Fredag d. 29. marts startede den seneste israelske offensiv mod Palæstina. Efter Sharon er kommet til magten i Israel, har konflikten mellem Israel og Palæstina taget til. Den seneste offensiv er blot en optrapning af en konflikt, der har varet i årtier. Så længe de grundlæggende spørgsmål ikke bliver løst, vil konflikten fortsætte tværs igennem våbenhviler og fredsaftaler.

Efter 2. verdenskrig og naziregimets blodige antisemitisme valgte de imperialistiske stater at oprette staten Israel. En stat, hvor jøderne skulle kunne føle sig sikre. Men Israels blodige historie vidner om alt andet end sikkerhed. Israel er blevet, hvad Trotskij advarede om, at det ville blive ? en blodig fælde for det jødiske folk.

Brutal optrapning

Den seneste tid er urolighederne i Israel og Palæstina taget til. Israel har sat deres af USA finansierede voldsmaskine ind i Palæstina med hidtil uset voldsomhed. Kampvogne, kamphelikoptere, jagerfly og landtropper er under dække af en krig mod terrorisme i fuld gang med at slagte masser af civile palæstinensere i Sharons egen udgave af "Endlösung".

Selv fra borgerlige medier hører man dagligt rædselshistorier om massakrer, ambulancer der bliver beskudt, drab på civile mænd, kvinder og børn, kvinder der føder på gaden, døde palæstinensere der bliver begravet i massegrave under parkeringspladser, formodede terrorrister der bliver likvideret uden videre efterforskning osv. osv.

Vestens hykleri

Lederne af vores del af verden ser helst en "fredelig løsning" på konflikten. Med USA i spidsen forsøger de at holde sig venner med Israel, som er deres eneste rigtige allierede i Mellemøsten. På samme tid er de bange for at blive uvenner med de mange olieproducerende arabiske lande, hvori befolkningen i hvert fald er på palæstinensernes side. De frygter en eksplosion i området, hvor Israels brutale fremfærd mod palæstinenserne truer med at destabilisere hele regionen, hvor et land som USA har vitale økonomiske og strategiske interesser.

Dette giver sig udtryk i tomme krav om Israelsk tilbagetrækning fra de besatte områder, udsendte diplomater, og fordømmelse af både israelsk og palæstinensisk vold. USA har endda talt om stop for bosættelser og en selvstændig palæstinensisk stat. Men det er rent hykleri ? de tænker ikke på palæstinenserne, men kun på deres egne militære og økonomiske interesser. Hvis konflikten tilspidses yderligere, er der ingen tvivl om, hvis side de vil være på.

Blindgyde

Sharon siger, at han fører kamp mod terrorismen. Men Sharons taktik vil ikke bære frugt. Han ser ud til at tro, at brug af overdreven magt vil skræmme palæstinenserne til at makke ret. Men sådan er det aldrig gået før. Jo mere Israel farer frem med ny brutal undertrykkelse, jo mere modstand vil der komme, og for hvert israelsk angreb vil nye desperate unge melde sig til "martyrernes" rækker.

Enhed for en socialistisk føderation!

Oprettelsen af staten Israel førte ikke til sikkerhed for det jødiske folk. Marxisterne var imod dannelsen af staten Israel, men i dag mange år efter kan den ikke bare forsvinde. Israelerne har lige så meget ret til at eksistere i fred som alle andre folk. Men fred og fremgang og retten til selvbestemmelse for folkeslagene er utopi, så længe det er kapitalismen, der styrer verden. Kun en socialistisk føderation i Mellemøsten, der kan kombinere områdets ressourcer i en fælles produktion, kan afskaffe fattigdom og arbejdsløshed og dermed den desperation, der fører til had og bitterhed. Kun i en sådan føderation kan folkene leve fredeligt sammen med fuld ret til selvbestemmelse. På kapitalistisk grundlag er ingen varig løsning mulig. Det er nødvendigt at styrte de reaktionære regimer i både Israel og de omkringliggende arabiske lande.

Den israelske arbejderbevægelse må kæmpe med al deres magt imod besættelsen af Palæstina. Et folk, der undertrykker et andet folk, kan aldrig selv være frit. Både palæstinensiske og israelske arbejdere må forstå, at medmindre de står sammen i fælles kamp mod kapitalismen og imperialismen, vil der kun ligge mere blod og kaos forude. Den nuværende situation er ekstremt svær, men det er absolut nødvendigt at kæmpe imod strømmen: at bekæmpe nationalismen og hadet og slås for enhed mellem jødiske og arabiske arbejdere. Kun ad denne vej er der en fremtid for alle folkeslag i Mellemøsten.

BOKS:
Individuel terrorisme gavner reaktionen.
Palæstinenserne kæmper mod en mange gange stærkere fjende, der er i besiddelse af en af verdens mest omfattende militærmaskiner. Det er David mod Goliat. Et besat folk mod en besættelsesmagt. For palæstinenserne er det en retfærdig krig, mens det for Israel er en krig, der går ud på at besætte andres land og opretholde undertrykkelsen af et andet folk. At prøve at dømme begge sider ens er rent hykleri og hjælper i praksis undertrykkeren mod den undertrykte.

Det er i denne desperate situation, at unge palæstinensere kaster sig ud i blodige selvmordsangreb på civile israelere. Marxisternes holdning til den slags individuel terrorisme er klar: Det er en metode, der kun gavner reaktionen. Den giver de israelske imperialister en masse gode kort på hånden, og det forsyner dem med en undskyldning for at optrappe angrebene og undertrykkelsen. Det er en metode, der skaber stadig større kløfter mellem almindelige palæstinensere og israelere, og dermed lægger den store hindringer i vejen for en løsning på konflikten.