På Pakistans vestlige grænse er der stadig uroligheder i forbindelse med USA's krig i Afghanistan. Samtidig er der på Pakistans østlige grænse til Indien opløb til endnu en krig i Kashmir. Det vil i så fald være det 4. store militære sammenstød mellem Indien og Pakistan i deres 54-årige eksistens. Begge lande besidder atomvåben, og hele verden følger med i hvad der sker, selv Tony Blair har været sendt til landene for at mægle. Men hvad er egentlig baggrunden for konflikten, og hvad kan det føre til?


Baggrunden for konflikten

Inden for få måneder efter Indiens og Pakistans oprettelse gik de i krig over Kashmir i 1948. Anden krig kom i september 1965 igen over Kashmir. Den tredje krig brød ud i december 1971, denne gang i Østpakistan (nu Bangladesh), men den udviklede sig til også at omfatte Kashmir. Denne krig førte til en splittelse af Pakistan, så Østpakistan blev til Bangladesh. Pakistan led et ydmygende nederlag, og 90.000 pakistanske tropper blev krigsfanger i Indien.


Denne krig var efterspillet til den tabte revolution i Pakistan i 1968-69, hvor pakistanske studerende, arbejdere og bønder havde taget magten gennem en masserevolutionær bevægelse. Manglen på en marxistisk ledelse betød, at revolutionen mislykkedes. Borgerskabet forsøgte at fjerne fokus fra sociale problemer og ødelægge klassekampen ved at gå i krig og derved opildne til nationalisme. Disse krige var korte og våbnene var relativt primitive, alligevel medførte de masseødelæggelse og hundrede tusinder døde civile, og Kashmir konflikten blev stadig ikke løst.


Selv i de såkaldte fredsperioder har der været en spændt stemning mellem de to lande, som begge regimer har forsøgt at holde ved lige for at lægge et pres på befolkningerne for at opretholde national stabilitet, da begge kapitalistiske regimer er utroligt svage.


Indien - BJP-regeringen i krise

Indien har ligesom de fleste andre kriseramte regimer i verden tilsluttet sig "antiterrorisme"-parolen. Det såkaldte terroristiske angreb på det indiske parlament 13/12/01 kom lige tilpas for Indiens ledelse. Om angrebet blev sponsoreret af den pakistanske stat eller ej, vil nok aldrig blive opklaret. Hvad der derimod er klart, er, at den indiske regering udnyttede denne chance, de slog på, at Indien skulle løse problemet på "Bush-manér" ved at gribe ind over for grupper med base i pakistanskkontrolleret Kashmir og i Pakistan.


Før angrebet var Indiens BJP-ledede regering i krise, bla. pga. rygter om korruption inden for forsvarsbudgetterne. Oppositionen ville af med forsvarsministeren, denne konflikt lammede parlamentet i 3 dage. BJP-regeringen tror nu, ligesom Bush og Nyrup før valget, at en katastrofe kan udføre mirakler for regeringens omdømme. Men intet regime har overlevet længe ved at kaste sig ud i krige og uroligheder.


Indiens premierminister Vajpayee har sammen med regeringen beskyldt Pakistans regering for "en konspiration for at udrydde hele Indiens politiske ledelse". Det er ikke kun "nationens ære", der er på spil for de indiske ledere, men også deres positioner på toppen. Vajpayees BJP, der leder en splittet 26-partis koalition, skal til valg i nogle af Indiens nøgledelstater i foråret. BJP står over for en nedtur i disse valg, hvilket kan betyde, at hele koalitionen splitter op. Dette ville føre til en alvorlig politisk krise, og til at eliten i Indien mister deres adgang til korruption og andre goder. En hård politik mod Pakistan kan give BJP lidt håb ved valgene.


Et angreb på Pakistan kan medføre en længerevarende krig og mulighed for, at konflikten accelererer til et niveau med atomvåben. En atomkrig mellem Indien og Pakistan vil have store konsekvenser for resten af Sydasien og hele verden.


Økonomisk nedtur skyld i oprustningen

Hovedårsagen til de stigende spændinger skyldes den socioøkonomiske krise, der er blevet næret af nedgangen i verdensøkonomien. Kapitalisterne i Indien og Pakistan forsøger at bruge denne krig, eller trussel om krig, terrorisme osv. til at undertrykke arbejderklassen yderligere. De indiske arbejdere har i den seneste periode været udsat for nogle af de hårdeste nedskæringer på bud fra IMF, mens militærbudgetterne er eksploderet. Den voksende krise tvinger de indiske kapitalister til at skære yderligere ned på den indiske arbejderklasse. Venstrefløjen og de intellektuelle har kørt med på denne bølge som forsvar for "nationalisme" og "demokrati". Fattigdommen er blevet fordoblet i det sidste årti. Dette viser, at det kapitalistiske system har været ude af stand til at udvikle samfundet, og at det derfor er fuldstændig stagneret. Den økonomiske vækst er faldet, Indiens lokale industri er ved fuldstændig at kollapse, og i landbruget står det endnu værre til.


Religiøse, regionale, etniske og nationalistiske konflikter ryster samfundets grundvolde og BJP-koalitionen vil falde snarere før end senere.


Pakistan

Pakistans situation er ynkelig. Det har brugt 20 år på at understøtte Taliban og andre fundamentalistiske grupper inde i Afghanistan, hvilket nu er mislykkedes, og har gjort den vestlige grænse mod Afghanistan sårbar. Ministrene fra Afghanistans Nordalliance vil ikke tilgive Pakistan, at deres efterretningstjeneste var med til at bevæbne Talibanerne mod Nordalliancen. Ydermere vil etniske konflikter eksplodere i Afghanistan, når den regering, der er sammenflikket af imperialisterne, bryder sammen, og dette vil sprede sig til Pakistan. Det kan give brændstof til nationalistiske og sekteriske sammenstød, der kan betyde sammenbrud for den allerede svage pakistanske stat.


Samtidig optrappes krisen med Indien, og beskyldningerne flyver i luften, om hvem der skød det første skud osv. Men ligegyldigt hvad udfaldet bliver, bliver ofret den pakistanske befolkning. De socioøkonomiske forhold er allerede elendige. Pakistans økonomi er dårlig, fattigdommen er også her fordoblet i løbet af de sidste ti år. Pakistan har været hovedofret for krigen i Afghanistan både økonomisk og politisk, de har tabt 1,4 milliarder dollars og kun fået 673 mio. fra USA. Pakistans offentlige gæld er nu 105% af BNP, faktisk mere end de allermest forgældede lande. Kriminalitet, vold, korruption, sygdom og elendighed hærger landet. Musharrafs (Pakistans præsident) diktatur har fuldstændig lagt sig ind under imperialismen ikke kun krigsmæssigt men også økonomisk. De har udført alle IMFs og Verdensbankens ordrer, hvilket har betydet massiv stigning i arbejdsløsheden og yderligere elendighed for de pakistanske masser. At tro, at Pakistan kan få økonomisk fremgang ved at deltage i "genopbygningen" af Afghanistan, er en utopi. Amerikanerne planlægger at forlade Afghanistan endnu engang, og der vil igen komme tumulter i Afghanistan, som også vil påvirke Pakistan.


Indien gør det sværere og sværere for Musharraf. Hvis han går i aktion mod de to muslimske grupper, der beskyldes for at stå bag angrebet på Indiens parlament, vil det se ud som om, han har givet efter for indisk pres, hvilket vil svække hans position. Hvis ikke han gør noget, vil han komme på tværs af Bush. Selvom toppen af hæren er skrækslagne for udsigten til krig med Indien, kan de ikke gøre andet end at give igen. Hvis Musharraf giver efter for mere pres fra Indien, kan han risikere en opstand fra hæren.


Hvis Indien besætter hele Kashmir vil de møde en endnu større modstand fra Kashmirs befolkning. Selve Pakistans eksistens vil være truet, og det vil uundgåeligt føre til en blodig splittelse af Indien. Selvom Indien er stærkere militært end Pakistan, vil det stadig blive en hård krig, og Pakistans besiddelse af atomvåben kan muligvis få Indien til at fravælge en militær løsning på konflikten. Dette er også grunden til, at USA og England forsøger at tale Indien fra en krig.


Ingenting vil blive som før

Krigen kan muligvis undgås bla. pga. presset fra imperialistiske magter. Men de faktorer, der har bragt de to lande på nippet til krig, findes stadig. En såkaldt fred vil ikke være længe. Dette betyder, at den herskende klasse på subkontinentet hverken har råd til krig eller fred. Den onde cirkel med krig og forholdsvis fred kan fortsætte, indtil samfundene bliver drevet til barbarisme og ruin. Denne situation er den direkte konsekvens af kapitalismens krise og imperialistisk undertrykkelse.


Det indiske subkontinent blev splittet i 1947, da en intensiv bevægelse blandt arbejdere, sømænd, soldater og bønder ikke blot truede den engelske Raj (koloniherre af Indien), men kunne have udviklet sig og have væltet det kapitalistiske system. For at undgå dette delte engelsk imperialisme i samarbejde med hinduistisk og muslimsk fundamentalisme Indien. Kommunistpartiet udnyttede ikke denne mulighed for at udvikle den nationale bevægelse til en socialistisk revolution, hvilket let kunne have været gjort.


Konflikten er stadig ikke løst og kan ikke løses. Efter mere end 50 år med såkaldt selvstændighed er levestandarden for hundreder af millioner mennesker på subkontinentet faldet drastisk. De indiske og pakistanske kapitalister har vist, at de ikke kan løse noget som helst endda har været ude af stand til at udføre en borgerlig demokratisk revolution.


Situationen kan ikke holde længe. De pakistanske og indiske masser har gang på gang rejst sig, og det vil de gøre igen. De vil gennemføre en socialistisk revolution, hvilket er den eneste løsning på fattigdommen, elendigheden osv. Arbejderklassen på det indiske subkontinent har før vist sig i stand til at tage magten, men er gang på gang blevet svigtet af ledelsen. En socialistisk revolution i Pakistan eller Indien vil uundgåeligt brede sig over grænsen og skabe en socialistisk føderation på subkontinentet - det er den eneste måde at disse folk igen kan samles og sammen skabe en socialistisk verden.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.