Om den nuværende situation og vores opgaver

Verdenssituationen er karakteriseret ved en stigende omskiftelighed på alle niveauer. Produktivkræfternes oprør mod den private ejendomsret og nationalstatens spændetrøje viser sig i den nuværende globale krise. De borgerlige økonomer kan ikke længere fornægte fakta og har måttet indrømme, at USA's økonomi er i krise. De kapitalistiske strategers frygt kommer til udtryk i den ene artikel efter den anden. Dette repræsenterer et vendepunkt i hele situationen.


Marxismen forklarer til syvende og sidst den historiske proces ud fra udviklingen af produktivkræfterne. Kapitalismens hoveddrivkraft er produktionen af varer, og især kapital. I det seneste opsving har kapitalisterne i USA og alle andre lande investeret kolossale beløb på ny teknologi, nye fabrikker og maskineri. Der er nu massiv overproduktion ("overkapacitet") på verdensplan. Alene i Asien er der en enorm produktionskapacitet, der ikke kan udnyttes. Selv når dette bliver suget op, vil det ikke være muligt at vende tilbage til den slags feberagtige vækst, som der var i den seneste periode. Vi vil komme til at opleve en periode med træg vækst og med høj arbejdsløshed i alle lande.


Siden 1945 har der ikke været noget, der kan sammenlignes med den nuværende situation med global ustabilitet – en kombination af krig og krise. I lang tid var det kapitalistiske system inde i et kraftigt opsving, med fuld beskæftigelse og stigende levestandard i de fremskredne kapitalistiske lande og relativ stabilitet i staternes forhold til hinanden. Nu er verdensøkonomien på vej ind i den første samtidige nedgang siden 1974. Denne situation er ikke set før, hvilket vækker dyb bekymring blandt kapitalens strateger.


Selv efter krakket i 1929 berørte krisen ikke alle de vigtigste kapitalistiske lande samtidig. Amerika kom først, fulgt af Tyskland og Østrig, og så kom England, mens Frankrig først virkelig gik ned i 1934, da USA allerede var på vej ud af krisen. Den nuværende situation er ukendt farvand, og kapitalisterne ved ikke, hvad de skal forvente. Det er grunden til den voksende bekymring i den herskende klasse, som afspejles i de konstante rentesænkninger.


Den nuværende krise udgør et vendepunkt i den historiske proces. Efter Sovjetunionens kollaps for ti år siden følte borgerskabet, at de ikke længere var truet af "kommunisme". Det kapitalistiske system (den "frie markedsøkonomi") var enehersker. Den herskende klasse følte sig selvsikker. De drømte om et økonomisk opsving, der ville vare for evigt. Økonomerne skrev om et "nyt økonomisk paradigme".


Den situation påvirkede alle klassers måde at tænke på. Middelklassen (inklusiv bureaukraterne i arbejderbevægelsen) fulgte borgerskabet og dets "markeds"-ideologi. Arbejderklassen så intet andet alternativ end at søge individuelle løsninger på problemerne. På trods af det ekstreme pres på arbejderne, gælden, overarbejde, stress og udmattelse, var det muligt midlertidigt at opnå en relativ forbedring af levestandarden. Den styrke, som reformismen og især reformismens højrefløj (Blair o.l.) har opnået, såvel som de marxistiske kræfters isolation og svaghed var baseret på dette.


I en periode, hvor arbejderne ikke deltog i kamp, blev kapitalismens pres på arbejdernes organisationer og specielt deres top forøget tifold. De reformistiske ledere og fagforeningernes og Socialdemokratiernes apparaters frihed fra arbejderklassens pres gav dem en grad af "uafhængighed", som ikke er set før, hvilket er det samme som afhængighed af borgerskabet og dets ideologi. Arbejdernes masseorganisationer degenererede i ekstrem grad. Men nu har denne proces nået en grænse. I den næste periode vil kæmpe begivenheder ryste op i masseorganisationerne. Hele processen vil blive vendt til det modsatte.


Verdensøkonomisk krise

Stillet over for den barske virkelighed med økonomisk krise prøver borgerskabets talsmænd at komme med den mest optimistiske tolkning af situationen. Alan Greenspan, lederen af den amerikanske nationalbank, forsikrer os om, at: "Krisens mildhed og kortvarighed er bevis på en betragtelig forbedring af økonomiens livskraft og fleksibilitet. Grundlaget er på plads for en tilbagevenden til langvarig stor vækst: ubalancerne i lagerbeholdningerne og i kapitalgoderne ser stort set ud til at være blevet arbejdet af, inflationen er ret lav, og vi regner med, at den bliver nede; og produktivitetsvæksten har været bemærkelsesværdig stærk, hvilket tyder på en betragtelig underliggende støtte for husstandenes og firmaernes forbrug så vel som en potentiel lindring af omkostnings- og prispres." Men det er kun ønsketænkning.


Den midlertidige bedring i første kvartal af 2002 og på aktiemarkederne i USA og Europa i august 2002 var kun en ren episodisk hændelse. Efter at verdens aktiebørser var steget med 20% i august, faldt de voldsomt igen i begyndelsen af september. I Japan faldt Nikkei-indekset til det laveste niveau siden 1983. I New York faldt Dow Jones Industrial Average med mere end 350 point. Lignende negative resultater var der i London og på andre af verdens børser.


De fleste økonomer er nu enige om, at USA står over for en såkaldt "dobbelt-dyk"-krise. Det bekræfter, hvad vi har stået fast på hele tiden: den bedring, som skete tidligere på året, var kun et forspil til yderligere og endnu stejlere nedgang i verdensøkonomien. De nuværende fald på verdens aktiemarkeder er kun toppen af isbjerget. Verdensøkonomien er stadig på vej ned ad bakke.


I juli og august var alle nye økonomiske tal værre end de foregående. De amerikanske husstandes nettorigdom (inklusiv aktier, obligationer og ejendom) er faldet med over 20% de sidste to år, efter at verdens aktiemarkeder begyndte at gå nedad i marts 2000. Det såkaldte Conference Board's juli-indeks over forbrugertillid faldt fra 106,4 til 97,1 – hvilket er det laveste niveau siden februar. Forbrugernes forventninger til fremtiden blev endnu mere pessimistiske. Det indeks, der måler dem, faldt fra 107,2 til 95,7. Hvis vi husker på, at verdensøkonomien er ekstremt afhængig af forbruget i USA, peger disse tal på en alvorlig nedgang.


Samtidig falder salget i butikkerne. Indekser, der måler tilliden blandt producenterne, står også svagere, og produktionen falder i retning af kriseniveauer efter en begrænset bedring i begyndelsen af året. Og som det mest afgørende, så viser tallene for det reelle bruttonationalprodukt i USA i andet kvartal af i år en stigning på kun 1,1%, og de tidligere kvartaler er blevet revideret nedad, hvilket bekræfter, at den amerikanske økonomi i 2001 virkelig kom i krise og kun oplevede en lille bedring i første kvartal i år 2002.


Investeringerne faldt for syvende kvartal i træk. Imens faldt stigningen i forbruget, og gik kun frem med 1,9%, efter at det steg med 3,1% i første kvartal. Det var kun regeringens forbrug, der steg meget. Og selvfølgelig fortsætter boomet inden for fast ejendom, når renten er så lav, ligesom det gør i England, Australien og mange andre OECD-lande.


Der kan ikke komme nogen virkelig bedring for den amerikanske kapitalisme, før profitniveauet stiger. De største 500 virksomheder rapporterede for nylig deres indtjening i andet kvartal. De viser, at profitten kun steg 1% sammenlignet med samme tid sidste år, hvor de virkelig var dårlige. I de sidste to år er mere end 2 millioner jobs i USA gået tabt. Medmindre profitterne kommer sig afgørende, er der ingen realistisk udsigt til en stigning i investeringerne – som er ethvert opsvings virkelige drivkraft.


Og det ser ikke bedre ud i Europa. De fleste europæiske lande har offentliggjort deres økonomiske væksttal for andet kvartal af 2002. Men faktisk var der nærmest ingen vækst. Tyskland steg 0,3%, og Italien 0,1%. England var bedst – med 0,7%. I Japan falder den nationale produktion med 0,5-1,0% om året. Deflation er stadig på dagsordenen med faldende priser. Regeringen er lammet og ved ikke, hvad den skal gøre efter 12 års krise. Selv servicesektoren falder, og arbejdsløsheden er på et højdepunkt i efterkrigstiden. Det offentliges gæld bliver bare ved med at stige.


Det økonomiske og politiske kaos i Argentina fortsætter uden nogen ende i syne. Nu trues også Brasilien af kollaps. Og selvom IMF har postet penge i Tyrkiet, bliver de tyrkiske kapitalistiske politikere ved med at ævle og kævle, med risiko for at sende denne USA's vigtige allierede i den såkaldte terrorkrig ud i økonomisk depression.


Verdenskapitalismen trues også af to bobler. Den første er den stærke amerikanske dollar. Den er blevet svækket lidt sidste år, men den vil falde mere i den næste periode. Eftersom USA har et handelsunderskud på 37 milliarder dollars om måneden, kan den amerikanske valutas nuværende niveau ikke opretholdes i længden. På et tidspunkt vil de 9 billioner , som udenlandske kapitalister ejer for i USA, blive trukket ud, og det vil fremkalde et stort fald i dollarens værdi. Den anden store boble, der ikke er sprunget endnu, er ejendomssektoren. De nuværende prisstigninger på 10% om året i USA og 20% i England er uholdbare. Et fald på boligmarkedet vil få en negativ effekt på forbruget og hive økonomien endnu længere nedad.


Og så hænger truslen om krig i Irak som en sort sky over verdensøkonomien. Rent bortset fra de eksplosive politiske konsekvenser, så vil et amerikansk militæreventyr i Mellemøsten uundgåeligt føre til en voldsom stigning i oliepriserne. Det vil også være tilfældet, selvom krigen skulle skride frem til USA's fordel. Hvis det sandsynlige sker, og krigen bliver langstrakt, kan det skade verdensøkonomien alvorligt.


På trods af de borgerlige økonomers overdrevne påstande har den økonomiske vækst i den sidste periode været meget svagere end i perioden lige efter anden verdenskrig. I USA var den gennemsnitlige årlige vækst i BNP fra 1942 til 1966 på 4,5%. Fra 1975 til 1999 var den kun 3,2%. Den gennemsnitlige årlige vækst i industriproduktionen fra 1942 til 1966 var 5,3%. Fra 1975 til 1999 var den kun 3,4%. Samtidig er forbrugernes gæld steget fra 64% af den årlige disponible indkomst i 1966 til 97% i 1999.


Nationalbanken i USA er fanget mellem frygten for en verdenskrise og frygten for inflation, og de har øjensynligt besluttet at se stort på forsigtigheden. De har gennemført 11 rentesænkninger på mindre end 12 måneder – en situation, der ikke er set før. Renten i USA er nu på 1,75% - det laveste niveau siden 1961, og det vil næsten helt sikkert falde yderligere, efterhånden som krisen bliver dybere. Men der er grænser for, hvor langt det kan gå – og hvad det kan opnå. Det er klart, at renten ikke kan blive lavere end nul – selvom den reelle rente, hvis den måles imod forbrugerprisindekset, er negativ i USA. Det er en situation, der ikke er set siden den store depression i 1930'erne.


Marx forklarer, at kredit er en måde, hvorpå det kapitalistiske system går ud over sine normale grænser. Markedet bliver kunstigt udvidet for en tid, men det er på bekostning af, at den fremtidige efterspørgsel begrænses, eftersom kredit skal betales tilbage – med renter. Der er blevet ophobet enorm gæld gennem opsvingsårene i 1990'erne, især i USA. Når Greenspan og Nationalbanken sænker renten så drastisk, så er det panikhandlinger med baggrund i frygten for et globalt økonomisk sammenbrud. Men det har ikke den ønskede virkning. Pga. den store gæld vil det ikke hjælpe noget at optage ny gæld og få mere underskud. Hvis de fortsætter ad denne vej, vil de få den værste af alle verdener – de vil ende med en blanding af stagnation og inflation, som kan blive en klods om benene på den amerikanske kapitalisme i lang tid. Desuden er firmaernes indtjening i frit fald. Den er 44,9% lavere end for et år siden. Sidste gang indtjeningen faldt så meget, var i tredje kvartal af 1938 og fjerde kvartal af 1932 (den store depression).


I praksis vil de alligevel alle sammen få store statsunderskud i den næste periode. Men det vil ikke løse noget og kun forværre krisen. I 1939 "løste" de modsætningen gennem en verdenskrig. Men den vej ser nu ud til at være lukket for dem. Under disse forhold vil det ikke nytte noget med nok så meget underskudsfinansiering. Det vil kun gøre tingene værre – som vi har set det i Japan.


I Japan er renten faktisk nul, men det har ikke haft nogen virkning, andet end at øge det offentliges gæld til et hidtil uset og uholdbart niveau. Og i USA betyder den store private gæld, at enkeltpersoner og firmaer ikke vil være særlig ivrige efter at tage flere lån, selvom renten er så lav.


Det betyder ikke, at kapitalisterne ikke vil bruge keynesianistisk politik i et forsøg på at komme ud af krisen. Men erfaringen fra Japan viser, at den keynesianistiske metode ikke virker under de nuværende forhold. Det ville ikke løse det fundamentale problem, men kun føre til alvorlige forstyrrelser og ende med stagflation – en blanding af stagnation og inflation – som bestemt ikke er rart.


I virkeligheden er Japan – verdensøkonomiens tidligere stjerne – gået fra den ene krise til den næste uden at opleve et opsving. En lignende situation kan opstå i USA, hvilket vil påvirke hele den globale økonomi i en lang periode. Japan er nu ude i decideret deflation, efter at de har været i krise i ti år. Der er klare paralleller mellem situationen i USA nu og så Japan for ti år siden. Den afgørende faktor er det utroligt høje gældsniveau, som Japan overtog fra det sidste opsving i 1980'erne. Det har forhindret bedring i den japanske økonomi i ti år. I de sidste to år har den japanske regering investeret store pengesummer (som svarer til Frankrigs totale BNP), men til ingen nytte.


Krisens præcise natur – dens dybde og varighed – er svær at fastlægge. Men efter al sandsynlighed vil det blive den mest alvorlige siden 1974, og muligvis siden anden verdenskrig. Det kan ikke udelukkes, at det kan blive til en depression ligesom den, der fulgte efter 1929. Hvis krisens intensitet og den efterfølgende kamp om markeder fører til generel protektionisme, vil det endda være sandsynligt. Men selvom dette ikke bliver tilfældet, er det sandsynligt, at USA kun meget vanskeligt vil kunne komme ud af krisen og så gå ind i en periode med ekstremt lav vækst, som Japan efter krisen i 1990-91. Årsagerne er de samme: den kolossale gældsbyrde, der er ophobet i den tidligere periode. Det er netop et udtryk for, at kapitalismen gik ud over sine normale grænser i den sidste periode.


På trods af at situationen åbenlyst er alvorlig, bliver de borgerlige økonomer ved med at male rosenrøde billeder af økonomien. Der er en konstant kampagne i gang i pressen, der skal holde investorernes mod oppe. Hver eneste lille positive information føres frem som lyset for enden af tunnelen. Letpåvirkelige investorer lader sig narre af dette og tænker ikke over, at lyset kunne stamme fra et modkørende tog. De voldsomme udsving på aktiemarkedet er et tegn på en generel nervøsitet og ustabilitet blandt aktieinvestorerne (hvoriblandt der altid er nogle gamblere, der er villige til at løbe en risiko). Det afspejler perfekt den generelle situation og stemning, der er ved at udvikle sig i samfundet, og som snart vil få politisk udtryk.


Men bevægelserne på aktiemarkederne afspejler som bekendt ikke bevægelsen i den virkelige økonomi, som stædigt er på vej nedad. Samtidig med at Wall Street oplevede en relativ bedring, efter at chokket den 11. september og krigen i Afghanistan var løjet af, kom Ford med advarsler om, at tabene i fjerde kvartal ville blive fire gange højere end analytikernes tidligere skøn, som allerede var meget dystre. Ford skal til at gennemføre en ny omstruktureringsplan, som uden tvivl vil betyde flere lukninger af fabrikker og yderligere fyringer.


Der har været en sand syndflod af udmeldinger om lavere profit fra alle mulige firmaer. Selv de største firmaer trues af bankerot. Den anden december 2001 erklærede Enron, USA's syvende største firma, sig konkurs. Firmaets aktier faldt fra 89$ til kun én dollar, og de blev allerede betragtet som noget skidt, før firmaet gik under. Eftersom de fleste af arbejderne havde aktier i firmaet, er der tusinder af arbejdere, der vil miste både deres job og deres opsparing. Dette blev efterfulgt af en hel række af bankerotter og skandaler, deriblandt det enorme firma WorldCom, som var ude i en finansskandale af hidtil uset omfang. Disse skandaler har fået mange til at reagere og til at sætte spørgsmålstegn ved selve det kapitalistiske system i USA.

Overproduktion

Som Marx forklarede, så er den endelige årsag til alle egentlige kriser i kapitalismen overproduktion: modsætningen mellem kapitalisternes ubegrænsede grådighed efter merværdi og massernes begrænsede købekraft. Den nuværende krise er ingen undtagelse. Den massive overproduktion af højteknologiske produkter, især computere og memory chips, er den væsentligste årsag til krisen i USA og Asien. Der er en grænse for, hvor meget ny teknologi folk kan købe. Men den kapitalistiske produktions anarkistiske, uplanlagte natur tager ikke hensyn til den kendsgerning.


Det samme gælder også andre varer. Overproduktion i bilindustrien har ført til en vild priskrig, hvor Ford og andre store firmaer sætter priserne vildt ned for at komme af med deres overskudsproduktion. Det har ført til en midlertidig stigning i bilsalget. Stigningen i den amerikanske detailhandel, som steg med 7,1% på én måned (oktober 2001), er især blevet drevet frem af bilsalget (26,4%). Det er en del af kampagnen "Keep America Rolling", der tilbyder rabat og rentefri lån. Men opsvinget i bilsalget er kun opnået på bekostning af mindre salg i fremtiden og lavere profitmarginer, som ikke kan opretholdes i længden – hvilket alt sammen vil gøre krisen i bilindustrien endnu dybere på verdensplan.


Firmaerne må afskrive aktiver, de har købt under opsvinget, de må indskrænke sig, skære i omkostningerne og fyre arbejdere, i et desperat forsøg på at opretholde profitmarginerne. Og så er der gælden. Store firmaer som Hynix Semi-conductors i Sydkorea er ude af stand til at sælge deres produkter og samtidig i dyb gæld. Kreditten, som de store banker gladelig gav i den periode, hvor økonomien giv hurtigt fremad, skal nu betales tilbage. Nu vil alle have rede penge i hånden. Det tvinger et firma som Hynix til at fusionere med Micron Technology (et amerikansk firma) i håb om at få adgang til det amerikanske marked og flere pengeressourcer. Hvis denne fusion bliver til noget, vil det blive verdens største memory chip-firma. På den måde bliver monopoliseringen og koncentrationen af kapitalen, som nåede hidtil usete højder under opsvinget, ved med at stige under krisen.


Krisen i fremstillingssektoren påvirker uundgåeligt servicesektoren før eller siden. Chokket den 11. september bidrog uden tvivl til krisen på områder som luftfart, hoteller og turisme. Alene i USA blev mere end 100.000 arbejdere fyret – bare i luftfartsindustrien! Det udtrykker ikke engang krisens virkelige dybde, eftersom mange andre industrier afhænger af luftfartssektoren. I Belgien førte krisen i Sabena til skarpe konflikter på arbejdsmarkedet.


WalMart (en kæde af lavprisvarehuse i USA) har haft en rekordstor forøgelse af salget med 15,5% i tredje kvartal, hvilket har fået deres profitter til at stige til 1,5 milliarder dollars. Men det afspejler blot den kendsgerning, at flere amerikanere reagerer på krisen ved at købe ind i discountbutikker. Denne tendens vil yderligere presse profitmarginerne i det lange løb, når andre butikker også må sænke priserne. På den anden side lider firmaer, der sælger luksusvarer, tab, sådan som det altid sker i starten af en krise.


På trods af den officielle mytologi, var angrebene den 11. september ikke årsagen til krisen i servicesektoren, som er en del af den generelle krise. Yderligere 220.000 jobs gik tabt i foretagender, der ikke havde noget med luftfart eller turisme at gøre. Arbejderne arbejdede færre timer i gennemsnit, og den ugentlige indtjening faldt.


Den alvorlige tilstand i økonomien ses også i krisen inden for reklamebranchen. Det engelske reklamebureau Cordiant Communications kom i december 2001 med den tredje advarsel om lav profit på fire måneder, og de regner med, at situationen vil blive værre. De har annonceret flere fyringer, så det bliver til 1.100 i alt på et år: det er en tiendedel af deres ansatte. Lloyds i London, det enorme forsikringsselskab, fik tab på 1,7 milliarder pund (2,7 milliarder dollars). Det var 600 millioner dollars mere, end man først havde regnet med, og det er det største tab i Lloyds 300 år lange historie. For første gang i mange år er London officielt blevet erklæret i krise. Det afspejler en krise i servicesektoren, som kun er et udtryk for den generelle reduktion af den økonomiske aktivitet.


Situationens alvor understreges af oliepriserne. Normalt når der er ustabilitet og trussel om krig i Mellemøsten, stiger oliepriserne kraftigt, fordi man frygter for problemer for olieforsyningen. Men siden 11. september er oliepriserne faldet ned under OPEC's foretrukne niveau – hvilket er mellem 22 og 28 dollars per tønde. Nu er prisen på en tønde olie, på trods af OPEC's forsøg på at begrænse produktionen, faldet til under 20 dollars. Det er et tegn på faldende global efterspørgsel.


Trods den amerikanske propaganda om, at krisen vil blive kortvarig, er der stadig flere økonomer, der er pessimister mht. fremtidsudsigterne. The Economist (1/12/2001) skriver: "Desværre er der ikke megen grund til optimisme. Der er meget få tegn på, at de amerikanske firmaer er færdige med at indskrænke. På trods af faldet i kapitaludgifter – som faldt med 12% udregnet på årsbasis i tredje kvartal efter et 14,6% fald i andet kvartal – har firmaerne stadig masser af overskudskapacitet og store finansieringsproblemer. Det vil tage lang tid at arbejde sig ud af de overdrivelser, der blev gjort under 90'ernes investeringsbølge. Imens bliver udsigten på verdensplan stadig mere grå. Europa stagnerer, mens Japan er i gang med den fjerde krise på ti år".

Protektionisme

Den største fare for det kapitalistiske system er ikke udsigten til krise. Krise/opsving-cyklussen har været et konstant træk ved kapitalismen i de sidste 200 år. De ved, at før eller siden kommer de ud af selv den dybeste krise. Den virkelige fare er truslen om tilbagerulning af den frie handel og voksende protektionisme som følge af krisen. Det var det, der gjorde krisen i 1929-33 til en verdensdepression, der varede indtil anden verdenskrig. Udvidelsen af verdenshandlen har spillet en vital rolle i de sidste 50 år, og især i de sidste 20. Det har gjort kapitalisterne i stand til delvist og midlertidigt at komme ud over nationalstatens begrænsninger. Men grundlaget for dette er meget skrøbeligt og kan let ødelægges, især under en verdenskrise, hvor alle de forskellige landes kapitalister kæmper om begrænsede markeder.


Der er allerede spændinger mellem Europa og USA mht. handel. Det var det, der førte til sammenbruddet ved Seattle-forhandlingerne. Selvom der er nogle spørgsmål, der er blevet løst, så opstår der nye konflikter hele tiden. Især i USA er der protektionistiske tendenser under opbygning. USA er verdens største økonomi, og de er klar til at bruge deres muskler for at få adgang til udenlandske markeder, samtidig med at de beskytter deres eget. USA har haft mere gavn af de lavere toldbarrierer end noget andet land, deraf deres officielle entusiasme for frihandel. Men republikanerne i Kongressen (og også demokraterne) er klar til at ofre frihandelsprincippet for at sikre de amerikanske landbrugs- og industriinteresser. Det kan vi allerede se i de protektionistiske forholdsregler, der er blevet indført mht. stål, landbrugsvarer, tekstiler, tømmer og andre områder af den amerikanske økonomi.


For øjeblikket kører kapitalisterne videre med "frihandel" og foreslår en ny omgang reduktioner af handelsrestriktionerne ved WTO-mødet i Dohar. Den sidste Uruguay-runde tog det ti år at nå frem til. Den nuværende vil være dødfødt. Udviklingen af verdenskrisen vil uundgåeligt føre til øgede protektionistiske tendenser, som vil true verdenshandlens skrøbelige struktur, der er blevet opbygget så forsigtet over de sidste 50 år. Dette er de kapitalistiske strategers største frygt. De har forstået, hvad marxisterne forklarede for længe siden: nemlig at verdensøkonomiens vigtigste drivkraft har været væksten i verdenshandlen ("globaliseringen").


Selv i opsvingsperioden har der været en tendens til, at verden blev splittet op i rivaliserende blokke. Den amerikanske imperialisme har skabt Nafta, der omfatter Canada og Mexico, og som stræber efter at komme til at kontrollere hele det amerikanske kontinent, nord og syd for Rio Grande. Europa har dannet EU, som søger at kontrollere Nordafrika, Balkan og Østeuropa. I Asien har Japan skabt den svagere yen-blok. Efterhånden som krisen bliver dybere, vil modsætningerne mellem disse rivaliserende handelsblokke øges. Spændingerne mellem Europa og USA, og mellem USA og Japan, vil blive intensiveret under sådanne forhold. USA vil forsøge at eksportere arbejdsløshed til Europa og Japan, hvilket vil fremprovokere gengældelse. Der er udsigt til handelskrige og konkurrencemæssige devalueringer, som vil gøre krisen dybere og længere.


Den europæiske union

For blot et år siden pralede de europæiske kapitalister med, at de kunne undgå krise. Nu har disse pralerier vist sig at være grundløse. Ironisk nok er den hårdest ramte sektor kommunikationsindustrien (mobiltelefoner), som ellers skulle have været drivkraften i en ny periode med økonomisk ekspansion for den europæiske kapitalisme.


Vodafone, det store engelske mobiltelefonselskab, fik et tab før skat på 8,4 milliarder pund (12 milliarder dollars) i de seks måneder op til begyndelsen af december 2001. Profitten hos Siemens, det tyske gigantfirma, faldt med 76% op til slutningen af september, inklusiv omstruktureringsomkostninger og nedskrivning af aktiverne i deres mobil- og fastnettelefoniafdeling. Den tyske arbejdsløshed står nu officielt på 8% af arbejdsstyrken.


Vi har allerede i tidligere dokumenter behandlet spørgsmålet om, hvorfor EU blev dannet. Det er rigtigt nok, at vi undervurderede, hvor meget de europæiske kapitalister kunne gå på kompromiser og bevæge sig i retning af større økonomisk og monetær enhed. Vi troede ikke, at euroen ville lykkes så meget, som den har. Det kunne kun lade sig gøre på grundlag af det forlængede opsving i verdensøkonomien, som Europa fik gavn af, og som tillod de forskellige kapitalister at bilægge deres forskelligheder (midlertidigt).


Nu er euroen blevet indført som fælles valuta i tolv af EU-landene. Det er en vigtig udvikling. En fælles valuta er den første betingelse for europæisk integration. Den burde give et skub til den interne handel og dermed stimulere udviklingen af produktivkræfterne kraftigt. Men euroen er blevet lanceret på det værst tænkelige tidspunkt. I en situation med verdenskrise, stigende arbejdsløshed og kamp om markederne vil Maastricht-aftalens stramme rammer forværre krisen og øge modsætningerne mellem EU-landene.


The Economist tegnede i en artikel et negativt billede af euroens resultater: "Da idéen om euroen kom frem for ti år siden, var der meget snak om, hvordan den ville fremme konkurrencen i Europa, om alle de strukturelle reformer, den ville sørge for, og endda om, at Europa ville overhale USA som verdens økonomiske drivkraft. Men som en ny rapport fra Europakommissionen konkluderede, så er svælget mellem Europa og USA både i produktivitet og BNP per indbygger øget - ikke mindsket - i de sidste ti år. Teorien om, at Europa takket være euroen ville kunne undgå virkningen af en global krise, har også vist sig at være forkert, i takt med at den største europæiske økonomi Tyskland er gået mere eller mindre i stå. For ligesom at understrege Europas svaghed, har euroen tilbragt det meste af sin første tid med at nå stadig lavere niveauer over for dollaren". (The Economist, 1/12/2001) At euroen for nylig steg i forhold til dollaren, var mere en afspejling af dollarens svaghed, end af euroens styrke.


I modsætning til de europæiske kapitalisters forhåbninger har euroen været en svag valuta lige fra starten. Behovet for at opretholde dens niveau er en af grundene til, at renten i Europa ikke er blevet sænket så hurtigt som i USA. Det vil forværre krisen i Europa og forøge arbejdsløsheden fremover. Tyskerne, som ellers var de mest ivrige til at kræve, at man skulle følge de stramme Maastricht-krav, lider nu paradoksalt nok under konsekvenserne af dem i form af fire millioner arbejdsløse. Den tyske økonomi, som burde være drivkraften i Europa, er gået i stå.


Duisenberg og den europæiske centralbank har stædigt nægtet at sænke renten, og det vil føre til konflikter mellem banken og de forskellige regeringer. De vil gerne have et yderligere fald i euroen, så de lettere kan eksportere, hvilket har været hovedgrunden til den relative fremgang, som eurozonen har haft i den sidste periode. Men på trods af den fremgang har kernelandenes, især Tysklands og Italiens, præstationer været elendige, og de vil nu få endnu flere problemer. Arbejdsløsheden begynder at stige igen.


En af følgerne af en fælles valuta vil være en forøgelse af konkurrencen på tværs af grænserne. Målet er at hæve produktiviteten ved at udrydde de svageste virksomheder. Men det er ikke så heldigt for lande som Italien, Grækenland, Spanien og Portugal. Øget konkurrence betyder flere bankerotter, fabrikslukninger og højere arbejdsløshed. Der vil opstå nye modsætninger af dette. Før i tiden kom Italien ud af problemerne ved at devaluere valutaen. Men det er nu udelukket af Maastricht-aftalen. De forskellige lande må ikke devaluere, og de andre lande må ikke hjælpe Italien. Derfor vil den fulde vægt af krisen blive lagt på arbejderklassens skuldre. De italienske arbejdsgivere lægger allerede pres på Berlusconi for at få ham til at gøre noget. På den måde er scenen sat for en eksplosion i klassekampen i det ene europæiske land efter det andet.


Det vil ikke føre til europæisk integration, men til øgede spændinger og modsætninger mellem landene. Når det kommer til stykket, er det sandsynligt, at europrojektet vil bryde sammen i gensidige beskyldninger. Der er allerede tegn på konflikter mellem landene i eurozonen, hvor alle regeringerne prøver at beskytte deres egne kapitalister mod udenlandsk konkurrence. Hvis perspektivet var uafbrudt kapitalistisk opsving i de næste 20 år, så ville de europæiske kapitalister selvfølgelig godt kunne opnå yderligere økonomisk integration. Men det er ikke det, der er perspektivet.


For to år siden på topmødet i Lissabon blev de europæiske regeringsledere enige om et program for yderligere liberalisering, med målet om at gøre EU til verdens mest konkurrencedygtige økonomi i 2010. Men hvad er der så sket? Frankrig har kun gennemført en minimal liberalisering af energiområdet og blokerer for en fastsættelse af en deadline for total åbning af markedet. Fuld konkurrence på postområdet er blevet forsinket. Tyskland har skrottet et direktiv om virksomhedsovertagelser, som det tog 12 år at udarbejde, og de har indført nye love, der skal beskytte tyske virksomhedsejere. Lamfalussy-planen, som drejer sig om liberalisering af finansielle serviceydelser, er blevet saboteret ved manøvrering i Europaparlamentet, selvom den blev enstemmigt vedtaget i Stockholm i marts. En aftale om fælles patentregler er blevet forhindret af uenigheder om sprogpolitikken. Og så videre og så videre.


Det, som det viser, er, at de enkelte nationale regeringer godt nok i ord hylder "idealet om europæisk integration", men i praksis bekymrer de sig mest om at forsvare de "nationale interesser" – dvs. deres egne kapitalisters interesser. Tysklands beslutning om at sabotere loven om virksomhedsovertagelser skyldtes deres ønske om at beskytte tyske virksomheder mod fremmed overtagelse – som f.eks. Vodafones forsøg på at opkøbe Mannesmann. Den franske modstand mod energiliberalisering går ud på at støtte den statsejede gigant, Electricité de France. Den franske regering beskytter sit nationale monopol, som samtidig fører en aggressiv politik, hvor de overtager virksomheder i lande med mere åbne markeder.


Bag den "europæiske" retorik ligger der de mest magtfulde europæiske staters interesser og ambitioner, dvs. især Tyskland og Frankrig, som ønsker at dominere Europa. Det er kun de mindre lande, der tager snakken om det europæiske ideal alvorligt, eftersom de er for svage til at stå alene og naivt forestiller sig, at de kan spille en vigtig rolle på europæisk plan. Desuden har de også deres egne selviske interesser at forsvare.


Belgien nyder f.eks. godt af at have de europæiske institutioner – det giver landet en god indkomst. De er derfor de mest overbeviste "europæere". De svagere økonomier som Grækenland, Portugal, Irland og Spanien er entusiastiske "europæere" – men kun for så vidt som de har fået noget ud af EU's støtteordninger. Men når disse sænkes eller afskaffes, hvilket allerede er ved at ske, vil deres entusiasme hurtigt blive mindre. Og det er uundgåeligt i den næste periode, når den økonomiske krise begynder at bide, og Tyskland, som betaler det meste af regningen, bliver træt af den rolle.


Sandheden er, at de mindre stater i Europa tæller for meget lidt. Det blev demonstreret for nylig efter 11. september. England (som mere eller mindre er USA's puddel) besluttede det hele sammen med Frankrig og Tyskland. De andre blev ikke engang inviteret til middag i London. Italienerne protesterede højlydt. De andre mumlede også i skægget: "Vi bliver behandlet som kandidater, der skal optages i EU. Beslutningerne bliver taget, og så bliver vi bare informeret". Men det er bare sådan, den virkelige situation er. Det skal bare helst ikke komme frem. Men Blairs karakteristiske fremturen gjorde det alt for åbenlyst. Da der for nylig var ballade i Laeken om fordelingen af de sekundære institutioner i EU, nedlagde Berlusconi veto mod alle beslutninger. Da den svenske statsminister beklagede sig over, at hans land ikke havde fået nogen institutioner, sagde Chirac, at måske ville de gerne have hovedkvarteret for EU's modelbureauer, fordi de havde "sådan nogle pæne piger"! Sådan en foragt udviser de Fire Store for de mindre EU-lande.


En yderligere udvidelse af EU vil skærpe problemet. Er der nogen, der seriøst tror på, at Tyskland, Frankrig og England vil acceptere, at de ikke må diskutere uden at invitere 22 andre europæiske ledere? De tyske kapitalister presser på for at få deres klientstater i Østeuropa –Polen og Tjekkiet – med i EU. Frankrig, som er imod dette, foreslår, at Rumænien skal med. Dette er blot endnu et eksempel på interessekonflikter mellem Tyskland og Frankrig. Når det kommer til stykket, er det sandsynligt, at udvidelsen vil gå videre. Men i så fald vil de større EU-stater alligevel finde en måde at dominere på.


De engelske kapitalisters tvetydige holdning til Europa og euroen skyldes flere faktorer. Der er et skarpt skel mellem fremstillingssektoren, som handler med Europa og ikke ønsker at fortsætte med det høje pund, og den parasitiske finanssektor, der er vokset enormt i indflydelse i de sidste år. Den engelske herskende klasse har mistet sit imperium og er blevet reduceret til en andenrangs magt ud for Europas kyst, men de er ikke meget for at opgive drømmen om at være en verdensmagt. De vakler mellem en rolle i Europa og rollen som vasalstat for den amerikanske imperialisme. Men euroens svaghed og tvivlen om dens fremtidsudsigter er ganske givet også vigtige faktorer i regnestykket.


Den krise, der er ved at udvikle sig, vil forøge modsætningerne mellem Europas lande, og især mellem Tyskland og Frankrig, mens England manøvrerer mellem dem. Men det er usandsynligt, at EU vil splittes op, fordi de har brug for at kunne konkurrere med USA. De europæiske kapitalister vil holde sammen i et vist omfang for at kunne klare sig. Men drømmen om et forenet Europa på kapitalistisk grundlag er og bliver, hvad Lenin sagde: en reaktionær utopi.


Krig og verdensøkonomien

Efter Berlinmurens fald blev der talt meget om en "fredens dividende" i Vesten. En ny verdensorden blev stillet i udsigt, hvor hele verden ville gå ind i en lang periode med fred og fremgang under USA's beskyttende vinger. Men tingene udviklede sig noget anderledes. Faktisk faldt militærudgifterne lidt i USA som resultat af Sovjetunionens fald. Under Clinton gik USA's forsvarsudgifter fra 6,2% af BNP til 3,8%, selvom militærbudgettet i absolutte tal stadig var enormt. Nu er alt dette ved at ændre sig. Amerikanske kommentatorer taler allerede om en stigning på mindst 1% af BNP. Og i betragtning af at USA igen er i underskud, må disse penge findes andetsteds på bekostning af andre, "mindre nødvendige" ting, som f.eks. skoler og hospitaler.


Den amerikanske imperialisme er i gang med at bevæbne sig til tænderne. Selv før den nuværende krise brugte USA hvert år 804 dollars pr. indbygger på våben. Frankrig er nummer to på listen med et årligt forbrug på 642 dollars pr. indbygger. England, som på trods af tabet af økonomisk og industriel magt stadig ynder at opføre sig som en stormagt, bruger 484 dollars – et absurd tal for et land, som for længst har mistet sit imperium og sin industrielle overlegenhed. Disse tal afspejler den virkelige situation i den periode, vi lever i: det er en periode med kriser, krige, revolutioner og kontrarevolutioner. Konsekvensen af dette vil blive en tendens i retning af militarisering af hele verden. Igen vil alle regeringerne sige "våben frem for velfærd".


Der er nogle, der har argumenteret for, at verden vil kunne undslippe krisen pga. den store forøgelse i militærudgifterne i USA. Der nævnes som historiske eksempler anden verdenskrig, koreakrigen og vietnamkrigen. Men sådanne historiske paralleller beviser intet. Det er sandt, at den amerikanske imperialisme bruger den nuværende krise til at presse store stigninger i våbenudgifterne igennem. Det havde de allerede i sinde før 11. september, men republikanerne måtte gå forsigtigt frem af frygt for modstand. Nu har de nærmest fået en blankocheck.


Så snart Bush var blevet valgt, begyndte han at slå på tromme for oprustning. I en tale, som han holdt i september 1999 – dvs. før den amerikanske økonomi gik i krise – anklagede Bush Clinton for at være skyld i det amerikanske militærs "svaghed", og han krævede, at der blev gennemført et oprustningsprogram. "De sidste syv år er blevet spildt på slaphed og snak," erklærede han. "Nu må vi forme fremtiden med nye koncepter, nye strategier, ny beslutsomhed". (Business Week, 24/12/2001)


Selv før 11. september havde Pentagon planer om at bruge ikke mindre end 340 milliarder dollars på 3700 bemandede jagerfly: Lockheed Martin Corp's F-22 Raptor og Joint Strike Fighter og Boeings Superhornet. Men disse maskiner er faktisk allerede antikverede i sammenligning med de nye masseødelæggelsesvåben, der udvikles hele tiden. Business Week skrev (24/12/2001):


"Præcist guidet ammunition vil også blive en prioritet. Udover laserguidede bomber, som kan forvirres af skyer, vil USA nu bruge det, der kaldes Joint Direct Attack Munition (JDAM), som benytter sig af det globale lokaliseringssystem GPS (Global Positioning Systems), som kan finde mål i al slags vejr". Boeing har for nylig startet en enhed, der skal lave ubemandede kampfly som Predator'en, som udover overvågning også kan affyre missiler.


Sovjets fald har ført til en situation på verdensplan, som har tvunget USA's militære planlæggere til at udvikle nye strategier. I stedet for en hær beregnet på at konfrontere omfattende sovjetiske, konventionelle styrker i Europa, udvikler de nu mindre, mere fleksible styrker, der kan sættes ind hurtigt overalt i verden, og også mindre, teknologisk avancerede, "intelligente" våben. Udviklingen af præcist guidede bomber og ubemandede luftfartøjer har givet USA så voldsom ildkraft, at nogle militæranalytikere som f.eks. Alexander Saevliev fra det russiske videnskabsakademi har udtalt, at "krigsførelsen har ændret karakter".


Men historien viser, at krigsførelsen har ændret karakter hele tiden i mere end 2000 år. Det, der er anderledes her, er ikke, at der er kommet ny teknologi, men styrkeforholdet på verdensplan. Sovjets fald har betydet, at der kun er én supermagt. Men på trods af USA's kolossale militære magt har krigen ikke fundamentalt ændret karakter. I sidste ende vindes eller tabes krige ikke ved kun at bombe, men ved at lade soldater slås på jorden. Det er en forbløffende kendsgerning, at en håndfuld mænd bevæbnet med knive kunne påføre verdens største supermagt så stor skade den 11. september, og krigen i Afghanistan, som udkæmpes med meget lavteknologiske midler (det mest effektive transportmiddel i Afghanistan er æsler), er stadig langt fra færdig.


USA's forsvarsbudget bestemmes altså ikke af økonomien, men af politik. Militæret er ikke en underafdeling af nationalbanken, der kan manipuleres til økonomiens bedste – militærudgifterne er et udtryk for den amerikanske militærelites behov og USA-imperialismens rolle i verden. Selvom militærudgifter kan hjælpe en del af økonomien (det såkaldte militær-industrielle kompleks) og delvis lette krisen i denne sektor, afleder det bare kapital og ressourcer fra andre sektorer i økonomien. Det vil ikke kunne genoprette firmaernes generelle profitabilitetsniveau, som er det afgørende for rigtig økonomisk fremgang. I det lange løb vil det få konsekvenser i form af mere inflation og gøre situationen endnu værre. Under alle omstændigheder vil virkningen af de øgede udgifter til militæret ikke blive, som nogle tror.


Den nuværende verdenssituation er meget anderledes end den, der var i 1941, 1952 eller 1964. I 1941 var USA allerede på vej ud af krisen, og det store militærprogram under krigen spillede en afgørende rolle ved at opsuge arbejdsløshed og fremme produktionen. På nuværende tidspunkt er USA lige gået ind i en krise efter et langt opsving. Udsigten for verdensøkonomien tyder ikke på en hurtig bedring. Den 7. august 1964, hvor Kongressen vedtog Tonkinbugt-resolutionen, som førte til øget amerikansk involvering i Vietnam, var økonomien allerede kommet sig oven på en 10-måneders krise, der sluttede i starten af 1961. Militærudgifterne under vietnamkrigen hjalp med til at holde denne fremgang gående (og fremmede samtidig inflationen), men de var ikke årsag til den økonomiske bedring.


På den anden side kan man slet ikke sammenligne omfanget af militærudgifterne nu med situationen i 1939-45. Under anden verdenskrig toppede USA's militærudgifter i 1944, hvor de udgjorde 60-70% af USA's førkrigs-BNP. Under koreakrigen i 1952 udgjorde de amerikanske militærudgifter 11% af BNP. På højden af vietnamkrigen var det 2%. Men under golfkrigen for ti år siden var det kun 0,3% af BNP, og de fleste økonomer er enige om, at disse udgifter kun spillede en lille, eller slet ingen, rolle for den økonomiske bedring, der startede et år senere, og som under alle omstændigheder var ekstremt svag.


Den 7. august 1990, da Irak invaderede Kuwait, gik USA's økonomi ind i en otte måneder lang krise. USA blev hårdt ramt af stigende oliepriser, og det beskedne og midlertidige opsving i militærudgifterne var ikke nok til at give økonomien et seriøst skub fremad. Det var kun påvirkning fra resten af verden, især de asiatiske "tigerøkonomier" (som dengang oplevede hastig vækst), der forhindrede, at krisen blev til en regulær depression. Robert J. Barro kommenterede i Business Week (5/11/2001): "Analysen af de tre andre krige tyder på, at der ikke var meget af den økonomiske bedring, der havde med golfkrigen at gøre".


Situationen nu er mere lig forholdene for ti år siden end dem, der gjaldt under anden verdenskrig, koreakrigen eller vietnamkrigen. Bortset fra at den verdensøkonomiske situation er langt værre nu. Allerede før 11. september var det klart, at USA oplevede et stort fald i økonomien, og at den længste opsvingsperiode i historien var ved at slutte. Angrebet på World Trade Center fungerede blot som katalysator for udviklingen, idet det accelererede og skærpede tendenserne til krise.


Den igangværende "krig mod terror" er en meget besynderlig slags "krig". Hvor anden verdenskrig, og i mindre omfang korea- og vietnamkrigen, medførte ødelæggelse af masser af tanks og andet udstyr, som skulle erstattes, så er det under den nuværende krig hidtil stort set kun bomber, der er blevet brugt. Det vil sandsynligvis ikke virke særlig stimulerende for produktionen, ikke engang i militær forstand. Og slet ikke nok til at fjerne virkningen af en generel overproduktionskrise i verden. Bush's forholdsregler ser måske imponerende ud på papiret, men det er langt, langt mindre end de kæmpe summer, der blev pumpet ind i den amerikanske økonomi under den generelle mobilisering i 1941, og det vil ikke engang komme op på niveauet fra vietnamkrigen.


Resultaterne vil være tilsvarende begrænsede. Ifølge professor i økonomi ved Harvard, N. Gregory Mankiw, som citeres i Moscow Times (10/10/2001): "Mit gæt er, at det ikke vil blive ligesom under tidligere krigsøkonomier. Medmindre der bruges mange flere penge, end jeg regner med, vil der være flere forskelle end ligheder med de tidligere krigssituationer".