På denne tid sidste år talte alle de borgerlige økonomiske eksperter om den V-formede udvikling, som de troede, at den kapitalistiske verdensøkonomi ville opleve efter nedturen i 2001 [hurtigt ned, hurtigt op igen]. Man mente, at verdensøkonomien ville opnå en vækst på omkring 5%, og at de 7 største kapitalistiske økonomier ville vokse med 3%. Arbejdsløsheden ville blive nede og endda falde. Alle aktieeksperterne forventede en væsentlig bedring for aktiepriserne. Det ville være absolut umuligt, at verdens børser skulle falde for tredje år i træk. Det ville trods alt være noget, der ikke var sket siden 1939-41, under en verdenskrig! Den største risiko var en tilbagevenden til højere inflation. Alle forventede, at den kapitalistiske verdens store centralbanker – Federal Reserve i USA, den Europæiske Centralbank i EU og Bank of England – ville blive nødt til at hæve renten for at stoppe prisstigninger.
Ja, sådan troede næsten alle, at det ville gå. Der var nogle få afvigere. Denne spalte var en af dem. Vi argumenterede således: de borgerlige politikeres, økonomers og investorers optimisme er kun ønsketænkning og tom snak. Kapitalismens nedture har ofte været korte, men de underliggende økonomiske kræfter tyder mere og mere på, at krisen i 2001 er ved at udvikle sig til en depression i 2002. Hele verden afhænger af, hvad der sker i USA, i endnu højere grad end i 1930'erne. Den store fare i 2002 er konkurrencemæssige devalueringer og deflation, som vil drive den kapitalistiske verdensøkonomi endnu længere ned.
Hvem var tættest på det, der rent faktisk skete i 2002? det kan godt være, at verden ikke er gået i depression endnu, men den V-formede genopblomstring i økonomien var rent og skært drømmeri. Den amerikanske økonomi er vokset med omkring 2,3% i år, og den er ved at sagtne farten her på overgangen til 2003. Økonomierne i Euro-området har opnået mindre end 1% vækst, mens England vokser med mindre end 2% om året. Japan gik faktisk decideret tilbage. Efter at hi-tech-boblen sprang i år 2000, har verdenskapitalismen faktisk oplevet den laveste vækst siden den første verdensomspændende krise efter krigen, i 1974-75.
Arbejdsløsheden er langt fra faldet, men det modsatte har været tilfældet i de fleste kapitalistiske økonomier. I USA er der forsvundet mere end 2 millioner jobs, og arbejdsløshedstallet er steget til 6%. Tyskland og Frankrig ligger på omkring 8-9%, og det begynder at stige igen. Japans arbejdsløshed står på ca. 6%, hvilket er rekord i efterkrigstiden. Det er kun England, der har lave arbejdsløshedstal (til dels fordi den engelske måde at lave arbejdsløshedsstatistik på er noget fis). Og priserne i butikker og i erhvervslivet er ikke rigtig steget, men deflationstendenserne er tværtimod blevet skærpet. Inflationen i USA, EU og England faldt til omkring 2,5%, og firmaerne oplever prisfald. Japan og det meste af Asien er i dyb deflation.
Som følge af faldende priser har firmaer i USA, Europa og Japan været ude af stand til at sikre sig mere profit. De amerikanske firmaers profit er stadig lavere end i 1997. Så investeringerne er tørret helt ud, uden nogen tegn på bedring. Produktiviteten (produktion pr. arbejder) er kun steget, fordi firmaerne har skåret jobs væk, reduceret overtiden og skåret ned på pensionsbetalingerne.
Denne spalte plejede før i tiden at måle kapitalismens velsignelser for en almindelig arbejderfamilie med et simpelt, men effektivt mål – elendighedsindekset. Det var lig med summen af inflation og arbejdsløshed i et land. Hvis tallet begyndte at stige, så betød det, at kapitalismen så at sige ikke kunne levere varen. Hvis det kom op på over 10, betød det, at det virkelig var slemt for arbejderklassen.
I 1990'erne faldt elendighedsindekset for USA fra 10,7 til 7,4. I Euro-området fra 13,7 til 10,9. I England fra 15,0 til 7,5. Men i de sidste 2 år er indekset begyndt at stige igen, og alt tyder på, at det vil stige mere i 2003. Det er ikke på kriseniveau endnu, bortset fra i Europa. Ellers er det kun lande som Argentina og Brasilien, der er kommet ind i den kategori. Men det er i den retning, det går.
Men på en måde er elendighedsindekset ikke mere fyldestgørende til at måle kapitalismens "velsignelser". Lavere inflation er godt for arbejdere, i og med at det betyder, at højere lønninger ikke ædes op af højere priser. Men når lavere inflation bliver til faldende priser eller deflation, så er det dårligt for alle. Det betyder, at alle de lån, der er taget med henblik på at købe biler, forbrugsgoder og frem for alt huse, i realiteten bliver dyrere og dyrere at betale tilbage. Det, der har holdt tingene oven vande for folk med "gode jobs", har været den voldsomme stigning i ejendomspriserne i England, USA, Australien, New Zealand, Skandinavien mm. Kapitalismen har været meget uproduktiv i de sidste tre år, men den bedrestillede del af befolkningen er blevet ved med at forbruge, som om der ikke var nogen dag i morgen, i fuld tiltro til deres formuer i ejendom.
Dette skete også for Japan i 1980'erne. Aktierpriserne og ejendomspriserne steg voldsomt. Så sprang aktieboblen i 1989, og den er aldrig kommet sig siden. I sidste uge var Tokyo-børsen på det laveste niveau i 20 år. 2 år efter aktiekrakket begyndte ejendomspriserne at falde i Japan. Og de er faldet lige siden. Det samme skete i Hong Kong og resten af Asien i 1997. At dømme ud fra den erfaring har ejendomsboblen i USA og andre lande ikke langt igen. Og når først ejendomspriserne begynder at falde, vil den store gæld, som mange har rodet sig ud i, blive en kæmpe byrde. Den gennemsnitlige amerikanske og engelske husstand havde i 1990 gæld svarende til 80% af husstandsindkomsten. Nu er dette tal oppe på 100-120%. Det er kun de lave renter, der gør dette muligt.
Men optimismen er åbenbart stedsegrøn blandt kapitalismens eksperter. Den almindelige holdning er, at verdensøkonomien vil komme sig og vokse meget hurtigere i 2003. Man forudsiger, at USA vil få omkring 3% vækst, England ca. 2,5%, og Europa omkring 2%. Kun Japan vil blive ved at være nede. Endnu engang siger man, at deflationen vil blive til inflation, at renten vil stige senere på året, og arbejdsløsheden falde. Mht. aktiemarkedet vil aktiepriserne bestemt ikke komme til at falde for fjerde år i træk. Det er ikke sket siden 1929-32, under den Store Depression. I december 2002 blev 67 eksperter adspurgt, og 64 af dem sagde, at aktiemarkedet ville stige i 2003 med mindst 10%. Det er déjà vu. Det er præcis de samme forkerte forudsigelser, som blev gjort i begyndelsen af 2002.
Deres forudsigelser passer ikke med virkeligheden. Verdensøkonomien bliver ved med at sætte farten ned. USA vil få vækst på kun 1% i første kvartal af 2003. Det samme gælder for Europa og England. Ifølge eksperternes egne målinger har forbrugertilliden i Japan, USA, England og Europa aldrig været lavere. Investeringerne falder med 10%. Hvis ejendomsboblen skulle sprænge, vil forbruget i butikkerne svækkes. Der er allerede rapporter om, at julesalget har været det dårligste i mange år. Som det er nu, køber forbrugerne kun, hvis der er rigtig gode tilbud på biler eller andre varer. I New York er det nu almindeligt, at folk kommer med et tilbud under prisen i mange butikker. Prutten om prisen, som vi kender det fra Mellemøsten, er kommet til USA. Det betyder, at firmaerne kun vil få lavere eller ingen profit. De vil blive nødt til at fyre flere arbejdere, og der vil ikke ske nye investeringer i teknologi og fabrikker eller ekstra låntagning.
Og så er der de sorte krigsskyer, der samler sig. USA, med England på slæb, er fast besluttet på at gå i krig i Irak. Der er ikke megen tvivl om, at amerikanske og engelske tropper vil være i landet senest i marts. De borgerlige optimister er selvfølgelig sikre på, at det vil blive en stor succes, når den største militærmagt i verdenshistorien går løs på et fattigt, lille arabisk land. Så vil oliepriserne, som er steget voldsomt i de sidste par uger, falde igen. Et nyt USA-venligt regime i Irak vil pumpe masser af olie op, og de andre arabiske diktaturer vil spille med. Israel vil blive i stand til at tvinge palæstinenserne til at acceptere en hård fredsaftale, der sikrer Israels styre i området. Verdenskapitalismen vil juble og starte på et nyt opsving.
Eller det vil sige – det er i hvert fald deres teori. Men igen er det meget langt fra virkeligheden. Det kan godt være, at USA kan sejre militært i Irak, men vil Saddam blive fanget? Selv hvis det sker – vil det kloge, veluddannede irakiske folk så acceptere et diktatur indsat af amerikanerne? Og vil de arabiske og palæstinensiske masser lade stå til, mens USA og Israel påtvinger dem en dikteret "fred"? Og vil Bush's eventuelle sejr ikke føre til det stik modsatte af det, han siger, er formålet med krigen? Terrorismen vil ikke blive udryddet, men selvmordsbomberne og angrebene på amerikanske turister og civile vil tværtimod næsten sikkert forøges. Og det ser også ud til, at den nordkoreanske diktator, hvis økonomi er på randen af sammenbrud og hungersnød som følge af USA's boykot og korrupt totalitært styre, allerede benytter lejligheden til at afpresse verden til at give hjælp ved at true med atomkrig.
Usikkerhed, bekymringer og forståelse for, at Bush ikke "har reddet verden", vil være det, der i bedste fald bliver følgen af eventyret i Irak. I værste fald vil det blive til en blodig krig og verdensomspændende modstand mod krigen, i stil med Vietnamkrigen. Det vil ikke være gode nyheder for den kapitalistiske verdensøkonomi.
Hvis Bush's og Blairs eventyr går rigtig galt på den ene eller den anden måde, så vil oliepriserne ikke falde, men stige til endnu højere niveauer. Det vil presse indkomsterne og profitterne i de olieimporterende lande i Vesten. De to sidste store oliekriser i 1974 og 1986 førte verdensøkonomien ud i dyb krise. Det er der udsigt til igen.
