I sidste weekend blev Israel endnu engang ramt af nye terrorangreb, der denne gang efterlod omkring 30 døde og 200 sårede. Igen blev Israels gader skueplads for et ubeskriveligt blodbad med afrevne lemmer og stank af brændt kød. Lørdag aften startede de mest dødbringende tolv timers selvmordsbombardementer, siden den palæstinensiske intifada brød ud for 14 måneder siden. Klokken ca. halv tolv blev Jerusalem rystet af en voldsom dobbelteksplosion.

To selvmordsbombemænd sprang sig selv i luften samtidig i den travle Ben Jehuda-gade og dræbte ti unge israelere uden for nogle af de populære kaffebarer. De var fra 14 til 20 år gamle. Omkring 180 andre måtte på hospitalet til behandling. En halv time senere gik en bilbombe af 50 meter væk på den anden side af Jaffa-vejen. Bilen stod i flammer, men bombens formodede ofre - redningsarbejdere og tilskuere - slap uskadt.

Næste formiddag sprang endnu en selvmordsbombemand sig selv i luften i en fyldt bus i Haifa. Bomben, der har vejet omkring ti kilo, knuste vinduerne, rev taget af og fik bussens stålkonstruktion til at krølle sig sammen. 15 passagerer blev dræbt og mindst 45 såret, deraf to kritisk. Arabere og jøder i Haifa styrtede ud på gaden efter eksplosionen for at give vand til de sårede og hjælpe dem ind i ambulancerne. Kun fem af de døde Haifa var blevet identificeret i løbet af de følgende dage. Resten var så maltrakterede, at politiet måtte appelere til pårørende om at kontakte dem. Mindst fem af de sårede var filipinske gæstearbejdere.

I et andet angreb dræbte to palæstinensere en israeler i Elei Sinai i Gaza, hvorefter israelske soldater skød dem ned.

Gengældelse

Israel lagde med det samme ansvaret for selvmordsangrebene på Yassir Arafat og de palæstinensiske selvstyremyndigheder. Da der kom besked om angrebene, afbrød premierminister Ariel Sharon sit besøg i USA og vendte hjem til Israel. Indtil da havde amerikanerne prøvet at få Sharon til at komme med indrømmelser over for palæstinenserne for at berolige de moderate arabiske stater i USAs "anti-terror-koalition".

Det var kun USAs pres, der forhindrede Sharon i at slå til mod palæstinenserne meget før. Men nu er hele situationen ændret. Sharon vil kræve ret til at gengælde angrebene, og Bush bliver nødt til at bakke op. En israelsk talsmand sagde, at der ville blive slået intensivt til imod de grupper, der var ansvarlige for volden. "USA ved, at Israel vil bekæmpe terroren på den måde, vi selv finder bedst," sagde han.

Så snart Ariel Sharon var vendt hjem fra USA til møde i regeringen, gjorde han sin holdning klar. Der kom en kompromisløs udtalelse, der sagde, at terroristangreben var Arafats ansvar. "Arafat er ansvarlig for alt det, der foregår her... Enhver, der prøver at dræbe os, er saelv i fare," sagde Sharon i en tv-tale. Han advarede om, at Israel ville bruge deres "fulde styrke og fulde beslutsomhed - alle de midler, der hidtil er blevet brugt, og nye midler, der står til rådighed for os."

Sharon indkaldte til et kabinetsmøde, hvor hans allierede på højrefløjen krævede, at Arafat blev afsat, hans styre væltet og kampen ført dybere ind i de besatte områder. Senere indkaldtes der til møde i hele regeringen, som ifølge Radio Israel skulle godkende en hård gengældelse, er dog ikke skulle indebære at knuse Arafats palæstinensiske myndigheder, selvom det, der er sket, måske tyder på noget andet.

Den israelske gengældelse var hurtig og blodig. Israelske kamphelikoptere gik løs på Gaza, hvor de affyrede mindst ni missiler mod mål i Gaza by, hvilket medførte flere døde og 100 sårede. Missilerne ramte meget tæt på Yassir Arafats hovedkvarter i byen. En helikopter, der tilhørte PLO-ledelsen, blev smadret.

Alle og enhver ved, at selvmordangrebene ikke havde noget at gøre med Arafat, som desperat prøver at indynde sig hos amerikanerne. Og faktisk har den militante islamistiske organisation Hamas taget ansvar for angrebene og erklæret, at de var hævn for Israels drab på gruppens militære leder på Vestbredden Mahmoud Abu Hanoud ved et missilangreb for ti dage siden. På trods af disse velkendte kendsgerninger står Israel stadig fast på, at det var Arafats Fatah-bevægelse, der stod bag, og de angriber Arafats bodyguards og Arafat selv.

På det sidste har Arafat gjort alt, hvad han kunne, for at behage Israel. Han har fået medlemmer af oppositionsgrupper fængslet og slået hårdt ned på demonstrationer. Efter selvmordsangrebene - af frygt for at komme med på listen over mål for USAs "krig mod terror" - så erklærede de palæstinensiske myndigheder undtagelsestilstand og udstedte en usædvanlig hård fordømmelse af angrebene. Og igen arresterede de et stort antal militante islamister.

Men alt dette er høgene i Tel Aviv ligeglade med. De har bare ventet på en undskyldning for at slå til imod palæstinenserne med endnu hårdere midler end før. De troede, at de fik chancen efter 11. september, men blev skuffede, da Bush måtte prøve at holde dem tilbage for at sikre sine egne interesser og sørge for opbakning til sin "globale koalition mod terror". Nu har de seneste selvmordsangreb givet dem grønt lys, og eventuelle amerikanske indsigelser kan skubbes til side.

Fredsforhandlingerne i ruiner

Konklusionen er klar. De seneste militærangreb er et vendepunkt. Det nærmer sig en krigserklæring. Det amerikanske fredsinitiativ er blæst af banen. Oslo-aftalen var allerede for længst død. Nu er alle chancer for en ny aftale med USA som fredsmægler lagt i ruiner. Palæstinenserne har appeleret til USA om at beordre Israel til at stoppe angrebene - men forgæves. Det Hvide Hus' talsmand Ari Fleischer sagde: "Selvfølgelig har Israel ret til at forsvare sig, og det har præsidenten fuld forståelse for."

Sidste uges hændelser har skabt en dynamik i israelske regeringscirkler, der ikke kan stoppes. Det betyder, at Arafat nu står i en meget uheldig situation. Han har mistet støtte blandt palæstinensere og hades i Tel Aviv. De seneste israelske angreb var klart ude på at ramme ham personligt. Sharon har besluttet, at Arafat må udryddes. Det er ikke noget, der behager Washington, der prøver at bruge Arafat til at få Intifadaen under kontrol.

Washington har forsøgt at få Arafat til at stoppe Intifadaen, arrestere alle militante grupper, og til gengæld vil de så have israelerne til at komme med indrømmelser over for palæstinenserne - inklusiv en eller anden slags vagt løfte om en fremtidig stat. I den amerikanske imperialismes globale interesser er Israels indvendinger af mindre betydning. Selvfølgelig ser Sharon ikke sådan på tingene.

Han har sammenlignet Israels gengældelse med USAs kamp mod Osama bin Laden: "Ligesom USA slår til imod verdensterrorismen under præsident Bush' modige ledelse, ligesom de bruger al deres styrke til det, sådan vil vi også gøre, med alle til rådighed stående midler." Og han tilføjede: "Arafat er den væsentligste hindring for fred og stabilitet i Mellemøsten... Det vil ikke lykkes Arafat at føre min regering bag lyset... Arafat har valgt terrorens vej... Han prøver at opnå diplomatiske fordele gennem myrderier."

USA spiller sit eget spil

USA er blevet nødt til at give støtte til Israels militære gengældelse, samtidig med at de prøver at mindske skaderne, så Arafat ikke bliver væltet. Washington har sagt, at det er op til Israel, hvordan de vil reagere, men "Sharon burde tænke over konsekvenserne."

Amerikanerne og de europæiske ledere har lagt pres på Arafat for at få ham til at få styr på sit vaklende styre, før det bliver for sent. Mens palæstinenserne forberedte sig på Israels militære svar, sagde USAs udenrigsminister Colin Powell på amerikansk tv: "Dette er sandhedens øjeblik, Hr Arafat... Det er absolut nødvendigt at gøre noget ved tingene nu."

George Bush udtalte: "Det er nu, hvor dem, der går ind for fred i Mellemøsten, må rejse sig og bekæmpe terroren. Arafat må gøre alt, der er i hans magt, for at finde dem, der har myrdet uskyldige israelere, og lade retfærdigheden ske fyldest."

Alle disse udtalelser forudsætter, at Arafat stadig er i stand til at kontrollere tingene i sit eget område. Og det er helt tydeligt ikke tilfældet. Arafat har gjort alt, hvad han kunne, for at bevare kontrollen, men han mister den mere og mere.

De palæstinensiske myndigheder appelerede forgæves til israelerne om ikke at gengælde angrebene, så deres sikkerhedsstyrker kunne opspore de ansvarlige. Den israelske kommunikationsminister Ruby Rivlin afskrev Arafats ord som tomme. Tel Avivs svar har været øjeblikkeligt og brutalt. Israelske faldskærmstropper skød fire palæstinensere syd for Jenin, mens hæren strammede grebet om byerne på Vestbredden.

Det er alt sammen dårligt nyt for Bush' mellemøstforhandler Anthony Zinni. Denne pensionerede US-Marine lagde en krans der, hvor bomberne var eksploderet og sagde: "Dette er den største ondskab, man kan forestille isg - at angribe unge mennesker og børn, at angribe redningskøretøjer, der prøver at komme frem." Dette er kendt som spil for galleriet. Men han sord fik ikke de omkringstående, bedende ortodokse jøder til at synes bedre om ham. De buhede af ham.

Zinni er åbenbart en mand med gå-på-mod, for han sværgede, at bomberne ikke skulle sabotere hans fresmission: "Det er vigtigt at stå sammen og bekæmpe dette, så vi ikke lader det aflede os fra vores mål, som er fred. Vi må stå sammen og få verden til at se, at vi ikke vil tolerere dette." Men på trods af hans gå-på-mod, så har hans fredsmission sådan cirka ligeså stor chance for succes som en snebold i helvede.

Terrorismens reaktionære rolle

Den individuelle terrorismes tankeløse taktik vil ikke føre til noget godt for det palæstinensiske folk. Weekendens selvmordsbomber var terrorisme af den værste slags. Eksplosionerne var timet, så de kunne dræbe folk, der flygtede fra tidligere eksplosioner, og var på den måde beregnet til at forårsage flest mulige civile ofre. Sådan en handling kan ikke på nogen måde støttes eller undskyldes. Det er en ubestridelig sandhed, at de israelske imperialister har handlet med den største ondskab og brutalitet over for palæstinenserne, og mange af de unge i de besatte områder er desperate og ønsker hævn. Men metoder som disse nytter intet og er dybt, dybt skadelige.

I det omfang de palæstinensiske terrorgrupper som Hamas følger en rationel strategi, så må det være at gøre omkostningerne ved at holde de palæstinensiske områder besat for store for Israel. Men dette er en fejltagelse. Terrorangreb rammer slet ikke den israelske stat og de israelske imperialister. Tværtimod. De bliver styrket af dem, især den mest reaktionære fløj, som er villig til at vade gennem palæstinensisk blod for at sikre sine mål for udvidelse af israelsk territorium og magt. Terroristerne vil ikke blive skuffede, hvis de ønsker, at Israel skal svare igen med ekstrem kraft.

Hvordan kan de zionistiske stat besejres? Helt sikkert ikke gennem sindssyge handlinger, der svejser hele Israels befolkning sammen imod palæstinenserne. Som resultat af de seneste angreb vil Ariel Sharon blive populær, når han starter nye og endnu mere brutale angreb på palæstinensere. Der vil ikke være nogen protester og opposition. Er det godt for den palæstinensiske sag? Tværtimod. Dette er den sikreste vej til katastrofe.

De seneste terroristiske uhyrligheder har givet Sharon gode kort på hånden - ligesom terrorisme altid gavner reaktionen. Han vil udnytte situationen til at straffe palæstinenserne. Eftersom palæstinenserne er den svage part, er det ekstremt dumt at provokere Israel. Det giver ingen mening, da de bare vil slå endnu hårdere igen. Hvad kan man opnå med sådan en taktik?

Men Sharon er lige så kortsynet som de andre involverede i denne konflikt. Hvad hvis det lykkes at vælte Arafat? Så kommer der højst sandsynligt bare nogle endnu mere ekstreme folk til. Hvad vil han opnå, hvis f.eks. Hamas kommer til magten? Det ville medføre risiko for en decideret krig, som kunne føre til generel krig i Mellemøsten. Måske regner Sharon med, at eftersom en krig med de arabiske naboer er uundgåelig før eller siden, så kan man ligeså godt få den overstået nu. Han er sikker på, at Israel kan vinde en militær sejr, og det har han sikkert ret i. Men hvad ville han opnå med sådan en sejr?

Efter en krig ville alle modsætningerne stadig være der og det i endnu højere grad end før. Desuden ville en krig skabe mulighed for, at en lang række af de arabiske regimer ville blive styrtet - inklusiv Saudiarabien. Sådan et perspektiv frygter amerikanerne, og det er derfor de gør alt, hvad de kan, for at undgå yderligere kaos.

De amerikanske imperialister kan ikke lide den vej, det går mellem israelerne og palæstinenserne, for de ønsker ingen nye rystelser i Mellemøsten, der kunne true deres "koalition mod terror". De ønsker at berolige regimer som Egypten, Jordan og især Saudiarabien. Men de har ikke kontrol over tingene. Det er i højere grad Sharon, der sidder med kontrollen, og han sætter Israels interesser (eller det han forstår ved Israels interesser) før USAs ønsker.

Sharons program er et program for et Storisrael - et program for yderligere udvidelse af Israels territorium, hvilket kun kan ske på palæstinensernes bekostning. Problemet er, at yderligere ekspansion vil forøge palæstinensernes fortvivlelse og føre til nye terroristangreb.

En ond cirkel

Da Sharon blev valgt, var der nogle "kloge" folk, der mente, at han ville kunne skabe fred - efter den mærkværdige logik, at han som højrefløjshøg ville være i en god position til at indgå kompromisser med palæstinenserne. Vi sagde, at det var ren ønsketænkning, og det har vist sig at være korrekt.

Sharon er ikke interesseret i kompromis. Hans slogan er "det vi har, det beholder vi!" Hans taktik går ud på at undgå en aftale med Arafat, som han ser som hovedfjenden. Som svar på amerikanernes ønske om våbenstilstand har han igen og igen insisteret på absolut ro, før det kunne komme på tale. Men eftersom han selv bestemmer, hvornår han synes, der er ro nok, så bliver våbenstilstanden aldrig til noget. Og eftersom han kræver ro og orden, før tanksene bliver trukket ud af de palæstinensiske områder, og eftersom han ved, at Arafat ikke kan skabe dette, så bliver tanksene, hvor de er.

Sharons srpog er bevidst kopieret fra Bush' taler. Det, der på trods af benægtelser bygges op til, er, at Israel vil prøve at vælte Arafat. Det tyder alt på. Sharon har besluttet at smide Arafat væk og så få nogle efterfølgere, han håber vil være mere medgørlige. Men det er en drøm. Efterfølgerne vil være mere militante, ikke mindre. Mange i Israel - sikkert det store flertal - vil byde det velkommen, hvis Arafat væltes. Men resultatet vil ikke blive godt for Israel. Hamas og andre fundamentalistgrupper vokser på Arafats bekostning. Der er lagt op til meget mere kaos og blodsudgydelse.

På et tidspunkt vil der komme en politisk krise i Israel. Lederne af Israels Arbejderparti er nu USAs marionetter. Det stiller dem i en meget ubehagelig situation. Da Sharon blev valgt, insisterede amerikanerne på, at Arbejderpartiet gik med i en national enhedskoalition, så der kunne komme et modererende pres på Sharon. Men desværre for Bush er Shimon Peres' indflydelse i regeringen lig nul.

Der er allerede ved at blive opbygget et - sikkert USA-inspireret - pres inde i Arbejderpartiet for at bryde koalitionen. Dette er ikke alvorligt ment, eftersom Washington har brug for folk inde i regeringen. Det er snarere en måde at lægge pres på Sharon.

Washington frygter nu med god grund, at situationen i Mellemøsten bliver alvorligt forværret.Israel vil udnytte den nuværende krise til at stramme sit jerngreb om palæstinenserne. Nye israelske bosættelser bliver hele tiden bygget i de besatte områder. Grunden lægges for en ny periode med blodbad, død og kaos. Læg dertil muligheden for endnu en amerikansk intervention imod Irak, og så ser det sort ud.

På kapitalistisk grundlag er der ingen løsning på dette problem. Den farce, som det såkaldte palæstinensiske selvstyre er, har ført til ren tragedie. Hele situationen er nu blevet til en ond cirkel, der hiver alle ned i vold og mod-vold og mere vold. Der er ingen, der kan kontrollere det. Det vil fortsætte, indtil det har udmattet sig selv og der kan komme en ny manøvre, nye forhandlinger, en ny meningsløs "aftale", som holder lige indtil den næste eksplosion og så videre og så videre.

De største tabere i dette spil vil som altid blive Palæstinas almindelige befolkning, fordi de er i den svageste position. De israelske imperialisters filosofi er altid den samme: "Øje for øje, tand for tand, liv for liv." - bortset fra at det ikke er et liv for et liv. For hver israeler, der bliver dræbt, dræber de en hel bunke palæstinensere. Det er dem, der sidder med magten til at smadre hele Palæstinas økonomi og frarøve tusinder af familier deres daglige brød.

Men heller ikke Israels almindelige befolkning vil undgå deres del af lidelse, blodsudgydelse og tårer. Indtil det palæstinensiske spørgsmål er løst, vil det israelske folk være dømt til lidelse langt ind i fremtiden, så langt øjet rækker.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.