Kapitalismens generelle krise kommer til udtryk som en generel ustabilitet overalt. Ingen steder har dette fået en mere destabiliserende virkning end i Mellemøsten, som vi ser i det, der sker på Vestbredden og i Gaza.

Denne ustabilitet skærpes af de amerikanske imperialister, som har besluttet, at de frit kan gribe ind, hvor end de lyster under påskud af den såkaldte krig mod terror. Ariel Sharon kalder også sin nye militærkampagne mod palæstinenserne for en krig mod terror. USA er enig med ham. Det er indlysende, at Bush gav Sharon grønt lys til at starte angrebet på de palæstinensiske selvstyremyndigheder, selvom Washington nu er ved at blive urolig over konsekvenserne.

De højlydte protester mod terrorismen ignorerer fuldstændigt de rædsler, som statsterrorismen forårsager. Med afsæt i George W. Bush's kampagne mod terrorisme har Sharon sendt tanks ind i palæstinensiske byer og landsbyer for at sprede død og ødelæggelse af ufattelige dimensioner. De angreb Ramallah, hvor Yasser Arafat er fanget, og de smadrede alt, hvad der stod i vejen – bygninger og mennesker.

Den vanvittige voldsomhed, som den israelske hær udviser, har få paralleller i Palæstinas blodige historie. Der gøres ikke forskel på deltagere i kampene og ikke-deltagere. De fleste ofre er civile, mænd, kvinder og børn. Sårede er blevet efterladt på gaden, hvor de kunne forbløde. Palæstinenserne er blevet forhindret i at begrave deres døde. Befolkningen har mange steder ikke adgang til mad, vand og elektricitet. Palæstinensiske kvinder har måttet føde midt på vejen, fordi de israelske vejspærringer forhindrede dem i at komme på hospitalet; nogle er døde som følge af dette.

Den israelske hær udvider sin erobring af seks palæstinensiske byer og flere landsbyer. De skyder på at, der bevæger sig, og dræber og lemlæster mænd, kvinder og børn. Den ottende april udvidede den israelske hær sine operationer på Vestbredden på jagt efter palæstinensiske militsfolk og våben. I Bethlehem var der kamp i flygtningelejrene og omkring Fødselskirken, hvor et blodigt opgør fortsatte mellem 200 palæstinensiske militsfolk, kirkefolk og civile, der var blevet fanget inde i kirken, på den ene side og israelske soldater og tanks på den anden. Dette fremkaldte en protest fra pavens side, men israelerne lyttede ikke. Når alt kommer til alt – for at citere Stalin – hvor mange militærenheder råder paven over?

Men det værste blodbad fandt sted i Jenins flygtningelejr og i den gamle by i Nablus – der begge er stærke bastioner for de palæstinensiske militser. I Jenin pløjede israelske militærbulldozere gennem bygninger på jagt efter palæstinensere, helikoptere skød raket efter raket mod moskéerne, og israelsk og palæstinensisk maskingeværild lød i lejren, der er hjem for 13.000 flygtninge. De palæstinensiske militser har kæmpet imod med stort mod. I et enkelt bagholdsangreb mistede 13 israelske soldater livet.

Sharon rapporterede, hvid i hovedet, til det israelske parlament Knesset, at modstanden i Jenin havde været meget større end ventet. Denne reaktionære hykler beklagede offentligt tabet af unge israelere, som han selv havde sendt i døden for en uretfærdig sag. Jo, den israelske hær lider tab. Men det er intet i sammenligning med de tab, den anden side må lide. Hvor mange palæstinensere, der er blevet dræbt, er der ingen der ved. En læge på hospitalet i Jenin udtalte til The Economist, at han ikke kunne være sikker, for hans ambulancer blev beskudt, når de prøvede at komme de 200 meter hen til lejren. Det er samme situation i Nablus, hvor soldater og militsfolk kæmper fra hus til hus, nogle gange i direkte nærkamp, gennem den gamle bys snævre gader.

Selvmordsbomber

Undskyldningen for denne brutale opvisning af åben militær magt var selvmordsangrebet på en sal fuld af ældre jøder, der spiste påskemiddag i Netanya. 26 omkom. Dette var forfærdeligt, men ikke et enkeltstående tilfælde. I de sidste to år har der været masser af uhyrlige gerninger, der er blevet udført af begge sider i konflikten. Myrderierne fortsætter med stadig stigende intensitet hver dag. Én voldshandling fører uundgåeligt til den næste. Som svar på den israelske brutalitet vil flere palæstinensiske "martyrer" blive sendt ud fra Vestbredden og føre terrorkampagne mod civile israelere.


Selvmordsbomberne har chokeret det israelske samfund, fordi det understreger den sårbare situation, almindelige israelere befinder sig i. Pacifisterne vrider hænder. De europæiske regeringer udsender fromme erklæringer om vold. Jo, alle tænkende mennesker finder ganske rigtigt vold afskyeligt. Men fromme erklæringer får os ikke særlig langt. Det er nødvendigt at stille spørgsmålet: Hvor kommer volden fra? Hvis man vil helbrede en sygdom, må man først have en præcis diagnose.


George Bush, der ellers er helt med på at bombe og dræbe folk, når det passer ham, udsender alvorlige advarsler til begge sider om at "stoppe volden". Der er bare en lille detalje, som han åbenbart har overset, nemlig at Intifadaen er en krig imod Israels besættelse af de palæstinensiske landområder. Derfor er det for palæstinenserne en retfærdig krig, mens det for Israels del er en krig, der går ud på at besætte andres land og opretholde undertrykkelsen af et andet folk. At prøve at dømme begge sider ens er rent hykleri og hjælper i praksis undertrykkeren mod den undertrykte.


Dette er sagens substans, dens virkelige indhold. Men efter indhold kommer form. Det, der bliver holdt frem, er de metoder, som palæstinenserne bruger i deres kamp mod den israelske imperialisme. Og det er rigtigt, at nogle af de anvendte metoder, der omfatter vilkårlige drab på civile israelere, er forfærdende. De er forfærdelige. De er chokerende. Men det spørgsmål, man må stiller, er følgende: Hvad er det, der kan få en 18-årig pige til at sprænge sig selv i luften i et supermarked?


Marxismens holdning til individuel terrorisme er klar. Vi fordømte terroristangrebene 11. september som hjernedødt massemord, som kun kunne hjælpe reaktionen og imperialismen på verdensplan. Det, der er sket siden 11. september, har vist, at denne bedømmelse var 100% korrekt.


Men det er ikke korrekt at sidestille alle voldshandlinger med 11. september. Vi kan ikke tro, at en ung pige bevidst ville smadre sit eget og andres liv, bare fordi hun lige fik lyst til det. Der er heller ikke tale om religiøs fanatisme eller den slags hensynsløse mentalitet, som blev udvist af de terrorister, der bevidst fløj fly fulde af uskyldige mennesker ind i World Trade Center 11. september.


I kampen mellem palæstinenserne og de israelske besættelsestropper har de sidste alle fordelene. Den israelske militærmaskine er en af de mest magtfulde i verden og har i hvert fald ikke sin lige i Mellemøsten. De israelske soldater kører ind i byerne på Vestbredden i panservogne og tanks og smadrer alt, hvad der kommer i vejen. De har påført civilbefolkningen og de palæstinensiske militsfolk forfærdelige tab. Selvom palæstinenserne gør modstand, er kampen totalt ulige. I sammenligning med palæstinensernes tab er israelernes nærmest ubetydelige.


Eftersom den reaktionære herskende klike i Israel godt kan lide at citere Bibelen, når de skal retfærdiggøre deres handlinger, så lad os huske på historien om David og Goliat, som de muligvis har glemt. For længe, længe siden, da israelitterne var en fattig stamme af fårehyrder, var de i en ulige kamp mod filistrene, der var et militært overlegent, mere avanceret byfolk med en mægtig hær. Hyrdedrengen David kom til at stå over for den gigantiske Goliat, der havde rustning på fra top til tå. Han brugte det eneste våben, han havde – hyrdens slynge.


Den taktik, som de palæstinensiske selvmordsbombere bruger, siges at være brutal og umenneskelig. Det er vi enige i, og det er ikke denne taktik, vi anbefaler i befrielseskampen. Men for det første udkæmper palæstinenserne en forsvarskrig, en national befrielseskrig mod en fremmed besættelsesmagt. For det andet er terrorisme i en national befrielseskamp den svages våben imod den stærke. I denne kamp er al vor sympati med de svage mod de stærke, de undertrykte mod undertrykkerne, David mod Goliat.


Jo, nogle af de anvendte metoder er brutale og umenneskelige. Men de er også desperate. Og hvad er det, der har drevet palæstinenserne til desperation? Det er de israelske imperialisters brutale og umenneskelige fremfærd med besættelse af palæstinensisk land, som fastholdes ved hjælp af terror. Denne desperation har ført til en endnu mere forfærdelig, fastlåst situation i konflikten mellem jøder og arabere. Terrorbalancen er blevet forskudt, selvom det stadig er palæstinenserne, der lider de allerfleste tab. Under den sidste Intifada var forholdet cirka 25 dræbte palæstinensere for hver dræbt israeler. I starten af den nuværende Intifada var forholdet 12:1. Nu er det 2:1. Begge sider lider, men de største ofre er og bliver Palæstinas folk.


Sharons vildfarelser

Som sædvanlig udspyr Sharon ild og svovl. Men det bliver mere og mere tydeligt, at han ikke har nogen klar strategi eller perspektiv. Han har et meget primitivt grab om politik og bliver ofte vejledt af sine soldaterinstinkter. Og det, hans instinkter går ud på, er at holde fast på Vestbredden og Jerusalem, og at bruge kugler og krudt til at gennemføre det. Desværre for ham stopper den politik ikke den palæstinensiske opstand, tværtimod.

Faktisk er der ingen, der kan være sikker på Sharons virkelige krigsmål. Han er fuldt ud i stand til at sige én ting til regeringen, en anden til amerikanerne og så gennemføre en helt tredje politik i praksis. I virkeligheden har han ingen anelse om, hvor han er på vej hen. Han dikterer ikke, hvad der skal ske, han reagerer blot på tingene på den eneste måde, han kender. Som forsvarsminister i 1982 var han arkitekten bag Israels katastrofale krig i Libanon, som endte med en forfærdelig massakre på palæstinensere. Sharon siger nu, at det eneste, han fortryder, er, at han ikke fik dræbt Arafat dengang. Kun pres udefra har forhindret ham i at opfylde dette ønske nu.

Sharon har forregnet sig. De nådesløse israelske angreb har ikke svækket Arafat. De har styrket ham ved at gøre ham til en national helt og et samlingspunkt. De vil heller ikke få den palæstinensiske ledelse til at bløde op og acceptere et kompromis. Drab på civile palæstinensere vil blot få dem til at stille endnu hårdere betingelser for en våbenhvile. Ved systematisk at pulverisere de palæstinensiske myndigheders svage apparat gør Sharon det umuligt for dem at slå ned på de militante grupper.

Desuden det uden hold i virkeligheden at tro, at brug af overvældende magt vil kunne skræmme palæstinenserne til at give op. Hitlers terrorbombardementer af London og andre engelske byer knækkede ikke det engelske folks beslutsomhed. Og indtil videre i denne Intifada har palæstinenserne udholdt ekstreme prøvelser, inklusiv tab af arbejde og liv, uden at blive svækket. De israelske angreb kan ikke knække palæstinensernes kampvilje, de har blot øget vreden og bitterheden og lagt grunden for nye og desperate hævnangreb.

Sharons handlinger er derfor helt og holdent selvødelæggende. Han kræver et totalt stop for al vold som første betingelse for at stoppe offensiven, men Arafat kan ikke så godt risikere at opfordre til stop for kampen, når han ikke har opnået noget til gengæld for al den lidelse, hans folk har gennemgået. Freden er længere væk end nogensinde før.

Arafat sat til vægs

Sharon anklager Arafat for at være skyld i alle hans problemer. Hvis ikke det var så tragisk, ville det være morsomt. I virkeligheden er Sharons argumenter sludder og vrøvl. Arafat planlagde ikke Intifadaen. Og hans politifolk ville ikke kunne stoppe alle selvmordsbomberne, selv hvis de ønskede det. Efter Sharons provokationer har de ikke engang prøvet på det. Men før det prøvede Arafat at slå ned på de militante palæstinensere, og arresterede mange.

Arafat kan ikke kontrollere de militante grupper, og derfor fremstiller han sig selv som en forkæmper for den nationale befrielseskamp. Han spiller med på begge sider, appellerer til amerikanerne og europæerne om at gribe ind og redde ham, samtidig med at han lader Palæstinas revolutionære ungdom forstå, at han "faktisk er på deres side". I virkeligheden prøver han at bruge massebevægelsen som pression i hans forhandlinger med imperialisterne og de "moderate" arabiske regimer.

Nu hvor han kan mærke rebet stramme om halsen på ham, opfordrer han til, at "en million martyrer" befrier Jerusalem. Det er bare demagogi. I 30 år har Arafat og PLO-lederne vist, at de er organisk ude af stand til at føre en seriøs befrielseskrig mod Israel. Ved at underskrive Oslo-aftalen afstod han i realiteten fra at kæmpe for reel palæstinensisk selvbestemmelse. Han er i vid udstrækning ansvarlig for det nuværende rod. Man kan ikke have den mindste tiltro til disse mennesker.

De palæstinensiske ledere håber stadig, at imperialisterne vil rage de varme kastanjer ud af ilden for dem. Arafat håber, at voldsorgiet vil føre til indgriben udefra. Han sætter sin lid til, at USA skifter holdning. Han drømmer om, at internationale fredsbevarende styrker vil redde ham og lægge pres på Israel, så de går med til en aftale, muligvis i stil med den, Saudi-Arabien fremlagde. Den tilbød Israel fred til gengæld for tilbagetrækning til grænserne fra før 1967.

Washington ville ikke have noget imod sådan en aftale. Det er trods alt ikke deres område, så de har råd til at være gavmilde. De er bekymrede over, hvordan konflikten påvirker Mellemøsten og især de USA-venlige regimer som Egypten, Jordan og Saudi-Arabien. Men Sharon har andre planer. Denne reaktionære galning vil ikke gå på kompromis. Hans motto er: Det, vi har, det beholder vi.

USA og Israel

Den nuværende indbygger i Det Hvide Hus – der aldrig har været specielt sammenhængende – har i denne sag udmærket sig ved ar komme med de mest forvirrede og forvirrende signaler. Men denne gang kan George W. Bush's intellektuelle begrænsninger ikke holdes eneansvarlig for forvirringen.

USA står i et seriøst dilemma i Mellemøsten. På den ene side er Israel deres eneste faste støttepunkt i området. På den anden side truer Israels brutale fremfærd mod palæstinenserne med at destabilisere hele regionen, hvor USA har vitale økonomiske og strategiske interesser. Det er ikke så mærkeligt, at stakkels George er endnu mere usammenhængende end sædvanligt!


USA sendte general Anthony Zinni af sted for at forhandle om en våbenhvile. Men diplomati er ikke det, der vejer tungest i forholdet mellem stater. Diplomaternes papirsprog er altid underordnet bombernes noget vægtigere argumenter. Når Israels generaler først har startet deres offensiv, vil de helst ikke stoppe den, før den har tilføjet de palæstinensiske militser et knusende slag (som de håber, at det vil).


Det er ikke første gang, at USA's og Israels interesser strider imod hinanden. Men Sharon ved, at han har en joker i ærmet. USA tør ikke at bryde deres forhold til Israel. Den amerikanske general trasker fra det ene kontor til det andet i Tel Aviv og spises af med diplomatiske forsikringer: Fred? Klart! Men se, hvad de andre gør! Lad dem erklære våbenhvile først! På diplomatiets høflige sprog betyder det det samme som: Tag og hop i Dødehavet!


I en tale, som blev holdt den fjerde april, signalerede George Bush et dybere engagement i krisen, og han sagde, at udenrigsminister Colin Powell ville tage til området. Præsidenten gentog også opfordringen til, at Israel styrer sig – men samtidig bekræftede han Israels "ret til at forsvare sig". Om palæstinensernes ret til at forsvare sig mod en fremmed invasion, sagde han intet.


Amerikanerne, og det såkaldte israelsk Arbejderparti, som er medlem af Sharons "enheds"-regering, har tavst støttet Sharon hidtil, selvom de er bange for konsekvensen af hans politik. Der er visse kyniske bagtanker bag amerikanernes opførsel. Sammen med deres marionetter i Arbejderpartiets ledelse håber de sikkert på, at det israelske militære pres vil overtale Arafat til at acceptere en våbenhvile på betingelser, han hidtil har afvist, og at dette så igen via USA's planer vil føre til forhandlinger.


De håber, at krigen vil tvinge palæstinenserne tilbage til våbenhvile og fredsforhandlinger. "Lad Sharon sparke dem lidt rundt", ræsonnerer de. "Så når de er blevet blødt tilstrækkeligt op, kan vi træde til som forsvarere for freden og få gennemført en kompromisplan". Det er derfor Powell tog sig god tid, før han tog til Israel – han skulle først til Marokko, Saudi-Arabien, Egypten og Jordan. Mens Bush beder om fred, giver han samtidig lige Sharon et par dage til til at køre angrebene videre. Men han ville gerne sætte begrænsninger for den israelske offensiv af frygt for de virkninger, den vil få i andre arabiske lande. Men Sharon lytter ikke.


Det har sat Bush i et stort dilemma. Over for Israels åbne trods vakler det Hvide Hus. George Bush vil gerne fortsætte sin "globale krig mod terror". Han har blikket rettet mod Irak. Men Saddam Hussein har brugt angrebet på palæstinenserne til på dygtig vis at bygge bro til Saudi-Arabien og andre "moderate" arabiske regimer. Anti-terror-koalitionen, som Bush fik samlet sammen efter 11. september, ligger allerede i ruiner. Hvis han går videre med planen om at angribe Irak, er der ingen arabiske regimer, der har råd til at støtte ham.


I et forsøg på at berolige befolkningen i de arabiske lande siger Washington nu, at de støtter en palæstinensisk stat. Arafat knuger sig til dette som en druknende mand. Men det er tydeligvis et bedrag. En stat kan kun komme i stand med israelernes tilladelse, og de ville sørge for, at den var under deres kontrol.


Amerikanernes overvejelser er med det samme stødt på en hel række af forhindringer. På palæstinensernes side har blodsudgydelserne og volden skabt en mere hærdet holdning, ikke det modsatte. Hvad angår Sharon, så er han forkæmper for de jødiske bosættelser på Vestbredden, som endda hader Oslo-aftalen. Han har ignoreret Bush's gentagne opfordringer om at stoppe de fjendtlige indfald og åbne "vejen til fred". I stedet har han optrappet volden. Hans tropper har endda beskudt Fødselskirken i Bethlehem. Bibelen fortæller os, at den Almægtige engang viste sin bagdel til Moses. Sharon gør nu det samme over for Vesten. Men han vil ikke blive længe i den uværdige stilling.


Faren for en bredere konflikt

Napoleon pointerede, at krig er den mest komplicerede af alle ligninger. Israels seneste militære eventyr vil få uforudsete konsekvenser. The Economist (6. april) advarer:


"Det ville sætte Israels grænse til Libanon i flammer og destabilisere arabiske lande som Egypten og især Jordan, som har indgået fred med den jødiske stat. Det kunne forårsage permanent tilbagetrækning af det fredstilbud, der blev fremlagt på topmødet i Beirut. Og det har allerede ødelagt Amerikas håb om arabisk støtte til endnu et forsøg på at vælte Saddam Hussein. Udover dette vil "Operation Forsvarsmur" næsten helt sikkert ikke kunne opnå de erklærede mål. Det ene er at smadre palæstinensernes "terroristinfrastruktur". Men dette består især af rigelige mængder bitre mænd og kvinder, der er villige til at dræbe og blive dræbt for Palæstina. Og bitterheden kan kun vokse i takt med Israels angreb. Et andet erklæret mål er at "isolere" Arafat. Men Sharons angreb på sin gamle modstanders hovedkvarter i Ramallah har haft den modsatte virkning. Arafat havde ellers tabt meget af sin glans pga. den måde, han har kørt det palæstinensiske selvstyre på, men nu er han pludselig igen det belejrede symbol på folkets håb. Hvad end Sharon siger, så anser resten af verden ham stadig for en uundgåelig samtalepartner for Israel".


Kapitalens mere klarsynede repræsentanter forstår tingene lige så godt fra deres klassesynspunkt, som vi marxister gør fra vores. Sharons handlinger kan ikke "besejre terrorismen", men opflammer kun situationen endnu mere. Den bedste til at rekruttere nye selvmordsbombere er Sharon. Selv små børn står nu i kø for at komme med i "martyrernes" rækker. Det er resultatet af Israels aggression mod det palæstinensiske folk.


Israel gør hele regionen ustabil. Tel Aviv har allerede indkaldt dele af reserven i den nordlige del af landet efter at Hizbollah, den shiitiske milits, der er baseret i Libanon, angreb med raketter og morterer og sårede syv israelske soldater. Dette tyder på, at der vil blive åbnet en ny front i israelernes krig mod palæstinenserne. Og det behøver ikke at ende der. På grund af indblanding i Libanon kan Syrien også blive revet med i konflikten. Israel har allerede appelleret til USA og FN om at opfordre Syrien og Libanon til at få styr på Hizbollah, og de har advaret om, at det ellers kan ende med det, som Sharon har kaldt "et meget stort udbrud af fjendtligheder".


I samme åndedrag anklagede Sharon Iran for at have folk i Sydlibanon, og han sagde, at Syrien hjalp til, for "ellers kunne skydningen slet ikke finde sted". Det er et slet skjult forsøg på at skabe en kollision mellem USA og Iran, som er blevet beskrevet som en "terroriststat" af Washington.


Vejen til fred i Mellemøsten er fuld af uoverkommelige forhindringer. Hele situationen bliver værre og værre, og er ved at komme helt ud af kontrol. Det er slet ikke udelukket, at det kan ende med en generel krig. De arabiske regimer frygter sådan en fremtidsudsigt som pesten. Men for hver dag, der går, øges de arabiske massers vrede over synet af massakrerne og volden i Palæstina. Der er ikke et eneste stabilt regime i hele området. Der har været demonstrationer i det ene arabiske land efter det andet. I Amman var flere jordanske ministre nødt til at deltage i demonstrationen for ikke at vække massernes vrede. The Economist advarede:


"De rige herskere i Golfen sidder sikkert på deres troner, men Mubarak fra Egypten og Jordans kong Abdullah er afhængige af amerikansk hjælp til at bakke deres regimer op. De presses nu mellem Bush-regeringen og deres eget folks vrede. Uroen er især akut i Jordan. To tredjedele af befolkningen er af palæstinensisk oprindelse, og de fleste er i daglig kontakt med slægtninge i de israelsk besatte områder, hvor de nu er belejrede i deres hjem. Egypterne har mindre følelsesmæssig forbindelse til Palæstina, men nogle analytikere frygter, at landets alvorlige økonomiske problemer har tappet så meget af befolkningens tillid til regeringen, at bare én alvorlig hændelse kan forårsage udbredt opstand".


Dialog med de døve

Bush-regeringen frygter en generel eksplosion i Mellemøsten og opfordrer nu Israel til at stoppe for yderligere bosættelser, som et middel til at øge chancerne for en våbenhvile. Men med den nuværende sammensætning af regeringskoalitionen er der intet håb for så meget som forhandlinger om de jødiske bosættelser – og uden dette er ingen løsning mulig.


Sharon har skubbet sin koalitionsregering endnu mere til højre, idet han har taget det Nationale Religiøse Parti (NRP) og det lille Gesher-parti med. Formålet er at mindske hans afhængighed af Arbejderpartiet, som ikke altid kan forventes at støtte Sharons krigeriske politik, eftersom det er USA's marionet. Lederen af NRP Effi Eitam er imod al palæstinensisk suverænitet vest for Jordan-floden og forudser en endelig palæstinensisk "udvandring" af landet. Han taler om moskéen på Tempelbjerget som "fordærv af universelt omfang".


Arbejderpartiets ledere er nu under stigende pres fra de almindelige medlemmer om at bryde med koalitionen. Det vil kunne fremkalde en regeringskrise, eftersom NRP og Gesher kun giver Sharon og hans andre højreallierede 59 mandater ud af Knessets 120 medlemmer. Men et tredje højreparti, den Nationale Union –Israel Vores Hjemland, forventes at gå med snart, og det vil give Sharon et flertal af hard-linere. Det ville også udmanøvrere Sharons ærkerival Binyamin Netanyahu, som har angrebet ham fra højre.


Da Sharon talte i parlamentet den ottende april, var der ikke noget håb om lempelser at spore – han sagde, at Israel ikke havde andet valg end at reagere med al kraft. Men før eller siden må den israelske hær trækkes tilbage. Den amerikanske udenrigsminister Colin Powells ankomst kan blive signalet til dette. Men spørgsmålet er: Hvad så?


Palæstina er reduceret til en rygende ruinhob. Befolkningen på Vestbredden lever i et mareridt. Økonomien er smadret, og det, der var tilbage af regeringsstrukturen, er ødelagt. Det israelske angreb har smadret de palæstinensiske myndigheders regerings- og sikkerhedsinstitutioner. I Jenin er der for eksempel ifølge en lokal palæstinenser ikke en eneste politistation tilbage.


Sharon har talt om at oprette en israelsk kontrolleret stødpudezone omkring de palæstinensiske byer. I mellemtiden venter han på en "ansvarlig" palæstinensisk ledelse. Dette er ekstremt kortsigtet. Hvem der end kommer til at efterfølge Arafat, vil højst sandsynligt ikke være en mere moderat leder.

Hvad nu?

Hvis man ser rent militært på sagen, er der ingen af siderne, er kan vinde en afgørende sejr. Det nuværende blodige kaos kan fortsætte med op- og nedture i flere år eller årtier. Det er nødvendigt med en politisk løsning. Men hvem kan tro på en fred, hvis fredsmægleren er Bush eller Blair, eller for den sags skyld Mubarak eller kong Abdullah? Det ville bare blive en ny udgave af Oslo-aftalen, sikkert med et par yderligere indrømmelser til palæstinenserne. Den ville ikke løse noget og ville blot blive forspillet til nye og endnu mere ødelæggende konflikter og krige. Hvis der skal findes en varig løsning, må man tage fat på de grundlæggende spørgsmål.

Trotskij advarede om, at oprettelsen af staten Israel i Palæstina ville være en ondskabsfuld fælde for jøderne. Denne forudsigelse har vist sig at være korrekt. Marxisterne var imod oprettelsen af staten Israel. Men nu mere end 50 år senere kan man ikke vende den historiske udvikling om. Staten Israel eksisterer og kan ikke bare ønskes væk. Det israelske folk har lige så meget ret til at eksistere som alle andre. Men de har ikke ret til at erobre og undertrykke et andet folk, sådan som de gør nu. Den slags kan kun føre til mere og mere blodsudgydelse, som i sidste ende vil betyde en frygtelig katastrofe for alle involverede. Selvom Israel nu er militært overlegne, hvor længe kan det så vare ved? Ikke for altid, det er helt sikkert. Og når der ophobes så meget had, vrede og bitterhed, udsættes de kommende generationer for en forfærdelig risiko.

Selvmordsangrebene – som kun involverer en lille håndfuld beslutsomme personer – har allerede spredt rædsel og ødelagt det normale liv i den jødiske stat. Almindelige israelere begynder at spørge sig selv: Hvor er den sikkerhed, som Sharon lovede os, da han blev valgt? Da Israel blev dannet, skulle det have været en sikker havn for det jødiske folk efter Holocausts rædsler. Et halvt århundrede efter er den zionistiske drøm blevet afsløret som det, den er: en reaktionær utopi. Der er hverken fred eller sikkerhed for Israels folk, eller for nogen som helst andre i denne plagede del af verden.

Hvis der kommer krig i Mellemøsten, vil det ende med nederlag for araberne igen. Det er derfor, at de borgerlige regimer i Egypten og Jordan desperat prøver at undgå krig. Men det kan godt blive umuligt for dem at modstå presset fra masserne. Samtidig tyder Israels provokerende opførsel på, at i det mindste en del af den herskende klike i Tel Aviv har draget den konklusion, at krig med araberne er uundgåeligt, så man kan lige så godt give dem en blodig lærestreg så hurtigt som muligt.

Nederlag i krig vil skabe eksplosive forhold i hele Mellemøsten, og det vil skabe grobund for, at det ene pro-vestlige regime efter det andet bliver styrtet. Det er et mareridtsscenarie for de amerikanske imperialister. Men Bush og Blair, som har vist deres totale mangel på forståelse for noget som helst, planlægger tilsyneladende stadig at angribe Irak midt i alt dette! Som man siger, "mod dumhed kæmper selv guderne forgæves".

Det umiddelbare mål må være at tvinge den israelske hær til at trække sig ud af Gaza og Vestbredden. Kampen mod besættelsen skal have ubetinget støtte og solidaritet fra arbejderbevægelsen i hele verden. Træk tropperne ud! For det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse! Dette er ABC for alle bevidste arbejdere. Men efter ABC kommer der flere bogstaver i alfabetet.

Det, der er brug for, er en social revolution, der kan fjerne både de reaktionære arabiske regimer og den israelske imperialismes uhyrlige styre. Dette perspektiv ser lige nu ud til at være langt væk. Det ser ud til, at reaktionen sidder sikkert i sadlen og har sluppet krigens blodhunde løs. Situationen ser håbløs ud. Men det er ikke første gang, at vi har set situationer, der så håbløse ud, men som faktisk var sydende kedler, der til sidst kogte over i revolutionære hændelser.

I 1915 var Lenin aldeles isoleret. Europa var ved at blive revet i stykker af krig. Arbejderne fra de forskellige lande slagtede hinanden under imperialismens sorte flag. I denne syndflod af reaktion druknede de proletariske internationalisters stemmer i den chauvinisme, der lærte engelske og franske arbejdere at hade tyskere og omvendt. Det så ud til at være umuligt, at tingene kunne ændre sig. Selv Lenin, som ellers var ukuelig optimist, troede, at han aldrig ville komme til at opleve den socialistiske revolution.

Krige i Mellemøsten vil ikke løse noget, men vil kun skabe grundlag for nye krige. Men den generelle ustabilitet, der både er årsag og resultat af krige, vil skabe betingelserne for en revolutionær bevægelse i masserne i den næste periode. Hvis denne bevægelse bliver ført an af en bevidst marxistisk, dvs. internationalistisk, tendens, så kan den skære igennem den knude af tilsyneladende uløselige modsætninger, som folkene lider under, og pege frem til den eneste varige løsning: den socialistiske føderation i Mellemøsten.

Vi må kunne se ud over den nuværende situation og se de fundamentale processer. I hele Mellemøsten er betingelserne ved at modnes for revolutionære udviklinger. De aktuelle krige og blodige rystelser er et tydeligt udtryk for, at det gamle samfund ikke længere er i stand til at løse de frygtelige modsætninger, der river det i stykker. Det er den grundlæggende forklaring på det aktuelle galskab. Men stormen vil løje af, og i dagens kolde lys vil arbejderne og ungdommen på begge sider begynde at stille spørgsmål og finde svarene.

Kun en socialistisk føderation, der giver fuld autonomi til jøder og arabere, drusere og koptere, armenere og kurdere, kan løse det nationale spørgsmål en gang for alle. Hvert folk må have ret til at leve i fred på sit eget område, hvis grænser må aftales fredeligt mellem folkene. Flygtningene må have ret til at vende tilbage. Regionens økonomiske potentiale vil kunne realiseres til fulde gennem en fælles socialistisk produktionsplan. Arbejdsløshed og fattigdom vil blive en ting, der hører fortiden til. Kun på det grundlag kan man komme ud over det gamle nationale og religiøse had. Det ville blive som mindet om en ond drøm.

Er dette en utopisk vision? Hvis utopisk betyder noget, der ikke er muligt, så er det netop den nuværende situation, der passer på den beskrivelse. I mere end to generationer har jøder og arabere dræbt sig selv og hinanden. Situationen har udviklet sig fra slem til værre. Det nationale had vokser og bliver mere og mere morderisk – både kvinder, små børn og gamle mænd anses som berettigede mål. Barbariet trives. Hele livet i Mellemøsten er blevet forgiftet og fordærvet af denne konflikt. De såkaldte "realistiske" løsninger, som de borgerlige og småborgerlige nationalister er kommet med, har ikke løst nogen af problemerne. Situationen forværres hele tiden og truer med at skabe en katastrofe for alle folkeslagene i området.

Der ligger et tungt ansvar på skuldrene af venstrefløjen i både Israel og Palæstina. Den nuværende situation er ekstremt svær, men det er absolut nødvendigt at kæmpe imod strømmen, at bekæmpe chauvinismen og slås for enhed mellem jødiske og arabiske arbejdere. De israelske marxister vil kæmpe med al deres magt imod besættelsen af Palæstina. Palæstinenserne må for deres del forstå, at medmindre de står sammen med de israelske arbejdere i fælles kamp mod kapitalismen og imperialismen, er deres sag uden håb.

Da den spanske kunstner Goya var gammel og træt af de rædsler, der fulgte med krigene på den iberiske halvø, malede han et billede af to mænd, der var låst fast i kamp, mens de skånselsløst tæskede løs på hinanden med køller, og imens sank de lige så stille ned i en sump. Dette maleri gengiver præcist den galskab, der nu hersker i Palæstinas land. På kapitalistisk grundlag er der ingen løsning. Kun en fundamental forandring af klasseforholdene i Mellemøsten, der fører til afskaffelsen af kapitalismen, kan være en vej fremad.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.