Kaos og krig truer den femtedel af menneskeheden, som bor på det sydasiatiske subkontinent. Efter 3 og en halv krig i de 54 år, der er gået efter den traumatiske opdeling af Indien og Pakistan, er de to lande nu på randen af endnu et sammenstød. Perspektivet er forfærdende – med trussel om brug af atomvåben mellem to af verdens fattigste lande. 54 års uafhængighed på kapitalistisk grundlag har ikke bare ødelagt samfundet og kastet det ud i elendighed, fattigdom og sygdom, men har bragt de to lande tæt på gensidig udslettelse. Det centrale spørgsmål, som de tidligere konflikter og den nuværende truende krig har udspillet sig over, er Kashmir.


Kashmir blev efterladt af de engelske imperialister som et uløst spørgsmål, og det er blevet til et betændt sår på det indiske subkontinents krop. I de sidste 50 år har de herskende eliter brugt og misbrugt "Kashmir-spørgsmålet" til egne formål. De engelske og senere de amerikanske imperialister har været mere end glade for at have Kashmir som et middel til at fremme deres "del-og-hersk"-politik på subkontinentet. Folkemasserne i Kashmir er blevet brutalt undertrykt og udbyttet både af Indien og Pakistan. Den indisk besatte del af Kashmir er blevet udsat for militær aggression og fortsat tortur, voldtægt og folkemord i hænderne på den indiske hær. Forholdene i den ca. en tredjedel af Kashmir, der er under pakistansk besættelse, har ikke været mindre ubehagelige. Masserne i denne del af Kashmir har måttet udstå hårde tider, fattigdom og sygdom.


Kashmir er fokus for den forfærdeligste fare, fordi den fortsatte konflikt fungerer ganske godt for de fleste af de involverede parter. Den fungerer fint for de fundamentalistiske fanatikere, der har fundet en vej ud af fattigdommen gennem de våben, penge og prestige, som flyder fra den. Det gælder både de indfødte kashmiriske kæmpere og de udefrakommende mujahideen-krigere, arabere/afghanere trænet og støttet af CIA før i tiden, og på det sidste af ISI (den pakistanske efterretningstjeneste).


Problemerne i Kashmir fungerer også fint for den herskende klasse i Pakistan. De har brugt Kashmir til at stoppe intern utilfredshed og undertrykke arbejderbevægelsen. Musharrafs erklæring om at slå ned på militante fanatikere lyder mere og mere hul. På det sidste er udsigten til decideret krig også blevet mere og mere tillokkende for de indiske herskere. Krigsretorik og buldren mod muslimske militante har sørget for at tømme de indiske aviser for alle rapporter om de udskejelser, den hårde fløj i BJP har stået for i Gujarat, hvor mere end 1000 muslimer er blevet dræbt i en ti-ugers religiøs udrensning. Konflikt og krise tillader også Indien at ignorere de almindelige kashmireres hovedproblem – den indiske hærs uretfærdighed, brutale styre, svindelvalg, nationale undertrykkelse, polititortur og direkte mord.


For den pakistanske stat er Kashmir en af grundene til, at den kan eksistere – uden Kashmir ville generalerne næppe kunne retfærdiggøre, at militæret opsluger mere end en tredjedel af det nationale budget. Men nu har Kashmir-konflikten udviklet sig til en trussel for de herskende eliter på subkontinentet. De er på kanten af en konflikt, der ikke bare kan smadre begge samfund, men også tilføje drøje hug til de herskende eliters interesser. Med omkring en million soldater opmarcheret langs kontrollinjen og den 3000 km lange internationale grænse kan ethvert uheld komme til at antænde en krig med katastrofale følger.


Indiens Vajpayee står i et svært dilemma. Med den støjende anti-pakistanske nationalisme og konstante trækken på Bushs "krig mod terror"-doktrin er han gået alt for langt. Ifølge K. K. Nayyar, pensioneret indisk kontreadmiral: "Inderne har ikke råd til at bakke ud nu og blive til grin over for pakistanerne… En konventionel krig er uundgåelig, og jo længere der går, før den bryder ud, jo voldsommere vil den blive, og jo flere døde vil der komme". Men hvad er den virkelige baggrund for den nuværende situation? Hvis man ser gennem snakken om "terrorisme på tværs af grænsen", viser det sig, at grundene er nogle ganske andre.


Beskyldningerne om, at Musharraf-styret stod direkte bag angrebet på det indiske parlament 13. december og det senere angreb på Kaluchak, Jammu den 14. maj, er ikke blevet bakket op af beviser, og de er, politisk talt, ganske usandsynlige. Musharraf-diktaturet er ikke så dumt eller naivt, at det vil lægge yderligere pres på sig selv i en situation, hvor det kæmper for sin overlevelse på hjemmefronten. Men den indiske regering holder Musharraf ansvarlig for ikke at stoppe terroristangrebene hen over grænsen. Det er ligesom den taktik, Israel bruger over for palæstinenserne med de samme uhæderlige, tilfældige og uholdbare argumenter. De gør heller ingen forskel på dem, der står for terrorangrebene, og det land, der huser dem.


Eftersom det er den samme tankegang, som Bush brugte til at retfærdiggøre angrebet på Afghanistan, er det meget sværere for Washington at indvende noget imod Indiens manglende skelnen mellem terrorist og land, selvom de ønsker at forhindre krig mellem Indien og Pakistan, da de har separate alliancer med begge lande.


Situationen er ekstremt skrøbelig. Eftersom Musharraf ikke har total kontrol, er der ingen garanti for, at der ikke vil ske flere terrorangreb, ligesom man heller ikke kan garantere, at der aldrig vil ske nye terrorangreb på USA efter deres krig imod Afghanistan. Samtidig er og bliver det et mysterium, hvad det er, New Delhi planlægger. "Vent og se", var Vajpayees dystre advarsel sidste uge i Srinagar.


Hvad vil Indien gøre? Det første skridt, New Delhi overvejede at tage, var at opsige en traktat, der sikrer, at tre floder flyder frit – deriblandt Indus-floden, som har sit udspring i den indiskkontrollerede del af Kashmir og løber gennem bjergene og bringer vand til Pakistans spisekammer i Punjab og Sindh. Det ville være et alvorligt slag mod Pakistan, som allerede plages af hård tørke.


En anden mulighed ville være "kirurgiske indgreb" udført af det indiske luftvåben og kommandotropper på "jihad"-træningslejre i den pakistansk kontrollerede del af Kashmir. Den tredje mulighed er at ramme pakistanske poster langs "kontrollinjen" i Kashmir, efterfulgt af en begrænset invasion, der kunne skubbe linjen et par kilometer bagud og tillade Indien at overtage og blokere de bjergpas, som de militante bruger, når de går ind i den indisk besatte del.


Med den skærpede sociale og økonomiske krise i Indien er de nuværende herskeres mani blevet til ren galskab. De er overbevist om Indiens militære overlegenhed over Pakistan og taler om, at de er "fast besluttede" på at afsløre Pakistans "atom-bluffnummer". Det vil sige, Pakistan skal ikke tro, at de kan undgå et alvorligt konventionelt militært nederlag ved at dække sig bag trusler om brug af atomvåben.


Der er elementer i ledende positioner inde i Vishwa Hindu Parishad (VHP) og Rashtriya Sewayamsevak Sang (RSS) – som er dem, der kontrollerer den gruppe af organisationer, som opstiller BJP som parti ved valg – som gerne vil have mere. De mener virkelig, at Pakistan skal splittes ad og smadres. At sådan noget er opskriften på den mest utrolige katastrofe, hæmmer ikke disse hindufanatikere. Det er næppe overraskende, når man tænker på, hvor meget deres tankegang ligner deres islamiske fundamentalistiske kolleger i Pakistan.


Der er også indre årsager til denne sindssyge opførsel. NDA (den regerende alliance i Indien) var i alvorlig krise, som kunne have ført til, at BJP tabte magten, især efter hændelserne i Gujarat. BJP har brug for en krig eller i det mindste en periode med stærke og vedvarende spændinger – før de fremsætter datoen for det næste valg.


Kongrespartiet og andre borgerlige oppositionspartier er bukket under for BJP's fanatiske krigssnak. Det har båret ved til krigshysteriet, som har opslugt det såkaldte "verdslige" Indien endnu mere end det teokratiske Pakistan. Ledelsen for Kommunistpartiet og venstrefløjen har ikke været i stand til at starte en bevægelse imod denne galskab. Bevarelsen af "demokratiet", "den valgte regering", "Indiens nationale integritet" og andet, der skulle retfærdiggøre deres "to-stadie"-teori, har givet BJP's reaktionære regime frie hænder til at slippe nationalismen løs uden intern modstand.


I Pakistan besluttede regimet at hælde benzin på flammerne i Kashmir, mens USA var involveret i krig i Afghanistan. Det var klart en alvorlig fejlberegning. ISI havde overført deres rekrutter og religiøse lejesvende til Kashmir, netop som amerikanerne prøvede at udbombe Al Qaeda og Taliban. Men i det nuværende scenario, med kovendingen i Kashmir-politikken, er det ikke bare Musharrafs regime, der er på spil, men hele den pakistanske stat og dens ideologiske grundlag, den historiske berettigelse for dens eksistens og dens reaktionære rødder – det hele er truet.


Konflikten i Kashmir har været hjørnestenen i både inden- og udenrigspolitik for den teokratiske stat i Pakistan, lige siden den blev dannet. Derfor er det noget nært umuligt for Musharraf at opgive den politik helt. Men Musharrafs hårde tale 27. maj var trodsig retorik, der skulle skjule et skjult tilbagetog. Generalen gav ordre til, at indfaldene ind i Indien skulle stoppes, og oprørsbaserne lukkes, og amerikanerne skal bekræfte, at dette sker.


Men ISI's officerer ude i bjergene i pakistansk Kashmir er måske ikke helt så villige, som Musharraf siges at være, til at stoppe angrebene på Indien. De muslimske fundamentalister er rasende på general Musharraf, fordi han forrådte dem i Afghanistan og måske nu vil gøre det igen i Kashmir, og de har al mulig grund til at prøve at destabilisere ham. Der er masser af ting, der kan nå at gå galt. Flere terrorangreb som 14. maj, hvor nogle soldaters hustruer og børn blev slagtet, eller som 13. december, hvor det indiske parlament blev angrebet, kan udløse indiske modangreb. Selv om det kun bliver en konventionel krig, vil ødelæggelsen alligevel blive større end i alle de tidligere indisk-pakistanske krige. Desuden er det langt fra givet, at sådan en krig kan begrænses i varighed eller territorial udstrækning. Militært set er hverken den indiske hær, luftvåbnet eller flåden struktureret til at udføre præcise, kirurgiske operationer.


Indien har 1.303.000 folk i de væbnede styrker plus 535.000 i reserven. Pakistan har 612.000 soldater og 513.000 reservister. Indien menes at have 60 atomsprænghoveder, Pakistan 25. Det indiske luftvåben har 1200 luftfartøjer inklusiv 132 helikoptere, hvoraf de fleste er udstyret med våben. Det pakistanske luftvåben har 410 fly og 34 helikoptere uden våben på. Indien har et hangarskib med flyplads, Pakistan har ikke nogen. Indien har også 19 undervandsbåde, 25 destroyere og en flåde bestående af 93 både, der kan bære missiler, tropper og kampfly. (Kilde: The International Institute for Strategic Studies, London)


Indien bruger 10 milliarder rupier om måneden på militær, Pakistan mindst halvt så meget. De stigende omkostninger til "krigsindsatsen" er en katastrofe for økonomien i begge lande, og fattigdommen, prisstigningerne og de elendige forhold for masserne bliver værre og værre på begge sider af grænsen. Dette er samfund, hvor de små børn ikke har nogen sko, mens eliterne har atomvåben, der koster milliarder af dollars.


Det er klart, at Indien har en meget større hær og militært arsenal end Pakistan, men hvis man ser nærmere på det militære styrkeforhold, kan man ikke sige, at det vil blive let for dem. Der er mange ukendte og uforudsigelige faktorer. For eksempel, hvis der udbryder "konventionel krig", så er spørgsmålet, hvem der kan stoppe den, hvordan og hvornår? Hvem vil afgøre, hvornår "grænsen" er nået, og der er gjort nok skade – før Pakistan vil bruge atomvåben? Den tidligere leder af ISI og nuværende kommunikationsminister, generalløjtnant Javeed Ashraf (som er kendt for sin reaktionære og barbariske holdning til arbejdere), sagde for nylig: "Hvis Pakistans eksistens er truet, så vil vi bruge atomvåben". Det er klar tale.


I den galskab, der nu hersker på begge sider, prøver de ikke engang at overveje, hvilke følger, en atomkrig vil få. Det samme gælder for dem, der dansede af glæde og delte slik ud til folk, da atomvåbnene blev afprøvet i maj 1998. Aktuelle beregninger siger, at 12 millioner mennesker ville blive dræbt med det samme i et atomangreb mellem de to lande, og utallige flere ville leve videre, men dø langsomt, pinefuldt og forfærdeligt.


Hvis man tager Hoffmans eksplosion på 1 megaton som eksempel, så vil folk inden for 6 kvadratmil blive dræbt af de gammestråler, der udsendes ved eksplosionen. Det er de heldige. De vil ikke få nogen advarsel og vil ikke ane, hvad det er, der har kogt dem. Uden for det område vil alt levende inden for yderligere 16 kilometer øjeblikkeligt blive blindet af det skarpe lys fra eksplosionen, ligegyldigt om de har åbne øjne eller ej.


En tiendedel sekund efter det første gammaudbrud vil der komme en multi-spektral varmeeksplosion fulgt af en trykbølge i de næste par sekunder, som vil få alt levende til at bløde fra alle kropsåbninger. Bølgen vil følges af højhastighedsvinde med over 100 kilometer i timen, op til 10 kilometer fra centrum. Disse vil medbringe farlige stykker af sten og andet, som vil gøre stor skade. Trykbølgen og vindene vil dræbe mange, og dem, der overlever, i et område på måske 150 kvadratmil vil senere lide af opkastninger, udslæt og uslukkelig tørst. Deres hår vil falde ud i totter, og deres hud vil skrælle af.


Paddehatteskyen vil sprede sig i løbet af en times tid, og så kommer den usynlige og ukontrollerbare stråling, der vil sprede død og sygdom i et enormt område. Skyerne, som driver med vinden, vil have en dødbringende last med over tusinder af kilometer, på tværs af de internationale grænser ind i lande, der ikke har noget at gøre med uenighederne mellem Indien og Pakistan.


Kræft, leukæmi og anden genetisk skade som følge af det radioaktive materiale vil ramme mange generationer fremover. Det sidste fænomen er den elektromagnetiske impuls, der dannes af atomeksplosionen, og som kan være så stor som subkontinentet, og meget dødbringende. Den kan gøre metalstrukturer elektriske, så det vil virke, som om et helt land er blevet ramt af lynet på én gang. Pacemakere vil holde op med at virke, fly vil falde ned fra luften, togskinner og telefonledninger vil overføre ladningen, og alt, hvad der ikke eksploderer, vil holde op med at virke.


Jo – det er kapitalismens rædsler, som selv Lenin ikke kunne have forestillet sig, da han talte om, at kapitalismen var "rædsler uden ende". Tusinder af vestlige statsborgere er blevet evakueret fra subkontinentet – det viser, hvor alvorlig truslen er. Alt dette er bivirkninger og følger af den ekstreme og særlige krise, som den pakistanske og indiske kapitalisme befinder sig i.


Amerikanerne og de andre imperialister prøver desperat at bløde op for krisen. Men i virkeligheden er det dem selv, der er ophavsmænd til krisen. USA-imperialismens ekstreme udnyttelse og indsættelse af reaktionære og barbariske kræfter har ført til dette resultat. Nu hvor muligheden for konflikt truer imperialisternes interesser, er de gået i panik og forsøger desperat at undgå det. Selv hvis den nuværende krigstrussel afværges, hvad vil der så ske? Hvis der ikke kommer en krig, kan det føre til Musharraf-diktaturets fald i Pakistan og til Vajpayee-regimets fald i Indien. Ustabiliteten vil ikke forsvinde, men fortsætte med at vokse og skabe nye farer.


Under krigshysteriet fortsætter herskerne deres ubønhørlige "krig mod folket". Vilde angreb er blevet udført på arbejderne og de brede masser i begge lande. Fagligt aktive, som kammerat Hameed Khan, er blevet sat bag tremmer. De følger slavisk IMF's diktater, og den politik, som disse rådnende kapitalistiske regimer fører, har ført til himmelhøje prisstigninger, enorm ledighed, fabrikslukninger, privatiseringer og angreb på arbejdernes rettigheder. Levestandarden i både Indien og Pakistan er faldet endnu mere end før, og nu lægges byrden for krigshysteriet også på de arbejdende klassers skuldre.


Så snart krigshysteriet damper lidt af, vil der komme en ny bølge af klassekamp. Der er stor sandsynlighed for et opsving i klassekampen i både Indien og Pakistan. Men hvis ikke det når til sejren, og kapitalismen stadig overlever, så vil der før eller siden opstå en lignende trussel om udslettelse, af endnu større omfang. Det er uundgåeligt under kapitalismens herredømme. Dette system er blevet så råddent, så umenneskeligt, at det nu bogstaveligt talt truer menneskehedens eksistens. At tro på fred under kapitalisme er utopi og indbildning.


I en integreret verden vil følgerne af en krig ikke være begrænset til det indiske subkontinent. Det eneste, der kan sikre mod denne trussel om krig og udryddelse, er omstyrtelsen af det system, som frembringer disse konflikter og modsætninger.


Kun på grundlag af klasseenhed og solidaritet kan vi komme ud over de nationale, religiøse, etniske, sproglige, racemæssige og andre barrierer, der skiller menneskene. Men denne klasseenhed er kun mulig på grundlag af klassekamp. Og den eneste måde at gøre denne enhed permanent på er, hvis denne klassekamp sejrer gennem den socialistiske revolution.


Kapitalismens krise har fået den herskende klasse i Indien og Pakistan til at gå bersærk. På grundlag af det nuværende system, venter der kun menneskeheden nye rædsler. Den nuværende krise viser den påtrængende nødvendighed af at opbygge arbejderbevægelsen og skabe en marxistisk styrke, der kan føre klassekampen frem til socialismens sejr.


En socialistisk føderation på det indiske subkontinent er den eneste vej frem, som kan redde denne femtedel af jordens befolkning fra den katastrofe, som den kapitalistiske krise driver dem hen imod.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.