Den 29. oktober gik mere end en halv million elever og arbejdere i uddannelsessektoren på gaden for at vise deres modstand mod de nedskæringer på uddannelserne, som den spanske højreregering vil gennemføre. Det var ikke første gang, at eleverne af elevorganisationen Sindicato de Estudiantes blev kaldt ud i strejke mod den fejlbenævnte "kvalitetslov".
Allerede før det endelige udkast til reformer lå klar, foreslog elevorganisationen en kampplan til lederne af lærernes fagforeninger i forbundene CCOO og UGT, fordi man godt var klar over, at regeringens mål var at privatisere uddannelserne og udelukke elever fra arbejderklassefamilier. Desværre blev vores forslag afvist dengang, og vi måtte gå på gaden alene. Lederne af lærernes fagforeninger troede ikke, at det var muligt at mobilisere mod nedskæringerne, eftersom det endelige udkast ikke var klar endnu.
For et år siden besluttede regeringen at dele nedskæringsplanerne op i tre forskellige love, en for hvert uddannelsesniveau. Først var det universiteterne, der blev ramt. Vi så de største demonstrationer siden 80'erne blandt universitetsstuderende. Sindicato de Estudiantes forklarede, at man måtte undgå at falde i regeringens fælde i form af opsplitning i stedet for samlet kamp. Men de faglige ledere mente ikke, at det var det rigtige tidspunkt til at kalde til generalstrejke for hele uddannelsessektoren. Til sidst blev forringelserne på universiteterne gennemført på trods af massiv modstand fra studerende og undervisere. Den næste lov, som rammer de tekniske uddannelser, blev forhandlet direkte med fagforeningslederne.
Den tredje lov, den såkaldte "kvalitetslov", rammer resten af uddannelsessektoren, førskoleområdet, folkeskolen og de gymnasiale uddannelser. Regeringen troede, at det ville blive let for dem at gennemføre loven, efter at bevægelsen mod universitetsloven havde lidt nederlag. Men der var sket meget siden da. Der var blevet ophobet vrede, og samtidig havde regeringen mere og mere afsløret sig som en åbenlyst højreorienteret regering. I mellemtiden havde der også været den store generalstrejke den 20. juni (se artiklen), og en forværret økonomisk situation, hvilket begge dele hjalp med til at hæve arbejdernes og de unges forståelse og begrænsede mulighederne for, at de faglige ledere kunne indgå aftaler med regeringen.
Denne situation førte til elevernes og lærernes fælles strejke den 29. oktober (se artiklen). Det var en stor succes med massedemonstrationer. Men det var ikke nok. Regeringen løb en stor risiko. Generalstrejken den 20. juni havde tvunget dem til at trække lidt i land på nogle punkter, og en ny tilbagetrækning ville have været fatalt for dem. CCOO's og UGT's ledere foreslog under pres fra deres egne medlemmer en national march til Madrid lørdag den 23. november. Elevorganisationen støttede helhjertet dette initiativ, men vi sagde også, at der var brug for en strejke til, som vi foreslog til den 21. november, også som en måde at forberede den store demonstration den 23. De faglige ledere afslog dette forslag, og vi måtte kalde til strejke alene. Alt var imod os: medierne sagde ikke et ord om, at der var kaldt til strejke, de prøvede at knytte elevorganisationen sammen med ETA, og de reaktionære rektorer på mange skoler blev brugt til at skræmme eleverne.
Ikke desto mindre deltog mere end 70.000 elever i demonstrationer, og et flertal af eleverne i landet deltog i strejken. Havde der været enhed med andre dele af uddannelsessystemet (lærere og forældre), ville der have været lige så stor deltagelse som den 29. oktober. Mange i bevægelsen forstod, at det var, som elevorganisationen havde forklaret: at den eneste vej til sejr er gennem landsdækkende massemobiliseringer, i fælles kamp med lærerne og forældrene. Selvom denne enhed ikke var kommet i stand, viste mange elever deres vilje til at kæmpe den 21. november. Dette er et vigtigt fremskridt, som ikke ville have været muligt for to år siden. Hele bevægelsen forstår nu klart, hvad den nuværende regering er for en størrelse, og hvilke interesser den forsvarer. Den meget militante stemning ved demonstrationerne den 21. november er bevis på det.
Hvorfor ville fagforeningslederne ikke køre videre med mobiliseringen? Allerede den 29. oktober regnede de ikke med, at lærerne ville deltage i strejken. Men virkeligheden blev en anden – på trods af at de ikke lagde alle de nødvendige ressourcer i at mobilisere til strejken. På de fleste skoler var der ingen massemøder for lærerne for at forklare baggrunden for kampen, og i det hele taget manglede de faglige ledere et udarbejdet alternativ til regeringens planer. UGT, som har mange medlemmer på skoler i den private sektor, havde for eksempel ikke nogen klare argumenter mod "kvalitetsloven". Hovedformålet med denne lov er privatisering af uddannelserne. Ud fra deres snævre synspunkt kunne de ikke forklare dette klart af frygt for at støde deres medlemmer i den private sektor. De skulle være stået frem med et krav om indlemmelse af de private skoler i den offentlige sektor. Den nationale demonstration den 23. november var en afspejling af alt dette.
Dagen startede med et nyt eksempel på højreregeringens undertrykkende karakter, da de erklærede den planlagte demonstration for ulovlig. De brugte de problemer, det ville skabe for transporten, som undskyldning, og har derved lagt en meget farlig linje med at fjerne fundamentale rettigheder, som arbejderklassen har erobret. Elevorganisationen foreslog, at man skulle kæmpe imod forbudet, at vi skulle gennemføre demonstrationen alligevel, og at Socialistpartiets og det Forenede Venstres parlamentsmedlemmer skulle gå i spidsen for demonstrationen. Men de faglige ledere var kuet af truslen om bøder og besluttede at lave et autoriseret "folkemøde" i stedet for en demonstration. Det er for øvrigt højst sandsynligt, at elevorganisationen får en bøde for demonstrationen den 21. i Madrid. Hele denne situation skabte selvfølgelig en del forvirring, og mange troede, at det hele var aflyst. Men det var ikke det eneste problem. Mens lederne for CCOO og UGT havde brugt mere end 80.000 euro på at hyre bands og købe flag, så havde de ikke penge nok til at leje busser, der kunne få folk til Madrid, hvilket førte til, at titusinder blev ladt tilbage.
Desuden må vi tilføje, at fagforeningslederne under kampagnen op til den nationale demonstration underskrev endnu en aftale med regeringen. Denne aftale dækker offentligt ansatte (så som lærere) og betyder lønnedgang og dårligere arbejdsforhold. Det havde også en dæmpende virkning.
Efter at regeringen trak sig delvist tilbage på de punkter, der førte til generalstrejken den 20. juni, troede de faglige ledere, at de kunne vende tilbage til den gamle situation med socialt partnerskab. Mobiliseringen af uddannelsessektoren var en hindring for deres planer. Det var derfor, de ikke ville gå videre i kampen. Men det vil ikke blive let for dem, de vil ikke kunne opnå socialt partnerskab igen. Arbejdere og unge har igen og igen vist deres vilje til at kæmpe. Denne gang var det "kvalitetsloven", men vi må også gå imod politiundertrykkelsen, og snart vil vi skulle slås imod Aznars imperialistiske eventyr med Bush & co. Flere og flere lag deltager i større grad i mobiliseringer mod regeringen. Og hvad mere er, så er der brede lag af ungdommen, der leder for revolutionære idéer, der kan give et alternativ til dette system og til de fagforeningsledere, der ikke kan leve op til opgaven. Kampen mod højreregeringen er kun lige begyndt.
