Den bilbombe, der dræbte 15 mennesker på parkeringspladsen ved Karachi Sheraton, er et eksempel på, at forholdene i statsapparatet og selve samfundet i Pakistan hastigt forværres. Eksplosionen smadrede ikke bare bussen, men rystede også den allerede dalende tiltro til Musharraf-diktaturet. Der er mere uro og ustabilitet på vej for diktaturet. Samtidig er en ny bølge af klassekamp begyndt med stålværksarbejdernes sejr i Karachi og den strålende strejkebevægelse blandt de statsansatte i Baluchistan. I den næste periode vil vi se denne klassebevægelse få mere styrke, og der vil kunne opstå revolutionære situationer. Samtidig kan den skærpede krise i den pakistanske kapitalisme føre til flere reaktionære handlinger som bomben i Karachi, hvilket vil gøre hele situationen endnu mere spændt.


Det nylige valg var en fejl, som Musharraf - ligesom de fleste andre diktatorer - begik i et forsøg på at forevige sit styre. Det er et paradoks, at de fleste despotiske herskere ser ud til at få overlegenhedskomplekser og storhedsvanvid, netop når deres fald er ved at begynde. Isolationen og fremmedgørelsen i magtens tungt bevogtede korridorer undergraver langsomt men sikkert sådanne herskeres fornuft. Musharraf var virkelig begyndt at tro, at han var den Messias, som denne ulyksalige nation havde ventet på hele tiden.


De opdigtede tal og "facts" om økonomisk opsving, som bureaukraterne og de politiske nikkedukker hældte i ham, fik ham til at tro, at han havde skabt et økonomisk mirakel ved at akkumulere rekordstore reserver af udenlandsk valuta på fem milliarder dollars i statskassen. Det, han ikke kunne forstå, var, at denne ophobning af udenlandsk valuta på et tidspunkt, hvor eksporten er gået ned med ca. 8%, importen med 10%, og hvor dollaren er blevet svækket, ikke er et positivt økonomisk tegn, men et tegn på krise. Dette er især tilfældet, når vækstraten er så lav som 2,4% (det laveste tal i 50 år), og når andelen af befolkningen, som lever under fattigdomsgrænsen, er vokset til over 50% (det højeste tal i 50 år). Der har været enorme prisstigninger især på basale fornødenheder, hvilket har kastet de allerede forarmede masser ud i endnu værre elendighed. IMF's diktater, som diktaturet dygtigt og hurtigt udfører, har betydet store slag mod massernes levestandard.


Ifølge Daily Times, Lahore, har "den 1,3 milliarders plan for fattigdomsbekæmpelse og vækstfremmelse, som IMF har givet Pakistan, ført til prishop i landet, ifølge eksperterne. De siger, at de fattige er blevet ramt hårdest. I overensstemmelse med IMF har Pakistan været nødt til at "reformere" forskellige sektorer (og ty til nedskæringer, lukninger osv.), udvide skattegrundlaget og indføre en generel skat på salg af alle forbrugsvarer – ting, der menes at ramme de fattige". (6. maj 2002)


Regimet startede nedskæringerne og de andre angreb fra Baluchistan, som de troede var den mest tilbagestående provins, hvor man lettest ville kunne underkue arbejderne. Men det viste sig at blive lige modsat. Den store strejkebevægelse blandt arbejdere i forskellige statslige institutioner i Quetta under ledelse af PTUDC i Baluchistan har endnu engang vist arbejderklassens ukuelighed og mod. Selv hvis denne strejke ikke skulle ende med sejr, vil selve erfaringen alligevel have gjort en kvalitativ forskel for de strejkende arbejdere, som vil få enorm selvtillid i de kommende kampe.


Regimets klassekarakter ses også tydeligt på skatteområdet. 82% af skatterne er rettet mod de undertrykte klasser (i form af indirekte skatter), og kun 18% er rettet mod de mindre end 5% af befolkningen, som tilhører den herskende klasse. Og kapitalisterne i Pakistan bliver ved med at svindle og undvige disse skatter gennem statslig korruption.


CBR (skattevæsenet) forventer et fald på 107 milliarder i skatteindtægter i år. Det endelige resultat kan sagtens blive endnu værre. Det skyldes kapitalisternes skattesnyderi og IMF's toldsænkninger. Denne byrde vil igen blive lagt over på de fattiges skuldre.


Musharrafs hårde kurs mod islamisk fundamentalisme har også vist sig at være en ren farce. Hans anti-fundamentalistiske udtalelser blev ikke bare taget alvorligt, men også støttet, af liberale og såkaldte venstreorienterede. De skabte illusioner i arbejdernes og massernes bevidsthed om, at Musharraf var progressiv. Det var kun AMR (Asian Marxist Review), 14-dagesbladet Class Struggle (på urdu) og artikler på marxist.com, der afviste denne idé og påviste, at fundamentalismen, som er en kræftsvulst i kapitalismens krop, ikke kan fjernes af en kapitalistisk stat, der allerede er i forfald.


Nu ser vi resultatet. I en tid med økonomisk og social nedgang har Musharrafs USA-støttede såkaldte anti-fundamentalistiske manøvrer haft den modsatte effekt. Bølgen af bombesprængninger og andre terrorangreb rundt omkring i landet viser statsapparatets fallit. Det kan få katastrofale følger for Musharraf selv. Sålænge Musharraf står i forbund med Washington, er han altid i fare for at blive snigmyrdet. Han går rundt med en lille sølvbeklædt pistol i brystlommen, og han forlader kun sit kontor i sin pansrede Mercedes, mens han bruger to andre Mercedes'er som afledning. Frygten for modstandere inde i militæret var også en af de ting, der fik Musharraf til at gennemføre det latterlige valg. Det var et desperat forsøg på at få "legitimitet" i staten og samfundet.


Musharraf var også bekymret for, om det nye parlament, der bliver valgt til oktober, vil være fjendtligt indstillet over for hans ambitioner. Så han fiksede et valg, der skulle give ham fem år til som præsident. Men valgkampagnen var så gennemskuelig falsk, at endda dem, der støttede ham, blev frastødt. Da oppositionen boykottede valget, kunne han få lov til at stå og skryde op alene om sin 98% sejr.


Man mener almindeligvis, at han har fuld kontrol over sine "kernevælgere", militæret. Men det er ikke hele sandheden. Hans handlinger i de sidste par måneder har afsløret opsplitningen i hæren. Musharraf har omrokeret sine militære ledere tre gange på seks måneder – første gang den 7. oktober, hvor USA skulle til at starte bombeangrebene på Afghanistan. De konservative officerer er ikke glade for, at amerikanske styrker kan gøre, hvad de vil, i flere områder af Pakistan, især det nordlige Waziristan på grænsen til Afghanistan.


Den 27. marts var amerikanske FBI og CIA-agenter involveret i anholdelsen af Osama Bin Ladens stedfortræder Abu Zubaydah og 50 andre Al Qaeda-aktivister i Faisalabad og Lahore. Pakistans eget efterretningsvæsen ISI vidste næsten intet om operationen. Det viser, hvor lidt tillid der er mellem ISI og amerikanerne og Musharrafs fraktion af hæren og statsinstitutionerne.


ISI er blevet kaldt "den usynlige regering", og de har gået deres egne veje som en uafhængig organisation. De har stort set styret udenrigspolitikken i Afghanistan, Kashmir og andre strategiske steder for den pakistanske stat i mere end tre årtier. Det er derfor en utopisk fantasi at tro, at Musharraf kan få kontrol over sådan en organisation bare ved at udstede en ordre gennem et korrupt statsapparat. Der er andre vigtige faktorer i denne bandits bevæggrunde, hvoraf den mest kriminelle er de milliarder af dollars i sorte penge, som ISI har tilranet sig under deres operationer i det USA-betalte afghanske jihad i 80'erne.


Selv efter 11. september var den pakistanske stats loyalitet stadig delt. Mindst fem ledende ISI-folk – nogle afgåede, andre aktive – blev tilbage for at hjælpe deres taliban-venner med at forberede forsvaret af Kandahar mod amerikanerne, ifølge Time Magazine. Der er ikke nogen, der er blevet straffet for deres ulydighed.


Den samme artikel siger: "Det er veldokumenteret, at halvvejs gennem det amerikanske angreb på Afghanistan var der stadig pakistanske embedsmænd, der tillod militære og andre forsyninger at komme over grænsen til talibanerne". Forbindelsen mellem ISI og Taliban/Al Qaeda er langt fra brudt. Og det er en af Musharrafs største bekymringer. ISI er berygtet for brug af voldelige metoder i indenrigspolitikken. De har ivrige frontorganisationer baseret på religiøse, nationalistiske og etniske fordomme, som skal holde det politiske landskab i Pakistan under deres faste kontrol.


I de sidste par årtier har disse organisationer spillet en modbydelig rolle ved at splitte klassebevægelsen op langs etniske, religiøse og nationalistiske forskelligheder. Det ideologiske forræderi, som det traditionelle masseparti PPP (Pakistan People's Party) og fagforeningernes ledelse har været ansvarlige for, har givet ISI og de omtalte organisationer frie hænder. Bombesprængningen i Karachi taler sit eget tydelige sprog om de konflikter, der er inde i staten og mellem de forskellige institutioner, der repræsenterer forskellige fjendtlige fraktioner af staten og finanskapitalen.


Da Musharraf offentliggjorde sine planer om et valg for sine magtfulde korpskommandører, var der mange af dem, der først var imod idéen, og mente, at han hellere skulle holde sig til forfatningen og lade parlamentet vælge en præsident. Ifølge Neewsweek svarede Musharraf: "Vil du have at min fremtid skal overlades til Benazir Bhutto, som helt sikkert vil vinde sådan en afstemning?". Sidst i marts afsatte Musharraf nogle af de kommandører, der havde været imod et valg. Det, der gør det risikabelt for ham, er, at i de fleste tilfælde er de omrokerede militærledere stadig i tjeneste, bare på andre poster.


Men den største fejl, som Musharraf gjorde, var at underkaste sig amerikanerne totalt – selvom han ikke havde mange valgmuligheder. I et kapitalistisk system er chancerne for at trodse verdenshistoriens største imperialistiske magt minimale. I en kapitalistisk økonomi må al økonomisk politik afstemmes med det finansoligarki, der styrer tingene. Man har ikke råd til at være fjender med krokodillerne, når man bor i deres vandhul. Sådan er det også med USA og den kapitalistiske økonomi.


Men amerikanerne er de mest utroværdige venner, historien har set. De dræbte Zia ul-Haq, som havde udkæmpet det afghanske jihad for dem, de skrottede Noriega på trods af alle de tjenester, han havde gjort dem, og de har snigmyrdet nogle af deres nærmeste militærdiktatorer, når de begyndte at blive belastende for den amerikanske kapitalismes interesser.


Amerikanerne har opfattet den voksende utilfredshed med Musharraf i det pakistanske statsapparat og samfund, og den amerikanske presse, udenrigsministeriet m.fl. mumler nu misbilligende om ham. Der er ikke en eneste vestlig regering, der har lykønsket Musharraf med hans "jordskredssejr" ved valget. Det vil sige, at Musharrafs hvedebrødsdage med Vesten under terrorkrigen er ved at ende – og det hurtigt. Ud over hans isolation internt i landet slår hans udenrigspolitik nu også mere og mere fejl.


Alt dette har ført til en stærk stigning i undertrykkelsen. Det viser Musharrafs store desperation. Men masserne vil snart bevæge sig. Strejken i Quetta står i frontlinjen for denne nye bølge, der er på vej. Staten tyer til større og større brutalitet og bliver mere og mere grusom for hver dag, der går efter valget. Musharraf-diktaturets dage er talte. Hvad enten han bliver afsat ved et kup eller tvinges væk af masseopstand, så er hans nedgangstid allerede i gang. Men hans afgang vil ikke føre til stabilitet. Den øgede undertrykkelse kan få den modsatte virkning. Det kan fremprovokere en bevægelse på langt større plan.


Muligheden for, at Musharraf-diktaturet kan knuse bevægelsen, er nu minimal. Vesten, medierne og endda dele af det pakistanske statsapparat og borgerskab vil endnu engang blive tvunget til at sætte deres lid til Benazir og PPP som følge af voksende utilfredshed og modstand i masserne. Deres mål vil være at bruge Benazir til at tryne folkets håb og aflede masseopstanden med reformistisk retorik, som hun gjorde i 1986 og i en vis udstrækning i 1993.


Men denne gang vil det ikke blive så let for Benazir. For det første har Musharraf allerede lovet de fleste af de reformer, der er mulige under kapitalismen. Men han har fejlet totalt. Det er én ting at love reformer, men noget helt andet, at systemet ikke har kapacitet til at gennemføre dem. Så hun vil ikke kunne vinde massernes støtte ved reformistisk retorik alene. Hun kan ikke bare gentage det samme gamle nummer. Det kan ske, at hun vil komme med venstreorienterede udtalelser, men det kan blive endnu mere farligt for hende, da det vil kunne åbne op for en bevægelse, der kan skylle hendes egne klasseinteresser væk. Så hvis Musharraf er i et dilemma, så er Benazir i et endnu større et. Og det er endda, før hun får magten.


Massernes situation er også meget uheldig. De udsættes for forfærdelige forhold gennem kapitalistisk udnyttelse og ser ikke nogen klar vej ud af elendigheden. De har ikke andet valg eller alternativ end PPP. Dette er traditionens byrde, som masserne bærer i starten af en ny bevægelse. Store dele af masserne vil uundgåeligt samle sig om PPP, når bevægelsen begynder. Men efterhånden som bevægelsen tager til, vil det få stor indflydelse på PPP og den politiske situation generelt. Der vil helt sikkert komme en massebevægelse. Hvis det ikke lykkes at styrte det nuværende undertrykkende system helt, vil bombesprængninger, terrorisme, fundamentalistisk reaktion og barbarisme smadre dette tragiske samfund.


Bevægelsen inden for arbejderklassen på spørgsmålene om privatisering, lukninger, fattigdom, prisstigninger og andre klassespørgsmål vil få en endnu større radikaliserende virkning på den generelle massebevægelse. Hvis den herskende klasse prøver at afspore den ved hjælp af valg og parlamentarisme, er det slet ikke sikkert at denne bevægelse vil stoppe der.


Vi er på vej ind i en ny periode med stor uro og ustabilitet. Økonomien er i smadder. Den forværrede økonomiske situation har ført til begyndelsen på enden for Musharraf-diktaturet. Der er ingen anden militær eller civil leder, der kan forbedre denne økonomi på kapitalistisk grundlag. Når de undertrykte klasser rejser sig efter sådan en lang periode med stilstand – efter så mange forræderier og bedragerier – vil de blive revet ind i gigantiske opstande, der hverken kan stoppes af den herskende klasse eller imperialismen. Dette vil yderligere radikalisere PPP, og marxisterne i partiet vil blive den vigtige faktor, der kan ændre partiets kurs tilbage til den socialistiske oprindelse i 1968-69.


Genkomsten af revolutionære kræfter i fagforeningerne, ungdommen, blandt kvinderne og andre undertrykte lag i befolkningen vil fremme de marxistiske kræfter i PPP. Klare klasselinjer vil blive tegnet op, der vil blive udkæmpet en ny klassekrig. Med et klart marxistisk program, perspektiv og ledelse er der ingen magt på jorden, der kan stoppe bevægelsen i at opnå den afgørende sejr, at omstyrte det kapitalistiske system gennem den socialistiske revolution.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.