I dagene før demonstrationerne var pressen meget optaget af især den praktiske side af protesterne og først og fremmest den vold, de forventede - og ikke så meget hvad protesterne egentlig gik ud på. Der var skænderier mellem organisatørerne og myndighederne om, hvilken rute demonstrationen d. 14. skulle følge, var der nok plads til at alle anti-globalisterne kunne sove i Bruxelles, ville det hele være til stor gene for beboerne i de berørte områder osv. Medierne viste også deres store bekymring ved at gøre det klart, at "det er unødvendigt at sige, at det er bedst for alle at holde sig så langt som muligt fra demonstrationerne." Télé Bruxelles, en lokal tv-station, spurgte endda borgmesteren, om anti-luftskytset nu var parat, hvis nu der var nogle, der skulle finde på at flyve et fly ind i kongepaladset!
Den fransk-sprogede tabloid-avis La Dernière Heure havde en to-siders artikel med titlen "Laken i undtagelsestilstand" d. 8. december. De påstod urigtigt, at siden Göteborg og Genova er demonstrationerne blevet mere og mere voldelige og spurgte så retorisk "hvad vil der ske i Bruxelles?"
I en flamsk-sproget avis, der hedder Brussels Deze Week, og som deles gratis ud i Bruxelles, kunne man læse følgende gode råd: "Sæt dine potteplanter og altankasser indenfor, og gem din bil." Alt dette var bare en del af en general kampagne fra statens side med det formål at dæmonisere og kriminalisere de sociale protester. Denne tendens har været tydelig både i Europa og USA i flere år nu.
Kæmpemæssig international fagforeningsdemonstration
Den internationale faglige demonstration d. 13. december var en kæmpe succes. Det var den største demonstration i Belgien siden den Hvide March. 100.000 mennesker deltog i demonstrationen. Ud over tusinder af fagforeningsfolk fra de belgiske socialistiske, kristne og liberale fagforeninger var der store delegationer fra franske CGT (og CFDT og FO), og delegationer fra Grækenland. Selv Solidarnosc fra Polen havde sendt en ret stor delegation. Spanske, portugisiske, engelske, tyrkiske, italienske, irske, svenske, danske, tjekkiske, slovenske osv. fagforeningsfolk var også tilstede. OGB-L, en fagforening fra Luxemburg, bar et enormt banner med billeder af Che Guevara og Karl Marx.
Mobiliseringen var meget forskellig fra land til land. Den største deltagelse var fra Frankrig, hvor CGT og CFDT havde annonceret, at de hver ville mobilisere 10.000 arbejdere. De tyske fagforeninger prøvede derimod slet ikke på at mobilisere det enorme potentiale blandt deres medlemmer.
Strejker blandt belgiske arbejdere
Arbejderne inden for den offentlige transport i Østflandern havde nedlagt arbejdet. Også i byen Genk (i provinsen Limburg) var den offentlige transport delvist lammet. I Gent var over halvdelen af sporvognene og busserne ramt, og i området omkring Gent var omkring 70% af chaufførerne i strejke. I Het Waasland strejkede 76% af chaufførerne, i Aalst var det 67%. Havnearbejderne, især fra Antwerpen, som allerede havde deltaget i demonstrationerne d. 19. okotber, gik igen i protest imod liberaliseringen af deres sektor. Arbejderne fra det tidligere Forges de Clabecq og Renault-Vilvoorde deltog også i demonstrationen. Der deltog også transportarbejdere, brandfolk, offentligt ansatte, arbejdere fra den kemiske industri, lærere og postarbejdere fra hele Belgien, og også fra andre lande. Der kom delegationer fra Caterpillar-fabrikken i Walonien, som står over for at skulle fyre 800, og der var 200 tidligere Sabena-arbejdere, der kom for at protestere over EUs asociale politik.
Stemningen i demonstrationen var meget mere militant end normalt i faglige demonstrationer i de sidste ti år eller mere. Mange havde deres egne hjemmelavede bannere osv. med med forskellige slogans imod EUs asociale politik og den imperialistiske krig i Afghanistan. Nogle eksempler: "Postvæsenet og jernbanerne må ikke blive et nyt Sabena!", "For arbejderrettigheder og en ordentlig offentlig sektor!", "Stop den imperialistiske krig i Afghanistan!"
Som altid var de faglige lederes taler begrænset til at kræve mere fagforeningsinvolvering i forhandlinger og "sociale reformer" osv. De krævede også en EU-arbejdsminister. Det var helt tydeligt, at de almindelige medlemmer havde meget mere radikale krav end ledelsen. Den igangværende økonomiske tilbagegang har ført til udbredt utilfredshed, især efter at luftfartselskabet Sabena gik fallit og fyrede folk, ligesom det også er sket i mange andre sektorer. Der er gået et chok igennem hele arbejderklassen, og det har resulteret i en mere militant stemning.
Hele dagen gik uden nogen sammenstød og viste tydeligt, hvor overlegne arbejderklassens egne metoder er i forhold til dem, som et mindretal i anti-globaliseringsbevægelsen gør brug af med det ene resultat at miskreditere den voksende sociale bevægelse med deres voldelige opførsel.
Fagforeningsdemonstrationen var klart den mest succesfulde i løbet af de tre dage, og den viste tydeligt, at den organiserede arbejderklasse er den vigtigste kraft i kampen mod kapitalismen i Europa og på verdensplan.
Den internationale anti-kapitalistiske demonstration
Dagen efter den massive faglige demonstration havde anti-globaliseringsbevægelsen kaldt til en international demonstration under det centrale slogan "Global retfærdighed, global fred". Omkring 20.000 deltog: et bredt udvalg af NGO'er, Attac, alle mulige slags internationale kommunist-/socialistorganisationer, sans-papiers, miljøfolk, anarkister osv.
Det var en temmelig stor og livlig demonstration, men lidt af en skuffelse oven på den enorme faglige demonstration dagen før. Det stiller også spørgsmålstegn ved, om det var en god idé at have mange forskellige demonstrationer spredt over tre dage. De belgiske marxister gik imod denne idé og arbejdede for, at der skulle være én, stor fællesdemonstration. De appelerede til tillidsmændene om at gå imod idéen om de adskilte demonstrationer, og foreslog, at fagforeningerne kaldte til en 24-timers generalstrejke på dagen på et program imod det kapitalistiske EU og for et socialistisk Europa. Anti-globalisterne prøvede også - med forkerte metoder - at lave én stor demonstration sammen med fagforeningerne, men dette blev forhindret af den faglige ledelse, som altid prøver at holde de mere radikale elementer langt væk fra deres medlemmer. Ud fra dette konkluderede den selv-udnævnte ledelse for anti-globaliseringsbevægelsen så fejlagtigt, at de blev nødt til at arrangere deres egen demonstration. Her ser vi igen, hvordan fagbureaukratiet og sekterikerne gensidigt hjælper hinanden med at holde arbejderne og den radikaliserede ungdom adskilt. Det samme skete i Gent d. 19. oktober, men dengang var alle demonstrationerne heldigvis den samme dag, så fagforeningsfolkene lettere kunne deltage i anti-globaliseringsdemonstrationen og omvendt.
Igen blev det vist, at anti-globaliseringsbevægelsen ikke kan spille nogen uafhængig rolle i den sociale kamp. Den eneste måde, denne bevægelse kan få en virkning, er, hvis den bliver en del af arbejderklassens kamp og organisationer. En del af bevægelsen er heldigvis allerede kommet til denne konklusion og deltog også i den faglige demonstration d. 13. Det giver ingen mening at boykotte fagforeningsdemonstrationerne. Det er vigtigt, at anti-globalisterne forstår, at fagbureaukratiet ikke er lig med medlemmerne, og at de ikke repræsenterer medlemmerne ønsker og krav. Man må have en konstruktiv holdning til de almindelige medlemmer af fagforeningerne. En meget stor del af dem sympatiserer med anti-globaliseringsbevægelsens mere radikale budskaber, og eftersom arbejderklassen er og bliver den vigtigste drivkraft for social forandring, så må alle kræfter koncentreres om at føre "ånden fra Seattle og Genova ind på arbejdspladserne", som der stod i en af de belgiske marxisters løbesedler før demonstrationerne.
D. 15. december var der en slags internationalt møde med talere fra især forskellige europæiske stalinistgrupper af forskellig slags. Demonstrationen bagefter var mindre sekterisk, men stadig meget lille sammenlignet med de to tidligere demonstrationer.
Politiets optræden
Generelt set kunne politiundertrykkelsen ikke helt sammenlignes med den, vi så i Genova og Göteborg. Politiet havde ikke helt den samme åbne og provokerende taktik som i Genova - sikkert af frygt for det politiske efterspil og den radikaliserende virkning, det havde på unge og arbejdere efter undertrykkelsen af protesterne i Genova. Dette må have haft en nedkølende effekt på de europæiske regeringer og politiledelser, så de ikke tør gå så hastigt frem med så blatante metoder. Men den generelle linje var den samme som ved tidligere topmøde-protester: kriminalisering af demonstranter, bevidst opdeling af demonstrationerne i "sikre" og "voldelige", øget overvågning og kontrol med individer og grupper, massiv polititilstedeværelse osv. Politiet og staten har udnyttet topmødet til at opgradere deres undertrykkelsesarsenal. Det vil også resultere i øget samarbejde mellem politi, efterretningsvæsen og retssystemer i EU. Den nye europæiske definition på international terrorisme har tydeligvis som mål at gøre det lettere at undertrykke revolutionære bevægelser. Selvom der ikke blev brugt decideret "Berlusconi-taktik" som i Genova, så vi stadig mange af de samme provokerende metoder med "Sort Blok"-folk, der under demonstrationen d. 14. angreb banker og "biler, der så borgerlige ud" - men som i virkeligheden tilhørte indvandrerfamilier, som har købt dem for at kunne køre ned og besøge deres familier i deres oprindelseslande. Denne sindssyge opførsel blev brugt af politiet som en undskyldning for at angribe og omringe musikfestivalen efter demonstrationen. Det tjente også til at skubbe almindelige mennesker og især arbejderklassen væk fra det anti-kapitalistiske budskab i demonstrationen. Næste dag prøvede andre "Sort Blok"-folk den samme taktik med de samme resultater. De fleste i bevægelsen kan sagtens gennemskue denne taktik og betegner korrekt "Sort Blok"-folkene som intet andet end politiprovokatører.
De tre dage i Belgien har endnu engang vist, at der er en dyb, dyb afgrund imellem den politik, de europæiske regeringer og EU fører, og så almindelige arbejdende menneskers interesser og krav.
