her og
her.
Generalstrejken i Spanien den 20. juni blev en bragende succes. Strejken blev fulgt af mere end 90% af industriarbejderne, og den dækkede hele landet i alle dele af industrien: transport og telekommunikation, bilindustri, metalindustri, skibsværfter og havne, kemisk industri, byggeri osv. Uddannelsessektoren var lammet, så vel som sundhedsområdet. De fleste offentligt ansatte på nationalt, regionalt og lokalt plan deltog også i strejken. På landet gik tusinder af jornaleros (daglejere) enstemmigt med i strejken, og byerne i Extremadura og Andalusien var totalt lammede. I de store byer havde strejken massivt omfang – de vigtigste industriområder var helt lukket ned, trafikken på vejene lå på et minimum, og aviskioskerne var lukkede.
Generalstrejken i Spanien - og generalstrejkerne i Italien og Grækenland for nylig – gør én gang for alle op med de teorier, der har været så populære i de sidste par år, og som siger, at arbejderklassen ikke længere spiller den samme rolle i samfundet, at arbejderne pga. udbredelsen af deltids og midlertidigt arbejde er blevet splittede, at det er umuligt at organisere de nye dele af klassen, og at man for at ændre samfundet må lede efter nogle andre, der kan gøre det.
Det, vi har set i Spanien og Italien, er, at når de organiserede dele af arbejderklassen begynder at bevæge sig, virker de som en kraftig magnet på de dele, der endnu ikke er blevet organiseret. Et slående træk ved massemobiliseringen i Spanien var deltagelsen af unge og uorganiserede lag. Når arbejderne bevæger sig på afgørende vis, trækker de alle andre dele af samfundet efter sig (med undtagelse af kapitalisterne, naturligvis). En lille anekdote illustrerer dette. De professionelle cykelryttere, som deltog i Tour de Catalonia, stemte på et massemøde med stort flertal for at gå med i strejken den 20. juni og nægtede at cykle i Spanien (de kørte kun i den del af løbet, der ligger i Andorra, og selv der konkurrerede de ikke, men kørte snarere sammen).
Den spanske generalstrejke kommer oven på den græske generalstrejke i tirsdags, og den finder sted samtidig med den landsdækkende aktionsdag i Portugal og de regionale strejker i Italien.
I løbet af dagen organiserede højre-regeringen under Partido Popular (Folkepartiet) en massiv mediekampagne, der skulle minimere strejkens virkning og vise, at den var en fiasko. Det, som alle regeringens talsmænd sagde – Pio Cabanillas, Rato, Rajoy og Aznar selv – var en benægtelse af det, der skete for øjnene af dem: at strejken havde massiv opbakning! Det var rørende at se Pio Cabanillas påstå, at kun 6% af arbejdsstyrken deltog i strejken. Regeringen gjorde alt, hvad de kunne, for at besejre strejken: der har aldrig før været så massivt et opbud af sikkerhedsstyrker imod retten til at strejke. De "voldelige blokader", som regeringen har talt om i sin propaganda, var i virkeligheden sikkerhedsstyrker, der lavede blokader imod arbejderne til fordel for arbejdsgiverne. Den brutale undertrykkelse af tusinder af arbejdere og unge, politiblokaden imod UGT's centrale hovedkvarter i Madrid og politiangrebene imod adskillige arbejdere, der var tilstede der, arrestationen af næsten 100 fagligt aktive over hele landet – alt dette viser den nuværende regerings reaktionære karakter. Men på trods af alle regeringens bestræbelser havde strejken massiv opbakning.
Mediernes rolle
Regeringen havde støtte til sin provokerende holdning fra massemediernes ejere og bestyrelser - de medier, der gemmer sig bag "upartiskhedens" figenblad, men tjener kapitalisternes og deres politiske repræsentanters interesser. Den information, som tv-kanalerne – især Antena3 og det statsejede RTVE – gav, var skandaløs i sin partiskhed. Det må være svært at lyve så meget og med så meget arrogance og skamløshed! Hvad angår aviser, så forhindrede arbejdernes beslutning om at gå med i strejken aviser som El Mundo, ABC, La Razón og El País i at blive udgivet. De fik hjælp af avisbudene, der sørgede for, at der ikke blev bragt nogen aviser ud til kioskerne i de store byer som Madrid.
Det er nu klart, at disse aviser, som af og til vover at angribe regeringen for mindre sager, alle står sammen imod den fælles fjende, når det gælder om at forsvare den herskende klasses fundamentale interesser. Et eksempel på dette er Pedro J Ramirez, der er redaktør på El Mundo og forkæmper for det frie initiativ – han har været en af de argeste modstandere af strejken og brugte uropolitiets vogne til at distribuere sin avis. Men det nyttede ikke noget, for avisbudene forhindrede dem i at nå frem til deres mål. Det samme var tilfældet med den "liberale" El País, som også prøvede at bryde strejken, som avisens egne arbejdere deltog i, ved at bruge skruebrækker-trykkere i Valencia og så sende tusindvis af aviser derfra til hovedstaden i vogne. Men ingen af dem nåede frem. I praksis fik regeringens og mediernes trodsige og arrogante holdning den modsatte virkning og opildnede folk til at gå med til demonstrationerne.
Strejkens succes kan også aflæses på deltagelsen i demonstrationerne. Massedeltagelsen er det bedste bevis på, at millioner af arbejdere er villige til at kæmpe til enden imod højre-regeringens angreb. Mange steder var demonstrationerne de største i 20 år, nogle steder var de endda større end under den kæmpe generalstrejke den 14. december 1988. I Madrid var der mere end en halv million, og det samme antal i Barcelona. I Vigo var der mere end 150.000, i Sevilla mere end 100.000, i Oviedo også mere end 100.000, i Granada 50.000, i Málaga mere end 20.000, og så videre i alle byer over hele landet, med i alt mere end 3 millioner deltagere.
I demonstrationerne var der en tydelig kampivrig stemning – der var selvsikkerhed og glæde. Denne stemning stammer fra strejkens styrke og også fra den vrede og frustration, der er blevet ophobet gennem flere år imod højre-regeringen. Denne strejke og den utrolige deltagelse i demonstrationerne illustrerer tydeligt, hvad marxisterne har snakket om i mange år: arbejderklassens enorme styrke, dens centrale rolle i mobiliseringen imod kapitalen og behovet for at stoppe den klassesamarbejdspolitik, som lederne af fagforbundene CCOO og UGT har ført.
Generalstrejken den 20. juni markerer et vendepunkt i den politiske situation. Den understreger, at fagtoppens politik med at af-mobilisere arbejderklassen har spillet fallit og kun har betydet forringelse efter forringelse og kæmpeprofitter for kapitalisterne. Denne strejke må blive starten på en seriøs kamp baseret på arbejderklassens styrke og dens entusiastiske vilje til at kæmpe.
Lederne af CCOO og UGT har et enormt ansvar. Hvis PP-regeringen ikke trækker i land nu og tager dekretet om reform af arbejdsløshedsunderstøttelsen tilbage, er det de faglige lederes pligt at forberede en endnu stærkere bevægelse: en større og bredere strejke imod PP's økonomiske politik, med perspektiv på at vælte denne regering, som kun tjener arbejdsgivernes og de multinationale firmaers interesser. Det er nødvendigt at organisere brede kampagner for massemøder på alle fabrikker, skoler og i boligområderne over hele landet for at lære af den 20. juni og forberede det næste stadie i bevægelsen.
Hidtil har fagledelsens svaghed fremprovokeret en mere beslutsom holdning fra regeringens side, og de har angrebet på alle fronter: uddannelse, sundhed, demokratiske rettigheder, indvandring osv. Nu er det på tide, at vi udviser den samme beslutsomhed og ikke accepterer flere forringelser.
Arbejdere, fagligt aktive og unge organiseret i den marxistiske strømning El Militante har været i front i kampen imod Folkepartiet, de har deltaget i de studerendes og studenterfagforeningens kamp imod forringelserne i de nye love for uddannelsesområdet, i mange arbejdskampe og nu i generalstrejken. Vi appellerer til, at dette arbejde fortsættes, startende med fuld deltagelse i arbejdernes fagforeninger med henblik på at omdanne dem til ægte kamporganisationer for arbejderklassen og styrke den marxistiske tendens inde i dem.
Samtidig må vi understrege, at kampen for vores rettigheder, imod regeringens dekreter, imod udbredelsen af deltid og midlertidige kontrakter, for den offentlige uddannelse og sundhedssystemet, for de demokratiske rettigheder – alt sammen er del af kampen for at omdanne samfundet, for at sætte en stopper for det nuværende rådne og barbariske system og bygge et nyt samfund baseret på fælles eje af produktionsmidlerne og arbejderdemokrati: et socialistisk samfund.
- Øjeblikkelig tilbagetrækning af dekretet!
- Arbejdsløshedsunderstøttelse til alle arbejdsløse!
- Løslad alle de arresterede fagligt aktive uden retsforfølgelse!
- Kampen må fortsætte – gør klar til en ny generalstrejke!
- Gå med marxisterne i kamp for at ændre fagforeningerne og kæmpe for socialisme!
Regeringen brugte politistyrker i et desperat forsøg på at forhindre, at strejken blev en succes. Adskillige fagligt aktive blev arresteret over hele Spanien. Særlig brutalt var politiet i Leganés syd for Madrid, hvor en politibetjent truede en gruppe fagforeningsfolk med en pistol. Som følge af spændingen og volden, som regeringen fremprovokerede der, døde en politiagent af et hjertetilfælde. Den lokale afdeling af CCOO (et af fagforbundene) i Leganés er kede af dette, men lægger al ansvaret på regeringens side pga. deres provokative opførsel. Kammeraterne beder om øjeblikkelig løsladelse af alle de arresterede faglige aktivister i Leganés og over hele Spanien uden yderligere retsforfølgelse.
