For nylig viste britisk TV to usædvanligt usminkede udsendelser om rædslerne på den Blodige Søndag i 1972, og det er en god lejlighed til at opridse den rolle, som den britiske imperialisme har spillet i Irland. Om muligt fremstår mordene på disse 13 uskyldige mennesker, som kæmpede for deres rettigheder, som endnu mere tragiske i lyset af, at der nu tredive år efter næsten hver aften rapporteres om øget vold, som klart udstiller myten om den såkaldte fredsproces.
Idéen om, at der er fred, er ren svindel. De officielle tal har en helt anden historie at fortælle: i 1999 var der 7 drab i konflikten, og det steg til 18 i 2000 og 17 i 2001. Splittelsen mellem katolikker og protestanter har aldrig været større. Denne splittelse blev skabt og næret af den britiske imperialisme for at dele og herske, for at beskytte deres system i Irland fra truslen om samlet handling fra arbejderklassens side. Da den britiske imperialisme opdelte Irland, slap de en reaktionær katastrofe løs, sådan som den store irske socialist James Connolly forudså.
Skylden for den nuværende situation er altså den britiske imperialismes. De kan aldrig løse det problem, de har skabt. De sidste firs års historie viser tydeligt dette. De aktuelle løfter om fred er blot deres seneste bedrag. De har skabt et Frankensteins monster i form af opsplitningen i de stridende religiøse og nationale fraktioner, og nu kan de ikke kontrollere det. Det har fået sit eget liv, og de er ude af stand til at holde det under kontrol. På den ene side har de brug for det for at opretholde deres styre, men på den anden side ville de gerne af med alt det rod, som koster dem en hel masse. Problemet er uløseligt for dem, faktisk er det uløseligt på kapitalistisk grundlag i det hele taget.
Det giftige frø, som den britiske imperialisme såede i form af opsplitningen, er siden blevet vandet og plejet af nationalister og religiøse fanatikere af forskellig art. I de sidste tredive år er situationen blevet forværret af IRA's fejlagtige politik – som marxister karakteriserer som individuel terrorisme. De har ikke opnået et eneste af deres mål. Det eneste, det har ført til, er at være undskyldning for reaktionære tiltag fra den britiske regerings side, og at drive en kile ind mellem de unionistiske (dem der ønsker, at Nordirland skal blive ved at være en del af Storbritannien) og nationalistiske (dem der ønsker et samlet, selvstændigt Irland) områder i Nordirland.
Virkeligheden i Nordirland i 2002 er, at der er meget lidt fred, men masser af såkaldte "fredslinjer". I dag er der 12 områder, som deles midt over af sådanne mure af sten eller stål, hvilket vidner om den britiske imperialismes og unionistiske og nationalistiske politikeres fallit og manglende evne til at finde en løsning på problemet. Deres seneste forsøg, Langfredag-aftalen, skabte håb om fred. Men det viste sig snart at være en illusion – som marxisterne forudsagde.
Tal fra Northern Ireland Housing Executive viser, at i 1994 var der tre tusind, der flyttede ind i områder, der især bestod af folk fra den anden religiøse baggrund, givetvis opmuntret af løfterne om fred. I 1996 var denne tendens blevet vendt om, og mere end seks tusinde familier flyttede til områder domineret af deres egen religiøse baggrund. Folketællingen fra 2001 bakker disse tal op: i 1991 boede 63% af befolkningen i områder, der bestod af mere end 90% katolikker eller 90% protestanter. I 2001 var dette tal steget til 66%.
Vi har ofte peget på den rolle, som IRA's fejlagtige metoder har spillet, ved at splitte befolkningen og udvide den opsplitning, som den britiske imperialisme havde skabt. Erfaringerne fra de sidste tredive år viser, at dette er korrekt. De ledende folk som Adams og co. har indvilliget i at underskrive en aftale, som ikke indeholder nogen af deres krav, og det er et tydeligt tegn på, at deres metode er fuldstændig mislykkedes. De ville aldrig kunne besejre den britiske imperialisme med disse midler, om de så blev ved i tredive år til eller endnu længere. De har accepteret opdelingen af Irland. Der er 3.000 døde i konflikten, det nye parlament er ikke mere værd end det gamle Stormont, og målet om et samlet Irland er længere væk end nogensinde. Mange republikanere må spørge sig selv, hvad det alt sammen skulle nytte, og hvad der skal ske nu…
Men det er kun den ene side af sagen. Vi fordømmer i ligeså høj grad de loyalistiske fanatikeres handlinger. Deres forøgelse af den paramilitære aktivitet, angrebene på børn ved Holy Cross School, deres dødstrusler mod katolske arbejdere og det brutale mord på postarbejderen Daniel McColgan – det er alt sammen beregnet på at fremprovokere modangreb og underminere en fredsaftale, de ikke kan acceptere. Og det endda på trods af, at aftalen ikke indeholder nogen kompromisser ud over lidt overfladisk sminke. Forestil dig deres reaktion, hvis der var noget, der mindede om et forenet Irland i nogle af disse dokumenter!
Den største synd, disse fanatikere på begge sider har begået, er at splitte arbejderklassen. Den stigende opsplittelse af befolkningen gælder også mere og mere på arbejdspladserne. For nylig blev der lavet en undersøgelse af 40.000 jobs i Belfast, som viste, at kun 5% af arbejdsstyrken i områder, der domineres af protestanter, er katolikker, og at kun 8% af arbejderne i katolsk dominerede områder er protestanter. Dette vil uden tvivl blive misbrugt af dem, der håner idéen om arbejderenhed.
Men der er absolut håb i idéen om arbejderenhed. På trods af ovenstående tal så vi, hvordan arbejderklassen d. 18. januar viste sin styrke som den eneste kraft, der kan skabe varig fred og løse hele det arbejdende irske folks problemer og forene det splittede folk. D. 18. januar var et slagkraftigt bevis på det potentiale, en samlet arbejderklasse har – tusinder og atter tusinder af arbejdere, katolikker og protestanter, gik i en halvdags generalstrejke imod fanatikernes angreb og drab.
D. 18. januar
Det, der udløste strejken, var mordet på den unge postarbejder Daniel McColgan, der blev skudt af UFF (Ulster Freedom Fighters, der er en unionistisk terrororganisation), da han mødte på arbejde en dag. På det tidspunkt var lærernes fagforening allerede under kraftigt pres fra medlemmerne for at gå i aktion mod angrebene, men da Daniel McColgan blev dræbt, blev det postarbejderne, der gik foran, da de øjeblikkeligt nedlagde arbejdet.
Aviserne skriver, at Daniel McColgan havde ønsket at blive overflyttet fra postcentralen i Newtonabbey i udkanten af det nordlige Belfast. Den tyveårige postarbejder ville gerne væk fra sorteringen i centrum af Rathcoole, som er et af Vesteuropas største boligområder og et stærkt område for fanatikerne i Ulster Defence Association. Han blev det seneste offer i en konflikt, der på tragisk vis modbeviser mediernes påstande om, at Nordirlands folk lever i en periode med hidtil uset fred. McColgan kom fra Nordbelfast, hvor en fjerdedel af alle drabene i de sidste tredive års konflikt er sket.
Det område, han boede i, er domineret af en 15 meter høj "fredslinje", der adskiller det fra det protestantiske White City-område. Han blev slået ihjel, bare fordi han var en katolik, der arbejdede på "loyalisternes territorium". De fanatikere, der har myrdet ham, ønsker at fremprovokere et modangreb, og deres syge graffiti, som vi ikke vil gengive her, har som formål at hælde yderligere benzin på bålet. Men det svar, de fik, var i stedet en samlet bevægelse blandt arbejderne.
Under enormt pres nedefra blev Irish Congress of Trade Unions (LO) tvunget til at indkalde til en tolvtimers generalstrejke med start klokken 12.00 fredag d. 18. januar. Arbejderne reagerede med det samme og med overvældende kraft. Tusinder af postarbejdere mødte op om tirsdagen til begravelse af deres myrdede kollega. Senere den dag mødtes tusinde til et massemøde, hvor de besluttede at strejke videre indtil terroristernes dødstrusler blev ophævet. På mødet var der ikke en eneste, der talte imod dette.
Om fredagen blev skoler lukket om eftermiddagen, og den offentlige transport blev lukket næsten fuldstændig ned. Kun hospitaler, ambulancefolk og brandvæsen var i nødberedskab. Medlemmer af Communication Workers Union, McColgans arbejdskammerater, marcherede fra deres lokaler i Belfast i deres karakteristiske orange/sorte jakker. Der var mellem 50.000 og 80.000 arbejdere på Belfasts gader, hvilket var den største demonstration arrangeret af fagforeningen i mange år. Tusindvis flere mødte op i Derry, Omagh, Newry, Strabane og resten af Nordirland. Op imod 100.000 i alt deltog i marcher og møder. Og det ud af en befolkning på omkring 1,5 millioner!
Dette var et bevis på den samlede arbejderklasses magt, og et klart svar til de kynikere, der nægter, at det kan lade sig gøre at forene arbejderklassen i kamp. Men det er disse "realisters" "praktiske" løsninger, der har skabt den nuværende blindgyde i situationen. Det er absolut utopi at tro, at Tony Blairs skolegårdsdiplomati og fromme taler kan løse problemet. De venstrefløjsfolk, der stadig holder fast i idéen om, at først skal grænsespørgsmålet løses, og så bagefter kan man slås for socialisme, har tydeligvis ikke lært noget af de sidste tredive år.
Genforening af Irland er dybest set en uløst opgave for den nationale, demokratiske revolution, som burde være blevet løst for firs år siden. Men kapitalisterne kan aldrig løse denne opgave. Det var dem, der lavede opdelingen. Kun når arbejderklassen kommer til magten, kan problemet løses. Vi er for et forenet Irland, men vi er klart imod stalinisternes to-trins-teori, som siger, at vi må udskyde den socialistiske revolution, "indtil Irland er forenet". Irland bliver aldrig forenet, før arbejderklassen tager magten nord og syd for grænsen. Ved at underordne den socialistiske revolution og arbejderklassens interesser under grænsespørgsmålet har de småborgerlige nationalister forberedt en katastrofe.
Nationalisme er en blindgyde. Marxismen er internationalistisk, ikke af sentimentale grunde, men af praktiske grunde. Arbejderne i andre lande er vores kammerater i kampen mod deres og vores arbejdsgivere. Marxismen baserer sig på en klassepolitik. Der er en ubrydelig forbindelse mellem det nationale og sociale spørgsmål i Irland, mellem genforening og kampen for arbejde, boliger osv. – som James Connolly forklarede for 100 år siden. I begge spørgsmål er fjenden den samme, nemlig kapitalismen. Det er kun arbejderklassen, der kan løse disse problemer, for det er kun arbejderklassen, der kan besejre kapitalismen. Det var kun et glimt af arbejderklassens magt, vi så d. 18. januar.
Det massive fremmøde d. 18. januar afspejlede katolske og protestantiske arbejderes vrede over de natlige sammenstød, de fortsatte angreb på ambulancefolk, brandmænd, buschauffører og skolebørn på vej fra og til skole.
Volden
I hele perioden efter våbenhvilen og Langfredag-aftalen har der i realiteten ikke været nogen fredsproces i Nordbelfasts gader eller i det nærliggende Antrim. I de sidste to år har der været en voldsom stigning i paramilitær vold, især fra Ulster Defence Association og andre loyalistiske grupper, der er imod aftalen. I samme periode er der også sket flere og flere angreb med rørbomber og andre grusomme sprængstoffer.
Bly- og kobberrør, en loddekolbe, søm, bolte, fyrværkeri og krudt er blevet brugt i en bølge af terror imod katolikker. Sidste år blev 117 af sådanne indretninger smidt imod katolske hjem for at få dem til at flytte væk fra protestantiske områder.
Det er en almindelig mistanke, at det nordirske politi, der før blev kaldt R.U.C., kender til, hvem der står bag den nye bølge af loyalistisk terrorisme. Men selvom næsten 100 mennesker er blevet dræbt af de paramilitære siden 1998, er der kun én person, der er blevet dømt for mord. Det virker som om, at de gør sig meget umage med ikke at genere deres informanter inde i de loyalistiske grupper. At man har optaget et par katolikker i politikorpset og skiftet navnet ud, ændrer intet ved politiets basale funktion, som er at opretholde kapitalisternes klassestyre. Disse mennesker kan ikke spille nogen rolle i løsningen af problemerne i Nordirland.
Fredag eftermiddag, i silende regne uden for Belfasts rådhus, protesterede titusinder af arbejdere imod mordet på Daniel McColgan og stigningen i terror og vold. Dette er et tegn på, hvad fremtiden bringer. De republikanere, der leder efter en vej fremad, kan finde den her, i en klassepolitik. Arbejderklassen er den eneste magt, der kan løse Irlands nationale og sociale problemer.
En af demonstranterne havde gasmaske på, og han stod med et stort skilt, hvor der stod: "Terrorisme stinker". Stanken efter de fanatikerne hænger stadig i luften i Nordbelfast og Antrim. Ulster Defence Association har offentligt opfordret til stop for angreb på offentligt ansatte arbejdere. Det tog kun få timer for Ulster Freedom Fighters – der kalder sig Red Hand Defenders, når de udsteder trusler og lignende – at beordre RHD til at opløse sig selv. UFF vil uden tvivl bare opfinde et nyt dække til at udføre deres angreb i den kommende tid, men det giver os alligevel et glimt af den magt, som arbejderklassen har til at stoppe fanatikerne. Da arbejderklassen bevægede sig, fik den på tolv timer terroristerne til at gøre, hvad ingen andre har kunnet få dem til i mange år.
Der er brug for en militant ledelse!
Det eneste, der kastede en skygge over bevægelsen, var fagforeningsledelsens manglende vilje til at kalde klart til strejke - de søgte om tilladelse fra arbejdsgiverne så arbejderne kunne deltage, og i nogle tilfælde forhandlede de sig til en to-timers pause i stedet for at gennemføre halvdags-generalstrejken.
Der er en udbredt forståelse for, at polariseringen er større end nogensinde, og at det, der sker i Nordbelfast, kan sprede sig til andre områder. På trods af forvirringen i ledelsen, var arbejdernes svar ganske enkelt storslået. Naturligt nok udgjorde postarbejderne kernen i demonstrationerne, men der var en stor deltagelse fra arbejdere fra alle sektorer, områder og baggrunde. Hvis bare ledernes beslutsomhed var lige så stor som arbejdernes, ville meget se lysere ud – men lederne har været ude af stand til at lære af bevægelsen og kan ikke tilbyde en vej fremad.
Hverken unionistiske eller nationalistiske fanatikere eller politikerne fra Syden eller England har et svar at give på problemerne, men på gaderne i Belfast og resten af Nordirland så vi d. 18. januar begyndelsen på en ægte løsning på arbejdernes problemer, begyndende med volden. Fagforeningerne må udgøre grundlaget for forsvarsorganisationer, der kan beskytte arbejdere fra alle områder imod angreb og mordforsøg. Med et program for at tackle arbejdernes daglige problemer ville man kunne føre en samlet kamp mod arbejdsgiverne for jobs, løn, forhold og velfærd.
Men i stedet for at starte sådan en uafhængig kampagne har de faglige ledere fulgt op på demonstrationerne med appeller til de "sociale partnere" – kirkerne, arbejdsgiverne og regeringen, i håb om at de kan føre tingene videre. Men arbejderklassens styrke, når den handler selvstændigt under eget flag, er blevet vist. Det kan godt være, at fagforeningslederne ikke har lært noget af det, men det har de almindelige medlemmer. Én strejke og én demonstration er ikke nok. Siden da er volden fortsat, med benzinbomber, rørbomber osv. i en spiral af angreb og modangreb.
D. 18. januar så vi den eneste vej fremad. En samlet kampagne, hvor arbejdere kæmper mod angrebene, kan isolere og besejre terroristerne. Hvis arbejderne forenes om et program for sociale forandringer, kan en sådan bevægelse – og kun sådan en bevægelse – begynde at tackle alle de problemer, som Nordirlands arbejdere står overfor. Hvis den forenes med deres arbejderne i Syden og i England kan sådan en kraft ikke stoppes.
Én ting er sikkert: der er ingen udvej på kapitalistisk grundlag. I kapitalismens bedste periode, mens der var opsving, var kapitalisterne ude af stand til at løse et eneste af de problemer, der hærger Nordirlands arbejdere. I Syden skyldtes det såkaldte "keltiske tiger"-opsving ikke mindst øget udnyttelse af arbejderklassen. De degenererede kapitalister i Syden vil slet ikke have Nordirland.
Det bedste, den britiske herskende klasse har kunnet tilbyde, er et nyt Stormont. Dette er måske godt nok for en eller to nationalistiske politikere, men hvordan skulle denne forsamling kunne tackle de problemer, der er med boligmangel, uddannelse og sundhed, på et kapitalistisk grundlag? Alle eventuelle skridt i retning af positiv særbehandling vil kun fyre yderligere op under opsplitningen og volden. Der er masser af ressourcer i samfundet til at opfylde alle menneskers behov, men så længe de er på private hænder, bruges de kun til at skabe profit for nogle få mennesker, og ikke til at lave et godt samfund. I tilfælde af økonomisk krise vil situationen forværres og blive til en ren katastrofe.
Den kommende krise vil ramme Irland hårdt. Uden en samlet arbejderkamp baseret på en klassepolitik vil voksende arbejdsløshed være benzin på splittelsens og voldens bål. Det er tydeligt, at hvis man vil løse problemerne, kræves der et radikalt brud med kapitalismen. Det forudsætter en samlet kamp blandt arbejderne, som ikke kan splittes af grænser eller noget andet. En klassepolitik for arbejderkamp imod den fælles fjende – finanskapitalen og kapitalisterne – for jobs, boliger osv. underminerer terroristernes sociale grundlag.
Forenet kamp kan besejre terrorisme og religiøs og national fanatisme, som er store forhindringer for virkelige forandringer i Irland - dvs. socialistiske forandringer, som er det eneste, der kan skabe fred, lighed, arbejde og boliger til alle. I fælles kamp med arbejderne fra Syden og fra England kan den irske arbejderklasse ikke stoppes af nogen magt på jorden.
