Stjålne børnEt billede af nogle af eksperimentbørnene, som i 1951 blev sendt på børnehjem i Danmark. Billede: Dr.dk

Fra 1950’erne og frem til 1979 blev hundredvis af grønlandske børn under lyssky forhold bortadopteret til Danmark. Adoptionerne var et produkt af den danske stats daniseringspolitik, der havde som mål at styrke det danske borgerskabs dominans over Grønland. Dansk kolonialismes forbrydelser trækker sine lange spor helt op til i dag, hvor regeringen på kynisk vis forsøger at udnytte fortidens forbrydelser til at varetage dansk imperialismes sikkerhedspolitiske interesser i Grønland.

Den danske stat har mange skeletter gemt i skabet når det drejer sig om den 300 år lange, brutale kolonisering af Grønland. Et tydeligt eksempel er sagen om de 22 grønlandske eksperimentbørn, som har fået fornyet omtale, eftersom Mette Frederiksens regering i december pure afviste at betale erstatning til de nulevende eksperimentbørn for de lidelser, den danske stat påførte dem. Få måneder efter har regering vendt på en tallerken, og den 28. februar kunne medierne annoncere, at regeringen havde indgået et forlig om en yderst beskeden økonomisk godtgørelse til ofrene.

I 1951 blev de 22 børn i alderen fire til ni år som del af et eksperiment fjernet fra deres familier og sendt til Danmark på børnehjem. Officielt omtalte de danske myndigheder eksperimentet som et opdragelsesforsøg, hvis mål var at gøre børnene mere danske, så de kunne komme tilbage til Grønland og fungere som rollemodeller, der kunne medvirke til at højne landets kultur- og uddannelsesniveau. Eksperimentet var udarbejdet og gennemført af de danske myndigheder i samarbejde med Dansk Røde Kors og Red Barnet. Ansvaret for eksperimentet kan derfor ikke bortforklares med henvisning til enkelte brodne kar i magtens korridorer, da eksperimentet netop var udarbejdet af store dele af etablissementet.

Den danske folkekirke var også dybt involveret i projektet, for børnene blev udvalgt til eksperimentet af danske præster i Grønland. Oprindeligt var eksperimentet tiltænkt forældreløse børn, men da præsterne ikke kunne finde mere end 6 forældreløse børn, som levede op til eksperimentets kriterier, begyndte de at fjerne børn fra deres familier. Overgrebet på de grønlandske børn var på daværende tidspunkt ikke noget neddysset foretagende. Tværtimod. Da de 22 børn i 1951 var på børnehjem i Danmark, kom Dronning Ingrid og besøgte dem, og billeder af dronningen og de grønlandske børn blev bragt i landets store aviser. Det bliver næppe mere officielt.

Efter et års ophold i Danmark blev børnene sendt tilbage til Grønland, men ikke for at blive genforenet med deres familier. I stedet blev de sendt på et særligt børnehjem i Nuuk, hvor de kun måtte tale dansk. Formålet med de danske myndigheders anbringelse af de 22 børn var, at de skulle fungere som en spydspids for daniseringen af Grønland ved at blive en fremtidig dansksindet grønlandsk elite. De blev med andre ord brugt som et redskab, der skulle styrke det danske borgerskabs dominans over landet.

Kun toppen af isbjerget

Det kan næppe komme som et chok, at den danske stats eksperiment med at fjerne børnene fra deres familier og kappe alle bånd til deres kulturelle ophav fik fatale følger for børnenes videre liv. Flere udviklede misbrug, fik depressioner eller begik selvmord, og i dag er kun seks af de 22 eksperimentbørn i live.

Eksperimentsbørnene har naturligvis en speciel historie grundet den rolle, de var tiltænkt i det danske kolonistyre. Men det var langtfra den eneste eller sidste gang, grønlænderne oplevede at få deres børn stjålet af den danske kolonimagt. De 22 eksperimentbørn er kun toppen af isbjerget, når det kommer til dansk imperialismes tyveri af grønlandske børn.

Fra 1964-1979, hvor Grønland officielt havde status af et dansk amt, blev mindst 257 grønlandske børn bortadopteret til danske familier under forhold, som ofte lignede kidnapninger og menneskesmugling. For at forstå, hvordan dette overgreb kunne gå til, må vi dykke ned i et af de mørkeste kapitler af dansk kolonialisme i Grønland.

Tvangsdanisering

Efter 2. verdenskrigs afslutning skyllede en revolutionær bølge over den koloniale verden, og ét land efter det andet kastede den direkte imperialistiske undertrykkelse af sig. Den herskende klasse i Danmark så med bekymring på denne globale udvikling og frygtede, at der i Grønland, som siden 1721 havde været underlagt Danmark som koloni, ville opstå et lignende pres for selvstændighed. Den daværende socialdemokratiske statsminister Hans Hedtoft satte ord på denne bekymring i en tale i 1948: “Danmark er et lille land, og vi har haft vanskeligt ved at holde fast på de besiddelser, som vi i tidens løb har haft. Men én, Grønland, har vi endnu tilbage”.

Netop overherredømmet over Grønland havde efter 2. verdenskrig fået en afgørende betydning for dansk kapitalisme. Grønland havde en essentiel strategisk plads for det amerikanske forsvarssystem, og så længe øen var underlagt dansk dominans, betød det, at det danske borgerskab nød godt af et helt særligt forhold til USA, verdens mægtigste supermagt. Den herskende klasse i Danmark har siden da været meget bevidste om, at uden kontrollen over Grønland er Danmark en fuldstændig ubetydelig lilleput nation. Det danske etablissement har derfor sidenhen holdt et stramt greb om sin nordatlantiske koloni.

Hans HDen socialdemokratiske statsminister Hans Hedtoft igangsatte efter 2. verdenskrig daniseringen af Grønland. Billede: Wikipedia Commons

Det danske borgerskab konkluderede, at den bedste måde at forhindre Grønlands løsrivelse fra Danmark var ved at indlemme kolonien i “moderlandet” og gøre grønlænderne til såkaldte “norddanskere”. Et kæmpe projekt blev igangsat med mål om at danisere det grønlandske folk og gøre Grønland til et moderne industrisamfund efter dansk forbillede.

Fra at kun tre til fem procent af grønlænderne i slut 40'erne talte dansk, skulle dansk nu udskifte grønlandsk som befolkningens hovedsprog[1]. Som et redskab til at opnå dette blev mere end 9.000 børn i alderen 11-12 år sendt på ét års skoleophold i Danmark for at lære det danske sprog og kultur og bringe den med sig tilbage til Grønland. Målet for det danske borgerskab var at knytte Grønland så tæt til Danmark, kulturelt og økonomisk, at ingen kunne udfordre eller betvivle Danmarks krav på landet.

Men efter knap 250 år under dansk kolonistyre var forholdene for grønlænderne mildt sagt forfærdelige. I starten af 1950’erne var den gennemsnitlige levealder for grønlandske mænd helt nede på kun 32,2 år, og for kvinder var den på 37,5 år. I Danmark var gennemsnitslevealderen til sammenligning på 69 år – altså næsten det dobbelte. Disse tal vidner om en helt ufattelig fattigdom, og ansvaret for disse elendige leveforhold ligger alene på skuldrene af den danske kolonimagt, der siden 1721 havde formet alle aspekter af det grønlandske samfund.

I 1950’erne var Grønland plaget af verdens højeste forekomst af tuberkulose, som var årsag til hvert tredje dødsfald. Tuberkulose er en sygdom, som kendetegner fattigdom, især dårlige leveforhold med mange mennesker på lidt plads, og grønlændernes boligforhold var grotesk elendige i starten af 50'erne. I Nuuk var det fx ikke unormalt, at byens fattige familier boede syv mennesker sammen i et lille rum på 13 kvadratmeter.[2] Stadig den dag i dag er tuberkulose udbredt i landet, hvilket siger ikke så lidt om de leveforhold, dansk kapitalisme kan tilbyde det grønlandske folk i dag.

I størstedelen af den tid Grønland havde været under den danske kolonimagt, havde langt de fleste danskere ikke været bekendt med forholdene i landet. Men efter 2. verdenskrig blev den danske offentlighed pludselig bombarderet med historier og rapporter om, hvor forfærdelige forholdene i landet var. De danske politikere forsøgte at oppiske en stemning af harme og forargelse for at skabe opbakning til daniseringen af landet, som ifølge politikerne ville redde grønlænderne fra fattigdom og tilbageståenhed. Det politiske projekt om at danisere Grønland blev fremstillet som et “humanistisk” og “civiliserende” projekt. De elendige sociale forhold i Grønland, som dansk kapitalisme selv havde skabt, blev altså på kynisk vis udnyttet af borgerskabet til at skabe opbakning til yderligere at stramme dansk dominans over landet. Udelukkende for at sikre det danske borgerskabs udenrigspolitiske interesser og forhold til USA.

Skridtet blev taget fuldt ud i 1953, hvor Grønlands kolonistatus officielt blev ophævet, og landet blev indlemmet i Danmark som et amt. De demokratielskende danske politikere glemte imidlertid at spørge grønlænderne om, hvad de ønskede. Der blev aldrig afholdt en folkeafstemning i Grønland om, hvorvidt befolkningen ønskede at blive fuldstændig integreret i sin kolonimagt, i stedet blev beslutningen truffet i København hen over hovedet på det grønlandske folk.

Med den voldsomme industrialisering og danisering af Grønland steg antallet af danskere i landet massivt. I 1950 udgjorde danskere kun 4,42% af Grønlands samlede befolkning; en andel, som i 1970 var steget til 16.42%. Danskerne dominerede alle vigtige erhverv og styrede på formynderisk vis alle essentielle dele af samfundet, mens grønlænderne i bred omfang var henvist til at arbejde som ufaglærte arbejdskraft i lavtlønnede stillinger – først og fremmest i fiskeindustrien.

Der eksisterede dog en lille grønlandsk elite, hovedsageligt i form af politikere, men deres rolle bestod i loyalt at blåstemple de beslutninger, som kom fra København, til gengæld for en bid af kagen. Almindelige grønlændere følte imidlertid, med god grund, at de var reduceret til tilskuere uden indflydelse på den voldsomme udvikling deres samfund gennemgik. Den grønlandske befolkning skulle ikke bare acceptere, at hele deres verden blev vendt på hovedet, og samfundets udvikling blev dikteret fra København, men når de mange danskere efter et par år i Grønland igen drog sydpå, tog de ovenikøbet grønlændernes børn med sig.

Børnetyveri ved højlys dag

Et rent “tagselvbord” - sådan beskriver tidligere socialchef i Grønland, Alfred Dam, den adoptionspraksis, som eksisterede i Grønland, da han kom til landet i slutningen af 60’erne:

»Illegale forsøg på at omgå det officielle adoptionsarbejde var mangfoldige, og vi havde kun sparsomme midler til at dæmme op over for det. Danske udsendte, for eksempel læger, lærere og sygeplejersker, optrådte til tider som mellemmænd og medvirkede til at sende børn til Danmark, som de sagde, at moren havde foræret eller lånt dem. [...] Jeg fik breve fra alle mulige i Danmark, der spurgte, om jeg kunne skaffe et grønlandsk barn: ’En lille pige eller dreng. Skal helst være sund.’ Det var vanvittigt.« (Information, 28. oktober 2020).

Den praksis, som Alfred Dam beskriver, lyder mest af alt som menneskesmugling ved højlys dag.

Især det danske sundhedsvæsen spillede, efter alt at dømme, en stor rolle i at stjæle grønlandske børn fra deres forældre. Fx hændte det, at grønlandske børn blev stjålet af sundhedspersonale, som passede dem, mens forældrene var i behandling for tuberkulose. Det samme billede af decideret børnetyveri understøttes af Vera Skalts, tidligere direktør i Mødrehjælpen, der i 1966 var i Grønland og som skrev hjem:

»Det er næppe forkert at sige, at ordningen af adoption i Grønland hidtil helt har haft tilfældighedernes præg. Man hører om opslag på en dør, hvor en mand på et skib gerne vil have et barn med ned – og får det – man hører om en hospitalsmedhjælper, der går ind på en stue og tager barnet med hjem, når hun rejser, og man hører om breve fra mennesker, der har været i Grønland, og gerne vil have et barn sendt ned.«[3]

I mange tilfælde hjalp de danske myndigheder direkte med at gennemtvinge adoptionerne mod de grønlandske mødres ønske. Kolonibestyreren i Nuuk hjalp fx et dansk par med at rejse til Danmark med et grønlandsk barn, inden adoptionen var faldet på plads, for at forhindre den grønlandske mor, som ønskede adoptionsprocessen standset, i at få sit barn tilbage.

PictureTre af de 22 grønlandske eksperimentbørn, under deres ophold på børnehjemmet Fedgården ved Faxe Ladeplads på Sydsjælland. Billede: Dr.dk.

Størstedelen af de grønlandske børn blev imidlertid bortadopteret til Danmark i overensstemmelse med gældende love og regler på området. At juraen var på plads, var dog ikke til meget trøst for de grønlandske mødre, som i mange tilfælde kun med ført hånd var gået med til bortadoptionerne.

Mødrene blev ofte presset til at opgive deres børn grundet dårlige sociale forhold eller den svære situation, som mange unge grønlandske kvinder befandt sig i, efter at have fået et barn med en dansk mand, som sidenhen tog tilbage til Danmark og efterlod mor og barn til deres egen skæbne. Det var heller ikke unormalt, at mødre blev narret eller vildledt til at opgive sit barn af de danske myndigheder, som bl.a. udnyttede den sproglige barriere eller deres autoritet som myndighed. Mange grønlandske mødre forsøgte derfor efterfølgende at gå rettens vej for at få deres barn tilbage, men uden held – den danske lovgivning er skrevet af kolonimagten, for kolonimagten.

Langt de fleste danske par, som adopterede et grønlandsk barn, gjorde det formentlig af velmenende intentioner, og med et oprigtigt ønske om at tilbyde børnene en bedre tilværelse i Danmark. Det er ikke underligt, at mange danskere havde denne opfattelse af adoptioner fra Grønland; hele det danske etablissement havde netop gennem årtier fortalt den danske offentlighed, at daniseringen af Grønland var nødvendig og en decideret “humanistisk pligt”. Det massive tyveri af grønlandske børn var altså en afledt konsekvens af daniseringspolitikken. Det er dermed det danske borgerskab, med deres imperialistiske interesser, som er ansvarlige for, at hundredvis af børn blive revet op med roden og sendt til Danmark.

Fra 1964-1979 blev mindst 257 grønlandske børn således adopteret af danske familier. Dertil kommer de børn, som blev bortadopteret i årene inden 1964 – et antal, som endnu ikke er opgjort. Mængden af bortadopterede børn bliver kun mere grotesk, når man sammenholder med størrelsen på den samlede grønlandske befolkning, som i midten af 1960’erne var omkring 35.000. Det betyder, at næsten alle grønlændere har kendt nogen, som mistede et barn til adoption – enten frivilligt eller ufrivilligt. Den sorg og det traume har sat dybe ar i det grønlandske samfund.

Bortadoptionerne fik også store konsekvenser for børnene. Mange af de grønlandske børn, som blev sendt til Danmark, beskriver at vokse op med en følelse af ensomhed og kulturel rodløshed. Mange af de adopterede børn havde det derfor svært i Danmark og fik ofte et hårdt og kort liv. Deres liv blev offer for den uret, dansk imperialisme begik imod de grønlandske børn, deres familier og det grønlandske samfund.

Historien om de mange hundrede grønlandske adoptioner er ikke bare en historie om stjålne børn, men om endnu et eksempel på den koloniale undertrykkelse, som dansk imperialisme har påtvunget Grønland. Og den imperialistiske undertrykkelse fortsætter den dag i dag.

Tom gestus og politiske manøvrer

Den 8. december 2020 afgav Mette Frederiksen på vegne af den danske stat en officiel undskyldning til de 22 eksperimentbørn, der i 1951 blev fjernet fra deres familier og sendt til Danmark. En undskyldning er imidlertid en ringe trøst for de mange liv, den danske stat har ødelagt. En af de nulevende eksperimentbørn kommenterede da også nøgternt på undskyldningen:

»Det var faktisk lige meget. Hvad skal man bruge sådan en undskyldning til? De har taget min barndom, og så får man stukket et brev i hånden fra statsministeren«.

Men Mette Frederiksen var ikke færdig med at undskylde. I november 2021 annoncerede hun, at hun vil komme til Grønland på et endnu ikke fastlagt tidspunkt for at give en mundtlig undskyldning til eksperimentbørnene. Ingen af de nulevende eksperimentbørn bor imidlertid i Grønland, i dag bor fem af dem i Danmark og den sjette i Sverige. Så hvem, Mette Frederiksen skulle til Grønland og undskylde overfor, forblev en gåde. Hendes “gestus” var ikke andet end en politisk manøvre for at få dansk imperialisme til at fremstå sympatisk. Men én ting er en magtpolitikers forblommede ord, der som oftest kommer som elastik i metermål. Noget andet er handling.

De seks nulevende eksperimentbørn bekendtgjorde i november 2021, at de hver krævede 250.000 kr i godtgørelse af den danske stat for statens behandling af dem og for de lidelser, de blev påført. Et yderst beskedent krav. Den 27. december, mens hele den danske offentlighed var travlt optaget af at fejre jul og nytår, bekendtgjorde regeringen, at de havde afvist eksperimentbørnenes erstatningskrav. De seks nulevende eksperimentbørn var derfor tvunget til at føre en regulær retssag imod den danske stat – en langvarig og udmattende proces. Hele forløbet afslører, at Mette Frederiksens undskyldning ikke var andet end tom symbolik, og at den danske stat ingen intentioner havde om at påtage sig ansvaret for de forbrydelser, den har begået.

Det kom derfor også som en stor overraskelse, da Social- og ældreminister Astrid Krag den 28. februar annoncerede, at regeringen alligevel ville imødekomme eksperimentbørnenes erstatningskrav. Kun få måneder tidligere havde piben imidlertid haft en lyd, da var Astrid Krags holdning at: “Selve anerkendelsen af fortidens fejl er det centrale”. Nu, kun få måneder senere, er holdningen hos Astrid Krag og regeringen imidlertid det modsatte.

Astrid nySocial- og ældreminister Astrid Krag havde tidligere pure afvist at give en erstatning til eksperimentbørnene. Billede: Social- og Ældreministeriet, pressebillede.

Man hvordan kan det være at regeringen uden nogen tilsyneladende begrundelse pludselig har forårsaget dette holdningsskift? Er forklaringen at noble humanistiske idealer ganske enhelt er kommet i førersædet for regeringens politik?

Kun en uge efter regeringens uventede udmelding om økonomisk kompensation, kom endnu en nyhed fra statsministeriet: Mette Frederiksen skulle på officielt besøg til Grønland den 14. marts for at markere undskyldningen til eksperimentbørnene og for at diskutere sikkerhedspolitk med Múte B. Egede, formanden for Naalakkersuisut, den grønlandske regering. Samtidig blev det få dage senere klart formuleret i den nye aftale om forøgelse af forsvarsbudgettet, det såkaldte nationale kompromis, at den danske stat ønsker at spendere en del af de ekstra milliarder til forsvaret på oprustning i Arktis.

Det er altså tydeligt, at undskyldning og den økonomiske kompensation kun kommer, fordi det danske borgerskabs nu igen skal bruge Grønland til at sikre sine udenrigspolitiske og militære interesser. Motivationen er altså ikke båret frem af humanistiske idealer, men af imperialistiske ambitioner.

Regeringens økonomiske erstatningen til eksperimentbørnene er en offergave. En beskeden indrømmelse hvormed de håber at kunne lappe forholdet til den grønlandske regering, som ellers tidligere har haft ført en markant hårdere politisk linje mod København end hvad tidligere har været tilfældet. Og det lader tilsyneladende til at Mette Frederiksens politiske manøvre har virket. Nyheden om at Mette Frederiksen kommer til Nuuk blev ihvertfald modtaget usædvanlig varmt af Múte B. Egede, der kommenterede: “Jeg ser frem til at byde Mette Frederiksen velkommen til vores land. Det bliver hendes andet besøg i Nuuk som statsminister og første gang i Ilulissat. Besøget vil understrege vores partnerskab og styrke de grønlandsk-danske relationer.”

Mette Frederiksen udnytter på kynisk vis fortidens forbrydelser til at få opbakning til militær oprustning i Grønland, og bruger eksperimentbørnene som middel til det mål. Endnu en gang er eksperimentbørnene endt som en udenrigspolitisk redskab i hænderne på dansk imperialisme. På trods af politikernes undskyldning og beskedne erstatning, så vidner handlingsforløbet om, at dansk kapitalisme i dag stadig anser Grønland som en koloni, som Danmark ikke skylder noget, og at regeringen kun er villige til at “gøre bod” for fortidens forbrydelser, i det omfang det kan tjene som redskab for at styrke dansk imperialismes interesser i Grønland.

Det danske borgerskab og deres politiske repræsentanter på Christiansborg har aldrig bekymret sig om det grønlandske folks vel og vel; det vidner daniseringspolitikken, politiske eksperimenter med børn og 300 års koloniale overgreb om. Danmarks politik over for Grønland var tidligere, og er stadig i dag, udelukkende motiveret af at sikre det danske borgerskabs udenrigspolitiske interesser.

Klik her for at læse vores resolution: 300 året for koloniseringen af Grønland - bekæmp dansk imperialisme med internationalistisk klassekamp!

Fodnoter:
[1] Imperiets børn, side 134.

[2] Imperiets børn, side 94.

[3] Imperiets børn, side 196.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.