Billede: Odense stadsarkiv
Efter tre år med tysk besættelse fik den danske arbejderklasse nok. I august 1943 var der uroligheder i alle større danske byer, som nogle steder gik over i deciderede opstande. Augustoprøret gjorde en ende på den danske regerings samarbejdspolitik med naziregimet og slog et hul i fortællingen om at samarbejde var den eneste mulighed.
Den 9. april 1940 blev Danmark invaderet af Nazityskland. Efter seks timers kampe og seksten dræbte soldater kapitulerede de danske politikere til nazisterne. Det blev starten på den såkaldte samarbejdspolitik, som i virkeligheden snarere var en alliance mellem det etablerede Danmark og Nazityskland.
Den gængse fortælling går på, at det ikke alene var den eneste mulighed for Danmark, men at det faktisk var en fornuftig politik, eftersom det førte til en “relativ mild” besættelse. I virkeligheden passer ingen af de to argumenter. Norge, som på mange måder minder om Danmark, især i denne periode, valgte at modsætte sig invasionen og formåede at holde stand i over en måned. I modsætning til Danmark, påførte Norge den tyske krigsmaskine betydelige tab.
Argumentet om en relativ mild besættelse giver kun mening, hvis man ser det fra den herskende klasses perspektiv. Samarbejdspolitikken sikrede rigtig nok, at det politiske system i Danmark blev bevaret: politikerne fortsatte med at regere landet, hæren og politiet blev opretholdt og kapitalisterne – og især de store bønder – oplevede kronede dage med rekordstore overskud på eksport til naziregimet i Tyskland. Faktisk var Danmark det eneste besatte land, der på intet tidspunkt i krigen blev et dræn på den tyske økonomi. Tværtimod bidrog dansk landbrug til, at naziregimet kunne fortsætte krigen og slagte uskyldige i millionvis.
Fra danske arbejderes perspektiv var besættelsen helt anderledes. Rationering, som havde været afskaffet siden 1922, blev genindført, hvilket førte til en generel mangel i samfundet, især på fødevarer. Løn- og arbejdsforhold blev angrebet i sådan grad, at alt det, arbejderbevægelsen havde vundet i løbet af de sidste tyve år, blev fjernet med et snuptag. Tvangsarbejde, overvågning, forringelse af sociale ydelser og endda risiko for at blive sendt til Tyskland for at arbejde under slavelignende forhold i krigsindustrien, det var hvad samarbejdspolitikken betød for den danske arbejderklasse.
Som resultat af den danske regerings kujonagtige samarbejdspolitik oplevede kapitalisterne rekordstore overskud, mens arbejderklassen blev presset ud i større og større nød for hver dag der gik. Men i sommeren 1943 fik de danske arbejdere nok. Den danske provins eksploderede i et oprør imod besættelsesmagten, som endte med samarbejdspolitikkens officielle sammenbrud.
Oprøret begyndte i Esbjerg
Opstanden startede natten til fredag den 6. august i Esbjerg, da en kommunistisk sabotør satte ild på byens fiskepakkerier. Branden udviklede sig hurtigt og blev så stor, at der samlede sig en gruppe folk for at se på. Tyskerne forsøgte at rydde folkemængden, hvilket først lykkedes da de blev truet med skud.
Esbjerg havde været udsat for en række sabotageaktioner gennem sommeren, men brandaktionen fredag nat var den mest effektive og skadende, og det blev den, der fik bægeret til at flyde over for besættelsesmagten. Der blev udstedt udgangsforbud, som gjaldt allerede fra lørdag aften.
Det blev til gengæld gnisten, der antændte alle de frustrationer, der havde ophobet sig i Esbjerg siden invasionen. Byens indbyggere samledes i en spontan demonstration samme aften, for at få udgangsforbuddet ophævet. Mandag udbrød en strejke blandt byens maskinarbejdere, som hurtigt spredte sig til resten af industrien. Esbjerg var allerede mandag formiddag fanget i en de facto generalstrejke. Der blev nedsat et strejkeudvalg, der forsøgte at presse den lokale afdeling for De Samvirkende Fagforeninger (DsF), som var datidens svar på FH – altså paraplyorganisationen for størstedelen af landets fagforeninger, til at indkalde til et regulært stormøde, hvor arbejderne demokratisk kunne diskutere bevægelsens krav.
Problemet var, at den lokale DsF-afdeling var styret af socialdemokrater, der for alt i verden ikke ønskede en generalstrejke, for slet ikke at tale om en opstand. Socialdemokratiet var en vigtig del af den danske samarbejdsregering, så de ønskede på ingen måde at rykke ved samarbejdspolitikken. Formanden for DsF-afdelingen, socialdemokraten Robert Larsen, begyndte øjeblikkeligt at manøvrere, for at få tingene ”normaliseret”.
Robert Larsen nægtede at indkalde til et stormøde, men indkaldte i stedet til en forhandling mellem, på den ene side, den lokale politimester og den tyske kommandant og, på den anden side, ham selv og strejkeudvalget. Da strejkeudvalget ikke havde udformet nogle krav endnu, eftersom de ventede på at arbejderne selv kunne rejse dem på et stormøde, greb Robert Larsen chancen og udformede det moderate krav, at bevægelsen blot ville have tyskerne væk fra gaden og udgangsforbuddet ophævet. Det gik den anden part med til, og de aftalte at arbejdet skulle genoptages dagen efter, altså tirsdag den 10.
Om aftenen udbrød der igen uroligheder og demonstrationer, ligesom de to foregående aftener, og om tirsdagen blev strejken alligevel genoptaget. Denne gang indkaldte strejkeudvalget selv til et stormøde, hvor 2.000 deltog. Stormødet bekræftede nærmest enstemmigt strejkeudvalget, som primært bestod af kommunister og tillidsmænd uden partitilhørsforhold, men rejste intet andet krav, end det Robert Larsen havde fremsat for politichefen og kommandanten. Generalstrejken fortsatte onsdag og nu begyndte arbejderne at tage kontrollen over byen, f.eks. bestemte strejkeudvalget hvem der måtte åbne deres butikker, så de strejkende kunne købe mad.
I mellemtiden var situationen i Esbjerg kommet samarbejdsregeringen for øre. Regeringen indledte forhandlinger med den tyske øverstbefalende i Danmark, Werner Best, som sad i København. Han gik med til at trække tyskerne væk fra gaden og ophæve udgangsforbuddet for at stoppe strejken. Det blev meddelt strejkeudvalget, som valgte at indkalde til et stormøde, for demokratisk at stemme om, hvorvidt strejken skulle ophæves eller fortsætte. Eftersom der ikke var nogen, der havde fremsat yderligere krav, og deres krav jo nu teknisk set var blevet opnået, stemte flertallet for at gå tilbage i arbejde torsdag.
Regeringen i København troede at den kunne ånde lettet op, men selvom strejken var slut i Esbjerg, viste det sig hurtigt kun at være begyndelsen på noget meget større. For nærmest i det øjeblik regeringen fik meldingen, om at der var styr på Esbjerg, brød en lignende bevægelse ud i Odense.
Kampen føres videre
Allerede tre dage efter strejken blev afsluttet i Esbjerg, søndag den 15. august, begyndte der at løbe historier ind til København om uroligheder i Svendborg. Dagen efter rykkede de videre til Odense, hvor der var træfninger mellem danske og tyske soldater og begyndende strejker i de større fabrikker i byen.
Sammenstødene fortsatte om tirsdagen, hvor civilbefolkningen i Odense også kom i slagsmål med de tyske soldater i gaderne. Som svar på nattens overfald på de odenseanske arbejdere nedlagde byens maskinarbejdere arbejdet.
Det var tydeligt, at bevægelsen udviklede sig langt hurtigere og i en meget mere radikal retning i Odense end i Esbjerg. I Odense havde man hørt om urolighederne i Esbjerg og både arbejderne, men også besættelsesmagten, havde gjort sig erfaringer. Om eftermiddagen var der regulære gadekampe i hele Odense midtby. Dagen endte med et dødsfald. En elektriker var blevet skudt. Flere kilder betegner situationen som ”norske tilstande”; en reference til det faktum, at Norge, modsat Danmark, valgte at kæmpe imod nazisternes invasion.
Regeringen blev straks underrettet og sendte to politichefer og en faglig sekretær fra DsF til Odense. De samarbejdede med den lokale socialdemokratiske partiafdeling, om at få strejken ophævet. I Socialdemokratiets og DsF’s navn udgav de en løbeseddel, der opfordrede arbejderne til at gå tilbage i arbejde. Det fik imidlertid kun den effekt, at det tydeliggjorde for arbejderne, at “deres” parti og fagforening ikke var på deres side. Løbesedlerne blev brændt, og strejkeudvalget vedtog resolutioner, der rasede mod “kapitulanterne” og “partipamperne”.
Strejken fortsatte frem til weekenden og spredte sig til de omkringliggende byer. Aftenerne var præget af skyderier og gadeuroligheder med sårede, men ingen døde. I weekenden tog bevægelsen et kvalitativt skridt frem. Der blev indkaldt til det første “stadionmøde” – et fænomen, der blev kendetegnende for augustoprøret.
Til stadionmødet på Odense stadion om lørdagen deltog mellem 1.000 og 1.500 arbejdere. Demokratisk valgte de et udvalg, der åbent proklamerede, at de ville arbejde for at bekæmpe samarbejdspolitikken, fordi de ikke mente, at det var retfærdigt, at de danske arbejdere skulle have “bedre” forhold end de norske arbejdere. Dagen efter blev der afholdt endnu et stadionmøde. Denne gang var der op mod 10.000 deltagere, hvilket vidner om, hvor positivt folk må have set på stadionudvalgets politik.
I mellemtiden havde socialdemokraterne, efter at have mistet meget af deres respekt blandt befolkningen, fundet en ny strategi. De allierede sig med deres ærkefjender i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) for at indkalde til et tillidsmandsmøde, som skulle afblæse strejken. DKP var begyndt at føle sig truet af stadionmøderne og stadionudvalget, som de ikke havde nogen kontrol med. Denne frygt fik DKP til at afspore bevægelsen i Odense. De anbefalede deres tillidsmænd at stemme for at ophæve strejken fra tirsdag morgen. På trods af det, var stemningen stadig meget splittet til tillidsmandsmødet. Tilsammen kunne DKP og Socialdemokratiet kun samle et snævert flertal for at ophæve strejken.
Efter arbejderne i Odense blev bekendt med resultatet, eksploderede byen i en sidste omgang uroligheder mandag aften. Der blev rejst barrikader, hvorfra der blev holdt improviserede agitatoriske taler for at fortsætte strejken, men stadionudvalget trådte ikke frem. Bevægelsen var efterladt uden en ledelse.
Oprøret spreder sig
Amaliegade, august 1943 · Foto: Besættelsesmuseet
Odense blev bestemt ikke bevægelsens endeligt. Sideløbende med begivenhederne i Odense sprang bevægelsen over begge bælter. I København lykkedes det dog for DsF og regeringen, i samlet front, at lukke ned for bevægelsen, inden den udviklede sig til en opstand.
Den vigtigste udvikling skete i Aalborg. Byen havde længe været plaget af uroligheder med strejker og sabotage, da en sabotørs begravelse blev gnisten, der for alvor antændte krudttønden mandag den 23. august. Tusindvis af arbejdere mødte op til begravelsen, hvor de kom i sammenstød med politiet og tyskerne. Tyskerne anvendte både maskingeværer, kampvogne og artilleri mod arbejderne. Kampene var så voldsomme, at femten aalborgensere lå sårede om aftenen, mens otte var døde.
Ligesom at situationen Odense var på et kvalitativt højere niveau end i Esbjerg, var situationen Aalborg på et højere niveau end i Odense. Tyskerne satte ekstremt hårdt ind mod arbejdernes demonstration, men allerede dagen efter blev der organiseret et stadionmøde, hvor over 15.000 deltog. Efter mødet var der tydeligvis en stærk kampstemning. Arbejderne sang den kommunistiske slagsang ”Internationale” og den britiske militærsang ”Tipperary” mens de gik tilbage mod Aalborg. Da de kom ind i byen, blev processionen mødt med maskingeværild, der resulterede i yderligere fire dødsfald og femten sårede.
Det fik situationen til at glide fuldstændig ud af hænderne på DsF og Socialdemokratiet, der i forvejen havde miskrediteret sig selv på stadionmødet, fordi de talte imod strejken. Der blev nedsat et udvalg til at lede strejken på 17 personer, primært bestående af kommunister og DsF-ledere. Samtidig erklærede tyskerne totalt udgangsforbud i byen efter klokken 21, som arbejderne faktisk opretholdt.
Resultatet var, at Aalborgs gader var fuldstændig affolket i hele tre dage: onsdag 25., torsdag 26. og fredag 27. Det var tydeligt, at begge parter ventede på, hvad den andens næste træk ville blive. Den lokale kommandant afventede ordrer fra København, mens arbejderne diskuterede, hvad der videre skulle ske. Ingen af parterne nåede dog at handle, for søndag den 29. august faldt samarbejdsregeringen.
”Samarbejdets fald”
Hele provinsen var i flammer og sabotageaktionerne eskalerede i København. Besættelsesmagten troede ikke længere på samarbejdsregeringens evne til at holde de danske arbejdere i ro. Derfor stillede besættelsesmagten regeringen et ultimatum, som i realiteten ikke ville kunne gennemføres. Regeringen afviste derfor ultimatummet og lod tyskerne udføre “Operation Safari”, hvor besættelsesmagten afvæbnede den danske hær og afsatte regeringen.
I den gængse fortælling afviste regeringen ultimatummet, fordi tyskerne krævede henrettelser af modstandsfolk og det var politikerne for ”ædle” til at gå med til. Ultimatummet blev i virkeligheden afvist, fordi samarbejdet ville være umulig at opretholde. Det ville have været politisk selvmord for samarbejdsregeringens partier – altså alle partierne i datidens Danmark undtagen DKP. Udover dødsstraf omfattede ultimatummet total militarisering af alle større danske byer, national undtagelsestilstand, udgangsforbud og forbud mod forsamlinger på flere end fem personer. Var partierne i samarbejdsregeringen gået med til de krav, havde det betydet deres politiske død, når krigen var slut.
Samarbejdsregeringen handlede kun efter egen interesse. I 1943 kunne de se, hvad vej krigen gik. Det fascistiske regime i Italien var faldet i juli samme år og russerne havde været på konstant fremmarch siden sejren ved slaget ved Stalingrad i februar. Enhver med en smule fornuft kunne se, at de allierede ville vinde krigen, det var kun et spørgsmål om, hvor længe det ville tage. Derfor begyndte samarbejdspolitikerne at blive bekymrede for deres karrierer efter krigens afslutning.
Den eneste måde, hvorpå de kunne redde deres skind, var ved at stå på den rigtige side af historien, når nazisterne havde lidt nederlag. Derfor var augustoprøret faktisk en meget belejlig affære for dem, da det netop gav dem en god undskyldning for at bryde samarbejdet.
Det var dog ikke fordi politikerne brød så meget med nazisterne, at det gjorde noget. Som historiker Hans Kirchhoff pointerer i sit trebindsværk om augustoprøret:
»Det store flertal af politikere, lørdag den 28. august, valgte konfrontationen – ikke fordi de havde opgivet troen på samarbejdspolitikkens berettigelse, men fordi de blev tvunget dertil, af frygt for det de eufemistisk kaldte “den indre opløsning”, dvs. den sociale revolution«.
Opstandens karakter
Men var der noget om politikernes frygt for, at augustoprøret kunne have udviklet sig til en socialistisk revolution? Absolut. I det omfang, at man hører augustoprøret i 1943 omtalt i pressen, medierne eller skolen, bliver det – som med alle andre sociale bevægelser i dette land – fremstillet som relativt harmløs, uden noget egentligt klasseindhold og i virkeligheden primært som en kamp mellem ”danskere” og ”tyskere”.
Augustoprøret startede rigtigt nok som et oprør mod besættelsesmagten, men det udviklede sig til en kamp mod hele det etablerede Danmark, pga. dets samarbejde med naziregimet. Et samarbejde der betød, at den tyske krigsmaskine fik tilført ressourcer, samt at de danske arbejderes løn- og arbejdsforhold blev skruet 20 år tilbage. Danske arbejdere kunne risikere at blive sendt til Tyskland for at udføre slavelignende arbejde i den tyske krigsindustri, og de mest radikale og avancerede arbejdere, kommunisterne, blev interneret i Horserødlejren. Senere blev de sendt til udryddelseslejre i Tyskland og Polen. Alt dette var det, som fagtoppen og samarbejdsregeringen for alt i verden ville forsvare; det var deres “milde” besættelse.
Samtidig nød kapitalistklassen kronede dage under besættelsen. Mærsk producerede læssevis af våben gennem Riffelsyndikatet til den nazistiske krigsmaskine, cementgiganten FLSchmidt fik den lukrative kontrakt med at bygge bunkerne på vestkysten og flere byggekontrakter i Nazityskland, mens det danske landbrug tjente styrtende på landbrugsprodukter til den nazistiske krigsmaskine, helt frem til krigens afslutning i 1945.
Situationen under besættelsen for den herskende klasse og arbejderklassen i Danmark kunne ikke være mere forskellig fra hinanden.
Det er netop i denne kontekst, at augustoprøret skal forstås. Det var ikke, som det typisk præsenteres, et nationalistisk, tysk-fjendtligt oprør mod den fremmede fjende – ikke kun i hvert fald. I kampen blev det tydeligt for arbejderne, at en del af problemet bestod i det etablerede Danmark, der hellere ville samarbejde med fjenden, end at stille sig på arbejderklassens side. Det etablerede Danmark er blot endnu en brik i det økonomiske system, kapitalismen, der undertrykker arbejderklassen, og for hvilket nazismen er det mest reaktionære politiske udtryk for.
Havde bevægelsen haft en bevidst revolutionær ledelse, kunne den have udviklet sig til en social revolution, der ikke kun ville have væltet samarbejdsregeringen, men hele det kapitalistiske system. Det havde givet kampen mod nazismen et helt nyt momentum. Intet sted bliver det udtrykt klarere, end i et brev til DsF’s ledelse fra en anonym arbejder og medlem af Socialdemokratiet, efter at DsF og Socialdemokratiet offentligt havde fordømt strejkerne i København i en skrivelse og radioudtalelse:
»Hvad har samarbejdet ikke kostet os arbejdere; tvangsarbejdsloven, hvor bønderne [kan] forlange en mand, som må forlade lønnet arbejde for at den rige bonde kan få billig arbejdskraft, nødhjælpsarbejde til underbetaling, en lov som brød alle tariffer; så fulgte arbejdskort, forringelse af socialloven, rimelig understøttelse samt franarret os vores retmæssige dyrtidstillæg… Nej, vores ledere har ikke turdet tage kampen op. Alle jer der sidder som vore ledende mænd, viger tilbage for kampen. Fortælle om samarbejde! Jo, tak, dybt har overklassen skåret i vor kød. Nu kræves der kamp. Vores hjems eksistens trues med undergang.«
Og brevet afsluttes med ordene:
»Den adresse på dette anbefalede brev er falsk, da vedkommende underskriver ikke ønsker politibesøg. Det er jo desværre typisk, at kan man ikke lukke munden på en oplyst arbejder, så tager politiet ham i forvaring til sikring af det borgerlige Danmark, som I, vore ledere, er med til at opretholde gennem Samlingsregeringen.«
Med augustoprøret i 1943 viste den danske arbejderklasse, at, modsat deres ”ledere” i fagbevægelsen og Socialdemokratiet, ville de i hvert fald ikke affinde sig med at leve i en nazistisk verden. De havde viljen og evnen til at bekæmpe deres klassefjende: fascismen og alle dens borgerlige støtter. I sidste ende var samarbejdspolitikken ikke “den eneste mulighed” eller “det, der var bedst for Danmark”. Det var det, der var bedst for det kapitalistiske Danmark.
I august 1943 – og igen i sommeren 1944 og 1945 – viste arbejderklassen, at der bestemt var en anden mulighed end den sykofantiske og bundreaktionære alliance, som hele det etablerede Danmark valgte at indgå med det værste regime i verdenshistorien.
