Se billeder fra demonstrationen her.

"Velkommen til alle passagerer, især dem, der var med i demonstrationen mod krigen i går!" Sådan sagde togføreren over højtaleren i toget på vej hjem fra fire dage ved European Social Forum (ESF) i Firenze. Han afspejlede den nye kampklare stemning, som har påvirket millioner af almindelige arbejdere og unge i hele Italien i det sidste års tid.

Deltagelsen i demonstrationen lørdag den 9. november oversteg alle forventninger, både arrangørernes og regeringens. Regeringen havde ført en decideret terrorkampagne mod European Social Forum (ESF) i de sidste par uger, og de talte om faren for et "nyt Genova". Men virkningen blev lige den modsatte af, hvad de håbede. Mange mennesker tog til Firenze netop for at protestere mod Berlusconis reaktionære udtalelser.

Så i lørdags begyndte hundrede tusinder af arbejdere, studenter og pensionister fra tidligt om morgenen at fylde gader og stræder i Firenze. Massernes tillid til deres egen styrke kunne aflæses i de kampråb, der blev råbt. Det blev klart understreget, at kravet var væk med Berlusconi og et stop for USA's imperialistiske krige. Vigtigst af alt var følelsen af glæde. Følelsen var, at "denne gang kan vi vinde". Det var meget anderledes end stemningen ved demonstrationerne i 1990'erne (selv når de omfattede rigtig mange mennesker), hvor man mere bare gjorde opmærksom på, at man var utilfreds.

Som vi så ved demonstrationen den 23. marts i Rom, blev denne demonstrations succes også sikret ved fagforbundet CGIL's rolle som organisatør. CGIL er det største italienske fagforbund. Det er ikke et tilfælde, at de borgerlige aviser dagen efter demonstrationen skrev, at den virkelige vinder var Cofferati, tidligere generalsekretær i CGIL, der nu venter på at overtage ledelsen af Oliventræskoalitionen, som nu er mere splittet end nogensinde. Cofferati blev vel modtaget under hele demonstrationen.

Selv ved denne lejlighed var den interne splittelse i DS tydelig for enhver (DS er det Demokratiske Venstre, det største arbejderparti, tidligere PDS). Partisekretæren og formanden, Fassino og D'Alema, havde besluttet, at det var bedst for dem at blive hjemme, for ikke at tale om "lederen" af Oliventræet, Rutelli. Men selvom nogle af lederne af DS blev væk fra Firenze, mødte de almindelige medlemmer talstærkt frem, og partiets ungdomsorganisation Sinistra Giovanile organiserede en meget militant blok i demonstrationen.

Efterhånden som klassekampen uundgåeligt udvikler sig og vokser i den næste periode, vil splittelsen i DS blive dybere og dybere, og på et vist tidspunkt vil de få klassekarakter (se også vores tidligere artikler om Italien).

Os fra Falce Martello organiserede vores egen afdeling i demonstrationen, sammen med CSP (komitéer til forsvar for det offentlige uddannelsessystem) og andre universitetskomitéer, og vi samlede omkring 350 mennesker omkring vores banner. Vores slogans om klassekamp imod den imperialistiske krig og behovet for nationalisering under arbejderkontrol blev også taget op af andre folk i demonstrationen. Mindst 500 eksemplarer af Falce Martello blev solgt.

Den store interesse for marxismens idéer kunne også ses i den store succes, som vores bod på European Social Forum havde. Vi blev fuldstændig overrumplet af det store antal mennesker, der kom op til boden på ESF. Vi solgte materiale for mere end 700 euro. Vores bod var den eneste, der solgte Marx', Lenins og Trotskijs skrifter, på trods af at alle mulige slags venstreorienterede grupper var tilstede. Denne kendsgerning viser, hvor disse "revolutionære marxistiske partier" er havnet henne, når de ikke synes, det er vigtigt at forsyne arbejdere og unge med marxismens idéer. Mange mennesker fra hele Europa kom hen til boden og sagde, at de regelmæssigt følger vores internationale internetside In Defence of Marxism. Vi oplevede en stor lyst til at diskutere og en tørst efter revolutionære idéer, som vi ikke har set magen til i de sidste 20 år.

Dette afspejlede sig også klart i deltagelsen i debatterne under ESF. I de store debatter med f.eks. Bertinotti (generalsekretær for PRC – Rifondazione Communista) og andre var der mere end 5.000 mennesker med. Salene var propfulde, allerede en time før debatterne skulle starte!

Arbejdere og unge fra hele Europa så ESF som en lejlighed til at diskutere og lede efter de bedste idéer til at slås mod angrebene på uddannelse, velfærd og lønninger. Og mere generelt set så mange det som et sted, hvor man kunne finde en løsning på kapitalismens fallit. Mere end 50.000 deltog i ESF i løbet af de 4 dage, og det mest slående var, at flertallet af deltagerne var helt åbne over for revolutionære idéer.

Nu er arbejderne i aktion i de fleste europæiske lande, og det, der så umuligt ud i går, er i dag blevet virkelighed. Der var ingen, der argumenterede imod sloganet om "Ned med Berlusconi!" eller kravet om nationalisering af Fiat.

Samtidig var det helt klart, at deltagernes revolutionære holdninger gik imod ESF-ledernes reformistiske idéer! Ifølge disse "ledere" er "et andet Europa muligt" under kapitalismen – når økonomien er i nedgang! Når masserne vil gøre noget for at stoppe krigen, tror ESF, at det er muligt at "påvirke de europæiske regeringer – hvoraf mange er imod denne krig", og de udsender en appel "til alle statslederne i Europa, om at de skal stå åbent frem imod krigen, med eller uden FN-tilladelse, og bede George Bush om at droppe krigsplanerne".

Så ifølge dem er målet med massebevægelsen bare at lægge "pres" på regeringerne! De selv samme regeringer, som skulle være "imod krigen", førte for kun et års tid siden krig i Afghanistan og har deres "fredelige" hære udstationeret i mange lande i verden! Denne indstilling, som ikke vil basere sig på klassekampen, afvæbner totalt antikrigsbevægelsen.

Ligesom i Porto Alegre lykkedes det igen for de reformistiske ledere at føre bevægelsens officielle linje i retning af såkaldte "ansvarlige" idéer. Kampen mod denne "højredrejning" blev ledet af de såkaldte "Disobbedienti". Det er en alliance mellem de "autonome", ungkommunisterne og Coba'erne (små udsplitninger fra fagforeningerne, som opstod i 1990'erne i Italien). Men det lykkedes slet ikke. Den metode, de brugte i denne kamp, var helt gal: sekterisme over for de store fagforeninger og de reformistiske organisationer kombineret med "direkte aktion". Arbejderbevægelsen har ikke tid til den slags "symbolske aktioner". Det forklarer, hvorfor "Disobbedienti" og Coba'erne nu er i dyb krise.

Nu hvor kapitalismens krise fortsætter, og klassekampen stiger, bliver alle de reformistiske idéer stillet på prøve. Det er marxisternes opgave med de korrekte metoder og taktikker at udfordre ledelsen for massebevægelsen og afsløre de reformistiske lederes fejlslagne idéer. Marxisternes deltagelse på ESF var et beskedent, men vigtigt skridt i den retning.