdt en landsdækkende arbejderkongres, hvor resolutioner om overtagelse af magten blev vedtaget. Hvis der var en reel marxistisk ledelse, der kunne samle bevægelsen og føre den fremad, kunne arbejderklassen forholdsvist let tage magten. Der er ikke et eneste stabilt regime i Latinamerika, og revolutionære bevægelser kan sprede sig som ringe i vandet.


Situationen i Argentina kan også ske i andre kapitalistiske lande, også lande der er mere udviklede, især fx Japan.


Argentina var fanget af en finansiel disciplin, præcis som euroen fungerer. Når krisen begynder at udvikle sig, vil vi se lande som Italien (der er svagt i forhold til Tyskland) komme i store problemer. Før ville de i en sådan situation have devalueret, men det kan de ikke længere, nu vil de blive nødt til at lægge hele byrden på arbejderklassens skuldre, hvilket vil medføre en enorm social eksplosion, som i Argentina med revolutionære tendenser. Vi har allerede for nylig set de største demonstrationer i Italien nogensinde med op mod tre millioner arbejdere i protest mod Berlusconi-regeringens angreb på arbejderklassen.


Pakistan

Pakistan er utrolig ustabilt. 34% under fattigdomsgrænsen, kun 2% af BNP bruges på uddannelse, 60% på tilbagebetaling af gæld. Lige nu er der militærdiktatur - Pakistans ledelse har konstant gennem de sidste 50 år svinget mellem korrupte demokratier og diktaturer. IMF's programmer rammer de fattige ekstra hårdt, og det fører uundgåeligt til social uro. Det kan tænkes, at USA vil foretrække at sætte PPP (Pakistani People's Party) til magten igen, hvilket åbner store muligheder for den marxistiske opposition. Det er et spørgsmål, som socialister over hele verden må give meget opmærksomhed. Derudover er der krigen med Indien. Optrapningen bruges fra begge sider til at aflede opmærksomheden fra de ekstremt dårlige forhold for landenes befolkninger, men dette kan ikke holde, og ingen af staterne har råd og kræfter til en krig.


Mellemøsten

I Mellemøsten er situationen meget ustabil, og kan yderligere destabiliseres af USA's militæraktioner. USA overvejer at angribe Irak i "krigen mod terrorisme", men dette vil sætte hele Mellemøsten i flammer. Udover krigen i Afghanistan og Israel-Palæstina-konflikten skaber oliepriserne også problemer. USA's interesse i lave oliepriser går imod deres interesse i fred og stabilitet og i at undgå revolutioner i Mellemøsten.


Situationen i Saudi-Arabien er langt fra stabil, og der kan meget let komme oprør fra befolkningen imod den saudi-arabiske kongefamilie. Israel-Palæstina-konflikten bruges af kongefamilien på den ene side til at aflede opmærksomheden, og på den anden side til at blive ved med at holde sig gode venner med USA. Det har de også gjort alt for i Afghanistankrigen – det kan være dråben, der får bægeret til at flyde over for den saudi-arabiske befolkning, som har oplevet et massivt fald i levestandard i den sidste periode.


Saudi-Arabiens forslag til fred i Mellemøsten kan ikke løse de grundlæggende problemer i konflikten mellem Israel-Palæstina. Et selvstændigt kapitalistisk Palæstina vil stadig blive styret af Israel. Det vil ikke løse nogen af de store problemer, arbejdere og unge står overfor i området. Der er ingen løsning på kapitalistisk grundlag - kun en socialistisk føderation af Palæstina og Israel som en del af et socialistisk Mellemøsten kan løse konflikten.


Indonesien

Efter omstyrtelsen af diktatoren Suharto i 1998 ser den revolutionære bevægelse ud til i øjeblikket at være "død". Megawati står nu i spidsen for en ustabil koalitionsregering, med hjælp fra militæret. Men dette vil hurtigt komme til at smuldre, da hun ikke vil være i stand til at løse problemerne med en meget dårlig økonomi, det nationale spørgsmål og – hvad der er vigtigst - en ung og stadig uprøvet arbejderklasse. Indonesien er kapitalismens svageste led i Asien. Revolutionen er stadig i sin tidlige begyndelse, men det haster med at bygge en marxistisk tilstedeværelse op. Den etniske udrensning i Østtimor viser, hvad der vil ske, hvis ikke socialismen vinder i Indonesien.


Afrika

Hele Afrika er et stort tumult, de sociale forhold er forfærdelige, og det nationale spørgsmål dukker op alle steder. Nøglen til en løsning på problemerne er arbejderklassen, primært koncentreret i et par få mere industrialiserede lande. I Nigeria så vi sidste år arbejderklassens enorme styrke ved 5 dages generalstrejke. Men som resultat af de fleste afrikanske økonomiers underudviklede natur er nøglen til hele kontinentet Sydafrika, hvor der er en stærk arbejderklasse. ANC blev massivt stemt ind ved apartheids fald, men forholdene for de fattige forværres, ANC privatiserer og accepterer markedsøkonomien. Den verdensøkonomiske krise vil også ramme Sydafrika, og spændingerne vil vokse, senest så vi 3 dages generalstrejke i august 2001.


Den socialistiske revolution er den eneste vej frem for Sydafrika og resten af Afrika. Hvis først der kommer revolution i Sydafrika, vil den sprede sig til resten af Afrika. Revolutionerne i disse lande vil dog ikke kunne opbygge socialisme, hvis ikke revolutionen spredes til Vesten, og hvis ikke der er den subjektive faktor, dvs. den marxistiske ledelse. I det omfang dette mangler, vil vi kunne komme til at se alle mulige former for styreformer og revolutioner, der afspores i den ene eller anden retning.


Rusland

Opsvinget har varet længere end forventet, og det har givet russisk kapitalisme nok tid til at etablere sig. Det nye produktionssystem og ejendomsforholdene har haft tid til at gennemsyre massernes bevidsthed. Hvis situationen skal ændres nu, er det nødvendigt med en social revolution – en ny Oktoberrevolution. Økonomien kollapsede i 1998 – det var sidste chance for at vende udviklingen væk fra kapitalisme. Der var stor utilfredshed med privatiseringer og markedsøkonomien, men de kræfter i det tidligere bureaukrati, der ønskede at vende udviklingen, var ikke stærke nok. Og stalinisterne var bange for massernes bevægelse, for dette kunne ikke bare betyde en tilbagevenden til bureaukratisk stalinisme, men videre til arbejderdemokrati. Masserne har heller ikke bevæget sig i lang tid, mange års stalinisme har sat sit spor på deres bevidsthed. Stalin formåede at udrydde alle, der var aktive bolsjevikker, og vigtige erfaringer og idéer gik tabt.


Økonomien gik fremad igen efter kollapset i 1998, og kapitalismen blev konsolideret. Regimet er dog meget ustabilt og kapitalisterne i store problemer, og de vil blive hårdt ramt af verdenskrisen.


Kina

Kina har haft større succes end Rusland med at gå mod kapitalisme. De har bevæget sig i den retning, mens det stalinistiske bureaukrati stadig har holdt magten. Der er en blanding af nationaliserede virksomheder og kapitalistiske elementer. For at holde et stabilt regime har de brug for vækstrater på over 8%, men dette kan blive umuligt med udsigterne for verdensøkonomien, og det vil give sociale konflikter og splittelser i bureaukratiet. Senest har vi set store protester blandt arbejdere i Nordøst-Kina.


Når krisen forværres, stiger modsætningerne. Dette vil ske både i de fattige og rige lande, men det vil ses først og mere akut i de fattige.


Japan

Japan er verdens anden største økonomi, men har været i krise i de sidste 10 år. De kan ikke komme ud. De har forsøgt med keynesianisme, dvs. de har postet penge ud i økonomien - de sidste 2 år har de investeret lige så meget som Frankrigs BNP – men uden resultat. Der har været negativ vækst pga. gældsættelse. Japan er nu det mest forgældede land i verden – i en desperat situation. Renten er 0%, så den kan ikke sænkes, de kan ikke tage mere gæld. Der er risiko for en finansiel krise, hvor hele banksystemet kollapser.


De japanske banker har lånt formuer ud til firmaer, der nu er gået konkurs. Forskellen mellem Argentina og Japan er, at Japan er meget rigere – de har mange penge ude og svømme i verden, men hvis de kalder dem hjem, vil det betyde et kæmpe slag mod hele verdensøkonomien.


Den eneste løsning er eksport. De kan devaluere for at øge eksporten, hvilket giver nye modsætninger. Asien er nu kollapset igen – der er en desperat kamp om markeder, og de andre lande må kæmpe mod yennens fald, og det vil give konkurrerende devalueringer i Asien som i 1997.


Kina har ikke været tilfreds. De spiller nu en forholdsvis vigtig rolle i verdensøkonomien, og de eksporterer en masse billige varer. USA frygter, at Kina devaluerer som resultat af yennens devaluering, det vil betyde et kæmpe slag mod hele verdensøkonomien.


EU

Euroen er gennemført i 12 lande, hvilket er en vigtig udvikling, da en fælles mønt er første betingelse for europæisk integration. Den burde give et spark fremad til intern handel og være en kraftfuld faktor for udvikling af produktivkræfterne. Men euroen er blevet lanceret på et det værst tænkelige tidspunkt. Med verdenskrise, stigende arbejdsløshed og kamp om markeder vil Maastricht-aftalens stramme rammer gøre krisen dybere og øge modsætningerne mellem EU's stater. Økonomerne mente, at euroen kunne forskåne EU for krise, men dette er løgn. Tysklands økonomi halter nu. For at holde euroens niveau har der ikke været så mange rentesænkelser som i USA, og dette vil gøre krisen dybere og få arbejdsløsheden til at stige i de kommende måneder. Medlemslandenes regeringer vil modsat direktøren for EU-banken gerne have sænket renten, så eksporten kan få et skub fremad.


En anden konsekvens ved euroen er at øge den interne konkurrence mellem landene, og få højere produktivitet ved at de svage firmaer går under. Men dette vil ramme lande som Italien, Grækenland, Spanien og Portugal, hvor flest firmaer vil gå under, og som er lande, der før har klaret sig ud af kriser ved devalueringer. Det bliver arbejderklassen, som kommer til at bære denne byrde nu – og det vil føre til eksplosioner i det ene europæiske land efter det andet. Det vil føre til øgede spændinger mellem landene i Europa, og det er muligt at eurosamarbejdet bryder sammen.


Er der grund til optimisme på verdensøkonomiens vegne?

Ifølge en OECD-rapport er der ingen tegn på helbredelse for den skrantende verdensøkonomi. Et godt eksempel er Enron, der var USA's 7. største virksomhed. Dets aktier faldt fra 89$ til 1$, før firmaet gik konkurs. Mange arbejdere havde aktier i firmaet, så mange mister både deres job og deres opsparing. Enron er et klassisk eksempel på, at kapitalismen gaber over mere, end den kan klare – det var et stort gasfirma, der forsøgte at udvide sig til at omfatte alle mulige risikable områder, og da markedet kollapsede for 19 måneder siden, kollapsede det dobbelt så hurtigt, som det ellers ville have gjort. Det er det største firma, der nogensinde er gået konkurs, men det vil ikke blive det sidste i rækken af store konkurser i den kommende periode.


Monopoliseringen af kapitalen stiger, og der sker en øget sammenblanding af kapital og stat. Enron støttede fx Bush og republikanerne og var med til at indsætte Bush. De gav også penge til demokraterne - de var ligeglade med, hvem der sad på magten, bare de kunne styre dem.


Under opsving stiger bankernes lyst til udlån, og der finder en kolossal gambling og spekulation sted, på aktiemarkedet osv. Det fortsætter et stykke tid, selvom krisen i den rigtige økonomi er begyndt, men det betyder bare, at kollapset bliver endnu større, når det kommer.


Selvom situationen for verdensøkonomien er alvorlig, forsøger borgerlige økonomer at give det et så optimistisk skær som muligt. Der er konstant pressekampagner for at holde investorernes gejst oppe, hvor hver en lille positiv information fremstilles som lyset for enden af tunnelen – men i virkeligheden føres de bare bag lyset. De store udsving på aktiemarkederne indikerer enorm nervøsitet og omskiftelighed blandt investorerne – dette reflekterer den generelle situation og stemning der udvikler sig i samfundet, og som i den kommende tid vil få et politisk udtryk.


Lang lav-vækst-periode forude

Selvom vi er i nedgang nu med stigende arbejdsløshed i USA og andre steder og en økonomi, der går nedad, ser det alligevel ud til, at den private efterspørgsel fortsætter i USA. Grunden er at kapitalisterne internationalt er skrækslagne – især efter hvad der skete i Argentina. Men seriøse økonomer tror ikke på en opgang, pga. gælden. Der bliver ikke tale om nogen V-formet udvikling (med en hurtig nedtur efterfulgt af en hurtig optur), som nogle økonomer har sagt, snarere en L-formet. Der er noget, der tyder på, at kapitalismen på verdensplan er på vej ind i en periode med 10-15 år med lavere end normal vækst. Den nuværende krise vil kun være den første af de kriser, vi vil se i de næste ti år.


Der er en generel nedgang i profitterne, fordi de ikke kan sælge deres varer, dette vil ikke ændres lige foreløbig. De må sænke priserne for at kunne sælge mere, så profitterne kan stige på den måde. Japan devaluerer, dvs. at de kan sælge fx deres biler i USA billigere end amerikanske biler. Siden 30'erne er der ikke set noget lignende. Japan eksporterer devalueringerne til USA. Profitmarginen falder. Profitter er grunden til at kapitalisterne investerer, derfor kommer der færre investeringer.


Det økonomiske tidsskrift The Economist skriver: "USA har ikke haft så lave profitter siden 30'erne, og det vil ikke være muligt at komme op på tidligere tiders niveau med tocifrede profitstigninger". Der har været en lavine af profitadvarsler fra firmaer, selv de største virksomheder trues af konkurs. Den sidste periode har der været en enorm koncentration af kapital, en øget monopolisering. De eneste fabrikker i USA, der rigtig tjener penge nu er våbenfabrikkerne: Alle de store lande opruster til tænderne – for at få større andel af verdensmarkedet, bedre adgang til råmaterialer og mere indflydelse.


Truslen mod verdenshandelen

Hovedfaren for det kapitalistiske system er ikke en krise. Kapitalismen kommer altid ud af kriserne, om end med store omkostninger. Den virkelige fare er, hvis den frie verdenshandel optrevles, og der sker en stigning af protektionisme som resultat af krisen. Det var det, der gjorde krisen i 1929-32 til en verdensdepression, der varede til 2. verdenskrig. Udvidelsen af verdenshandelen har spillet en vital rolle især de sidste 20 år, der har gjort det muligt for kapitalisterne delvist og tidsbegrænset at komme ud over nationalstatens begrænsninger. Hoveddrivkraften bag verdensøkonomien har været udviklingen af verdenshandelen. Men grundlaget er skrøbeligt og kan let ødelægges af en verdenskrise, hvor alle kæmper for begrænsede markeder. Allerede nu er der spændinger mellem EU og USA, især i USA opbygges protektionistiske tendenser. Øget protektionisme vil først og fremmest ramme U-landene, da de forskellige blokke vil sætte toldrestriktioner på deres råvarer, hvilket vil ramme dem hårdt.


Den amerikanske imperialisme – en kolos på lerfødder

I de sidste 200-300 år har der altid været flere forskellige stormagter. Nu er der kun én – den amerikanske imperialisme, hvilket er en enestående situation. Førhen holdt USA og Sovjetunionen hinanden i skak, men det er ikke tilfældet længere.


Modsætningerne stiger over hele verden. Vi vil se øget kamp mellem de imperialistiske blokke og en stigning i antallet af krige. USA er nødt til at intervenere alle steder – hvilket faktisk slet ikke var Bush's intention. Han talte for isolationisme, men har, lige siden han tiltrådte, gjort det modsatte. Isolationisme er ikke mulig nu.


Der er ikke nødvendigvis altid en direkte økonomisk årsag til krige. Der er ingen olie i Afghanistan - tidligere var der snak om en rørledning, men det er der ikke længere, da vi har at gøre med et af verdens mest urolige områder. USA var tvunget til at gå ind. Den amerikanske imperialismes situation er meget dårlig. Der vil opstå situation efter situation, hvor USA bliver nødt til at intervenere for at sørge for ro og stabilitet for deres fortsatte udnyttelse af verden, men det løser intet (fx i ex-Jugoslavien, Afghanistan osv. – ingen af stederne er nogen af de grundlæggende konflikter blevet løst). Terrorangrebene den 11. september var en bekvem undskyldning for den amerikanske imperialisme til at starte aggressioner mod alle lande, der ikke følger deres bud.


Men gang på gang ser vi også, at den mægtige amerikanske imperialisme reelt er en kolos på lerfødder. De er dødsensræd for at sende tropper ind i rigtig kamp og skulle stå over for en befolkning, der kæmper seriøst imod. De har ikke lyst til en gentagelse af nederlaget i Vietnam-krigen. Det er trods mange års snak og en Golfkrig ikke lykkedes dem at fjerne Saddam Hussein – for de er mere bange for et eventuelt alternativ, og man kan ikke fjerne ham ved hjælp af bomber alene. Det var heller ikke de amerikanske bomber, der fjernede Milosevic, men den serbiske arbejderklasse. Men på trods af alle betænkeligheder vil USA blive tvunget til at gribe ind igen og igen over hele verden.


Ekstrem urolig periode

Den periode, vi er gået ind i, er den mest urolige, ustabile og voldelige i hele verdenshistorien. Selv hvis krisen ikke bliver dybere nu, vil modsætningerne stadig stige. Det vil blive en periode med krige, revolutioner og kontrarevolutioner. Vi vil få en periode med masser af "små" krige (som Jugoslavien, Irak, Afghanistan o.l.). Sådanne krige vil blive normen – et tydeligt tegn på kapitalismens forfald.


Modsætningerne mellem nationerne og klasserne vil stige. Klassekampen vil blusse op i alle lande i den kommende periode. De store arbejdermasser er ikke rigtig begyndt at bevæge sig endnu, men vi har set begyndelserne. To generalstrejker i Grækenland og en i Nordspanien, kæmpe demonstrationer og en planlagt generalstrejke i Italien, revolutionære tilstande i Argentina, voksende aktivitet selv i lande som Danmark, og der er røre mange andre steder. Profitterne falder og kapitalisterne vil forsøge at skære i arbejdernes forhold, men de vil blive mødt med skarp modstand. Under den sidste periodes opsving blev der også skåret ned, og presset blev øget på arbejdere i alle lande. Når denne udvikling nu fortsætter – under en økonomisk nedgang – vil bægeret komme til at løbe over det ene sted efter det andet.


Store bevægelser

Vi er nu i overgangen fra en periode til en anden, og det er ofte der, man ser store bevægelser. Ungdommen er allerede begyndt at røre på sig, fx i den verdensomspændende anti-globaliseringsbevægelsen. Ungdommen viser tit hen til, hvad der vil komme til at ske blandt arbejderne. Øget aktivitet og klassekamp vil også give sig udtryk i masseorganisationerne og føre til splittelser og venstredrejninger. Ledernes tilbageholdenhed og "ansvarlighed" (dvs. over for kapitalismen) vil føre til endnu større sociale eksplosioner. Fagforeningerne og arbejderpartierne vil blive rystet, og arbejdere og unge vil kæmpe for at ændre dem fra top til bund. Bevægelsen vil selvfølgelig ikke gå i en lige linje, men vil have sine op- og nedture.


Revolutionen begynder ved kapitalismens svageste led. Men det vi i dag ser i Argentina, kan vi se i USA og Vesteuropa i morgen. Andre steder går det måske hurtigere, i fx Tyrkiet er revolutionen på dagsordenen inden for de næste år. Samme situation har vi i et land som Egypten.


Hvis det kun var i ét land eller på ét kontinent, at vi så denne udvikling, kunne man sige, at det var et tilfælde, men det er alle steder - som virkning af globaliseringen, der nu viser sig som kapitalismens globale krise og global ustabilitet.


Hovedspørgsmålet er, hvordan arbejderklassen påvirkes af krisen. Der er ikke en direkte forbindelse mellem dårlige forhold og revolution. Hvis det var tilfældet, skulle der jo være konstant revolution i mange lande. Men det er netop ved vendepunkterne, når krisen begynder, når situationen er ustabil, når tingene skifter og river folk ud af deres daglige rutine, at folks bevidsthed ændres hurtigt.


Opbyg det socialistiske alternativ!

Den krise, der udvikler sig i verdenskapitalismen – og som vil udspille sig over de næste ti år eller mere, med op- og nedture, vil betyde en lang række af voldsomme rystelser, som vil hive masserne ud i kamp og tvinge dem væk fra apati og inaktivitet. Under sådanne forhold vil de socialistiske idéer, som før kun har fundet en lille tilhørerskare, blive lyttet til af tusinder i alle lande. Socialisterne vil ikke længere skulle kæmpe mod strømmen, men vil bevæge sig med historiens strøm.


Vi må indse, at vi har lidt travlt. Der vil komme revolutionære bevægelser i det ene land efter det andet, og socialisterne må være forberedte på at lede dem. Alene i den sidste periode har der været revolutionære forsøg adskillige steder: Indonesien, Ecuador, Albanien, Argentina osv. – men overalt har der manglet en ledelse med et socialistisk perspektiv og fast forankring i arbejdernes og ungdommens masseorganisationer. Det er den næste periodes store opgave at opbygge dette, hvis fremtidens bevægelser skal have håb om at sejre og lægge grunden til den socialistiske opbygning af samfundet.