- Nu er valget overstået, vi har slået de borgerlige.

Moderaterne er gået kraftigt tilbage – deres opbakning er faldet med 7,5% til knap 15% af stemmerne. Dette skyldes hovedsageligt Moderaternes nyliberale indstilling og deres tydelige position som repræsentanter for den rige del af samfundet. Højrepolitik har ikke opbakning i de brede befolkningslag. Almindelige mennesker kunne godt forstå, at Moderaternes hovedløse politik med 130 millioner i skattelettelser som højeste prioritet ville føre til forringelser af velfærden. Da Moderaterne desuden fulgte deres ideologiske strategi og angreb arbejderklassen med krav om forringelser af arbejderes rettigheder og en ekstra karensdag, fik folk for meget af det. Velfærdsstaten har enorm opbakning, også blandt Moderaternes medlemmer og vælgere.

Når Moderaterne med deres hårde markedsfundamentalistiske profil ikke længere fremstod som et alternativ, så tog Folkepartiet straks deres plads og fik stor støtte i pressen. Folkepartiet har fremstillet sig som et parti, der vil have offentligt finansierede skoler, sygepleje og ældreomsorg. Og, "Jo, det kommer til at koste noget". Man har nedtonet privatiseringsiveren og sagt, at man ville hæve dag-, syge- og børnepengene. Det var den væsentligste grund til den store fremgang for Folkepartiet.

Folkepartiets krav bunder i klassepolitik

I virkeligheden er der en afgrund til forskel på, hvordan Folkepartiet, som er storkapitalens parti, og så arbejderbevægelsen, vil have, at plejen, skolerne og omsorgen skal fungere. Arbejderbevægelsen vil have, at det skal være et område, der er fredet fra profitjagt, og som kan give folk alle de bedste forudsætninger for at udvikles og klare sig i livet. Folkepartiet ser derimod plejen, skolerne og omsorgen som en måde at give arbejdsgiverne frisk, uddannet og frem for alt lydig arbejdskraft. Derfor stiller de "krav". Så lærer man at følge ordrer. Folkepartiet stiller krav til elever, til elevernes forældre, krav til dagpengemodtagere, krav til arbejdsløse….og naturligvis krav til indvandrere. Indvandrere skal have et arbejde, før de kan kommer hertil; de skal smides ud, hvis de mister deres job; de skal kunne godt svensk, inden de får lov at blive her permanent. Disse krav bunder i gammel, borgerlig klassepolitik. Det er krav, der stiller arbejderne op imod hinanden, og hvis formål er at presse lønningerne.

Folkepartiets krav adskiller sig fra de racistiske partiers krav. Disse partier vil slet ikke have nogen indvandrere og vil allerhelst sende dem, der allerede er her, "hjem". Men Folkepartiets krav til indvandrere blev ikke fremstillet som borgerlig klassepolitik, hverken af medierne eller den socialdemokratiske ledelse, men snarere som racistiske. Derfor var der givetvis også en del reaktionære racistiske grupper, som stemte på Folkepartiet. I det store hele spillede indvandrerspørgsmålet dog en underordnet rolle i valget (i modsætning til i medierne). I svensk TV's store undersøgelse havnede indvandrerspørgsmålet på en tolvte plads (ud af femten) over hvilke spørgsmål, der afgjorde, hvilket parti folk stemte på.

Venstreorienteret tone til at begynde med

Den 16. november 2000 sagde Göran Persson: "Jeg ser frem til valgkampen i 2002. Så stiller vi det socialdemokratiske "folkhem" op imod Moderaterne. Jeg tror, vi kommer til at se en folkelig opstand imod Moderaternes privatiseringshysteri!" Denne tone prægede valgkampen i begyndelsen.

Valgkampen startede med et godt samarbejde mellem Socialdemokratiet og LO i kampagnen "Stolt, men ikke tilfreds". Partiledelsen lovede reformer, nu skulle det være slut med nedskæringer og hårde tider. I denne periode steg Socialdemokraternes stemmeandel i meningsmålingerne til omkring 45%! Løfterne om nye reformer blev givet på grund af den opposition, som var vokset frem i arbejderbevægelsen, især i faglige kredse, imod privatiseringer og højredrejning. Denne slags opposition har der ikke været i andre europæiske arbejderpartier endnu, eftersom de stort set står tomme. Ud på vinteren og i foråret frem til og med første maj blev arbejderbevægelsen mobiliseret i det, der er blevet kaldt "lille valgkamp" (altså før valgkampen rigtig går i gang).

Lav profil efter sommeren

Men efter sommeren var det anderledes. Efter en periode med lav aktivitet begyndte Göran Persson at føre noget, der mest lignede en præsidentkampagne. Alt handlede lige pludseligt om Göran, og ikke om partiet. Når han nu, sjældnere og sjældnere, talte om reformer, gjorde han det hele tiden med en tilføjelse: "Hvis økonomien tillader det…"

Persson var givetvis bange for at skabe for store forventninger, pga. den forværrede økonomi, og dermed var han også ubevidst bange for en stor valgsejr. Desuden begyndte han at tale om samarbejde med midterpartierne. I en undersøgelse, der kom frem i LO's blad, viste det sig, at der stort set ikke var nogen opbakning til sådan en løsning. LO-medlemmerne blev spurgt, hvilken regering de helst ville have:

52% svarede en socialdemokratisk regering med støtte fra Venstrepartiet [mindre parti "til venstre" for Socialdemokratiet].

19% ville have Socialdemokratiet og Vestrepartiet i koalition.

17% sagde en socialdemokratisk regering med støtte fra Venstrepartiet og Miljøpartiet.

12% ville have et "andet alternativ", hvilket fordelte sig imellem dem, der ville have en koalition bestående af Socialdemokratiet, Venstrepartiet og Miljøpartiet, og dem, der ville have samarbejde med et eller flere af midterpartierne.

I foråret lovede man fra partihovedkvarteret, at der skulle kæmpes om Stockholm, som har været styret af Moderaterne. Men det skete ikke. Annika Billström og andre i partiledelsen i Stockholm ville ikke have nationalt fokus på Stockholm eller en valgkampagne, der ville binde dem til en fast politisk kurs, mod privatiseringer og for en bedre kommunal service. Hele denne drejning mod højre kom hurtigt til udtryk i meningsmålingerne. Folk kunne ikke længere se forskel på Socialdemokratiet og den borgerlige blok, og partiets stemmeandel faldt kraftigt. Det så ud til, at partiet ville tabe valget.

Skridt til venstre i den sidste uge

I valgkampens sidste uge blev partiledelsen derfor tvunget til at tage et skridt til venstre i deres retorik. Nu begyndte dem, som før havde sagt, at de ville stemme på Venstrepartiet i protest, at kunne "genkende" Socialdemokratiet igen og vende tilbage.

Partiledelsen lagde også afstand til midtersamarbejdet, og forskellen mellem højre- og venstreblokken blev noget tydeligere. Man begyndte at snakke om centrale ideologiske spørgsmål som velfærd inden for det offentlige, man talte om arbejderes rettigheder, man udtalte noget, der lød som et nej til privatiseringer af offentlige foretagender, osv. Man forsøgte også at fremhæve den stærke forbindelse til LO. Den polarisering mellem Socialdemokratiet og de borgerlige, som blev følgen af dette, er en stor del af grunden til de stemmetal, der kom, og som næsten er tilbage på et historisk normalt niveau, 40%!

Polariseringen viste, at der fandtes et alternativ i svensk politik, det drejede sig ikke om borgerlige eller søde borgerlige. Det handlede om en politik for de rige eller en politik for almindelige mennesker. Polariseringen var absolut nødvendig for Socialdemokratiets sejr.

Nej til samarbejde med Centerpartiet og Folkepartiet!

På trods af den skærpede retorik virkede det ikke som om, at Göran Persson var så glad, da det en overgang så ud til, at partiet ville få flertal sammen med Venstrepartiet. I stedet begyndte han at tale om bredt samarbejde, at det ikke var godt, hvis man lagde sig fast på et fast flertal osv. Var Göran bange for den dårlige økonomi, og ville han holde døren åben for samarbejde med midterpartierne?

En venstrevind blæser i Sverige. Valget var frem for alt en mistillidserklæring til højrefløjens hovedløse politik. Vi hører ikke længere Centerpartiet eller Folkepartiet omtale sig selv som midterpartier – nu er de begyndt at kalde sig for det "borgerlige venstre"! Selvfølgelig kun af taktiske årsager, men det er alligevel sigende om hele situationen.

At Venstrepartiet tabte en tredjedel af sine vælgere, skyldtes, at det blev opfattet sådan, at det stod for den samme politik som Socialdemokratiet. Og hvorfor stemme på kopien, når man kan få originalen? Mange af de LO-medlemmer og unge, der havde sagt, at de ville stemme på Venstrepartiet i protest, vendte tilbage til Socialdemokratiet.

Desuden var der mange tidligere venstrevælgere, der stemte på forskellige protestpartier. F.eks. ville Norrbottenspartiets stemmer i riksdagsvalget have været nok til at give Venstrepartiet et mandat til, hvilket ville have betydet, at Socialdemokratiet kunne danne regering uden støtte fra Miljøpartiet. Det ville have været et meget bedre udgangspunkt for f.eks. forbedringer af arbejderes rettigheder.

Den socialdemokratiske ledelses ansvar

Der er nu store forventninger til Socialdemokratiets politik. Hvis ikke den socialdemokratiske ledelse begynder at føre en rigtig arbejderpolitik, så vil det få konsekvenser. Politikerleden vil vokse, den interne opposition i partiet vil stige ligesom i 1994-97, men på et højere niveau. Og vi vil se flere protestpartier på lokalt niveau (som f.eks. Norrbottenspartiet, Sygeplejepartiet og Nykvarnspartiet).

Det yderste højre gik også frem i mange kommuner – hvis den socialdemokratiske ledelse fører højrepolitik, vil vi efter næste valg risikere at få højrepopulister i riksdagen! Protestpartierne og højrepopulisternes eksistens tyder på, at der findes et lag af frustrerede mennesker, hvis problemer arbejderbevægelsen ikke har formået at forklare eller komme med en løsning på.

En radikal venstrepolitik ville motivere de 21,1% af de stemmeberettigede, der ikke deltog i valget, til at rejse sig fra sofaen og gå ned og stemme for socialismen. Lav valgdeltagelse (kun 78,9% denne gang) er altid til skade for arbejderpartierne. Vi skal ikke bilde os ind, at de borgerlige vælgere bliver hjemme! I Lidingö steg valgdeltagelsen med 1% til 84%, og i Botkyrka faldt den med 1,8% til 73%. Går man endnu mere ned i detaljen, bliver forskellen endnu tydeligere. Södra Botkyrka, som er et villaområde, havde 79,1% valgdeltagelse (-0,8%) og 46,6% stemmer på Socialdemokratiet og Venstrepartiet. Norra Botkyrka derimod havde 65,5% valgdeltagelse (-2,8%) og 63,7% stemmer på Socialdemokratiet og Venstrepartiet.

Indvandrere og unge i fattige boligområder stemmer som oftest til venstre. Svensk TV's undersøgelse viser, at 30% af førstegangsvælgerne stemte på Socialdemokratiet (og 18% på Venstrepartiet og 10% på Miljøpartiet), og 50% af indvandrerne stemte på Socialdemokratiet. Disse grupper er også dem, der oftest lader være med at stemme, hvilket arbejderbevægelsen taber på.

At Socialdemokratiet burde føre arbejderpolitik, bliver klart, når man ser, hvordan arbejderklassen stemte den 15. september. 59,4% af LO's medlemmer stemte på Socialdemokratiet, og 39% af TCO-medlemmerne. Det er et indiskutabelt faktum, at Socialdemokratiet stadig har opbakning i arbejderklassen.

Men partiledelsen er meget langt væk fra den virkelighed, som en buschauffør eller en sygeplejerske eller en fabriksarbejder lever i. Derfor kan vi godt regne med, at partiet ikke vil komme til at føre en radikal arbejderpolitik af sig selv. Nu må vi presse ledelsen til at holde valgløfterne. Den socialdemokratiske ledelse vil komme til at føre nye nedskæringspakker frem, i takt med at den økonomiske krise bliver dybere. Göran Persson har sagt mange gange, at han aldrig vil acceptere underskud på statens finanser igen. Vi må være klar til dette, og presse partiet til venstre gennem kamp på vores arbejdspladser, i skolerne, på gader og stræder og også internt i arbejderbevægelsen. Det er nu, kampen begynder.