"Hvordan englænderne kunne tro, at afghanerne ville acceptere at blive invaderet af deres Sikh-fjender eller at blive regeret af en afdanket marionetdukke, der flere gange var blevet smidt ud af landet, forbliver uklart."

(Fra bogen "Afghanistan, a New History" af Sir Martin Evans, engelsk dilpomat i Kabul før den første afghanerkrig 1839-42)

Det var temmelig underholdende at høre radiorapporterne om, at en kolonne af amerikanske tanks var på vej mod Kandahar. Eftersom denne glorværdige fremrykning fandt sted, efter at Kandahar havde overgivet sig, må det have været den mest smertefrie "fremrykning i triumf" i krigshistorien!

Denne lille hændelse er et godt eksempel på den surrealisme, der har kendetegnet hele USAs krigskampagne helt fra starten af. Som forventet råber amerikanerne nu "SEJR!" så højt de kan. Men som filosoffen Hegel engang sagde, så betyder triumferende ord meget eller lidt, afhængig af hvor alvorlig konflikten har været, og hvor grundigt den er blevet kæmpet til ende, og der er ingen, der vil lytte til den slags praleri fra nogen, der ikke har gjort, hvad de har lovet at gøre.

På trods af sejrsstemningen vil den reelle situation blive klar, hvis vi helt konkret spørger os selv, hvad der er blevet opnået. Indtil videre har de amerikanske imperialister opnået følgende:

  1. De har væltet taliban-styret med meget få omkostninger for dem selv, men de har ikke sat noget mere stabilt istedet.
  2. De har gjort Pakistan mere uroligt og forøget risikoen for, at konflikten i Afghanistan breder sig.
  3. De har skubbet Indien væk fra sig og forværret konflikten mellem Indien og Pakistan angående Kashmir, hvilket kan føre til en ny krig.
  4. De har skabt seriøs ustabilitet i Saudiarabien, hvilket sætter spørgsmålstegn ved den saudiske kongefamilies fremtid.
  5. De har undermineret og svækket de "moderate" arabiske regimer.
  6. De har skubbet både israelere og palæstinensere fra sig og forøget spændingerne mellem dem.
  7. De har truet Irak, Sudan, Somalia og endda Iran, og så ikke gjort noget ved det.
  8. De har fremprovokeret en bølge af anti-amerikanske følelser i hele den muslimske verden og derved styrket den islamiske fundamentalisme.
  9. De har forøget risikoen for nye terrorangreb på USA, og på amerikanere og amerikansk ejendom uden for landets grænser.
  10. Og sidst men ikke mindst har de nu gjort det muligt for russerne at vende tilbage til Kabul. Det er ikke en rar resultatliste at se på for dem i Washington, som stadig er i besiddelse af en smule intelligens.


Kortsynethed

Efter den elvte september kastede USA sig ud i en krig uden nogen klar strategi eller veldefineret mål. Ledelsen for jordens mest magtfulde land er den dummeste og mest kortsynede ledelse i verdenshistorien. Bush øsnkede at vise den amerikanske imperialismes magt, men det eneste han har opnået er at skærpe alle modsætningerne. Det, det afghanske eventyr i virkeligheden har vist, er de begrænsninger, der er for USAs magt.

Det er altid umuligt at beregne præcist, hvad der bliver resultatet af en krig. Selv Trotskij troede, at anden verdenskrig ville blive en kort affære. Men krig har sin egen logik, som ikke kan bestemmes på forhånd. Det samme gælder krigen i Afghanistan. Her er de amerikanske imperialister - på trods af deres enorme militære magt - i en vanskelig situation. Selv hvis de opnår de mål, de formelt har sat for krigen, - hvilket de ikke har opnået endnu - så vil de alligevel tabe i sidste ende, fordi deres handlinger har gjort hele området ustabilt.

Indtil videre har amerikanerne undgået at blive involveret direkte i kamp på landjorden - hvilket er noget, de frygter som pesten. De har ladet andre om at slås for dem. Men der er også problemer med denne strategi. Nordalliancen vil tage imod penge fra amerikanerne, men de vil ikke nødvendigvis gøre, hvad de får besked på. Desuden er taliban godt nok såret, men de er ikke udslettet, og det er meget muligt, at de kan gøre come-back senere, efterhånden som folk bliver skuffede over den nye regering i Kabul, hvilket med sikkerhed vil ske.

Taliban-regimet var dybt reaktionært. Der var absolut intet progressivt ved det. Vi påpegede for længe siden, at talibans "usårlighed" var en myte, og at de havde mistet meget af deres opbakning i befolkningen. At Kabul kunne falde så hurtigt, skyldtes delvis intern opløsning, især efter at Pakistan trak sin støtte tilbage.

De religiøse reaktionære i taliban havde lovet at forsvare Kandahar til døden, men efter at have smagt de amerikanske bomber har de åbenbart besluttet at holde lav profil. De har overgivet Kandahar - men ikke til amerikanerne. Istedet har de i bedste afghanske tradition haft en venlig samtale med nogle lokale pashtunske krigsherrer, hvoraf de fleste var glødende tilhængere af taliban igår, men nu har besluttet at skifte koranen ud med et fedt bundt amerikanske dollars. Sådan en opførsel var til at forudse. Og i morgen kan de skifte holdning igen, hvis det stikker dem, eller hvis de ikke synes, der kommer nok dollars.

Og i mellemtiden - hvorfor skulle man risikere at blive slået ihjel, når det hele kan løses over en kop grøn te? Talibanerne kom snart frem til en venskabelig aftale med "fjenden" om at overgive Kandahar på betingelse af, at talibanernes liv blev skånet, og mullah Omar fik amnesti, så han kunne trække sig fredeligt tilbage og bruge sin alderdom til at meditere over livets synder, mens han hæver en komfortabel pension fra sine gamle venner blandt mafiafolk og narkobaroner.

Men det var ikke alle, der var tilfredse med den aftale. Aftalen om mullah Omar ramte som et lyn i Washington - deres strateger kunne ikke tro deres egne ører. Rumsfelds sædvanlige blide udtryk kom på hård prøvelse, da han prøvede at finde ord til at svare på journalisternes spørgsmål. Da Washington endelig fik samlet sig, var de aldeles uforsonlige. Amerikanerne kunne ikke gå med til nogen aftale, der ikke indebar overgivelse af mullah Omar og bin Laden til "retsforfølgelse".

Mullah Omar havde uden tvivl forudset denne reaktion og har sikkert forladt byen for længe siden. De amerikanske marinesoldater vil ikke finde meget andet end ruinerne efter deres egne bombardementer. Selv i denne sag har de amerikanske imperialister vist sig ikke at have den store dømmekraft. Hævn over enkeltpersoner bør ikke høre hjemme i krig og diplomati. Hvad ville det betyde for USA, om mullah Omar lever eller er død, så længe de har kontrol over situationen?

De pashtunske krigsherrer havde helt ret ud fra deres standpunkt. Hvorfor risikere tab, hvis kampen kan afværges så let? Men amerikanerne - som ikke rigtig selv har deltaget i kampene - er fast besluttede på at kæmpe til andre folks sidste blodsdråbe. Deres arrogance har åbenbart overbevist dem om, at de skal spille rollen som hævnende engel. Det er en opskrift på at forlænge krigen og gøre den endnu mere blodig, et resultat der før eller siden må føre til amerikanske tab - hvilket netop var, hvad Washington ville undgå.

En "bred regering"?

Amerikanerne presser hårdt på for at sikre, at der bliver dannet en bred regering i Kabul, en regering med repræsentanter for alle retninger og etniske grupper bortset fra de hårdeste talibanere. De håber, at den 87-årige tidligere konge Zahir Shah vil kunne sikre troskab fra pashtunsk side. Men historien viser, at det afghanske folk ikke bryder sig om udenlandske marionetter, som citatet i starten af denne artikel viser.

Den marionetdukke, der omtales i citatet, blev myrdet, og de engelske soldater, der bakkede ham op, blev udraderet af de afghanske stammefolk. En lignende skæbne venter måske den gamle konge, hvis ikke naturen griber ind først. For det er meget muligt, at chokket over at forlade luksusresidensen i Rom med guldvandhaner i badet, til fordel for en smadret by, hvor det er vanskeligt at få rent vand ligegyldigt hvad slags vandhaner man har, vil være nok til at gøre det af med ham.

Kongen, som forlod Afghanistan i 1973, har ingen hær at basere sig på. Han vil kun kunne blive en kransekagefigur uden reel magt - ud over hvad amerikanerne kan give ham. Det er ikke nogen særlig solid basis at bygge på for Washington. Den eneste væbnede styrke i Kabul er Nordalliancen, som kan udøve den reelle kontrol - lige indtil de begynder at slås indbyrdes. Hverken Rusland eller Iran ønsker, at Zahir Shah skal spille nogen rolle. Putin har desuden gjort det klart, at han ikke ønsker nogen ex-talibanske elementer i regeringen - i direkte modstrid med USAs og Pakistans holdning. For at gøre det helt tydeligt, at Moskva ikke ønsker pakistansk indblanding, har Putin erklæret, at "man også må lytte til Indien". Dette er mere end en torn i øjet på Pakistan. Indirekte er det en udfordring af USA. Det viser, at Rusland vil have deres indflydelse i New Delhi tilbage - ved at drage fordel af USAs opportunistiske flirt med Islamabad.

Selv hvis det lykkes for amerikanerne at flikke en koalitionsregering sammen - hvilket er muligt, ihvertfald midlertidigt - så vil den alligevel være helt ude af stand til at løse de frygtelige problemer, som det smadrede land står overfor - et land, der ikke engang har de mest basale institutioner eller en infrastruktur. Efter to årtier med krig har de fleste læger forladt landet, og 85% af lærerne er emmigreret eller er blevet dræbt. I 1993 var 60% af elforsyningen ude af drift. Nu må situationen være endnu værre. Centralbanken trykker papirspenge, som der ikke er nogen reel dækning for. Scenen er sat for en eksplosion i inflationen og et yderligere sammenbrud i levestandarden, som allerede er forfærdelig lav.

Ligegyldigt hvor meget amerikansk hjælp, der eventuelt bliver givet, vil det aldrig være nok til at stabilisere situationen. Afghanistan er et bundløst hul, hvor man kan smide milliarder af dollars i med ringe eller slet ingen effekt. Desuden vil alle de forskellige grupper og individer, som en "bred regering" vil bestå af, kræve deres del af dollarsene. De fattige i Afghanistan vil ikke komme til at se noget til pengene, og de vil hurtigt komme til at hade regeringen og dens udenlandske støtter. Og i Afghanistan bliver politisk oppostition hurtigt oversat til kalashnikov'sk.

For at gøre situationen endnu værre for USA, er Rusland allerede godt igang med at støtte sine venner i Nordalliancen og blokere for tidligere talibanere i regeringen. På trods af alle smilene og håndslagene udadtil, så har USA og Rusland modstridende interesser i dette område. Derfor sendte Moskva mindst hundrede bevæbnede mænd fra Ministeriet for Nødssituationer afsted til Kabul så hurtigt som muligt. Undskyldningen var, at det var med humanitært formål. Men det siger de jo alle sammen - det reelle formål er tydeligt for enhver, der har øjne at se med.

Selv uden fremmede magters indblanding (ikke kun USA og Rusland, men også Iran, Pakistan og Indien - som alle støtter deres egne favoritter), er Nordalliancen i sig selv en meget ustabil koalition af forskellige grupper og individer: tadsjikker, usbekere, hazaraer osv., som har en tendens til at komme op at toppes. Den gamle leder Rabbani er blevet sat ud på sidelinjen, hvilket kan splitte tadsjikkerne mellem dem, der støtter ex-præsidenten, og dem, der støtter den myrdede general Ahmed Shah Masoud. Samtidig har den usbekiske leder general Dostum sagt, at han ikke vil anerkende regeringen. Og pashtunerne mener, at der diskrimineres imod dem.

Under sådanne forhold er det noget sludder at tro, at en ustabil og delt regering i Kabul skulle kunne kontrollere hele landet og opbygge nogen form for stabilitet. Hvis der skal opretholdes kontrol over situationen, vil amerikanerne og deres allierede blive nødt til at udstationere tropper i Afghanistan. Som tidsskriftet The Economist påpeger: "Udenlandske tropper, eventuelt sammen med afghanske, vil nok blive nødvendige, hvis der skal holdes orden i Kabul og andre byer, der er blevet erobret fra talibanerne." Men det var jo præcis dette, russerne prøvede på for tyve år siden, med det kendte resultat. Dette betyder reelt besættelse af Afghanistan under et andet navn. Der er lagt op til en konflikt, der kan vare i mange år. Dette perspektiv vil ikke blive væsentligt ændret, selvom mullah Omar og bin Laden bliver fanget eller dræbt.

Uroen ulmer i Centralasien

Amerikanerne står stadig over for store vanskeligheder både i Afghanistan og på verdensplan, især i Mellemøsten, som de har gjort endnu mere ustabil. Inde i Afghanistan er der ingen stabilitet. Den såkaldte brede regering, der er flikket sammen under amerikansk pres, vil ikke holde længe. Den usbekiske leder Dostum har allerede nægtet at samarbejde med den. Det vil ikke være muligt for en så vakkelvorn sammenslutning at styre hele Afghanistan. Den vil have svært nok ved at holde sig ved magten. Det vil kun kunne lade sig gøre med udenlandsk militær hjælp. Det betyder, at USA og deres allierede (især England og sandsynligvis Tyrkiet) vil komme til at sidde tilbage med aben - og det er lidt af en abe, der er tale om!

Hele Centralasien er ekstremt ustabil. Den amerikanske imperialisme har gennem sin klodsede intervention i Afghanistan yderligere forværret denne ustabilitet. Financial Times beskrev 30/10/01 Centralasien som "et område, der er plaget af fattigdom, drastisk forværrede sundheds- og socialsystemer, alvorlige miljømæssige ødelæggelser og autoritære regeringer."

Der er eksplosive modsætninger overalt, som kan føre til fremtidige krige og konflikter. Islam Karimov, Usbekistans diktator, er autoritær og korrupt, og meget upopulær. Oppositionen omkring Usbekistans Islamiske Bevægelse havde tilknytning til Afghnaistan, hvor deres guerrillaer havde deres baser. Men ved at støtte Karimov har amerikanerne skærpet de interne modsætninger i landet. Karimov har ambitioner om at dominere hele området. Der er 25 millioner usbekere ud af Centralasiens totale befolkning på 57 millioner.

Især er der spændinger mellem Usbekistan og Tadsjikistan, og disse afspejles inde i Afghanistan som konflikten mellem Dostum og tadsjikerne i Nordalliancen, som er kommet op til overfladen under kampene for nylig. I forbindelse med imperialisternes iver efter at styre olien og gasforekomsterne i Centralasien, er det en eksplosiv blanding, vi har med at gøre.

Det er uundgåeligt, at den herskende klike og den militære elite i Pakistan snart vil prøve at få deres tabte positioner i Afghanistan tilbage ved at stå frem som pashtunernes støtter. Men hvis de griber ind i deres naboers sager, vil de kun gøre situationen mere ustabil og skabe grundlag for, at krigen kan sprede sig til Pakistan selv.

En kolos på lerfødder

En ny magtbalance har udviklet sig i det sidste årti. Før Sovjetunionens sammenbrud holdt de to supermagter USA og USSR hinanden i skak, og det gav verdenssituationen en slags stabilitet. Den lange periode med økonomisk opsving efter anden verdenskrig sammen med opdelingen af verden mellem den amerikanske imperialisme og Sovjet var det materielle grundlag for en relativ stabilitet i verden. Grunden til denne såkaldte fred var terrorbalancen mellem det stalinistiske Sovjet og den amerikanske imperialisme. Men nu er alt det forandret. USA er blevet den eneste supermagt, og det har skabt en verdenssituation, der ikke er set før.

Før i tiden kunne der ikke have været tale om, at USA ville turde bombe Irak eller Jugoslavien. Men med stalinismens sammenbrud og USAs rolle som eneste supermagt har de amerikanske imperialister fået selvtillid til at udvikle en mere aggressiv udenrigspolitik.

Og nu er denne imperialistiske arrogance blevet forøget mange gange. Krigen i Afghanistan tilføjer en ny drejning til kapitalismens verdenskrise. USA er verdenshistoriens mægtigste imperialistiske magt. De har de mest djævelske og sofistikerede masseødelæggelsesmidler til rådighed. Men alligevel er det en kolos på lerfødder.

Den amerikanske imperialisme har ført flere krige end nogen andre - især imod små og svage lande, der ikke kan slå igen. Libyen, Grenada, Libanon, Somalia, Haiti, Panama, Nicaragua osv. De førte en blodig og ødelæggende krig mod Vietnam i 13 år, men den tabte de som følge af massernes modstand i USA og sammenbruddet i den amerikanske hær i Vietnam.

Alligevel forbereder de amerikanske imperialister sig på at intervenere alle steder. De har givet den colombianske regering 1,3 milliarder dollars til at bekæmpe guerrillaerne, og de har nu forøget deres militære hjælp til den filippinske regering fra 2 millioner til over 100 millioner dollars. Og det er kun begyndelsen. George W. Bush, der blev valgt på et mere eller mindre isolationistisk program, forbereder nu militær intervention imod Irak, eller Somalia eller Sudan - eller sådan cirka imod alle, han nu lige kan huske navnet på.

Bush er betragteligt dummere end Clinton, der bortset fra i personlige affærer var ekstremt forsigtig. Hans efterfølger i det Hvide Hus er måske ikke involveret i eventyr af Monica Lewinsky-slagsen, men han er en meget farligere type eventyrer. Efter på heltemodig vis at have indtaget Kandahar (med afghanske tropper) tror han nu, at han er almægtig. Han tror, han kan alting, men han vil få sig en smertefuld lærestreg.

"Tåber farer ind..."

Lige siden Vietnamkrigen har Pentagon været imod at indsætte amerikanske landtropper. Men før eller siden bliver dette en nødvendighed, fordi det er umuligt for dem at nå deres mål med luftstyrker alene. Colin Powell, der er tidligere general og lidt mere kvik i det end George Bush (hvilket ikke er svært), mener, at USA kun bør intervenere, når de klart har overmagten og en strategi for, hvordan de kommer ud igen. Når man ser på USAs overlegne militære magt, er dette en meget frygtsom holdning. At den bliver fremført af en mand som Powell, som tydeligvis gerne vil ind og sidde i det Hvide Hus, viser, hvor meget den amerikanske imperialismes strateger frygter konsekvenserne af fremtidig amerikansk indblanding i udenlandske eventyr. Det viser, at de er klar over de begrænsninger, der er for den amerikanske imperialisme. Dette synes imidlertid ikke at være feset ind hos USAs nuværende præsident.

I Afghanistan har amerikanerne hverken den overvældende overmagt eller en sammenhængende strategi for at komme ud igen, når det begynder at blive hårdt. Mere klartsynede folk begynder allerede nu at komme med advarsler, og det er ikke kun Powell. En engelsk admiral advarede for nylig amerikanerne om, at situationen i Afghnaistan stadig er meget skrøbelig. Det er indlysende for enhver - bare ikke for George Bush. Han ser generelt kun det, han gerne vil se. Hans triumferende udtalelser er helt malplacerede, eftersom amerikanerne reelt ikke har været i kamp endnu. De rigtige kampe i Afghanistan er slet ikke begyndt endnu.

Alle med en hukommelse kan huske, at russernes rigtige problemer først opstod, da de allerede havde erobret hele landet ved hjælp af deres overlegne militære styrke. Nu har amerikanerne de samme illusioner, som russerne havde dengang. Det drejer sig ikke kun om talibanerne. Hvis det bare var det, ville det være meget mere simpelt for USA. Men amerikanerne skaber sig nye fjender hele tiden.

Det afghanske samfund er så fragmenteret, at når USA griber ind i regeringsdannelsen, vil de nødvendigvis komme til at støde de grupper fra sig, som mener, at de ikke har fået, hvad de fortjener. Dette er allerede sket med general Dostum. Og hvad der er endnu vigtigere - pashtunerne var ikke seriøst repræsenteret ved forhandlingerne i Bonn, og pashtunerne er både den største etniske gruppe i landet og talibans vigtigste base. Så der er mulighed for en anti-amerikansk blok, hvor taliban kun vil være en lille del. Drivkraften vil ikke være religiøs fanatisme, men afghansk og pashtunsk nationalisme og den traditionelle modstand mod fremmed overherredømme.

På trods af pralerierne er faktum, at amerikanerne stadig ikke har opnået deres erklærede mål: bin Laden og mullah Omar er stadig på fri fod, og talibanerne har godt nok forladt byerne, men de er langtfra udslettet. TV viser billeder af soldater fra Nordalliancen, der jager al-Qaidas baser i bjergene - men det, man ser, er ikke andet end soldater, der skyder formålsløst på nogle klippevægge. Det ser godt ud på fjernsyn, men er næppe seriøs kamp.

The Economist bekræftede 1/12/01, hvad vi har sagt i nogen tid:

"En anden grund til amerikanernes forsigtighed er, at en kampstyrke som Nordalliancen med dens blanding af tadsjiker, usbekere osv. ikke længere er så nyttig. I den sydlige del af landet, som domineres af pashtunere, hvor talibanlederne kommer fra, er det ikke så klart, hvem amerikanernes naturlige allierede er."

Nordalliancen har opnået sit hovedmål og vil ikke være ivrig efter at fortsætte kampen i underjordiske tunneller i det pashtunske syden, hvor de ikke vil blive set som befriere, men udenlandske erobrere. Hvis amerikanerne vil have bin Laden, må de nok hente ham selv. Det vil ikke blive en let opgave. Amerikanerne tror, at bin Laden er i Tora Bora-bjergene nær Jalalabad, og dem bomber de. Men der er ingen, der ved, hvor bin Laden er. Hele området er fuldt af tunneller, og der er adskillige bjergstier, der fører til Pakistan.

I følge rapporter i den seriøse presse har bin Laden adgang til meget gode efterretninger om amerikanernes planer, og han har endda været i stand til at flytte sine mænd ud fra forskellige steder få timer før amerikanske bombardementer. Hvis disse rapporter er korrekte, vil meget af effekten ved bombningerne være gået tabt.

Så på trods af amerikanernes bestræbelser på at undgå at indsætte landtropper i større omfang i Afghanistan vil de før eller siden blive nødt til det. Hidtil har de udvist stor forsigtighed. Den amerikanske kampvognskolonne, der blev nævnt i starten af artiklen, er stoppet foran Kandahar og er ikke kørt helt ind i byen. Kandahar er tydeligvis ikke helt under kontrol endnu. Men i bjergene og landsbyerne i det pashtunske område er situationen endnu værre. John Pike fra Global Security, der er en amerikanske forsvarstænketank, regner med, at Pentagon forbereder sig på at fortsætte kampene indtil foråret.

Med udsigt til rigtig kamp i modsætning til at smide bomber fra store højder er der i det mindste nogle i Washington, der er begyndt at tænke sig om. Hidtil har de holdt englænderne mere eller mindre udenfor, men nu er der tegn på at "USAs bedste ven" endelig bliver inviteret med til festen. Det tyder på, at der er kamp på dagsordenen. Når det kommer til tab af liv og ikke bare tv-billeder, er englænderne velkomne til at deltage. Tony Blair er ellevild. Han har været utålmodig efter at sende engelske soldater til Afghanistan for at vise, at England stadig er noget, man skal tage alvorligt. Han har glemt det gamle engelske ordsprog: "Tåber farer ind, hvor engle frygter at træde."

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.