Den første januar 2002 blev euroen med pomp og pragt lanceret som gangbart betalingsmiddel i en handelszone med 300 millioner indbyggere. Men hvad betyder det? Og hvad er fremtidsudsigterne for den nye europæiske valuta?


Lanceringen af euroen blev ledsaget af en velplanlagt officiel jubelkampagne, der skulle bringe alle tvivlere til tavshed. De franske aviser bød euroen varmt velkommen med entusiasme og farvestrålende diagrammer og tabeller. Al oppositionen er forsvundet. Det konservative dagblad Le Figaro, der nogle gange har flirtet med euro-skeptikere, kaldte sig selv for "Fig-Euro" i en ledende artikel på forsiden. "Er der en lille del af Frankrig, der forsvinder i dag?", spurgte avisen og svarede: "Nej, den fælles valuta i Romerriget forhindrede heller ikke de forskellige folk i at udtrykke sig." Centrum-venstre-avisen Libération havde et euro-symbol dannet af euro-mønter på forsiden. Den valgte også en romersk metafor til at beskrive dagen: "Den europæiske union har krydset Rubicon... Det er ikke længere muligt at vende om på vejen mod europæisk samling." Le Monde havde en tegning af Serguei på forsiden, der mere spidsfindigt viste en tohovedet franskmand, der græd over en franc og en euro. Overskriften var "Plat eller krone".


Entusiasmen gik igen andre steder. Det er ikke nogen lille ting, skrev Irish Independent: "Overgangen gik så glat den første dag, at man let kunne glemme den dybere mening. De borgere, der er begyndt at bruge den nye valuta, er deltagere i en enorm politisk begivenhed." For Irish Times var euro-lanceringen "et kraftfuldt symbol på tættere EU-integration." Men det skaber bekymring om en "one-size-fits-all" rente-politik: "Den europæiske centralbank og medlemsstaterne vil have meget at lære i de kommende år om økonomisk styring i et område med fælles valuta." Den samme avis skrev, at skatteharmonisering nok også kommer på dagsordenen: "Euroens komme er klart en milepæl i udviklingen af EU. Det vil sætte skarpt fokus på andre ting i forbindelse med Europas fremtid."


Der kom endda bifaldende røster fra den anden side af Atlanten. En artikel i New York Times talte om det forunderlige i, at man nu for de samme mønter kan "købe en kop kaffe eller en morgenavis i Amsterdam, Lissabon, Helsinki, Napoli, Dublin og Dresden." Avisen mente, at lanceringen er "mere end en storslået logistisk udfordring og en økonomisk milepæl for Europa. Det er også en dag af stor politisk betydning. Når euroen er i omløb, har den europæiske integrationsproces - der først blev fremført for halvtreds år siden af en visionær fransk statsmand ved navn Jean Monnet - fået sit stærkeste og mest håndgribelige symbol."


Kan Europa undgå krise?

Det er sandt, at vi undervurderede, hvor meget de europæiske kapitalister kunne gå på kompromis med hinanden og skabe større økonomisk og monetær enhed. Vi troede ikke, at euroen ville lykkes i den grad, som det er tilfældet. Der tog vi fejl. Euroen er omsider blevet lanceret som fælles valuta for 12 af Europas stater. Det er en vigtig udvikling. En fælles valuta er den første betingelse for europæisk integration. Det burde føre til øget intern handel og på den måde stimulere udviklingen af produktivkræfterne. Men vil det komme til at ske?


Grunden til, at euroen kunne indføres, ligger i verdensøkonomiens generelle forhold i den sidste periode. Det er kun blevet muligt på grundlag af det lange opsving i verden, som Europa havde stor gavn af, og som tillod de forskellige europæiske kapitalister at bilægge deres modsætninger (for en tid). Men nu er situationen en ganske anden. Euroen er blevet lanceret på det værst mulige tidspunkt - på tærsklen til en verdensomspændende økonomisk krise, som vil ramme Europa hårdt.


De europæiske kapitalister udviser en utrolig evne til selvbedrageri. For få måneder siden pralede de med, at de kunne undgå krisen. Nu er det tydeligt, at det blot var tomme tønders buldren. Ironisk nok er det kommunikationsindustrien (mobiltelefoner), der er hårdest ramt - den sektor, der ellers skulle have været drivkraft i en ny periode med økonomisk ekspansion for den europæiske kapitalisme.


Vodafone, det store engelske mobiltelefonfirma, har haft tab før skat på 8,4 milliarder pund i de seks måneder op til december 2001. Profitten i tyske Siemens faldt med 76% ind til slutningen af september. Den tyske arbejdsløshed er nu officielt på 8% af arbejdsstyrken.


De europæiske kapitalisters idé om, at de kan modstå verdenskrisens kolde vinde vha. den monetære union og en mere grundig udnyttelse af det europæiske marked, er en drøm. Den kolossale udvikling af verdenshandlen og verdensmarkedets enorme betydning udelukker dette.


Når verdenskrisen bider til, og der er voksende arbejdsløshed og kamp om markederne, vil Maastricht-aftalens faste rammer forværre krisen og øge modsætningerne mellem EU-staterne.


Spørgsmålstegn ved euroen

Tidsskriftet The Economist lavede fornylig en oversigt over euroens præstationer - der mest er negative: "Da man fandt på euroen for ti år siden, var der meget snak om, hvordan det ville sætte skub i konkurrencen i Europa, hvordan det ville fremme strukturreformer, og endda om hvordan Europa ville overhale USA som verdens økonomiske drivkraft. Men som en ny rapport fra Europakommissionen har vist, så er afstanden mellem Europa og USA både hvad angår produktivitet og BNP blevet større i de sidste ti år. Teorien om, at Europa takket være euroen kunne undgå verdenskrisen, har også vist sig at være forkert, i og med at Europas største økonomi Tyskland er gået mere eller mindre i stå. Som tegn på Europas svaghed har euroen tilbragt de første tre år af sin eksistens med at nå stadig nye lavpunkter over for dollaren." (The Economist, 1/12/2001)


I modsætning til det, de europæiske kapitalister havde håbet på, har euroen været en svag valuta fra starten af. Behovet for at opretholde dens niveau er en af grundene til, at renten i Europa ikke er blevet sænket så hurtigt som i USA. Dette vil forværre krisen i Europa og øge arbejdsløsheden i de kommende måneder. Paradoksalt nok er det Tyskland, der ellers var de mest ivrige efter at holde fast i de stramme Maastricht-regler, som nu lider under konsekvenserne i form af fire millioner arbejdsløse. Den tyske økonomi, som burde være Europas primære drivkraft, er nu gået håbløst i stå.


Duisenberg og Centralbankens stædige modstand mod at sænke renten har lagt grunden for kommende konflikter mellem banken og de europæiske regeringer, som gerne så et yderligere fald i eurokursen til gavn for eksporten, som har været hovedårsagen til eurolandenes relative succes i den sidste periode. Men på trods af denne succes har kernelandenes præstationer, især Tysklands og Italiens, været elendige, og deres problemer vil blive øget nu. Arbejdsløsheden begynder nu igen at stige.


En af følgerne af en fælles valuta vil være at øge konkurrencen på tværs af grænserne. Målet med det er at øge produktiviteten ved at udrydde de svage firmaer. Men det er et problem for lande som Italien, Grækenland, Spanien og Portugal. Øget konkurrence betyder flere fallitter og lukninger og mere arbejdsløshed. På den måde vil der opstå nye modsætninger.


Før i tiden kom f.eks. Italien ud af problemer ved at devaluere valutaen, men det er nu udelukket pga. Maastricht-aftalen. Det er ikke tilladt de forskellige stater at devaluere, og staterne må ikke hjælpe hinanden. Derfor må hele vægten af krisen blive lagt på arbejderklassens skuldre. Scenen er sat for en eksplosion i klassekampen i det ene europæiske land efter det andet.


Dette vil ikke føre til mere europæisk integration, men til øgede spændinger og modsætninger mellem nationalstaterne. I sidste ende er det sandsynligt, at euro-eksperimentet vil bryde sammen i indbyrdes strid. Der er allerede tegn på konflikter mellem forskellige stater i eruo-zonen, hvor de forskellige regeringer prøver at beskytte deres egne kapitalister mod udenlandsk konkurrence.


Modsætninger mellem staterne

For to år siden på topmødet i Lissabon aftalte de europæiske regeringsledere et program for yderligere liberalisering med det formål, at EU skulle blive verdens mest konkurrencedygtige økonomi i 2010. Hvad er der sket siden? Frankrig har kun gennemført meget lidt liberalisering på energiområdet og blokeret for en endelig deadline for det område. Fuld konkurrence på postområdet er blevet forsinket. Tyskland har modsat sig et direktiv om virksomhedsovertagelser, der tog tolv år at udarbejde, og så har de indført nye regler, der beskytter tyske ejere. Lamfalussy-planen, der skulle liberalisere nogle former for finansielle serviceydelser, er blevet saboteret af procedure-manøvrer i Europaparlamentet, selvom den blev enstemmigt vedtaget i Stockholm i marts. En aftale om fælles EU-regler for patenter er blevet forhindret af uenigheder om sprogpolitikken. Og så videre og så videre.


Hvad dette viser, er, at alle de nationale regeringer, som godt nok med ord hylder den "europæiske integration", først og fremmest ønsker at forsvare deres "nationale interesser" - dvs. deres egne kapitalisters interesser. Tysklands beslutning om at sabotere loven om virksomhedsovertagelser blev dikteret af deres ønske om at beskytte tyske firmaer mod udenlandsk overtagelse - som f.eks. Vodafones forsøg på at overtage Mannesmann. Den franske modstand mod energiliberalisering skyldes behovet for at beskytte den statsejede gigant, Electricité de France. Den franske regering beskytter sit nationale monopol, som samtidig fører en aggressiv politik med overtagelser af firmaer i andre lande med mere åbne markeder.


Bag den "europæiske" retorik ligger de mest magtfulde europæiske staters interesser og ambitioner, især Tyskland og Frankrig, som ønsker at dominere Europa. Det er kun de mindre lande, der tager snakken om de europæiske idealer alvorligt, eftersom de er for svage til at stå alene og på tåbelig vis tror, at de kan spille en vigtig rolle på europæisk plan. Derudover har de deres egne selviske interesser at forsvare.


Belgien har stor gavn af at være hovedsæde for de europæiske institutioner - det giver en net sum til statskassen. De er derfor de mest overbeviste "europæere". De svagere lande som Grækenland, Portugal, Irland og Spanien er kun entusiastiske "europæere" for så vidt som de har nydt godt af forskellige støtteordninger. Men når de bliver afskaffet eller sænket, hvilket allerede er ved at ske, vil deres entusiasme hurtigt køle af igen. Dette er uundgåeligt i den næste periode, når den økonomiske krise bider til, og Tyskland, som betaler det meste af regningen, bliver træt af den rolle.


Sandheden er, at de mindre stater i Europa ikke tæller for særlig meget. Dette blev tydeligt vist i efterspillet til 11. september. England (der mere eller mindre er et vedhæng til USA) besluttede alting sammen med Frankrig og Tyskland. De andre blev ikke engang inviteret til middag i London. Italienerne protesterede højlydt. De andre mumlede også i skægget: "Vi bliver behandlet som kandidater til optagelse i EU. Beslutningerne bliver taget, og så bliver vi bare informeret." Men det er bare en afspejling af den virkelige situation. Det skulle bare ikke blive offentligt kendt, men Blairs karakteristiske ubetænksomhed fik det alligevel frem.


Striden om fordelingen af de sekundære EU-institutioner på topmødet i Laken for nylig førte til, at Berlusconi nedlagde veto alle beslutningerne. Da den svenske statsminister beklagede sig over, at hans land ikke havde fået nogen institutioner, sagde Chirac, at "de måske gerne ville have hovedkvarteret for EUs modelbureauer, eftersom de havde sådan nogle pæne piger!" Det er den slags foragt, de Fire Store udviser over for de mindre EU-lande.


En udvidelse af EU vil forværre dette problem. Er der nogen, der seriøst tror på, at Tyskland, Frankrig og England vil acceptere, at de ikke kan have en diskussion sammen uden at invitere 22 andre europæiske ledere? De tyske kapitalister presser på for at få deres klientstater i Østeuropa med i EU: Polen og Tjekkiet. Frankrig, som er imod dette, har foreslået, at Rumænien kommer med. Dette er endnu et eksempel på interessekonflikten mellem Tyskland og Frankrig. Når det kommer til stykket, er det mest sandsynligt, at udvidelsesprocessen fortsætter, men under alle omstændigheder skal de store EU-stater nok finde en måde at dominere alligevel.


Europas fremtid

Den største fare for det kapitalistiske system er ikke udsigten til en økonomisk krise. Opsving/krise-cyklussen har været et konstant træk ved kapitalismen i 200 år. Kapitalisterne ved, at de før eller siden kan komme ud af selv den dybeste krise. Den virkelige fare er, hvis frihandlen går fløjten og der opstår protektionisme som følge af krisen. Det var dette, der gjorde krisen i 1929-33 til en verdensdepression, der varede helt frem til anden verdenskrig.


Udvidelsen af verdenshandlen har spillet en vital rolle i de sidste 50 år, og især i de sidste 20. Det har gjort kapitalisterne i stand til midlertidigt at komme ud over nationalstatens begrænsninger. Men det hviler på et tyndt grundlag, og i tilfælde af krise, hvor alle slås om begrænsede markeder, kan det let ødelægges.


Der er allerede spændinger på handelsområdet mellem Europa og USA, hvilket førte til sammenbruddet i Seattle-forhandlingerne. Selvom nogle sager nu er løst, opstår der nye konflikter hele tiden. Især i USA vinder protektionistiske tendenser frem. USA er verdens største økonomi, og de er beredte på at bruge deres muskler for at få adgang til udenlandske markeder, samtidig med at de beskytter deres eget. USA har haft mere gavn af lave handelsbarrierer end noget andet land, deraf kommer den officielle entusiasme for frihandel. Men republikanerne i Kongressen (og også demokraterne) er klar til at ofre frihandelsprincippet for at forsvare USAs landbrugs- og industriinteresser.


For øjeblikket kører kapitalisterne på med "frihandel" gennem en ny omgang reduktioner af handelshindringer på WTO-mødet i Dohar. Den sidste forhandlingsrunde tog ti år at afslutte. Den nuværende vil være dødfødt. Udviklingen af verdenskrisen vil uundgåeligt føre til flere protektionistiske tendenser, hvilket vil true verdenshandlens skrøbelige struktur, der er blevet omhyggeligt opbygget i de sidste 50 år. Dette er de borgerlige strategers største frygt. De har forstået det, som marxister forklarede for længe siden: at den vigtigste drivkraft i verdensøkonomien har været væksten i verdenshandlen ("globaliseringen").


Selv i opsvingsperioden har der været en tendens til, at verden er blevet delt op i rivaliserende blokke. Den amerikanske imperialisme har dannet NAFTA, der omfatter Canada og Mexico, og stræber efter at kontrollere hele det amerikanske kontinent nord og syd for Rio Grande. De europæiske kapitalister har dannet EU, der vil kontrollere Nordafrika, Balkan og Østeuropa. I Asien har Japan skabt en svagere yen-blok. Efterhånden som krisen bliver dybere, vil modsætningerne mellem de rivaliserende blokke forværres.


Spændingerne mellem Europa og USA, og mellem USA og Japan, vil blive intensiveret under disse forhold. USA vil prøve at eksportere arbejdsløshed til Europa og Japan, og derved fremprovokere gengældelse. Der er mulighed for kommende handelskrige og konkurrencemæssige devalueringer, hvilket vil gøre krisen længere og dybere.


Den krise, der er under opsejling, vil øge modsætningerne mellem de europæiske stater, og især mellem Tyskland og Frankrig, mens England vil manøvrere frem og tilbage mellem dem. Men det er usandsynligt, at EU vil bryde sammen, da de er nødt til at kunne konkurrere med USA. De europæiske kapitalister må hænge sammen, for ikke at komme til at hænge hver for sig. Men drømmen om et forenet Europa på kapitalistisk grundlag er og bliver, hvad Lenin kaldte det: en reaktionær utopi.


For Europas forenede socialistiske stater!

EU blev dannet efter anden verdenskrig, fordi de svage kapitalistiske stater i Europa var for små til at klare sig over for den mægtige Sovjetunion på den ene side og USA på den anden. Dette var en stiltiende indrømmelse af, at nationalstaten var blevet en reaktionær hindring for udviklingen af produktivkræfterne.


I sig selv er samlingen af Europas produktive ressourcer en progressiv ting. Men på kapitalistisk grundlag er det absolut umuligt at forene Europa. Dette skyldes den kendsgerning, at kapitalisterne i Tyskland, Frankrig, England, Danmark osv. alle er i konkurrence med hinanden og sætter deres egne, nationale interesser først. De konkurrerer mod hinanden og fører under tiden krige mod hinanden. Det eneste tidspunkt, hvor Europa har været tæt på at være forenet på kapitalistisk grundlag, var under Hitler.


Efter krigen kom Tyskland og Frankrig frem til en måde at leve sammen på med det formål at dominere Europa sammen. Til at begynde med troede den franske herskende klasse, at de kunne spille den førende rolle og binde Tyskland tæt til sig for at undgå en ny krig i Europa. Men det viste sig snart, at Tyskland med sin enorme industri ville blive den dominerende part. Siden da har forholdet mellem de to lande været uroligt. I fremtiden er det uundgåeligt, at der vil opstå konflikter mellem dem. På mange områder er Frankrigs og Tysklands nationale interesser i modstrid: mht. østudvidelsen, landbrugspolitikken osv. På lignende vis udvikler der sig også konflikter mellem alle de andre europæiske stater. Under krisen vil disse modsætninger øges.


Så Europa kan aldrig forenes på kapitalistisk grundlag. De forskellige nationale kapitalister vogter over deres egne interesser, markeder, indflydelsesområder, deres egen hær osv. Hvis Europa skal forenes, er det først nødvendigt at styrte kapitalismen og de store bankers og monopolers magt i alle de europæiske lande. Så vil man kunne indføre en ægte socialistisk produktionsplan for hele Europa under arbejdernes egen demokratiske ledelse og kontrol.


I Europas forenede socialistiske stater ville vi ikke bare have en fælles valuta, men et virkeligt fællesskab i en fri sammenslutning af alle folkene, med det mest omfattende selvstyre for selv de mindste nationale grupper: baskere, korsikanere, bretonere, walisere osv. Det ville ikke betyde kvælning af de små folk, men retten til at udvikle sprog og kultur til det yderste, inden for en fælles produktionsplan , som øjeblikkeligt ville kunne afskaffe arbejdsløsheden og mobilisere hele Europas produktionskapacitet til gavn for alle.


Den enorme forøgelse af produktion og rigdom, som muliggøres af en planlagt og harmonisk udnyttelse af produktivkræfterne, vil lægge grunden for en generel forkortelse af arbejdsdagen, ikke bare til 35 timer om ugen, men til 30 lige med det samme, og med gradvis forkortelse senere hen. Det ville lægge grunden for en revolution i kulturen, som ville få selv de største præstationer fra Renaissancen til at blegne. Europa ville kunne komme ud af årtiers nedgang og genvinde sin status som et center for verdens civilisation ved at blive pioner for den nye socialistiske verdensorden.