I 2002 kommer EU-topperne til København, og de vil ligesom i Göteborg blive mødt af massive demonstrationer. Allerede nu må mobiliseringen i arbejderbevægelsen begynde, og i den forbindelse er der mange vigtige erfaringer og konklusioner at hente fra, hvad der skete i Göteborg. Denne artikel er et oversat uddrag af en længere artikel af M. Oscarsson fra de svenske marxisters avis Socialisten (www.socialisten.nu).

Massedemonstrationer og en ny venstrebølge

Tre kæmpestore demonstrationer blev gennemført under EU-topmødet i midten af juni. 10.000 mod Bush om torsdagen, 20-25.000 mod EU/ØMU om fredagen og måske 10-15.000 mod EU's politik om lørdagen. Dette var de største demonstrationer i Göteborg siden storkonflikten i 1980 og et udtryk for den voksende utilfredshed blandt unge og lønmodtagere.

I den største demonstration om fredagen var hele venstrefløjen repræsenteret, fra de vesntreorienterede i SSU (Socialdemokratiets ungdom), i selve Socialdemokratiet og LO til Vänsterpartiet og de forskellige venstregrupper, samt Nej til EU-rörelsen og Miljöpartiet. Dem, der deltog, og de titusindvis, som stod langs med demonstrationen, fik følelsen af en voksende opposition mod nyliberalismen. At en ny venstrebølge er i gang, som vil hive arbejderbevægelsen og hele samfundet til venstre.

EU-lederne inde i messehallerne fik endnu en gang lov til at opleve en massiv folkelig utilfredshed mod deres politik. Målet med protesterne blev på den måde opnået, ja deltagerantallet var til og med større end mange havde ventet. Den første konklusion må derfor være, at demonstrationerne var en sejr.

Men denne sejr formørkes delvist af ballade, stenkastning og brutal politivold, som må fordømmes på det kraftigste. Godt nok skete alt dette ved siden af de store demonstrationer, og kun en mindre del af demonstranterne var indblandet. Men det efterlod alligevel en bitter eftersmag, selv for dem, der selv deltog i masseprotesterne. Dette gælder endnu mere for det billede, som blev spredt til de store masser af arbejdere og unge i Göteborg og resten af landet, og internationalt. I massemedierne dominerer volden, mens de enorme demonstrationer knapt nok nævnes.

En stigende voldsspiral og skarpe skud

Volden kronedes med, at tre demonstranter blev skudt ned på åben gade, hvoraf én længe svævede mellem liv og død, en brutal handling, som er helt uforsvarlig og må fordømmes af alle og især af arbejderbevægelsen. Både politiet og den anarkistiske gruppe AFA (Anti-Fascistisk Aktion) i Sverige havde, trods en del udtalelser fra begge sider om det modsatte, forberedt sig på konfrontation og vold. AFA havde sat plakater op med teksten: "Stop EU-topmødet - Agér, blokér, sabotér!", og på deres hjemmeside informerede de om brostenene i Göteborg.

Politiet var de første til at bryde den aftale, der var indgået med demonstrationsledelsen om at tale sammen, inden man gjorde noget. Det skete ved aktionen på Hvitfeldtska Gymnasiet om torsdagen. Skolen blev spærret af med containere og ca. 400 personer blev lukket inde, hvoraf mange blev kropsvisiteret. Den grund, der blev givet for det brutale raid var, at AFA og lignende grupper var på skolen og forberedte ballade. Denne politiaktion udløste en "stillingskrig" mellem politiet og demonstranterne, som fortsatte hele dagen og aftenen. Det blev til voldsomme sammenstød, og 240 personer blev anholdt. Det var denne provokation, som blev starten på al den vold, der skete i weekenden.

AFA fortryder intet

Bagefter forsvarer AFA stenkastning og vinduessmadring som politisk metode og hævder iflg. avisen GP 17/6: "Vi har slået politiets angreb tilbage. Uanset hvad de skriver, uanset hvad andre venstreorganisationer siger, så fortryder vi intet. Vi har gjort det godt". På en pressekonference 19/6 erklærede AFA, at stenkastningen skete i selvforsvar, og at det er en politisk handling at smadre vinduer hos banker og McDonalds, da de er symboler på den internationale storkapital.

Politiet kræver på deres side flere ressourcer og hårdere love. Dette risikerer at føre til en optrapning af volden mellem politiet og de autonome. Og til at politiet får stadig flere magtmidler, som vil blive anvendt ved alle strejker og demonstrationer, som politiet mener truer ordenen. Derfor tager vi bestemt afstand fra såvel AFA's som politiets opførsel.

Den anden konklusion må altså blive, at kampen er blevet skadet og gjort svagere af stenkastningen, politivolden og den voldsomme ballade.

Anarkisternes skæbnesvangre taktik

Den konklusion har AFA og visse andre ekstreme anarkistgrupper naturligvis ikke draget. De står for en anarkistisk taktik, som går ud på, at en lille militant gruppe må gå foran den store masse. V.h.a. beslutsomme og direkte aktioner skal arbejdere og unge vækkes til kamp.

De regner også med og forbereder sig på, at disse aktioner bliver voldsomme, og denne konfrontation anses også for at have en positiv side, da den fører til, at statens og politiets voldsomme karakter afsløres, hvilket skærper konflikterne i samfundet og drager flere med i kampen. Derfor var det ventet, at politiet ville slå til mod dem, som mistænktes for at ville forstyrre topmødet. Det var heller ikke uventet, at de autonome ville udnytte demonstrationerne til at få beskyttelse og legitimitet, for senere at bryde enheden og besvare den mindste provokation fra politiet, når det passede dem.

Derfor er det bedre, at de får lov til at være for sig selv fra start af, eller at man isolerer dem om man vil. AFA og andre lignende grupper burde have været holdt uden for de fælles demonstrationer. Dette er også den bedste måde at minimere risikoen for en konfrontation med politiet. Uden massebevægelsens beskyttelse og legitimitet vil disse grupper ikke så let søge konfrontation, og hvis det sker alligevel, vil det bare isolere dem yderligere.

Politiet opruster og bliver voldsommere

Den anarkistiske taktik modvirker også deres eget formål, i den udstrækning den overhovedet påvirker noget som helst. De mange arbejdere og unge bliver ikke mere politisk bevidste eller drages med i kampen, men de skræmmes væk af volden. Og i de få tilfælde, hvor taktiken virker, så gavner det heller ikke klassebevidstheden, men fører folk til den konklusion, at arbejdernes massekamp ikke behøves, at det er nok, at en lille beslutsom gruppe går i kamp.

Konfrontationen med politiet fører helt sikkert til, at politiet bliver voldsommere. Der har anarkisterne helt ret. Men også det gør kampen svagere. Politiet får en folkelig accept til at tage hårdere metoder i brug, som senere vil blive anvendt ved strejker, demonstrationer og andre protestaktioner. Allerede dagen efter EU-topmødet nedsatte regeringen en arbejdsgruppe om mere effektiv udrustning til politiet, øgede beføjelser til at arrestere og tilbageholde folk i længere tid, og øget ret til at afvise folk ved grænserne.

Nej til "hårdere midler"

Alle krav om "hårdere midler" fra politiets side må afvises af arbejderbevægelsen. De gavner kun højrekræfterne og vil næsten kun blive rettet mod de radikale kræfter i samfundet. At give politiet ret til at tilbageholde folk længere end 6 timer uden anholdelse eller øget mulighed for at arrestere "forebyggende", er alvorlige indskrænkninger af de demokratiske rettigheder. Det samme gælder kravene om oprustning af politiet.

Vi er også imod at forbyde demonstranter at maskere sig ved lov. Retten til at demonstrere er en grundlæggende demokratisk rettighed, og politiet har allerede alt for stor magt over, hvordan denne ret kan bruges, da der kræves polititilladelse for at demonstrere. At give politiet flere beføjelser vil skade f.eks. protesterende arbejdere, der beskytter deres identitet af frygt for repressalier fra arbejdsgiverne eller indvandrere, der demonstrerer maskerede uden for deres hjemlands ambassade.

Demonstrationsledelsen må sørge for orden

Ordenen i demonstrationer skal i stedet sikres af dem, der leder og arrangerer dem, og det er også dem, der skal afgøre om man skal have lov til at maskere sig. Hændelserne i Göteborg har vist, at dette spørgsmål må tages meget mere alvorligt.

Hold op med at stryge anarkismen med hårene

Den, der vil udvikle en virkelig massekamp og radikalisere arbejderbevægelsen, har derfor ikke råd til at flirte med anarkismen. Selvfølgelig er der forklaringer på, hvorfor utilfredse unge tiltrækkes af disse idéer. De vil slås mod kapitalismen og uretfærdigheden, men de får ikke noget alternativ fra arbejderbevægelsen. Socialdemokratiets ledelse holder systemet kørende, og SSU er ganske passive og styres af højrefløjen. Ungvänster er godt nok mere radikale, men er heller ikke særlig aktive. Men netop fordi vi tror, at de fleste anarkister, selv i AFA, egentlig stræber efter et retfærdigt socialistiskt samfund, så har vi ikke tænkt os at holde vores kritik af deres revolutionsromantik og katastrofalt fejlagtige metoder tilbage.

Derfor må vi bekæmpe anarkismens idéer og den indflydelse, som de udøver blandt visse unge. For alle, der bekender sig til de marxistiske idéer, er der intet nyt i dette. Allerede Karl Marx sloges imod anarkisterne på Første Internationales tid i 1860'erne. Siden da har den marxistiske del af arbejderbevægelsen bestemt afvist anarkismens idé og metode.

Der er brug for en kæmpende og socialistisk arbejderbevægelse

Et af de vigtigste midler mod anarkistiske tendenser er, at arbejderbevægelsens ledelse aktivt mobiliserer til kamp mod nedskæringer og forringelser, i stedet for at være med til at gennemføre dem. En massedemonstration, organiseret af arbejderbevægelsen, med mange almindelige arbejdere og med en stærk organisation af demonstrationsvagter, ville fuldstændig overskygge både anarkister og venstresekter.

Massedemonstrationerne i Göteborg er et vigtigt tegn på, at der er en grundlæggende radikalisering i gang, og det kan ingen voldsomheder ændre på. Men det var mest unge, der deltog, eftersom de ofte er de første, der reagerer. Derimod var der ikke mange faglige organisationer, der deltog. Dette beror delvis på protesternes noget abstrakte krav og på sammensætningen af de organisationer, som stod bag demonstrationerne. Men det beror også på, at den ophobede utilfredshed, der findes blandt arbejderne endnu ikke har udviklet sig til åben kamp, og på at den faglige ledelse ikke vil mobilisere til kamp.

Det vigtigste middel mod anarkismen er, at arbejderbevægelsen ændrer kurs og bryder med kapitalismen. Anarkistiske tendenser er og har altid været prisen for arbejderledelsens forrædderi. Så opstår der grupper, som taber tålmodigheden og vil "slå til direkte" mod kapitalismen. Den lavkonjunktur, som nu står for døren vil forandre dette. Når arbejdernes og ungdommens kamp smelter sammen i en fælles kamp for at forandre arbejderbevægelsen og hele samfundet, så vil der blive sat en stopper for anarkisternes og politiets voldsspiral.

Derfor gælder det om at intensivere arbejdet for at forandre Socialdemokratiet, SSU, LO og også Vänsterpartiet, til at blive de organisationer, som det var meningen at de skulle være: kamporganisationer til afskaffelse af det uretfærdige kapitalistiske system og indførelse af et demokratisk socialistisk samfund.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.