1WBUR NPR News Station flickrVi lever i en tid, hvor mange mennesker har mistet alt håb for fremtiden. For den almindelige arbejder er en fortsættelse af uvished det eneste der er sikkert. Millioner har mistet deres levebrød, mens de kapitalistiske partiers duopol benægter dem en stemme, og klimaforandringer og pandemien lurer truende over alting.

Det er næsten 100 år siden, at det kapitalistiske system har været i en krise så dyb som denne, og det var kun anden verdenskrigs blodbad der “reddede” systemet dengang – prisen var 80 millioner døde. I 1932 blev Franklin Delano Roosevelt valgt som præsident. Han styrede kapitalismens krise og forsøgte at redde systemet fra sig selv i årtiet der fulgte. Socialister kan drage mange vigtige lektioner fra Den Store Depressionen og hvordan FDR-administrationen præsiderede over den dengang.

“Det store krak” - dengang og nu

På hvad der blev kendt som den “mørke tirsdag”, d. 29. oktober 1929, imploderede aktiemarkedet og the Dow1 mistede næsten en fjerdedel af dens værdi i løbet af bare to dage. I marts i år så vi op til flere “mørke” dage i takt med at markedet dykkede. Begge disse krak havde lignende rødder.

Kapitalismen kræver profit for at overleve. Profit skabes gennem udbytning af arbejdskraft, hvor arbejdere producerer mere værdi for arbejdsgiverne end de får udbetalt i løn og tilskud. De varer som arbejdere producere bliver herefter solgt på markedet, hvor de bliver købt af andre arbejdere, men eftersom at de tjener mindre end værdien af de varer de producerer, kan arbejderklassen ikke købe alt hvad de producerer tilbage. Dette, kombineret med kapitalismens uplanlagte natur, leder uundgåeligt til en overflod af usolgte varer – en overproduktionskrise – som forårsager et priskollaps og en dominoeffekt igennem hele økonomien.

Ude af stand til at løse dette centrale problem, forsøger kapitalismen blot at udskyde det ved hjælp af gældsmekanismer, der kunstigt øger købekraften. Men effekten er kun midlertidig, eftersom at gælden på et tidspunkt skal betales tilbage – med renter. Disse gældsbjerge - såvel som gældsspekulation - spillede en afgørende rolle både i krisen i 1929 og i 2020. Hvordan håndterer den herskende klasse situationen, når disse periodiske kriser i systemet bryder ud? Ved at presse byrden over på arbejderne.

Republikaneren Herbert Hoover sad i den amerikanske regering under Den Store Depressions første fase. Han gjorde ikke meget, for at afhjælpe dens effekter mellem 1929 og 1932. Han så passivt til imens både nettoindkomsterne og den industrielle produktion blev halveret. Bare få måneder inden krakket, erklærede han at »vi i Amerika i dag er tættere på den endelige sejr over fattigdom end noget andet land på noget tidspunkt i historien«.

I 1931, da titusindvis af veteraner og deres familier organiserede hvad der blev kendt som The Bonus Army2 og marcherede gennem Washington DC, blev general Douglas MacArthur beordret af Hoover til rydde de lejre de havde sat op med ild, gas og skydevåben.

Hvad arbejderorganisationernes ledere angik underskrev The American Federation of Labor (AFL) i Det Hvide Hus en gentlemanaftale med virksomhedsejerne om ikke at strejke, hvis de til gengæld lovede ikke at skære på lønningerne. Til ingens overraskelse var det kun AFL der holdt deres del af aftalen og i 1933 var lønniveauet imploderet, og antallet af medlemmer i AFL var halveret.

En New Deal for det amerikanske folk?

Franklin Delano Roosevelt var uddannet advokat og karrierepolitiker fra Harvard og Columbia University. Hans familie kan spores tilbage til den koloniale elite og han var i familie med præsident Theodore Roosevelt. Før han trådte til i det Hvide Hus arbejdede han som senator i New York, assisterende sekretær for den amerikanske flåde under første verdenskrig, var en højtstående figur i Det Demokratiske Partis nationale komité (DNC) og guvernør af to omgange i New York. Om end han befandt sig på den såkaldt progressive fløj i Det Demokratiske Parti, hævdede FDR på ingen måde at være radikal og fornægtede på det kraftigste hans opponenters beskyldninger om “socialisme”, som han i 1928 definerede som “regeringen der gør forretning”. Roosevelt vandt over Hoover i valget i 1932, ikke på baggrund af en New Deal forbrugsplatform, men på baggrund af en finanspolitisk konservatisme og en lokalt koordineret nødhjælpsindsats.

Roosevelt forstod, at der ikke findes nogen langsigtede løsninger til kapitalismens modsætninger, og at de kun midlertidigt kan lettes. Som statens højeststående myndighed var hans opgave at bruge hans betydelige politiske skarpsindighed til at stabilisere den kapitalistiske krise og forhindre en socialistisk revolution. Sammen med nationalgarden lænede han sig op ad toppen i AFL, der ville indgå kompromiser og gøre knæfald, alt imens han dygtigt udnyttede splittelserne mellem arbejdernes masseorganisationer. Klassekampen tog fart og mellem 1932 og 1933 fordobledes antallet af strejker. Roosevelt var nødt til at handle.

I stedet for at revolutionere økonomien tjente New Deal derimod til at sætte fart i konsolideringen af produktionen og landbruget på færre kapitalisters hænder. Roosevelt alliere sig konsekvent med de store banker overfor de små, de store virksomheder overfor de mindre entreprenører og store landbrugsproducenter overfor for små landmænd.

For at stabilisere kapitalismens vaklende fundament var New Deal en garant for de største virksomheders profitter, med lovgivninger som The National Industrial Recovery Act (NIRA) fra 1933. NIRA bestod af hele 600 love der påvirkede 95% af alle arbejdsgivere. De nye lovgivninger satte i bund og grund kapitalen i førersædet såvel som at kodificere de aftaler og reguleringer, der var udtænkt af de største arbejdsgiverforeninger.

Den massive pengeuddeling til virksomheder gennem NIRA indeholdt en enkelt, vagt formuleret bestemmelse, sektion 7(a), der åbnede op for, at flere arbejdere kunne organisere sig i officielle, stadfæstede fagforeninger. Men i de fleste tilfælde ledte det til, at virksomheder etablerede gule fagoreninger organiseret af arbejdsgiverne, der brugte dem som værktøj til deres egne formål. Det er forkert at tro at sektion 7(a), eller Wagner-direktivet efter den, var skyld i organiseringsbølgen der fulgte. I stedet gelejdede disse lovgivninger den allerede voksende strejkebevægelse ind i officielle kanaler for at holde dem inden for sikre grænser, der let kunne kontrolleres.

"Fagbevægelsens kæmpeskridt"

I den kvælende atmosfære inden for AFL var forandringens vinde begyndt at blæse. AFL tjente, og gør stadig den dag i dag, som en af amerikansk kapitalismes støttepiller. Deres modus operandi var at opdele hver enkelt arbejdsplads i små grupper af faglærte arbejdere, som forhandlede overenskomst hver for sig. Dette gik hånd i hånd med en politik om at indgå aftaler, der var til for at undgå strejker samt en segregerende og sexistisk tilgang til sorte og kvindelige arbejdere.

Alt imens nød toppen af AFL høje lønninger betalt af deres medlemmers kontingenter og fine festmiddage betalt af arbejdsgiverne. Kapitalismen var imidlertid trådt ind i en periode med en kraftigt effektiviseret industri, hvor en stadig mere specialiseret arbejdsdeling pressede håndværk og småhandel. Den ældre skole af arbejderaristokrater såsom AFL-formanden William Green og Daniel Tobin fra chaufførernes fagforening The Teamsters, modsatte sig organiseringen af det industrielle proletariat og gjorde alt for at sabotere deres kampe. Men til trods for deres indsats, kunne de ikke lægge låg på de historiske kræfter, der var på spil.

1934 var et historisk vendepunkt for den amerikanske klassekamp. Strejken blandt Electric Auto-Lite arbejderne i Toledo, og havnearbejdernes oprør der førte til generalstrejken i San Francisco, såvel som Teamster-oprøret i Minneapolis, skete alt sammen det år. Disse strejker fortjener at blive studeret i detaljen af bolsjevikiske arbejdere i dag, men det er nok at pointere deres generelle særpræg i denne artikel.

For det første spillede organiserede, radikale grupper fra Det Amerikanske Arbejderparti (AWP), Kommunistpartiet (CPUSA) og den Amerikanske Kommunistiske Liga (senere kendt som Socialistisk Arbejderparti eller SWP) en afgørende rolle i hvert enkelt af disse strejker. Uden et koordineret, bevæbnet organ med et greb om klassekampens idéer og taktikker før disse begivenheder udfoldede sig, havde ingen af strejkerne kunne ledes til sejr. Strejkerne sendte et klart signal til toppen i AFL: hvis I ikke organiserer de her arbejdere, så gør venstrefløjsradikale det! Samtidig, i 1934, udfoldede der sig en strejke blandt 400.000 tekstilarbejdere, som strakte sig fra New England til Syden, ledt af AFL, som endte i bittert nederlag. For det andet, overkom de alle enorm modstand fra deres egne ledere i AFL, og udholdt grusom undertrykkelse fra staten i form af det lokale politi, bevæbnede strejkebrydere og nationalgarden. For det tredje gav den massive solidaritet fra de arbejdsløse, de strejkende arbejderes familier og andre arbejdere de strejkende den støtte, de havde brug for for at overkomme repressionen.

John L. Lewis fra minearbejdernes fagforening (UMW) forstod alt dette, og kiggede mod et fascistisk Europa, hvoraf han konkluderede, at hvor der ingen industriforbund var, ville der snart ikke være fagforeninger i det hele taget. Lewis og lederne fra syv andre fagforeninger stiftede Congress of Industrial Organizations (CIO) i 1935, med formål at spille en “uddannende og rådgivende rolle” internt i AFL. Omgående blev de mødt af strid opposition fra toppen i AFL, og fagforeninger affilieret med CIO blev senere i 1938 udvist fra AFL.

Organisering af industriforbund på stor skala udgjorde en alvorlig trussel mod den herskende klasse. For de mest kyniske af arbejderbevægelsen ledere var der dog en stor gevinst at hente i form af hundredtusindvis af nye kontingentbetalende medlemmer. Disse to interesser ville snart alliere sig imod arbejderne.

Det konkurrerende klassetryk, både indeni og udenfor det nyetablerede CIO, ville ultimativt lede til at de enten blev presset til fuldstændigt at bryde med det politiske etablissement eller til at blive indrulleret i et samarbejde. John L. Lewis var formand for CIO indtil 1940. Selvom han var moderat, var han en selvstændig tænker. Men selv moderat modstand var for meget for den herskende klasse.

FDR havde en konsekvent tilgang til at inddæmme og kontrollere CIO lige fra organisationens begyndelse. Han gav tomme løfter om fordelene ved at samarbejde med staten, og han isolerede Lewis og de radikale ledere i CIO ved at bejle til de mere konservative ledere. Mænd som Sidney Hillman fra de forenede tøjarbejderes fagforening (ACWA) var helt og holdent en af “arbejderbevægelsen kyniske ledere”. Sådanne ville gøre hvad som helst i deres magt for at undgå strejker og istedet få afmålt indflydelse hos Roosevelt gennem politiske tjenester.

Det stalinistiske CPUSA udgjorde også en betydelig fløj i CIO, men var under vejledning fra de snævre, politiske behov i det sovjetiske bureaukrati i modsætning til at lade sig styre af en uafhængig, internationalistisk klasseanalyse. Under den tredje periode i de tidlige tredivere hvor de officielle kommunistpartier førte en ultra-venstre politik, forsøgte og fejlede disse i at etablere fagforeninger, der var uafhængige af AFL. I slutningen af 1930'erne støttede de ukritisk FDR i en såkaldt enhedsfront mod fascismen. Dette blev senere droppet - kun midlertidigt og på nidkær vis - efter ikke-angrebspagten mellem mellem Molotov og Ribbentrop blev underskrevet af USSR og Tyskland. Denne opportunistiske zigzagkurs ville senere komme tilbage og hjemsøge CPUSA, da kommunister blev forbudt at have poster indenfor United Auto Workers i 1941 og CIO i 1947.

I samarbejde med FDR kunne højrefløjen i CIO bruge stalinisterne til, at rejse angreb mod Lewis og de radikale elementer. I takt med at han kunne se hans muligheder for at manøvrere forsvinde, flirtede Lewis med ideen om at forlade Demokraterne og etablere et arbejderparti. Men til slut gik han på kompromis og startede Labor Non-Partisan League – en PAC3 som støttede Roosevelt. De byggede også det Amerikanske Arbejderparti (ALP) i New York, der spillede en rolle, der minder om den, New York’s Working Families Party4 (WFP) gør i dag. Det ville tage seks år for arbejderbureaukratiet og FDR’s Demokratiske Parti, fuldstædig at overtage CIO. Det afgørende ligkistesøm var et frivilligt løfte fra AFL og CIO’s lederskab om ikke at strejke under krisen.

Så er der også spørgsmålet om New Deal-programmer som WPA5, bistandshjælp, reguleringer på bankområdet og minimumslønnen. Roosevelt var en oprigtigt talentfuld borgerlig politiker, og han imødekom “radikaliteten” dueligt med både guleroden og pisken. Mange af de New Deal-reformer han gennemførte, øgede utvivlsomt velstanden for millioner af amerikanere. Til trods for det var de ultimativt designet til at uskadeliggøre arbejdernes opstand, til at skabe støtte omkring ham selv og Det Demokratiske Parti og, vigtigst af alt, at sikre hans klasses kontrol over samfundet.

Da de mere nærsynede kapitalister angreb ham for at være for meget i konflikt med virksomhederne, angreb hans administration på demagogisk vis indflydelsen fra monopolerne og elitens såkaldte 60 familier6. Og da de radikale angreb ham, pegede han på hans reformer og hans tilhængere i arbejderbevægelsen. Da USA gik ind i anden verdenskrig, forberedte han omhyggeligt den offentlige mening, og indbød direkte til et angreb fra japanerne. Arbejderbevægelsens næsten fuldstændige kapitulation til Roosevelt var uden tvivl amerikansk socialismes mest betydningsfulde tilbageslag i det tyvende århundrede, og lagde grunden for alle fremtidige nederlag.

I takt med at den økonomiske og politiske krise udfolder sig, medvirker det til, at arbejdere kigger imod mere og mere radikale ideer som en løsning på deres problemer, der i sidste ende kulminerer i idéen om socialistisk revolution, hvis denne åbnet bliver fremlagt. Dette fænomens spejlbillede er de herskende klassers tendens til en stigende grad af autokratisk styre, i takt med at deres greb om økonomien og deres politiske legitimitet bliver mere og mere spinkel.

I 1930'erne frygtede amerikanske socialister, at de herskende klasser ville ty til fascisme. Det var ikke en uberettiget frygt. Kapitalisterne så nøje til mens den fascistiske borgmester i Jersey City, Frank Hague, eksperimenterede med utilsløret reaktion. FDR’s tætte rådgiver Bernard Baruch gav til og med alle medlemmer af Roosevelts kabinet en kopi af en bog af den fascistiske teoretiker Giovanni Gentile, som de nøje skulle studere.

I 1939 kommenterede Leon Trotsky på Roosevelts New Deal:

Fascistiske diktaturer betyder en åben erkendelse af tendensen til forarmelse, som de rige imperialistiske demokratier stadig forsøger at skjule. New Deal-politikken, med dens fiktive resultater og dens meget virkelige forøgelse af statsgælden, fører uundgåeligt til voldsom kapitalistisk reaktion og en eksplosion i imperialismen med destruktive konsekvenser. Med andre ord føres det ind i de samme kanaler som fascismens politikker.

Var det ikke for verdenskrigen, havde der meget vel været en betydningsfuld fascistisk bevægelse i USA.

Til sidst endte den amerikanske herskende klasse med at vælge en anden vej. Den nationale mobilisering til krigen trak med tiden økonomien ud af depressionen, og FDR var tvunget til at føre krigen som én mellem “demokrati” og “fascisme”, hvilket knyttede sig til arbejdernes instinktive klassehad mod nazisterne.

I dag ligger direkte fascisme måske ikke i kortene, men drabelige paramilitære reaktionære går allerede åbent rundt i de amerikanske gader. Så hvordan skal socialister fortolke New Deal og 1930'erne, som var den mest intense periode for klassekampen i amerikansk historie siden borgerkrigen?

Den første lektion er, at klassekamp – ikke klassesamarbejde – er måden hvorpå, man kan vinde virkelige reformer. Massemobilisering af arbejdere, støttet af de arbejdsløse og undertrykte, vandt reformerne under New Deal. De herskende klasser ved, at man ikke kan tilbageholde en massebevægelse af arbejdere fuldt ud, så de må forsøge at bruge delvise indrømmelser til at kontrollere den. Dette rejser dog spørgsmålet: hvor ville de finde ressourcerne til at gennemføre noget i nærheden af en New Deal under de givne omstændigheder i den nuværende krise?

Den anden lektion er, at medmindre og indtil kapitalismen bliver væltet af en revolution og erstattet af socialisme, vil selv de mest gennemgribende reformer kunne blive tilbagerullet. På grund af truslen om en revolution fra bunden, blev de beskedne New Deal-programmer implementeret fra toppen. Dette tog uden tvivl brodden af elendigheden under Den Store Depression – men det efterlod kapitalismens årsager til periodiske kriser intakt – og sendte sorteper videre til fremtidige generationer.

For at organisere arbejderne til endnu større kampe i fremtiden og endeligt til revolutionen, må marxister tålmodigt forklare, hvordan tidligere slag i klassekampen blev vundet og tabt. Arbejderklassen er meget stærkere i 2020 end i 1936, men selv den største hær kan blive knust, hvis den har den forkerte strategi, taktik og lederskab.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.