I weekenden 13-15. december afholdtes der i København EU-topmøde. Det var specielt EU's udvidelse mod øst, der var på dagsordenen, men også Tyrkiets muligheder for optagelse i EU blev diskuteret.

EU udvides med 10 nye lande

Resultatet af topmødet blev, som den danske regering og EU's top ønskede det, nemlig en optagelse af de østeuropæiske lande Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet, Estland, Letland, Litauen, Polen og Ungarn samt Cypern og Malta. Disse lande kan optages 1. maj 2004, og samtidig foregår der forhandlinger med Bulgarien og Rumænien, som kan optages i 2007. Resultatet kom endeligt på plads, efter at Polen blev lovet ca. 9 mia. flere kroner fremskyndet til udbetaling, samt yderligere ca. 810 mio. kr. til kontrol ved de ydre grænser, og at Tjekkiet fik ca. 750 mio. kr. fremskyndet til udbetaling. Det store stridspunkt har været EU's landbrugspolitik. De nye lande er kun blev lovet omkring ¼ af den landbrugsstøtte, som resten af EU's landmænd får, i den første periode. Dette på trods af, at de nye landes landbrug er meget mindre effektivt end i resten af EU, og at en større del af befolkningerne er landmænd. Hvis landene optages, skal deres landmænd konkurrere på samme vilkår som resten af landmændene i EU, hvilket højst sandsynligt vil få en masse af dem til at gå fallit. I forvejen er disse lande meget fattige, de ti økonomier slået sammen er mindre end Hollands.

Det værst tænkelige tidspunkt

Man kan sige, at optagelsen af disse lande kommer på det værst tænkelige tidspunkt. EU's økonomi, med Tysklands i spidsen, er på vej i krise sammen med resten af verdens. Der er altså ikke plads i EU's økonomi, hvoraf Tyskland betaler en stor del af regningen, til at give hjælp og støtte til disse nye lande, hvis økonomier kan risikere at blive hårdt ramt. Hvorfor er de europæiske topledere så alligevel glade? Bag deres floskler om "et historisk fremskridt", "fredens projekt" og et "samlet Europa", gemmer sig store politiske og økonomiske interesser. Tyskland har, så længe det har eksisteret, haft en interesse i Østeuropa. På den ene side fordi en indlemmelse af Østeuropa spreder kapitalismen i endnu højere grad mod øst og lægger et bredere bånd om Europa mod "fjenden fra øst" og på den anden side af økonomiske årsager. Ved at optage Østeuropa udvides fællesmarkedet, hvilket giver tyske (og andre europæiske) kapitalister en chance for at ekspandere på disse markeder og samtidig få billig arbejdskraft nemmere. Ikke mange af de østeuropæiske kapitalister er konkurrencedygtige, så om det vil føre til større økonomisk vækst, at landene kommer med er langt fra sikkert. Samtidig viser diskussionen om Østudvidelsen den store splittelse, der er mellem de store stater i EU. Endnu engang så vi Tyskland og Frankrig være rygende uenige. Franskmændene frygtede (med rette), at en optagelse af en masse fattige bønder vil betyde en lavere landbrugsstøtte på sigt, hvilket vil ramme de mange franske landmænd.

Cypern og Tyrkiet

Cypern blev sammen med østlandene optaget på dette topmøde. Men trods alverdens toppolitikeres forsøg på at løse konflikten på det delte Cypern lykkedes det ikke. Formelt blev hele Cypern optaget, men EU har kun i praksis optaget den græsk-kontrollerede del af øen. Det viser borgerskabets fuldstændig manglende evne til at løse nogen af de regionale konflikter, der findes bare i deres egen baghave, for ikke at tale om resten af verden. Samtidig var Tyrkiets ledere meget opsatte på at få lovning på optagelse i EU, hvilket de også fik. Topmødet besluttede, at hvis Tyrkiet gennemfører reformer, kan deres optagelse tages op igen i 2004, hvor der så vil blive givet en dato for en endelig optagelse. Tyrkiet er en meget væsentlig brik i et strategisk spil, fordi det markerer overgangen fra Europa til Mellemøsten og Asien. Hvis Tyrkiet kan holdes på EU's side, vil det give en god indgang til at øge Vestens kontrol i Mellemøsten. Vi så da også ihærdige forsøg fra Bush' side på at overtale EU til at optage Tyrkiet. Men Tyrkiet er ikke bare et strategisk spørgsmål i forhold til Mellemøsten, det er samtidig en kæmpe økonomi med en stærk arbejderklasse med stolte traditioner for kamp. Men også en økonomi, der kollapsede for et par år siden, i kølvandet på det økonomiske kollaps i Sydøstasien i 1997, hvilket har givet stor politisk ustabilitet. En øget klassekamp i Tyrkiet vil uvægerligt smitte af på Grækenland og Sydeuropa, og sprede sig til hele EU. Hvis Tyrkiet kommer under EU's kontrol, kan EU håbe på at kunne holde en politisk stabilitet i landet og kontrollere den tyrkiske arbejderklasse. Modstanden mod at optage Tyrkiet med det samme bliver på den ene side fremstillet som en konflikt mellem et islamisk Tyrkiet overfor et kristent Europa, samt et spørgsmål om demokrati. Men kapitalen kender ikke til demokrati, udover at det er den mest behagelige og kontrollerbare styreform. Europæiske ledere har i mange år set mere eller mindre stiltiende til, mens mindretal og politisk aktivitet er blevet voldsomt undertrykt i Tyrkiet, og selv de mest almindelige demokratiske rettigheder ikke har eksisteret. De få reformer, der har været, har ikke ændret det store ved situationen, men mange tyrkere klynger sig alligevel til håbet om, at et medlemskab af EU vil betyde en stabil økonomi og mere demokrati. Uviljen mod at optage Tyrkiet med det samme hænger nok i højere grad sammen med et pres fra den europæiske befolkning om demokrati i Tyrkiet samt frygt for at situationen eksploderer, eller at økonomien igen vil bryde sammen.

Et skridt nærmere sammenbruddet

Dette topmøde betegnes af samtlige danske medier som et historisk skridt. Det er det også, men det kan lige så vel være et historisk skridt mod sammenbrud i EU. Efterhånden som den økonomiske krise forværres, tilspidses også modsætningerne i EU samt klassekampen i samtlige europæiske lande. Før de ti nye lande optages, skal der afholdes folkeafstemninger, og resultatet er langt fra givet på forhånd. For store dele af de østeuropæiske arbejdere og landmænd har gennemskuet, at en udvidelse ikke nødvendigvis fører til bedre forhold for dem. Ligesom store dele af resten af den europæiske arbejderklasse og landmændene også er ved at indse, at kapitalismen ikke længere fører til fremskridt, men derimod til arbejdsløshed, stress, dårligere og dårligere forhold og konkurser. Efterhånden som disse modsætninger stiger, vil presset på EU's krav om små budgetunderskud og en fast kurs også stige, og efterhånden som arbejdernes og bøndernes protester stiger, kan regeringer over hele Europa blive tvunget til at bryde med kravene, hvilket vil få hele grundlaget for EU til at smuldre væk. Så skridtet er taget, men ikke nødvendigvis mod større integration af Europa, men mod en splittelse. Det eneste, der kan redde EU-projektet, er en stor økonomisk fremgang for kapitalismen på verdensplan, som ikke ser ud til at komme lige rundt om hjørnet.

Er et nej en løsning?

Som marxister kæmper vi selvfølgelig mod EU. Ikke fordi det er "et overstatsligt samarbejde", men fordi det er et kapitalistisk projekt. EU er et symptom på denne periode i kapitalismen, hvor økonomien er vokset ud over nationalstatens snævre rammer. Hvor både stater og virksomheder slår sig sammen i større og større enheder for at kunne klare konkurrencen, hvilket viser en af kapitalismens grundmodsætninger; den frie konkurrence over for nødvendigheden af kapitalens monopolisering. Men uanset om EU bryder sammen, om østeuropæerne stemmer nej, eller Danmark melder sig ud, så er Europa stadig kapitalistisk, og den europæiske arbejderklasse vil stadig stå over for de samme problemer. Løsningen er altså ikke et kapitalistisk Europa uden et EU, men en fortsat kamp imod EU og for en socialistisk revolution, så vi kan få forenet Europa og hele verden, på socialistisk grundlag!