– imperialisternes dobbeltmoral afsløres


Klokken 1 om natten mandag den 1. juli ramte amerikanske fly udstyret med alverdens mest moderne og dødbringende ødelæggelsesvåben et hus fuldt af bryllupsgæster og dræbte mindst 44 af dem. Bombningen skete i en landsby i det bjergrige, centraltliggende område Oruzgan i Afghanistan, halvanden hundrede kilometer nord for den sydlige by Kandahar. Et AC-130 fly og et B-52 bombefly smadrede huset og efterlod dynger af døde – blandt disse var kvinder og børn – og mindst 40 sårede.


Først prøvede embedsmænd fra Pentagon (det amerikanske forsvarsministerium) at benægte, at det var sket, dernæst indrømmede de, at der i hvert fald var blevet kastet én "vildfaren" bombe i landsbyen Kakarak. Men de kunne ikke forklare, hvorfor piloterne havde været ude af stand til at bestemme, hvem det var, de angreb i et område, som helt klart er blevet forladt af Taliban og Al Qaeda for flere måneder siden.


Overlevende efter angrebet har fortalt, at flere gæster lige havde skudt med deres kalashnikover op i luften, som der er tradition for ved pashtunske bryllupper. En amerikansk luftpatrulje, der passerede forbi ovenover, konkluderede fejlagtigt, at de var under angreb, og svarede igen med ødelæggende kraft. The Guardian (2. juli 2002) rapporterede fra blodbadet: "'Der var ingen til at hjælpe i nat,' sagde en beboer ved navn Abdul Saboor. 'Vi fik overført nogle af de sårede til Kandahar om morgenen. Nogle af de fremmedes helikoptere kom også til hjælp. Der er ingen talibanere eller Al Qaeda'ere eller arabere her. Alle disse mennesker var civile, kvinder og børn.'"


Rapporten i The Guardian fortsætter: "Hospitalsfolk udtaler, at et antal sårede blev bragt til Kandahar, som ligger en dagsrejse væk. De fleste af de døde var kvinder og børn, sagde de. En seksårig pige ved navn Paliko blev bragt til hospitalet, stadig iført sit festtøj. Hun var såret, men landsbybeboerne sagde, at alle i hendes familie var blevet dræbt. 'Deres familier er væk. Landsbyfolkene bragte disse børn herhen, og de har ingen forældre. Alle siger, at deres forældre er døde,' sagde Mohammed Nadir, en sygeplejer."


Denne version blev straks bekræftet af en embedsmand fra det afghanske forsvarsministerium, som sagde: "Det var en bryllupsfest, og nogle af deltagerne skød op i luften som del af festlighederne. Amerikanerne har indrømmet, at de har lavet en fejl," sagde han.


Men amerikanerne har selv gang på gang gentaget, at de bruger "intelligente bomber", som altid rammer deres mål, og som altid kan skelne mellem militære og civile mål. Hvordan kan man så forklare den slags "fejl" – for der har været mere end en eller to – og hvordan forklarer man, at dette angreb på en fredelig landsby fortsatte nådesløst i op imod to timer?


Grunden er ganske åbenlys. Pentagons idé om en "humanitær" krig er en, hvor tabene er minimale – på den amerikanske side. Derfor foretrækker de at smide bomber fra stor højde, hvor det tit er svært at skelne det ene mål fra det andet – på trods af nok så "intelligente" bomber.


Jo, de amerikanske piloter gjorde en fejl, men ikke den, som Washingtons officielle propagandamaskine påstår. De forvekslede landsbybeboere, der fyrede kalashnikover af til en bryllupsfest, med Al Qaeda-antiluftskyts. Det blev også bevist af, at flere af de overlevende, der ligger på Kandahars Mir Wais-hospital, dagen efter bombningen sagde, at amerikanske tropper ankom til området kort efter angrebet og krævede at få at vide, "hvem der havde beskudt helikopterne".


Hændelsen har været voldsomt pinlig for Washington, som det også ses af de forvirrede udmeldinger, der kom til at begynde med. Til sidst indrømmede Pentagon, at mindst en bombe kastet af vestlige kampfly havde misset målet, men de prøvede at ignorere eller benægte, at deltagere i en bryllupsfest var blevet dræbt.


Jeff Davis, der er talsmand for Pentagon, sagde, at antiluftskyts var blevet rettet mod en luftpatrulje bestående af "koalitionskampfly", og at de havde svaret med tæt luftstøtte nord for Kandahar. "Mindst én bombe var vildfaren. Vi ved ikke, hvor den ramte," sagde han. "Vi er klar over, at der er rapporter om civile tab, men vi ved ikke, om tabene skyldtes bomben".


Faktum er, at det amerikanske militær og deres engelske allierede ikke har været i stand til at opfylde ét eneste af deres oprindelige erklærede krigsmål. De har ikke kunnet fange Osama bin Laden eller ødelægge Al Qaedas og Talibans kampstyrker. Som vi skrev for måneder siden, så svarede det triumferende praleri ikke til den reelle situation. Nu siger vestlige efterretningskilder, at de fleste overordnede Talibankrigere og resterne af Al Qaeda trak sig tilbage til sikkerheden i pakistanske stammeområder i slutningen af sidste år.


Faktum er, at koalitionsstyrkerne har jaget rundt efter deres egne skygger i de sidste par måneder uden at opnå nogen håndgribelige resultater. De amerikanske styrker bliver mere og mere frustrerede og begynder mere og mere at bruge overdreven styrke, at slå ud i alle retninger i håb om at dræbe "fjenden". Risikoen for at dræbe og såre uskyldige civile bliver større og større.


Det er ikke første gang, at amerikanske fly har bombet civile i Afghanistan – selvom det sikkert er det største antal, der er blevet dræbt i ét angreb. Ifølge afghanske vidner blev 11 deltagere i en bryllupsfest dræbt under lignende forhold i maj i landsbyen Balkhiel, 50 kilometer nord for byen Khost. Det var det samme blodige hændelsesforløb den gang. Afghanske bryllupsgæster blev bombet efter at have skudt op i luften. Amerikanske talsmænd påstod senere, at deres fly var blevet kommet under "fjendtligt angreb".


I januar blev landsbyen Hazar Qadam (også i Oruzgan) også bombet. Omkring 16 uskyldige mennesker blev dræbt og 27 taget til fange. De 27 blev senere løsladt, da amerikanerne indrømmede deres fejltagelse og tillod dem at vende hjem. Sidste december bombede fly en konvoj fra byen Khost og dræbte en gruppe af stammeældste, der var på vej til Kabul for at overvære indsættelsen af Hamid Karzai som midlertidig leder. Og det er ikke kun afghanere, der er blevet ofre for skydeglade amerikanere. I april døde fire canadiske soldater, da amerikanske kampfly ved en fejl bombede dem under en træningsøvelse.


Efterhånden som konflikten trækker ud, er sandheden ved at gå op for i det mindste nogle medlemmer af koalitionen af vestlige imperialister. Borte er den pralende arrogante tone, som de havde for nogle måneder siden. Vi hører ikke længere triumferende erklæringer om snarlig sejr. I stedet opstår der splittelser inde i koalitionen. Selv Washingtons mest loyale tjenere – Tony Blairs regering – er ved at fatte budskabet.


Sunday Telegraph rapporterede, at regeringskilder har fortalt, at "styrker, som udfører hus-til-hus-undersøgelser i de fjerntliggende stammeområder i Pakistan langs den afghanske grænse, laver "kludder" i det hele med en "marcher-ind-og-skyd"-tilgang. Den amerikanske fremfærd er ved at give bagslag, og det fremmer støtten til terrorisme og gør det sværere at fange bin Laden og hans folk. 'Amerikanerne tror, at de og pakistanerne bare kan marchere ind og skyde omkring sig,' sagde en embedsmand, der er tæt involveret i krigen. 'De forstår ikke den følsomme situation. Vi har års erfaring i stammeområderne, og vi ved, at det kun vil give bagslag, hvis man bruger magt, og at det vil øge sympatien for Al Qaeda".


De venlige råd fra London falder for døve øren. De amerikanske imperialister er ikke interesseret i diplomatiske finesser. De forstår ikke meget af den fine kunst at vinde venner og påvirke folk. De foretækker bomber og raketter, når de skal påpege noget. Og så undrer de sig, over hvorfor de er så forhadte alle steder!


I virkeligheden tyder deres skydeglade fremfærd på svaghed, snarere end styrke. De er klar over, at de har fejlet, at situationen i Afghanistan er ved at komme ud af kontrol, og de reagerer ved at plaffe løs på alt, hvad der bevæger sig. Men sådan en uansvarlig taktik vil få den modsatte virkning af det, de håber på.


Splittelsen mellem englænderne og europæerne i det hele taget og så deres amerikanske "allierede" er ikke et tilfælde. De kommer på et tidspunkt, hvor der er er voksende spændinger mellem Europa og USA angående Mellemøsten, ståltold og andre områder, der understreger den underliggende interessekonflikt mellem Europa og USA. Alle Tony Blairs forsøg på at sikre et "særligt forhold" mellem London og Washington ved at opføre sig som Bush's puddel har ikke ført til noget som helst. For et par måneder siden blev han klappet på hovedet. Nu bliver han sparket i hovedet. Jo, der er ikke noget, der hedder taknemmelighed i politik!


"Du må huske på, at der er tale om en ret ubehagelig regering," sagde den engelske minister til Sunday Telegraph. "At der har været et helhjertet forsøg på at skabe et forhold til den, ændrer ikke dens grundlæggende natur – protektionistisk og selvoptaget".


De patetiske klagesange fra de herrer og damer i London blev mødt med fast afvisning fra Washington. Major Rick Thomas, talsmand for den amerikanske centralkommando, siger: "Hele vores tilgang til fjernelsen af Taliban fra magten og udryddelsen af Al Qaeda-truslen har været følsom over for regionale spørgsmål. Vi har folk, der koordinerer med det pakistanske militær, men vi har ikke været direkte involveret i nogen operationer i det område". (Sunday Times, 30. juni 2002)


Ja, de amerikanske angribere har sørme været følsomme. De viste deres følsomhed få timer, efter den artikel udkom, ved at bombe landsbyen Kakarak. Der vil komme meget mere af den slags. Resultatet er let at forudsige. De er ved at opbygge en dødbringende opposition blandt afghanerne og især blandt pashtunerne i den sydlige del af landet. De er i gang med at forberede en blodig konflikt, der kan vare ved i mange år med de mest forfærdelige konsekvenser.


Et af de mest frastødende aspekter ved den nuværende situation er imperialisternes hykleri, især de amerikanskes, deres dobbeltmoral og uærlighed. Samtidig med at amerikanske militærfolk prøvede at bortforklare et af de værste drab på civile under den ni måneder lange krig i Afghanistan, blokerede de amerikanske repræsentanter i FN for et forsøg på at kunne stille "fredsbevarere" til regnskab for krigsforbrydelser og folkemord.


De amerikanske imperialister var utroligt glade for, at Milosevic blev stillet for retten for krigsforbrydelser på Balkan, men nu kræver de arrogant, at deres folk skal have total immunitet over for retsforfølgelse for eventuelle forbrydelser, de måtte have begået. Det er et perfekt eksempel på den amerikanske imperialismes arrogance, som har udnyttet terrorangrebet den 11. september til at sætte deres magt igennem over hele verden. De vil have helt frie hænder til at bombe, dræbe og lemlæste uden begrænsninger.


Under dække af den såkaldte "krig mod terror" er de selv blevet verdens største terroristbande. Under frihedens flag påtvinger de små nationer deres vilje, de terroriserer og truer alle, som tør at stille sig i vejen for dem. Under civilisationens flag skaber de betingelserne for barbari. Under "fredsbevarende" flag gør de hele lande og regioner ustabile, og lægger grunden for nye krige, terrorhandlinger og ødelæggelse på verdensplan. Det, de gør, genkalder den romerske historiker Tacitus' ord: "Og når de har skabt et vildnis, kalder de det fred".



Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.