Den næsten altid usammenhængende George W. Bush har på en eller anden måde formået at gøre en kunst ud af at styre offentlighedens opmærksomhed væk fra økonomien, der kollapser, og den vilde grådighed og korruption, som hersker i USA. Aktiemarkederne er faldet 5 uger i træk, og især på det teknologitunge Nasdaq-indeks er de fiktive gevinster fra opsvingets tid nærmest blevet helt udslettet. Bush's økonomiske og politiske venner er blevet afsløret som de rene slyngler, og der sættes flere og flere spørgsmålstegn ved hans rolle i det hele. Hvad kan manden gøre?! Ja, det letteste lader til at være at starte en krig! Historien viser, at i hvert fald i begyndelsen af en krig er der ikke noget, der er bedre til at aflede folks opmærksomhed. Bush begyndte med at erklære "krig mod terror" mod alle og enhver, der "ikke er med os", og nu er han fast besluttet på at angribe Irak. Og blæse være med at alle krige uundgåeligt fører til endnu større ustabilitet og uro i det lange løb – Bush & co. kan slet ikke tænke så langt.

Efter Bush blev valgt, forudså vi, at selvom han havde ført kampagne med fokus på USA og med en holdning om, at resten af verden kunne sejle sin egen sø, så ville han af begivenhedernes gang blive tvunget til at føre den mest aggressive udenrigspolitik i historien. Han vidste det godt, og det gjorde hans rådgivere også (ligesom også Gores folk vidste det), men mens han lovede at bygge et moderne, effektivt militær for at "sikre freden", lovede han også at holde næsen for sig selv i forhold til resten af verden. Følgende er citater fra Bush's debatter med Al Gore i 2000, og de er meget langt fra de krigsbrøl, der nu kalder på indgriben, gennemtvingelse af "demokrati", "opbyggelse af nationer" osv.

"Jeg ville se meget alvorligt på magtanvendelse. Jeg ville fare forsigtigt frem. Jeg tror ikke, at vi kan være alting for alle mennesker i verden. Jeg tror, vi skal være meget forsigtige, når vi sætter vores tropper ind. Vice-præsidenten [dvs. Al Gore] og jeg er uenige om brugen af tropper. Han tror på 'opbyggelse af nationer'. Jeg ville være meget forsigtig mht. at bruge vores tropper til at opbygge andre nationer. Jeg tror på, at militærets rolle er at kæmpe og vinde krige, og derfor at forhindre krige i at bryde ud i første omgang."

" …hvis vi ikke holder op med at sende vores tropper ud i hele verden for at bygge nationer op, så kommer vi til at få nogle alvorlige problemer."

"Jeg vil ikke prøve at sætte vores tropper ind alle steder hele tiden. Jeg vil ikke være verdens politimand; jeg vil være verdens fredsskaber."

"Det afhænger virkelig af, hvordan vores land opfører sig i sin udenrigspolitik. Hvis vi er arrogante, vil de hade os. Hvis vi er ydmyge, men stærke, vil de byde os velkommen. Og vores land står alene i verden lige nu mht. magt, og det er derfor, at vi må være ydmyge og samtidig udstråle styrke på en måde, der fremmer friheden."

"Jeg er bekymret for, at vi er involveret for meget rundt omkring i verden. Ser I, jeg tror, at missionen er blevet lidt uklar. Hvis jeg er heldig nok til at få jeres tillid, så vil det amerikanske militærs mission blive at være beredt og klar til at udkæmpe og vinde en krig, og derfor at forhindre, at en krig bryder ud til at begynde med."

"Der kan være nogle tilfælde, hvor vi bruger vores tropper som fredsbevarere, men ikke ofte… Vi er et fredeligt land, og jeg har i sinde at opretholde freden."

"I kommer til at leve i en fredelig verden. Det vil være en verden med fred, fordi vi vil have en klarere – en klarsynet udenrigspolitik baseret på et stærkt militær, og en mission, der står ved vores venner; en mission, der ikke forsøger at være alting for alle mennesker. En retfærdig brug af militæret, som vil hjælpe med til at sikre freden."

Sammenlign disse citater med hvad som helst, som Bush har sagt i det sidste halvandet år! Selvfølgelig kunne selv ikke Bush på det tidspunkt have haft nogen idé om, hvor hule hans ord ville lyde bare to år efter. Vi er gået ind i den mest ustabile periode i verdenshistorien siden anden verdenskrig, og på trods af den kapitalistiske herskende klasses "fredelige" hensigter står verdens folk over for nye og forfærdelige krige. Det burde ikke overraske nogen – krig og ustabilitet går hånd i hånd med kapitalismen på samme måde som opsving-krise-cyklussen, arbejdsløsheden, fattigdommen og den generelle usikkerhed gør det.

Alle, der har illusioner til Al Gores nyfundne "anti-krigs"-holdning, kan bare tage et kig på debatterne under præsidentvalgkampen i 2000, hvor han gjorde sit yderste for at være endnu mere militaristisk og aggressiv end Bush. Hans modstand mod krigen er den samme slags, som også udtrykkes af andre lidt kvikkere repræsentanter for kapitalistklassen. Han kan se den uundgåelige ustabilitet, som et angreb på Irak ville medføre, og han ønsker at fokusere penge og ressourcer på den bredere "krig mod terror" i stedet. Det er let for ham at have denne holdning, eftersom det ikke er ham, der sidder på topposten. Bush's opførsel skyldes ikke kun hans personlige evner (eller mangel på samme). Det er en afspejling af den ustabilitet og krise, som kapitalismen døjer med på verdensplan. Hvis Gore havde vundet præsidentvalget, ville han have været tvunget til at tage lignende forholdsregler for at forsvare kapitalen og sikre den amerikanske imperialismes dominans. Det samme gælder, hvis han skulle vinde et fremtidigt valg og "arve" "terrorkrigen" efter Bush.

Så hvorfor endte alle de påståede fredelige hensigter, som Bush og de amerikanske kapitalister havde, som de gjorde? Et kort blik på det hykleri, der ligger i denne krig, vil gøre det klart, at netop disse kapitalister bærer skylden for den nuværende krise.

Selvfølgelig er der ingen, der seriøst vil forsvare Saddam Hussein – han er ikke nogen ven af verdens arbejdere, og vi ville alle sammen gerne se ham klynget op i det indre Bagdad af de irakiske masser. Som socialister er vi imod Saddam Hussein – men er det de korrupte og rovgriske amerikanske kapitalisters job at fjerne ham bare for at erstatte ham med deres egen villige tjener? Vi støtter den irakiske arbejderklasse imod Saddam og hans regime, og vi giver dem en solidarisk hånd, arbejder til arbejder. Det irakiske og amerikanske folks virkelige fjende er den samme – verdenskapitalismen. Bush's grund til at gå i krig med Irak har intet at gøre med at forsvare det irakiske folk – eller det amerikanske folk, for den sags skyld. Det har heller ikke meget at gøre med at afvæbne Irak (som allerede stort set er afvæbnet), men det har alt at gøre med at gennemtvinge et nyt regime i et land, der sender USA en million tønder olie om dagen – dvs. sikre en regering, der vil gøre, hvad den amerikanske imperialisme og Bush's olievenner vil have. Hvis den amerikanske kapitalisme virkelig bekymrede sig om kurderne eller shiitternes forhold i Irak, hvorfor tillod de så Saddams Republikanergarde at slagte dem efter Golfkrigen? Hvorfor vender de det blinde øje til, når deres allierede Tyrkiet undertrykker kurdere, og hvorfor lader de det tyrkiske militær gå ind i Irak på jagt efter kurdiske modstandsgrupper?

Men Bush har valgt en god fjende at gå i krig med. For det første er der ikke nogen i USA, der kan lide Saddam Hussein. Han er et monster, der gasser sit eget folk, han er diktator, og han stjæler fra de fattige (og glem så alt om, at den amerikanske regering også har lavet eksperimenter med bakterier og kemisk krigsførsel på sine egne intetanende borgere; at Bush blev "valgt" gennem svindel og omgås temmelig diktatorisk med den "hellige" grundlov; eller at Bush's skattelettelser og velfærd for virksomhederne er den allerstørste form for tyveri fra de fattige). For det andet er der et direkte historisk fortilfælde – hans far George den Første gik også i krig mod Irak og fik en hurtig sejr (men lad os ikke glemme, at han alligevel tabte valget få måneder senere).

For tiden kender alle til Bush-regeringens konstante anklager mod Irak – om at det er en "slyngelstat", en "ond" nation, som er fast besluttet på at sprænge hele den civiliserede verden i smadder med atombomber og gasse alverdens folk. For det første kan det godt være, at Saddam er magtgal og lider af storhedsvanvid, men han er ikke idiot. Han ved udmærket godt, at hvis han bruger et af disse masseødelæggelsesvåben, så vil det betyde total ødelæggelse af hele hans land – dvs. hans kilde til magt, rigdom og prestige. Så selv hvis han har sådan nogle våben, er det ekstremt usandsynligt, at han ville bruge dem. Før FN-inspektørerne ødelagde dem, blev det bekræftet, at han havde et højtudviklet våbenprogram for atomvåben og kemiske og biologiske våben. Men hvor fik han disse våben fra i første omgang? Den simple kendsgerning, som sjældent nævnes i pressen, er, at det var USA og England, der forsynede Irak med de fleste af landets masseødelæggelsesvåben. I 1982 fjernede præsident Reagan Irak fra udenrigsministeriets liste over lande, der støtter international terrorisme. Det åbnede op for milliarder af dollars i eksport og import mellem USA og Irak – alt sammen mens Saddam Hussein var ved magten. Under krigen mellem Iran og Irak, som resulterede i mere end en million døde, støttede USA Saddam som en regional modvægt til det anti-amerikanske mullah-regime i Iran. Selv efter at Irak invaderede Kuwait tjente amerikanske og engelske firmaer millioner af dollars på at sælge teknologi, som ikke blot kunne bruges kommercielt, men også militært – deriblandt til at producere masseødelæggelsesvåben. Efter at Saddam gassede en hel kurdiske landsby, blev der ved med at flyde den slags "dobbelt-formåls"-materiale ind i Irak. Grunden til at man fra amerikansk og engelsk side vidste, at Saddam havde mulighed for at lave masseødelæggelsesvåben, var, at man selv havde solgt det meste til ham i første omgang!

Som vi har forklaret i andre artikler, var det meste af Iraks masseødelæggelseskapacitet blevet udryddet i 1998. Alle seriøse eksperter er enige om, at de på ingen måde ville kunne have opbygget denne kapacitet på fire år. Irak var en langt større trussel i 1991, end det er nu efter ti år med sanktioner, som har ført til mere end 1 million døde som følge af manglende lægehjælp, mad osv. – for ikke at tale om følgerne af den berigede uranammunition, som blev brugt mod dem i 1991. Argumentet om, at USA må gå ind og stoppe den her galning, før han bruger sine våben, er så tyndt, at det er utroligt, at Bush tror, at han kan slippe af sted med det. Der har ikke været skyggen af bevis for påstanden. Saddam var engang USA's loyale blodhund i området. Men nu har hunden vendt sig mod sin herre, så herren vil give hunden et ordentlig spark og sende den på hovedet i seng. I bund og grund vil USA have Saddam væk ligegyldigt hvad – alt det andet er bare diplomatiske manøvrer for at prøve at bygge støtte op.

Bush har startet en kampagne, der skal skabe frygt mht. Iraks påståede masseødelæggelsesvåben, og på den måde er det lykkedes ham at skabe en illusion om, at der er masser af støtte til hans krigsmål. Men den geopolitiske situation er meget anderledes end for 12 år siden. Da Sovjet brød sammen den gang, førte det til, at USA blev verdens eneste supermagt – ingen kunne stå i vejen for dem. Men magtbalancen har allerede ændret sig drastisk i den sidste periode. På baggrund af krisen i verdensøkonomien kæmper alle kapitalister indædt om det mindste lille marked og enhver handelsfordel. Europas og USA's interesser er ikke længere tæt på hinanden, som vi har set i diverse handelskrige og hård kritik af Bush's politik fra europæisk side – en tysk minister sammenlignede endda Bush's fremfærd med Hitlers!

I hele den eks-koloniale verden er massernes forhold blevet ekstremt forværret. Mellemøsten er i en endnu mere ustabil tilstand end før. I 1991 var Iraks invasion af Kuwait en klar overskridelse af international lov. Selvom Kuwait er en fuldstændig kunstig politisk enhed, der styres af korrupte og undertrykkende oliesheiker, havde store, stygge Saddam i verdens øjne krænket et lands integritet, og derfor skulle han straffes. Selv den arabiske verden, og vigtigst af alt Saudi-Arabien, støttede USA og tillod, at deres baser blev brugt til angreb. Israel holdt sig ude af konflikten, selvom der blev fyret irakiske SCUD-missiler mod israelske byer, og den palæstinensiske konflikt blev i det store hele holdt bag lukkede døre.

Nu er det hele anderledes. Der er ikke noget mellemøstligt regime, der har råd til at gøre sin befolkning vred. Flere af disse styrer har åbent advaret om, at uro i befolkningen kan føre til "udskiftning af regimet" i deres egne lande, hvis USA angriber Irak. Nøglespillerne Saudi-Arabien og Jordan har nægtet USA at bruge deres baser. Det fortsatte mord på palæstinensere i Israel har fået det meste af den arabiske verden på gaden, og Sharon har lovet gengældelse, hvis de bliver angrebet af Irak – hvilket kunne føre til en generel arabisk-israelsk krig. Bush er på vej mod en katastrofe – men han har ikke andet valg.

Fra åbent at kræve en "udskiftning af regimet" i Irak gik Bush over til argumentet om, at Irak skulle tillade FN's våbeninspektører at komme tilbage og lede efter masseødelæggelsesvåben. Nu er det sådan, at USA selv har verdens største lager af atomvåben og kemiske og biologiske våben – men heldigvis kan vi stole på, at George W. Bush vil bruge dem med omtanke! USA – verdens politimand, hvad enten de bryder sig om det eller ej – bestemmer, hvem der må have den slags våben, og de bruger FN som et dække over deres hensigter rundt omkring i verden. Hvis FN-resolutioner er så hellige, hvorfor ignorerer USA så resolutionerne om Cuba og Palæstina? Hvorfor bomber eller invaderer USA ikke Israel for brud på adskillige resolutioner igennem mange år? Hvorfor angriber man ikke de fanatiske, ustabile herskere i Indien og Pakistan, som også udvikler masseødelæggelsesvåben?

Dem, der ønsker, at FN "upartisk" skal løse verdens problemer, får sig en hård overraskelse. USA og de andre imperialistiske magter betaler det meste af FN's budget, og det eneste, FN kan gøre, er at give imperialismen et lidt "venligere" ansigt. I sidste ende kan FN kun løse mindre sager mellem mindre nationer – aldrig noget, der direkte påvirker de store magter. USA vil bare bruge FN som røgslør for en aggression. Vil bombningen af uskyldige mænd, kvinder og børn og udslettelsen af irakiske byer være mere "human", hvis flyene og missilerne har "FN" skrevet på siden? Koalition eller ej, ethvert angreb på Irak vil i praksis være en én-sidig handling fra amerikansk side – sammen med nogle håndfulde engelske og andre "allierede" enheder. Vi kan ikke støtte FN eller vage appeller om abstrakt "fred". Den eneste måde, denne krig kan stoppes på, er ved at mobilisere arbejderklassen i verden og især i USA imod imperialismens rovdyrspolitik. Sammen med det irakiske folk kunne vi bygge en ægte fred baseret på gensidigt samarbejde, delte ressourcer, planlagt, demokratisk produktion osv.

En krig mod Irak ser på nuværende tidspunkt uundgåelig ud. På trods af irakiske forsøg på at gå med på FN's krav er ikke engang det nok for imperialisterne, som er ved at blive utålmodige. USA og England fastholder, at Saddam er en løgner, og at man bliver nødt til at angribe alligevel. Februar lader til at være det bedste tidspunkt at angribe for dem, så de har travlt med at komme i gang. Det vil tage nogle måneder at få tropperne og udstyret på plads, især når de ikke får så let adgang til baser i Saudi-Arabien, Jordan, Tyskland osv. De bliver nok nødt til at basere operationerne i Qatar. Som vi har forklaret før, er beslutningen sikkert allerede taget, og resten er bare skuespil for offentlighedens skyld.

Vietnamkrigen førte til en massebevægelse blandt unge og arbejdere, som til sidst tvang imperialisterne til at trække sig ud. Dengang var USA stadig inde i efterkrigsopsvinget – det stærkeste opsving i historien – og det havde en virkning på folks bevidsthed. Arbejderklassens tunge bataljoner gik ikke massivt imod krigen i de første par år – men til sidst kom de også ud på gaderne. Nu har vi stagnation, krise og risiko for decideret depression. De enorme omkostninger ved krigen vil skade arbejderklassen og yderligere presse den skrantende økonomi. For de rige vil det selvfølgelig være anderledes! Sammen med øgede forsvarskontrakter på bekostning af ting som uddannelse, vil oliepriserne også stige enormt, og oliebaronerne i Bush's omgangskreds vil få gode tider!

Efterhånden som "krigen mod terror" trækker ud, og nye fronter som Irak åbner op, vil arbejdere og unge i massevis begynde at sætte spørgsmålstegn ved status quo. Der er allerede uro i ungdommen, og på den faglige front forberedes store mobiliseringer af arbejdere. Faldende levestandard og en fremtid med nedskæringer, flere angreb på levestandarden og borgerrettighederne er, hvad kapitalismen har til os. Vi må nu begynde at mobilisere ungdommen og arbejderklassen imod den herskende klasses hykleri. Disse mennesker repræsenterer ikke os, og de kan ikke sikre vores interesser. Et blik på de omsiggribende skandaler i erhvervslivet, den stigende arbejdsløshed, det opsvulmede militærbudget og militarismen beviser, at disse mennesker ikke er i stand til at bygge en fredelig verden med fremgang. Nej til krig mod Irak! Penge til sundhed og uddannelse! Amerikanske tropper ud af Mellemøsten!