USA er den største og mægtigste supermagt i historien. Og USA's fremfærd ude i verden, der bestemt kan siges at være til mere skade end gavn for almindelige mennesker, har skabt en generel modvilje mod dette land. En anti-amerikanisme, der blandt andet førte til de tragiske begivenheder 11. september 2001.

Marxister er modstandere af anti-amerikanisme. Socialister er imod al chauvinisme og nationalisme, der sår splid og had mellem verdens befolkninger. Det betyder imidlertid ikke, at man dermed kan undskylde forskellige regeringers, firmaers og hæres handlinger, der har forfærdelige konsekvenser. Men det er en stor fejl, man begår, hvis man forveksler den herskende klasse i et land med dette lands arbejdere og fattige.

Eksplosion

Den 11. september 2001 var et dramatisk vendepunkt i den amerikanske historie. Med ét blev det umuligt for almindelige amerikanere at forestille sig, at det, der sker i udlandet, ikke kommer dem ved. En generel følelse af utryghed og angst greb den nationale psykologi. Pludselig fremstod verden som et fjendtligt og truende sted at være. Lige siden den famøse dato har amerikanerne prøvet at finde meningen med en verden, der er i stand til at producere sådanne rædsler.

Dette markerer indgangen til en ny periode i USA. En periode, hvor en grundlæggende skepsis sammen med krig og nedgang i økonomi og levestandard sætter dagsordenen. En eksplosiv dagsorden.

Arbejderne i USA har op gennem 90'erne accepteret mere overarbejde og pres på jobbet, fordi de troede, det ville sikre deres job og levestandard. Nu er fyringsrunderne i fuld gang, og 90'ernes optimisme er erstattet af mistro.

Revolutionær historie

Den amerikanske historie er fuld af klassekamp og revolution. Selve dannelsen af USA var resultatet af en revolutionær borgerkrig, hvor man smed den engelske kongemagt ud. I stedet satte man en republik, der i sin samtid var den frieste overhovedet, og en kæmpe inspiration til den franske revolution. Hele bølgen af borgerlige revolutioner i Europa i 1800-tallet blev startet på den anden side af Atlanten.

Ligeledes fik man under borgerkrigen smadret de reaktionære slavestater i syd ved massiv oprejsning i arbejderklassen. Kapitalistklassen prøvede til det sidste at opnå kompromis, men blev tvunget i kamp af de militante arbejdere i Nordstaterne.

Faktisk er nogle af de hårdeste arbejdskampe i arbejderbevægelsens historie udkæmpet i USA. Og massevis af traditioner inden for arbejderbevægelsen stammer fra dette land. Den mest markante er nok 1. maj, der blev udnævnt til international kampdag efter henrettelsen af 15 fagforeningsaktivister i Chicago i 1886.

Den amerikanske historie er rig på revolutionære personligheder som Thomas Jefferson, Joe Hill, Jack London og John Reed. De sidste tre var aktive socialister, der har organiseret og kæmpet med de amerikanske arbejdere.

Situationen i dag

I dag står arbejderne i USA over for store udfordringer. Opsvinget er slut, hvilket blev markeret af firmaer som Enrons og WorldComs kollaps. Overalt i det amerikanske samfund ser man nu fyringer og opblomstring i klassekampen. I sommeren 2002 satte Bush nationalgarden ind mod havnearbejderne på Vestkysten, da de var i storkonflikt.

Hele den ustabile situation i det amerikanske samfund falder sammen med forberedelserne til en krig mod Irak. I skrivende stund har der været et utal af protester, senest en demonstration i San Fransisco med over 200.000 deltagere.

Et problem for de amerikanske arbejdere er, at der ikke er nogen partier, der taler deres sag. Ydermere er der mange, der ikke er organiseret i fagforeninger. Det gælder især indvandrere fra Latinamerika, der udnyttes som billig arbejdskraft og som løntrykkere. Men det har altid været sådan i amerikansk historie, at når først de underste lag af arbejderklassen rører på sig og organiserer sig, så bliver de nogle af de mest offensive klassekæmpere. Det skete i 1800-tallet, i 1930'erne og i 1950'erne. Men der er stadig ingen, der tager arbejdernes sag op på politisk plan. De to partier, der er altdominerende i amerikansk politik, er som bekendt republikanerne og demokraterne.

Ingen af de to partier repræsenterer arbejderne. De er bygget op af kapitalister, der bliver støttet af de store erhvervsbosser, og de tjener konsekvent disses interesser. Derfor arbejder marxisterne i dag på at opbygge et arbejderparti med base i fagforeningerne. Da man i sin tid byggede det engelske Labour-parti var det helt essentielt, at det var fagforeningerne, der stod bag partiet. Det samme gælder for USA i dag.

USA er det rigeste land i verdenshistorien. Samtidig er det et land, hvor folk dør af sygdomme, alene fordi de ikke har råd til lægehjælp. Hvor arbejdere i hobetal tvinges til en nomadetilværelse i kummerlige campingvogne, fordi kapitalisterne ikke magter at planlægge produktionen. Og det er klart dét land i verden, der fører den mest aggressive udenrigspolitik. De objektive muligheder for et retfærdigt samfund er til stede i overmål. Så snart de amerikanske arbejdere indser deres fælles kræfter, er kapitalismens dage på verdensplan talte.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.