Forholdene mellem verdens stater

Den lange periode med økonomisk opsving efter anden verdenskrig, sammen med opdelingen af verden mellem USA og Sovjetunionen, lagde grunden for en relativ stabilitet i forholdene mellem verdens lande. Grunden til denne såkaldte fred var terrorbalancen mellem det mægtige stalinistiske Sovjet på den ene side og den mægtige amerikanske imperialisme på den anden. Men nu er alt ændret. USA er blevet verdens eneste supermagt, og det har ført til en hidtil uset verdenssituation.


Som vi har forklaret i tidligere dokumenter har der udviklet sig en ny magtbalance over de sidste ti år. Før Sovjetunionens fald udbalancerede USA og Sovjet hinanden, og det gav verdenssituationen en relativ stabilitet. Det ville have været utænkeligt for USA at angribe Irak eller bombe Jugoslavien. Da Sovjet forsvandt som supermagt, kunne USA blive den eneste supermagt, og det har givet dem mulighed for at udvikle en mere aggressiv udenrigspolitik.


Nu er denne imperialistiske arrogance vokset til det utrolige. Krigen i Afghanistan udgør en ny drejning i verdenskapitalismens krise. Det, de amerikanske imperialister er ude på, er at bruge terrorangrebet i USA som undskyldning for at styrke deres egen position på verdensplan. Det inkluderer en lille påmindelse til resten af verden om USA's militære magt. Efter angrebet på Afghanistan vil der komme andre "repressalier" over for Irak, og måske Sudan og Somalia.


USA er den mægtigste imperialistiske magt i verdenshistorien. De har de mest djævelske og sofistikerede ødelæggelsesredskaber. Men det er en kolos på lerfødder. Efter 11. september vadede USA ind i en krig uden nogen klar strategi eller et egentligt mål. Selvfølgelig afgøres de mest fundamentale spørgsmål af objektive faktorer og de brede historiske processer, ikke individuelle personligheder. Men i krige og revolutioner er individets (ledelsens) rolle langt fra uvigtig. Det har en stor indflydelse på situationen på kort sigt og kan fremkalde alle mulige fordrejninger, som kan påvirke den situation, som klassekampen udspiller sig i. Lige nu er ledelsen for jordens mest magtfulde land den dummeste og mest kortsynede i historien. Bush havde i sinde at vise den amerikanske imperialismes magt, men det er kun lykkedes ham at skærpe alle modsætningerne. Det, som det afghanske eventyr egentlig viste, var begrænsningerne i USA's magt.


Det er altid umuligt at udregne præcist, hvad der vil ske i en krig, og hvad der vil blive resultatet. Trotskij havde troet, at anden verdenskrig ville være hurtigt overstået. Men krige har deres egen logik, som man ikke kan bestemme på forhånd. Det samme gælder krigen i Afghanistan. I Afghanistan er amerikanerne – på trods af deres militære overlegenhed – i en situation, hvor de ikke kan vinde. Selv hvis de opnår deres formelt erklærede krigsmål, vil de tabe til sidst, fordi deres handlinger har gjort hele området og andre dele af verden endnu mere ustabile.


Kampen imod imperialismen

Kapitalismen har afsløret sin reaktionære natur på verdensplan. Det ses mest tydeligt i den såkaldte tredje verden. Den sidste periode har betydet en hidtil uset intensivering af den globale arbejdsdeling ("globalisering"). Men de eks-koloniale lande har ikke fået gavn af dette. Tværtimod så er de fremskredne kapitalistiske landes udnyttelse af den tredje verden øget enormt i den sidste periode.


Selvom de eks-koloniale lande har fået formel uafhængighed, er de nu endnu mere afhængige af imperialismen end for 50 år siden. Af særlige årsager lykkedes det Sydøstasien at udvikle produktionsmidlerne, men det er nu faldet til jorden. Krisen i USA og deres ekstreme afhængighed af eksport har hevet dem nedad.


Overudnyttelsen af de eks-koloniale lande kan ses i de ugunstige handelsbetingelser. Priserne på råvarer (udover olie) er faldet til et rekordlavt niveau. Indekset over verdens varepriser er på det laveste punkt i 150 år. På kapitalistisk grundlag er der ingen udvej. I de fleste af disse lande er massernes levestandard ikke steget, og er endda på vej nedad. Halvdelen af verdens befolkning lever nu for to dollars eller mindre om dagen.


Der er endda nogle imperialister, der begynder at indse de farlige konsekvenser, denne situation kan få, og de opfordrer til, at der bliver skåret i de eks-koloniale landes gæld, og at hjælpen øges. Men sådanne forholdsregler vil være som en dråbe i havet. Deres sentimentale vrøvl om de fattige landes lidelser er kun krokodilletårer. Gælden bliver ved at vokse uden nåde. Når krisen bliver dybere, vil de imperialistiske lande miste deres entusiasme for handelsliberaliseringer (som altid har været meget relative, for så vidt angår de fattige lande), og de vil tage protektionistiske forholdsregler imod eksport fra Afrika, Asien og Latinamerika. Det vil få seriøse følger for disse økonomier, som allerede lider uforholdsmæssigt meget under verdenskrisen.


Den amerikanske imperialismes virkelige program er at overudnytte Asien, Afrika, Mellemøsten og Latinamerika endnu mere. Civilisationen og "demokratiet" i USA, Japan og Vesteuropa afhænger i ikke ringe grad af dette slaveri, som dømmer halvdelen af verdens befolkning til at leve for under to dollars om dagen. Men det er en færdig opskrift på et nyt opsving i revolutionen i de tidligere koloniale lande. Eksplosioner er under forberedelse overalt. Potentialet for revolutionære udviklinger ses overalt i den eks-koloniale verden: i Ecuador, Colombia, Peru, Venezuela, Argentina, Iran, Indonesien, Palæstina, Sydkorea, Zimbabwe, Algeriet, endda Saudi Arabien.


Nye opstande er uundgåelige. Efter Sovjets sammenbrud er hele Centralasien ekstremt ustabilt. Den amerikanske imperialisme har ved sin klodsede indgriben i Afghanistan forværret denne ustabilitet yderligere. Financial Times (30/10/2001) beskrev Centralasien som en "region plaget af fattigdom, forværrede sundhedssystemer og sociale forhold, alvorlige miljøproblemer og autoritære regeringer".


Der er eksplosive modsætninger alle steder, og det vil lægge grunden til nye krige og konflikter i fremtiden. Islam Karimov, Usbekistans diktator, er autoritær og korrupt, og meget upopulær. Oppositionen i Usbekistans Islamiske Bevægelse var forbundet med Afghanistan, hvor deres guerrillaer havde baser. Men i og med at amerikanerne i praksis har støttet Karimov, har de skærpet de interne modsætninger. Karimov har ambitioner om at dominere hele regionen. Der er 25 millioner usbekere ud af Centralasiens 57 millioner indbyggere.


Især er der spændinger mellem Usbekistan og Tadsjikistan, og disse afspejles også i Afghanistan i konflikterne mellem Dostum og tadsjikkerne i Nordalliancen, som kom op til overfladen under de seneste kampe. Sammen med imperialisternes grådighed efter at besidde olien og gassen i Centralasien og det Kaspiske Hav er dette en eksplosiv blanding.


Ligegyldigt hvor man kigger hen, er det den samme historie. Afrika er et stort rod fra Sahara til Sydafrika. De multinationale selskaber bekæmper gennem de forskellige imperialistiske magter stadig hinanden vha. diverse marionetter – det drejer sig om kontrol med de vigtigste landbrugs- og mineralressourcer. I de sidste par år har vi set turbulente hændelser: massakrerne i Rwanda og Burundi; Congo er i kaos; og trekanten mellem Sierra Leone, Liberia og Guinea har været viklet ind i hyppige krige i mere end ti år. I Nigeria er der hele tiden nye udbrud af etniske og religiøse konflikter. Alle steder truer elementer af barbari med at opsluge folkene.


Latinamerika er ude i den dybeste økonomiske krise siden krigen. Der er ikke et eneste stabilt borgerligt styre fra Tierra del Fuego til Rio Grande. De objektive betingelser for socialistisk revolution har været modne i de eks-koloniale lande i mindst 50 år. Rent faktisk er de overmodne. Den rådnende kapitalisme truer med at kaste det ene land efter det andet ud i barbari. Imperialisterne kan ikke stoppe dette, ligegyldigt hvor mange bomber de smider. Grunden til, at revolutionen ikke er lykkedes endnu, er ikke imperialismens styrke, men den subjektive faktors svaghed: fraværet af et virkeligt revolutionært parti og ledelse.


Dette kan tydeligt ses i de revolutionære massebevægelser, der allerede har fundet sted i flere lande i de sidste par år, for eksempel: Indonesien 1998, de ecuadorianske revolutioner i 2000 og 2001,bevægelsen imod privatisering af vandforsyningen i Cochabamba i Bolivia 2000, opstanden i General Mosconi i Argentina 2001, og opstanden i Algeriet for nylig. Et fællestræk ved de fleste af disse bevægelser har været oprettelsen af folkelige komitéer, der repræsenterer forskellige dele af de undertrykte, som har udfordret statsapparatet og er begyndt at erstatte det. I tilfældet Ecuador vandt Folkets Parlament en del af hæren over på sin side (inklusiv nogle officerer), og det havde faktisk magten i nogle timer. Kun mangelen på ledelse forhindrede, at bevægelsen blev udvidet og generaliseret, og på den måde blev revolutionen stoppet.


Udviklingen i Algeriet er meget vigtig, eftersom masseopstanden her fandt sted i et land, som har været hærget af ti år med den mest forfærdelige og blodige borgerkrig mellem de fundamentalistiske guerrillaer og militærregimet, som har efterladt tusinder af ofre. I sådan en situation med tilsyneladende uendelig sort reaktion skete dette voldsomme udbrud af vrede. Situationen i Algeriet er meget betydningsfuld, fordi mange borgerlige havde fremstillet FIS's fremgang som et mønster for fremkomst af fundamentalisme, som blev fremført som noget evigt og indbygget i lande med muslimsk tradition. Nu har vi både i Algeriet og i Iran set, hvordan arbejderne og især ungdommen er gået foran i opstande, der i sidste instans er rettet imod det eksisterende samfundssystem. Masserne i disse lande er på forskellig vis kommet frem til, at de reaktionære ikke kunne tilbyde et alternativ. Marxisterne har tidligere analyseret Khomeinis sejr i Iran og FIS's sejre i Algeriet som en følge af mangel på alternativer fra de traditionelle venstreorganisationers side og disses fejlslagne politiske strategi. Den fundamentalistiske galskab mister sin tiltrækningskraft på masserne, i det omfang de oplever den ved magten, som i Iran. Og i Algeriet er de mest revolutionære dele af ungdommen ikke tiltrukket af fundamentalismen, men søger en anden vej i deres kamp mod de pro-kapitalistiske generaler. Ungdommens oprør spredte sig til hele befolkningen, fra berberområderne til resten af landet. Der blev oprettet komitéer, der blev koordineret på nationalt plan. Disse komitéer overtog flere af statens funktioner (transport, medier, lov og orden osv.) og ledte kampen. Med andre ord var de begyndelsen til sovjetter.


Dannelsen af sådanne folkelige komitéer viser, hvor fremskredne disse bevægelser er, men det understreger samtidig den revolutionære ledelses afgørende rolle. I Ecuador eller Algeriet kunne en marxistisk tendens med bare nogle få hundrede kadrer med rødder blandt arbejdere, bønder og unge have ændret hele situationen og sikret en sejrrig udgang på den revolutionære proces. De objektive betingelser, som førte til masseeksplosionen i Algeriet, er ikke anderledes end forholdene i de fleste arabiske lande (Marokko, Tunesien, Egypten osv.), hvor lignende bevægelser er uundgåelige i den kommende periode. En sejr for arbejderne og bønderne i bare ét land ville forandre hele situationen.


Den væsentligste årsag til, at de imperialistiske magter bevæbner sig til tænderne, er, at de vil forberede sig på en ny fase i de eks-koloniale folks oprør. I den sidste periode har den amerikanske imperialisme ført flere krige end nogen andre – især imod små, svage lande, der ikke kan gøre modstand: Libyen, Grenada, Libanon, Somalia, Haiti, Panama, Nicaragua. De førte en blodig og ødelæggende krig imod Vietnam i 13 år, som de tabte pga. massernes modstand i USA og sammenbruddet i den amerikanske hær i Vietnam.


Lige siden Vietnam har Pentagon været imod at sætte amerikanske tropper ind i en landkrig. Men før eller siden vil det blive uundgåeligt. Colin Powell, der er tidligere general og har lidt flere brikker at rykke med end George W. Bush, mener, at USA kun skal gribe ind militært et sted, når de har den overvældende styrke og en strategi for, hvordan de kommer ud igen. USA's enorme ildkraft taget i betragtning er dette en utrolig frygtsom holdning. At den føres frem af en mand som Powell – der gerne vil ind og sidde i det Hvide Hus – afslører, hvor bange USA-imperialismens strateger er for de konsekvenser, som fremtidig amerikansk involvering i udenlandske eventyr kan få. Det viser, at de er klar over de begrænsninger, som der er for den amerikanske imperialismes magt.


Alligevel forbereder USA sig på at gribe ind alle steder. De har givet den colombianske regering 1,3 milliarder dollars til at bekæmpe guerrillaerne for, og nu har de forøget deres militære hjælp til Filippinerne fra 2 millioner om året til over 100 millioner dollars om året. Præsident Bush repræsenterer den del af den amerikanske administration, som mener, at Powell-doktrinen er for frygtsom, og at det er på tide, at USA begynder at bruge landtropper i udenlandske konflikter. De er blevet styrket af det, som de ser som sejre i golfkrigen, Kosovo og Afghanistan. Bush, som ironisk nok kom til magten på et isolationistisk program, taler nu om at intervenere imod Irak, Sudan og Somalia. Selvom Pentagon stadig er bange for amerikansk involvering i en landkrig, så trækker begivenhedernes gang uvægerligt USA i den retning. Nye rystelser er under forberedelse, og hver eneste af dem vil kunne forårsage større ustabilitet i de eks-koloniale lande og give enorm genlyd i USA og de andre fremskredne lande på et vist tidspunkt.


Marxisme og krig

Vi har haft en lang periode med opsving og relativ stabilitet, som på nogle måder mindede om perioden før 1914. Nu er det hele ved at bryde sammen. Hvor imperialisterne i 1914 nemt kunne dominere verden, så er dette ikke længere tilfældet. Overalt er produktivkræfterne kommet ind i en blindgyde. Det betyder selvfølgelig ikke, at produktivkræfterne ikke kan udvikles yderligere (selv under den Store Depression i 1930'erne voksede produktivkræfterne i en vis udstrækning). Det udelukker heller ikke muligheden for midlertidige opsving. Men den slags vækst, som kapitalismen oplevede under det lange opsving efter 1945, er ikke længere på dagsordenen. Det midlertidige opsving i anden halvdel af 90'erne er endt som en global krise for kapitalismen, som kommer til udtryk i økonomisk krise, øgede modsætninger og konstante krige. Det betyder, at vi er gået ind i en ny periode, en periode med uroligheder og omvæltninger på verdensplan. Verdensrevolutionens epoke. Det er ikke en periode med fred og stabilitet, men det modsatte. Krige er uundgåelige i denne periode, og under visse forhold kan revolutioner udvikles af krige. Den gamle stabilitet er byttet ud med ustabilitet på alle niveauer, og på et tidspunkt må dette også komme til udtryk i arbejderklassens bevidsthed.


Alle vigtige sager afgøres ved krig – enten ved krig mellem nationer eller ved klassekrig (revolutioner). I den nuværende epoke er formålet med en krig ud fra et kapitalistisk synspunkt – ligesom da Lenin skrev sin bog om imperialismen – at erobre markeder, råstoffer og indflydelsesområder. I den kommende periode vil der komme mange krige – ikke verdenskrig som før i tiden, men "små" krige som golfkrigen og krigen i Afghanistan. Under forhold med økonomisk krise og global ustabilitet vil modsætningerne mellem de imperialistiske magter forøges voldsomt. Der vil komme hård kamp om selv de mindste markeder. Imperialisterne vil ikke tøve med at starte blodige marionetkrige, hvor de bruger deres lokale agenter til at slås for sig. Vi ser dette, ikke bare i Afghanistan, men i Afrika (Congo, Sierra Leone, Liberia) og Irak. Sådanne konflikter kan strække sig over store områder og gøre livet til et helvede for millioner af mennesker. Vores holdning til krig er ikke bestemt af krigens rædsler, men af kapitalismens rædsler. Vores holdning er en klasseholdning, og ikke sentimental som pacifisternes eller de "venstreorienteredes". Vores vigtigste opgave er at forklare tålmodigt for de mest avancerede arbejdere og unge, hvad der er krigens virkelige betydning, at afsløre den hykleriske propaganda og at vise klasseinteresserne bag krigen – "fortsættelsen af politikken med andre midler".


Krige stiller alle politiske tendenser over for en afgørende prøve. Reformisterne afslører altid deres håbløshed i krigstid. Højrereformisterne støtter åbent imperialismen – især den stærkeste imperialisme (USA). Venstrereformisterne har typisk en grædefærdig pacifistisk holdning og kræver, at FN skal gribe ind. Før i tiden var FN bare et forum, der kunne afgøre sekundære sager af mindre vigtighed mellem verdens lande, og et sted, hvor de eks-koloniale lande kunne lukke damp ud. Men nu er det ikke engang det mere. FN er totalt domineret af den amerikanske imperialisme. "Venstrefløjens" evige krav om FN-indblanding er både utopisk og reaktionært. Både under golfkrigen og i Afghanistan var FN et "legalt" dække for USA's aggression, ligesom det også var tilfældet i Korea og Belgisk Congo.


Det vigtigste er at bevare en kompromisløs modstand mod imperialistiske krige. Samtidig er vi helt imod borgerlig pacifisme. Vi vil aldrig opfordre til militærnægtning eller desertering, som nogle venstreekstremister gør. Sådanne holdninger har intet at gøre med leninistisk revolutionær defaitisme. Vi har ikke en moraliserende holdning til krig. Vores politik bestemmes af de klasseinteresser, der er på spil. Den bestemmes ikke af Talibans forbrydelser, lige så lidt som den blev bestemt af Saddam Husseins forbrydelser – eller Vargas' eller Haili Selassies forbrydelser før anden verdenskrig.


Sekternes forvirring

Før anden verdenskrig, da der opstod mulighed for krig mellem Brasilien og England, pointerede Trotskij, at i en krig mellem et halvkolonialt land og en imperialistisk stat, måtte en marxist støtte førstnævnte imod sidstnævnte. De pågældende landes regeringer var ikke afgørende. Så selvom Vargas-regimet i Brasilien var ekstremt reaktionært – nærmest halvfascistisk – så måtte man i tilfælde af krig med det "demokratiske" England støtte Brasilien.


Selvom Trotskij ikke udviklede denne idé yderligere, er sagen egentlig meget simpel: at det er nødvendigt at gå imod alle imperialistiske krige mod koloniale og halvkoloniale lande, ligegyldigt hvilken slags regering, der har magten i det pågældende land. For en marxist er dette ABC, som vi næppe behøver at uddybe. Men sekterne gør som sædvanlig Trotskijs argument til en ren karikatur. Det er altid muligt at gøre et korrekt argument ukorrekt ved at føre det ud i absurde ekstremer.


Trotskij stod for en fast anti-imperialistisk linje, men aldrig så meget som antydede han, at man skulle forsvare Vargas eller opgive modstanden mod hans regime. Tværtimod. Både Lenin og Trotskij kritiserede uforsonligt borgerskabet i de koloniale lande for deres manglende evne til at føre en sejrrig kamp mod imperialismen. Vores holdning til krigen i Afghanistan bygger på Lenin og Trotskijs klassiske stilling. Vi kæmper imod den imperialistiske aggression mod Afghanistan. Talibanstyrets reaktionære natur ændrer intet ved denne holdning. Men det betyder ikke, at vi er på Talibans eller Bin Ladens side, eller at vi holder op med at fordømme deres reaktionære politik.


Sekterikerne begår altid alle de fejl, man kan forestille sig, og et par stykker, som man ikke kan forestille sig. Det gælder især i krigstid. Folk, der har læst et par linjer af Lenin eller Trotskij – uden at forstå eller fordøje det – tror, at de er store teoretikere. På den måde så vi under krigen i Jugoslavien alle mulige variationer – fra at støtte kroaterne (CWI), serberne, bosnierne, UCK osv. Ikke én af disse grupper opretholdt et klassemæssigt eller internationalistisk udgangspunkt. Nu ser vi topmålet af galskab med såkaldte trotskistiske grupper, der støtter – Taliban og islam! Det er ikke bare galt, men decideret vanvittigt fra et marxistisk synspunkt.


Gennem deres besynderlige opførsel kommer sekterne altid ud til de mest absurde standpunkter, især når det gælder det nationale spørgsmål og kampen mod imperialismen. De ender altid med at overgive sig til borgerskabet eller småborgerskabet og forlade arbejderklassestandpunktet. Forsvar for retten til selvbestemmelse og kamp mod imperialisme betyder ikke, at vi skal støtte alle mulige reaktionære, nationalistiske tendenser, der tilfældigvis er kommet i konflikt med imperialismen. Lad os huske på, at både Bin Laden og Taliban er skabt af imperialismen for ikke så længe siden, og at de arbejdede sammen om at smadre det Moskva-venlige regime i Kabul. At overse det faktum ville være ekstremt letsindigt.


Taliban (og deres medskyldige Bin Laden) er de mest forfærdelige kontra-revolutionære. Og selvom dette ikke kan bestemme vores holdning til krigen i Afghanistan (som er en imperialistisk aggressionskrig, hvor verdens stærkeste imperialistiske magt angriber et af verdens fattigste lande), så må vi ikke ignorere det. Vi kæmper imod imperialismen, og det er fuldt ud nok. Vi er ikke forpligtede til at identificere os med Taliban, som for resten har vist sig helt ude af stand til at føre en sejrrig krig mod imperialisterne. Hvis det sandsynlige sker, og krigen fortsætter som en guerrillakamp, hvor det afghanske folk kæmper mod en fremmed besættelsesmagt, så er det ikke takket være talibanerne, som har ført det afghanske folk fra den ene katastrofe til den anden.


Som sædvanlig er disse menneskers logik, at "vi må gøre noget". Men man må gøre noget positivt – som at hæve den politiske bevidsthed blandt arbejderne i Vesten. Sekternes skingre og hysteriske propaganda gør ikke andet end at sænke bevidstheden hos de få mennesker, der gider at høre på dem, mens det samtidig kaster smuds på trotskismens navn. De argumenterer med, at Taliban (på trods af mindre fejltagelser før i tiden) nu "kæmper imod imperialismen", så nu er det nødvendigt at lade gammelt nag ligge og gå i fælles "kamp" med dem. I virkeligheden er Taliban ikke mere i stand til at slås effektivt mod den amerikanske imperialisme, end Noriega var i Panama. For at tilføje imperialismen et seriøst nederlag har man brug for andre – revolutionære – midler. Hvad angår den "kamp", som udkæmpes hver dag af sekterikere på caféer og kaffebarer i London, Paris, New York og andre steder – så taler det vist for sig selv.


Marxisterne kan være stolt af, at vi altid har stået for et klart arbejderklassestandpunkt i spørgsmålet om krig. Vi må være klar over, hvordan man bygger det revolutionære parti i praksis, ikke med sekternes tomme ord. I begyndelsen af en krig er det normalt, at arbejderklassens masser har en krigsvenlig holdning – at man må støtte "vores drenge" osv. Vi må have en tålmodig holdning til arbejdere, der støtter krigen, og ikke være skingre og "ultravenstre" som sekterne. Arbejdernes holdning vil ændre sig, efterhånden som de får erfaringer med krigen. Indtil da må vi ikke afskære os selv ved at bruge dumme, venstreekstreme slogans og paroler, men prøve at udvikle slogans, der vil vinde genklang i arbejderklassen. Vi må udvikle passende overgangskrav. For eksempel, konfiskation af de store firmaers krigsprofitter til brug på hospitaler og skoler osv.


Mens vi går imod imperialistiske krige med alle midler, må vi altid have en konsekvent klasseholdning. Vi går imod krigen, men under vores eget banner og med vores egne metoder og slogans. I modsætning til dette kapitulerer de småborgerlige sekter med deres hysteriske optræden altid over for reaktionære idéer, vikler deres banner ind i andres og erstatter den proletariske revolutions røde flag med reaktionens og fundamentalismens sorte flag. Det er det modsatte af et revolutionært standpunkt. Vi har forklaret, hvordan de amerikanske imperialister skabte Bin Laden og Taliban, ligesom de gjorde med Saddam Hussein. Vores mål er at underminere arbejderklassens tillid til borgerskabet og dets regering.


Krig er meget ofte forspillet til revolution. I 1915, da verden blev kastet ud i blodig imperialistisk krig, hvor arbejdere dræbte arbejdere, og Europa var knuget under militarisme og sort reaktion, forudsagde Lenin fortrøstningsfuldt revolution. Udviklingen viste, at han havde ret. Det er nødvendigt at kæmpe imod strømmen, og så på et vist tidspunkt vil strømmen vende. Krigene vil åbne op for dybe kløfter og skærpe alle modsætningerne på verdensplan. De begivenheder, der vil indtræffe, vil påvirke bevidstheden blandt folk over hele verden – også i USA. Der vil blive stillet spørgsmål. Folks tanker, holdninger og meninger vil begynde at ændre sig. Det vil skabe enorme muligheder for en marxistisk tendens, der har stået fast på et klart og principfast standpunkt.


Afghanistan

På trods af at Taliban-regimet er blevet styrtet, står amerikanerne stadig over for betragtelige problemer både inde i Afghanistan og på verdensplan, især i Mellemøsten, som de har gjort mere ustabil gennem deres handlinger. De har ikke løst nogen af problemerne, men blot skabt nye problemer.


Indtil videre har amerikanerne opnået følgende:

1. De har væltet Taliban-styret, men uden at sætte noget mere stabilt i stedet.
   
2. Gjort Pakistan uroligt og forøget muligheden for, at den afghanske konflikt spreder sig over grænsen.
   
3. Skubbet Indien fra sig og forværret konflikten mellem Indien og Pakistan angående Kashmir, hvilket kan føre til en ny krig.
   
4. Skabt alvorlig ustabilitet i Saudi Arabien, hvilket udgør en fare for den saudiske kongefamilies fremtid.
   
5. Undermineret og svækket "moderate" arabiske regimer alle steder.
   Stødt både israelerne og palæstinenserne fra sig og øget spændingerne mellem dem.
   
6. Truet Irak, Sudan, Somalia og endda Iran, hvilket har øget ustabiliteten på verdensplan og især i Mellemøsten.
   
7. Fremprovokeret en bølge af anti-amerikanske følelser i den muslimske verden og derved styrket den muslimske fundamentalisme.
   
8. Forøget risikoen for nye terrorangreb på USA og amerikanske borgere og ejendom i udlandet.
   
9. Og sidst men ikke mindst: De har tilladt russerne at komme tilbage til Kabul.

Inde i Afghanistan er der ingen stabilitet. Den såkaldte brede regering, som blev flikket sammen under amerikansk pres, vil ikke holde længe. Den usbekiske leder Dostum og andre krigsherrer styrker deres egne stillinger på bekostning af centralregeringen. Sådan en skrøbelig koalition kan umuligt regere hele Afghanistan. Den vil have problemer nok med at holde sig ved magten. Det kan kun ske vha. fremmed militær støtte. Det betyder, at USA og deres allierede (især England og Tyrkiet) vil komme til at sidde med aben.


Hidtil har amerikanerne undgået at blive involveret i en krig på landjorden – noget de frygter, som Djævelen frygter helligt vand. De har ladet andre kæmpe for dem. Men den strategi har sine egne bagdele. Nordalliancen vil tage imod penge fra amerikanerne, men de vil ikke nødvendigvis gøre, hvad amerikanerne siger. Dertil kommer, at Taliban godt nok er såret, men ikke udslettet, og de kan gøre comeback senere, efterhånden som folk bliver skuffede over den nye regering i Kabul – hvilket helt sikkert vil ske.


Ligegyldigt hvor mange penge USA hjælper med, vil det ikke kunne stabilisere situationen. Afghanistan er et bundløst hul, som man vil kunne smide milliarder af dollars i med ringe eller ingen virkning. Desuden indeholder den "brede" regering mange forskellige grupper og individer, og de vil alle sammen kræve penge. Det vil være meget lidt af pengene, der nogensinde vil nå frem til det afghanske folk, som snart vil lære at hade regeringen og dens udenlandske støtter. Og i Afghanistan bliver politisk modstand hurtigt oversat til kalashnikovsk.


Scenen er således sat for en konflikt, der kan vare ved i mange år. Dette perspektiv vil ikke blive fundamentalt ændret, selvom Bin Laden og mullah Omar skulle blive fanget eller dræbt.


Det er uundgåeligt, at den herskende klike og den militære elite i Pakistan snart vil manøvrere for at komme tilbage til deres tabte positioner i Afghanistan, ved at fremstille sig som pashtunernes beskyttere. Men ved at blande sig i deres naboers sager vil de gøre situationen mere ustabil og skabe betingelserne for, at krigen kan sprede sig til Pakistan selv. Samtidig har begivenhederne i Afghanistan en stor virkning i Mellemøsten – et område, der er vitalt for den amerikanske imperialismes interesser.


Pakistan

Situationen i Pakistan – som allerede var ekstremt skrøbelig førhen – er nu blevet yderligere undermineret af krigen i Afghanistan. Talibans fald er et ydmygende nederlag for Pakistan og landets militære klike. Regimet i Pakistan er svagt og råddent og kan meget vel blive væltet. Det holdes kun oppe af den amerikanske imperialisme. USA letter delvist regimets gældsbyrde som modydelse for støtte til USA's krig. Washington har givet Pakistan 600 millioner dollars i gældsomlægning, og de har fjernet de sanktioner, der blev indført for tre år siden over for Indien og Pakistan, fordi de afprøvede atomvåben. Men det er ikke meget i sammenligning med Pakistans enorme udlandsgæld.


34% af befolkningen lever nu officielt under fattigdomsgrænsen. Omkring 60% af statsbudgettet bruges på at betale renter af udlandsgælden, yderligere 40% går til militæret. Kun 2% bruges på uddannelse. Forbruget på sundhed svarer til 2 amerikanske cents pr. person pr. dag. Og alligevel presser imperialisterne gennem IMF og Verdensbanken konstant Pakistan til at lave nedskæringer. Liberaliseringen har haft katastrofale følger for Pakistans økonomi. Da tolden blev sat ned til 64%, var der 3.462 fabrikker, der måtte lukke. Desuden er der et voldsomt pres for at privatisere, hvilket fører til lukninger og massearbejdsløshed. Lukning af skoler og klinikker rammer de fattige, fordi de rige har adgang til det private sundheds- og uddannelsessystem.


Krigen har yderligere skabt uro i masserne og forøget den allerede eksisterende ustabilitet. I starten lavede fundamentalisterne en masse larm, men i virkeligheden har de ikke særlig dybe rødder i masserne. De kan skubbes til side, når bare arbejderklassen begynder at bevæge sig. Det, der er brug for, er et uafhængigt klasseprogram. De pakistanske marxister kan spille en afgørende rolle i dette.


I mere end 50 år har Pakistan skiftet mellem ustabile og korrupte "demokratier" og endnu mere ustabile og korrupte militærdiktaturer. Det nuværende regime er meget skrøbeligt. Det er muligt, at de amerikanske imperialister vil begynde at overveje at kalde Benazir Bhutto hjem fra London og sende PPP (Pakistan People's Party) tilbage til magten. I en situation med dyb social krise vil der komme en skarp polarisering mellem højre og venstre og en krise i PPP. Det vil skabe store muligheder for de pakistanske marxister. Perspektivet for den pakistanske revolution må sættes på dagsordenen for marxister i hele verden. Vi må være meget opmærksomme på de pakistanske marxisters taktik, slogans og program.


Tyrkiet

Tyrkiet ligger i et vigtigt geografisk område og forbinder Europa og Asien – landet har en strategisk position, ikke bare for imperialismen, men også for den proletariske verdensrevolution. Tyrkiet har en mægtig og militant arbejderklasse og er gået gennem perioder med enorm klassekamp, som kunne være endt med sejr for revolutionen. Men stalinisternes falske politik, der fulgte Moskva-bureaukraternes linje, førte til et blodigt nederlag for arbejderklassen i 1980.


Selvom det blodige militærdiktatur – som er blevet fremstillet som et mildt militærregime i Vesten – er begyndt at gå i opløsning, lever dets arv stadig videre. Men det rådne og korrupte tyrkiske borgerskab har ikke været i stand til at løse nogen af samfundets grundlæggende problemer. På trods af vigtige økonomiske og industrielle fremskridt, som har styrket arbejderklassen enormt, er og bliver grundlaget for den tyrkiske kapitalisme relativt svagt og ustabilt. Det kommer til udtryk på den ene side i konstant politisk ustabilitet, på den anden side i en finansiel og økonomisk krise.


Tyrkiet er nu ude i en økonomisk krise uden fortilfælde. Arbejdsløsheden vokser med utrolig fart, og fordi denne krise er brudt ud på et tidspunkt, hvor den kapitalistiske verdensøkonomi også er i krise, er det ikke let for den tyrkiske kapitalisme at klare sig ud af krisen på kort sigt. Følgerne af den fortsatte krise på det sociale og politiske område vil være mere politisk ustabilitet og bitter klassekamp.


På mange måder minder Tyrkiet om zarens Rusland, bortset fra at den tyrkiske arbejderklasse er tusind gange større. Den tyrkiske kapitalismes underliggende svaghed kan ses i udlandsgælden, som beløber sig til 150 milliarder dollars, mens bruttonationalproduktet i 2001 kun var 145 milliarder. Den tyrkiske lira er stærkt afhængig af dollaren og står i en svag position over for denne. Ligesom andre lignende lande påvirkes Tyrkiet også på katastrofal vis af rystelserne på verdensmarkedet, sådan som vi så det ske under kollapset i slutningen af 2000.


Den Europa-venlige del af borgerskabet er desperate efter at finde en udvej, og de ser medlemskab af EU som den eneste løsning. Selvom denne tilgang er korrekt ud fra borgerskabets synspunkt, har det vist sig at være ekstremt svært at opnå. Desuden kan det område, som Tyrkiet ligger i, let blive udsat for nye og eksplosive udviklinger.


Den generelle verdenssituation påvirker Tyrkiet meget direkte. Tyrkiet er selv en svag imperialistisk magt, men det er en supermagt på regionalt plan, hvor landet optræder som USA-imperialismens agent sammen med Israel. Som del af planerne for Mellemøsten og Afghanistan prøver Washington at bruge Tyrkiet i sine militæreventyr, især i forhold til Irak. Det er sandsynligt, at amerikanerne har lovet Tyrkiet en del af Irak, f.eks. oliefelterne Mosul og Kirkuk i det nordlige Irak, til gengæld for støtte til en militær aktion.


Der er ingen tvivl om, at Tyrkiet er blevet styrket i international sammenhæng efter 11. september takket være USA. Som magtfuldt NATO-medlem i dette område kan Tyrkiet ikke ignoreres af de vesteuropæiske lande, en position som USA prøver at styrke politisk gennem EU og økonomisk gennem IMF.


Hvad end de store imperialistiske magter har af planer og forventninger for området, har begivenhederne deres egen logik. Imperialismens strateger, som har travlt med at udarbejde deres planer for Balkan, Mellemøsten og Eurasien, er ikke klar over de dybe konsekvenser, denne udvikling i udlandet vil få internt, og den virkning, de vil få på klassekampen, især i Tyrkiet, hvor forholdene mellem klasserne er meget ustabile. Arbejderklassen har ikke bevæget sig på afgørende vis endnu, efter det forfærdelige nederlag i 1980. Men denne midlertidige stilstand vil ikke vare ved. Krisen i det politiske styre er blot et udtryk for den dybe og uløselige krise, som den tyrkiske kapitalisme er ude i, og som før eller siden må føre til bevægelse i masserne.


Den tyrkiske arbejderklasse er meget magtfuld og har revolutionære traditioner. Efter mange år med hård forfølgelse og forbud er arbejderklassen stadig uorganiseret, selv på fagforeningsniveau, og den er endnu ikke kommet over frygten for det, der dybest set stadig er et militærdiktatur med et parlamentarisk dække. Pga. borgerskabets aggressive anti-fagforeningspolitik er organiseringsgraden faldet til omkring 7%. Men arbejderklassen er alligevel ved at komme sig oven på fortidens nederlag, og en ny generation af klassekrigere er ved at udvikle sig. På et tidspunkt vil der ske en fornyelse af klassekampen, som kan ændre hele situationen, ikke bare i Tyrkiet, men i hele området.


De chokbølger, som en revolution i Tyrkiet ville sende ud, ville få øjeblikkelige følger i Iran, Irak, Grækenland, Cypern, Rusland, Mellemøsten og Balkan. Pga. den tyrkiske arbejderklasses enorme styrke ville revolutionen let kunne forme sig som en klassisk arbejderrevolution som i Rusland 1917, men på et meget højere niveau. Dette ville med garanti kunne ske, hvis der eksisterede et ægte marxistisk-leninistisk parti, med rødder i arbejderklassen, som ville udsende en internationalistisk appel til arbejdere og bønder i andre lande om at følge deres eksempel.


Cypern

USA lægger endnu engang pres på EU for at få dem til at få en eller anden form for aftale på plads mellem Tyrkiet og Grækenland mht. Cypern. Men det er lettere sagt end gjort. Det siger sig selv, at vi står for en genforening på Cypern. Men efter 25 års splittelse er spørgsmålet stadig ikke blevet løst. På Cypern ønsker både det græsk- og tyrkisktalende samfund at leve i fred uden indblanding og provokationer fra Tyrkiet eller Grækenland. Flertallet i Tyrkiet er også trætte af problemet med Cypern. Det tyrkiske folk går ind for en fredelig løsning og er imod regeringens og de fascistiske partiers (f.eks. MHP's) provokationer. Det liberale borgerskab, som gerne vil have Tyrkiet ind i EU, taler om, at fælles indtræden for Nord- og Sydcypern vil være gavnligt for Tyrkiet.


Arbejderne på Nordcypern ville uden tvivl foretrække et forenet Cypern, selv på grundlag af EU, frem for at forblive under Tyrkiets kontrol. Den tyrkiske besættelse har ikke medført andet end undertrykkelse og fattigdom for dem. Udråbelsen af "Den Tyrkiske Republik Nordcypern" den 15. november 1983 har ikke betydet andet end at Nordcypern nu er helt underlagt Tyrkiet. Denne del af øen er blevet hevet ned på et niveau, hvor mafiaen og sorte penge styrer, og folkets ressourcer er svundet ind.


Men der er stærke interesser imod en genforening. Mindet om undertrykkelsen af de tyrkiske cyprioter under det græske styre er ikke forsvundet. Denktas, med støtte fra den mest reaktionære fløj af den tyrkiske herskende klasse, er helt imod genforening. Denne mand, som før arbejdede for den engelske kolonimagt, har nu spillet rollen som guvernør over en tyrkisk koloni på øen i omkring 27 år, og han bruger intriger til at gøre sine modstandere tavse. Hver gang man er tæt på en aftale, bliver det saboteret til sidst, og folkets håb bliver knust.


Eftersom der er vigtige interesser på spil, kan det ikke teoretisk udelukkes, at de kan finde frem til en eller anden form for uholdbar aftale. Men det er slet ikke sikkert. Denktas vil kun tolerere en form for løs sammenslutning, som sikrer ham fortsat kontrol i praksis. Det er ikke, hvad de græske cyprioter ønsker. På den anden side er der spørgsmålet om retten til tilbagevenden, ejendomsret, de tyrkiske bosættere og frem for alt spørgsmålet om den tyrkiske hærs tilstedeværelse. Spørgsmålet om tyrkisk medlemskab af EU er også langt fra afgjort. Og de tyrkiske reaktionære har anklaget dem, der står for en opblødning af Tyrkiets holdning, for at "sælge ud af Cypern", og de taler for indlemmelse af den tyrkiske del af Cypern.


I sidste ende vil Cyperns skæbne blive bestemt af revolutionens skæbne i Tyrkiet og Grækenland. Den eneste realistiske løsning for arbejderklassen er oprettelsen af en socialistisk føderation, der dækker hele øen. Men fordi den cypriotiske revolution afhænger af revolutionen i Tyrkiet og Grækenland, må målet være at bygge en bredere socialistisk føderation, der også omfatter Tyrkiet og Grækenland.


Mellemøsten

Situationen i Mellemøsten er ekstremt skrøbelig, og den vil blive yderligere ustabil som følge af USA's militære indgriben rundt omkring. De amerikanske imperialister er ikke tilfredse med at have angrebet Afghanistan, og de kigger sig allerede omkring efter et nyt offer. Der er en del af den herskende inderkreds, der gerne vil angribe Irak. Men et nyt stormløb på Irak ville kaste hele Mellemøsten ud i kaos. Oliepriserne ville stige igen, og den verdensøkonomiske krise ville skærpes. De vrede masser i de arabiske lande ville strømme ud på gaderne, og det ene regime efter det andet ville komme i farezonen. Amerikanske ambassader og interesser ville ligge åbne for angreb overalt. Det er ikke engang udelukket, at det pro-amerikanske styre i Saudi Arabien kan blive styrtet. USA ville blive suget ind i stadig mere omfattende militær involvering.


Udover den ustabilitet, som krigen i Afghanistan har forårsaget, og den vedvarende israelsk-palæsinensiske konflikt, kommer der nu også de faldende oliepriser. Det er et vitalt spørgsmål for Saudi Arabien, som har en udlandsgæld på op til 300 milliarder dollars. Saudierne håbede på, at Rusland ville støtte OPEC's politik med at beskære olieproduktionen for at holde priserne oppe. Men Rusland foretrækker at følge sine egne interesser og nægter at samarbejde. De faldende oliepriser vil påvirke alle de olieproducerende lande, ikke bare Saudi Arabien, men også Venezuela, Iran, Ecuador, Algeriet, Mexico, Indonesien – som alle står over for revolutionære udviklinger.


Hvad der fra USA's synspunkt er mest alarmerende, er situationen i Saudi Arabien. Regimet har under stærkt pres fra USA's side afbrudt de diplomatiske forbindelser med vennerne i Taliban, og de har generelt gjort alt, hvad amerikanerne bad dem om. Men der er grænser. Situationen i Saudi Arabien er langt fra stabil. På trods af den store olieindtjening kan regimet ikke længere give de samme gode forhold for borgerne, som de kunne før i tiden. Der er voksende uro og kritik af den korrupte herskende klike. Splittelserne og skænderierne internt i kongefamilien er en afspejling af den gæring, der sker i samfundet. Hvis regimet åbent støtter USA i et eventuelt angreb på et andet muslimsk land, kan det blive dråben, der får bægeret til at løbe over. Som sædvanlig har de amerikanske imperialister været utroligt klodsede. At udstationere amerikanske soldater i Saudi Arabien (landet, hvor islam opstod, og hvor de helligste steder er) var rent ud sagt dumt, og ganske unødvendigt. Nu udvider de den oprindelige fejl ved at lægge pres på Saudi Arabien for at få dem til at tillade, at de kan bruge landets luftbaser til at angribe Irak – hvilket lidt er ligesom at bede dem om at begå selvmord. Gennem deres klodsede fremfærd kan de meget vel komme til at skubbe det saudiske regime ud over kanten.


Den saudiske kongefamilie er en reaktionær klike, der kombinerer en vestlig livsstil - inklusiv whisky, hurtige biler og dyre ludere - med en offentlig fremtoning som religiøse puritanere, med udgangspunkt i den skrappe Wahhabi-sekt. Hver gang de har følt uro i folket, har de enten spillet det religiøse kort og har støttet sig til de mest konservative dele af præsteskabet, eller også er de begyndt at råbe op om Palæstina-konflikten, som de i årtier skamløst har misbrugt til deres egne selviske formål, samtidig med at de hele tiden har støttet den amerikanske imperialisme. Den enorme magt, som den mest reaktionære fløj af præsteskabet har i Saudi Arabien, er det direkte resultat af disse manøvrer i kongefamilien. Den spillede en højst aktiv rolle i at "bekæmpe kommunismen" i Afghanistan og Golfen – i tæt samarbejde med amerikanerne – og indtil for nylig betalte og støttede de Taliban. Osama Bin Laden, en saudisk millionær med familiære forbindelser til kongefamilien, er et produkt af dette miljø. Nu vender alle disse ting tilbage og hjemsøger dem. Det saudiske regime presses fra den ene side af amerikanerne, og fra den anden af de islamiske reaktionære. Dets fremtid er usikker, som aldrig før.


Det palæstinensiske problem

Hele Mellemøsten er i gæring. Israels nationale undertrykkelse af palæstinenserne har rejst en storm, som ingen kan kontrollere. Den herskende klike i Tel Aviv fortsætter med sin blodige undertrykkelsespolitik med myrderier og ødelæggelse. Det bedrageri, som Oslo- og Madrid-aftalerne var, er nu afsløret.


USA-imperialismens interesser i Mellemøsten er ikke begrænset til Israel. Langt vigtigere for deres beregninger er den olie, som ligger på de arabiske områder, og som er lige så vital for den amerikanske økonomi, som blod er for menneskets legeme. Efter Sovjetunionens fald begyndte Washington derfor at lægge pres på for at få Israel til at gøre indrømmelser over for palæstinenserne. Men i sidste ende er Israel USA's eneste pålidelige allierede i Mellemøsten, og når de bliver tvunget til at vælge, står de utvetydigt på Israels side imod palæstinenserne.


I sin iver efter at samle den berømte "anti-terror-koalition" var Bush tilsyneladende villig til at udøve pression i Tel Aviv. Udtalelsen om, at Washington nu ville være klar til at overveje oprettelsen af en palæstinensisk stat, må have gjort Sharon rasende. Ord koster selvfølgelig ikke noget, og der kom aldrig nogen detaljer om denne hypotetiske "palæstinensiske stat". Det må derfor betragtes som ren propaganda beregnet på at dulme nerverne i regeringerne i Kairo, Riyadh og Amman.


De amerikanske imperialister har en kynisk holdning til det palæstinensiske problem. De er hverken interesserede i israelerne eller palæstinenserne, men kun i deres egne mål. Fordi USA havde brug for støtte fra Jordan, Egypten og Saudi Arabien til "krigen mod terror", prøvede de at lægge pres på Sharon. Amerikanerne har ikke råd til at lade israelerne blive ved med at tryne palæstinenserne så hårdt, af frygt for konsekvenserne i de "moderate" arabiske stater, som de ønsker støtte fra. Israelerne gik modvilligt med til det, men straks blev "våbenhvilen" brudt af nye drab, provokationer og modprovokationer. Endelig har Hamas' selvmordsbombeangreb givet Sharon den undskyldning, han havde brug for til at slå hårdt ned på palæstinenserne. Amerikanerne har forholdt sig tavse.


Trods den forfærdelige afstraffelse, som Israel hver dag udsætter palæstinenserne for, er der intet der tyder på, at uroen på Vestbredden og i Gaza er ved at dø ned. Men den nuværende bevægelse kan ikke vare ved for evigt. Hvis der var en ægte marxistisk ledelse, kunne Intifadaen have ført til en revolution, som ville have forbundet den nationale befrielseskamp med idéen om en socialistisk føderation mellem Israel og Palæstina. Samtidig med at man ville bruge revolutionære og proletariske militære metoder til at forsvare de palæstinensiske områder, ville man have fremført propaganda rettet mod almindelige israelske soldater og arbejdere og unge i Israel. I stedet for dette er bevægelsen blevet afledt og er endt med selvmordsbomber og meningsløse angreb på civile israelere.


Hovedansvaret for terroristangrebene ligger hos den israelske imperialisme, som har ført en ekspansionspolitik, bakket op af massiv magtanvendelse, derunder vilkårlige angreb på civile palæstinensere. Den daglige rutine med undertrykkelse i de besatte områder (og Gaza og Vestbredden er nu praktisk talt besat af Israel) har drevet nogle palæstinensiske unge til i desperation at ty til individuel terrorisme. Dette er en katastrofe for palæstinenserne. Hvis det ender med en udmattelseskrig, står palæstinenserne til at tabe langt mere end israelerne. Indtil videre har de mistet omkring 800, mens de israelske tab har været meget mindre. På det grundlag er Intifadaen dømt til at fejle. Det eneste håb er at drive en kile ind mellem de reaktionære zionister og de israelske masser. Hvis man behandler alle israelere som én, reaktionær masse, vil Intifadaen helt sikkert lide nederlag.


I stedet for at drive frugtesløs individuel terrorisme, som modvirker sagen, burde man bevæbne selve folkemasserne – ikke bare militserne fra de forskellige politiske grupper og de palæstinensiske myndigheders politi. Vi opfordrer til, at man danner væbnede selvforsvarsgrupper på skolerne, fabrikkerne, i boligområderne og landsbyerne osv. – demokratisk kontrolleret af valgte komitéer baseret på arbejdere, studerende, små butiksejere, fattigbønder osv. med det formål at beskytte palæstinenserne mod væbnet aggression fra Tsahal og andre israelske statsorganer, men også at beskytte den palæstinensiske modstands demonstrationer og andre masse-aktiviteter. Men ingen af disse ting kan lykkes, med mindre palæstinenserne formår at oprette faste støttepunkter inde i selve Israel. En internationalistisk klassepolitik er den eneste vej fremad for Intifadaen.


På det nuværende grundlag er der ingen udvej. Hver gang de amerikanske imperialister tror, at nu har de fået lavet en aftale, så eksploderer det hele igen. Konflikten vil fortsætte - med midlertidige aftaler, som altid bryder sammen til sidst og fører til nye og blodige rystelser, som konstant truer stabiliteten i Mellemøsten og kan føre hele området ud i krig. Der er ingen løsning på dette problem på kapitalistisk grundlag. Der vil komme nye rystelser, især når USA begynder sin militæroffensiv mod Irak.


I et forsøg på at pacificere palæstinenserne har amerikanerne antydet, at de ville være parate til at acceptere en palæstinensisk stat. Men det er en fælde. Hvis der nogensinde blev oprettet en palæstinensisk stat på kapitalistisk grundlag, ville det kun kunne være en marionetstat for Israel. Det ville ikke løse noget, men ville føre til en fortsættelse af den nuværende vold. Det er ikke muligt at opnå en varig løsning uden en revolution i Mellemøsten, som kan føre til oprettelsen af en socialistisk føderation i Mellemøsten, med fuldt selvstyre for palæstinensere, jøder, drusere, koptere, kurdere, armenere og andre nationale grupper.


Østasien

En af fronterne i "krigen mod terror" er Østasien. Bush har brugt 11. september som undskyldning for at udvide USA's militære aktiviteter i Østasien, ikke bare i Filippinerne, men også i Malaysia og Indonesien. Den filippinske præsident Macapagal-Arroyo har tilbudt USA, at de kan bruge filippinsk luftrum og få adgang til de tidligere amerikanske baser Subic og Clark. USA har forøget antallet af amerikanske kamptropper og militære rådgivere, der skal træne filippinske eliteenheder til denne "anden front i den amerikansk ledede krig mod terror".


Washington har lovet præsident Macapgal-Arroyo 100 millioner dollars i støtte. På samme måde har de lovet Indonesiens præsident Megawati i alt 657,4 millioner dollars og genoptagelse af de militære forbindelser, som blev brudt efter blodbadet på Østtimor i september 1999. Malaysias præsident Mahathir har også diskuteret militært samarbejde med USA under sit besøg i USA 13.-16. maj. På denne måde suges hele regionen ind i konflikten. Det vil få følger for stabiliteten overalt og lægge grunden til nye rystelser.


Forskellige fundamentalistiske gruppers aktiviteter, der ofte inkluderer terroristisk taktik som f.eks. Abu Sayyaf i Filippinerne og Laskar Jihad i Indonesien, udgør påskuddet for større imperialistisk engagement. Singapore har også været udsat for terrorangreb af muslimske ekstremister. Selvom der ikke er nogen direkte trussel om, at fundamentalister kan tage magten i nogen af disse lande, er Washington bekymret for, at disse grupper vil bidrage til ustabiliteten i området og true amerikanske forretningsinteresser. Endnu vigtigere er disse landes beliggenhed langs med sejlruterne, der forbinder Stillehavet med det Indiske Ocean og Mellemøsten. Hvis Indonesien og Filippinerne går yderligere i opløsning, vil det være en stor trussel mod de skrantende økonomier i Japan, Sydkorea, Singapore og Taiwan, som er vigtige allierede for USA imod Kina.


Alle amerikanernes manøvrer bør ses i lyset af deres ønske om at holde styr på Kina. USA ser sit enevælde i Stillehavet truet af Kina. Som følge af dette har Bush omdøbt Kina fra en "strategisk partner" til "strategisk konkurrent". Washington vil gå imod Kina ved at stramme grebet om de vigtigste magter i området. Den amerikanske forsvarsminister Rumsfeld og udenrigsminister Powell prøver på at oprette en multilateral sikkerhedsaftale mellem USA og de tre vigtigste allierede i Stillehavet: Australien, Sydkorea og Japan. De amerikanske initiativer mod Filippinerne, Malaysia og Indonesien (der alle er med i ASEAN) er en del af den samme plan.


I den sidste periode brændte USA fingrene på ustabile diktaturregimer og er nu gået mere over til at støtte "reformvenlige demokrater", dvs. svage demokratier, som imperialisterne kan presse til at gennemføre reformer af den nationale industri, privatiseringer, åbninger af økonomien osv. til gavn for imperialisterne. I dag ser vi en gradvis tilbagevenden til støtte til militæret, med "terrorkrigen" som alibi. Denne politik vil uundgåeligt føre til et voldsomt tilbageslag imod imperialismen, hvilket vil åbne op for nye revolutionære muligheder i det ene land efter det andet.


Den generelle ustabilitet i området er en afspejling af den "asiatiske kapitalismes" lange krise. De tidligere tigerøkonomier er stadig i dyb krise. Deres håb om at blive til højtindustrialiserede lande forsvandt under den asiatiske krise i 1997-98, som i bund og grund var en overinvesterings-(overproduktions-)krise, sponsoreret af japansk overskudskapital. Nogle økonomier, som Taiwan og Singapore, kunne komme ovenpå igen hurtigt pga. opsvinget i IT-sektoren i slutningen af 90'erne, men de røg voldsomt nedad igen, da verdenskrisen brød ud i 2001. Utilfredsheden i befolkningerne vokser, på et tidspunkt hvor arbejderklassen er stærkere end nogensinde pga. den industrialisering, der er sket i den sidste periode.


Sydkorea

Sydkorea så ud til at være kommet hurtigt over det 6,7% fald i BNP, som landet oplevede i 1998. I 1999 fik man en høj vækstrate på 10,7% - efterfulgt af 8,8% året efter. Men i 2000 var denne vækst reduceret til blot 3%. På trods af den kortvarige økonomiske bedring faldt den gennemsnitlige indkomst for de fattigste 20% af befolkningen med 5,3% fra 1997 til 2000, mens den for de rigeste 20% steg med 11%. I oktober 2000 dækkede mindstelønnen kun 53,1% af "de basale leveomkostninger" for en 29-årig enlig persons husholdning. Arbejdsskader og arbejdsrelaterede sygdomme steg fra 55.405 i 1999 til 68.976 i 2000, og det er ifølge de officielle tal fra arbejdsministeriet (hvilket altid er en underdrivelse). Den offentlige sektor var det direkte mål for regeringens strukturtilpasningspolitik. Fra 1998 til 2000 blev i alt 131.000 arbejdere fyret fra den offentlige sektor (18,7% af de ansatte). Alt dette er en del af det imperialistiske "strukturtilpasningsprogram", som er dikteret af IMF.


Disse tal viser situationen på toppen af et opsving. Med den nye verdenskrise er arbejdsløsheden allerede steget, og kapitalens og statens holdning er blevet endnu mere kompromisløs. Kim Dae Jungs styre har sat sig for at smadre de militante fagforeninger. Som følge af at forbundet KCTU har lavet strejker og massemobiliseringer, er lederen Dan Byung-ho blevet arresteret.


Storkapitalens planer er stødt på modstand fra masserne. Det vigtigste element i denne ligning er arbejderklassens ledende rolle. De koreanske arbejdere har kæmpet heroisk i de sidste par år, med strejker, generalstrejker og sammenstød med politiet. Arbejdere på bilfabrikker, elektrikere, jernbanearbejdere og gasværksarbejdere har alle været involveret i militante strejker. Stemningen i samfundet bliver mere og mere radikaliseret. En undersøgelse viste, at 86% af koreanerne er imod privatisering. Mange af de strejker, der har været, har været rettet mod regeringens privatiseringsplaner.


Presset nedefra tvang KCTU til at indkalde til generalstrejke i solidaritet med elektrikerne og imod privatisering og statslig undertrykkelse – men strejken blev ødelagt af ledelsen. Der er en ulmende uro inde i fagforeningerne, hvor de mere moderate ledere bliver skubbet ud, hvilket forbereder en ændring af fagforeningerne og nye opsving i klassekampen.


De koreanske arbejderes høje bevidsthedsniveau og militans afspejles i, at KCTU også stiller politiske krav, så som modstand mod krigen i Afghanistan og behovet for et arbejderparti (det Demokratiske Arbejderparti). Det har ført til, at det er en af de stærkeste fagforeninger i den såkaldte tredje verden. De almindelige medlemmers enorme kampånd og dristighed viser det kolossale revolutionære potentiale, der eksisterer i arbejderklassen, ikke bare i Sydkorea, men i hele Asien, når bare den bliver organiseret og går til kamp. Disse arbejdere er friske og ikke mærkede af de opportunistiske vaner og den rutinisme, der findes i arbejderbevægelsen i Europa. De er åbne over for revolutionære idéer. Det, der er brug for, er dannelsen af en organiseret marxistisk strømning, med rødder i arbejderklassen og fagforeningerne. Bevæbnet med det marxistiske program for den socialistiske omdannelse af samfundet kan den koreanske arbejderklasse ikke stoppes af nogen kraft på jorden.


Siden Chun Doo Hwans militærdiktatur blev væltet revolutionært, er de koreanske arbejdere og studerende gået gennem en lang periode med revolution og kontrarevolution. De revolutionære år 1987-89 kan sammenlignes med den russiske revolution 1905. Hvis de koreanske arbejdere og studerende omhyggeligt studerer bolsjevismens metoder og anvender dem på deres situation, kan den koreanske arbejderklasse gennemføre en klassisk arbejderrevolution som i Rusland 1917, i en ikke alt for fjern fremtid. En ægte socialistisk revolution ville få en dyb indvirkning på arbejderne i Nordkorea og den ukuelige arbejderklasse i Kina, Indonesien og andre asiatiske lande. Sydkorea er et nøgleland i området. Hvis de koreanske arbejdere bliver bevæbnet med et bolsjevikisk program, vil de kunne føre den asiatiske arbejderklasse til sejr.


Indonesien

Tre år efter at Suhartos brutale diktatur blev styrtet i maj 1998, ser det ud til, at den revolutionære proces har tabt pusten. Den nye Megawati-regering – som er den tredje regering på tre år – er en skrøbelig koalition mellem Megawatis parti, Indonesiens Demokratiske Parti, og nogle af den døende Suhartos gamle forretningsforbindelser, bureaukrater fra det gamle regime og den magtfulde militære fraktion. At Megawati har fået præsidentposten skyldes direkte den dybe politiske krise, der er i toppen af statsapparatet, og som førte til, at Wahid – den såkaldte reformvenlige præst – måtte gå af.


Megawati-regeringen udgør en meget midlertidig stabilisering og ligevægt i toppen af samfundet, med hjælp fra militæret, som igen prøver at få den position, de mistede ved den Nye Ordens fald. Det er et forsøg fra kapitalistklassens side på at styre landet på en ny måde, eftersom de ikke længere kan styre det på den gamle måde.


Megawati-regeringens stabile facade vil hurtigt smuldre, da den er ude af stand til at nå til enighed om nogen af de store problemer, de har med en økonomi i ruiner, det brændende nationale spørgsmål og - vigtigst af alt - en ung og stadig uprøvet arbejderklasse.


Megawati-regeringen er på trods af dens store militære opbakning ikke en ny udgave af Suharto-diktaturet. Under de nuværende forhold er det ikke muligt for kapitalisterne at gå tilbage til et åbent militærdiktatur. Alle forsøg på at gå den vej nu ville sætte gang i de desorienterede masser og muligvis føre til opsplitning af landet. Sådan et perspektiv ville fremme den revolutionære proces.


Wahid-regeringen var kendetegnet ved hyppige omrokeringer, opsplitninger og forskellige fraktioner, der trak i forskellige retninger. Wahids uberegnelige ledelse er blevet forklaret som en følge af hans personlige handicap som en blind, fysisk svag mand, der har haft flere hjertetilfælde. Men denne fysiske tilstand gengiver blot den indonesiske kapitalistklasses tilstand. Kapitalismen i Indonesien er i en blindgyde, og den kan ikke længere føre samfundet fremad.


I Sydøstasien er Indonesien kapitalismens svageste led. Tovtrækkeriet mellem forskellige fraktioner inden for statsapparatet skabte en farlig fastlåst situation i ledelsen af staten, hvilket førte til mere ustabilitet og, hvad der er mere farligt for kapitalisterne, voksende indblanding i konflikten fra massernes side.


Flertallet af venstrefløjen, NGO'erne, og især PRD, har støttet Wahid-fraktionen, som de anser for at være et reformvenligt og "progressivt" borgerligt element. Det er den samme gamle mensjevik-stalinistiske holdning. I praksis tjente PRD som et venstredække for en kynisk og snedig borgerlig politiker, som blot fremmede sine egne folks interesser i statsapparatet og i forretningsverdenen. PRD-ledelsens kriminelle politik gik så langt, at de støttede, at der blev erklæret undtagelsestilstand (som giver militæret og politiet fuld magt til at genoprette roen) imod det oprørske parlament, der ville rejse anklager mod Wahid. Denne politik har ført til generel desorientering og demoralisering på venstrefløjen.


En vigtig mulighed for at bygge PRD som en masseomfattende, uafhængig, revolutionær, socialistisk kraft blandt ungdommen og arbejderklassen er blevet sløset væk over de sidste tre år. I stedet har PRD-ledelsen ført en fatal kurs med "kloge taktikker og koalitionsbygning" med alle mulige fraktioner af kapitalistklassen på jagt efter den ikke-eksisterende progressive kapitalist, som skulle kunne skabe "rigtigt demokrati". Det er hverken lykkedes for PRD at opbygge deres egne kræfter eller at fremme arbejderbevægelsen. Den ægte revolutionære ungdom må lære af den tragiske erfaring med PRD's politik og bygge den ægte marxismes styrker i Indonesien.


På trods af den fortsatte krise, som ikke rigtig er stoppet siden 1997, er arbejderklassen begyndt at gøre sig gældende. Arbejderprotesterne i juni 2001 imod IMF's sparepakke er et godt eksempel på denne proces.


Det er dog stadig kun begyndelsen på processen, selvom den er meget urolig. I virkeligheden er den indonesiske revolution stadig i de tidlige stadier. Den revolutionære proces vil blive langstrakt. Det giver imidlertid ikke marxisterne uendelig tid til at opbygge deres kræfter. Barbari og etnisk udrensning på Østtimor, Maluku og i andre områder viser, hvad der vil ske, hvis den revolutionære socialisme ikke bliver den dominerende faktor i Indonesien.


Afrika

Hele Afrika er i kaos. Der er de mest forfærdelige sociale forhold på hele kontinentet. Et eksempel kan illustrere situationen. I Afrika syd for Sahara har kun 2% af befolkningen adgang til en telefon, og halvdelen af dette er i Sydafrika. Overalt bryder det nationale spørgsmål frem. Nøglen til situationen er arbejderklassen, som især er koncentreret i et par mere industrialiserede lande. I Nigeria så vi sidste år arbejderklassens enorme styrke under den fem dage lange generalstrejke, der tvang regeringen til at give sig på spørgsmålet om brændstofpriser.


Men som følge af, at det meste af Afrikas økonomi er så ekstremt underudviklet, findes den virkelige nøgle til hele kontinentet i Sydafrika, hvor der er en stærk arbejderklasse.


Den sorte arbejderklasses bevægelse i Sydafrika under de sværeste forhold var en inspirationskilde for arbejdere i hele verden. Det kunne have ført til en socialistisk revolution i Sydafrika. Men Mandela og de andre ledere indgik en aftale med den hvide herskende klike. I praksis kapitulerede de. Da det reaktionære apartheid-regime faldt, stemte masserne overvældende for en ANC-regering. De stemte for en grundlæggende forandring. Men håbene om ændringer er hurtigt blevet skuffet.


Før i tiden stod ANC, i det mindste i ord, for en "socialistisk" politik. Nu har de, ligesom "socialistiske" ledere alle andre steder, kapituleret over for kapitalismen og accepteret markedsøkonomi og privatisering. Utilfredsheden med regeringen vokser. ANC har ikke engang opfyldt, hvad de havde lovet mht. rent vand til townships'ene. På mange måder er forholdene nu værre end før: privatiseringsbølgen, indførsel af individuel afmåling af vandforsyningen (som har betydet, at fattige familier har fået lukket for vandet, og at der er udbrudt koleraepidemi i KwaZulu Natal), stigende arbejdsløshed osv.


Nogle ANC-byråd prøver endda at få folk til at betale elektricitetsregninger, som de skylder for fra dengang, hvor anti-apertheid-bevægelsen brugte det som normal taktik at nægte at betale for forskellige serviceydelser! Eftersom folk i townships'ene ikke kan betale denne gæld, bliver de afskåret fra elektricitetsnettet. Det har allerede ført til sammenstød flere steder i landet, inklusiv i Soweto.


Mandelas og de andre ANC-lederes kapitulation var den logiske følge af deres falske stadieteori, som de overtog fra stalinisterne. De prøver at skabe en sort kapitalistklasse, selvom der kun er få sorte, der er blevet kapitalister. Alt, hvad de såkaldte Black Economic Empowerment-programmer (økonomiske støtteprogrammer for sorte) har opnået, er rent symbolsk at udpege nogle sorte til bestyrelsen i nogle firmaer. Den håndfuld monopoler, som dominerer den meget koncentrerede sydafrikanske økonomi, ligger fast i hænderne på de samme hvide kapitalister, som styrede landet i apartheid-årene. Nu står landet over for virkningerne af verdenskrisen. Randen, den sydafrikanske valuta, er kollapset fra 7,50 rand for en dollar i begyndelsen af året til 12 rand for en dollar nu.


ANC-ledelsen repræsenterer en klike af sorte karrieremagere, som er fast besluttede på at berige sig selv på massernes bekostning. ANC og COSATU (LO i Sydafrika) er blevet opslugt af staten. Cyril Ramaphosa, tidligere fagforeningsleder, er blevet millionær. På trods af al snakken om demokrati styres landet reelt af en ikke-valgt klike omkring Thabo Mbeki, som loyalt følger IMF's og Verdensbankens kapitalistiske politik. Alle beslutninger tages af denne klike, og der kan ikke stilles nogen spørgsmål.


Men denne situation har åbnet op for en kløft inde i ANC, som i fremtiden kan føre til åben splittelse langs klasselinjer. De almindelige medlemmer er utilfredse og rastløse. Også i SACP (Kommunistpartiet) er der ting under opsejling – der er folk, der kræver et brud med de borgerlige ledere af ANC. Et stigende antal arbejdere og unge forfærdes og frastødes af ledelsens korruption og åbne borgerlige politik. Især vil der opstå en kløft mellem ANC-ledelsen og COSATU. Fagforeningsmedlemmerne bliver ramt af privatiseringen af statslige og kommunale serviceydelser. Nu vil den økonomiske krise betyde flere fyringer og voksende arbejdsløshed. Arbejdernes utilfredshed med regeringen vil vokse og føre til en intensivering af klassekampen.


Der har allerede været et antal meget radikale strejker blandt kommunalt ansatte, og COSATU blev tvunget til at indkalde til en tredages generalstrejke i august 2001. Der vil blive rig mulighed for at opbygge en ægte marxistisk tendens i ANC og især i SACP.


ANC er stort set tømt for folk, bortset fra embedsmænd og andre funktionærer. Ledelsen bruger SACP som et venstredække. Tilstedeværelsen af SACP-ministre i regeringen vil uundgåeligt føre til spørgsmål og kritik. Der har allerede været krav fremme i COSATU om, at SACP skal bryde med ANC-regeringen. Men trods ANC's politik har masserne stadig ikke noget alternativ. På et senere tidspunkt vil der ske splittelser i ANC og også i SACP.


Den øjeblikkelige opgave er at opbygge den første gruppe af marxistiske kadrer i Sydafrika, som kan slås for ægte revolutionær politik inde i masseorganisationerne – ANC, SACP og selvfølgelig COSATU. Vi må kræve, at ANC bryder med den kapitalistiske politik, og at SACP får et ægte kommunistisk program. Vi må konkret rejse spørgsmålet om behovet for, at arbejderklassen tager magten i spidsen for de arbejdsløse og halvproletariske lag. Den sorte arbejderklasse i Sydafrika er den største arbejderklasse i Afrika syd for Sahara. COSATU har en formidabel styrke med 1,8 millioner medlemmer. Med den korrekte ledelse kunne de let tage magten og starte den socialistiske omdannelse af samfundet.


Den permanente revolution er nu den eneste vej fremad for Sydafrika, og for hele Afrika. Hvis Sydafrika tager fat, vil hele resten af Afrika gå samme vej. En socialistisk revolution i Sydafrika ville ændre hele situationen med det samme. Det ville fremprovokere en hel række af revolutioner, startende med Zimbabwe, Angola og Mozambique og videre til Nigeria, Zaire og resten af kontinentet.


Proletarisk bonapartisme

I den sidste periode så vi kriser i de proletarisk bonapartistiske regimer (deforme, stalinistiske arbejderstater). Mozambique og Angola blev smadret af Sydafrika, som støttede og bevæbnede banditter. Afghanistan nåede ikke engang at oprette en stabil stat, før landet blev opslugt af en reaktionær guerrillakrig. I Etiopien blev regimet ødelagt af dets manglende evne til at løse det nationale spørgsmål. Nu hænger Cuba i en tynd tråd, efter at den sovjetiske støtte er ophørt.


Kampen imod imperialismen kan ikke forstås, med mindre den forbindes med processerne i de fremskredne kapitalistiske lande. Det er forsinkelsen af revolutionen i Vesten, som har skabt de besynderlige afvigelser i de eks-koloniale lande – som fundamentalisme og proletarisk bonapartisme. Der er en dyb krise under opsejling alle steder, og det vil få revolutionære konsekvenser. Men det afgørende spørgsmål er den subjektive faktor. Hvis ikke arbejderklassen tager magten under ledelse af et marxistisk parti, er det muligt, at der vil komme alle mulige mærkelige og uhyrlige udviklinger.


Vil det være muligt, at der opstår nye proletarisk bonapartistiske regimer? Efter Sovjetunionens fald er der ikke længere noget forbillede i den gamle forstand. Det er en vigtig pointe, men i sig selv er det ikke afgørende. Forbilledet vil være den tidligere erfaring med "socialisme" i Sovjet og Kina, som stadig kan være attraktiv for lederne af guerrillabevægelser i Latinamerika, for eksempel. Og hvad der er vigtigere, så er der Cuba, Kina og Vietnam.


Teoretisk set kan det ikke udelukkes, at der vil opstå nye proletarisk bonapartistiske stater i den kommende periode. Det afhænger af omstændighederne. Især i tilfælde af en krise kan der komme en bevægelse i retning af proletarisk bonapartisme i nogle lande. De amerikanske imperialister er bekymrede for dette, og det med god grund. Vi taler selvfølgelig ikke om lande som Argentina og Brasilien, hvor der er en stærk arbejderklasse. Men i mere tilbagestående lande som Colombia er det muligt.


Hvis der i Venezuela havde eksisteret et ægte revolutionært parti og en ledelse, kunne arbejderklassen have taget magten, efter at masserne havde besejret forsøget på at gennemføre et militærkup. Men der var ikke sådan en ledelse. Hvis Chavez havde været marxist, og ikke en utopisk reformist, ville arbejderne have kunnet tage magten helt smertefrit, uden en borgerkrig. Men man forpassede chancen: initiativet er gået over til den borgerlige kontrarevolution, hjulpet og støttet af den amerikanske imperialisme. Nye kupforsøg er uundgåelige, og det kan ende med et borgerligt militærdiktatur med ekstrem brutal undertrykkelse. Dette perspektiv afhænger af klassekampen, som er svær at forudsige på forhånd. Masserne er opildnede og klar til kamp. Men det er og bliver den subjektive faktor, der er afgørende. Selvom Chavez beundrer Castro, har han ikke gjort det, som Castro gjorde i 1960'erne, hvor han støttede sig til arbejderklassen for at slå til mod imperialismen og kapitalismen og eksproprierede de cubanske kapitalister og oprettede et proletarisk bonapartistisk styre.


Men sådan en udvikling kunne sagtens være sket, og den kan ske i fremtiden i lande som Venezuela, Colombia, Peru eller Ecuador. Vi må være forberedt på sådan en mulighed, som på den ene side opstår af den grundlæggende krise, som det kapitalistiske system befinder sig i, og som har en særlig akut karakter i de underudviklede kapitalistiske lande, og på den anden side af den subjektive faktors (partiets og ledelsens) svaghed eller fravær, og forsinkelsen af den socialistiske revolution i de fremskredne kapitalistiske lande.


Det ville ikke være socialisme, men en deform arbejderstat, et regime med proletarisk bonapartisme. Vi ville blive nødt til at give det kritisk støtte imod imperialismen, eftersom det ville være progressivt i forhold til kapitalismen, ligesom Kina og Cuba var. Men vi måtte forklare, at det ikke havde noget til fælles med socialisme. Vores hovedopgave er at forklare arbejderklassens ledende rolle som den eneste klasse, der kan omdanne samfundet i socialistisk retning.


En af de største svagheder ved de stalinistiske og småborgerlige guerrillabevægelser er deres nationale begrænsning og mangel på et internationalistisk perspektiv. Idéen om socialisme i ét land er nu afsløret som en reaktionær utopi. Det stalinistiske bureaukrati mente, at de kunne "bygge socialismen" i ét tilbagestående land, afskåret fra verdensøkonomien. Det førte til den forfærdelige, totalitære degenerering af regimet, og til sidst til genoprettelse af kapitalismen. Det samme gælder Kina. Hvis kæmpe lande som Rusland og Kina ikke kunne løse deres problemer på den måde, hvordan skulle små og svage økonomier som Colombia eller Venezuela, eller endda Brasilien eller Argentina kunne gøre det?


Revolutionerne i El Salvador og Nicaragua kunne potentielt set være endt som sunde arbejderstater, men de blev overtaget af guerrillaerne, som førte dem ind i en blindgyde. Men selv hvis de var endt som sunde arbejderstater, ville de aldrig have kunnet løse massernes problemer inden for deres egne grænser. Kun ved at sprede revolutionen, først til hele Centralamerika og så til resten af Latinamerika, ville man kunne være begyndt at løse problemerne.


Det er umuligt at løse Latinamerikas eller bare Centralamerikas problemer uden et internationalistisk perspektiv. Selv hvis guerrillaerne tog magten og oprettede nye proletarisk bonapartistiske stater, ville det ikke løse særlig meget. Det er udelukket pga. verdensøkonomiens knusende vægt i den nuværende epoke. De småborgerlige guerrillalederes snævre nationalisme går stik imod det, som disse økonomier, der er for svage til selv at tilbyde en løsning, har brug for.


Som følge af marxismens svage stilling er det muligt, at guerrillabevægelsen vil få en opblomstring. Det er uundgåeligt, hvis guerrillaerne kommer til magten i Colombia. Sekterne vil med deres sædvanlige empirisme og principløshed give ukritisk støtte og sprede illusioner blandt de studerende. Det kan gøre meget skade, især i Latinamerika. Det er ikke nogen god ting, og det vil komplicere forholdene for en tid.


Hvis revolutionen i Latinamerika havde udviklet sig på marxistisk grundlag, ville tingene være gået helt anderledes. I stedet blev bevægelsen afledt i retning af guerrillakamp, takket være indflydelse fra småborgerlige elementer, med hjælp og tilskyndelse fra såkaldte trotskister som Mandel. Derfor er det essentielt, at ægte marxister har et fast standpunkt i forhold til guerrillaisme og terrorisme eller "byguerrilla'er" – hvilket er en selvmodsigelse og blot betyder individuel terrorisme med et andet navn. Et tegn på det potentiale, der er for en klassisk revolutionær proces selv i lande, hvor bønderne udgør en stor del af befolkningen, så vi i den ecuadorianske revolution.


Vi må være forberedt på et nyt opsving i guerrillabevægelserne i Latinamerika og andre dele af verden. Vi må forklare disse småborgerlige bevægelsers begrænsninger og stille arbejderklassens revolutionære bevægelse op imod dem, og vise, at målet er arbejderdemokrati og en socialistisk føderation i Central- og Sydamerika som første skridt på vejen mod den socialistiske verdensføderation.


Revolutionen i de tidligere koloniale lande kan give et voldsomt skub til den socialistiske revolution i Europa, Nordamerika og Japan, især hvis den sker efter klassisk mønster under ledelse af arbejderklassen. Det er fuldt ud muligt i lande som Argentina og Brasilien, hvor der er en magtfuld arbejderklasse. Med korrekt ledelse er der ingen grund til, at arbejderklassen i disse lande ikke skulle kunne tage magten ligesom i 1917. Det ville vende op og ned på hele situationen.


Den vigtigste faktor er stalinismens kolossale degenerering og den subjektive faktors svaghed. Den virkelige årsag er den ægte marxismes svage stilling og fraværet af et forbillede i form af en klassisk arbejderrevolution som Oktoberrevolutionen. Den stalinistiske to-trins-teori har slået fejl alle steder og ført til forfærdelige katastrofer. Men bare én succes ville ændre hele situationen. En sund arbejderrevolution i Pakistan for eksempel ville skære igennem tendensen til proletarisk bonapartisme. Frem for alt betyder de argentinske arbejderes fantastiske bevægelse, at det vil være muligt med en klassisk arbejderrevolution i et udviklet land, hvilket ville vende op og ned på situationen i Syd- og Nordamerika og på verdensplan.


Kapitalismens globale krise

Kapitalisternes største frygt er, at krisen udvikler sig samtidig i alle sektorer af verdensøkonomien. De bruger ordet "smitte" til at beskrive dette fænomen. Det er globaliseringens andet ansigt. Både på det økonomiske og politiske område står de amerikanske imperialister over for noget, der ligner en enorm steppebrand. Aldrig så snart har de slukket ilden ét sted, før den flammer op igen et andet sted med endnu større voldsomhed. Det er et meget præcist udtryk for den nuværende epokes natur.


Krisen i Argentina startede ikke der. Den afspejler verdenskapitalismens globale ustabilitet. Kollapset i Tyrkiet i starten af 2001 påvirkede straks den polske zloty og den brasilianske real, som måtte devalueres med omkring 30% i løbet af året. Det lagde et ubærligt pres på Argentina, Brasiliens vigtigste handelspartner, idet deres eksport nu var komplet ukonkurrencedygtig.


Eftersom den argentinske peso var bundet til den amerikanske dollar, var devaluering (teoretisk set) udelukket. Så hele vægten af krisen blev lagt på den argentinske arbejder- og middelklasses skuldre. Det gav alvorlig social og politisk genlyd. Der havde allerede været en række militante generalstrejker i løbet af 2001. Parlamentsvalget blev et massivt protestvalg, og der var endda decideret opstand i den nordlige by General Mosconi, hvor de arbejdsløse og arbejderne overtog kontrollen med alle offentlige affærer.


Det vakte bekymring i Washington, hvor IMF til at begynde med ydede hjælp til at bakke den argentinske økonomi op. Men nu er tingene gået langt videre. Beslutningen om at indføre dramatisk kontrol med bankerne førte til et stormløb på bankerne. Den 30. november tabte landets banker 1,3 milliarder dollars. Centralbankens nettoreserver faldt med 1,7 milliarder dollars. Fra den ene dag til den anden var landet, som havde været et af de rigeste i verden, bankerot. Finansminister Domingo Cavallo gik igen med sin tiggerskål til IMF, men fik den kolde skulder. IMF havde allerede givet Argentina låneaftaler for 48 milliarder dollars det sidste år, og de havde ikke tænkt sig at putte flere penge i det. Argentina måtte gå til grunde på sin egen gæld.


Den argentinske revolution kan få alvorlige konsekvenser i hele Latinamerika og på verdensplan. Krisen i Argentina har allerede skabt rystelser på de internationale markeder. Markederne i hele verden venter nu for at se, om krisen vil få en dominoeffekt i andre økonomier i Latinamerika og længere væk.


Den argentinske arbejderklasses størrelse og militante traditioner betyder, at styrkeforholdet mellem klasserne er kvalitativt anderledes end i lande som Ecuador eller Peru. Argentina er nu nøglen til revolutionen i hele Latinamerika.


Den argentinske arbejderklasse er den mest magtfulde i Latinamerika næstefter den brasilianske. Den har en enorm revolutionær tradition. Hvis den blev bevæbnet med et rigtigt revolutionært program, kunne den let tage magten og påbegynde den socialistiske omdannelse af samfundet. Sådan en udvikling ville straks ændre situationen i hele Latinamerika. Det ville få en endnu større virkning end den bolsjevikiske revolution i 1917. Dette ville give genlyd i USA og på verdensplan. Imperialismen ville ikke kunne lave nye militærinterventioner, men ville stå over for revolutioner overalt. Det er kun en radikal ombygning af samfundet fra top til bund, der kan vise en vej ud af blindgyden.


Argentina – revolutionen er begyndt

Det, der skete sidste december, er en forsmag på, hvad der vil ske i det ene land efter det andet i den kommende periode. Den argentinske revolution er et komplet svar til alle de kujoner, skeptikere og kynikere, der tvivlede på arbejderklassens evne til at ændre samfundet. Den fortjener at blive studeret omhyggeligt af alle arbejdere. Det er et tydeligt eksempel på revolution – eller kontrarevolution.


Revolutionen begyndte med, at Fernando de la Ruas regering blev væltet – præsidenten blev tvunget til at træde tilbage, efter at tusinder af vrede og forarmede demonstranter havde fyldt Buenos Aires' gader. Det var første stadie i revolutionen. Det afspejler den dybe krise, som Argentina er i, og som påvirker hele Latinamerika.


I bund og grund er det arbejderklassens enorme magt, som er den argentinske herskende klasses problem, fordi den forhindrer dem i at gennemføre de IMF-dikterede spareplaner fuldt ud. Massernes potentielle magt blev tydeligt demonstreret i december. Hverken undtagelsestilstand eller politiets kugler og tåregas kunne skræmme masserne. De var forenet i handling og udviklede en forståelse for deres egen kollektive magt. Magten var ved at løbe staten af hænde og ud på gaderne.


Det var en bevægelse, der omfattede alle dele af de undertrykte lag i samfundet: ikke bare arbejderne, men også de arbejdsløse og middelklassen. Denne kendsgerning har fået nogle til at sætte spørgsmålstegn ved bevægelsens klassegrundlag og benægte arbejderklassens rolle. Men det er en misforståelse af den argentinske revolutions dynamik. Krisens alvor – den har ruineret et stort antal af små næringsdrivende og pensionister – har vækket massernes bredeste lag til kamp, inklusiv de mest tilbagestående og tidligere træge lag. Det er både en styrke og en svaghed. Tilstedeværelsen af andre klasser i bevægelsen skjuler dens virkelige karakter. Men det er kun under arbejderklassens ledelse, at bevægelsen kan sejre.


Revolutionen, som startede med den folkelige opstand i december, fortsætter. Alle den herskende klasses og regimets forsøg på at kontrollere den er slået fejl. For hver dag, der går, vokser massebevægelsen i styrke og omfang. Argentina har taget et afgørende skridt ind på revolutionens vej. I løbet af de kommende måneder og år vil den centrale modsætning blive nødt til at blive løst. Det nuværende "overgangs"-styre vil ikke kunne løse nogen af de fundamentale problemer, men kun give dem en mere feberagtig og eksplosiv karakter.


Masserne leder efter en vej ud af krisen gennem direkte aktion. Strejker, demonstrationer, "cacerolazos", fabriksbesættelser og vejblokader sker næsten dagligt. I den direkte aktions skole opdager masserne deres styrke og den kollektive handlings magt. Det er som opvarmningsøvelser, der skal samle styrken til den endelige prøve på kraft og viljestyrke. Men den afgørende prøve er ikke kommet endnu.


Det højeste udtryk for bevægelsen er de folkelige forsamlinger, de lokale komitéer og fabrikskomitéerne, "piquetero"-organisationerne og andre former for massernes selvorganisering. Et vigtigt skridt frem var indkaldelsen til den nationale arbejderforsamling i februar. Det gjorde det muligt for repræsentanter fra forskellige regioner, distrikter og fabrikker at forstå behovet for koordineret indsats på nationalt plan og debattere kampens slogans og taktikker og fastsætte prioriteringerne for den nærmest kommende periode. Den herskende klasse har forstået, hvad de folkelige forsamlinger og de andre former for folkelig magt betyder. Det er begyndelsen til sovjetter.


Krisens dybde, som truer store dele af middelklassen med ruin, har givet bevægelsen dens massive omfang. Det er på samme tid både en styrke og en svaghed. Vredesudbruddet i middelklassen og blandt andre ikke-proletariske elementer har frarøvet den herskende klasse dens massegrundlag og taget pusten fra reaktionen, som midlertidigt er blevet lammet. Det har skabt et utroligt gunstigt styrkeforhold mellem klasserne. Men den situation kan ikke vare ved. Hvis arbejderklassen ikke tager magten og viser middelklassen en revolutionær vej fremad, kan middelklassens indstilling ændres, og initiativet kan gå over til reaktionen.


Den største svaghed ved situationen er mangelen på en generaliseret bevægelse i arbejderklassen. Flertallet af de organiserede arbejdere er under det officielle (peronistiske) fagforbund CGT's kontrol. Fagbureaukratiet gør alt, hvad det kan, for at holde arbejderne tilbage. CGT-apparatet har en betragtelig magt og enorme ressourcer. Det har opbakning fra kapitalistklassen og staten. I virkeligheden ville de argentinske kapitalister ikke kunne opretholde deres styre i 24 timer uden fagbureaukratiets hjælp.


Klassekampen i Argentina udtrykkes på den klareste og barskeste måde. Der er allerede rygter om sammensværgelse og kup i den herskende klasse. Det kan der slet ikke være nogen tvivl om. Storkapitalens repræsentanter, bankfolkene, toppen af hæren, de reaktionære grupper inden for kirken – alle vil de søge at ødelægge revolutionen.


Men den herskende klasses problem er, at forholdene ikke er gode for sådan et indgreb – ikke endnu. Bevægelsen er stadig på vej opad. Dens styrker er intakte og ubesejrede. Middelklassen er fuld af had og harme mod de store bankfyrster og kapitalister og deres støtter i Washington. Ethvert forsøg på at bruge vold til at smadre bevægelsen på nuværende tidspunkt ville få den modsatte virkning. Bare ét blodigt sammenstød, og hele landet ville eksplodere.


Den herskende klasse er derfor tvunget til at afvente. De vil vente, indtil bevægelsen begynder at vise tegn på udmattelse. Det er uundgåeligt på et vist tidspunkt, hvis masserne ikke ser et klart perspektiv for en vej ud af problemerne. Krisen bliver dybere hver dag, med flere fyringer, fabrikslukninger, stigende priser og faldende levestandard. Den politiske krise er kun en overfladisk og forsinket afspejling af den økonomiske krises dybde – en krise, der ikke kan løses på kapitalistisk grundlag, medmindre der sker en endnu mere voldsom sænkning af levestandarden. Men det kan kun ske, hvis arbejderklassens modstand først knækkes. Under argentinske forhold betyder det en omfattende klassekrig, der må kæmpes ud, til den er helt færdig.


Revolutionen i Argentina kan udvikle sig gennem en periode på måneder, hvis ikke år, før man når til en afgørende løsning – på den ene eller den anden måde. Der vil være perioder med ebbe og flod, med træthed, nederlag og endda reaktion, som kan fremprovokere nye udbrud. Men før eller siden vil spørgsmålet om magten blive stillet, og det må blive løst. Enten kapitalens diktatur eller arbejderklassens diktatur. Der findes ingen tredje vej.


Rusland

Rusland er og bliver et nøgleland for verdensrevolutionen. Forlængelsen af opsvinget på verdensplan og forsinkelsen af en bevægelse i den russiske arbejderklasse har betydet, at markedsøkonomien er slået igennem, og at kapitalismen er blevet genoprettet.


Vi må indrømme, at tingene ikke er blevet, som vi forestillede os det for nogle år siden. Vi troede ikke, at verdenskapitalismens krise ville blive udskudt så længe, som den blev. Det har givet den russiske kapitalisme tid nok til at etablere sig. Bevægelsen i retning af kapitalisme har varet 10 år. Det nye produktionssystem og dets ejendomsforhold har haft tid til at gennemtrænge massernes bevidsthed. Denne proces har varet meget længere, end vi forventede. Hovedansvaret ligger hos stalinisterne, som har kapituleret på alle punkter.


For 6 år siden var privatiseringsprocessen endnu ikke komplet, og den ville stadig kunne vendes. Det er ikke længere tilfældet. De vigtigste sektorer i økonomien er på private hænder. Store dele af det tidligere "nomenklatur" har en klar interesse i at opretholde denne situation. Desuden har det skabt et massegrundlag i de småborgerlige lag i befolkningen, især i Moskva og Sankt Petersborg. Derfor vil det kræve en social revolution at ændre situationen.


10 år er nok til at bedømme situationen. Vi må sige, at nu har man krydset Rubicon. Bevægelsen i retning af kapitalisme har været modsætningsfyldt, med mange modstridende tendenser, men efter hver krise er processen fortsat med fornyet kraft. Den sidste krise var i 1998, hvor økonomien kollapsede. Det var et afgørende vendepunkt. Indtil da havde den russiske kapitalisme vist sig at være ude af stand til at udvikle produktivkræfterne. Økonomien oplevede den største nedgang, som nogen økonomi har oplevet i fredstid. Som vi forudsagde, blev ophævelsen af statsmonopolet på udlandshandel en katastrofe for Rusland. Den russiske industri blev decimeret af en flodbølge af billige udenlandske importvarer. Resultatet var sammenbruddet i sommeren 1998.


Den økonomiske situation – især siden krisen i 1998 – har spillet en meget vigtig rolle. Den russiske økonomis sammenbrud på det tidspunkt var den sidste mulighed for at skrue uret tilbage. Der var en stærk reaktion imod markedsøkonomien, og selv store dele af småborgerskabet i Moskva og Sankt Petersborg havde mistet deres jobs og kritiserede systemet. "Reformfolkene" var demoraliserede og i defensiven. Men den subjektive faktor var afgørende. Det såkaldte Kommunistparti gjorde intet forsøg på at støtte gennationalisering. Vi overvurderede styrken i den del af bureaukratiet, som ønskede at vende tilbage til den centraliserede, nationaliserede økonomi, og vi undervurderede stalinisternes råddenskab og forfald.


Hvis "Kommunistpartiet" havde ønsket at føre an i en bevægelse tilbage til en nationaliseret planøkonomi, var det det rigtige tidspunkt at gøre det på. Men de eks-stalinistiske ledere i Kommunistpartiet (KPRF) er rædselsslagne over enhver bevægelse i arbejderklassen. De har endda vist sig at være ude af stand til at kæmpe for at vende tilbage til Brezhnevs system, hvilket de fleste af deres tilhængere ellers sikkert ville støtte. De har fundet sig til rette med kapitalismen.


Det andet afgørende element i situationen har været fraværet af en bevægelse i masserne. Tre generationer med stalinisme har haft en virkning på arbejderklassens bevidsthed. Sammensætningen af klassen er også ændret. Millioner af arbejdere kom ind i fabrikkerne i 1930'erne og 40'erne. Den gamle generation, som havde oplevet Oktoberrevolutionen blev til en vis grad udvandet. Det aktive lag blev decimeret. Dem, der overlevede krigsårene, revolutionen og borgerkrigen, blev udryddet af Stalin.


Det lykkedes bedre for Stalin, end han kunne have forventet, at ødelægge de sidste spor af bolsjevismens ægte traditioner. Den nye generation har ingen forståelse for Lenins idéer. Der er en generel desorientering. Masserne er utilfredse, men de mangler et revolutionært perspektiv. Det har gjort det muligt for den nye kapitalistklasse at konsolidere sit greb om magten. Privatiseringsprocessen er komplet. Vi må nu se på, hvor vi står, og drage de nødvendige konklusioner.


Så længe økonomien var ved at bryde sammen, var systemets fremtid usikker. Men der er ikke nogen økonomi, der kan være på sammenbruddets rand for evigt. Enten ville de kapitalistiske ejendomsforhold blive væltet, eller også ville økonomien på et vist tidspunkt finde en ligevægt og begynde at vokse. Det skete på en meget besynderlig måde, som følge af en krise. Den stejle devaluering af rublen og de stigende oliepriser skabte betingelserne for en delvis bedring af den russiske økonomi. Initiativet gik igen til "reformfolkene".


Overgangen til kapitalisme er skredet frem i forskelligt tempo og med varierende succes i de forskellige østeuropæiske lande og de andre tidligere sovjetrepublikker. Lande som Polen og Ungarn nåede en færdig overgang tidligere end de fleste andre eks-stalinistiske regimer. Det skyldtes både deres geografiske placering (nærhed til Tyskland og EU) og udvidelsen af opsvinget i Vesten. Men andre regimer, som f.eks. Serbien eller Rumænien, har ikke haft lige så stor succes med at udvikle en levedygtig kapitalistisk økonomi. Disse regimers skæbne er uløseligt forbundet med udviklingen på verdensplan, og især med hvad der sker i Rusland. Hvis processen var blevet vendt i Rusland, ville det have haft en øjeblikkelig virkning i disse lande, og overgangen ville være blevet bremset eller helt vendt om. Kapitalismens konsolidering i Rusland vil betyde, at kapitalisterne i disse lande også vil blive styrket.


De afgørende dele af bureaukratiet i Rusland og Østeuropa er gået over til kapitalismen. Det indbefatter ikke bare dem, der er blevet direktører eller milliardærer, men også flertallet af toppen i hæren, politiet og statsbureaukratiet. Det viser med al ønskelig tydelighed, hvor råddent det stalinistiske bureaukrati var. Sammenlignet med dette var de socialdemokratiske lederes forræderi i 1914 ren barnemad.


Putin, en borgerlig bonapartist

Alligevel er og bliver den russiske kapitalisme ikke særlig robust. Den russiske kapitalistklasse er korrupt og rådden. Den relative stabilitet, som er blevet oprettet som følge af den relative økonomiske stabilisering i de sidste to år, er stadig skrøbelig og vil ikke vare ved. Når arbejdsløsheden falder, styrker det arbejderklassen. Det vil dæmme op for den proces, hvor større og større dele af ungdommen er blevet gjort til pjalteproletarer. Det er en positiv udvikling set fra vores synspunkt.


Regimet er baseret på massernes midlertidige stilstand. Men det vil ikke vare ved. Et nyt udbrud af klassekamp i Rusland er uundgåeligt på et vist tidspunkt. Den økonomiske vækst har ikke betydet, at arbejderklassens problemer er blevet løst. Inflationen er steget som følge af devalueringen. Regeringen indfører nye love, der angriber levestandarden, f.eks. i forbindelse med boliger og skat. Vi vil se en genoplivning af arbejderklassen, i form af økonomisk kamp.


Putin er en borgerlig bonapartist, som prøver at konsolidere markedsøkonomien. Han har skredet ind over for individuelle finansfyrster (Guzinskij, Berezovskij), men kun for at styrke kapitalismen ved at begrænse Jeltsin-periodens tøjlesløse plyndring og korruption, og for samtidig at udrydde al opposition og styrke sin egen stilling.


Putin har begrænset de demokratiske rettigheder via loven om fagforeninger og loven om politiske partier. Han har fået kontrol over medierne og koncentreret magten i egne hænder i endnu højere grad, end Jeltsin gjorde. Han ville gerne regere per dekret, men er endnu ikke nået til det stadie. Han må stadig være forsonlig over for forskellige grupper i bureaukratiet og kapitalistklassen. Og hvad der er vigtigere, han ville komme på kollisionskurs med arbejderklassen, hvis han prøvede at styre på den måde.


For at indføre et rigtigt borgerligt bonapartistisk regime ville Putin have brug for støtte fra hæren. Men det er ikke så simpelt. De øverste lag i hæren er pro-kapitalistiske og lige så korrupte som kapitalisterne selv. Men de lavere lag er utilfredse og dårligt organiseret. Den russiske hær ville ikke være et pålideligt undertrykkelsesinstrument imod arbejderne – et alvorligt sammenstød kunne ende med en albansk situation. Men Rusland er ikke Albanien. Sådan en situation kunne let ende med, at arbejderklassen tog magten. Derfor må Putin gå forsigtigt frem.


På trods af den økonomiske bedring – som ikke vil vare ved – er det meste af Rusland stadig ren elendighed. Det gælder især i provinserne. Den voksende inflation vil gøre tingene endnu værre for millioner af mennesker. Nu vil Putin privatisere jorden. Hvis det lykkes for ham, vil han presse på med reformer af statsejede boliger og varmeforsyning. Men det kan fremprovokere massiv modstand.


Rusland og USA

Putin fremtræder som Ruslands stærke mand, men i virkeligheden er han en pygmæ, og ligeså kortsynet som Jeltsin, hvis ikke mere. Det ses tydeligt inden for udenrigspolitikken. Rusland er stadig en stærk magt. I absolutte tal har de overhalet Tyskland. Men russerne fremtræder ikke som en uafhængig magt på verdensplan. I internationale sager prøver Putin at forsone sig med de amerikanske imperialister, i håb om at få økonomiske indrømmelser, hvilket han måske, måske ikke vil opnå. Før eller siden vil Rusland imidlertid komme i konflikt med USA, fordi deres interesser er modsatrettede, især i Centralasien og Kaukasus, hvor begge sider ønsker kontrol over olien og naturgassen.


Bush og Putin ser nu ud til at være "gode venner" – hvilket er meget kortsynet ud fra Ruslands synspunkt, fordi der i praksis er en dyb kløft mellem Ruslands og USA's interesser på verdensplan. På trods af alle de pæne ord vil amerikanerne ikke tøve med at underminere russerne i Østeuropa og Asien. Rusland havde interesse i at hjælpe USA med at styrte Taliban, men de er ikke interesserede i, at den amerikanske imperialisme kommer til at dominere Afghanistan eller styrker sin position i Centralasien. Før eller siden vil denne tendens vende. Bag alle smilene er der store konflikter mellem Rusland og USA på verdensplan, som må komme op til overfladen. Putins forsonlige politik vil komme i miskredit, og kan måske føre til, at han vil blive fjernet på et tidspunkt.


I Tjetjenien fortsætter Rusland med sin imperialistiske krig uden nogen ende i syne. Den russiske hærs sørgelige fremtoning er et symptom på den russiske kapitalismes chokerende korruption og forfald. Trotskij forklarer, at hæren altid er en afspejling af samfundet. Den sovjetiske hær kunne besejre Hitler og erobre en fjerdedel af Europa. Nu kan den russiske hær ikke engang klare tjetjenerne.


Et ustabilt regime

Trods den tilsyneladende succes er det nuværende regime ret ustabilt. Dets succes er resultatet – ikke af dets egen styrke – men af fraværet af seriøs opposition. Den russiske kapitalismes fremtid er ikke ligefrem rosenrød. Den russiske kapitalisme begynder som monopolkapitalisme, og monopoler har en tendens til at fikse priserne. Men de store monopolgrupper er et argument for nationalisering. Kapitalens styre vil blive ubærligt for folket.


Omkring 40% af de russiske virksomheder kører med tab (The Economist, 1/12/2001). Og det er efter de to bedste år i de sidste tyve år. Importen stiger igen hurtigt, efterhånden som virkningen af devalueringen tager af. Hvis vi udelader råmaterialer som olie og gas, er eksporten stadig meget lav. Det meste af den russiske industri er ikke i stand til at konkurrere på verdensmarkedet. Maskineriet er i gennemsnit 16 år gammelt og ved at være udtjent. Ledelsen af virksomhederne er for det meste primitiv og korrupt. Milliarder af dollars er blevet stjålet.


Det afgørende spørgsmål er Ruslands forhold til verdensøkonomien. Det var udviklingen af verdensmarkedet, der blev enden på stalinismen. Nu deltager Rusland på verdensmarkedet i en hidtil uset grad. Men det betyder også, at landet vil blive ramt hårdt af den næste krise. Det vil betyde et stort slag. Især et fald i oliepriserne på verdensmarkedet vil få alvorlige følger. Ved at vikle Rusland mere og mere ind i verdensøkonomien forbereder de nye katastrofer. Kapitalismens verdenskrise vil få en stor virkning på Rusland, og alt vil blive rystet igennem igen. I det lange løb vil det blive klart, at der er brug for en eller anden form for plan for at holde Rusland sammen. Kravet om en tilbagevenden til planøkonomi vil vinde i styrke i takt med, at krisen bider til og sender Rusland ud i kaos endnu en gang.


Der er allerede tydelige tegn på, at væksten i økonomien som følge af devaluering og høje oliepriser har nået sine grænser. Analytikere spår en vækst på mellem 3 og 4% I 2002, hvilket er et fald fra 5,1% i 2002 og 9% i 2000. Dette skyldes dels høj inflation – 18,6% sidste år – hvilket har skubbet rublens vekselkurs opad. Virkningen af devalueringen i 1998 er ved at være udtømt. I foråret 2002 havde den russiske industri allerede tabt omkring tre fjerdedele af de fordele, den fik, da valutaen brød sammen. Samtidig er kapitalinvesteringen – som er den kapitalistiske økonomis virkelige hjerteblod – stadig lav. Tallene for de sidste måneder viser, at investeringerne falder skarpt – fra en årlig vækst på 10,5% i december 2001 til 7% i januar og 4% i februar 2002. Dette er den russiske kapitalismes akilleshæl. Samtidig stiger inflationen. Forholdene er ved at være modne for et opsving i den økonomiske kamp.


For øjeblikket virker masserne passive og ligeglade med politik. Det er næppe overraskende. Årtier med stalinistisk totalitært styre har sendt arbejderklassens bevidsthed langt tilbage. For tiden kan arbejderne ikke se noget alternativ. Ungdommen er forvirret og fremmedgjort. Arven efter stalinismen har haft en dyb psykologisk virkning, især i den yngre generation. Det russiske Kommunistparti fører kapitalistisk politik. Ledelsen har kapituleret totalt. Det samme gælder ledelsen i andre dele af arbejderbevægelsen. Der er ingen rigtig opposition. Men det vil ikke vare ved. De ubærlige forhold, som kapitalismen har skabt, vil tvinge arbejderne i kamp igen og igen. For ti år siden var der visse illusioner til kapitalismen selv blandt arbejdere. Det er der ikke mere. Af egen erfaring har arbejderne forstået, at privatisering er tyveri, og på grundlag af såkaldt markedsøkonomi er der ingen udvej. På et tidspunkt vil arbejderklassen begynde at drage revolutionære konklusioner. I løbet af klassekampen vil den unge generation genopdage den russiske arbejderklasses virkelige traditioner – traditionerne fra 1905 og 1917, sovjetterne, bolsjevismen.


På grund af den subjektive faktors svaghed vil dette tage lang tid. En hurtig løsning på modsætningerne er ikke mulig. Kampen vil fortsætte gennem flere år, med op- og nedture. Men situationen er og bliver potentielt eksplosiv. Vi må være forberedte på pludselige og voldsomme forandringer i Rusland. Det største problem er mangelen på perspektiv og forberedelse i den russiske arbejderklasse. Men det kan hurtigt ændre sig. Når først tingene bevæger sig, kan det gå hurtigt. Inden for de næste ti år kan vi komme til at se en ny Oktoberrevolution, der vil ændre hele verden.


Den russiske arbejderklasse har en anderledes historie og tradition end arbejderklassen i Vesten. Dens bevidsthed er formet af Oktoberrevolutionen og den nationaliserede planøkonomi. Den betragter derfor privatisering som tyveri og nationalisering af produktionsmidlerne som et naturligt alternativ.


Det vigtigste er at opbygge den subjektive faktor. For tiden er marxismens styrker svage. Men der er muligheder. Alle de stalinistiske partier er i krise. Trotskismen vækker voksende interesse blandt kommunistpartiernes medlemmer og i ungdommen.


Marxisters opgave er, som Lenin sagde, at "forklare tålmodigt". Vi må tålmodigt forklare den ægte marxisme-leninismes (trotskismens) program, politik og teori. Vi må vinde fortroppen i arbejderbevægelsen og den kommunistiske bevægelse til den ægte marxismes program. I alle de kommunistiske partier er der utilfredshed med den stalinistiske ledelse, og de bedste elementer leder efter et alternativ. Der er en stigende interesse i trotskismens idéer.


Østeuropa

Østeuropa, eller i det mindste de mest udviklede dele som Polen, Ungarn og Tjekkiet, bevægede sig hurtigere i retning af kapitalisme end Rusland. Østtyskland var et særligt tilfælde, eftersom kontrarevolutionen her blev udført via landets optagelse i Vesttyskland. I realiteten er de andre lande også blevet Tysklands vasalstater. Ikke færre end 27 lande (28 hvis Montenegro splitter væk fra Jugoslavien; 29 eller 30 hvis Kosovo og Tjetjenien tælles med) er opstået ud af de 8, der eksisterede førhen.


Imperialisterne har søgt at fremme denne tendens for at gøre det lettere for dem selv at kontrollere Østeuropa. Den tyske imperialisme har ført an i "balkaniseringen" af Østeuropa. Opsplitningen af Tjekkoslovakiet var en reaktionær handling, som hverken gavnede tjekkerne eller slovakkerne. Folket blev ikke rådspurgt. Det var en manøvre fra den tyske imperialismes side, med Vaclac Klaus som deres agent. Det værste resultat af hele denne politik var sønderrivningen af Jugoslavien, som førte til krige og hidtil uset ødelæggelse.


Erfaringen med "markedsøkonomi" har påvirket massernes psykologi. I områder som det østlige Polen er arbejdsløsheden allerede over 20%, og økonomien er på vej nedad. Der er en enorm og voksende ulighed. Optagelse i EU – hvis det lykkes – vil ikke løse nogen af problemerne. Mindst en femtedel af befolkningen tjener i hvert fald en del af deres indkomst i landbruget. EU foreslår kun at give de polske landmænd 25% af den støtte, som landmænd i Vesten får, i overgangsperioden. Det betyder, at det polske landbrug vil blive decimeret af vestlig import med massiv støtte. Og for at gøre det endnu værre, vil EU-mælkekvoter og andre kvoter gøre det endnu sværere for de polske landmænd at klare sig.


Det ulmer i befolkningen. Mange ser tilbage på den "kommunistiske" tid med længsel. Ved det sidste valg i Polen vandt "Kommunist"-partiet stort, mens Solidaritet og de andre borgerlige partier nærmest blev udslettet. Det var et afgørende mistillidsvotum til markedet og al dets gerning. Men massernes utilfredshed er blevet blokeret af eks-stalinisterne, som har ført den ind på et ufarligt spor. Lederne af det tidligere "Kommunist"-parti har overgivet sig totalt til kapitalismen. Og det gælder ikke bare i Polen. Overalt hvor de er kommet til magten, opfører de sig præcis ligesom de borgerlige partier.


"Kommunisterne" har altså ingen løsning på problemerne. Før i tiden talte vi om stalinisternes kontra-revolutionære rolle, men det var intet i sammenligning med deres nuværende opførsel. Når de nægter at gøre noget for at gennationalisere økonomien, vil de fremme desillusioneringen i masserne og skubbe dele af befolkningen over i armene på de kontra-revolutionære kræfter. Socialistpartiets nederlag i Ungarn i 1998 skyldtes en bølge af folkelig vrede imod partiets markedsorienterede sparepolitik. Viktor Orbans højreregering var resultatet. På den måde bereder de vejen for åben reaktion i fremtiden.


Men de højreorienterede borgerlige partiers sejr kan i sig selv også kun være en forbigående fase. Kapitalismens ekstreme svaghed i disse lande vil blive afsløret på brutal vis i den næste verdenskrise, og det vil åbne op for et generelt opsving i klassekampen i hele Østeuropa. I lande som Rumænien, Bulgarien og Serbien er kapitalismens rødder endnu svagere, kapitalisterne endnu mere korrupte, rådne og kriminelle, end det er tilfældet i Polen, Ungarn og Tjekkiet. Her er krisen dybere, og regimerne er endnu mere ustabile.


I Bulgarien førte massernes desperation og mangelen på et alternativ fra eks-stalinisterne i BSP til, at den tidligere konge Simeon kunne sejre. Men det er kun et midlertidigt fænomen. Arbejdsløsheden står officielt på 18%, levestandarden er styrtdykket, og korruptionen er udbredt over alt. Illusionerne til kongen vil ikke vare længe. De afspejler en voksende desperation og en febrilsk søgen efter en vej ud af krisen. Men Simeon er en kejser uden noget på. Illusionerne vil hurtigt blive til desillusionering – og så til vrede. Bulgarien og nabolandene står over for en turbulent fremtid. En dyb krise vil starte en kædereaktion af kriser, som kan komme til at sætte en revolutionær udvikling på dagsordenen i det ene land efter det andet.


Balkan

Siden opsplitningen af Jugoslavien har der ikke været én eneste dag med stabilitet på Balkan. Krisen skyller som en sort bølge fra det ene land til det næste. Hvert lands skæbne er tæt forbundet med alle de andre landes. De er alle sammen svage og skrøbelige, og i mange af dem er situationen komplet uholdbar.


Sønderlemmelsen af Jugoslavien var en kriminel gerning, som ikke havde skyggen af progressivt indhold. Det forklarede vi på det tidspunkt, hvor det skete – til forskel fra de degenererede pseudo-trotskistiske sekter, som støttede det for "selvbestemmelsens" skyld. Men i virkeligheden er befolkningernes kontrol over deres eget liv og fremtid ikke blevet øget gennem den yderligere balkanisering (opsplitning) af området, men tværtimod er den blevet meget mindre, i takt med at imperialisterne har grebet brutalt ind for at sikre deres egen magt og indflydelse. At euroen (førhen D-marken) nærmest er fælles valuta dernede, er et tegn på, hvordan tingene virkelig hænger sammen bag "selvbestemmelsens" og "uafhængighedens" facade.


Da det mislykkedes at gennemføre revolutionen i Albanien efter Berishas fald, førte det til katastrofe og elendighed, og til sidst til krigen i Kosovo. Her er der heller ingen af problemerne, der er blevet løst. Alle imperialisternes løfter har vist sig at være uden indhold. Den høje vækstrate (7%) snyder, fordi den starter fra et meget lavt udgangspunkt. Infrastrukturen smuldrer, især vejene og elektricitetsforsyningen. Der er dagligt strømafbrydelse på op til 18 timer, og det samme rammer også vandforsyningen. Regimet er gennemkorrupt, og landet er et paradis for menneske-, narko- og våbensmuglere og prostitution. Den "socialistiske" regering gennemfører privatiseringer, som betyder, at landet endnu engang overlades til fremmede ejere. Men der er en gærende utilfredshed inde i partiet, som måske bliver splittet.


Imperialismens indgriben har gjort hele området meget mere ustabilt, og det har lagt grunden for nye og endnu mere blodige konflikter og krige i fremtiden. Kosovo-krigen løste ingenting, men skærpede kun alle modsætningerne. Efter Kosovo var det Makedoniens tur, hvor der stadig er en meget eksplosiv situation. Det er kun tilstedeværelsen af fremmede tropper, der forhindrer en eksplosion. NATO-styrkernes indsamling af våben har som forudset vist sig at være en meningsløs øvelse. Oprørerne gemmer og begraver simpelthen de fleste af deres våben og venter på et gunstigt øjeblik til at bruge dem.


Provokationer fra nationalistiske og fascistiske elementer på begge sider underminerer hastigt NATO's forsøg på at støtte Trajanovskij-regeringen. Før eller siden vil en ny konflikt flamme op, som let kan sprede sig med uforudsigelige følger. De amerikanske imperialister er i deres blindhed blevet viklet ind i Afghanistan, og de planlægger at angribe Irak, men mens deres opmærksomhed således er rettet et andet sted hen, kan de meget vel komme til at stå over for en ubehagelig overraskelse på Balkan.


Der er ikke nogen løsning på det nationale spørgsmål på Balkan på kapitalistisk grundlag. Den eneste måde, man kan stoppe galskaben, ekspansionskrigene og de etniske udrensninger på, er ved at gøre krigen til en socialistisk revolution, hvilket absolut har været muligt ved forskellige tilfælde i den sidste periode – i Albanien og Serbien. Vi så de serbiske massers revolutionære potentiale efter Kosovo-krigen. Men på grund af fraværet af den subjektive faktor førte massernes anstrengelser kun til, at borgerlige elementer kom til magten. Men disse mennesker skal nu stå deres prøve. Massernes næste offensiv vil blive rettet imod dem. Det arbejdende folk må tage magten i egne hænder og ekspropriere de korrupte og reaktionære oligarkier, der har trællebundet dem. På grundlag af en socialistisk føderation på Balkan kan det arbejdende folk let løse problemerne på kammeratlig vis, inden for rammerne af et arbejderdemokrati og den videst mulige selvbestemmelse for alle nationaliteter.


Kina

Kina har bedre end Rusland formået at udvikle produktivkræfterne, mens de bevægede sig i retning af kapitalisme, men bureaukratiet har bevaret den faste kontrol med staten. Den kinesiske ledelse blev bekymret over udviklingen i Rusland og Østeuropa, og de besluttede, at de ikke ville gå den vej. Selvom det kinesiske bureaukrati er gået langt i retning af kapitalisme, er regimets natur endnu ikke blevet løst på afgørende måde. Vigtige elementer af den nationaliserede planøkonomi eksisterer stadig uroligt side om side med den voksende kapitalistiske sektor. Selvom en stor del af økonomien nu er på private hænder, er der stadig en stor del af bureaukratiet, der står i forbindelse til den statsejede sektor (I Vietnam er processen med genindførsel af kapitalismen stadig i de allerførste stadier).


Hvis perspektivet på verdensplan var vedvarende økonomisk vækst i en lang periode, så ville kapitalismen sejre til sidst på et eller andet tidspunkt i Kina. Men det er langt fra sikkert. For at opretholde et stabilt regime bliver Kina nødt til at have vækstrater på mindst 8% om året. Med nedgang på verdensplan vil dette blive umuligt. Det åbner op for sociale konflikter af massivt omfang, som før eller siden må føre til splittelser i bureaukratiet. Nogle dele af bureaukratiet har allerede omdannet sig til kapitalister, dvs. ejere af produktionsmidler. Men der er også et stort lag, hvis magt og privilegier stadig er baseret på deres position i den statsejede sektor. Så selvom det kinesiske bureaukrati har været meget bedre til at indføre kapitalistiske metoder, er potentialet for en stor konflikt i statsapparatet endnu større end i Rusland.


I en vis periode opnåede den "kontrollerede" bevægelse i retning af kapitalisme ("markedssocialisme") gode resultater. Kinas vækstrater var blandt de højeste i verden. Faktisk indtog Kina den plads, som vestlige investorer til at begynde med havde tiltænkt Rusland. Men nu sætter den lurende verdenskrise alvorlige spørgsmålstegn ved Kinas fremtid. Da man forlod Maos selvforsyningspolitik og integrerede Kina i verdensøkonomien, blev der bare skabt nye og uløselige modsætninger. Kina er bundet til verdensmarkedet i langt højere grad end før i tiden. Kinas fremtid er afhængig af verdensøkonomiens bevægelser.


Den nuværende krise har medført en stor sammentrækning af efterspørgslen både i USA og Asien – Kinas vigtigste markeder. Og hjemmemarkedet er ikke tilstrækkeligt til at opsuge de enorme mængder af varer, som bliver fremstillet i Kinas industri. På den måde har den kinesiske økonomis egen succes lagt grunden for en alvorlig krise.


Hvis regeringen i Beijing vil fortsætte med gå i retning af konsolidering af kapitalismen, vil den blive nødt til at lukke et stort antal statsejede fabrikker. Men det indebærer risikoen for en social eksplosion, hvilket vækker stor frygt i bureaukratiet, som udmærket er klar over de kinesiske arbejdere og bønders revolutionære traditioner. Derfor farer bureaukratiet meget forsigtigt frem.


Kina har kombineret de værste træk af et stalinistisk regime med de værste træk af asiatisk kapitalisme. Selvom økonomien er vokset hurtigt, har det skabt en økonomisk og social katastrofe af enorme dimensioner. Der er mindst 120 millioner arbejdsløse i byerne, og et lignende antal på landet. Byerne kan ikke absorbere så store antal uden at skabe eksplosive forhold som dem, der var i zarens Rusland før revolutionen i 1905.


Så længe bureaukratiet kan sørge for god økonomisk vækst og dermed sætte bedre fremtidige forhold i udsigt, er masserne parate til at tolerere dets styre. Men der er voksende utilfredshed over den stigende korruption, ulighed og magtmisbrug, som den priviligerede kaste af embedsmænd står for. Der har allerede været en bølge af strejker blandt arbejderne og uro blandt bønderne. Forfølgelsen af Falun Gong-sekten er et symptom på den herskende elites frygt – de forbereder sig på de uundgåelige sociale konsekvenser af en økonomisk depression. I sådan en situation kan selv uskadelige religiøse sekter komme ud af kontrol. Derfor kører bureaukratiet en hård linje. Angrebene på denne mærkværdige sekt kan kun forklares som tegn på ekstrem nervøsitet. Bureaukratiet er rædselsslagne for en social eksplosion og kan ikke tolerere eksistensen af nogen som helst bevægelse, de ikke har kontrol over.


Den kinesiske arbejderklasse er verdens største. Marxister må omhyggeligt følge udviklingen i Kina og gøre alt, hvad de kan, for at opnå kontakt med de elementer, der drager revolutionære konklusioner. I den næste periode vil Kina få enorm betydning.