cominternposterFor hundrede år siden, den 2.-6. marts 1919 fandt Tredje Internationales første kongres sted i Moskva. Det markerede grundlæggelsen af den Kommunistiske Internationale, som blev en afgørende skole i revolutionære ideer og strategi. Rob Sewell (redaktør på Socialist Appeal, IMT's britiske avis) ser tilbage på denne vigtige begivenhed.

»Jeg ankom til teatret omkring klokken fem og havde svært ved at komme ind, selvom jeg havde en særlig adgangsbillet som korrespondent. Der var køer udenfor alle dørene. Dér var moskvasovjetten, eksekutivkomiteen, repræsentanter for fagforeningerne og fabrikskomiteer mv.

Det store teater og scenen var fyldt, folk stod i gangene og endda tætpakket på scenens sider. Kamenev åbnede mødet med en højtidelig meddelelse om grundlæggelsen af den Tredje Internationale i Kreml. Der kom et brøl af bifald fra publikum, som rejste sig og sang “Internationale” på en måde, som jeg ikke havde hørt den sunget siden på den alrussiske forsamling, da man fik nyheden om strejkerne i Tyskland under forhandlingerne i Brest.«

Disse ord blev skrevet af et britisk øjenvidne, journalisten Arthur Ransome, som var til stede ved fejringen af Kommunistisk (Tredje) Internationale grundlæggelse, som blev afholdt på Bolsjojteatret i marts 1919.

Moskva var stadig i vinterens sidste greb. »Moskva mangler brændstof,» skrev Jacques Sadoul, en fransk delegeret med vejledende stemmeret. »De delegerede på kongressen ryster af kulde. Moskva har været sat på minimale rationer de sidste to år. Internationale kammerater spiser sig ikke altid mætte...«

51 delegerede fra mere end to dusin lande -- mange af dem smuglet gennem den imperialistiske blokade og pigtråd -- deltog i den stiftende kongres for den nye internationale i Moskva. At dette lille antal formåede at komme frem var i sig selv bemærkelsesværdigt, da mødet blev betragtet som "ulovligt" af dem, der gennemførte blokaderne. Som følge heraf blev nogle delegerede anholdt og kom derfor ikke frem.

Første og Anden Internationale

Tredje Internationale blev født ud af det store forræderi under første verdenskrig og den russiske revolutions elektriserende begivenheder i oktober 1917.

Som det fremgår af navnet, var der to tidligere internationaler, en første og en anden, gennem hvis historie vi kan spore marxismens udvikling og vedbliven.

Den Første Internationale (kendt som Den Internationale Arbejderassociation) blev oprettet med direkte deltagelse fra Marx og Engels i 1864. På trods af sin lille størrelse lagde denne organisation grundstenen til arbejderklassens kamp for international socialisme. Den blev imidlertid offer for den reaktion, der spredte sig over hele Europa efter pariserkommunens nederlag i 1871. Den blev til sidst opløst i 1876.

Lige over et årti senere deltog Engels i grundlæggelsen af Anden Internationale i 1889. Til forskel fra sin forløber bestod den af arbejderpartier, som var massepartier med millionvis af medlemmer. Men internationalen blev bygget under et generelt opsving i kapitalismen i en periode, hvor der ikke var nogen revolutionære kampe.

Dette førte til en opportunistisk degenerering af dens ledelse. Over tid blev den revolutionære kamp skubbet i baggrunden til fordel for kampen for reformer. Men som Rosa Luxemburg argumenterede for, skulle spørgsmålet om reform og revolution været bundet tæt sammen og ikke opdelt i særskilte kampe.

På trods af de fine taler førte denne opportunisme i sidste ende til forræderiet i august 1914, hvor de socialistiske ledere opgav internationalismen og stillede sig på samme side som deres respektive nationale herskende klasser i den følgende verdenskrig.

Zimmerwald

Internationalisterne, som holdt fast i ideen om verdensrevolution, var ovenpå dette sammenbrud reduceret til en lille håndfuld. Blandt dem, som forblev loyale overfor den internationale socialisme, var Lenin og Trotskij i Rusland, Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht i Tyskland, John MacLean i Skotland, James Connolly i Irland, James Larkin og Eugene Debbs i USA, m.fl.

Da deres første møde fandt sted i Zimmerwald 1915, spøgte Lenin med, at alle verdens internationalister kunne være i to togvogne. Det beskriver dækkende deres uhyre isolation.

Den lille gruppe i Zimmerwald vedtog et manifest, som fordømte den imperialistiske krig, afviste det "nationale forsvar" i en sådan konflikt og opfordrede arbejderne til at forene sig i en kamp for fred, frigørelse og socialisme.

Det blev fulgt af et yderligere møde i Kienthal i 1916. Lenin og bolsjevikkerne var på den yderste venstrefløj i både Zimmerwald og Kienthal. De opfordrede til at opgive den gamle Anden Internationale (i modsætning til at reformere den) og for etableringen af en Tredje Internationale. Det var denne venstrefløj, som skulle danne kernen i den nye internationale i marts 1919.

Oktoberrevolutionen

Det afgørende vendepunkt og det virkelige skub til den nye internationale var den russiske revolutions sejr i oktober 1917. Her tog arbejderklassen magten for første gang i historien, når man ser bort fra den korte episode med pariserkommunen.

Bolsjevikkernes revolution blev aldrig betragtet som en rent russisk begivenhed. Dét ville være utænkeligt især i et tilbagestående land som Rusland. Isoleret ville revolutionen være dødsdømt. Bolsjevikkerne forstod, at den socialistiske revolution kun kunne lykkes på verdensplan.

Efter den russiske revolutions sejr rykkede borgerskabet internationalt straks sammen for at knuse den unge arbejderstat med blokader og væbnet magt. De revolutionære begivenheder i Rusland bidrog imidlertid til at fremprovokere revolutionære opstande i hele Europa. Vigtigst var den tyske revolution i november 1918, som gjorde en ende på første verdenskrig.

I Bayern og Ungarn blev der erklæret sovjetrepublikker i begyndelsen af 1919. Fra denne revolutionære periode begyndte dannelsen af nye revolutionære partier -- kommunistpartier -- i Tyskland, Østrig, Ungarn, Holland og Polen. I mange andre lande begyndte pro-bolsjevikiske tendenser i de gamle masseorganisationer at udkrystallisere sig.

I slutningen af 1918 havde bolsjevikkerne i Rusland konkluderet, at tiden var inde til at lancere en ny revolutionær internationale fri for opportunismen og forræderierne i Anden Internationale. Revolutionære, reformistiske og centristiske tendenser tog form i hele den internationale arbejderbevægelse. Millioner af arbejdere over hele verden begyndte at se til den bolsjevikiske revolution som en vej ud af første verdenskrigs og kapitalismens krise.

For at udnytte situationen foreslog Lenin at organisere en international konference og kun invitere:

»1) dem, der beslutsomt går ind for et brud med socialpatrioterne (dvs. dem, der direkte eller indirekte støttede de borgerlige regeringer under den imperialistiske krig i 1914-1918);

2) dem, der går ind for en socialistisk revolution nu og er for proletariatets diktatur;

3) dem, som principielt går ind for “sovjetmagt” som en regeringsform, der er “højere og tættere på socialismen”.«

Lenin foreslog, at konferencen kunne indkaldes den 1. februar 1919 »i Berlin (åbent) eller i Holland (hemmeligt),« men det var for optimistisk. Som det viste sig, fandt den sted en måned senere i Moskva.

Ledelse

Tysklands Kommunistiske Parti (KPD) blev dannet i slutningen af december og var den stærkeste gruppe, samt den med mest autoritet af alle de kommunistiske grupper uden for Rusland. Partiet var for nylig blevet gjort ulovligt efter "spartakusugen". KPD’s to hovedledere, Luxemburg og Leibknecht, var blevet myrdet.

Dets dannelse var afgørende for lanceringen af Tredje Internationale, selvom partiets ledelse havde alvorlige forbehold med hensyn til tidspunktet for dannelsen af den nye internationale. Disse blev overvundet gennem diskussion, og beslutningen blev truffet, uden at en eneste delegeret var imod.

Opgaven for den stiftende kongres i Tredje Internationale var at skære på tværs af al forvirring og redefinere den internationale socialismes principper, som var forrådt af de gamle ledere. Det var disse ledere, som havde reddet kapitalismen.

I Tyskland samarbejdede Noske, Ebert og Scheidemann med dele af det monarkiske regime for at ødelægge revolutionen og eliminere arbejder- og soldaterrådene, der i realiteten stod med magten i hænderne. Derefter satte de kurs mod kontrarevolutionen hånd i hånd med junkerne. Dette forræderi førte i sidste ende til Hitlers blodige diktatur.

Tredje Internationale blev oprettet som svar på dette forræderi. Den revolutionære bølge, som skyllede over Europa, skreg på en reel revolutionær ledelse.

Fundamentet

Kongressen spildte ikke tiden. Dens hoveddiskussioner koncentrerede sig om kapitalismens nuværende stadie, reformismens karakter og de former, den proletariske revolution ville antage.

Der var en vis stemning af, at en spontan bevægelse fra arbejderklassen ville være tilstrækkelig i sig selv til at vælte kapitalismen. Som Trotskij forklarede:

»Den første kongres mødtes efter krigen på et tidspunkt, hvor kommunismen netop var ved at fødes som en europæisk bevægelse, og da der var et vist belæg for at regne med og håbe på, at arbejderklassens halvt spontane angreb måske kunne vælte bourgeoisiet, inden sidstnævnte formåede at finde en ny orientering og nye støttepunkter efter krigen. Denne stemning og forventning var i det store og hele berettiget af den objektive situation på daværende tidspunkt [...]

Det er under alle omstændigheder ubestrideligt, at mange af os i tiden omkring den første kongres (1919) -- nogle mere, andre mindre -- antydede, at et spontant angreb fra arbejderne og til dels bondemasserne ville vælte bourgeoisiet i den nære fremtid.« (Trotsky, First Five Years of the Communist International, bd. 2, egen oversættelse.)

Tredje Internationale betragtede ikke sig selv som konkurrent til Anden Internationale, som stadig fandtes i en vis udstrækning, men som dens arvtager. Den blev bygget på det teoretiske fundament og arbejde fra Første og Anden Internationale.

»Den Tredje, Kommunistiske, Internationales epokegørende betydning er, at den er begyndt at virkeliggøre Marx’ hovedparole, den parole som opsummerer socialismens og arbejderbevægelsens århundredlange udvikling, parolen der udtrykkes i konceptet om proletariatets diktatur,« forklarede Lenin.

»Denne forudsigelse og denne teori -- et genis forudsigelse og teori -- er ved at blive en realitet […] En ny æra i verdenshistorien er begyndt.«

Lenin og Trotskij

En internationale er først og fremmest et program, ideer og traditioner, og kun i anden række en organisation, til at føre dem ud i praksis. Det var disse, der måtte klargøres og forsvares.

Internationalen valgte titlen "Kommunistisk" for at skille sig ud fra socialdemokraterne, som havde forrådt socialismen. Det var en tilbagevenden til Marx og Engels’ kommunistiske traditioner og Det Kommunistiske Manifest -- et rent banner.

Som man kunne forvente, betød oktoberrevolutionens prestige, at de russiske lederes indflydelse var enorm. Lenin og Trotskij gav de vigtigste politiske rapporter, der behandlede de grundlæggende spørgsmål.

Oplægget om Teserne om borgerligt demokrati og proletariatets diktatur blev holdt af Lenin. Trotskij både forfattede og introducerede Manifest fra den Kommunistiske Internationale til verdens arbejdere.

Lenin forklarede, at begreber om "demokrati" var meningsløse uden at forklare dets klasseindhold. Selv den mest demokratiske stat er kun et dække for arbejderklassens undertrykkelsen ved en håndfuld kapitalister. Socialisternes opgave var at erstatte den kapitalistiske stat med en stat, som tjener arbejdernes interesser. Lenin forklarede, at den skulle opbygges efter pariserkommunens principper, hvor arbejderne kortvarigt havde haft magten.

Kommunen var ikke en parlamentarisk institution men en selvstyrende massearbejderorganisation, hvor der ikke var nogen opdeling mellem den lovgivende og den udøvende magt.

»Kapitalisterne har altid brugt udtrykket ‘frihed’ i betydningen frihed for de rige til at blive rigere og for arbejderne til at sulte ihjel,« forklarede Lenin. »I kapitalistisk brug betyder pressefrihed, at de rige er frie til at bestikke pressen, frie til at bruge deres rigdom til at forme og fabrikere den såkaldte offentlige mening.«

Han fortsatte med at forklare, at vi ønsker ægte frihed. »Pariserkommunen tog det første epokeskabende skridt ad denne vej. Sovjetsystemet har taget det andet.«

Sovjetmagt

Sovjetterne var ikke en bolsjevikisk opfindelse men arbejderklassens selvorganisering. Sovjet er simpelthen et russisk ord for arbejderråd. Det var grundlaget for arbejdernes selvstyre.

»Statsmagtens ødelæggelse er målet for alle socialister, først og fremmest inkl. Marx,« udtalte Lenin. »Ægte demokrati, dvs. frihed og lighed, er urealiserbart, medmindre dette mål nås. Men det kan kun nås i praksis gennem sovjet-, eller proletarisk, demokrati, for ved at inddrage det arbejdende folks masseorganisationer i den konstante deltagelse i statens administration, begynder den straks at forberede statens fuldstændige bortdøen.«

I modsætning til kapitalens diktatur fremførte bolsjevikkerne Marx' formulering om proletariatets diktatur. Dette “diktatur” var det arbejdende folks demokratiske styre -- intet mere, intet mindre.

Selvfølgelig har udtrykket “diktatur” i dag en helt anden betydning, end da det blev brugt af Marx eller Lenin. Med fremkomsten af Stalin og Hitlers totalitære diktaturer har betydningen ændret sig. I dag ville vi i stedet for at bruge udtrykket 'proletariatets diktatur' bruge udtrykket 'arbejderdemokrati'.

Således indskrev bolsjevikpartiet de berømte fire betingelser for sovjetmagt i sit program fra 1919:
1) Frie og demokratiske valg til alle embedsposter med ret til tilbagekaldelse af alle.
2) Ingen embedsperson skal modtage en højere løn end en faglært arbejder.
3) Ingen stående hær men et bevæbnet folk.
4) Gradvist skal alle opgaver i staten udføres af alle på skift. »Når alle er bureaukrater kan ingen være bureaukrat.«

Verdensrevolution

I sin tale til kongressen skitserede Trotskij verdensrevolutionens manifest: »Vores opgave er at generalisere arbejderklassens revolutionære erfaringer,« sagde han, »at rense bevægelsen for den undergravende blanding af opportunisme og socialpatriotisme for at forene bestræbelserne fra alle det internationale proletariats virkelige revolutionære partier og derved lette og fremskynde den kommunistiske revolutions sejr internationalt.«

I en passage, der er yderst relevant i dag, sagde Trotskij:

»Statistikere og pedanter der støttede teorien om at modsætningerne blev udvisket, havde i årtier og fra alle hjørner af kloden fisket ægte eller mytiske fakta, som vidnede om forskellige gruppers og kategorier af arbejderklassens voksende levestandard. Teorien om masseforarmelse blev betragtet som begravet under hån og spot fra den borgerlige professorstands eunukker og den sociale opportunismes mandariner. På nuværende tidspunkt vokser denne forarmelse, ikke kun af en social men også af en fysiologisk og biologisk art, frem for os i al sin chokerende virkelighed.«

Lenin opsummerede selvtilliden på Tredje Internationales første kongres i sine afsluttende bemærkninger:

»Uanset hvor meget verdens borgerskab raser [...] vil alt dette ikke længere hjælpe. Det vil kun tjene til at oplyse masserne, hjælpe med at befri dem fra de gamle borgerligt-demokratiske fordomme og hærde dem i kampen. Den proletariske revolutions sejr på verdensplan er sikret. Grundlæggelsen af en international sovjetrepublik er på vej.«

En verden at vinde

Den første kongres blev hvert af de følgende år fulgt af verdenskongresser, hvilket medførte at et teoretisk arsenal af revolutionær marxisme blev opbygget: imod ultra-venstreideer, om behovet for en enhedsfront, om behovet for kommunistiske massepartier, og en lang række andre vigtige spørgsmål.

Tredje Internationale var en kæmpemæssig skole eller parlament, hvor ideer blev diskuteret og man nåede en fælles position.

De første fire kongresser udgjorde en milepæl. Derefter blev den russiske revolution isoleret med nederlaget for den tyske revolution i 1923 og Lenins død i 1924. Med økonomisk tilbageståenhed som betingelse førte dette til stalinismens fremvækst.

At man vedtog teorien om "socialisme i et land" resulterede i den Tredje Internationales reformistisk og nationalistiske degenerering. Fra at være verdensrevolutionens fortrop blev internationalen udrenset for sine bedste elementer og omdannet til et værktøj for den stalinistiske udenrigspolitik under Stalin og hans kumpaner.

Dette førte til den ene katastrofe efter den anden; i Kina, Tyskland, Spanien og andre steder. Til sidst i 1943 opløste Stalin formelt Kommunistisk Internationale som en gestus til de Allierede.
I dag uddybes kapitalismens krise, og revolutionære begivenheder er på dagsorden. Tredje Internationales storslåede dage i 1919-1923 vil blive vakt til live igen.

En ny generation må tage ved lære af disse værdifulde erfaringer. Vi må forberede os på de kommende begivenheder. Ligesom Tredje Internationale indskriver vi på vores banner: Arbejdere i alle lande foren jer!

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.