Denne listes fremgang kom lige efter Le Pens gode resultat i første runde af det franske præsidentvalg (se artiklen om det franske valg), og nu spørger mange, om Europa er på vej til højre, og om der er fare for fascisme.
Men man må have en sans for proportioner. Valget i Holland havde ikke nogen entydig vinder. De kristelige demokrater fik 43 ud af de 150 pladser i parlamentet, og derved er de det største parti. Afdøde Pim Fortuyns politiske allierede, som stillede op for Lijst Pim Fortuyn (LPF) på forskellige mærkesager, deriblandt og mest fremtrædende et stop for indvandring, fik 26 pladser i parlamentet.
Som i Frankrig var den store taber Socialistpartiet. De tabte 12 pladser og fik således kun 23, hvilket betyder, at den otteårige koalition med socialistpartiets leder Wim Kok i spidsen er afgået. Deres koalitionspartnere i det liberale VVD og Democrat66 gik også tilbage.
De kristelige demokraters leder, Jan Peter Balkenende, bliver næsten helt sikkert den næste ministerpræsident. Men han bliver nødt til at lave aftaler med de partier, som han håber vil støtte ham. Det liberale VVD (som er sandsynlige partnere) vil forøge hans mandattal til 66, men så er der stadig LPF tilbage – en koalition mellem de kristelige demokrater, VVD og LPF ville sikre regeringen 92 mandater, et mageligt flertal.
Balkenende har sagt, at han ikke vil gå med til Fortuyns linje på indvandrerspørgsmålet til gengæld for parlamentarisk støtte, men han har ikke udelukket en koalition med LPF. Disse "respektable" herrer udelukker selvfølgelig ikke støtte fra nogen som helst, bare de lover at garantere deres komfortable stillinger og privilegier. Og hvis LPF går med i regeringskoalitionen, vil de helt sikkert kræve indrømmelser til deres racistiske linje ("Holland er fyldt op").
Hvad er LPF?
LPF fik 26 mandater, hvilket betyder, at de har flere end Socialistpartiet, og nu er det andet største parti! For et parti, der ikke eksisterede for tre måneder siden, er det et utroligt resultat. Det skyldes delvist mordet på Fortuyn kort før valget. Endnu engang fik vi at se, hvordan den individuelle terrorismes galskab tjente reaktionens interesser. Under de forhold kunne man have forventet, at Fortuyns "parti" ville få et endnu bedre resultat. Men mordet forklarer ikke alting i sig selv.
Det, som resultatet viser, er den ufattelige ustabilitet, der nu findes i selv de mest blomstrende og tilsyneladende stabile kapitalistiske lande i den nuværende periode. Det, som der især tiltalte Fortuyns vælgere, var, at han blev opfattet som værende anderledes end de andre politikere og som en, der udfordrede den politiske elite. Folk er utilfredse med tingenes tilstand, de gamle ansigter og den gamle politik, der ikke kan løse deres problemer. Der er en dyb følelse af urolighed og et ønske om radikal forandring. Det kan vise sig som et pludseligt sving til højre i dag, men i morgen vil det blive til et lige så pludseligt og skarpt sving til venstre.
Pim Fortuyn var ikke fascist, men en temmelig underlig, racistisk, højreorienteret demagog. Han var åbent bøsse og tidligere sociologiprofessor, han støttede legalisering af stoffer, prostitution, aktiv dødshjælp og homoægteskaber, han talte imod bureaukrati, Hollands åbne grænser over for resten af EU, og han ønskede at fjerne den første paragraf fra grundloven, som forbyder diskrimination. Bag den "liberale" maske gemte reaktionen sig. Hans modstand mod indvandring på det nuværende niveau og angreb på muslimsk kultur (som han kaldte "tilbagestående") placerede ham langt ude på højrefløjen, tæt på sådanne politikere som Jean-Marie Le Pen.
"Listen" er slet ikke et parti, men en hastigt improviseret samling af modstridende elementer. Den har ingen sammenhængende ideologi, men udtrykker bare småborgerskabets forvirrede stræben efter mirakuløse løsninger. Eftersom sådanne småborgerlige bevægelser kun kan trives, så længe de har konstant succes – sådan som Fortuyn kunne skabe via sin dygtige demagogi – er deres chancer for overlevelse ikke store.
"Indtil nu har LPF ikke været særlig stabil," sagde et af Listens nye parlamentsmedlemmer, Maxine Verhagen. "Folk skifter holdning, og der er folk, der forlader Listen". Disse ord karakteriserer på glimrende vis denne småborgerlige grupperings ustabile natur. Hvis den går i koalition med de kristelige demokrater, vil dens overlevelseschancer være endnu mindre. Nogle analytikere forudser, at koalitionen vil falde sammen inden for to år og føre til nyvalg. Det lille behagelige og blomstrende Holland er kommet med i den generelle ustabilitet, som nu er det væsentligste kendetegn ved det politiske liv i alle europæiske lande.
Reaktionære tendenser
Det, der er sket i Holland, kan ikke ses isoleret fra resten af Europa. Lad os ikke glemme Haiders sejr i Østrig.
Der er også voksende bonapartistiske tendenser*) inde i alle højreorienterede borgerlige partier: i de engelske Konservative, i Forza Italia, og selv i Republikanerne i USA, m.fl. Men det er ikke dette, der er den dominerende tendens for tiden. Styrkeforholdet mellem klasserne kan slet ikke sammenlignes med den situation, der var før anden verdenskrig, hvor der var en stor del af befolkningen i lande som Tyskland og Italien, der var bønder. Nu er arbejderklassen i stort flertal overalt. Det betyder, at en direkte bevægelse i retning af fascistisk eller bonapartistisk reaktion i de fremskredne kapitalistiske lande er udelukket – i hvert fald lige nu.
Men den hidtil usete udartning af Socialdemokratierne og de forhenværende stalinistiske partier skaber uundgåeligt skuffelser i masserne og forbereder dermed vejen for reaktionen. Det sås også under det nylige valg i Frankrig, hvor Le Pen vandt over den socialistiske kandidat og kom med i anden runde af præsidentvalget. Det førte øjeblikkeligt til en masse snak i pressen om, at nu var der fare for fascisme i Frankrig. Men Le Pen er ikke fascist – han er en reaktionær racist og en, der kan komme til at bane vejen for fascismen. Hvis han var blevet valgt, ville han have gjort ligesom Fini, lederen af det italienske ny-fascistiske parti Nationalalliancen, som er blevet til et "almindeligt" højreorienteret, borgerligt, konservativt parti. Det samme ville givetvis være blevet tilfældet med Pim Fortuyn, hvis han havde levet længe nok til at blive valgt.
Vi kæmper selvfølgelig altid imod reaktion og racisme. Men det er en alvorlig fejl at råbe gevalt og skrige op om fascisme, hver gang en eller anden reaktionær demagog får lidt flere stemmer. Sådan en opførsel kan få arbejderklassen til at miste orienteringen og faktisk afvæbne den, når tiden kommer for en virkelig kamp imod reaktionen.
For øjeblikket er de rigtige fascistiske organisationer alle steder blevet reduceret til små sekter med nogle få ivrige tilhængere. De griber måske af og til til terroristiske aktiviteter, men det viser bare deres afmagt og manglende evne til at få opbakning. Grunden til dette er indlysende. Den herskende klasse har ikke brug for disse elementer lige nu. Le Pens sejr i første valgrunde viste straks, hvordan situationen virkelig er: arbejdere og unge strømmede ud på gaderne i alle større byer, til stor bekymring i magtens korridorer.
Kapitalisterne har ikke brug for fascisterne lige nu. Deres provokationer ville risikere at gøre situationen endnu mere ustabil og fremprovokere en massiv reaktion fra arbejderklassens side, som det skete i Italien i 1960. Hvis fascisterne går for langt, vil den borgerlige stat skride ind over for dem, ligesom en mand, der bruger en kæp til at holde styr på sin blodtørstige vagthund. Men det betyder ikke, at der ikke er nogen fare for seriøs reaktion i fremtiden – tværtimod.
Så længe kapitalismen fortsætter, vil der uundgåeligt komme den ene rystelse og krise efter den anden: massearbejdsløshed, boligmangel, ruinering af små forretningsdrivende osv. Under sådanne forhold vil højrefløjen (ikke fascister, men også "respektable" demokratiske konservative) spille det racistiske kort for at splitte arbejderklassen og aflede massernes opmærksomhed fra de virkelige årsager til krisen. I tider med opsving byder arbejdsgiverne indvandrere velkommen for at bruge dem som billig arbejdskraft, men i krisetider vil de altid prøve at skyde skylden for arbejdsløshed og boligmangel på de selv samme indvandrere.
Den virkelige årsag til disse problemer er det kapitalistiske system selv. Arbejderklassen i Frankrig stemte massivt for forandring. De kiggede efter en løsning på deres problemer hos socialisterne og kommunisterne, men lederne af de to partier prøvede at basere sig på kapitalismen og "markedet". Som følge af dette lykkedes det dem at skuffe og demoralisere deres støtter i arbejderklassen. På den måde beredte de vejen for reaktionen.
Den sidste periode har været meget lig den periode, der var i Europa i 1920'erne. Efter at Socialdemokratierne havde forrådt revolutionerne i Frankrig, Tyskland og andre lande, tog de magten, men da de forblev på kapitalistisk grundlag, kunne de ikke løse arbejderklassens problemer. Det midlertidige opsving i USA (som meget ligende opsvinget i 90'erne) endte med det store krak i 1929. Fra den ene dag til den anden var der millioner af middelklassemennesker, der blev ruineret, og millioner af arbejdere blev fyret. I Tyskland nåede arbejdsløsheden op på fire millioner (nu – for første gang siden 30'erne – er den tyske arbejdsløshed oppe på samme niveau igen).
De reformistiske lederes politik i Tyskland, Østrig og Spanien i 30'erne førte direkte til fascismen. I England, hvor kapitalismen var stærkere og havde Imperiet at støtte sig til, behøvede den herskende klasse ikke at gå så langt (selvom de åbent udtrykte deres begejstring for Hitler, Mussolini og Franco til at begynde med, som et "bolværk mod kommunismen"). Alligevel førte de engelske Labour-lederes politik til nederlag for Labour og sejr for reaktionen i form af den "nationale regering".
Lederne for socialist- og kommunistpartierne sagde, at der var fare for fascisme (hvilket var korrekt), og at måden at bekæmpe det på var gennem en folkefront, dvs. enhed med den såkaldte "demokratiske" fløj af kapitalistklassen (hvilket ikke var korrekt). Alle steder endte arbejderledernes modvilje mod at gennemføre den socialistiske omdannelse af samfundet med de mest forfærdelige nederlag.
Det er en vigtig lære for Europas arbejdere. Den vigtigste måde at blokere bevægelsen i retning af reaktion på er ved at kæmpe for en ægte socialistisk politik. De socialdemokratiske og kommunistiske ledere må bryde med de borgerlige og forsvare arbejdernes, bøndernes og de små forretningsdrivendes interesser – ikke kun i ord, men i handling! Nationalisere bankerne og de store monopoler, sikre jobs og boliger, som folk har brug for, give billig kredit til små forretningsdrivende og bønder. Det er den eneste måde.
Kampen mod racisme og reaktion
Den eneste måde, man kan bekæmpe reaktionen på, er ved at forene arbejderklassen bag en virkelig socialistisk politik. Racismen er en dødbringende gift, som underminerer arbejderbevægelsens vigtigste våben – klasseenheden. Vi bekæmper racismen i alle dens former, både de åbne og de skjulte. Men racismen bliver ikke fjernet ved hjælp af sentimentale erklæringer eller moraliserende taler fra "progressive" borgerlige. Den kan kun fjernes ved at fjerne dens sociale rødder, dvs. arbejdsløshed, boligmangel, dårlige skoler, hospitaler og anden velfærd. På kapitalistisk grundlag er dette en aldeles utopisk tanke.
Kapitalismens krise skaber den slags forhold, hvor racistiske og reaktionære idéer kan vinde genklang i dele af befolkningen. Når arbejderbevægelsen ikke tilbyder et alternativ, kan folk, som ikke forstår de rigtige årsager til arbejdsløshed osv., blive overbevist af reaktionære demagoger om, at de skal lede efter en syndebuk. Efterhånden som krisen bliver dybere, kan dele af den "respektable" middelklasse blive helt ude af sig selv og lede efter en frelser på den ekstreme højrefløj. Elementer af dette kan allerede ses, om end endnu kun som et svagt og utydeligt omrids. Det, der er sket i Frankrig og Holland, er ikke det virkelige drama, men kun en simpel prøve. I fremtiden vil tingene blive meget mere alvorlige.
I de sidste 200 år har Europas arbejderklasse vedvarende kæmpet for demokratiske rettigheder. Og hele tiden har finansfyrsterne, kapitalisterne og jordejerne kæmpet imod ethvert demokratisk fremskridt. I det omfang der eksisterer demokrati i dag i lande som England, Frankrig og Holland, skyldes det arbejderklassen og arbejderbevægelsen, der har kæmpet imod de besiddende klassers modstand.
I det lange løb vil der komme splittelser i alle de borgerlige partier, og der vil opstå åbent bonapartistiske partier og en polarisering af samfundet til højre og venstre, hvilket vil bane vejen for alle mulige slags højreorienterede sammensværgelser som Gladio-sammensværgelsen i 1970'erne. Men på grund af arbejderklassen og dens organisationers styrke kan dette føre til en eksplosion i klassekampen og endda åben borgerkrig.
Den larmende propaganda om "faren for fascisme" i Europa er helt forkert. Kapitalistklassen i Europa har allerede brændt fingrene slemt på fascismen en gang, og de vil næppe overgive magten til fascistiske galninge som Hitler og Mussolini igen. Når tiden kommer, hvor den herskende klasse i England, Frankrig eller Holland beslutter, at demokratiet ikke længere er til gavn for dem, vil de bruge andre metoder, sandsynligvis ved at give magten til militæret. Fascistbanderne vil blive brugt til at myrde og terrorisere arbejderklassen, ligesom Patria y Libertad i Chile. Det vil sige, at de kan spille rollen som hjælpetropper for den bonapartistiske reaktion, men de vil ikke få lov til at tage magten.
Men kapitalisterne vil ikke ty til åben reaktion, før alle andre muligheder er udtømt. Længe før vi når det stadie, vil arbejderne have haft mange muligheder for at tage magten i det ene land efter det andet. Kun efter en hel række af nederlag for arbejderklassen vil der være seriøs fare for militærdiktatur.
Vi vil slås for at forsvare alle de demokratiske rettigheder, som arbejderklassen har tilkæmpet sig igennem generationers kamp. Vi vil forsvare ytringsfriheden, pressefriheden, forsamlingsfriheden. Frem for alt vil vi forsvare retten til at strejke og demonstrere, og retten til at danne og være medlem af fagforeninger. Vi går imod alle fagforeningsfjendtlige love og alle forsøg på at underlægge fagforeningerne staten.
Men vi er samtidig klar over, at demokratiet bare er en af de former, hvorigennem kapitalisterne udøver deres klasseherredømme. Under kapitalismen, selv i den frieste borgerlige republik, er demokratiet kun delvist og begrænset, og det er mere formelt end reelt for 99% af samfundet. I et borgerligt demokrati kan alle sige mere eller mindre hvad de vil, så længe det er de store banker og monopoler, der bestemmer, hvad der skal ske. Det er bare en måde at udtrykke storfinansens diktatur på.
Mens vi slås for at forsvare demokratiske rettigheder og bruger alle muligheder for at forsvare arbejderklassens sag og ændre samfundet, inklusiv deltagelse i valg, så forstår vi også, at den herskende klasse aldrig har opgivet sin magt og sine privilegier uden kamp.
Den herskende klasse støtter ikke demokratiet af sentimentale årsager, men fordi det sædvanligvis er den mest økonomiske måde at drive samfundet på, samtidig med at det får folk til at tro, at de har noget at skulle have sagt. I sidste ende vil de, når de ser, at deres fundamentale interesser er truet, ikke tøve med at ty til åben reaktion og skrotte demokratiet.
Bevægelsen mod den socialistiske omdannelse af samfundet vil ikke ske i en lige linje. Der vil uundgåeligt komme op- og nedture. Perioder med fremgang vil blive fulgt af perioder med træthed, stilstand, nederlag, og endda af perioder med reaktion. Der vil komme voldsomme sving til venstre og højre. Men enhver bevægelse mod reaktion vil kun bane vejen for endnu større sving til venstre. På nuværende tidspunkt er der ingen fare for fascisme eller militærdiktatur i nogen af de fremskredne kapitalistiske lande. Men det kan ændre sig i den kommende periode. Når det kommer til stykket er valget ikke mellem "demokrati eller diktatur", men mellem kapitalens diktatur eller arbejderdemokrati.
- Ned med fascisme og racisme!
- Bekæmp reaktionen med arbejderklassens metoder!
- Mobiliser arbejderklassens organisationer i kampen mod racismen!
- Fulde politiske og sociale rettigheder for indvandrere!
- Arbejdere i alle lande, foren jer!
*) Tendenser, der peger i retning af et militærdiktatur.
