Af nyhederne fremgår det for tiden, at den vestlige alliance er dybt splittet på spørgsmålet om krig mod Irak. Efterhånden som sandhedens øjeblik nærmer sig, vokser uenighederne i Sikkerhedsrådet. Den 22. januar sagde både Frankrig og Tyskland, at de vil prøve at forhindre en krig, selv hvis det medfører, at de må undlade at støtte USA ved afstemningen i FN. Tyskland har erklæret, at de ikke vil støtte en resolution, der foreslår militær indgriben mod Irak. "Vores folk kan regne med, at den tyske og franske regering vil gøre en samlet indsats for at sikre freden, forhindre krig og opretholde sikkerheden", skrev den tyske kansler Gerhard Schröder den 22. januar i Berliner Zeitung. Senere stod Schröder ved siden af den franske præsident Jacques Chirac ved et møde i Paris, hvor Chirac sagde, at Frankrig var enig i Tysklands holdning til Irak.

I et vredt svar angreb Donald Rumsfeld Frankrig og Tyskland og kaldte dem "det gamle Europa". Det var et bemærkelsesværdigt udbrud, hvor Rumsfeld sagde, at tyngdepunktet i Europa var på vej østpå, og på den måde gjorde han opmærksom på, at USA manøvrerer for at få støtte fra de østeuropæiske stater – Polen, Ungarn, Tjekkiet – som en pro-amerikansk trojansk hest inde i EU. Dette har gjort Tyskland og Frankrig endnu mere ophidsede. De har kort sagt fået fortalt, at amerikanerne gør, hvad de vil – med eller uden europæerne.

Modsiger denne udvikling det, vi skrev om Frankrigs og Ruslands holdning i vores sidste artikel ("Delenda est Carthago")? Slet ikke. Det har altid været klart, at franskmændene, russerne og tyskerne var imod USA's politik over for Irak. De har andre interesser og derfor en anden politik. Det har der aldrig været tvivl om. Men pointen er, at dette ikke vil forhindre de amerikanske imperialister i at føre deres erklærede mål ud i livet. Det vil blot skabe nogle flere komplikationer for Bush og co., som de helst ville undgå, men når det kommer til stykket, vil de bare skubbe dem til side. Og desuden vil franskmændene og russerne i sidste ende blive nødt til at trække deres modstand tilbage – ellers vil de blive afsløret for hele verden som et magtesløst og irrelevant folk, der siger en hel masse, men ikke gør noget. Derudover er der jo også nogle oliekontrakter efter krigen, som man skal tænke på…

At tro, at dette vil være nok til at forhindre en krig, vil være ekstremt naivt. Beslutningen om at angribe Irak er blevet taget for længe siden i Washington, og den bliver ikke lavet om, fordi politikerne i Paris, Moskva eller Berlin er utilfredse. Selvfølgelig siger George Bush, at der ikke er taget nogen beslutning om et militært angreb endnu, men når de har mere end 150.000 mand samlet i Golfen, ville det være tosset at tro på den påstand. Tværtimod tyder alt på, at et angreb er meget tæt på. Russiske embedsmænd har endda sagt, at de har informationer om, at angrebet vil begynde midt i februar. Det er der ikke nogen speciel grund til at tvivle på.

Rusland har advaret USA imod at påbegynde en militær indsats, mens inspektørerne stadig ønsker at fortsætte deres søgen. Men Moskva har ingen illusioner om virkningen af sådanne advarsler. En højtstående russisk militærkilde, som blev citeret på Ruslands Interfax-nyhedsservice, sagde: "Ifølge vores oplysninger er operationen planlagt til anden halvdel af februar". Han tilføjede, at kampagnen forventedes at vare omkring en måned, og at hovedmålet var at få kontrol med Iraks oliefelter. Eftersom Rusland har stor interesse i irakisk olie, er dette en alvorlig sag! Men da Rusland ikke har tænkt sig at konfrontere den amerikanske hær i Irak, kan George Bush og hans generaler ikke rigtig tage sig af det.

Flere lande presser på for at give FN-inspektørerne mere tid til at lede efter beviser på masseødelæggelsesvåben i Irak. Ifølge Mohammed El Baradei, lederen af det Internationale Atomenergiagentur, har inspektørerne brug for "flere måneder" mere til at færdiggøre arbejdet. "Jeg beder om, at inspektionsprocessen kan fortsætte", sagde han.

Frankrig og Tyskland står for eksempel indtil videre sammen i deres støtte til inspektørerne. Frankrig har endda antydet, at de som et af de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet (sammen med USA, England, Kina og Rusland) måske vil bruge deres vetoret imod en resolution, der autoriserer brugen af magt imod Irak. Franskmændene siger, at de beviser, der er fundet hidtil, ikke kan retfærdiggøre noget sådant. Dette er helt korrekt, men også irrelevant, eftersom formålet hele tiden har været at fjerne Saddam Hussein og indsætte en USA-venlig marionetregering i Bagdad.

Utilfredsheden er størst i Mellemøsten. Tyrkiet, som er medlem af NATO, har store indvendinger og har været vært for et regionalt møde for udenrigsministrene fra lande som Syrien, Egypten og Saudi Arabien. På baggrund af den ekstremt ustabile situation i Tyrkiet er regeringen i Ankara meget bekymret for en krig i Irak, men når det kommer til stykket, vil de støtte USA – til gengæld for visse indrømmelser.

Det tyrkiske borgerskab har, som vi før har forklaret, blikket rettet mod oliefelterne i Kirkuk og Mosul. At kurderne mener, at dette er en del af deres område, bekymrer dem ikke. Hvis kurderne besætter oliefelterne, vil den tyrkiske hær blive sendt ind efter dem. Det er bare en lille del af al den sjov og ballade, der kan opstå i kølvandet på en amerikansk invasion af Irak. Det er en færdig opskrift på kaos i hele området. Det er også derfor, at de arabiske regimer (og også Iran) er kede af det. Men deres humør er ikke afgørende for Pentagons beregninger.

Splittelsen i de "allieredes" lejr er selvfølgelig meget alvorlig og afspejler en voksende følelse af panik i de arabiske hovedstæder. Panik – men også en følelse af fatalisme. Mellemøstkonferencen i Tyrkiet afslørede disse regimers forvirring og manglende evne til at beslutte noget. De laver en masse larm, men i virkeligheden ved de godt, at deres skæbne ikke længere er i deres egne hænder. Alt bliver besluttet i Washington.

Bush's utålmodighed mht. militær indgriben bliver mere og mere tydelig for hver dag, der går – for ikke at sige for hver time. "Hvor meget mere tid har vi brug for for at blive sikre på, at han ikke er ved at afvæbne sig? Det virker på mig som en genudsendelse af en dårlig film, og jeg er ikke interesseret i at se den", snerrer han. Konklusionen er indlysende. Hvis amerikanerne ikke tror, at de kan få et tilfredsstillende resultat i Sikkerhedsrådet (tilfredsstillende for dem, selvfølgelig), vil de ikke engang prøve på at få et FN-mandat, men vil i stedet føre deres egen kampagne for at vælte Saddam Hussein med støtte fra England og andre allierede, der er klar til at bakke op.

Han Blix, chefen for våbeninspektørerne, skal præsentere en rapport for Sikkerhedsrådet i slutningen af januar. Han håber, at han får lov til at komme med en ny rapport i februar. Men hvis russerne har ret, så har inspektørerne ikke meget tid igen. Efter to måneders søgen har inspektørerne ikke fundet nogen klare beviser, som kan overbevise verden om, at Irak stadig har atomare, kemiske og biologiske våbenprogrammer.

Det ville være absurd at forestille sig, at USA vil spilde mere tid på at lade Blix og hans venner finde "beviser" på noget, som amerikanerne anser for at være en fastslået kendsgerning. Washington mener allerede, at Irak har brudt sine forpligtelser over for FN – et tema, som Bush vil gentage i sin tale til nationen på tirsdag den 28. januar. Dagen efter skal Sikkerhedsrådet samles for at overveje et svar på inspektørernes rapport. Men det vil ikke få afgørende indflydelse på USA's planer.

Det, som diplomatiet har brug for, er nu kommet i konflikt med militærets krav. Og i sådanne konflikter har militæret det med at vinde. Det kræver ikke særlig stor intelligens at se hvorfor. Man kan ikke holde 150.000 soldater fast i inaktivitet i ørkenens hede i mange måneder i træk, uden at det får stor negativ indvirkning på kampgejsten. Derfor er det sikkert rigtigt, når der bliver sagt, at krigen vil begynde engang næste måned. Den eneste grund til, at de har ventet så længe, som de har, er, at de ikke havde fået alle deres tropper på plads endnu. Når den militære forberedelse har nået et kritisk punkt, er der ikke mere tid til diplomati, og så er der ikke længere brug for Hans Blix og co.

To dage efter mødet i Sikkerhedsrådet skal Bush holde møde med sin marionetdukke Tony Blair. Eftersom marionetdukker ikke plejer at komme med særlig mange indvendinger, bliver det nok en venskabelig affære. Blair, som står over for voksende modstand derhjemme, og som sikkert selv gerne ville undgå en krig, påstår nu, at presset på Irak allerede har en virkning på Saddams styre. "De er bragt ud af fatning, de er ved at blive svækket," har han sagt til det engelske parlament. England er i en ubehagelig situation. De har sendt masser af tropper – en fjerdedel af den engelske hær – til Golfen og følger som sædvanlig slavisk de diktater, der kommer fra det Hvide Hus, selvom krigen er meget upopulær i den engelske befolkning, og især inde i Labour-partiet.

På trods af alt dette står Blair stadig offentligt fast på sin støtte til Bush. Denne åbent borgerlige politiker, som for hver dag, der går, lyder mere og mere som en konservativ på alle spørgsmål, har bundet sig selv til den amerikanske imperialisme og kan ikke slippe fri. Den mands evne til selvbedrag kender ingen grænser. Han taler om et "særligt forhold" til USA, mens det virkelige forhold er som forholdet mellem en herre og hans lakaj. Han har endda bildt sig selv ind, at han – og ikke George Bush – er den virkelige leder af koalitionen! En herre lytter selvfølgelig en gang imellem til sin tjeners råd. Men sådanne råd må begrænse sig til ting såsom farven på herrens slips, og ikke store investeringsbeslutninger – eller krige mod Irak. Som en politisk kommentator sagde: "Her har vi et vildt næsehorn, der stormer derudaf, og på ryggen sidder Blair og råber: 'Se, jeg rider!' Men han rider ikke, han bliver bare bumpet op og ned".

Mens USA og England fortsætter med deres massive militære forberedelser, vil mødet mellem Bush og Blair klart blive et krigsråd, hvor Bush bestemmer det hele, og Blair siger "Amen!". Men alt er ikke, som det skulle være for Blair. Støtten til krigen i England falder hele tiden. Mindst 100 Labour-parlamentsmedlemmer truer med at gå imod linjen på spørgsmålet om krig. Tony Blair begynder at kunne mærke utilfredsheden. Når først krigen bryder ud, vil der komme enorm modstand i England og i resten af Europa og i USA selv.

Det er nødvendigt at mobilisere alle den internationale arbejderbevægelses kræfter imod krigen! Jernbanearbejdere i England har allerede nægtet at flytte våbenforsendelser på vej til Irak. I Belgien er der en bevægelse i gang, der skal forhindre, at havnene bliver brugt til våben til Golfen. Der har været massedemonstrationer lige fra Washington til Rom. Bevægelsen må generaliseres og intensiveres!

Nej til krig mod Irak!
Ingen krig – kun klassekrig!