EU er kapitalisternes værktøj

EU er en blok mellem de europæiske kapitalister imod deres konkurrenter på verdensmarkedet, imod de tidligere kolonier i den tredje verden og imod arbejderne i de forskellige europæiske lande. Kapitalisterne og deres regeringer bruger EU, konvergenskrav, harmonisering o.s.v. som undskyldning for at skære ned og fjerne den velfærd, som de europæiske arbejdere har tilkæmpet sig i de sidste 50 år. Dette er imidlertid ikke noget særligt europæisk fænomen: over hele verden gennemføres der hårde angreb på arbejdende menneskers levestandard og tilkæmpede rettigheder. Det er ikke EU, der er skyld i disse tiltag, men det kapitalistiske system, der ikke længere kan leve med de forbedringer, som arbejderne har tilkæmpet sig.


Marxister går imod EU, ligesom de går imod alle tiltag, kapitalistklassen bruger til at angribe arbejderklassen med, men de forstår, at det ikke er det, der er problemets rod: med eller uden EU ville kapitalisterne skulle skære ned, og med eller uden EU vil arbejderne blive tvunget i kamp.


Et forenet Europa er umuligt under kapitalismen

Et forenet kapitalistisk Europa er, med Lenins ord, en reaktionær utopi: reaktionær, fordi hvert et skridt imod mere union er det samme som flere angreb på arbejderklassens økonomiske og demokratiske rettigheder, og utopi, fordi det er en illusion at tro, at kapitalisterne nogen sinde vil kunne forenes. Kapitalismens grundlag er det såkaldte "frie" marked med benhård konkurrence mellem forskellige kapitalister. Så længe økonomien går mere eller mindre godt, kan kapitalisterne fra forskellige europæiske lande godt samarbejde lidt om fælles mål, men når den næste økonomiske nedtur kommer, vil det blive anderledes: alle de nationale kapitalister vil sørge for at pleje egne interesser først og se stort på fælles regler og harmonisering. Det ser vi allerede nu, hvor der er stor uenighed om mange ting i EU ? hvem skal med af nye medlemslande, hvad skal være EU's fælles udenrigspolitik (f.eks. var der store uenigheder under NATO/USA's krig imod Serbien) o.s.v. Et forenet kapitalistisk Europa kan der aldrig blive tale om - på kapitalistisk grundlag vil det altid blot være den stærkeste økonomiske magt (d.v.s. den tyske kapitalisme), der vil dominere de andre.


Løsningen er et opgør med kapitalismen

Der er altså intet progressivt ved EU. Men løsningen på problemet er ikke bare at melde Danmark (eller England eller et andet land) ud af EU og så tro, at alt bliver godt. Det ville ikke ændre noget grundlæggende ved situationen ? vi ville stadig have et kapitalistisk system, vi ville stadig være afhængige af verdensmarkedet, der ville stadig blive gennemført de samme nedskæringer, og almindelige arbejdende mennesker ville stadig have lige lidt at skulle have sagt. Det er kort sagt ikke noget alternativ. Det eneste ægte alternativ, den eneste løsning på de grundlæggende problemer, som EU er et udtryk for, er at sætte en stopper for det kapitalistiske systems hærgen ? i Danmark såvel som i de andre europæiske lande. Kun på den måde kan vi opnå et rigtigt forenet Europa ? et socialistisk Europa.


Udviklingen siden 1997

Alan Woods har i 1997 skrevet en grundlæggende analyse af EU ? den er meget anbefalelsesværdig og kan læses og bestilles her på siden. Der er selvfølgelig sket noget siden - Euroen er f.eks. blevet indført i en del lande. Indførslen af en fælles valuta mindsker ikke modsætningerne mellem de forskellige nationale kapitalister ? som Alan Woods skrev i 1997, så vil de, hvis det lykkes at indføre Euroen, blive uenige om alt, hvad der følger med den: det siger sig selv, at vidt forskellige økonomier, der står på forskellige trin og trækker i hver sin retning, ikke vil kunne låses fast til hinanden på den måde. Lande som Irland og Portugal med højere vækst ville f.eks. egentlig gerne hæve deres rente nu, mens Tyskland, Frankrig m.fl. ønsker det modsatte for at sætte skub i økonomien. Udviklingen siden 1997 har kun bekræftet marxisternes analyse: EU er og bliver en reaktionær utopi. Læs mere om lanceringen af Euroen her.


I Alan Woods' analyse forklares det også, hvordan arbejderklassen i de forskellige lande vil blive tvunget i kamp mod nedskæringer og øget pres. Et eksempel på den modstand er det danske Nej d. 28/9 2000. Marxisterne hilser Nej?et velkommen og ser det som et gigantisk mistillidsvotum til nedskæringspolitikere på både den borgerlige og reformistiske fløj fra store dele af befolkningen, især de lavest lønnede, mest pressede sektioner af arbejderklassen. Det er et Nej til utryghed ved fremtiden, til nedskæringer og mindre demokrati, et udtryk for manglende tiltro til, at de "etablerede" politiske partier kan skabe fremgang for almindelige arbejdende mennesker. Samtidig er det et forvirret Nej uden noget klart alternativ. Hverken Dansk Folkeparti, SF, Enhedslisten eller nogen af Nej-bevægelserne har kunnet komme med et reelt alternativ. Såkaldte socialister har arbejdet side om side med reaktionære og brugt stort set de samme argumenter med national selvbestemmelse og uafhængighed. Ikke ét ord om kapitalismens grundlæggende fejl og det socialistiske alternativ.


Et socialistisk alternativ!

For marxister er sagen klar: Vi kan ikke binde os til borgerlige og reaktionære og afstå fra at fremføre vores eget program. Vi forklarer åbent, at godt nok er EU udemokratisk og skadeligt for danske arbejdere og unges vilkår og rettigheder, men det er et kapitalistisk Danmark med nok så meget "national selvbestemmelse" og "uafhængighed" også! Løsningen er ikke samarbejde med borgerlige og reaktionære, men arbejderklassens enhed, organisation og kampvilje. Marxister deltager i arbejderklassens politiske partier og faglige organisationer i kampen for alle krav med selv det mindste progressive indhold og for at udbrede de marxistiske idéer som det eneste alternativ til kapitalismens hærgen. I EU-spørgsmål må man arbejde for samling mellem modstandere fra alle dele af arbejderbevægelsen om krav på et klart arbejder-klassestandpunkt, og samtidig må man som marxist hele tiden tålmodigt forklare problemets egentlige rod og løsningen på det: omstyrtelse af kapitalismen og opbygning af den socialistiske orden, hvor arbejderklassen demokratisk ejer, leder og kontrollerer økonomi og stat med det formål at skabe fremgang og velfærd, så vi for altid kan sige farvel til kapitalismen med dens nedskæringer, forringelser og pres på arbejdere og unge over hele verden.