Se billeder fra kongressen her !

Torsdag den 21. marts samledes over 500 entusiastiske medlemmer af The Struggle – de pakistanske marxisters organisation – i Al-Hamra-salen i Lahores centrum. Den første kongres fandt sted for 21 år siden i Amsterdam, hvor en lille bitte gruppe af politiske flygtninge, der havde været fængslet under den brutale diktator Zia ul-Haq, startede den marxistiske avis The Struggle med hjælp fra Ted Grant og Alan Woods og den marxistiske tendens i England. Dette års kongres – den 21 – var den største kommunistiske kongres, der nogensinde er blevet afholdt i Pakistan, og den var endnu større end den, der blev holdt i 1953, hvor der var 226 delegerede.

Platformen i den ene ende af lokalet var dekoreret med røde flag og portrætter af Marx, Engels, Lenin og Trotskij, og der var revolutionære citater på urdu. I ugerne op til kongressen blev dokumenterne – et til hvert punkt på dagsordenen – trykt i bogform og distribueret over hele landet. De blev diskuteret i alle afdelinger, så kammeraterne kom godt forberedte til kongressen.

De delegerede kom fra alle Pakistans regioner, og alle nationaliteter var repræsenteret: pashtunere, baluchere, sindhier, punjabier, kashmirere, saraikier og hazaraer. Nogle af de delegerede måtte rejse i 36 timer for at komme til kongressen. Dette er den eneste kongres i Pakistan, hvor man kan møde repræsentanter for så mange forskellige etniske grupper, der mødes for i fordragelighed for at diskutere deres fælles problemer og udarbejde et socialistisk perspektiv for Pakistan.

Forskellige sociale grupper var repræsenteret – unge og gamle, mænd og kvinder, arbejdere og bønder, studerende og intellektuelle. Men det store flertal var arbejdere og unge. Der var arbejderledere fra Pakistan Steel Mills i Karachi, fra jernbanerne, postarbejderne, cementfabrikker, telekommunikation, elektricitet, transport, havnearbejdere, tekstilarbejdere, garverierne, hospitalsarbejdere, lærere og mange andre.

Blandt de unge var der en stor delegation på omkring 100 fra Kashmir, de fleste fra JKNSF (Jammu-Kashmir National Students' Federation), som på deres seneste kongres med stort flertal stemte for en marxistisk ledelse. Der var også marxister fra JKPSF (Jammu-Kashmir People's Students' Federation) og SLF (Students' Liberation Front). Dette viser den voksende støtte for marxismens revolutionære idéer i Kashmir, sådan som de forsvares i programmet for Campaign for Socialist Kashmir.

Der var studerende fra 3 universiteter i Sindh, hvor de for nylig har startet YFIS-grupper (Youth for International Socialism) på universiteterne. Der var marxistiske studerende fra universitetet i Punjab, som ellers har været en bastion for den islamiske fundamentalisme i de sidste 30 år. Der var også studerende fra universiteterne i Multan, Baluchistan (Quetta) og Karachi. Der var også marxister fra PSF (People's Student Federation), PYO (People's Youth Organisation) og andre af ungdommens masseorganisationer.

Desværre blev en delegation af 7 indiske kommunister, både fra CPI(M) og CPI, forhindret i at deltage. De var ellers klar til at tage af sted og havde allerede betalt for billetterne, men blokaden mellem Indien og Pakistan og de reaktionære manøvrer på begge sider gjorde, at de ikke kunne komme frem til kongressen.

Denne kongres markerede en forøgelse i antallet af tilstedeværende kvinder. Dette er ekstremt vigtigt for Pakistan, hvor kvindernes slaveagtige forhold og den generelle sociale tilbageståenhed gør det meget svært for kvinder at deltage i politik. For eksempel var der en kvindelig kammerat, der blev forhindret i at deltage, fordi hendes bror var imod det! Alligevel var der mange kvindelige kammerater til stede på kongressen på trods af deres familiers ønsker – hvilket er en meget modig handling, når man tænker på situationen i Pakistan. De vidste ikke, hvad der ville vente dem, når de vendte hjem, men deres tro på den revolutionære sag gav dem mod til at følge deres overbevisning.


For at give et eksempel: Der var en ung kvinde på fjorten år, der havde sparet sine lommepenge i et helt år for at kunne betale det, det kostede at komme til kongressen. Alle dem, der deltog i kongressen, betalte i gennemsnit £4, hvilket er en hel del i Pakistan. En mor til to fra Rawalpindi fortalte: "Mine børn ligger begge syge, men jeg blev nødt til at være med på den her kongres. Så jeg gav dem medicin og tog dem med herhen". Dette er bare nogle få eksempler på pakistanske kvinders hengivenhed til den revolutionære sag. De var alle meget entusiastiske og fulgte hvert et ord fra først til sidst.


Dagsordenen for den to dage lange kongres var meget tætpakket, men de tilstedeværendes opmærksomhed var høj hele tiden. Mødet blev åbnet af en kvindelig kammerat, der havde siddet otte år i fængsel under Zia ul-Haq-diktaturet og var blevet udsat hård tortur for den rolle, hun har spillet i arbejderbevægelsen.


Første punkt var "Verdensrevolutionen i dag", og det blev indledt med et oplæg af kammerat Alan Woods, redaktør af de engelske marxisters blad Socialist Appeal og internetsiden In Defence of Marxism. Der var efterfølgende mange spørgsmål om mange emner, som kammerat Alan svarede godt på. Et af spørgsmålene fra en kammerat fra Kashmir var: "Hvornår vil folket i Kashmir få deres frihed?" Til dette svarede kammerat Alan: "Jeg ved ikke, hvornår folket i Kashmir får deres frihed. Men jeg ved dette: i de sidste 55 år har Kashmir ligget i lænker, og de borgerlige nationalister og fundamentalister har fejlet totalt. Problemerne i Kashmir kan kun løses med revolutionære midler. Folket i Kashmir vil få deres frihed den dag, folket i Pakistan og Indien får deres".


Tilhørerne kvitterede for oplægget med stående bifald og viste de pakistanske kammeraters hengivenhed til den proletariske internationalisme. En solidaritetshilsen fra den tyrkiske sektion blev også modtaget med voldsomme klapsalver.


Så fulgte en intens debat om taktik og strategi for den pakistanske revolution, hvor meningsforskelle blev diskuteret åbent og kammeratligt.


På kongressens anden dag var der en rapport om perspektivet for udviklingen i Pakistan og en organisatorisk rapport, regnskab, rapport over avisen, fagforeningsarbejdet, ungdomsarbejdet, kvindearbejdet og andre aktiviteter. Endelig blev der valgt en ny centralkomité. Alle beslutninger blev taget enstemmigt, og indsamlingen gav hele £3.000.


Før hvert punkt på dagsordenen blev der reciteret revolutionære digte af forskellige kammerater, af hvilke den yngste var en pige på fem år. Til allersidst var der en international rapport om den internationale marxistiske tendens' arbejde, derpå var der et par afsluttende bemærkninger, og så blev Internationale afsunget på engelsk og urdu samtidig.


Virkningen af denne kongres på alle de tilstedeværende er svær at udtrykke. På trods af alle de forfærdelige vanskeligheder, som de pakistanske marxister har stået over for i den sidste periode, beviste denne kongres over for alle, at vi er kommet ud af dem uden at have bøjet hovedet. Flere ældre kommunistiske arbejdere, der deltog, var dybt berørte. En af dem sagde: "Jeg har været til mange kongresser i Kommunistpartiet før i tiden, men jeg har aldrig oplevet noget som det her. Jeg føler, at jeg har fundet mit hjem".


Et af kongressens højdepunkter var en strålende tale, som blev holdt af en af lederne for stålarbejderne i Karachi – han er også med til at organisere PTUDC (Pakistan Trade Union Defence Campaign) i Karachi. Han fortalte, hvordan de 15.000 stålarbejdere kastede sig ud i en opstand mod arbejdsgiverne og regimet, og endda også tvang ledelsen for de traditionelle fagforeninger til at lede en besættelse af fabrikken, hvilket aldrig er set før. Dette tiltag fik så stor virkning, at de i løbet af 24 timer fik gennemført alle deres krav, som de ellers havde kæmpet for i 15 år.


Denne kamp viste den pakistanske arbejderklasses sande ansigt. Arbejderne udviste beslutsomhed og mod, men også eksemplarisk orden og disciplin. Der blev ikke smadret så meget som en rude, der var ikke et eneste voldeligt optrin, intet håndgemæng, og alligevel vandt de en hidtil uhørt sejr over arbejdsgiverne og militæret. Det viser det virkelige styrkeforhold i Pakistan i dag.


De sidste ti år har været en svær periode for marxisterne i Pakistan. Massearbejdsløshed, fattigdom og analfabetisme er blevet forværret af den islamiske fundamentalismes rædsler og etniske stridigheder. Nu fører imperialisterne krig i Afghanistan. Men Musharraf-diktaturet, som gør, hvad de amerikanske imperialister beder det om, har vist sig at være et svagt og tandløst regime.


Arbejderklassen og ungdommen i Pakistan er hurtigt ved at genfinde deres kampånd og klassebevidsthed. De er ved at miste deres frygt. Scenen er sat for en afgørende kamp mellem klasserne i den overskuelige fremtid. I den nuværende situation, og på baggrund af de store fremskridt, den marxistiske tendens har gjort i Pakistan, følte vi, at det var det rigtige tidspunkt til at samle den revolutionære marxismes styrker lige for næsen af militærregimet.


Musharraf-diktaturet kan, under pres fra USA på den ene side og den islamiske fundamentalisme på den anden, ikke rigtig slå ned på venstrefløjen nu, og de prøver endda at få et "progressivt" image ved at tage "venstreorienterede" folk ind i regeringen! Disse triste personager har byttet det lidt, der var tilbage af deres principper, for en karriere og en fed bankkonto. De må fordømmes som forrædere og kollaboratører.


På trods af hans angreb på fundamentalismen og forsøgene på at virke "progressiv" fører Musharraf en pro-imperialistisk og kapitalistisk politik. Han gennemfører slavisk IMF's og Verdensbankens politik (dvs. den amerikanske imperialismes politik), hvilket er en katastrofe for Pakistan.


Men som vi så ved strejken på Pakistan Steel, så er dette diktatur en kolos på lerfødder. Det organiserer af og til forskellige former for undertrykkelse, hvilket har ført til, at nogle fagforeningskontorer er blevet lukket og fagforeningsmedlemmer arresteret, som f.eks. i Baluchistan tidligere i år. En af vores ledende kvindelige kammerater blev truet med fængsel, og da politiet kom til hendes hus og så, at hun var flygtet, arresterede de hendes 12-årige datter i stedet. Der har været mange tilfælde af tortur.


Men den undertrykkelse, som det nuværende regime udfører, er tøvende og usammenhængende, hvilket afspejler regimets svaghed, dets mangel på et socialt grundlag og dets interne splittelse. Det forbyder demonstrationer, men tillader indendørs møder. Vores kongres var et indendørs møde, "kun med adgang for inviterede". Ellers kunne den have været to eller tre gange større. Faktisk var der mange, der hørte om kongressen, og som gerne ville have deltaget, som måtte afvises.


Jo, de pakistanske marxister er tvunget til at arbejde under svære forhold. Risikoen for, at der pludselig bliver slået hårdt ned fra regimets side, er altid til stede. Vi har haft vores ration af fængslinger. Men takket være international støtte er det lykkedes os at få vores kammerater ud igen og fortsætte arbejdet. Vores indflydelse og autoritet vokser dag for dag, time for time. Dette blev vist på kongressen, som også vil blive startskuddet for en massiv kampagne med agitation, propaganda og organisering, som skal bane vejen for en masseomfattende revolutionær marxistisk organisation i Pakistan, som kan være parat til at møde de stormfulde begivenheder, der er under opsejling.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.