I aftes, da resultatet af den første runde af præsidentvalget blev offentliggjort, var der spontane demonstrationer i de fleste større byer. For første gang siden 1969 blev alle venstreorienterede kandidater, inklusiv den socialistiske ministerpræsident Lionel Jospin, slået ud i første runde. Anden runde vil komme til at stå imellem Jacques Chirac og den ekstreme højrekandidat Jean-Marie Le Pen. Omkring ti tusinde demonstranter, især unge, flokkedes på Place de la Bastille og Place de la République i Paris. Her til morgen var der i Lyon hundreder af elever og studerende, der forlod skolerne og marcherede mod bymidten, mens de råbte slogans imod racisme og krævede, at man gjorde noget imod Le Pens Nationale Front. Jospin har erklæret, at han trækker sig ud af politik. Der skal være parlamentsvalg i juni, og der er seriøs fare for, at der bliver valgt en højreregering igen.


Højrefløjspartierne prøver at skjule deres reaktionære hensigter. Men der kan ikke være tvivl om, at en ny højreregering ville starte et frontalangreb på arbejderklassens rettigheder og levestandard, på velfærden og pensionisterne. Chirac har allerede udtalt, at han har til hensigt at "lade folk arbejde så meget de vil", hvilket på almindeligt sprog betyder, at han vil stoppe de fremskridt, man opnåede med 35-timerslovgivningen.


Det svidende nederlag er det direkte resultat af den politik, som er blevet ført af Jospin og også af Kommunistpartiets ledelse, efter venstrefløjens sejr ved parlamentsvalget i 1997. Jospins politik i de sidste fem år har været en forvirret blanding af halvhjertede sociale reformer på den ene side og på den anden side reaktionære kontrareformer, som han overtog fra den plan, som hans forhadte forgænger, højrepolitikeren Alain Juppé.


Mellem 1997 og 2001 oplevede den franske økonomi forholdsvis høje vækstrater. Arbejdsløsheden faldt, men ikke meget – på trods af 350.000 "ungdomsjob", som blev direkte finansieret af staten. Fremfor alt mistede stabile, kvalificerede job terræn over for kontrakter med midlertidig ansættelse, deltid og lav løn. Antallet af kontraktansættelser via forskellige bureauer blev fordoblet på fem år, og står nu på så meget som 750.000. Der er hundredetusinder af arbejdere, der har brug for et fuldtidsjob, men som er tvunget til at acceptere deltidsansættelse, hvorved deres levestandard sænkes til det mest essentielle. En undersøgelse, der blev lavet for nylig af et socialt statistikinstitut, der hedder CREDOC, drog en klar parallel mellem det voksende antal af "arbejdende fattige" og den øgede udbredelse af midlertidig og deltidsansættelse. De "arbejdende fattige" og de arbejdsløse udgør en enorm masse af mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen, og den gruppe blev ikke mindre i årene med økonomisk opsving, men tæller nu mellem 5,5 og 6 millioner mennesker. Nu hvor opsvinget er slut, vil de fattigste dele af samfundet uundgåeligt blive ramt endnu hårdere.


Indførslen af 35-timersugen var uden tvivl det vigtigste tiltag i Socialist- og Kommunistpartiets valgprogram fra 1997. Dette forslag spillede en afgørende rolle i venstrefløjens sejr i valget. Men i dag, fem år senere, er resultatet af dette tiltag langt fra tilfredsstillende. I dag påvirker 35-timersugen kun én ud af tre arbejdere. Af disse mener en tredjedel, at loven har ført til en overordnet forværring af arbejdsforholdene og lønnen. Loven indeholdt mange indrømmelser og udeladelser, som betød, at firmaerne tit – hvis ikke fagforeningerne var stærke nok til at forhindre det – kunne vende den nye lov til deres egen fordel. De kunne tage meget mere igen gennem årsudregnet arbejdstid, fleksibilitet, produktivitetsaftaler og deslige, end de blev tvunget til at give i form af kortere arbejdstid.


Der er blevet givet store mængder penge til arbejdsgiverne fra statskassen, angiveligt for at kompensere for deres tab som følge af den nye lov. I 1999 alene modtog kapitalisterne 104 milliarder francs på denne måde. 35-timersugen skulle skabe job, men regeringen har konsekvent nægtet at ansætte nye i det offentlige, og de har ladet arbejderne udføre det samme arbejde som før på kortere tid. Denne politik har ført til enorm utilfredshed med regeringen blandt offentligt ansatte.


Den socialistisk-kommunistiske regering har gennemført mange privatiseringer. Jospin har privatiseret mere end Balladur og Juppé tilsammen. Denne skandaløse politik, som er i total modsætning til de resolutioner, der er blevet vedtaget på kongresserne i både Socialist- og Kommunistpartiet, har ført til alvorlige forværringer af arbejdsforholdene på de berørte områder. De titusinder af arbejdere, der er blevet ofre for lukninger, fyringer, fusioner og andre former for "omstruktureringer" – såsom arbejderne på Danone, Bata, Péchiney, Moulinex, Air France, AOM-Air Liberté og mange andre – er blevet mødt med total ligegyldighed fra regeringen. Da arbejdere på Michelin appellerede til regeringen i deres kamp mod store jobtab, trak Jospin bare på skuldrene og sagde, at hans regering ikke ville blande sig i en beslutning, som aktionærerne i firmaet havde taget.


Der er mange andre grunde til, at regeringspartierne har mistet opbakning. For eksempel er den racistiske lovgivning, som tidligere højreregeringer har indført, stort set blevet opretholdt. Indvandreres ret til at stemme, som venstrefløjen har lovet siden 1970'erne, blev lagt på hylden endnu engang. Der er flere fremtrædende folk fra venstrepartierne, der har været involveret i korruption og skandaler. Jospin-regeringens udenrigspolitik har ikke været anderledes end tidligere højreregeringers. For eksempel er de mange arabere-muslimer i Frankrig, især de unge, blevet frastødt af regeringens pro-israelske linje.


Siden 1995 er antallet af strejkedage steget støt, både i den offentlige og private sektor. Stort set alle dele af økonomien er blevet ramt af disse strejker. Mellemlagene i samfundet har også bevæget sig. Advokater og endda dommere har været i strejke. Gendarmer og politifolk, toldbetjente, brandmænd, sygeplejerskevikarer, læger og mange andre grupper, der ellers traditionelt er konservativt indstillede, har været i aktion og har brugt arbejderbevægelsens metoder. Det viser det potentiale, der er for at ændre samfundet, men i stedet for at basere sig på disse bevægelser for at kæmpe mod kapitalismen er de socialistiske og kommunistiske ledere gået imod dem, og i mange tilfælde har de endda sendt uropoliti ind for at give de strejkende en lærestreg. Strejkende arbejdere i kulturministeriet, der protesterede mod deres berygtede dårlige arbejdsforhold, blev alvorligt tæsket af uropoliti uden for ministeriets bygning. Arbejderne har prøvet at skubbe regeringen til venstre.


I marts 2000 blev Jospin tvunget til at trække følehornene lidt til sig, da han kom til at stå over for en voldsom stigning i strejkebevægelsen, der omfattede lærere, ansatte i finansministeriet og arbejdere i mange andre dele af økonomien. Uden tvivl har modstand fra faglig side forhindret Jospin i at gå så langt, som han ville med sin "markedsorienterede" politik. Men først og fremmest er det regeringens halvhjertethed, utroværdighed, slaviske underkastelse under bankerne og børsen, og dens fjendtlighed over for arbejdernes retfærdige krav, der har skabt den dybtliggende følelse af skuffelse og forræderi blandt mange, der traditionelt har stemt socialistisk eller kommunistisk. På trods af deres kritik, og for at slå højrefløjen, var der mange, der forblev loyale over for Socialistpartiet, men den store forøgelse i antallet af sofavælgere, sammen med de stemmer, der blev tabt til andre kandidater på venstrefløjen, var altså nok til at sikre Le Pen en plads i anden runde med 17% af stemmerne, lige foran Jospin, der fik 16%.


Kommunistpartiet fik kun 3,4% af stemmerne, hvilket er det laveste i hele partiets historie. Dette er resultatet af støtte til privatiseringer, hvoraf nogle er udført direkte under den kommunistiske minister Gayssots kontrol, og pga. mange andre upopulære tiltag. Hvad skal man bruge et "kommunist"-parti til, hvis det går med til privatiseringer og markedsøkonomi?


Jospin førte en flad, uinspirerende kampagne, hvor "sikkerhed" spillede hovedrollen. Vi havde brug for mere politi, hårdere behandling af unge kriminelle, og i det hele taget skulle der slås hårdt ned på forbrydelser. Han lovede godt nok understøttelse til unge, hvis de accepterer træningsprogrammer, og en række tiltag mod hjemløshed. Men ved at overdrive problemet med kriminalitet og deslige, så gavnede den socialistiske kampagne i virkeligheden Le Pens kampagne. Jospin sagde, at han ville beskytte pensionerne, selvom han lod muligheden stå åben for at forøge det antal år, der kræves for at få fulde pensionsrettigheder, og for at hæve den månedlige indbetaling. Med andre ord, så præsenterede Jospin på pensionsområdet, som på andre områder, bare en kontrareform under tynd forklædning.


De ultra-venstreorienterede kandidater fik til sammen 10% af stemmerne. Medierne skubbede i en vis udstrækning kandidaten fra Lutte Ouvrière frem for at svække Kommunistpartiet yderligere, men stemmerne på de ultra-venstreorienterede kandidater viser dybest set den revolutionære stemning, der findes i store dele af samfundet. Folk leder efter en vej ud af det kapitalistiske mareridt. I virkeligheden var der ikke nogen af de tre sekteriske kandidater, der frembød noget i retning af et revolutionært alternativ i deres kampagner. Men de stemmer, der fik, er af stor symptomatisk betydning.


Nu står franske fagforeningsaktivister, unge og arbejdere generelt over for en anden runde af præsidentvalget, som kommer til at stå mellem to af deres fjender, Chirac og Le Pen. Det er helt sikkert, at Chirac vinder. Mange venstreorienterede, der er chokerede over synet af Le Pen i anden runde, vil stemme på Chirac. Det anbefaler vi ikke. Når det kommer til stykket, er forskellen på de to ikke så stor. Chirac og Juppé indførte åbenlyst racistiske og diskriminerende love i 1995-97. Venstrefløjen har tabt præsidentvalget. Den virkelige kamp kommer senere. Når valget er ovre, og især hvis højrepartierne også vinder parlamentsvalget i juni, vil Chirac starte et hårdt angreb på arbejderklassen. Og højrepartierne i regeringen vil søge støtte fra den Nationale Fronts vælgere. Men den franske arbejderbevægelse har en lang tradition for kamp, og den er i kamphumør. Alain Juppé opdagede, hvad det vil sige, da han, kun få måneder efter han kom til magten i 1995, fremprovokerede den største strejkebevægelse siden de revolutionære tilstande i 1968. Tingene vil ikke blive anderledes denne gang, bortset fra at den sociale eksplosion meget vel kan være på et endnu højere plan denne gang.


Kampen på fagforeningsfronten må gå hånd i hånd med en udrensning af venstrepartierne, så vi kan slippe af med de håbløse og bankerotte socialistiske og kommunistiske ledere, som har ført os ud i det aktuelle rod. Det er de hundredetusinder af unge og arbejdere, der demonstrerer imod disse lederes politik, der også selv må løse dette problem. Der må startes en kamp inde i Socialist- og Kommunistpartiet for at genetablere fortidens militante og revolutionære traditioner. Arbejderpartierne har ikke brug for markedsorienterede specialister, der kommer fra de priviligeredes og riges rækker, og som kun er interesserede i deres egne karrierer. De har brug for ærlige, militante folk, der kan og vil kæmpe for arbejderklassens sag, folk, der har bevist, hvad de kan i kamp, og som har en seriøs marxistisk forståelse af de opgaver, der ligger forude. Det er vejen frem. Chirac har vundet denne runde, takket være den falske politik, som lederne af Socialist- og Kommunistpartiet har ført. Vi må kæmpe for et ægte socialistisk alternativ. Fremtiden er vores.


Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.