Den 15. august i år (2001) besluttede NATO at sende 3.500 soldater til Makedonien for at deltage i "Operation Nødvendig Høst" med det erklærede mål at afvæbne de albanske oprørere, der havde ligget i væbnet konflikt med den makedonske hær i mange måneder. Men allerede mens tropperne begyndte at ankomme, blev "våbenstilstanden" brudt af kampe mellem oprørere og hæren.


Den virkelige grund til, at tropperne er i Makedonien, er, at NATO ønsker at forhindre en åben borgerkrig i landet. Hvis en sådan borgerkrig fik lov at sprede sig og komme ud af kontrol, ville det få meget større følger end bare at gøre Makedonien ustabilt. En krig i Makedonien ville udløse en langt større krig, der ville involvere Albanien, Tyrkiet, Grækenland, Bulgarien og Serbien.


Albanien har en de facto-aftale med Tyrkiet i tilfælde af krig. Hvis Albanien bliver suget med i en eventuel krig, ville det øge presset på Tyrkiet for at gå med på Albaniens side. Bulgarien ville sikkert være det første land, der intervenerede, eftersom de alligevel betragter Makedonien som en del af Bulgarien. Grækenland og Serbien ville også forsøge at vinde indflydelse i området. Og hvis Bulgarien, Serbien og Grækenland bliver involveret, vil Tyrkiet få en undskyldning for at gribe ind i områder som Cypern og det bulgarske Trakien.


Det, der er mest bekymrende for den vestlige imperialisme, er, at hele dette scenario ville involvere en krig mellem Grækenland og Tyrkiet, der begge er medlemmer af NATO. Dette ville svække NATOs sydøstflanke alvorligt. NATO forsøger at forhindre dette scenario. Det er dette, der er de imperialistiske magters virkelige bevæggrunde, ikke folkenes interesser.


"Aftalen" af 13. august

NATO-troppernes tilstedeværelse er baseret på den såkaldte "aftale" af 13. august. Den siger, at Makedonien fortsat skal være én suveræn og udelelig stat. De foreslåede forfatningsændringer angår især sprog og politikorpset. Albansk skal blive officielt sprog, og der skal indføres positiv diskrimination ved ansættelser i den offentlige sektor.


Dette vil ikke løse problemerne i Makedonien. Det vil kun skærpe konflikten. At reservere jobs for folk med bestemt nationalitet vil kun føre til vrede fra alle sider, især i en situation med så ekstrem høj arbejdsløshed som i Makedonien.


De albanske oprørere har lovet at aflevere deres våben til gengæld for disse indrømmelser. Men i virkeligheden vil de ikke afvæbne sig selv. Så det makedonsktalende flertal vil blive yderligere ophidset. Aftalen løser ikke noget, men forbereder blot nye konflikter i fremtiden.


NATO vil ikke kunne forlade landet

De 3.500 soldater skulle efter sigende kun være i landet i 30 dage. På den tid skulle de afvæbne alle de albanske oprørere i Nordvestmakedonien. Men det vil være en umulig opgave. NATO ved slet ikke, hvor mange våben oprørerne har. Det er mest sandsynligt, at oprørerne vil opgive nogle få våben for syns skyld, men beholde de fleste i skjul på sikre steder i Makedonien eller på den anden side af grænsen til Kosovo.


SÅ NATO-tropperne vil ikke kunne forlade landet. Hvis de gjorde, ville konflikten blusse op igen. Det, der foregår, er en faktisk udvidelse af NATOs protektorater i ex-Jugoslavien. Makedonien er allerede en økonomisk koloni af imperialismen. Tilstedeværelsen af imperialisternes tropper bekræfter bare denne situation.


Den vestlige imperialisme har planer for området. Især vil de gerne bygge en olieledning fra Kaukasus til Adriaterhavet. Derfor har de brug for stabilitet på Balkan. Og den eneste måde de kan opnå det, er ved militær tilstedeværelse i hele området.


Men det er imperialismen selv, der er skyldig i alle problemerne. Gennem IMF (Den internationale valutafond) og Verdensbanken har de pålagt alle landene i området en streng økonomisk politik. De har krævet hurtig privatisering, hvilket har ført til enorme fald i levestandarden og kæmpe stigninger i arbejdsløshed og fattigdom. Det er under disse sociale og økonomiske forhold, at etniske konflikter trives.


Nationalister på begge sider

Regeringen og de ledende partier fra begge befolkningsgrupper er fuldstændig ude af stand til at løse de økonomiske problemer, de makedonske arbejdere står i. Det er derfor, at de regerende kliker af både makedonsktalende og albansktalende nationalister prøver at aflede opmærksomheden fra de sociale problemer ved at oppiske henholdsvis anti-albanske og anti-makedonske følelser i befolkningen.


NBH's forslag

I juni fremlagde de albanske oprørere i den Nationale Befrielseshær (NBH) deres "fredsplan". De gik med til at aflevere deres våben, hvis deres soldater kunne blive integreret i den makedonske hær og i politiet. Dvs. at de i virkeligheden ikke ville blive afvæbnet. De ville blot komme til at være politi i deres egne områder under NATOs beskyttelse. Dette er meget lig det, der er sket i Kosovo med det såkladte Kosovos beskyttelseskorps, der består af 5.000 tidligere UCK-soldater.


NBH-lederne krævede også at blive integreret i Makedoniens statslige institutioner. Med andre ord ønsker de at få deres del af byttet fra privatiseringerne af den makedonske økonomi.


Men det mest interessante krav var, at der skulle udstationeres NATO-soldater i hele Makedonien, og ikke bare i de områder, der var involveret i konflikten. Der er logik i det krav. Hvis man skal gennemføre IMFs og Verdensbankens program fuldt ud, er der brug for en magt, der kan kontrollere de makedonske arbejdere. Det kan man ikke regne med, at almindelige makedonske soldater og politifolk vil gå med til. Men det vil heller ikke kunne lykkes med NATO-soldater, de ri så fald ville komme til at stå over for en kamp mod hele befolkningen i Makedonien.


NATO's rolle

NATO er dødsensangst for at blive involveret i yderligere kampe. Men samtidig er de tvunget til at gribe ind for at holde situationen under kontrol. De er gået ind på grundlag af en frivillig aftale med NBH om afvæbning, og det betyder, at der ikke vil ske nogen reel afvæbning. Vi vil se en situation, hvor Makedonien vil fortsætte med at eksistere på papiret, men reelt vil den nordvestlige del med albansk flertal blive styret af NBH under NATO-beskyttelse.


Det er gang på gang blevet påstået i medierne, at det er den makedonske regering, der har bedt NATO om at gribe ind, men det er løgn. Og at de albanske oprørere afleverer nogle gamle og ubrugelige våben, vil ikke tilfredsstille den makedonsktalende befolkning. Oprørerne har generet de makedonsktalende i de områder, de kontrollerer, og mange er blevet tvunget til at flygte. Det vil føre til stigende makedonsk nationalisme. Så problemet vil ikke blive løst, men tværtiomd flamme op igen og igen.


NATO og de vestlige imperialister kan ikke tilbyde nogen løsning heller, for deres kapitalistiske system kan ikke løse de økonomiske og sociale problemer, landet har. De vil insistere på privatiseringer, fyringer, velfærdsnedskæringer osv. De vil suge de sidste blodsdråber ud af Makedonien, og det vil være arbejderne, både albansk- og makedonsktalende, der betaler prisen.


Arbejderenhed!

Den makedonske arbejderklasse er den eneste magt, der kan lede landet ud af blindgyden. Men den mangler en ledelse, der kan føre an i kampen. I midt-80'erne gik de jugoslaviske arbejdere i samlet protest imod den daværende føderale regering i Beograd. Men det revolutionære potentiale gik tabt, fordi arbejderne ikke havde den revolutionære ledelse, de fortjener. I den situation kunne nationalismen spire frem - for at aflede massernes opmærksomhed beskyldte de forskellige nationale bureaukratier de andre nationaliteter for alle problemerne. Der fulgte en hel stibe af blodige krige.


I virkeligheden strides de albanske oprørsledere og regeringen om, hvem der skal have den største del af byttet fra udplyndringen af de makedonske arbejdere. Der er ingen af de to grupper, der bekymrer sig om arbejdernes forhold. Og endnu mindre kan arbejderklassen stole på NATO og de vestlige imperialister, der kun er ude på at sikre deres egne interesser: markeder, råstoffer, indflydelse og kontrol.


Måske tror de albanske makedonere i dag, at NATO er deres ven. Men i morgen vil de få en stor overraskelse. Det sidste, NATO ønsker, er en samling af albanerne til én nation. Det ville gøre hele området ustabilt og gøre det sværere for imperialisterne at gennemføre deres planer.


Det er af største nødvendighed at opbygge enhed mellem arbejderne i Makedonien. Det, der er brug for, er en tilbagevenden til socialismens ægte idéer, med arbejderdemokrati og en demokratisk planlagt økonomi. Arbejderklassen har brug for sin egen stemme, sit eget politiske udtryk. Dette kan kun være baseret på modstand mod de forskellige borgerlige nationalistgrupper og kapitalismen. I dette program må der tages hensyn til alle befolkningsgruppers rettigheder, som f.eks. retten til at bruge sit eget sprog og selv at bestemme over sin fremtid. Dette kan kun opnås inden for en socialistisk føderation for hele Balkan. Det er enten dette man må slås for, ellers vil den ene blodige krig efter den anden blive ved med at flamme op på trods af alle NATOs bestræbelser.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.