At være vært for verdenstopmødet for bæredygtig udvikling var en vigtig test for ANC-regeringen i Sydafrika. Siden de kom til magten i 1994, har ANC ført en åbenlys kapitalistisk politik. Især efter 1996, hvor det fejlbenævnte Program for Vækst, Beskæftigelse og Omfordeling blev gennemført, er landet blevet åbnet for udenlandsk investering, offentlige foretagender er blevet privatiseret, og der er blevet ført en meget stram økonomisk politik. Det logiske resultat af denne politik har været mere arbejdsløshed, udbredelse af deltidsarbejde og midlertidig ansættelse, og udbredt skuffelse blandt de millioner af arbejdere og fattige, som havde forventet, at ANC ville skabe fremskridt på områder som vand- og elektricitetsforsyning, boliger osv.
Der er opstået en voksende protestbevægelse, især i de fattigste townships, hvor beboerne bliver koblet af vand- og elektricitetsforsyningen, fordi de er for fattige til at betale regningerne, og lejere sættes på gaden, fordi de ikke kan betale husleje. Organisationer som Soweto Electricity Crisis Committee (elektricitetskrise-komitéen i Soweto), Concerned Citizens Forum i Durban (Bekymrede borgeres forum), Anti-Privatisation Forum i Johannesburg (Anti-privatiseringsforum), Western Cape Anti-Eviction Campaign (Kampagne imod at lejere sættes på gaden), Landless People's Movement (Bevægelse for bønder, der ikke ejer jord), og forskellige andre, er begyndt at gå til modstand mod disse tiltag, som i mange tilfælde er blevet gennemført direkte af ANC-ledede lokalråd, og som for de flestes vedkommende er det direkte resultat af ANC-regeringens politik. Der har været demonstrationer, protester, underskriftindsamlinger, møder – og hvad der er vigtigere, direkte aktioner imod afbrydelse af f.eks. strømforsyningen, og for at koble beboere på vand- og elektricitetsforsyningen igen.
Det er klart, at ANC-regeringen ikke ønskede, at de delegerede til topmødet (som på engelsk forkortes WSSD (World Summit on Sustainable Development – aktivisterne skriver det W$$D) og den generelle offentlighed i verden skulle få noget at vide om denne modstand mod regeringens politik, og derfor brugte de helt fra begyndelsen af de mest brutale undertrykkelsesmetoder til at forhindre demonstranter i at blive hørt.
Flere uger før topmødet skulle starte, var efterretningsvæsnet travlt beskæftiget med at overvåge aktivister fra forskellige protestgrupper. Særlig opmærksomhed gav man de jordløse bønders bevægelse LPM, som er en organisation, der kæmper for bønder, der er blevet sat på gaden, bønder, der ikke ejer jord, og også for folk fra byerne, der er blevet smidt ud fra deres boliger.
"De spurgte mig, hvad det er, jeg vil have. Jeg vil pløje. Hvordan kan de sige, at de holder et topmøde om bæredygtig udvikling? Hvad er det for en udvikling, de snakker om?" sagde Mangaliso Khubeka, som er organisationens nationale organisator. "Vi har ikke nogen jord. Vi kan ikke se nogen bæredygtig udvikling: folk er sultne. Vi har hverken jord eller arbejde." Mangaliso selv er en af de landarbejdere, der er blevet sat ud efter flere generationers arbejde på en gård i Ingogo, nær Newcastle.
Selvom landbruget er en mindre del af Sydafrikas økonomi, er jorden ikke et mindre vigtigt spørgsmål her end i Zimbabwe. Mere end 19 millioner jordløse på landet og 7 millioner i byerne behøver og ønsker jord til forskellige formål. Manglen på fremskridt i dette spørgsmål efter apartheids fald skaber betydelig vrede. "Alle kan se, hvad der er sket i Zimbabwe," sagde Solomons, hvis forældre blev smidt på gaden fra en gård nær Leeu-Gamka i Western Cape i 1997 efter 33 år. "Hvis de ikke sætter fart på jordreformerne, vil det samme ske her."
Der har allerede været flere sager, hvor demonstranter er blevet arresteret af politiet for den "forbrydelse", det er at demonstrere. Det var tilfældet med de 87 demonstranter fra Soweto Electricity Crisis Committee, der blev arresteret i april. I samme måned blev 100 medlemmer af LPM arresteret efter en fredelig, lovlig march i Ermelo, der vendte sig imod udsættelse fra gårdene og krævede jordreformer. For nylig blev 100 medlemmer af Soldaternes Forum (som er en del af Anti-privatiseringsforummet) arresteret i Johannesburg – det skete den 17. august, hvor de skulle til at stige på et tog på vej til en protest uden for parlamentet i Cape Town. Soldaternes Forum er en organisation for tidligere soldater, som er blevet fyret og kæmper for retten til en ordentlig pension. 77 mennesker blev arresteret den 21. august under en protest, der samlede mere end 3.000 imod de apartheid-agtige udsættelser af jordløse i og omkring Johannesburg, især i Thembalihle og Protea South i Soweto. Politiet angreb med stave og tåregas. Blandt de arresterede var ledelsen for LPM og den Nationale Jord-komité. Meningen var helt klart at stoppe og hæmme protestbevægelsen op til topmødet.
Som en protest imod de skærpede undertrykkende forholdsregler op til W$$D deltog omkring 700 mennesker i et fakkeltog for ytringsfrihed, som startede ved Wits University i Johannesburg lørdag den 24. august. Det var meningen, at man skulle marchere til det centrale fængsel i Johannesburg, hvor medlemmerne af Soldaternes Forum og LPM sad fængslet. Fordi soldaterne havde nægtet at samarbejde med fængselsmyndighederne, var de blevet tåregasset i deres celler, og mange havde brækkede fingre som følge af, at de havde nægtet at få taget fingeraftryk. Uden varsel angreb politiet den fredelige march, som var organiseret af Social Movements Indaba (SMI) og det Internationale Forum om Globalisering (IFG). Der blev brugt tåregas og gummikugler. Mindst tre demonstranter blev såret og måtte på hospitalet.
Den største demonstration mod topmødet fandt sted den 31. august og gik mere end 10 kilometer mellem Alexandra og Sandton. Valget af denne rute var bevidst. Et rødt banner fra LPM opsummerede nogle af demonstranternes krav: "Jord, arbejde og mad". Organisatorerne i SMI, LPM og den internationale bondeorganisation Via Campesina ønskede at vise den stærke kontrast mellem Alexandra, som er et fattigt township, hvor mere end 60% er uden arbejde, og Sandton, som er den rigeste forstad i Johannesburg, hvor W$$D fandt sted.
Patrick Bond, som skriver i Znet, fangede denne modsætning rigtig godt:
"Hvilket forhold har Alexandra-boerne til deres rige naboer? Sandtons finanshuse, hoteller og eksklusive forretninger beskæftiger arbejdere under forhold med lange arbejdsdage og dårlig betaling som sikkerhedsvagter, rengøringsfolk og kassedamer. Når de har fri, forhindres Alexandra-boerne i at købe noget i området pga. høje priser, tydelig klassefjendtlighed og intensiv overvågning. De må vende tilbage til deres små hytter med ødelagte kloaksystemer. Mange titusinder af mennesker må nøjes med én eneste vandhane ude i gården til at betjene op imod 40 familier, der lever i overbefolket skidt. Materielt set er der ikke meget, der har ændret sig, efter at demokratiet kom til i 1994, bortset fra nogle nye, men bittesmå huse på township'ets østlige bakke, og et ondsindet slumrydnings- og forflyttelsesprogram langs med den beskidte å, der løber gennem slummen."
Der er ikke meget, der har ændret sig efter apartheids fald i Alexandra, og der er heller ikke meget, der har ændret sig i Sandton, hvor Johannesburgs forretnings- og erhvervsdistrikt flyttede til sammen med børsen. Og det er netop denne mangel på forandring, der har skabt den vrede, der mobiliserede titusinder af mennesker til protest imod topmødet på trods af den voldsomme tilstedeværelse af politi og militær (ifølge organisatorerne var der omkring 40.000 deltagere, ifølge BBC 20.000).
Antallet af demonstranter er især vigtigt, når man sammenholder det med de kun knap 4.000 mennesker, der deltog i et regeringsstøttet arrangement i Alexandra Stadium, hvor Thabo Mbeki skulle tale. Kløften mellem ANC-regeringen og massen af arbejdere og fattige, som bragte den til magten, blev klar, da Essop Pahad prøvede at tale til anti-W$$D-demonstrationen, men folk nægtede at lade ham gøre det. Essop Pahad er minister i Mbekis regering, og han blev for nylig stemt ud af Kommunistpartiets centralkomité af delegerede, der var vrede over ANC-regeringes kapitalistiske politik.
Imens fortsatte deltagerne topmødet bag cementbarrikader, pigtråd og tusinder af tungt bevæbnede politifolk og soldater med at lade som om, at de diskuterede, hvordan man kan hjælpe verdens fattige.
Desværre blev dette ikke enden på undertrykkelsen. Efter den succesfulde og fredelige march om lørdagen tog politiet hævn om mandagen den 2. september. Den dag skulle Israels udenrigsminister Shimon Peres holde tale på Wits University Educational Campus. Et antal medlemmer af en Palæstina-solidaritetskampagne (som er en del af SMI og havde været aktive i protesterne mod W$$D) var sluppet ind i mødesalen. Før mødet startede, kom sikkerhedsvagter og politifolk hen til dem og smed dem voldeligt ud, ikke bare fra auditoriet, men fra hele universitetet! Et ledende medlem af Palæstina-kampagnen ved navn Salim Vally, som er leder af Wits Education Policy Unit (EPU) og var på vej til et andet møde med en kollega, blev også ført ud af universitetsområdet, og da han protesterede, blev han arresteret og sendt til politistationen i Hillbrow, anklaget for ulovlig indtrængen og for at modsætte sig anholdelse.
Hele operationen blev gennemført af politiet i samarbejde med og efter ordrer fra sikkerhedsofficerer fra det såkaldte Jewish Board of Deputies. En improviseret demonstration med adskillige hundreder tilhængere af Palæstina-kampagnen blev organiseret ved indgangen til universitetet. Igen overtog personale fra Jewish Board of Deputies styringen og forhindrede alle "mistænkelige" personer i at komme ind på området. Dette blev gjort på åbenlyst racistisk måde, eftersom sorte og folk med slør blev særligt udpeget. Det var så tydeligt, at en hvid Palæstina-demonstrant ved en fejl blev lukket ind, eftersom man ikke kunne se, at hun var en støtte af Palæstina-kampagnen!
Så brugte politiet vandkanoner, stave og peberspray imod demonstranterne. Efter et par timer marcherede demonstranterne til politistationen i Hillbrow for at kræve Salim Vally løsladt. Da demonstrationen nærmede sig politistationen, åbnede politiet igen ild med gummikugler, og igen brugte de vandkanoner. En udtalelse fra Palæstina-kampagnen beskriver, hvordan "mange demonstranter blev trængt op i hjørner og fik alvorlige tæsk. I alt 18 demonstranter blev arresteret." Udtalelsen fortsætter: "4 andre demonstranter blev også hårdt såret. En blev alvorligt tæsket efter anholdelsen og truet med voldtægt af politiet. Hun blev, sammen med tre andre med alvorlige kvæstelser, løsladt kort efter, så hun kunne komme på hospitalet. Flere andre blev såret af gummikugler eller pga. vandkanonerne." Blandt de sårede var Ahmed Veriava, medlem af bestyrelsen af Instituttet for Ytringsfrihed, som blev skudt i hånden med en gummikugle. Han fik kun reddet sine fingre efter 3 dages ophold på hospitalet og omfattende kirurgi.
Palæstina-kampagnens udtalelse siger også, at "for dem af os, der kan huske 80'erne, var dette et tilbagefald til de dage, hvor apartheid-politiet styrede gaderne."
Protesterne imod W$$D viser tydeligt den høje grad af frustration og vrede, der er imod ANC-regeringens kapitalistiske politik, og i hvor høj grad denne regering er villig til at undertrykke protester. En ting er sikker – undertrykkelsen forhindrede ikke de sydafrikanske arbejdere og fattige i at bekæmpe apartheid, og det vil ikke forhindre dem i at slås imod regeringens kapitalistiske politik nu.
