Kom til møde om kvindekamp og revolution med Revolutionære Socialister d 8. marts!

SPAVi begynder at se en modreaktion på feministiske postmodernistiske teorier, der fokuserer på individet. Som en velkommen modvægt vinder en antikapitalistisk feminisme, der er inspireret af marxismen, frem. Men den antikapitalistiske feminisme har også sine begrænsninger. Den har ingen svar på, hvordan de revolutionære bevægelser, vi ser brede sig ud over hele verden, vindes.

I årtier har det teoretiske grundlag for kvindekampen været præget af poststrukturalismen og særligt queerteori. Queerteori er tæt forbundet med Judith Butler og hendes bog Gender Trouble, der første gang blev udgivet i 1990. Det har sat sit præg på alle bevægelser og enkeltpersoner, der har kæmpet for kvinders ligestilling og frigørelse.

Den poststrukturalistiske retning, som queer-teorien udspringer af, opstod i akademiske kredse i kølvandet på de revolutionære bevægelser omkring 1968. Bevægelserne led nederlag og et lag af intellektuelle, der havde været i bevægelsernes periferi, drog pessimistiske konklusioner. De mistede enhver tiltro til arbejderklassen og kollektiv handling. De forstod ikke de revolutionære bevægelsers dynamik. De følte, at det var arbejderklassen, der havde svigtet. Arbejderne og de undertrykte verden over havde i virkeligheden til overmåde vist sig parate til at kæmpe til den bitre ende mod undertrykkelse og for et andet samfund, men poststrukturalisterne var ude af stand til at forstå, at årsagen til arbejderklassens manglende sejr var arbejderklassens ledelse.

De drog den for dem nærliggende konklusion, at det var ideerne bag, “de store fortællinger”, dvs. sammenhængende teorier om samfundet som f.eks. marxismen, der var problemet. Der var slet ikke nogen samfundsstrukturer men kun ord og diskurser – en meget belejlig konklusion, når man som disse akademikere lever af ord og af netop at analysere diskurser. Poststrukturalismen er en typisk småborgerlig politisk retning, der ser alt ud fra individets synspunkt. Ifølge poststrukturalismen er det slet ikke muligt at ændre verden eller gøre op med magtstrukturerne. Det man højst kan opnå er at analysere diskurserne og dermed udstille og udfordre dem – den opgave overlader de til akademikeren, der sidder i sit elfenbenstårn og analyserer ordenes verden.

Poststrukturalisterne afspejlede tidsånden perfekt. Massebevægelserne havde lidt nederlag og demoralisering og pessimisme bredte sig. Den konservative højrefløj vandt frem med Ronald Reagan i USA, Margaret Thatcher i Storbritannien og Poul Schlüter herhjemme. Sovjetblokkens fald i slut 1980’erne og start 1990’erne gav venstrefløjens pessimisme endnu et nøk nedad.

Poststrukturalismen opstod som et bevidst opgør med marxismen. Alligevel anses poststrukturalisterne blandt deres følgere for at være radikale, endda revolutionære, fordi de fremstår som kritiske over for magten. Men det siger alt om denne retnings såkaldte radikalitet, at CIA så yderst positivt på deres bidrag til uddannelsen af nye generationer og endda finansierede flere poststrukturalistiske publikationer. I en CIA-rapport fra 1985 med titlen “France: Defection of the Left Intellectuals”, der for nylig er blevet deklassificeret, står der, at selvom kritikerne beskylder denne nye venstrefløj og bl.a. Foucault for at være for svære at forstå, »mener vi [red.: CIA], at dens kritiske nedbrydning af den marxistiske indflydelse i samfundsvidenskaberne sandsynligvis vil vare ved som et væsentligt bidrag til den moderne videnskab både i Frankrig og andre steder i Vesteuropa« (citeret i “Marxism vs. Identity Politics”, marxist.com).

Efter bevægelsernes nederlag og Sovjetunionens sammenbrud drog mange den konklusion, at et alternativ til kapitalismen var umuligt. De marxistiske kræfter blev reduceret til næsten ingenting godt hjulpet på vej af stalinisternes sterile karikatur af marxismen, der ikke var tiltrækkende for selvstændigt tænkende unge. De marxistiske kræfter var svækkede og ikke stærke nok til at kunne tilbyde et alternativ. Poststrukturalismen kom derfor for mange uvilkårligt til at fremstå som det eneste kritiske alternativ til det bestående på universiteterne og i venstreorienterede kredse. Men der er reelt intet kritisk eller radikalt ved poststrukturalismen: Ifølge poststrukturalismen kan man ikke gøre op med magten i samfundet kun udfordre den inden for magtens egne rammer. Det ender med andre ord i en frugtesløs individuel kamp.

Queerteori er den feministiske variant af poststrukturalismen. Hovedargumentet i queerteorien er, at køn, også biologisk køn, skabes af diskurser, dvs. hvordan vi taler om køn, og i Butlers forståelse også hvordan vi “gør” køn, ud fra hvad der opfattes som muligt. I queerteori udspringer undertrykkelsen af køn og andre seksualiteter end den heteroseksuelle af diskurserne. Queerteori er grundlæggende en filosofisk idealistisk retning i modsætning til marxismen, der anser det materielle som det centrale. I den marxistiske opfattelse er det klassesamfundet, der har skabt grundlaget for kvindeundertrykkelse og al anden undertrykkelse.

Denne forskel kommer til udtryk i opfattelsen af, hvordan kvindeundertrykkelsen bekæmpes. Ifølge queerteorien kan man ikke gøre op med undertrykkelsen. Undertrykkelsen er indlejret i selve individet, og vi er alle med til at opretholde den. Det eneste mulige opgør med magten og undertrykkelsen er at udfordre den. Butler taler for at udvide »det mulige«, dvs. hvilke identiteter der kan tænkes, inden for det nuværende systems rammer. Al fokus er på individet, og den kollektive kamp har ingen plads. Det er hverken radikalt eller revolutionerende men derimod dybt reaktionært. At udvide, hvad der opfattes som virkeligt, ændrer ikke på, at undertrykkelsen består, så længe det undertrykkende samfund består.

Men de sidste ti år har vi set kvinder – og mænd – gå på gaden. Både på baggrund af spørgsmål, der er direkte relateret til kampen for kvindefrigørelse såsom f.eks. retten til abort, vold mod kvinder og ligeløn men også som del af de massebevægelser, der er opstået over hele verden. I lande som Sudan, Libanon og Irak har kvinder spillet en afgørende rolle i de revolutionære bevægelser den seneste tid.

Kapitalismen befinder sig i en blindgyde og kan hverken sikre fremgang eller et værdigt liv for det store flertal. Det presser arbejdere og særligt unge både mænd og kvinder til at kæmpe. Disse bevægelser er begyndt at nedbryde poststrukturalismens teoretiske dominans i bevægelsen, og afspejler sig i fremkomsten af en antikapitalistisk feminisme.

Et velkomment opgør med den liberale feminisme

Et af de nyeste skud på stammen indenfor den antikapitalistiske feminisme er Feminism for the 99% - a Manifesto, der udkom sidste år, og som netop er blevet oversat til dansk af Forlaget Solidaritet: Manifestet for de 99%. Manifestet er skrevet af aktivister og akademikere Cinzia Arruzza, Tithi Bhattacharya og Nancy Fraser og leverer en sønderlemmende kritik af det, de kalder den liberale feminisme.

Manifestet er knivskarpt i sit opgør med den liberale feminisme, som det anklager for at stå for en »lige muligheders dominans.« Den liberale feminisme er ifølge Manifestet en del af problemet, for »selvom den fordømmer 'diskrimination’ og går ind for 'valgfrihed’, nægter den liberale feminisme standhaftigt at gøre noget ved de socioøkonomiske begrænsninger, der gør frihed og empowerment umuligt for det store flertal af kvinder.«

Den liberale feminisme ønsker ikke et opgør med samfundets hierarkier men en diversificering af dem. »Ved at behandle kvinder som blot en ‘underrepræsenteret gruppe’ forsøger dens talsmænd at sikre, at et par privilegerede sjæle kan opnå positioner og løn på niveau med mændene i deres egen klasse.« Manifestet kritiserer desuden den liberale feminisme for at udlicitere undertrykkelsen. Karrierekvinderne benytter sig af billig kvindelig arbejdskraft ofte fra migrantarbejdere til at tage sig af de huslige opgaver. Debatten herhjemme om forholdene for au pair-piger er et glimrende eksempel på denne liberale feminisme, der hævder, at au pair-pigernes nedværdigende arbejdsforhold er en forudsætning for ligestilling.

Ligeledes kritiserer Manifestet den liberale feminismes argument om, at kvinder for enhver pris skal støtte andre kvinder, hvilket for eksempel var hovedargumentet for Hillary Clintons kampagne mod Bernie Sanders i Det Demokratiske Parti i 2016.

Men der er intet feministisk ved kvinder i den herskende klasse, der udfører det beskidte arbejde med at bombe andre lande og opretholde apartheidregimer der støtter neokoloniale interventioner i humanismens navn, mens de forholder sig tavse til de folkedrab, der er begået af deres egne regeringer; der eksproprierer forsvarsløse befolkninger gennem strukturel tilpasning, pålagt gæld og tvungen nedskæringspolitik.

Manifestet gør op med opfattelsen af at se de forskellige former for undertrykkelse som en »pluralitet« men rodfæster dem alle i det kapitalistiske system. Og i stedet for den liberale feminisme taler Manifestet om behovet for en antikapitalistisk feminisme med fokus på kvinder fra det store flertal, de 99%, som de åbent italesætter som arbejderklassen.

Antikapitalismens begrænsninger

Men den antikapitalistiske feminisme har også sine begrænsninger. Som Karl Marx formulerede det, så handler det ikke bare om at »fortolke« verden, men om at »forandre« den, og her kommer også den antikapitalistiske feminisme til kort. Manifestet peger på behovet for en kamp mod kapitalismen og fremhæver for eksempel de strejker, der har været i Spanien på kvindernes internationale kampdag de seneste år. Men de fremsætter intet alternativ til det nuværende system. Det er et bevidst valg fra deres side: »Vores manifest foreskriver ikke de nøjagtige konturer af et alternativ, da sidstnævnte må dukke op i løbet af kampen for at skabe det.«

Manifestet bliver ikke mere konkret end at rejse krav om »en massiv omorganisering af forholdet mellem produktion og reproduktion: for sociale ordninger, der prioriterer menneskers liv og sociale forbindelser frem for produktion efter profit; for en verden, hvor mennesker af ethvert køn, nationalitet, seksualitet og farve forener social-reproduktiv aktiviteter med sikre, vellønnede og chikane-fri jobs.« Mere klart bliver det ikke, udover at den traditionelle forståelse af socialisme, ifølge forfatterne til Manifestet for de 99%, ikke kan frigøre kvinderne.

Alle Manifestets tre forfattere er aktivister, men de er også alle ansat på forskellige universiteter. Bhattacharya er ansat som lektor i historie og leder af Globale Studier på Purdue University, Nancy Fraser er professor i filosofi og politik på the New School for Social Research og Cinzia Arruzza er lektor i filosofi samme sted. Og de udviser de samme “sygdomstegn” som resten af den akademiske marxisme: De rejser en mere eller mindre skarp kritik af det bestående, men mangler helt og aldeles et revolutionært program. Mange af dem rejser kritik af kapitalismen, men ingen af dem går ud over kapitalismens rammer. De er antikapitalister men ikke revolutionære.

Det afgørende element i marxismen er imidlertid ikke en analyse af klassekampen eller kritikken af kapitalismen. Der er mange borgerlige, der anerkender klassekampens eksistens, og mange vil også påpege fejl ved kapitalismen alene med det formål at forbedre systemet. Marx’ afgørende konklusion var nødvendigheden af en socialistisk verdensrevolution. Enhver, der ikke er parat til at drage den konklusion, er i realiteten ikke marxister. Og det gælder 99% af de akademiske selverklærede marxister og også de antikapitalistiske feminister. De tager nogle dele af Marx (de analytiske) men gemmer belejligt andre dele, som kunne risikere at skade deres karriere, væk som f.eks. dette citat fra Marx selv:

»Hvad nu mig angår, så tilkommer der mig ikke den fortjeneste at have opdaget hverken klassernes eksistens i det moderne samfund eller deres indbyrdes kamp. Borgerlige historikere havde længe før mig skildret, hvordan denne klassernes kamp historisk har udviklet sig, og borgerlige økonomer havde fremstillet denne udviklings økonomiske anatomi. Hvad jeg tilføjede af nyt var: 1. at påvise, at klassernes eksistens blot er knyttet til bestemte historiske faser i produktionens udvikling; 2. at klassekampen nødvendigvis fører til proletariatets diktatur; 3. at selve dette diktatur kun danner overgangen til ophævelsen af alle klasser og til et klasseløst samfund [...]« (Marx brev til Weidemeyer, 1852)

Uden det revolutionære element forbliver akademisk marxisme borgerlig og ufarlig. Så selvom den antikapitalistiske feminisme dog er udtryk for et velkomment brud med den liberale og den postmodernistiske feminisme, så betyder det ikke, at den kan bruges til rent faktisk at forandre verden.

Behovet for en revolution

De seneste års massebevægelser har fostret den antikapitalistiske feminisme men viser samtidig dens begrænsninger. I land efter land har vi set kvinder gå på gaden i kampen.

Kapitalismen befinder sig i en dyb krise, og det rammer kvinder: gennem nedskæringer, lavere lønninger, øget pres, der øger vold o.l. De revolutionære bevægelser er et udtryk for de frustrationer, der har ophobet sig under overfladen. Lande, der har set rolige og stabile ud på overfladen, kastes pludselig ud i massebevægelser, og baggrunden kan ligne tilfældigheder. I Chile var det spørgsmålet om prisen på metrobilletter og i Libanon en skat på Whatsapp. Men bevægelsernes baggrund er dybereliggende: De er en reaktion på 30 års nedskæringer og undertrykkelse.

Det er et tegn på revolutionære bevægelser, når de mest undertrykte lag som f.eks.kvinderne begynder at deltage på masseskala. Bevægelserne har rykket sig væk fra de konkrete spørgsmål over til spørgsmål om retten til et ordentligt og værdigt liv, og de har vakt kvinder til live politisk og givet dem en fornyet selvtillid. Men bevægelserne i sig selv er ikke nok, så længe systemet består. Selv i lande hvor diktatorer er blevet væltet, har intet grundlæggende ændret sig, og mange steder er kvinders forhold faktisk blevet værre som en konsekvens af det kapitalistiske systems blindgyde.

I 2011 deltog kvinder i Egypten massivt i den bevægelse, der væltede diktatoren Hosni Mubarak. Stort set alle kvinder i Egypten har oplevet seksuel chikane og før 2011 deltog kvinder ikke i stort omfang i sociale bevægelser. Men i bevægelsen i 2011 udgjorde de omkring 50 %. Side om side med mændene demonstrerede de på Tahrirpladsen. Iført tørklæder kastede de sten og molotovcocktails mod pansrede biler, der rullede ind på Tahrir-pladsen. Bevægelsen ændrede relationen mellem mænd og kvinder: »[…] På pladsen havde du folk fra forskellige klasser, både mænd og kvinder, der blandede sig, talte sammen og diskuterede. De [mændene] så, at kvinder er stærke, at de kan passe på sig selv. De så kvinder arbejde hårdt for revolutionen, stå i spidsen for protester og deres svar [ikke at gramse på kvinderne] er deres måde at sige ‘jeg respekterer dig’,« forklarede forklarede Fru Hassan, der deltog i den revolutionære bevægelse i Egypten i 2011.

Samme fænomen har vi set i Algeriet, Sudan, Irak og Libanon det sidste år, hvor kvinder også har spillet en markant rolle i de revolutionære bevægelser. I Sudan udgjorde kvinder omkring 70 % af den revolutionære bevægelse, der tog form i december 2018, og som i april 2019 væltede diktatoren Omar Al-Bashir. I Irak demonstrerede tusindvis af kvinder d. 13. februar i protest mod en af regeringens gejstlige, Muqtada al-Sadr, der havde krævet en større adskillelse af kønnene. Det var led i den generelle revolutionære bevægelse i landet og stemningen var elektrisk: »Vi går ikke hjem, før vi opnår vores krav – vi gik på gaden for at vinde. Denne march er ikke kun for at kæmpe for kvinders rettigheder men for alle irakeres,« udtalte Safaa, der var en af demonstranterne.

Men tilfældet med Egypten viser også, hvad der sker, hvis ikke arbejderne formår at gennemføre revolutionen og tage magten. I Egypten blev Mubarak væltet, men det skabte et magtvakuum, som blev fyldt af militæret. Kontrarevolutionen brugte bevidst kvindeundertrykkelse for at knuse revolutionen: På Tahrirpladsen sendte regimet bander af voldtægtsmænd ind – en praksis der er fortsat efterfølgende for at afskrække kvinder fra at deltage i politik. Da en ny massebevægelse havde væltet militæret blev det nye vakuum udfyldt af det Muslimske Broderskab, der på ingen måde gjorde forholdene bedre, hverken for kvinder eller arbejderklassen generelt. Det Muslimske Broderskab sænkede for eksempel den kvindelige lavalder for ægteskab fra 18 til 12 år og afskaffede kvinders ret til skilsmisse.

Samme skæbne ser vi udfolde sig i de andre lande. I Sudan er den militære regering, der er kommet til magten efter en aftale mellem militæret og den revolutionære bevægelses ledere, specifikt gået efter kvindelige demonstranter. Voldtægt og seksuel vold er en eksplicit taktik. En af militærets øverste kommanderende beordrede officererne: »Knæk pigerne, for hvis du knækker pigerne, knækker du mændene.«

Disse bevægelser har vist feminismens – også den antikapitalistiske variants –begrænsninger. Alt hvad denne feminisme konkret foreslår, har disse bevægelser opfyldt: De har synliggjort kvinders problemer, vakt dem politisk til live, nedbrudt barriererne mellem mænd og kvinder i en fælles kamp. Alligevel er kvinders forhold ikke blevet bedre snarere tværtimod. Det er tydeligt at undertrykkelsen vil bestå, så længe kapitalismen består, med kapitalismens krise vil den blot blive værre og for hver revolutionær bevægelse der lider nederlag, vil kontrarevolutionen optrappe undertrykkelsen.

Problemet er, at undertrykkelsen er uløseligt forbundet med klassesamfundet – med kapitalismen. Magten i samfundet ligger hos ejerne af produktionsmidlerne. Så længe der ikke rokkes ved samfundets økonomiske magt, vil det ikke gøre en fundamental forskel, og strukturerne vil forblive intakte. Derfor er marxismen den eneste teori, der ikke blot kan fortolke verden men forandre den. Det er den eneste teori, der peger på en løsning: nødvendigheden af at arbejderklassen fratager kapitalisterne det private ejerskab til produktionsmidlerne og dermed bryder deres magt. Forfatterne til Manifestet skriver, at de ikke foreskriver »de nøjagtige konturer af et alternativ, da sidstnævnte må dukke op i løbet af kampen for at skabe det.« Men det er ikke godt nok. Bevægelserne finder sted nu! Masserne kan ikke vente på, at alternativet opstår ud af det blå. Og hvad venter de på? Vi har mere end 150 års revolutionære erfaringer at bygge et alternativ på. Det er, hvad marxismen er: arbejderklassens samlede erfaringer.

Vi opfordrer alle, der er kritiske overfor kapitalismen, til at tage det næste skridt. Det er ikke nok at være indigneret og kritisk. Det er kun en spæd begyndelse. Vil man gøre noget ved problemerne, må man tage skridtet videre og blive revolutionær.

Denne artikel er bygget på en længere artikel, der udgives som del af bogen 'Marxisme og feminisme – hvorfor klassekamp er kvindekamp' i løbet af 2020 på Forlaget Marx.

Alle citater fra 'Feminism for the 99%' er fra den engelske udgave og oversat derfra.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]