Den økonomiske situation

Fra et geopolitisk synspunkt har Tyrkiet en vigtig strategisk position, ikke bare for imperialismen, men også for arbejderklassens verdensrevolution. Især siden 60'erne er der blevet gjort ganske betydelige økonomiske og industrielle udviklinger, og denne proces har styrket arbejderklassen enormt. Selvfølgelig er grundlaget for den tyrkiske kapitalisme i sammenligning med de store europæiske lande stadig relativt svagt og ustabilt. Det rådne og korrupte tyrkiske borgerskab har ikke været i stand til at løse nogen af samfundets fundamentale problemer.

Tyrkiet er nu ude i en økonomisk krise helt uden fortilfælde. Visse aspekter af den aktuelle krise er særlige for Tyrkiet, men roden til problemet er dybest set verdenskapitalismen. Som følge af økonomiske programmer dikteret af imperialismens organisationer som Verdensbanken og IMF, må den tyrkiske økonomi konstant ty til devalueringer og leve på lån. Tyrkiet er nu et af de otte mest forgældede lande i verden. Den totale gæld er næsten oppe på 210 milliarder dollars.

Byrden af denne udenlandsgæld lægges på arbejderklassens og de arbejdende massers skuldre. Borgerskabet og dets stat kan slet ikke få hænderne op af arbejdernes lommer. Arbejderes købekraft er blevet halveret som følge af økonomiske kriser. De skærer i arbejderklassens sociale rettigheder og ødelægger det sociale sikkerhedssystem. Arbejdsløshedstallet stiger konstant. I den sidste periode er næsten 2 millioner arbejdere blevet fyret.

Tyrkiets befolkning er nu næsten 70 millioner, og omkring 46,5 millioner er over 15 år gamle. Den samlede arbejdsstyrke udgør 23,1 millioner. Selvom de officielle tal siger, at arbejdsløsheden er steget til omkring 10%, var det reelle tal allerede over 20% selv før den sidste krise. Nu menes det at ligge på omkring 30%. For at forstå dybden af den sump, som den tyrkiske kapitalisme har trukket arbejderklassen og de arbejdende masser ud i, er det nok at kigge på det massive antal arbejdsløse unge. De fylder tehusene hver dag både i landområderne og i forstæderne. De har med tiden mistet troen på, at de kan få et job, og under indtryk af traditionelle moralske værdier udgør et lag af disse unge massestøtten til de islamiske partier. Og et andet lag slutter sig til enten fascistpartiet MHP (Den nationalistiske bevægelses parti), med et falsk håb om at de kan få afløb for deres vrede der, eller til de såkaldte venstreorienterede populistiske strømninger. Men vi må aldrig glemme potentialet i denne unge del af befolkningen, og at en betydelig del af dem kan vindes over til en korrekt forståelse af kamp og organisering i tilfælde af en opgang i arbejderbevægelsen.

Sidste år regnede økonomerne med, at den tyrkiske økonomi ville gå tilbage med 8%. Men det viste sig at blive 10%. Det er den største tilbagegang i den tyrkiske økonomi siden anden verdenskrig. Bruttonationalproduktet BNP faldt til 148 milliarder dollars med et tab på 53 milliarder dollars sammenlignet med år 2000. Og BNP pr. indbygger faldt til 2160 dollars, et tab på 826 dollars. Det betyder en forarmelse på gennemsnitligt 27,2%. Og det siger sig selv, at dette gennemsnitstal er misvisende. For når vi tænker på den afgrund, som kapitalismen har skabt mellem forskellige dele af samfundet, kan man se de arbejdende massers reelle økonomiske situation i et mere realistisk lys. Bare for at antyde dette kan vi huske på, at den månedlige mindsteløn i Tyrkiet kun er, hvad der svarer til 110 dollars.

Ifølge tal fra Verdensbanken, som har målt på 207 lande, var Tyrkiet på 22. pladsen med et BNP på 201 milliarder dollars i slutningen af år 2000. Men landet er nu gået tilbage til 27. pladsen i slutningen af 2001. Forholdet mellem statsgælden og BNP steg til 98% i 2001. Desperate borgerlige økonomer er forvirrede over dette rod, og de siger: "Tyrkiets problemer kan ikke forstås ud fra de økonomiske lærebøger". De har helt ret. Ikke bare den tyrkiske kapitalismes krise, men også krisen i verdenskapitalismen, kan kun analyseres ud fra de marxistiske idéer.

Vi ved nu, at verdenskapitalismen er i dyb krise, og at kriserne bliver stadig værre. Men vi må ikke glemme, at kapitalismen aldrig bryder sammen automatisk pga. kriserne. Hvis ikke arbejderklassen styrter systemet over hele verden, vil kapitalismen altid finde en vej ud af kriserne. Men på bekostning af hvad? Som Marx forklarede for omkring 150 år siden, kan kapitalismen kun løse sine kriser ved at lægge grunden til nye og dybere kriser i fremtiden. Efter en lang periode med opsving er verdenskapitalismen i krise nu og bekræfter på den måde Marx for 117. gang.

Den politiske situation

Hvis man skal beskrive den politiske atmosfære i Tyrkiet meget kort, kan man sige følgende: usikkerhed overalt. Koalitionsregeringen, som blev bygget op efter valget i 1999 under ledelse af Ecevit, er nu ved at bukke under. I den opløsningsproces, som har fundet sted i den sidste periode, har 7 ministre fra det ledende parti DSP (det demokratiske venstreparti) trukket sig. Antallet af parlamentsmedlemmer, der har trukket sig fra DSP, er allerede over 60. DSP er gået fra førstepladsen til fjerdepladsen i parlamentet med hensyn til antal parlamentsmedlemmer, og som følge deraf er MHP (fascistpartiet), som er et af koalitionspartierne i regeringen, gået fra andenpladsen til førstepladsen. Devlet Bahçeli, der er leder af MHP, har talt om et fremskudt valg den 3. november. Dette forslag er blevet godkendt af parlamentet. Men nu siges det, at valget kan blive udskudt til april 2003 pga. den igangværende politiske krise.

I den sidste periode har både DSP og MHP været modvillige til at lave love, der skulle harmonisere landet med EU, selvom de ikke åbent gik imod det. Meningsmålinger viser, at disse partiet risikerer at tabe mange stemmer pga. deres holdning til dette spørgsmål. Mesut Yilmaz, lederen af den anden del af koalitionsregeringen, ANAP (Fædrelandspartiet), prøver at blive leder af de EU-venlige kapitalistiske kredse. Men faktisk er det højst sandsynligt, at ANAP ligesom de andre koalitionspartier vil få mindre end den officielle spærregrænse på 10% ved valget. Det er derfor, at vi på baggrund af politikernes iver efter at blive genvalgt har set alle disse folk, der har forladt partierne og søgt nye formationer og valgalliancer.

Eftersom det mulige resultat af et fremskudt valg vil være endnu større kaos, prøver det herskende borgerskab at finde en vej ud af den politiske krise. De prøver at skabe en ny leder ud af den tidligere udenrigsminister (som efter sigende er en respekteret statsmand i Europa), Ismail Cem, der har forladt DSP. De parlamentsmedlemmer, der har trukket sig, har startet YTP (partiet Nyt Tyrkiet) under ledelse af Cem. Han siger, at dette parti skal være ligesom de europæiske socialdemokratier. Men Kemal Dervis, der som tidligere embedsmand i Verdensbanken var blevet forfremmet til at være den minister, der er ansvarlig for Tyrkiets økonomi (men som nu har forladt denne post), synes at være for en anden slags parti, der kan forene bredere politiske formationer. Storkapitalen planlægger også at skabe en ny politisk leder i form af Kemal Dervis, som for nylig sagde, at han ledte efter en såkaldt "social-liberal politisk syntese".

Borgerskabets forsøg på at skabe et forenet parti op til det kommende valg har ikke ført til et klart resultat endnu. Som følge af det politiske rod i Tyrkiet, som blev skabt med militærkuppet 12. september, kæmper selv storkapitalen nu for at fylde det hul, der opstod i det politiske spektrum af borgerlige partier og ledere. Borgerskabet svinger imellem enten at åbne op for CHP (den republikanske folkeparti), som ikke engang er repræsenteret i parlamentet nu (deres leder er Deniz Baykal), eller at skabe en ny formation. Deniz Baykal opfordrede YTP til enhed under CHP, men det blev afvist af Ismail Cem. Denne udvikling blev i de borgerlige medier fremstillet som "den dag, hvor håbet døde". De siger, at YTP kan gå i alliance med DTP (Demokratiske Tyrkiske Parti), som fremstår som et mere centrum-højreagtigt parti under ledelse af Mehmet Ali Bayar. Som følge af alle disse forsøg på at fjerne kaosset op til valget skifter balancen fra dag til dag. For eksempel fremstod Cem mere venstreorienteret for en uge siden, men nu siger Kemal Dervis, at han er mere socialdemokratisk end Cem. Han siger, at YTP i alliance med DTP ville appellere til det liberale højre i samfundet, og at han derfor ikke kan gå med til det. Udover at han har kontakter til CHP, har han også stadig kontakt til repræsentanter for fagforeningssammenslutningerne Turk-Is og DISK.

Borgerlige organisationer som TUSIAD prøver at skabe et socialdemokratisk alternativ sådan som det eksisterede i Spanien, Portugal og Grækenland under de fascistiske diktaturers opløsningsproces. Dette højreorienterede borgerlige socialdemokratiske alternativ er selvfølgelig i realiteten udtryk for en politik, der ikke kan skelnes fra borgerlig liberalisme, ligesom for eksempel Labour-partiet i England under Blairs ledelse. Faktisk har de såkaldte nye ledere Ismail Cem og Kemal Dervis travlt med at reklamere for den samme "vare", hvad enten man kalder det "socialdemokratisk" eller en "social-liberal syntese".

Der har aldrig været et socialistisk eller socialdemokratisk parti af vesteuropæisk type i Tyrkiet, som har haft andre historiske betingelser end Vesteuropa. Og der er stadig ikke noget andet venstreparti i Tyrkiet, der er i stand til at tiltrække arbejderklassens masser. HADEP, som blev startet af kurdiske demokrater og fik 4% ved sidste valg, siger nu, at de er et parti for hele Tyrkiet. De støtter klart de nye love, der skal harmonisere landet med EU, med henblik på at opnå et minimum af demokratiske rettigheder for det kurdiske folk, og de fortsætter deres søgen efter valgalliancer også i de store byer.

Det er indlysende, at borgerskabet nu prøver at skubbe de radikale islamiske strømninger tilbage og reformere dem, da de ikke har brug for dem lige nu. Radikal islam er ikke en rigtig trussel i dagens kapitalistiske verden. Det bliver bare fremstillet sådan af den amerikanske imperialisme for at retfærdiggøre deres militære eventyr. Under alle omstændigheder er Tyrkiet ikke et mellemøstligt land. Det er blevet udvalgt af Vesten som et mønster på et "demokratisk, moderne muslimsk land", som kan holdes frem for de andre østlige lande. Så den politiske islam i Tyrkiet har ændret sig betragteligt i den sidste periode.

AKP (Retfærdigheds- og udviklingspartiet) udgør nu en form for meget liberaliseret, reformistisk, politisk islam, som tilpasser sig kapitalismen, og de har god medvind. Partiet opstod ud af det nu forbudte Dydens parti, som selv var opstået ud af det forbudte Velfærdsparti. Disse islamiske kræfter baserer sig på tilsyneladende islamiske dele af storkapitalen, og er helt anderledes end f.eks. de anakronistiske politikere i mullahernes Iran, som baserer sig på basarerne. AKP siger derfor også i sit program, at de er for markedsøkonomi, og de forsvarer de strukturreformer, som globaliseringen kræver, og nødvendigheden af at fortsætte forbindelserne til EU, Verdensbanken, IMF og andre internationale organisationer efter økonomiens behov. Men en del af storkapitalen, som har tilpasset sig vestlige verdslige forhold for længe siden, kan ikke rigtig kapere sådan et parti. På den anden side er der nogle borgerlige ideologer, der foreslår, at AKP bør accepteres som et af det borgerlige parlamentariske systems almindelige partier, eftersom det svarer til de kristeligdemokratiske partier i Vesten. Meningsmålinger viser, at dette parti måske vil få omkring 20% af stemmerne ved valget.

Det tyrkiske borgerskab prøver at finde en kur for Tyrkiets økonomiske og politiske krise midt i en krise i det verdenskapitalistiske system. Borgerskabet i storebror USA og i nogle europæiske lande har travlt med at give forskellige råd til Tyrkiet. Men der er et tyrkisk ordsprog, der på glimrende vis illustrerer deres problem: "Hvis den skaldede mand kendte til en kur, ville han bruge den på sig selv".

Samtidig forbereder USA sig nu febrilsk på en krig i Mellemøsten, hvor de vil være i tæt forbindelse med Tyrkiet. USA vil have en pålidelig støtte til krigen mod Irak til gengæld for, at de lover at give Tyrkiet en del af olieområdet i Nordirak, Mosoul og Karkuk. Dette er meget vigtigt. Nogle udenlandske kommentatorer siger, at grunden til Ecevits fald er, at han har nægtet at love fuld støtte til USA. Det er delvist sandt. Nationalisten Ecevit er bekymret for udsigten til oprettelsen af en kurdisk stat i Nordirak og er derfor ikke meget for denne militæroperation. Det er derfor, at den amerikanske viceudenrigsminister Paul Wolfowitz kom til Tyrkiet, mens Ecevits regering var ved at gå i opløsning. Han lagde pres på for at få Tyrkiet direkte involveret i den irakiske operation, og han brugte IMF-kredit og forholdet til EU som lokkemad. Til sidst foretrak han at fremstå, som om han havde gjort indrømmelser til de tyrkiske nationalister på spørgsmålet om en kurdisk stat. Og han blev lovet betinget støtte til Irak-operationen på det møde, der blev holdt i præsidentens hus Çankaya, med tilstedeværelse af hærens øverstbefalende. At dømme ud fra USA's og deres allieredes forberedelser er det klart, at Mellemøsten vil blive gjort til et rent helvede.

Spørgsmålet om Cypern er en anden stor usikkerhed for øjeblikket. De militære kredse i Tyrkiet, som er direkte involveret i sagen, truer Europa med, at hvis det græske Cypern kommer med i EU før Tyrkiet, kan det forstyrre freden og stabiliteten på øen og i det østlige Middelhav. Den tyrkiske herskende klasse prøver at bruge sine forbindelser til USA til at lægge pres på EU og omvendt. Hele billedet viser klart, at der er en dybtgående proces under udvikling, som vil ryste Tyrkiet i sin grundvold.

Spørgsmålet om EU

Den interessante pointe er, at der er en afgrund mellem det, der vises frem, og så virkeligheden i Tyrkiet. Hvis man kun ser på det, der vises frem, så går det fremad med at komme tættere på EU. Men i virkeligheden er der meget alvorlige problemer i denne proces. På den ene side er der i den industrialiserede vestlige del af Tyrkiet en febrilsk forandringsproces i gang for at komme med i EU. Men på den anden side er der enorme problemer, som EU selv vil komme til at stå over for som følge af verdenskapitalismens krise.

I lang tid har det tyrkiske borgerskab været delt i to lejre. På den ene side er der dem, der gerne vil tættere på Europa og opfylde københavner-kriterierne hurtigt. Og på den anden side er der dem, der er tøvende over for EU, og som især ikke vil opfylde københavner-kriterierne. Men nu er det den første fløj, der har medvind.

Meningsmålinger viser, at næsten 70% af befolkningen i Tyrkiet er for optagelse i EU. Grunden til dette kan ikke forklares ved økonomiske faktorer alene. Den fundamentale faktor, der får tyrkerne til at ønske at gå med i EU, er spørgsmålet om demokrati. For eksempel ønsker det kurdiske folk, som har lidt under den tyrkiske stats undertrykkelse i mange år, ikke et Tyrkiet isoleret fra EU. Som marxister ved vi, hvad det borgerlige demokrati i Vesteuropa virkelig betyder. Men selv den slags demokrati anses for at være en lettelse for de tyrkiske og kurdiske arbejdende masser, som aldrig har oplevet demokrati i Tyrkiet, som gennem næsten hele historien har haft undertrykkende og autoritære politiske strukturer.

Den anden fløj, som bruger en meget nationalistisk propaganda, repræsenteres især af MHP. MHP gik imod ophævelsen af dødsstraffen, kurdernes ret til at få uddannelse på deres eget sprog og radioudsendelser på kurdisk, og de prøver at forhindre de lovmæssige ændringer. Men som følge af pres fra storkapitalens EU-venlige interesser blev parlamentet indkaldt til et ekstraordinært møde den 3. august, og de ovennævnte forslag blev vedtaget. Men pga. det tyrkiske borgerlige regimes uduelighed har vi her igen en proces, der er fuld af modsætninger, når det kommer til praksis. For eksempel har det øverste valgråd erklæret, at det er forbudt at bruge det kurdiske sprog i forbindelse med den kommende valgkamp. Desuden forbereder MHP nu at få de nye love omstødt i Forfatningsretten.

En anden vigtig kendsgerning er det, at den stalinistiske venstrefløj i Tyrkiet taler i næsten det samme nationalistiske sprog som den ekstreme højrefløj. På den anden side spiller den vigtigste af de store arbejdsgiveres organisationer, TUSIAD, som havde en direkte finger med i spillet i kuppet den 12. september, nu rollen som "demokrat"! De går ind for EU-medlemskab og ønsker forandringer. Men på den anden side ønsker de at gøre Tyrkiet til en lokal imperialistisk magt i området med hjælp fra de amerikanske cowboys. Så der er nye konflikter forude.

Der er en betragtelig del af arbejderne, der mener, at EU-medlemskab vil føre til i hvert fald en relativ forbedring af forholdene. De siger, at de hellere vil have et Tyrkiet, der i det mindste accepterer ILO's kriterier og europæiske standarder for arbejderrettigheder, pga. de ekstremt dårlige forhold, de har nu. Og på baggrund af realiteterne i Tyrkiet må denne situation anerkendes, og kravet om forbedring af arbejdernes rettigheder skal støttes.

Men forsvaret for arbejderklassens langsigtede interesser kan ikke baseres på at vælge mellem en "national kapitalisme" eller en "kapitalisme integreret i verdenskapitalismen". Hvis et kapitalistisk Tyrkiet integreret i EU anses for at være en redning for arbejderklassen, så er det en alvorlig fordrejning af realiteterne. Vi er imod denne opfattelse. Vores holdning kan ikke begrænses til at vælge mellem to kapitalistiske alternativer. Vi siger, at på den ene side er integrering indbygget i kapitalismen, og i et undertrykkende land som Tyrkiet kan isolering ikke være bedre. Og på den anden side understreger vi konstant, at arbejderklassens frigørelse alene afhænger af, at den styrter kapitalismen helt.

Situationen i arbejderbevægelsen

Som følge af den stadig dybere økonomiske krise lider de arbejdende masser under arbejdsløshed og fattigdom. Fagforeningerne er under pres både fra arbejderne og fra den borgerlige stat, som ikke vil tolerere selv den mindste protest pga. situationens eksplosive natur. Topbureaukratiet i fagforeningerne bevæger sig kun modvilligt, og når de gør det, prøver de at holde arbejderne tilbage.

I Tyrkiet er der meget stramme lovmæssige begrænsninger for faglig organisering. Man prøver at forhindre de arbejdende massers økonomiske kamp med en hel række af forbud lige fra starten af. Arbejdsmarkedslovene i Tyrkiet i forhold til fagforeninger, kollektive forhandlinger og strejker er helt anderledes end dem, der er i europæiske lande. Derfor er det nødvendigt, at arbejdere i Europa, som har andre rettigheder, får detaljeret viden om situationen, så de kan forstå den lange kæde af forbud, som deres tyrkiske klassefæller står over for. For eksempel er det forbudt at oprette faglige klubber på arbejdspladser. Hvis ikke man rekrutterer mindst 10% af arbejderne i en sektor, har en fagforening ikke ret til at repræsentere arbejdere i den sektor. Men lad os forestille os, at en fagforening har opfyldt dette krav og fået officiel ret til at forhandle kollektivt for arbejderne på en arbejdsplads. Hvis arbejderne på arbejdspladsen så skal kunne gå i strejke, når forhandlingerne evt. ender med uenighed, så er det aldrig nok, at fagforeningen eller arbejderne bare beslutter dette. For at arbejderne kan starte en strejke, skal de følge en langstrakt juridisk procedure, som tager næsten 6 måneder. Kun hvis denne procedure følges trin for trin til enden, må man starte strejken, hvis arbejderne ikke er blevet helt udmattede i mellemtiden, selvfølgelig. Hvad angår studerende, så må de slet ikke starte en fagforening eller slutte sig til arbejdernes fagforeninger, og de må ikke engang starte ordentlige studentersammenslutninger. De offentligt ansattes fagforeninger, som har tusinder af medlemmer, har hverken ret til at strejke eller forhandle kollektivt.

I Tyrkiet, hvor den statslige styring har meget dybe rødder, er der en sektion af arbejderklassen, der er berøvet alle faglige rettigheder, fordi de er "tjenestemænd" – de har kæmpet længe i Sammenslutningen af offentligt ansattes fagforeninger (KESK). De har gennemført mange aktioner for at få deres rettigheder (ret til at strejke og forhandle kollektivt), og de startede en march mod Ankara under sloganet "En march mod Ankara for et værdigt liv". For der skulle være nogle møder mellem KESK-embedsmændene og regeringen fra den 15. august af angående spørgsmålet om løn og sociale rettigheder. Men bystyret i Ankara forbød alle demonstrationer af offentligt ansatte i Ankara. Over for politiblokaderne sagde Sami Evren, formanden for KESK, på de offentligt ansattes vegne: "Ingen kan få os til at opgive vores beslutning om at gøre disse "møder" til rigtig kollektiv forhandling". De offentligt ansatte fortsætter deres aktioner, og de er fast besluttede på at afslutte deres march med et massemøde i Ankara den 17. december.

Den tyrkiske arbejderklasse er blevet ramt hårdt og alvorligt svækket siden 1980'erne pga. de hårde undertrykkende forhold, som man stadig slås med. I 1998 var organiseringsgraden 19,5% - nu er den nede på 7% pga. de undertrykkelsesforanstaltninger, der er blevet lavet for at tvinge folk ud af fagforeningerne. På den måde er den tyrkiske arbejderbevægelse i denne vigtige periode med kapitalistisk krise, som vil radikalisere de arbejdende masser, desværre ude i en alvorlig mangel på organisering. Men vi ved, at Tyrkiet har oplevet perioder med kolossal klassekamp, og at arbejderklassen har revolutionære traditioner. Nu er der ved at opstå en ny generation af klassekrigere, og den tyrkiske arbejderklasse vil komme sig oven på fortidens nederlag.

Vigtigheden af arbejde i fagforeningerne

På baggrund af disse forhold er det nødvendigt at bryde fagbevægelsens stramme begrænsninger. Og det er nødvendigt at følge en intelligent, planlagt og tålmodig arbejdsgang. Ellers kan man aldrig få en varig succes. Som altid vil småborgerlige arbejdsmetoder med uplanlagte, hastige aktiviteter med henblik på at få "opmærksomhed" ikke føre til virkelige resultater.

Det er en fundamental opgave at arbejde inde i arbejderbevægelsen og organisere arbejdernes fortrop og skabe stærke støttepunkter. Den basale opgave kan udtrykkes således: Organiserings inde i arbejderklassen! Ud til fabrikkerne og fagforeningerne!

Der er to elementære pligter, der kommer i forgrunden med hensyn til arbejde i fagforeninger. For det første at forklare, at den tyrkiske arbejderklasse nødvendigvis må være i solidaritet med arbejderklasserne i andre lande og bygge en organiseret enhed med dem. Altså at uddanne de fremskredne arbejdere i en internationalistisk ånd. Og for det andet at gøre arbejderne aktive i organiseret politisk kamp.

Før kampen fremad!

Vi er inde i en afgørende periode i historien. Efter et langt opsving er verdenskapitalismen i dyb økonomisk krise. Alt begynder at ændre sig. Det er ikke afslutningen på historien, tværtimod. Det er en ny begyndelse i klassekampens historie. Nærmest hver dag ser vi nye opstande i forskellige dele af verden. Det kapitalistiske system rystes af kæmpe arbejderdemonstrationer og strejker.

Så på internationalt plan bliver den subjektive faktor mere og mere afgørende. I denne sammenhæng må arbejderklassens historie undersøges omhyggeligt, og den nødvendige lære må uddrages af den. Arbejderklassen byggede internationale organisationer ud af fortidens kampe under meget svære forhold. Og den opnåede store sejre takket være disse organisationer. Det er det vigtigste at forstå.

Internationalistiske kommunister må lægge al deres energi og deres politiske indsats i at fylde hullet mellem den objektive og den subjektive faktor. Vi ved, at verdenskapitalismen, som bevæger sig i en cyklus med kriser og opsving, prøver på at klare store kriser gennem krige, undertrykkelse og reaktionære regimer. Alle disse ting betyder utrolig lidelse for masserne.

Men vi må tilføje, at de urolige perioder i verdenshistorien også har været udgangspunkt for revolutioner. Kommunister er beslutsomme folk, og de ser på fremtiden med håb. De vil samle den internationale fortrop for arbejderklassen. De vil organisere den som en samlet hær for at være klar til de næste kampe. Vi vil overvinde kapitalismen!