Billede: Socialist Appeal
For halvtreds år siden afsagde den amerikanske højesteret sin berømte Roe v Wade-dom, der sikrede abortrettigheder til kvinder i USA. I dag bliver de samme rettigheder tilbagerullet. Kampen for at gøre en ende på kvindeundertrykkelse må være en kamp for en socialistisk revolution.
Den 24. juni 2022 fratog ni dommere millioner af amerikanske kvinders rettigheder over deres egen krop. Dommerne var ikke valgt til deres poster, og kan ikke stilles til ansvar for deres handlinger. De begrænsede retten til abort næsten præcis halvtreds år efter, at den blev vundet i Roe v Wade-højesteretsdommen.
Det viser, hvor usikre alle arbejderklassens rettigheder er under kapitalismen. De rettigheder, som vi nyder godt af, er ikke permanente indrømmelser, som vores “oplyste” herskere har givet os: De er rettigheder, som vi vinder i kamp og må kæmpe for at bibeholde.
Kampen om retten til fri abort har været en vigtig strid i klassekampen i Polen i de seneste år samt i en række lande i Latinamerika. Ligeledes rettede “Repeal the 8th”-bevægelsen i Irland et kraftigt slag mod etablissementet.
Hvorfor er reproduktive rettigheder i øjeblikket under angreb? Og hvilken forbindelse har kampen for abortrettigheder til klassekampen?
Krise
Angreb på retten til abort er i sidste ende forbundet med kapitalismens krise. Der har været et ekstremt svagt økonomisk opsving siden krisen i 2008, og i 2020 blev en ny stor krise udløst af pandemien, som resulterede i kraftig forøgede leveomkostninger. Det har kastet samfundet årtier tilbage på spørgsmålet om kvinders stilling i samfundet.
En FN-rapport fra sidste år viste, at levestandarden er faldet i 90% af verdens lande. Rapporten viste også, at det har været det skarpeste fald nogensinde målt. Det betyder, at den herskende klasse generelt set ikke har råd til at give indrømmelser og positive reformer.
Fordi de ikke kan tilbyde andet end nedskæringer, har visse dele af den herskende klasse forsøgt at opnå opbakning ved at oppiske splittende fordomme med mål om at aflede arbejdernes opmærksomhed fra deres reelle interesser. De fører reaktionær anti-abortlovgivning som en del af deres “kulturkrig”, hvis reelle formål er at aflede opmærksomheden fra kapitalismens krise.
Samtidig er der en genopblussen af strejker i mange lande, og vi har set imponerende bevægelser såsom den enorme Black Lives Matter-bevægelse. Der foregår en markant radikalisering mod venstre blandt unge og mange arbejdere. Angrebene på retten til abort skal derfor ses i en kontekst af klassekamp, ustabilitet og massiv utilfredshed.
Kynisme
Bidens forsvar for retten til abort er af rent opportunistiske årsager. Billede: Gage Skidmore
Amerikanske politikere, der fremmer en anti-abort-politik, gør det af kyniske årsager. De er ikke “pro-liv” men “pro-valgsejr”.
For eksempel var Ronald Reagan kendt for at være imod abort som en ‘from’ kristen. Men da han var guvernør i Californien, udvidede han faktisk retten til abort i 1967. På samme måde kørte Mitt Romney en valgkampagne på et antiabort program i 2012, men i en debat i 1994 med demokraten Ed Kennedy argumenterede Romney for abortrettigheder, mens Kennedy argumenterede imod.
Historisk set støttede det republikanske parti faktisk abortrettigheder. Det var af “libertarianistiske” årsager – de var imod statens indblanding i privatlivet.
Det var først i 1978, fem år efter at Roe v Wade blev stadfæstet, at Republikanerne overhovedet begyndte at tænke på at modsætte sig abortrettigheder. Hvorfor? Fordi deres tidligere sociale base baseret på racistisk “raceadskillelse” var ved at kollapse. De havde brug for at promovere en ny opsplittende fordom i stedet og begyndte derfor at henvende sig til hvide, evangeliske kristne.
Den gruppe var dengang ikke nær så optaget af abortspørgsmålet, som tilfældet er i dag. Det startede først i 2000’erne og især efter 2008 i sammenhæng med den voksende “kulturkrig” i USA. Det er ikke tilfældigt, at det faldt sammen med krisen og den herskende klasses manglende evne til at tilbyde den amerikanske arbejderklasse en fremtid.
Vi kan se det samme i omvendt rækkefølge med Demokraterne. De har i stigende grad fremført sig selv som modstandere af kvindeundertrykkelse og racisme. Mens deres modstandere har fremmet en anti-abort politik, har de bevæget sig over i en fri abort-position for at kultivere deres egen base. Men deres støtte til fri abort er udelukkende opportunistisk.
Joe Biden fremfører i dag sig selv som en forkæmper for kvinders ret til abort. Men før i tiden sagde han det modsatte, og han har aldrig forklaret det skift.
I virkeligheden gav Republikanernes angreb på retten til abort Demokraterne et boost ved midtvejsvalget – og det er det, Demokraterne egentlig går op i.
Hvis Demokraterne virkelig bekymrede sig om retten til fri abort, så ville de på et eller andet tidspunkt inden for de sidste femoghalvtreds år have vedtaget føderal lovgivning, der garanterer retten til abort, i stedet for at retten afhang af en domsafgørelse. Men de har aldrig forsøgt, selv når de havde kontrol over både Senatet og Repræsentanternes Hus.
Det er til Demokraternes fordel, at de kan blive ved med at pege på truslen om at abortretten fjernes, så folk stemmer på dem og imod Republikanerne.
Klassespørgsmål
Retten til abort er en demokratisk ret – ikke en socialistisk ret. Det vil sige, at det bør være en del af de formelle demokratiske rettigheder, som det borgerlige demokrati er baseret på. Men sådanne formelle rettigheder betyder ikke, at reel lighed og frihed faktisk opnås, for under kapitalismen er den materielle ulighed enorm.
Hvad siger det om kapitalismen i dag, når selv denne grundlæggende rettighed ikke kan garanteres? At vi bliver kastet tilbage til barbariske forhold, hvor kvinder tvinges til at føde imod deres vilje eller må ty til illegale aborter under farlige forhold?
I den russiske revolution tilkæmpede kvinderne sig rettigheder, der var langt mere fremskredne end dem, kvinder i dag har i lande som USA. Alligevel fandt det sted for over hundrede år siden i en tilbagestående økonomi og i et dybt religiøst samfund.
Russiske kvinder vandt retten til fri abort, som var frit tilgængeligt i det offentlige sundhedssystem, sammen med mere progressive skilsmisselove, end de vi har i dag. De vandt betalt barselsorlov, hvilket stadig ikke eksisterer i USA i dag.
Kampen for abortrettigheder er imidlertid mere end bare en demokratisk kamp. Det er også en klassebaseret kamp. At fjerne retten til fri abort er i særdeleshed et angreb på arbejderkvinder, fordi rige kvinder har de økonomiske midler til at omgå begrænsningerne.
Dette er præcis, hvad velhavende polske kvinder, der ønsker en abort, gør. De rejser til Tyskland eller Tjekkiet for at få foretaget en abort på private klinikker.
34.000 kvinder har gjort det siden 2020, hvor lovgivning, der begrænser adgangen til abort i Polen, blev indført. Og i USA rejser kvinder på tværs af delstater for at få foretaget en abort.
Men det er ikke en mulighed for de fleste arbejderkvinder, som ikke har råd til flybilletter og hotelophold, for slet ikke at tale om udgifter til private lægeklinikker eller at tage fri fra arbejde.
Massebevægelser
Billede: offentligt tilgængeligt
Det er ikke så overraskende, at bevægelser til fordel for abortrettigheder har haft en tydelig proletarisk karakter. Disse bevægelser har derfor også potentiale til at antænde andre klassebaserede kampe og endda potentiale til at vælte reaktionære regeringer.
Titusinder af unge kvinder og mænd deltog i protester i New York, Los Angeles og Chicago, efter at Højesteret ophævede Roe v Wade. Der var tusindvis af mindre protester i byer over hele USA og endda demonstrationer afholdt i solidaritet over hele verden.
På trods af demonstrationernes størrelse og radikale stemning, så led de af en mangel på ledelse. Eftersom det er et angreb på arbejderklassen, burde fagforeningerne have spillet en ledende rolle i bevægelsen. De burde have forbundet kampen for fri abort til en generel kamp for offentlig service til arbejdere og for gode, velbetalte jobs til alle. Men det gjorde de ikke.
Den 26. oktober 2020 var der 226 demonstrationer i Polen imod den nye anti-abortlovgivning. Kun to dage senere var antallet eksploderet til 460 demonstrationer. Bevægelsen blev kaldt ‘Strajk Kobiet’ (Kvinders Strejke).
Alle de vigtigste byer gik i stå, og selv i små byer var der store demonstrationer. Der var rapporter om landmænd, der blokerede de store veje med deres traktorer.
Statuer af konservative politikere blev vandaliseret, søndagsmesser blev afbrudt, kirkemure og regeringsbygninger blev malet med slogans som “Jeg ville ønske, jeg kunne have aborteret min regering” og “Det her betyder krig”.
Minearbejdernes og sygeplejerskernes fagforeninger udtrykte deres støtte til kampen. Sporvognschauffører, buschauffører og taxichauffører blokerede hovedvejene i de store byer for at støtte bevægelsen.
Det udviklede sig til en bredere bevægelse imod regeringen og kirken. Under presset udvidede den officielle ledelse af bevægelsen deres krav til meget mere omfattende politiske krav såsom ordentlige arbejds- og levevilkår for alle.
Guatemala
I 2020 opstod der i Guatemala en stærk massebevægelse imod regeringens nedskæringer. Efterfølgende fremlagde den samme reaktionære regering i 2022 en drakonisk anti-abort-lovgivning og erklærede Guatemala for “verdens hovedstad for retten til liv”. Den samme lovgivning legaliserede også vold mod LGBT-personer.
Lovgivningen var en del af den reaktionære regerings forsøg på at splitte arbejderklassen, som tidligere havde reageret meget militant mod dens nedskæringer. Men planen gav bagslag.
I stedet for at splitte arbejderklassen blev loven gnisten, der genantændte bevægelsen fra 2020. Demonstranterne brændte guatemalanske flag, og der begyndte at blive rejst andre krav, såsom at regeringen skulle træde tilbage, og at der i stedet skulle indføres et reformprogram med øget finansiering til uddannelses- og sundhedsvæsenet.
Særligt sundhedsvæsenet i Guatemala er underfinansieret, med kun 0,4 læger per tusind indbygger, i modsætning til det latinamerikanske gennemsnit på tre. Kravet om bedre sundhedsydelser udstillede de borgerlige politikeres ekstreme hykleri. De påstår at være “for retten til liv” men vil ikke finde penge til at finansiere sundhedsvæsenet, som faktisk redder liv.
Takket være massebevægelsen vendte præsidenten 180 grader og erklærede pludselig, at han var imod lovforslaget. Som vi forklarede ovenfor, så er disse rettigheder, der gavner arbejderklassen, ikke gaver fra oven men sejre, der er tilkæmpet gennem massekamp.
Indrømmelser
Retten til fri abort var en indrømmelse givet fra oven, for at forhindre en bevægelse fra neden. Billede: Lori Shaull
Roe v. Wade-dommen var ligeledes en indrømmelse fra en herskende klasse, der frygtede, at en bevægelse ville opstå. Hvad foregik der i USA på daværende tidspunkt? I USA var der en stor antikrigsbevægelse, som faldt sammen med den berømte sorte borgerrettighedsbevægelse. Samtidig foregik der revolutionære begivenheder i resten af verden.
De forskellige bevægelser radikaliserede og lærte af hinanden, samtidig med at de begyndte at forbinde sig til hinanden. Roe v. Wade var et forsøg på at standse faren for en massebevægelse for abortrettigheder i sit opløb. Den herskende klasse ønskede ikke, at abort skulle ses som et produkt af en vellykket politisk kamp, så de fik Højesteret til at fortolke forfatningen til at legalisere abort.
Vi må sige det ærligt: Når det kapitalistiske system giver reformer, har de en begrænset karakter. Og selvom vi kæmper for reformer, må vi også være klar over, at de kan trækkes tilbage når som helst. Annulleringen af Roe v. Wade, næsten et halvt århundrede efter at den blev vedtaget, hvor alle troede at retten til abort var permanent garanteret af forfatningen, er et meget klart eksempel på dette.
I kampen for disse reformer kan vi ikke have et eneste gran tillid til, at de borgerlige institutioner vil beskytte og implementere dem. Annulleringen af Roe v. Wade har lært millioner af almindelige amerikanere en meget hård, men nødvendig lektion: At deres forfatning ikke er hellig eller hugget i sten, og at deres rettigheder aldrig er garanteret under kapitalismen.
Materielle forhold
Vi må desuden ikke forstå spørgsmålet om retten til fri abort på en snæver juridisk måde: Retten til abort garanterer ikke adgang til abort.
Er der virkelig adgang til abort, hvis det betyder, at du skal tage ubetalte fridage? Hvis du skal køre i 12 timer eller mere for at komme til en klinik? Eller hvis du skal bruge hele din opsparing eller optage gæld for at få udført et medicinsk indgreb?
Ifølge undersøgelser foretaget af American Public Health Association får mere end 4.000 amerikanske kvinder hvert år afvist deres ønske om at få foretaget en abort, fordi de har overskredet den tidsmæssige abortgrænse. Den største årsag til, at kvinder var for sent ude, var, fordi de skulle bruge tid på at spare penge sammen til at kunne betale for indgrebet eller til transportomkostningerne.
I Canada, som har stærke juridiske abortrettigheder, er det kun ét ud af seks hospitaler, som foretager abort, og de er alle i de store byer, hvilket tvinger kvinder i landområder til at rejse enorme afstande. Og for nogle kvinder er det fuldstændig umuligt.
Abort har været lovligt i Nordirland siden 2019, men der er ikke blevet oprettet nogle sundhedstjenester, som faktisk foretager abort. Så i praksis er situationen uændret. Over 200 kvinder fra Nordirland rejste til England i 2022 for at få foretaget en abort; hundredvis bestilte piller online fra uregulerede udbydere, og andre gennemførte graviditeten, fordi de ganske enkelt ikke havde andre muligheder.
Colombia afkriminaliserede abort i 2022, men der er ingen aborttjenester på de fleste hospitaler. Af de anslåede 400.000 aborter, der udføres hvert år i Colombia, udføres over 90 procent ulovligt i ikke-kliniske omgivelser. Som et resultat har 33 procent af aborterne i Colombia komplikationer sammenlignet med 0,1 procent i England.
Vi kræver derfor faktisk tilgængelige, godt finansierede aborttjenester på hvert lokalt hospital, som er gratis, og som folk kan få adgang til uden frygt for chikane eller intimidering.
Omstilling
Billede: Fightback
Marxister ser ikke rettigheder som abstraktioner men i relation til den virkelige materielle verden, hvor de kan eller ikke kan realiseres. Det kræver, at man ser samfundet som helhed. Har en kvinde faktisk autonomi? Hvis hendes valg er mellem at opdrage et barn i dyb fattigdom eller at få en abort, er det så et reelt valg?
I USA lever over halvdelen af dem, der får foretaget en abort, under fattigdomsgrænsen. I England og Wales er kvinder, der lever i fattigdom, tre gange mere tilbøjelige til at få en abort. Der eksisterer lignende statistikker over hele verden.
I mange lande er der ikke et gratis, offentligt sundhedsvæsen. Omkostningerne ved selve fødslen kan være titusinder af kroner, og omkostningerne ved at opdrage et barn under kapitalismen er meget store.
I Storbritannien er den gennemsnitlige omkostning ved børnepasning £14.000 om året. Den gennemsnitlige britiske kvinde bruger tyve timer om ugen på ulønnet husarbejde relateret til børn. Det forhindrer millioner af kvinder i at deltage i politik, kultur, uddannelse og i samfundet som helhed.
En Trades Union Congress-rapport fra 2016 viste, at kvinder, der havde fået børn, i gennemsnit tjente 38 procent mindre i løn, når de nåede 40-års-alderen, end kvinder, der ikke havde fået børn.
Liberale feminister ser kampen mod undertrykkelse som kampen for individuelle rettigheder. Men vi forstår, at kvindeundertrykkelse begyndte, da klassesamfundet opstod, og er baseret på eksistensen af privat ejendom. Kvindeundertrykkelse kan derfor kun blive endegyldigt afskaffet, når privat ejendom og klassesamfundet bliver afskaffet.
Love om ligeløn har eksisteret i Storbritannien i over 50 år, og alligevel er der stadig en forskel på 20 procent mellem mænd og kvinders løn. Seksualiseret vold har været ulovligt i mange flere år end det, men alligevel oplever en ud af fire kvinder i Storbritannien seksualiseret vold hvert eneste år.
Vi har ikke brug for lovgivningsmæssige ændringer for at gøre en ende på kvindeundertrykkelse. Vi har brug for reelle materielle forandringer. Vi har brug for socialisering af husarbejdet, såsom oprettelsen af billige kantiner af høj kvalitet i hvert nabolag. Vi har brug for gratis børnepasning, så kvinder kan stifte familie, hvis de ønsker det, samtidig med at de arbejder og deltager i politik, kultur og samfundet generelt.
Vi har allerede midlerne til at garantere alt dette, men under kapitalismen er de privatiserede, drevet for profit og utilgængelige for millioner af mennesker.
Socialisme
Kampen for ægte frihed og ligestilling for kvinder er derfor knyttet til kampen for socialisme – det vil sige en produktionsmåde, hvor de vigtigste produktivkræfter er offentligt ejede og kørt demokratisk for at imødekomme samfundets behov som helhed. Kun sådan kan vi allokere de ressourcer, der er nødvendige for at fjerne samfundets materielle grundlag for undertrykkelsen af kvinder.
Begrænsninger i abortrettigheder er et angreb på arbejderkvinder og på arbejderklassen som helhed. Vi må pointere, at et angreb på én er et angreb på alle.
Vi må kæmpe imod den herskende klasses forsøg på at splitte arbejderklassen. Enhver reform, de prøver at tage fra os, må bekæmpes af arbejderklassens forenede styrke.
Fagforeningerne må føre an i kampen imod angreb på abortrettigheder men også kæmpe for et fuldt finansieret offentligt sundhedsvæsen, sådan så disse rettigheder ikke blot eksisterer på papiret.
Vi må forstå, at angreb på abortretten er et produkt af det forældede kapitalistiske system. Et system, der ikke længere har råd til reformer og derfor nedbryder de reformer og fremskridt, der tidligere er blevet vundet gennem klassekamp.
Kun et socialistisk samfund kan garantere disse basale rettigheder og skabe yderligere forbedringer. Kun et socialistisk samfund kan fjerne roden til kvindeundertrykkelse – klassesamfundet – og skabe en fremtid, hvor undertrykkelse er et fortidslevn.
Artiklen er oversat fra marxist.com
