Revolutionens molekylærproces

Stalinismens sammenbrud var ikke enden på verdenshistorien, men blot første akt i et drama, som må ende med en generel krise for verdenskapitalismen. Det varede ikke længe, før der gik hul på den euforiske boble, der voksede frem efter Berlinmurens fald. Ti år senere befinder kapitalistklassen sig i en blindgyde på verdensplan. Deres planer går i vasken på alle fronter. I stedet for den tidligere eufori er der nu en generel uro og forudanelse om noget ubehageligt. Set i bakspejlet var stalinismens fald bare forspillet til et langt større drama – verdenskapitalismens generelle krise.


Den lange periode med relativ stabilitet, der karakteriserede verdenssituationen efter 1945, er definitivt forbi. Det var en historisk undtagelse, som efter al sandsynlighed aldrig vil blive gentaget. En ny og urolig periode er under opsejling, og den vil blive meget mere lig perioden i 1920'erne og 30'erne: en periode med kriser og krige, revolution og kontrarevolution på verdensplan.


Opsvingsperioden varede længere, end vi havde forventet, men er til sidst endt med sammenbrud, som vi forudsagde. Nu står man over for følgerne over hele verden. Alle de faktorer, der skabte opsvinget, vil nu drive nedturen fremad. Alt bliver til sin modsætning. Der vil komme det ene slag efter det andet. Som Bush korrekt bemærkede den 12. september, vil verden aldrig blive den samme igen.


Det væsentligste træk ved situationen er den voksende omskiftelighed på alle niveauer. Den generelle ustabilitet kommer til udtryk i en stigende omskiftelighed i folks holdninger, hvilket vi så i det amerikanske præsidentvalg. Demokraternes kandidat burde have vundet let efter en lang periode med opsving, men han blev besejret (selvom der var valgsvindel, som senere tal viste). Dette viste allerede, at der findes en stærk underliggende utilfreds strømning selv i det rigeste land på jorden.


Processen er selvfølgelig kun ved at begynde. I de fleste af de industrialiserede kapitalistiske lande er arbejderklassens tunge bataljoner endnu ikke begyndt at røre på sig. Det har påvirket situationen inde i arbejderbevægelsen og i hele samfundet. Men der er ting, der tyder på, at dette allerede er ved at ændre sig. Efter generalstrejkerne i Grækenland kom de storslåede generalstrejker og massedemonstrationer i Italien og Spanien. Dette er begyndelsen på en ændring af situationen i Europa. I Frankrig er der gæring i arbejderklassen, og lærere, togførere, toldbetjente, fængselsbetjente og endda gendarmer truer med at strejke. Det er sigende, at strejkebevægelsen i Frankrig, Grækenland, England og Tyskland udvikler sig under "socialistiske" regeringer. Arbejderne er ved at blive utålmodige over, at de regeringer, de stemte ind for at fremme deres interesser, ikke har kunnet levere varen, og nu begynder de at bevæge sig nedefra.


I England har der været store strejker i den offentlige sektor og en skarp venstredrejning i fagforeningerne, som er kommet til udtryk i nederlag for højrefløjsformænd og sejr for venstreorienterede kandidater i alle de største fagforeninger. I Tyskland var der sammenstød mellem Schröder-regeringen og den magtfulde metalarbejderfagforening IG Metal. Det er tydeligt, at presset nedefra vokser. Efter år med opsving, fyldte ordrebøger og fede profitter vil arbejderne nu have deres del af kagen. Sådanne strejker finder hyppigt sted lige før en krise. Det afspejler, hvordan bevidstheden halter bagefter. Det er kun langsomt, at arbejderne tilpasser sig de nye forhold. Men nu vil alle forsøg på at få dem til at betale for krisen blive mødt med voldsom modstand.


Det afgørende element i ligningen har været, at en bevægelse i arbejderklassen har ladet vente på sig. Efter en lang periode, hvor der kun har været nederlag, står de aktive lag i arbejderklassen med bøjet hoved. Men det vil ændre sig. Selvfølgelig er det stadig kun begyndelsen på processen. Men når først klassekampens friske vinde begynder at blæse, vil arbejderklassens måde at tænke på ændre sig. Nye lag bliver involveret i kamp, såsom arbejderne i de såkaldte call centers – et meget undertrykt lag af især unge arbejdere. Disse friske unge lag vil være kampivrige og åbne for revolutionære idéer. Marxister bør tage skridt til at få forbindelse med dem og vinde de bedste af dem til den revolutionære tendens.


På mange måder minder situationen om tiden op til maj 1968. Arbejderklassen i Frankrig virkede for mange helt ubevægelig, eller med Ernest Mandels ord "borgerliggjort og amerikaniseret". Men under overfladen var der en sydende utilfredshed. Arbejdsgiverne lagde hårdt pres på arbejderne med alle mulige slags tempo-opskruninger, "produktivitetsaftaler" osv. Bevægelsen, som først begyndte med studenterdemonstrationer, eksploderede uden varsel og blev til den største revolutionære generalstrejke i historien. Det skete, da det var mindst ventet, efter en lang periode med økonomisk opsving.


På nuværende tidspunkt er pludselige og voldsomme ændringer – som 11. september – også en del af hele situationen. Både den økonomiske, politiske og militære situation er kendetegnet ved ekstrem ustabilitet. Det må på et vist tidspunkt afspejle sig som pludselige skift i bevidstheden. Når de nye generationer af unge arbejdere begynder at bevæge sig, vil de være mere kampivrige end den gamle generation. At nå dette lag er en hovedprioritet for marxister. Vi må være forberedt på det, både politisk og organisatorisk. Der er ikke plads til selvtilfredshed og rutinetænkning. Den største fare er at kigge bagud og dvæle ved fortiden, når forholdene har ændret sig totalt. I alle lande vil der opstå en kæmpe kløft mellem klasserne. Men netop på det tidspunkt er alle lederne i arbejderbevægelsen gået langt til højre.


Situationens modsætningsfyldte natur er et udtryk for, at det er et overgangsstadie mellem en periode og den næste. Hovedproblemet er den subjektive faktors svaghed og den forfærdelige degenerering af arbejderlederne alle steder. Trotskij understregede, at menneskehedens krise kan reduceres til krisen i arbejderklassens ledelse. Det er endnu mere sandt i dag end nogensinde før.


Den sidste periode var kendetegnet ved mild reaktion i de fremskredne kapitalistiske lande. Men det er nu ved at nå sine grænser. Alle kapitalisternes og reformisternes planer vil gå i vasken. Selv i den sidste periode så vi eksplosioner i klassekampen, såsom massestrejkerne i Frankrig i november og december 1995, men dette vil blegne i sammenligning med det, der vil ske i fremtiden. Det vigtigste at være opmærksom på er den blindgyde, kapitalismen befinder sig i på verdensplan. Fremfor alt er det nødvendigt at forstå, at der uundgåeligt vil komme skarpe skift og pludselige forandringer. Hændelser som den 11. september ligger i selve situationen. Begivenheder, begivenheder, og atter begivenheder – det er nødvendigt for at ændre arbejderklassens indstilling.


Socialdemokratiernes og stalinismens degenerering

I de sidste tyve år, og især de sidste ti, har vi oplevet den endelige degenerering af de socialistiske og kommunistiske partier. De har opgivet at foregive at stå for socialisme og revolution. De faglige ledere er, som Trotskij forudsagde, blevet mere og mere viklet ind i den borgerlige stat. Nu er alle drømmene blevet til intet. Kapitalisterne står over for den dybeste krise på verdensplan siden 1945. Hemmeligheden ligger i verdensøkonomien og verdenshandelen selv. Integreringen af verdensøkonomien (globaliseringen) har udviklet produktivkræfterne i hidtil uset grad. Men som vi forudsagde, er det på et vist tidspunkt kommet op imod kapitalismens grundlæggende modsætninger. Globaliseringen kommer til udtryk som kapitalismens globale krise.


En verdenskrise vil uden tvivl ryste op i tingene. Men for marxister er en krise ikke løsningen. Vi har igen og igen forklaret, at det fortsatte opsving ikke var noget negativt, men ville lægge grunden for en eksplosion i kampen på arbejdsmarkedet. Hele situationen er kendetegnet ved ekstrem omskiftelighed.


Det er en dialektisk modsætning, at netop i denne periode har socialdemokraterne og stalinisterne nået bunden af deres degenerering. Så længe opsvinget varede ved, kunne elementer som Blair klare sig. Men under en krise vil de blive afsløret. Reformismen virker kun tiltrækkende på masserne, så længe den kan give reformer. Men reformisme uden reformer eller reformisme med kontrareformer giver ingen mening for nogen.


Kapitalismen har ikke længere råd til at give indrømmelser som før i tiden. Kapitalisterne vil lægge pres på de socialdemokratiske ledere og få dem til at lave store nedskæringer på levestandarden og de offentlige udgifter. Men arbejderklassen vil presse på for flere reformer. Denne modsætning må på et vist tidspunkt komme til udtryk i kriser og splittelser i masseorganisationerne. Kapitalismens krise betyder derfor også krise for reformismen.


I den sidste periode var der en vis blødhed i arbejderklassen i de fremskredne kapitalistiske lande. De glemte fortidens lærestykker. Men nu vender kapitalismen tilbage til sin klassiske model – med rå klasseundertrykkelse. Tilbagerulningen af staten, privatiseringerne og de konstante angreb på de offentlige udgifter er alt sammen udtryk for dette. En afgrund af bitterhed vil åbne sig mellem klasserne. Arbejderklassens indstilling vil blive hårdere. Det er det objektive grundlag for vækst for venstrefløjen i masseorganisationerne og for styrkelse af marxismen.


Venstrereformisme

I en hel periode bevægede arbejderklassen sig ikke på afgørende vis. Det er vigtigt at lægge mærke til. Det forklarer, hvorfor højrefløjen og de borgerlige elementer i arbejderbevægelsens ledelse tilsyneladende har sejret. Men det er ikke den eneste forklaring. Venstrereformisterne har vist sig at være aldeles ude af stand til at komme med et alternativ til højrefløjen. De ejer ikke rygrad. Det er en afspejling af deres totale mangel på perspektiv. De har ingen visioner og ingen tiltro til arbejderklassen, og derfor bliver de ved med at kapitulere over for højrefløjen.


Før i tiden hang de i skørterne på stalinisterne. Efter stalinismens fald er de i vildrede. Mange er gået helt ud af politik, mens andre har overgivet sig til højrefløjen for at sikre sig en karriere. Derfor har arbejderklassen ikke noget referencepunkt i arbejderbevægelsen. Det er en stor del af grunden til, at der kun har været ringe eller slet ingen modstand mod højrefløjen, og til at sidstnævnte har kunnet gå så langt til højre.


Men det betyder ikke, at venstrereformismen er forsvundet. Tværtimod. Den vil uundgåeligt genvinde sin tidligere styrke i den næste periode, efterhånden som oppositionen vokser. I den næste periode vil vi se massive venstrereformistiske eller endda centristiske strømninger opstå i masseorganisationerne. Vores holdning til dette fænomen vil blive af stor betydning, hvis vi vil påvirke arbejdere og unge, der bevæger sig til venstre. Vi må kombinere en venlig holdning til de venstreorienterede med en fast kritik af deres politiske og organisatoriske mangler.


Reformisterne – højrereformister og især venstrereformister – har ingen forståelse for situationen. De lever i fortiden. De forstår ikke, at den nuværende krise er anderledes end de forholdsvis små kriser, vi så efter anden verdenskrig. Kapitalisterne står over for krig og krise på samme tid. Regeringerne vil prøve at lave store nedskæringer i de offentlige udgifter for at få budgetterne til at balancere. På trods af dette forestiller reformisterne sig, at det er muligt at løse arbejderklassens problemer på kapitalistisk grundlag. Men kapitalismens krise er ved at hive tæppet væk under fødderne på dem. Der er lagt an til en eksplosion i klassekampen.


Venstrereformisterne frygter marxisterne, fordi de korrekt nok forstår, at vores idéer udgør en fare for deres position. De ser os som rivaler – hvilket er præcis, hvad vi er. I sidste ende er de tættere på højrereformisterne, end de nogensinde vil komme på os. Desuden hader en forvirret person altid en, der har klare idéer. Når det kommer til stykket, vil tingene blive løst gennem en kamp mellem marxismen og venstrereformismen om kontrollen med arbejderklassens organisationer.


Røre i ungdommen

I den nuværende periode er taktik endnu vigtigere end normalt. Taktik må nødvendigvis være fleksibel. En politisk tendens' taktiske orientering på et givent tidspunkt kan ikke afgøres af generelle betragtninger, men kun ud fra de konkrete forhold og muligheder. I den tredje verden er situationen moden til at vinde store antal unge direkte til marxismen. Der er revolutionært eller før-revolutionært røre i det ene land efter det andet. Der er ingen stabilitet nogen steder. Men nu er situationen for unge i de fremskredne kapitalistiske lande også ved at ændre sig. Den underliggende ustabilitet afspejler sig i bølgen af "antikapitalistiske" demonstrationer, der følger med alle møder i IMF og andre institutioner.


I de sidste to år har mindst en million mennesker deltaget i anti-globaliseringsdemonstrationer. Det viser, at det ulmer i ungdommen, allerede før krisen. Indtil videre er det især småborgerskabets ungdom, der er blevet påvirket. Men det er altid tilfældet i starten af bevægelsen. De studerende og lignende lag er et følsomt barometer for de modsætninger, der udvikler sig i samfundet. De nuværende demonstrationer er et forvarsel om endnu større ting. Den herskende stemning er meget omskiftelig. Det kom til udtryk allerede før starten på krisen og 11. september i den såkaldte anti-globaliseringsbevægelse. På trods af de forvirrede idéer og den uens sammensætning er denne bevægelse dybest set antikapitalistisk.


Det er sandt, at flertallet af disse folk var studerende, selvom der var en betydelig tilstedeværelse af arbejdere og fagligt aktive i Seattle, Nice, Genova og Bruxelles. Det siger sig selv, at de studerende og intelligentsiaen generelt set ikke kan spille en uafhængig rolle i klassekampen, som småborgerlige sekter som mandelisterne troede førhen. Men de er et meget følsomt barometer for stemningen i samfundet, og de kan meget tidligt udtrykke de ubærlige modsætninger og spændinger, der er under opbygning under samfundets overflade.


Dagens universitetsstuderende er mere i kontakt med den sociale virkelighed end for eksempel deres forgængere i 1968. Det skyldes dels, at der er en lidt større procentdel af studerende fra arbejderklassefamilier, men det afspejler også den generelle forarmelse af de lavere lag i middelklassen og proletariseringen af det intellektuelle arbejde, som har bragt højtuddannede arbejdere tættere på industriarbejderklassen. I Frankrig er der for eksempel 800.000 studerende, der bliver nødt til at have jobs for at klare studierne, især i de mest fleksible og dårligst betalte sektorer som fast-food, butikker og call-centrer.


Den russiske revolution blev indvarslet af store studenterdemonstrationer (studenterne på det tidspunkt kom især fra samfundets øverste lag). Så gik arbejderne i aktion i 1905-revolutionen. En lignende proces fandt sted med de spanske studerende i 1930'erne, hvilket Trotskij kommenterede: "Under udviklingen af den første russiske revolution (i 1905) lagde vi mærke til dette fænomen mere end én gang, og vi har altid anerkendt dets symptomatiske betydning. Sådanne revolutionære eller halv-revolutionære studenteraktiviteter betyder, at det borgerlige samfund er i dyb krise. Småborgerskabets ungdom, som kan mærke, at en eksplosiv kraft er under opbygning i masserne, prøver på deres egen måde at finde en vej ud af denne blindgyde og skubbe den politiske udvikling fremad".


Trotskij understregede, at arbejderne måtte støtte de studerende, men ikke komme med indrømmelser til deres middelklasse-fordomme – de måtte opretholde deres uafhængige klassestilling, og kommunisterne måtte kæmpe for en korrekt politik: "Ved at bakke de studerendes bevægelse op har de spanske arbejdere udvist et helt korrekt revolutionært instinkt. Selvfølgelig må de handle under deres eget banner og under ledelse af deres egne arbejderorganisationer. Det er de spanske kommunister, der må garantere denne proces, og til det formål er en korrekt politik uundværlig".


På lignende vis er mobiliseringen af studenterungdommen i anti-globaliseringsprotesterne et symptom på den krise, der udvikler sig i samfundet, og som på et vist tidspunkt må komme til udtryk som en revolutionær massebevægelse i arbejderklassen. Vi må forstå bevægelsens symptomatiske betydning og revolutionære potentiale. Vi må støtte den og stræbe efter at forbinde den med arbejderbevægelsen. Men mens vi opretholder en venlig tilgang, må vi ikke gøre nogen indrømmelser til småborgerlige, reformistiske og anarkistiske idéer, men underkaste dem en fast kritik og opstille et revolutionært marxistisk alternativ for at vinde de bedste elementer.


Erfaringen med massedemonstrationerne skoler mange unge, som ikke har nogen viden om marxisme, i den borgerlige stats sande natur. De forsøg, der bliver gjort i de fleste europæiske lande og i USA på at styrke undertrykkelsesarsenalet (senest i den internationale terrorismebekæmpelses navn) til brug mod anti-globaliseringsbevægelsen (f.eks. Genova juli 2001) og mod de mest radikale arbejdskampe, er et tegn på, at kapitalisterne forbereder sig på seriøs klassekamp, som de frygter, at de ikke vil være i stand til at inddæmme eller opbløde med de sædvanlige midler. Disse midler bestod hovedsageligt i at få hjælp fra fagforeningslederne og toppen af socialist- og kommunistpartier til at redde systemet fra arbejderklassens og ungdommens bevægelser.


De forvirrede idéer, der findes i anti-globaliseringsbevægelsen, er følgen af det sammenbrud, marxismens moralske og politiske autoritet har lidt pga. stalinismens forbrydelser. En del af ungdommen, som frastødes af arbejderledernes opportunisme, men som mangler marxistisk perspektiv og forståelse, har bevæget sig i retning af anarkismens forældede idéer, og endda terrorisme. Selvfølgelig er bevægelsen kun ved at begynde. Men det vigtigste er, at den er begyndt. Vi må finde de lag af ungdommen, som bevæger sig i en revolutionær retning, hvor end de er, og vinde dem til den marxistiske bevægelse. På nuværende tidspunkt er radikaliseringsprocessen inde i masseorganisationerne kun lige ved at begynde.


Fagforeningerne

Det vigtigste arbejdsområde for os på nuværende tidspunkt er ungdommen. Men arbejde i fagforeningerne er også af enorm vigtighed.


Den herskende klasses svaghed ses i det faktum, at de er nødt til at regere via arbejderbevægelsens ledere. Uden støtte fra arbejderlederne ville kapitalisternes styre ikke vare ved én eneste dag. Men under en krise vil kapitalisterne ikke være i stand til at opretholde deres politik med klassefred. Vi ser i Tyskland, hvordan den gamle politik med Mitbestimmung bryder sammen. Overalt vil arbejdsgiverne blive nødt til at gå i offensiven. Det vil få gennemgribende konsekvenser for fagforeningerne og arbejderbevægelsen.


I artiklen Fagforeningerne i den imperialistiske forfaldsperiode forklarer Trotskij, at toppen af fagforeningerne har en organisk tendens til at gro sammen med den borgerlige stat. Denne tendens eksisterer stadig, men nu vil det være svært for bureaukratiet at fortsætte ad denne vej.


De objektive forhold er slet ikke gunstige for klassesamarbejde, som jo forudsætter, at arbejdsgiverne kan give arbejderne visse indrømmelser. Tværtimod så vil arbejdsgiverne under en krise nu tage alt det tilbage, som de havde givet førhen.


Førhen var det let at gå i strejke og opnå noget. Nu vil det blive meget svært. Strejkerne vil blive mere og mere hårde, bitre og langvarige. Forholdene mellem klasserne vil også blive mere skarpe, modsætningerne mere markante, end de har været siden 1945. Det vil føre til gærende utilfredshed og modstand inde i fagforeningerne – selv de mest højredrejede og bureaukratiserede, hvor det ser ud til at være umuligt at ændre noget.


Før eller siden vil denne proces blive afspejlet inde i arbejderklassens masseorganisationer. Ledelsen vil komme under voksende pres fra arbejderne. Enten må de begynde at afspejle dette pres og gå foran, eller de vil blive fejet til side og erstattet af yngre, mere beslutsomme elementer. Venstredrejningen i fagforeningerne i England er et tidligt tegn på en proces, der vil udspille sig på alle niveauer i bevægelsen i den næste periode.


I perioden med det lange økonomiske opsving efter anden verdenskrig var bare truslen om strejke ofte nok til at undgå strejke i de fremskredne kapitalistiske lande. Dengang var det let at være tillidsmand. Men nu er det helt anderledes. Det har at gøre med de objektive forhold. I opsvingstider ønsker kapitalisterne ikke nogen afbrydelse af produktionen, og derfor kan de gøre indrømmelser til arbejderne og ofre en del af merværdien for at undgå strejker. Det er det økonomiske grundlag for klassesamarbejde og "socialt partnerskab". Men som vi har forklaret, har det sidste opsving i vid udstrækning været baseret på overudnyttelse af arbejderklassen. Følgerne er ganske anderledes. Selv på toppen af opsvinget har der været kontrareformer og angreb. Tingene vil blive endnu værre i den kommende krise.


I den næste periode vil det være svært at være tillidsmand. Kun de mest kampivrige og modige elementer vil stille op. Strejkerne vil være bitre, og det vil ikke blive let at opnå noget. Under disse ændrede objektive forhold kan vi finde et grundlag for at forandre fagforeningerne. Under begivenhedernes gang vil fagforeningerne blive forandret fra top til bund. Fagforeningerne er et vigtigt arbejdsområde for marxister i denne periode.


Fagforeningerne er kimen til det nye samfund i det gamle. Lenin beskrev dem som "skoler i kommunisme". Det er skoler, hvor hundrede tusinder – ja, millioner – af arbejdere vil få den nødvendige træning og erfaring, som vil sætte dem i stand til at tage styringen af samfundet i egne hænder i fremtiden.


Marxisters formål er at vinde nye medlemmer, sprede idéerne, sælge avisen og udvide og øge marxismens indflydelse. Under de ændrede forhold vil det blive et meget udbytterigt arbejdsområde. Krisen vil komme til udtryk i fagforeningerne først. Der er grænser for den klassesamarbejdspolitik, som de faglige ledere fører. På det nuværende stadie er fagligt arbejde en kamp op ad bakke, med masser af arbejde og beskedne resultater. Men det er en nødvendig investering og en forberedelse til fremtiden.


På et vist tidspunkt vil fagforeningerne blive skubbet ud i halvopposition, eller endda direkte opposition, til styret. Der er ikke noget mere skadeligt end nogle venstreekstremisters idé om, at vi ikke skal arbejde i fagforeningerne. Selv når det bureaukratiske apparat holder bevægelsen tilbage og spiller en reaktionær rolle, og arbejderne tyr til uofficielle aktioner, vil de altid vende tilbage til fagforeningerne. Ad hoc-organisationer for almindelige medlemmer kan spille en rolle, men de kan aldrig erstatte den permanente organisering i fagforeningerne.


Stalinisterne er brudt sammen alle steder og er kun en skygge af, hvad de var før. De har mistet den forbindelse, de eventuelt havde til marxismen-leninismens idéer, og er blevet almindelige reformistiske politikere. Det påvirker også deres organisatoriske evner. De har ikke det samme greb om fagforeningerne, som de havde førhen. Samtidig har sekterne ingen idé om, hvordan man laver fagligt arbejde. Vejen er derfor åben for, at marxisterne kan oprette en seriøs basis i fagforeningerne, forudsat at vi arbejder der.


De fremskredne arbejdere leder efter seriøse forklaringer og analyser, ikke bare slogans og agitation. Vores bøger har haft betragtelig succes i dette lag, især Reason in Revolt. Det viser, at der er en voksende tørst efter teori, ikke bare i ungdommen, men også blandt arbejdere. Det er en alvorlig fejltagelse at undervurdere dette eller reducere vores offentlige skriftlige materiale til laveste fællesnævner. Marxisternes mål er at hæve arbejdernes niveau, begyndende med de fremskredne lag.


Den fremvoksende krise har rystet op i situationen og tvunget folk til at tænke mere over tingene. Der er en generel tendens til at sætte spørgsmålstegn ved den eksisterende samfundsorden og lede efter årsagerne til den nuværende verdenssituation. Den tendens, der kan give svar på disse spørgsmål, vil blive lyttet til af arbejdere og unge.


En del af de aktive er blevet påvirket af den lange periode med stilstand i klassekampen og den hidtil usete degenerering af fagforeningernes ledelse, og nogle har draget helt forkerte konklusioner. De ser ikke dialektisk på processen og er derfor blevet pessimister, som afspejler den herskende skepsis, som findes blandt et lag af fagligt aktive, som har mistet tilliden til klassen.


Vi må ikke basere os på flygtige stemninger blandt aktivisterne, men på kapitalismens dybe krise – den dybeste krise i 50 år. Vi må se på de fundamentale processer i samfundet og forstå, at der uundgåeligt vil komme en konfrontation mellem klasserne. Overalt kræver den herskende klasse store nedskæringer, og at arbejderne "ofrer sig". Det er en færdig opskrift på klassekamp. De faglige ledere kan ikke se dette. De lever i fortiden. De tror, at hvis de giver lidt efter, kan de komme tilbage til tidligere tiders magelige forhold til arbejdsgiverne og regeringen. De forstår ikke, at svaghed indbyder til aggression. Efter hvert tilbageskridt vil arbejdsgiverne kræve to mere.


Denne proces har sine begrænsninger. Før eller siden vil arbejderne sige "nu er det nok!" Det blev tydeligt vist i de store generalstrejker og demonstrationer i Italien og Spanien, og før det i Grækenland. På et vist stadie vil sloganet om aktionskomitéer blive passende, som et middel til at generalisere kampen, ligesom i Frankrig i maj 1968. Dette slogan står ikke i modsætning til klassens masseorganisationer, som nogle sekterikere tror. Under bestemte forhold kan selve fagforeningerne virke som sovjetter, som det skete under den engelske generalstrejke i 1926. I Tyskland førte Trotskij på et tidspunkt et slogan frem, der hed al magt til tillidsmandskomitéerne.


Fascisme og bonapartisme

Selvfølgelig vil bevægelsen ikke udspille sig i en lige linje. Der vil uundgåeligt komme op- og nedture. Perioder med stormfuld fremgang vil blive fulgt af perioder med træthed, stilstand, nederlag, endda reaktion. Der vil komme voldsomme sving til højre og venstre. Men enhver bevægelse i retning af reaktion vil kun forberede endnu større sving til venstre. På nuværende tidspunkt er der ingen fare for fascisme eller bonapartistisk reaktion i noget udviklet kapitalistisk land. Men det kan ændre sig i den periode, der kommer.


Der er begyndende bonapartistiske tendenser i hvert eneste højreorienteret borgerligt parti: i de engelske konservative, i Forza Italia, selv i de amerikanske republikanere. Men de er et ubetydeligt mindretal lige nu. Kapitalisterne i Europa brændte fingrene slemt på fascismen tidligere, og det er ikke sandsynligt, at de vil give magten til fascistiske galninge som Hitler og Mussolini. Desuden er det nuværende styrkeforhold mellem klasserne slet ikke sammenligneligt med situationen før krigen, hvor der var en meget stor bondestand i Italien og Tyskland. Nu er arbejderklassen et stort flertal alle steder.


Udbredelsen af racisme er et af tegnene på kapitalismens sygelige tilstand i den nuværende periode. I Europa og andre fremskredne kapitalistiske lande skaber stigende arbejdsløshed og faldende velfærd en stemning med frygt og usikkerhed, som reaktionære højrefløjsdemagoger kan spille på. De reformistiske ledere af Socialdemokratierne har ikke noget svar på dette fænomen. Faktisk er de til dels ansvarlige for det. Den højrefløjspolitik, som "socialistiske" regeringer har ført, hvor de accepterer kapitalismen, markedet, privatiseringer osv., har kun tjent til at sprede skuffelse og fortvivlelse i masserne, og det fører uundgåeligt til reaktionære tilbageslag, som vi så i Frankrig med den øgede støtte til Le Pen.


Når den subjektive faktor ikke er tilstede, er det uundgåeligt, at nogle tilbagestående lag af arbejderklassen kan blive inficeret med reaktionære holdninger og tendenser. Det skete også i Rusland, selv under revolutionen. Det er en følge af kapitalismens modsætninger og den generelle usikkerhed og frygt, der opstår ved mangel på jobs, boliger, skoler osv.


Mens det selvfølgelig er nødvendigt at kæmpe imod racisme og fascisme, er det også nødvendigt at have sans for proportioner og at forstå, hvordan denne kamp skal føres. Sekternes og småborgerlige "venstreorienteredes" hysteriske reaktion, når de råber op om den påståede fare for fascisme, gør ikke andet end at forvirre folk og føre alle, der kommer i kontakt med dem, på gale veje.


Det er også nødvendigt at lægge ansvaret for højredrejningen i Frankrig, Holland og Danmark der, hvor det hører til: nemlig hos Socialdemokraternes falske politik, som førte bevægelsen til nederlag. Disse ledere, som fuldstændig har kapituleret over for kapitalismen, prøver nu at skjule deres ansvar ved at råbe med i koret om "fascisme". Det er det kapitalistiske system selv, der har skabt betingelserne for fremvæksten af racistiske og reaktionære holdninger i dele af befolkningen, og det kan kun stoppes vha. en rigtig socialistisk politik og kamp imod kapitalismen. Alt det andet er bare tom demagogi, som skal forvirre masserne.


Racismen bliver ikke udryddet gennem fromme appeller til moralen, "næstekærlighed" eller videre i den dur. Den kan kun bekæmpes på et klart klassegrundlag med en kamp for en socialistisk politik, der kan sikre arbejde, boliger og ordentlige løn- og arbejdsforhold til alle. Det er nødvendigt at agitere og propagandere i arbejdernes masseorganisationer, især i fagforeningerne, mht. behovet for at bekæmpe racisme og fascisme – men med arbejderklassens egne midler og metoder.


I den sidste periode har Socialdemokratiet været i regering i 11 ud af 15 EU-lande. Men masserne oplevede ikke nogen fundamental ændring af deres forhold. Det er det, der nu har givet bagslag. Men det er helt ukorrekt at fremstille det som en generel "højredrejning" i samfundet, og endnu mere forkert at tale om fare for "fascisme". For det første er Le Pen ikke mere fascist, end Fini i Italien er det. Han er en gal reaktionær og en racistisk demagog, og han kan komme til at bane vej for mere ekstreme former for reaktion i fremtiden. Men realiteterne kom frem i anden valgrunde, hvor han led et stort nederlag. Hvad der er vigtigere, så blev Socialist- og Kommunistpartiet også besejret stort, og magten gik til den højredrejede borgerlige koalition. Dette var et klart mistillidsvotum til Jospin & co.'s borgerlige politik, og til deres "kommunistiske" allierede.


Det, som det franske valg viste, var ikke fare for fascisme, men en polarisering i det franske samfund til højre og til venstre. Jospin-regeringens fald åbner op for en ny periode med social og politisk ustabilitet i Frankrig, som vil blive kendetegnet ved voldsomme sving til venstre og højre. Når de franske arbejdere er afskåret fra at gøre noget på den parlamentariske front, vil de gå på gaden, som de gjorde under Juppe-regeringen i 1992-95.


Denne ekstreme omskiftelighed findes ikke bare i Frankrig, men i hele Europa på nuværende tidspunkt. Det, at der er kommet højreregeringer til magten i Italien og Spanien, har ikke forhindret de massive generalstrejker og demonstrationer, som de faglige ledere blev tvunget til at organisere af pres nedefra. Snart vil vi se lignende udviklinger i England, Tyskland, Belgien, Holland og Danmark. Pendulet vil svinge langt til venstre, og det vil lægge grunden for uro og radikalisering i arbejderklassens masseorganisationer. Perspektivet er ikke reaktion, men revolutionære udviklinger i det ene land efter det andet.


Sekterne og de småborgerlige "venstreorienterede" forstår ikke noget af dette. De råber op om "fascisme" ved den mindste anledning og forestiller sig, at det gør dem til store revolutionære. De har ikke forstået den elementære sandhed, at kapitalisterne kun vil gribe til diktatur, når alle andre metoder er blevet opbrugt, og der er risiko for, at de vil blive styrtet. Det betyder, at der med den nuværende balance mellem klasserne i Europa vil være mange muligheder for, at arbejderklassen kan tage magten, før vi vil kunne se rigtig reaktion.


Kun efter en række af alvorlige nederlag for arbejderklassen kan der opstå mulighed for en eller anden form for bonapartistisk diktatur i Frankrig, Spanien, Italien eller England. Men det er langt fra situationen nu. Arbejderklassens organisationer er stadig intakte. Vi er ikke inde i en periode med store nederlag for arbejderklassen. Tværtimod er de europæiske arbejdere kun lige ved at gå i aktion igen efter en lang periode med relativ "klassefred". På den anden side – er det korrekt at sige, at borgerskabet i Frankrig, Holland og Danmark er så bange for revolution, at de overvejer at sætte det parlamentariske styre ud af kraft og underkaste sig fascistiske eventyreres kontrol? Det er nok at stille spørgsmålet for at se, hvor latterlig den idé er.


Den herskende klasse i Frankrig var slet ikke glad for Le Pens fremgang ved valget. Ligesom kapitalisterne i alle andre europæiske lande er de nu ganske tilfredse med det formelle borgerlige demokrati, som skaber illusionen om, at det er "flertallet, der bestemmer", samtidig med at det sikrer dem den virkelige magt. Fra et kapitalistisk synspunkt er sådan et styre det absolut mest økonomiske, effektive og pålidelige. "Magten" skifter hvert fjerde eller femte år mellem deres direkte parlamentariske repræsentanter (Chirac, Aznar…) og de mest respektable forsvarere for den private ejendom og den eksisterende orden, højrefløjssocialdemokraterne ("venstrefløjen"). Hvad er problemet ved det?


Problemet er, at folk som Le Pen kan forstyrre tingene og skabe unødvendige problemer, provokere arbejderne og ungdommen – hvilket er præcis, hvad der skete. Det, som det viste, var den enorme underliggende ustabilitet og omskiftelighed, som hele Europa nu er mærket af. Da der ikke findes et stærkt revolutionært parti, vil det uundgåeligt komme til udtryk på alle mulige besynderlige måder – inklusiv i reaktionære fænomener som i Frankrig og Holland. Men det er ustabile og midlertidige fænomener, som først og fremmest er symptomer.


Det er derfor helt ukorrekt at overdrive betydningen af sådan en udvikling på nuværende tidspunkt. I fremtiden vil situationen imidlertid være anderledes. Hvis det ikke lykkes for arbejderklassen at omdanne samfundet i socialistisk retning, vil betingelserne for reaktion udvikle sig over en periode. Den herskende klasse i selv de mest udviklede og "demokratiske" lande vil beslutte sig for, at retten til at strejke, demonstrere og stemme alt sammen er unødvendige og skadelige luksusting. Når vi når til det stadie (og der er lang vej endnu), vil de ikke tøve med at bruge fascistiske bander til at angribe og myrde folk for at kue arbejderklassen.


Men borgerskabet brændte fingrene på Hitler og Mussolini, så det er højst usandsynligt, at de vil give magten til fascistiske galninge i noget europæisk land. Det er mere sandsynligt, at de vil ty til generalerne i hæren, som de er forbundet med gennem utallige forbindelser, og som de håber, at de kan styre til en vis grad. Fascistbanderne ville så operere som hjælpetropper for styret, men vil ikke få den egentlige magt. Sådan et styre ville stadig være et frygteligt diktatur – som Pinochet i Chile eller de tyrkiske generalers forfærdelige diktatur efter 1980.


I de sidste 50 år har de europæiske og amerikanske arbejdere fået at vide, at "demokrati" er normalt og nærmest uundværligt. Men i virkeligheden er det en ret ny opfindelse, som er blevet taget i brug i de rigere kapitalistiske lande, som havde råd til at give indrømmelser til arbejderklassen for at holde klassekampen inden for visse grænser. I den udstrækning denne "klassefred" bryder sammen, vil kapitalisterne gå fra demokrati til diktatur, lige så let som en mand, der går fra en ikkerygerkupé til en rygerkupé i et tog.


Det må aldrig glemmes, at de demokratiske rettigheder, der eksisterer i dag, alle sammen blev erobret af arbejderklassen med voldsom modstand fra kapitalisterne. Demokratiets rødder stikker ikke dybt og kan let rives op, når først borgerskabet beslutter, at det er umuligt at kontrollere arbejderklassen på den "sædvanlige" måde. Og under alle omstændigheder er det, der kaldes "demokrati", bare et figenblad, der dækker over storkapitalens diktatur. Det, der er nødvendigt, er at styrte bankerne og de store monopolers diktatur og indføre et styre med arbejderdemokrati som første skridt på vejen mod socialisme og Europas forenede socialistiske stater.


I det lange løb vil der komme splittelser i alle de borgerlige partier, og det vil resultere i dannelsen af åbent bonapartistiske partier og polarisering i samfundet til højre og venstre, hvilket vil bane vejen for alle mulige højreorienterede sammensværgelser ligesom Gladio-sammensværgelsen i 1970'erne. Men pga. arbejderklassens og dens organisationers styrke kan dette føre til en eksplosion i klassekampen og endda åben borgerkrig.


Men kapitalisterne vil ikke ty til åben reaktion, før alle andre muligheder er udtømt. Længe før vi når det stadie, vil arbejderne have haft mange muligheder for at tage magten i det ene land efter det andet. Først efter en række af alvorlige nederlag for arbejderklassen ville der være fare for diktatur.


Perspektiv

Den nuværende situation ligner perioden fra 1912-14, som var slutningen på den lange periode med klassefred, der gik forud for første verdenskrigs udbrud. Det åbnede op for en ny periode med krige og revolutioner, som varede til 1923. Så kom der en periode med relativ stabilisering, baseret på opsvinget i 20'erne – en periode, der meget lignede de sidste ti år. Det endte med kollapset i 1929-33, som startede en ny periode med ustabilitet, revolution og kontrarevolution, som først endte, da anden verdenskrig brød ud (1939-45).


Af særlige årsager, som vi har forklaret i tidligere dokumenter, var perioden efter 1945 kendetegnet ved en lang opsvingsperiode, især baseret på udvidelse af verdenshandelen. Denne periode endte med den første verdenskrise efter krigen i 1973-75. Det åbnede op for en ny periode, som var anderledes end efterkrigsopsvinget. Det var en periode med lave vækstrater, høj arbejdsløshed, sænkning af statsudgifterne og kontrareformer.


Selvom opsvinget i den sidste periode varede længere, end vi havde regnet med, var det langt fra ligesom efterkrigsopsvinget. Faktisk er man slet ikke kommet op på siden af de økonomiske nøgletal, man havde dengang. I tilbageblik vil 90'ernes opsving blive betragtet som værende meget mere lig med det skrøbelige opsving i 1920'erne, som banede vejen for en nedgangsperiode. Selvfølgelig gentager historien aldrig helt sig selv. Der er altid modstrømninger og varianter. Den revolutionære proces skrider ikke frem i en lige linje. Perioder med opsving vil blive fulgt af perioder med ro. Men i alle perioder er det nødvendigt at bygge og konsolidere organisationen.


I den lange opsvingsperiode efter 1945 var der en relativ stabilitet i forholdet mellem klasserne – og også mellem landene. Nu er det alt sammen slut. I stedet for stabilitet er der ustabilitet overalt. Det kan man endda se i USA – ja, især i USA. Efter 11. september er myten om den amerikanske usårlighed blevet slået i stykker for altid. USA er sammen med resten af verden viklet ind i det nuværende kaotiske, eksplosive og blodige rod, som kapitalismen har skabt.


Trotskij forklarede i Den russiske revolutions historie, at det første tegn på en revolution er, at masserne begynder at deltage i politik. Det er nu tilfældet i USA og alle andre lande. Folk, der før ikke var interesserede i politik, er pludselig blevet interesserede. Folk, der aldrig før havde læst en avis andet end sportssiderne, sluger nu ivrigt de seneste nyheder fra Afghanistan og prøver at forstå den komplekse verdenspolitik og militære forhold.


De umiddelbare følger af 11. september havde en reaktionær karakter, som vi regnede med. Præsident Bush har stor opbakning i meningsmålingerne. Men dette er en meget overfladisk stemning, der let kan ændre sig til det modsatte. Lad os ikke glemme, at Bush's far også havde stor opbakning under golfkrigen, men det forhindrede ham ikke i at tabe præsidentvalget året efter. Stemningen i USA er meget mere ustabil nu end for ti år siden. George W. Bush vil blive den mest forhadte og foragtede politiker i USA's historie. Og hans trofaste allierede Tony Blair vil få en lignende skæbne i England.


Det vigtigste at forstå er den blindgyde, kapitalismen befinder sig i på verdensplan. Modsætningerne hober sig op og forbereder en meget eksplosiv situation. Massernes stemning kan ændre sig hurtigt og svinge vildt til venstre på et vist tidspunkt, når krisen udvikler sig. Den modsigelsesfyldte stemning i de amerikanske masser viste sig i brandfolkenes bevægelse i New York efter 11. september, da borgmesteren beordrede dem til at indstille eftersøgningen efter deres kammeraters lig. De marcherede til rådhuset og sloges med politi i kampudstyr. Og gennem det hele bar de det amerikanske flag. Det er en dialektisk modsætning. Det, de amerikanske arbejdere gør, er mere fremskredent end deres forståelse. Efter al sandsynlighed vil de stadig bære flaget, når de tager magten. Men det gør ingen forskel for resultatet!


På kort sigt er der ingen tvivl om, at krigens virkning er at lamme eller i det mindste udskyde klassekampen i mange lande, ikke bare USA. Men det vil være midlertidigt. Alle modsætningerne er der stadig, og de vokser i styrke. Ved at holde flodbølgen tilbage gør ledelsen den bare endnu mere ukontrollerbar, når den først bryder igennem – hvilket vil ske til sidst.


Selv under opsvinget i de sidste ti år har der været konstante nedskæringer i statsudgifterne. Under krisen vil dette fortsætte og skabe endnu større problemer. Fald i produktion og beskæftigelse vil betyde et tilsvarende fald i staternes indtægter, og det vil gøre seriøse reformer og indrømmelser til arbejderklassen og de arbejdsløse umulige. Vi vil støtte de krav om øget offentligt forbrug på skoler og hospitaler, som fagforeningerne fører frem, men vi vil understrege, at på kapitalistisk grundlag er dette umuligt. Det, der er brug for, er nationalisering af de vigtigste dele af økonomien og en socialistisk produktionsplan under arbejdernes egen demokratiske ledelse og kontrol, som den eneste vej ud af krisen.


En undersøgelse, der blev lavet for nylig af ILO i Geneve, afslørede, hvordan presset på arbejderne er steget under opsvinget. Den viser, at i lande som England, USA, Finland, Tyskland og Polen får flere og flere mentale problemer – helt op til en ud af ti arbejdere lider af depression, nervøsitet, stress eller udbrændthed, hvilket i mange tilfælde fører til arbejdsløshed og indlæggelse. Rapporten anslår, at omtrent 3-4% af BNP bliver brugt på mentale problemer i EU, mens de nationale udgifter til depression i USA ligger fra 30 til 44 milliarder dollars. I USA er klinisk depression blevet en af de mest almindelige sygdomme, og det rammer en ud af ti voksne arbejdere hvert år, hvilket resulterer i omkring 200 millioner tabte arbejdsdage om året.


Disse tal, som sikkert underdriver alvoren i situationen, viser, hvordan kapitalismen selv i de fremskredne lande er blevet et ubærligt system for flertallet af befolkningen. Det umenneskelige pres, kadaverdisciplinen på jobbet og det langvarige slideri, som har taget al glæden ud af arbejdet – det har skabt en mareridtsagtig situation for millioner af mennesker. Det kommer til udtryk i sammenbruddet i familierne, misbrug af kvinder og børn, meningsløs kriminalitet og vold, stoffer og alkoholisme. Hvis det er forholdene under et opsving, hvordan bliver det så under krisen?


Allerede på nuværende tidspunkt sætter flere og flere spørgsmålstegn ved markedsøkonomien, selv i middelklassen. Presset fra overarbejde, højere krav, usikkerhed, ulighed osv. – alle disse ting skaber en mere og mere kritisk stemning, især blandt unge, men ikke kun der.


Hvad der er sket efter 11. september, har ikke ændret noget fundamentalt ved dette billede. Den patriotiske stemning i USA var overfladisk og vil snart drive over, efterhånden som krisen udvikler sig. Der var ingen rigtig entusiasme for krigen, ikke engang i USA, hvor flertallets holdning kunne beskrives som modvillig accept. Det var en stor fejltagelse, at Bush og højrefløjen troede, at de kunne basere sig på denne stemning, som de snart vil opdage, når de involverer sig i Irak.


Polariseringen i samfundet til højre og venstre vil på et vist tidspunkt også komme til udtryk inde i arbejderbevægelsens organisationer. For tiden er der ikke meget, der peger i den retning. Arbejdernes organisationer er stort set tomme, og ledelsen er gået langt til højre – så langt at nogle endda har afskrevet dem totalt. Det er ekstremt dumt. Grunden til, at ledelsen har kunnet gå så langt til højre, er, at arbejderklassen endnu ikke er begyndt at bevæge sig på afgørende vis.


I det omfang lederne ikke er under direkte pres fra arbejderklassen, fordobles presset fra den herskende klasse. Men når først arbejderne begynder at bevæge sig, vil de uundgåeligt bevæge sig igennem masseorganisationerne, FORDI DER IKKE ER NOGET ALTERNATIV. Det er altafgørende, at vi ikke slipper denne kendsgerning af syne.


På nuværende tidspunkt er presset fra kapitalismen på arbejdernes organisationer særligt intenst pga. krigen. Der er hårdt pres på for at gå med og acceptere den "nationale enhed" på krigsspørgsmålet, at bilægge sager, der kan "splitte" og så videre. Men som tiden går, vil der komme pres nedefra med krav om at tage sig af massernes brændende problemer. Stemningen i masserne kan holdes nede for en tid af den dødvægt, som apparatet i arbejderpartierne og fagforeningerne er. Men der er grænser for dette. Jo længere processen holdes tilbage, jo voldsommere vil eksplosionen blive, når den kommer. Der er store overraskelser i vente for den herskende klasse og de reformistiske ledere.


I de udviklede kapitalistiske lande skrider marxismens indflydelse kun langsomt frem. Det er en dialektisk modsætning. Den objektive situation er modsætningsfuld. I en hel historisk periode har den ægte marxismes styrker været isoleret fra masserne i de fremskredne lande. Vi har kæmpet imod strømmen. Vores idéer svarede ikke til arbejdernes egen erfaring. Men nu er dette allerede ved at ændre sig. Arbejderklassen lærer generelt ikke fra bøger, men fra egen erfaring.


Den krise, der udvikler sig i verdenskapitalismen, og som vil udspille sig over de næste ti år eller mere, med op- og nedture, lægger grunden for en række voldsomme rystelser, som vil ryste masserne ud af deres stilstand og opgivenhed og sende dem ud i kamp. Under disse forhold vil idéer, som før blev lyttet til af små grupper, få opmærksomhed fra tusinder og titusinder. Vi vil ikke længere skulle kæmpe imod strømmen, men vil bevæge os sammen med historiens strøm. Den revolutionære marxisme vil indtage sin retmæssige plads i spidsen for arbejderklassen i dens kamp for den socialistiske omdannelse af samfundet.