Trotskij tale københavn[I dette interview, først bragt i Liberty Magazine i 1935, fremlægger Leon Trotskij et bredt overblik over hvad en kommunistisk fremtid ville betyde for USA. Interessen kom på baggrund af den store depression, der fik det amerikanske folk til i stigende grad at lede efter radikale og antikapitalistiske løsninger på hverdagens problemer.]

I dag betragter de fleste amerikanere udelukkende kommunisme i lyset af erfaringerne fra Sovjetunionen. De frygter, at sovjetismen i USA ville få det samme materielle udfald, som den har bragt de kulturelt tilbagestående folk i Sovjetunionen.

De frygter, at kommunismen vil lægge dem på en prokrustesseng, og de peger på den angelsaksiske konservativisme som bolværk og som en uovervindelig forhindring for blot at indføre ønskelige reformer. De argumenterer for, at Storbritannien og Japan ville foretage militære interventioner mod de amerikanske sovjetter. De gyser ved tanken om, at amerikanere skulle ensrettes i påklædning og kost, være nødsaget til at leve på sulterationer, blive pålagt at læse stereotypisk officiel propaganda i aviserne, blive tvunget til at fungere som gummistempel for beslutninger, der er blevet taget uden deres aktive deltagelse eller blive påtvunget at holde deres tanker for dem selv, og højlydt prise de sovjetiske ledere i det offentlige rum, i frygt for fængsling eller eksil.

De frygter monetær inflation, bureaukratisk tyranni og uudholdeligt bureaukratiske forhindringer i at anskaffe sig livsfornødenheder. De frygter sjælløs standardisering af kunst og videnskab såvel som af de daglige livsfornødenheder. De frygter, at al politisk spontanitet og den antagne pressefrihed vil blive udslettet af et diktatur af et monstrøst bureaukrati. Og de gyser ved tanken om at blive tvunget ind i en uforståelig, overfladisk læsning af marxistisk dialektik og disciplinerede socialfilosofier. De frygter, kort sagt, at Sovjetamerika vil blive et modstykke til hvordan, de har fået at vide, Sovjetunionen ser ud.

Faktisk vil amerikanske sovjetter være lige så forskellige fra de russiske sovjetter, som USA under præsident Roosevelt adskiller sig fra det Russiske Imperium under tsar Nikolaj II. Men kommunisme i Amerika kan kun komme gennem revolution, på samme måde som uafhængighed og demokrati kom til Amerika. Det amerikanske temperament er energisk og voldeligt, og det vil insistere på at smadre et godt antal tallerkner og skabe en del røre i andedammen før kommunismen er fast etableret. Amerikanere er entusiaster og sportsfolk frem for specialister og statsmænd, og det ville være imod amerikansk tradition at lave et stort skift uden at vælge side og toppes.

Men den amerikanske kommunistiske revolution vil være ubetydelig sammenlignet med den bolsjevikiske revolution i Rusland, i forhold til jeres nationale rigdom og befolkning, uanset hvor stor dens relative omkostning bliver. Det er, fordi en revolutionær borgerkrig ikke kæmpes af den lille håndfuld mænd på toppen – de 5 eller 10%, som ejer ni tiendedele af amerikansk rigdom; denne håndfuld ville kun kunne rekruttere sine kontrarevolutionære hære fra den lavere middelklasse. Selv da, kunne revolutionen let tiltrække dem til sit banner ved at vise at kun sovjetternes støtte kan redde dem.

Alle under denne gruppe er allerede økonomisk forberedte på kommunisme. Depressionen har hærget jeres arbejderklasse og har været et knusende slag for bønderne, som allerede var skadet af efterkrigsårtiets langvarige nedgang i landbruget. Der er ingen grund til, at denne gruppe skulle give vedholdende modstand til revolutionen; de har intet at tabe, for så vidt, selvfølgelig, at de revolutionære ledere påtager en langsigtet og moderat politik i forholdet til dem.

Hvem vil ellers kæmpe mod kommunisme? En lille gruppering af milliardærer og multimillionærer? Folk fra Mellon-, Morgan-, Ford- og Rockefellerfamilierne? De vil stoppe med at kæmpe, så snart de ikke kan finde andre til at slås for sig.

Den amerikanske sovjetregering vil sætte de højeste tinder af jeres forretningssystem under streng kontrol:  bankerne, nøgleindustrierne og transport- og kommunikationssystemerne. Derefter vil den give bønderne, de små handelsfolk og forretningsmændene en lang periode til at tænke over tingene, og se, hvor godt den nationaliserede del af industrien fungerer.

Det er her, de amerikanske sovjetter kan producere virkelige mirakler. “Teknokrati” kan kun blive til virkelighed under kommunismen, når den private ejendomsrets- og private profits døde hånd fjernes fra jeres industrisystemer. De mest dristige af forslagne fra Hoover-kommissionen om standardisering og rationalisering vil se barnlige ud sammenlignet med de nye muligheder frigjort af amerikansk kommunisme.

National industri vil blive organiseret langs samme linje som samlebåndet i jeres moderne bilfabrikker med kontinuerlig produktion. Videnskabelig planlægning kan løftes ud af den individuelle fabrik og påføres hele det økonomiske system. Resultaterne vil være formidable.

Produktionsomkostninger vil blive skåret til 20 %, eller mindre, af deres nuværende niveau.  Dette vil føre til stor stigning i jeres bønders købekraft.

De amerikanske sovjetter vil uden tvivl etablere deres egne gigantiske landbrug som skoler for frivillig kollektivisering. Jeres bønder kunne let regne ud, om det var til deres individuelle fordel at forblive isolerede eller at blive en del af den offentlige kæde.

Den samme metode ville blive brugt til at trække små erhverv og industrier ind i den nationale organisering af industrien. Med sovjetternes kontrol over råmaterialer, kredit og ordrekvoter kunne disse sekundære industrier holdes solvente indtil de gradvist og uden tvang blev suget ind i det socialiserede forretningssystem.

Uden tvang! De amerikanske sovjetter ville ikke behøve at ty til de drastiske metoder, som omstændighederne ofte har påtvunget russerne. I USA, gennem PR- og reklamevidenskaben, har man midlerne til at vinde støtte fra jeres middelklasse, som var uden for rækkevidde for sovjetterne i tilbagestående Rusland med dens store majoritet af fattige og analfabetiske bønder. Dette, såvel som jeres tekniske udstyr og jeres rigdom, er det største aktiv for jeres kommende kommunistiske revolution. Jeres revolution vil gå glattere end vores; I kommer ikke til at spilde jeres energi og ressourcer på dyre sociale konflikter efter hovedproblemstillingerne er blevet afgjort, og derfor vil I bevæge jer fremad langt hurtigere.

Selv den religiøse intensitet og dedikation i USA vil ikke blive en forhindring for revolutionen. Hvis man anlægger de amerikanske sovjetters perspektiv, så vil ingen af de psykologiske bremser være stærke nok til at stoppe presset fra den sociale krise. Det er blevet demonstreret mere end én gang i historien. I øvrigt skal det ikke glemmes at evangelierne selv indeholder nogle ret eksplosive aforismer.

Når det kommer til den sovjetiske revolutions relativt få modstandere, kan man stole på den amerikanske opfindsomhed. Det kan sagtens være, at I tager jeres ikke-overbeviste millionærer og sender dem til en idyllisk ø rentefri resten af livet, hvor de kan gøre, hvadend de lyster.

Det kan I gøre ganske sikkert, for I behøver ikke frygte fremmede indgreb. Japan, Storbritannien og andre kapitalistiske lande, som intervenerede i Rusland, ville ikke kunne gøre andet, end at tage imod amerikansk kommunisme uden kamp. Faktisk vil kommunismens sejr i USA – kapitalismens højborg – få kommunisme til at sprede sig til andre lande. Japan vil sandsynligvis gå med i de kommunistiske rækker før etableringen af de amerikanske sovjetter. Det samme gælder Storbritannien.

I ethvert tilfælde ville det være en skør idé at sende hans britiske majestæts flåde mod Sovjetamerika, selv ikke som et angreb mod den sydlige og mere konservative del af jeres kontinent. Det ville være håbløst, og ville aldrig blive andet end en andenrangs militæreskapade.

Inden for et par uger eller måneder af etableringen af de amerikanske sovjetter vil panamerikanisme være en politisk realitet.

Regeringerne i Central- og Sydamerika ville blive trukket ind i jeres føderation som jernspåner til en magnet. Det samme ville Canada. Folkebevægelserne i disse lande ville være så stærke, at de ville gennemtvinge denne store forenende proces inden for en kort periode og med ubetydelige omkostninger. Jeg vil vædde på, at man ved det amerikanske sovjetters første jubilæum, ville se den vestlige hemisfære transformeret til De Forenede Sovjetiske Stater af Nord- Central- og Sydamerika med hovedstad i Panama. Således ville Monroe-doktrinen for første gang have en fuldstændig og positiv betydning for verdens anliggender om end ikke den, som dens forfatter havde forestillet sig.

På trods af klagerne fra nogle af jeres ærkekonservative forbereder Roosevelt ikke en sovjetisk transformering af USA.

NRA (National Recovery Administration) sigter ikke mod at udslette men derimod at styrke den amerikanske kapitalismes fundament ved at overvinde jeres forretningsproblemer. Det er ikke The Blue Eagle, men de udfordringer, den ikke kan overvinde, som kommer til at bringe kommunisme til USA. De ”radikale” professorer i jeres braintrust er ikke revolutionære:  de er blot skræmte konservative. Jeres præsident afskyr ”systemer” og ”generaliseringer”. Men en sovjetisk regering er det bedste af alle mulige systemer, en enorm generalisering i aktion.

Gennemsnitsmanden kan heller ikke lide systemer eller generaliseringer. Det er jeres kommunistiske statsmænds opgave at få systemet til at levere de konkrete goder, som gennemsnitsmanden ønsker: sin mad, cigarer, underholdning, sin frihed til at vælge sine egne slips, sit eget hus og sin egen bil. Det bliver let at give ham de bekvemmeligheder i Sovjetamerika.

De fleste amerikanere er blevet vildledt af det faktum, at vi i Sovjetunionen var nødt til at bygge helt nye grundlæggende industrier op fra bunden. Det kunne ikke ske i USA, hvor I allerede er nødt til at skære ned på jeres landbrugsområder og reducere jeres industrielle produktion. Faktisk er jeres enorme teknologiske udstyr blevet paralyseret af krisen, og råber på at blive brugt. I vil kunne skabe en hurtig stigning i jeres folks forbrug som startpunkt for jeres økonomiske genoplivning.

I er bedre forberedt på at gøre dette end noget andet land. Ingen andre steder har studiet af det interne marked nået den samme intensitet som i USA. Det er blevet gjort af jeres banker, fonde, individuelle forretningsmænd, handlende, rejsende sælgere og landmænd som en del af deres arbejde. Jeres sovjetiske regering vil helt enkelt ophæve alle forretningshemmeligheder, vil kombinere alle disse konklusioner, der er blevet opnået for privat profil, og transformere dem til et videnskabeligt system af økonomisk planlægning. I dette vil jeres regering blive hjulpet på vej af tilstedeværelsen af en stor gruppe dannede og kritiske forbrugere. Ved at kombinere de nationaliserede nøgleindustrier, jeres private virksomheder og demokratisk forbrugersamarbejde vil I hurtigt udvikle et højst fleksibelt system til at servicere jeres befolknings behov.

Systemet vil sættes op, så dets grundlag ikke er bureaukrati – men kolde kontanter frem for politimænd.Jeres almægtige dollar vil spille en central rolle i at få jeres nye sovjetsystem til at virke. Det er en stor fejl at forsøge at blande en ”planlagt økonomi” med en ”styret møntfod”. Jeres penge skal fungere som regulator, der kan bruges til at måle succesen eller fiaskoen af jeres planlægning.

Jeres ”radikale” professorer tager fuldstændig fejl i deres hengivenhed til ”styrede penge”. Det er en akademisk idé, som let kan ødelægge hele jeres distribution- og produktionssystem. Det er den store lektie man skal lære fra Sovjetunionen, hvor bitter nødvendighed er blevet konverteret til officiel dyd i den monetære verden.

Dér er manglen på en stabil guld-rubel en af hovedårsagerne til vores mange økonomiske problemer og katastrofer. Det er umuligt at regulere løn, priser og varers kvalitet uden et solidt monetært system. En ustabil rubel i et sovjetsystem er som at have variable støbeforme på et fabriksbånd. Det virker ikke.

Kun når socialismen succesfuldt udskifter den administrative kontrol med penge, bliver det muligt at gå bort fra en stabil guld-baseret møntfod. Så bliver penge almindelige stykker papir som tog- eller teaterbilletter. I takt med socialismens fremskridt vil disse sedler også forsvinde og kontrol med det individuelle forbrug – om det er gennem penge eller administration – bliver ikke længere nødvendigt, når der er mere end nok af alting til alle!

Sådan et tidspunkt er endnu ikke kommet, selv om USA uden tvivl vil nå det før noget andet land. Indtil da, er den eneste måde at opnå sådan et udviklingsstadie ved at bibeholde en effektiv regulator og måleenhed for, hvordan jeres system virker. Faktisk har en planøkonomi i de første par år mere brug for en sund valuta end det gamle kapitalistiske system havde. Professoren, som regulerer møntfoden med det formål at regulere hele forretningssystemet, er som manden, der prøver at løfte begge fødder op fra jorden på samme tid.

Sovjetamerika vil besidde guld nok til at stabilisere dollaren – et uvurderligt aktiv. I Rusland har vi udvidet vores industri med 20 og 30 % om året; men vi har – på grund af en svag rubel – ikke været i stand til at distribuere denne stigning effektivt. Det er delvist, fordi vi har ladet vores bureaukrati udsætte vores monetære system for administrativ ensidighed. I vil slippe for dette onde. Derfor vil I overgå os stort i forhold til øget produktion og distribution, hvilket vil føre til hurtig fremgang i jeres befolknings levevilkår og velfærd.

I alt dette vil I ikke behøve imitere vores standardiserede produktion til vores sørgelige masseforbrugere. Vi har overtaget en tiggers arv fra Tsar-Rusland, en kulturelt underudviklet bondestand med en lav levestandard. Vi var nødt til at bygge vores fabrikker og dæmninger på forbrugernes bekostning. Vi har haft kontinuerlig valutainflation og et uhyrligt bureaukrati.

Sovjetamerika vil ikke behøve at imitere vores bureaukratiske metoder. Hos os har manglen på de grundlæggende livsfornødenheder skabt en intens kamp blandt alle for et ekstra stykke brød eller en ekstra meter stof. I denne kamp er vores bureaukrati trådt frem som forligsmænd, en almægtig voldgift. I modsætning til os, er I langt rigere, og ville ikke have store problemer med at forsyne hele jeres befolkning med tilstrækkelige livsfornødenheder. Yderligere ville jeres behov, smag og vaner aldrig tillade jeres bureaukrati at opdele den nationale indkomst. I stedet vil hele jeres befolkning, når I organiserer jeres samfund til at producere til menneskelige behov i stedet for privat profit, samle sig om nye tendenser og grupperinger, som vil kæmpe med hinanden og forhindre et overmodigt bureaukrati i at pålægge dem sin vilje.

På den måde kan I undgå væksten af bureaukratisme gennem sovjetisk praksis, det vil sige demokrati – den mest fleksible regeringsform, der endnu er udviklet. Sovjetorganisering kan ikke opnå mirakler, men skal helt enkelt afspejle folkets vilje. Hos os er sovjetterne blevet bureaukratiseret som følge af et enkelt partis politiske monopol, som i sig selv er blevet et bureaukrati. Situationen er opstået af de exceptionelle udfordringer, der var ved socialistisk pionerarbejde i et fattigt og tilbagestående land.

De amerikanske sovjetter bliver energiske fuldblodssovjetter, uden behov eller mulighed for sådanne tiltag, som dem omstændighederne påtvang Rusland. Jeres uforbederlige kapitalister kommer selvfølgelig ikke til at finde fodfæste i det nye system. Det er svært at forestille sig Henry Ford som leder af Detroit-sovjetten.

Men en bred kamp mellem interesser, grupper og ideer er ikke bare tænkelig – den er uundgåelig. Etårige, femårige, tiårige planer for forretningsverdenens udvikling, ordninger for national uddannelse, opførslen af nye grundlæggende transportlinjer, transformeringen af landbruget, programmet for at forbedre Latinamerikas teknologiske og kulturelle udstyr, et program for stratosfærisk kommunikation, eugenik – alle disse vil skabe stor kontrovers, levende valgkampe og lidenskabelig debat i aviserne og til offentlige møder.

På den måde ville hver gruppe af borgeres ret til at bruge pressens magt være afhængig af deres numeriske styrke – det samme princip som bruges til at fordele mødesale, sendetid og så videre.

Derved ville publikationers ledelse og politik ikke bestemmes af individuelle tegnebøger, men af gruppers ideer. Det kan betyde begrænset opmærksomhed til små men vigtige grupper, men det betyder blot, at hver ny idé vil være tvunget til, som vi har set igennem historien, at bevise sin eksistensret.

Rige Sovjetamerika kan tilsidesætte enorme mængder penge til forskning og opfindelser, opdagelser og eksperimenter inden for alle områder. I vil ikke forsømme jeres dristige arkitekter og billedhuggere, jeres ukonventionelle digtere og vovede filosoffer.

Faktisk vil fremtidens sovjetiske yankee’er komme foran Europa på de områder, hvor Europa hidtil har været jer overlegne. Europæere har ingen forestilling om den magt, som teknologi har til at påvirke menneskets skæbne, og har påtaget sig en spottende attitude til “amerikanisme” især siden krisen. Men amerikanisme markerer den sande skillelinje mellem middelalderen og den moderne verden.

Hidtil har Amerikas erobring af naturen været så voldelig og lidenskabelig, at I ikke har haft tid til at modernisere jeres filosofier eller udvikle jeres egne kunstformer. Derfor har I været fjendtlige over for Hegels, Marx’ og Darwins doktriner. Afbrændingen af Darwins værker af baptister i Tennessee er kun en klodset afspejling af den amerikanske modvilje mod evolutionsdoktrinen. Denne attitude er ikke begrænset til jeres prædikestole. Den er stadig en del af jeres generelle mentale sammensætning.

Jeres ateister såvel som jeres kvækere er fast besluttede rationalister. Og jeres rationalisme er svækket af empirisme og moralisme. Den har intet af den europæiske rationalismes nådesløse livskraft, så jeres filosofiske metoder er endnu mere forældede end jeres økonomiske system og politiske institutioner.

I dag bliver I – ganske uforberedte – tvunget til at se de sociale modsætninger i øjnene, der vokser upåagtede i ethvert samfund. I har erobret naturen ved hjælp af de værktøjer, som jeres opfindsomme genialitet har skabt, blot for at opdage, at jeres værktøjer så godt som har udslettet jer. I modsætning til alle jeres håb og ønsker har jeres uhørte rigdom skabt uhørt ulykke. I har opdaget, at den sociale udvikling ikke følger en simpel formel. Derfor er I blevet skubbet ind i dialektikkens skole – og er her for at blive.

Man kan ikke vende tilbage til den måde at tænke, som var udbredt i det syttende og attende århundrede.

Mens de romantiske tåber i Nazityskland drømmer om at genrejse den gamle race fra Europas mørke skov til dens oprindelige renhed eller nærmere dens oprindelige snavs, vil I amerikanere, når I har taget ordentligt greb om jeres økonomiske maskineri og kultur, i stedet anvende ægte videnskabelige metoder til spørgsmålet om engenik. Inden for et århundrede vil der ud af jeres smeltedigel af racer komme en ny slægt af mennesker – den første, som er navnet Menneske værdig.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.