Konflikten i Israel/Palæstina har nået et niveau, der grænser til decideret krig – en ulige krig, hvor en af de mægtigste militærmaskiner i verden – den israelske hær – står over for et desperat, men dårligt bevæbnet folk, palæstinenserne.
Der var en midlertidig "pause" i juleperioden, hvor Arafat forsøgte at påtvinge de forskellige palæstinensiske militser en våbenhvile. Men mens dette skete, ignorerede den israelske hær våbenhvilen fuldstændigt. I den samme periode dræbte den 21 palæstinensere, og styrker gik ind på de palæstinensiske områder 16 gange. Den smadrede også en del huse i den periode.
Den 14. januar dræbte israelske styrker en Fatah-leder – et par dage efter at Hamas havde dræbt fire israelske soldater. Dette var ifølge Hamas hævn for drabet på tre palæstinensiske teenagere et par uger før. Drabet på Fatah-lederen betød, at denne "våbenhvile" brød totalt sammen.
Samtidig fortsatte de israelske styrker deres politik med at ødelægge palæstinensiske hjem. 59 huse blev jævnet med jorden i flygtningelejren Rafah i Gaza. Som følge af dette blev 619 palæstinensere hjemløse. Det kommer oven i de 284 huse, der er blevet ødelagt i det forløbne år, og som husede over 3.000 palæstinensere.
I mere end et års Intifada er flere end 600 palæstinensere blevet dræbt, deriblandt 60 politiske ledere, som er blevet snigmyrdet af israelske specialstyrker. Der er helt klart en yderliggående fløj i den israelske herskende klasse, der gerne vil helt af med "fredsaftalerne". Deres plan er at gentegne grænserne på Vestbredden og i realiteten annektere dele til det egentlige Israel. Der er snak om at skabe en "buffer-zone" mellem Israel og de palæstinensiske områder. Det ville betyde, at man måtte forlade nogle af bosættelserne – dem der er sværest at forsvare militært.
Den israelske hær har slået ned på palæstinenserne med næsten alle de våben, de har til rådighed – F-16-fly, F-15-fly, kamphelikoptere, tanks, missiler. De har systematisk banket og tortureret palæstinensere, nogle gange med døden til følge.
Dertil kommer de forfærdelige økonomiske og sociale forhold, som er blevet yderligere forværret af den økonomiske blokade, som israelerne har indført over for de palæstinensiske områder, efter at den nuværende Intifada brød ud. Det har kostet den palæstinensiske økonomi omkring 2,4 milliarder dollars. Det er et kæmpe tal, når man tænker på, at Palæstinas BNP var på omkring 5 milliarder dollars i 2000. Så arbejdsløsheden er eksploderet i den palæstinensiske befolkning, den ligger på 35% på Vestbredden og 50% i Gaza.
Resultatet af alt dette har været at skærpe palæstinensernes vilje til at kæmpe med alle tilgængelige midler. Dette har på tragisk vis ført til en lang række selvmordsangreb, hvor mange civile israelere er blevet slået ihjel. På den måde har situationen indtil for nylig set ud til at være håbløs med to uforsonlige lejre, og den eneste fremtidsudsigt syntes at være permanent konflikt uden ende.
Israelske soldater gør oprør
Men det, der skete den 16. februar i Israel, viser, at tingene er ved at ændre sig. 20.000 mennesker demonstrerede for fred (ifølge israelsk mediedækning). På demonstrationen talte både israelske og palæstinensiske talere. Deres budskab var klart: Israel bør forlade Vestbredden og Gaza. På nogle af bannerne stod der ting som "Denne besættelse slår os alle ihjel" og "Ud af de palæstinensiske områder nu".
I starten af firserne tiltrak demonstrationer arrangeret af bevægelsen "Fred nu" en halv million mennesker. Det var den bevægelse, der tvang Israel til at trække sig tilbage fra Libanon. Demonstrationen den 16. februar var ikke nær så stor, men det var første gang, siden den nuværende Intifada brød ud, at der har været så stor en opposition i Israel mod den israelske politik over for de palæstinensiske områder.
Hvad der var endnu mere betydningsfuldt, var tilstedeværelsen af en delegation fra de ca. 250 israelske soldater, der har nægtet at tjene på Vestbredden og i Gaza. Denne bevægelse startede med to officerer og er nu vokset til det nuværende omfang. En meningsmåling viste, at 31% af den israelske befolkning støtter de protesterende officerer. I alt har mere end 400 soldater nægtet at tjene i de palæstinensiske områder, siden Intifadaen startede.
Den israelske hær har gennemført de mest brutale drab, de har tæsket folk og tortureret. Mange har set dette som en bekræftelse af, at det ikke er muligt at knytte bånd mellem jødiske og arabiske arbejdere. Men den konstante daglige undertrykkelse af det palæstinensiske folk er begyndt at påvirke i det mindste en del af det israelske militær.
Denne bevægelse blev kendt gennem et brev, der var underskrevet af 53 israelske soldater. Den 17. februar var antallet vokset til 251, og det stiger stadig. En af dem, der skrev under, var Asaf Oron, en stabssergent i Giv'ati-brigaden. Den 18. februar udsendte han en udtalelse, hvor han redegjorde for sine synspunkter. Denne udtalelse får ekstra vægt af den kendsgerning, at han har erfaring som udstationeret i de besatte områder. Det viser, at israelske soldater kan påvirkes af de uretfærdigheder, den israelske hær udsætter de palæstinensiske områder for.
Det er værd at citere dele af Orons udtalelse. Han beskriver, hvordan han følte det, da han først blev soldat. "det var sådan, jeg var, da jeg blev indkaldt. Ikke entusiastisk, men med en følelse af at tage ud på en hellig mission, der krævede mod og opofrelse til gavn for samfundet. Men når en 19-årig i stedet for en hellig mission finder sig selv i færd med at udføre krænkelser af menneskers værdighed og frihed, så tør han ikke spørge nogen – ikke engang ham selv – om det er OK eller ej. Han gør bare ligesom alle andre og prøver at passe ind i omgivelserne". Men med årene påvirkede det ham, og til sidst besluttede han sig til klart at nægte at tjene i de besatte områder.
Splittelse i militæret
Der er også opstået opposition på de højere niveauer i hæren, og nogle officerer bliver mere og mere bekymrede for, at Israel ikke kan holde områderne med militære midler alene. The Economist (23.02.2002) påpegede, at "Rådet for Fred og Sikkerhed, en centrum-venstre gruppe bestående af pensionerede generaler og efterretningsfolk besluttede efter lang omtanke at føje deres højt respekterede stemme til koret, der kræver ensidig israelsk tilbagetrækning fra det meste af de palæstinensiske områder som et øjeblikkeligt skridt mod fredsforhandlinger. Rådet vil have, at Israel trækker sig fra Gaza (undtagen området langs grænsen til Egypten) og meget af Vestbredden. Omkring 50 jødiske bosættelser ville blive nedlagt straks". Deres idéer ligger stadig inden for perspektivet om at bygge en zionistisk stat, men alligevel understreger de galskaben i Sharons militære strategi. Det er umuligt at holde de palæstinensiske områder permanent på et militært grundlag.
Ifølge en rapport i Ha'aretz fra den 2. februar, "sagde den tidligere Shin Bet-chef Ami Ayalon, der også er tidligere admiral i flåden, at han havde 'megen sympati for de protesterende officerer'". Han gik så langt som at sige, at soldater ikke skulle udføre ordrer, der er "klart ulovlige". "Efter min mening," sagde han, "er der for få soldater, der nægter sådanne ordrer. En ordre til at skyde et ubevæbnet ungt mennesker er for eksempel klart en ulovlig ordre. Jeg er meget bekymret over det store antal palæstinensiske børn, der er blevet skudt i det sidste års tid".
Når en tidligere Shin Bet-chef kommer med sådanne udtalelser, viser det tydeligt, at der er splittelse i den herskende klasse i Israel om, hvordan man skal gå videre. Ifølge The Economist (16.02.2002): "Nogle ministre og højere embedsmænd indrømmer privat, at premierministeren ikke har en plausibel politik for at besejre Intifadaen…" Denne splittelse løber igennem hele det israelske samfund. Mens 31% støtter de soldater, der ikke vil tjene i de palæstinensiske områder, er der en anden meningsmåling, der ifølge The Guardian (16.02.2002) viser, at "35% af israelerne støtter 'overførsel', dvs. total udvisning af palæstinenserne", og den samme rapport tilføjer, at "der er voksende krav om at alle områderne geninvaderes og genbesættes".
Indtil nu har de borgerlige medier lagt meget vægt på at fortælle, at det store flertal af befolkningen ikke kunne se noget alternativ til Sharons politik. Den seneste tids udvikling viser, at der er ved at ske en polarisering inde i Israel. At der også er opposition blandt officerer i hæren, viser, hvor dyb splittelsen er. Det vigtige at forstå er, at der er lag i det israelske samfund, der begynder at indse, at der ikke er nogen løsning på problemerne på det nuværende grundlag.
Arbejderenhed er mulig
Det viser, at det, vi altid har sagt, er korrekt. Det er muligt at arbejde hen imod enhed mellem arabiske og jødiske arbejdere. Desværre er ledelsen for de palæstinensiske masser helt ude af stand til at arbejde for dette mål. Arafat og de andre ledere baserer sig på et kapitalistisk Palæstina. Derfor er de imod ethvert klassebaseret perspektiv. Enhed mellem arabiske og jødiske arbejdere kan kun opnås på grundlag af et socialistisk perspektiv for at vælte både den zionistiske kapitalistklasse i Israel og de forskellige borgerlige og feudale kliker i de omkringliggende arabiske lande, deriblandt også kliken omkring Arafat selv.
Vi har mange gange peget på, at det nationale spørgsmål i Israel/Palæstina ikke kan løses på kapitalistisk grundlag. Kapitalisternes interesse, både i Israel og de arabiske lande, er at opretholde deres profitsystem. Derfor er de interesserede i at bevare den nationale splittelse, der eksisterer. Derfor fremmer de nationalismen. For dem er selvmordsangrebene ikke noget særligt problem. De rammer almindelige jødiske civile, med den påståede grund at alle jøder er ansvarlige for undertrykkelsen af det palæstinensiske folk. Men det eneste, disse angreb opnår, er at skubbe den jødiske befolkning i Israel over i armene på reaktionære som Sharon, som så får mulighed for at retfærdiggøre sin brutale undertrykkelse af palæstinenserne. De opretholder og styrker splittelsen mellem jødiske og arabiske arbejdere.
Kun en socialistisk planlægning af økonomien i hele området kan begynde at løse alle de problemer, arbejderne står overfor. Hvis dette skal være muligt, er det nødvendigt, at palæstinenserne vinder de jødiske arbejdere for en kamp for socialistisk omdannelse af samfundet. Spørgsmålet er: er dette muligt?
For ikke så længe siden – når vi talte om behovet for enhed mellem jødiske og arabiske arbejdere – var der mange, der grinte ad os. De beskyldte os for at være "urealistiske" og "utopiske" osv. Nu er stemningen i et vigtigt lag af den jødiske befolkning ved at ændre sig. At der opstår opposition blandt officerer og menige, er et klart tegn på dette. Det er kun den spæde begyndelse, men klassedifferentieringen og den øgede polarisering er helt klart begyndt i det israelske samfund. Om dette kan udvikle sig til åben konflikt mellem de jødiske arbejdere og kapitalister, afhænger dels af den strategi, palæstinenserne bruger, og dels af ledelsen af den israelske arbejderbevægelse.
The Guardian (23.02.2002) påpegede, at Sharon "fuldstændigt har fejlet med hensyn til at berolige befolkningens bekymringer om sikkerhed eller Israels stadig dybere økonomiske krise". Israel var engang et land, hvor arbejdsløshed nærmest var ukendt. Den er nu steget til over 10%. På kapitalistisk grundlag kan det kun blive værre. Sharon forsvarer de israelske og internationale kapitalisters interesser. Han vil ikke kunne skabe jobs og ordentlige forhold. Derfor er en splittelse langs klassegrænser absolut mulig i Israel. Og det er ad den vej, at løsningen på konflikten ligger. Når arbejderne i Israel indser, at de israelske kapitalister ikke kan eller vil forsvare deres interesser, så vil der komme klassekamp på dagsordenen.
På grundlag af et socialistisk og internationalistisk program er det muligt at se frem til den dag, hvor arbejdere fra begge sider af den israelsk/palæstinensiske splittelse kan samle deres fælles kræfter mod deres herskende klasser. Kun på dette grundlag vil det være muligt at løse den nuværende konflikt. På kapitalistisk grundlag er den eneste udsigt i det lange løb øget militær undertrykkelse af det palæstinensiske folk og måske endda decideret krig mellem nationerne. Det vil hverken gavne de jødiske arbejdere eller palæstinenserne.
