Proclamation Republic Berlin 1918Den 9. november 1918 var en dag, som Rosa Luxemburg havde set frem til. På denne dag blev hun, ligesom de andre politiske fanger i Tyskland, løsladt fra sit fængsel. Årsagen var den revolutionære bølge, der fejede over Tyskland. Luxemburg spildte ikke tiden, men kastede sig direkte ind i hektisk aktivitet med det mål for øje, som hun havde kæmpet for hele sit voksne liv: den socialistiske revolution. Få måneder senere blev hun myrdet af kontrarevolutionære soldater under socialdemokratiets ledelse. De sidste måneder af sit liv brugte hun på at forsøge at bygge det redskab, der kunne sikre arbejderklassen sejren: det revolutionære parti.

Revolutionen bekræftede til fulde det perspektiv, som Rosa Luxemburg selv i de mørkeste stunder under Verdenskrigen havde fastholdt: at masserne ville bevæge sig. Den udløsende begivenhed var mytteriet blandt matroserne i Nordtyskland, der nægtede at lade sig sende ud i en sidste offensiv for at redde den tyske flådes “ære”. Deres mytteri blev gnisten, der antændte en revolutionær steppebrand - de enorme frustrationer, der havde ophobet sig blandt de tyske masser, kom nu op til overfladen. I den ene tyske by efter den anden blev der opsat arbejder- og soldaterråd som de facto havde magten i deres hænder. Masserne havde rejst sig spontant, præcis som Rosa Luxemburg havde forudset.

De revolutionære

Da revolutionen brød ud, var de revolutionære en lille uorganiseret gruppe. Rosa Luxemburg og andre ligesindede var begyndt at organisere sig allerede under krigen og blev kendt som Spartakisterne, efter den romerske slave Spartakus, der stod i spidsen for et slaveoprør. Men spartakisterne fungerede mere som et løst netværk end en egentlig organisation, og størstedelen af lederne var enten indkaldt som soldater eller i fængsel, indtil revolutionen brød ud.

I november 1918 havde spartakisterne således kun omkring 50 medlemmer i Berlin og måske et par tusinde i hele Tyskland. De stod overfor en overvældende opgave: at bygge en revolutionær organisation midt under revolutionen. Spartakisterne var en del af partiet USPD, de uafhængige socialdemokrater, der var splittet ud af socialdemokratiet SPD i 1917. USPD var en politisk heterogen gruppe, hvis eneste fællesnævner var, at de havde været imod Første Verdenskrig. Partiet rummede alt fra ærkereformister som Bernstein og Kautsky til revolutionære som Luxemburg og Karl Liebknecht. Da revolutionen brød ud, blev forskellene mellem fløjene for alvor tydelige.

For Rosa Luxemburg og spartakisterne var perspektivet klart: De tyske arbejdere måtte følge de russiskes eksempel fra Oktoberrevolutionen i 1917 og tage magten gennem arbejder- og soldaterrådene. For lederne af USPD var det langt mere uklart - de gik med i en regering sammen med SPD, der helt åbenlyst havde som mål at bremse de revolutionære arbejdere og holde revolutionen inden for det borgerlige demokratis rammer.

Spartakisterne fremførte, at USPD’s ledelse måtte indkalde en ny partikongres, der kunne diskutere perspektivet. Spartakisterne var overbeviste om, at de ville få flertal på kongressen. Men af samme årsag nægtede lederne af USPD at indkalde den. Til sidst stillede spartakisterne et ultimatum om en ny kongres, og da det ikke blev efterkommet, splittede de ud og dannede på nytårsdag 1918/19 Tysklands Kommunistiske Parti, KPD.

Kommunistpartiet dannes

Spartakisterne havde samlet omkring sig de personer og grupper, som var mest radikaliserede. De var ærlige revolutionære, men de var unge, uskolede og utålmodige. Hovedparten af de delegerede på Kommunistpartiets stiftende kongres var unge. Tre fjerdedele var under 35 år og kun én var over 50 år. De ønskede at gøre op med det bestående system omgående, men de havde ingen klar ide om hvordan.

Rosa Luxemburg havde skrevet udkastet til KPD’s program, og hun holdt en af hovedtalerne. Ifølge Luxemburg var revolutionens første fase, der var startet den 9. november, hvor arbejder- og soldaterrådene opstod, slut. Arbejder- og soldaterrådene viste en vej frem, men pga. revolutionens svaghed havde de ladet halvdelen af magtmidlerne glide dem af hænde ved at støtte regeringen med SPD. Nu var illusionerne brudt, og anden fase ville føre til et opgør - enten vandt kontrarevolutionen, eller også vandt arbejderklassen og socialismen.

Hun gjorde samtidig meget ud af at advare mod en tro om, at sejren var givet, eller at den ville blive nem. Hun forsøgte at indgyde de unge kommunister en realitetssans for de vanskeligheder, de ville møde: Hele den gamle herskende klasse ville med hjælp fra statsapparatet og ikke mindst SPD-toppen gøre, hvad de kunne for at afværge revolutionen. Og endnu havde kommunisterne langt fra flertallet blandt masserne. Arbejderne i byerne var nok radikaliserede, men på landet var revolutionen end ikke startet endnu:

“Når jeg skildrer det på denne måde, tager processen sig måske mere langstrakt ud, end man forestiller sig den i første øjeblik. Jeg tror, det er sundt for os, om vi med fuld klarhed kan se alle vanskeligheder og komplikationer ved denne revolution i øjnene. For jeg håber, at I har det ligesom mig, at skildringen af de store vanskeligheder, af de opgaver, der tårner sig op, ikke vil virke lammende på jer, men tværtimod få jer til at føle, at jo større opgaverne er, jo mere vil vi samle alle kræfterne. Og vi glemmer ikke: Revolutionen forstår at fuldbyrde sit værk med uhyre hast. Jeg påtager mig ikke at profetere om, hvor megen tid denne proces behøver. Hvem af os regner med det, hvad bekymrer det os, når blot vort liv strækker til at bringe det så vidt!” (Luxemburg, “Vort program og den politiske situation”)

Nationalforsamlingen og fagforeningerne

Rosa Luxemburg og ledelsen i KPD fremførte behovet for at vinde masserne over til det revolutionære program, men de unge kommunister forstod ikke behovet. Det kom til udtryk i to diskussioner på den stiftende kongres: om deltagelse i valget til Nationalforsamlingen og om deltagelse i fagforeningerne.

Det var SPD, der pressede på for indkaldelsen af en nationalforsamling, dvs. en grundlovgivende forsamling. Deres mål var at opstille Nationalforsamlingen som et alternativ til de arbejder- og soldaterråd, der var opstået. Nationalforsamlingen skulle underminere rådene og sikre at revolutionen holdt sig inden for det borgerlige demokratis rammer. Rosa Luxemburg havde i utallige artikler udstillet denne manøvre fra SPD’s side og gjort det helt klart, at den eneste vej frem for arbejderne var at tage magten gennem rådene.

Men den 16. december 1918 blev den første nationale kongres for arbejder- og soldaterråd afholdt, og her havde SPD flertal. Spartakisterne udgjorde på kongressen et forsvindende mindretal med deres bare ti delegerede ud af i alt 488. På denne kongres besluttede et overvældende flertal at udskrive valg til Nationalforsamlingen. Rosa Luxemburg argumenterede derfor for, at når nu rådene havde indkaldt Nationalforsamlingen, måtte kommunisterne deltage i valget for at bruge det som talerstol til at vinde arbejderklassen over og vise dem i praksis, at det borgerlige demokrati ikke ville kunne løse deres problemer.

Men de unge kommunister var uenige, og de afviste at deltage i valgene. For dem så taktikken simpel ud: Kommunistpartiet måtte rejse parolen om, at SPD-regeringen måtte væltes. Men Luxemburg advarede dem mod at tro, at det ville løse noget som helst. Nationalforsamlingen og regeringen ville ikke bare forsvinde af revolutionære paroler, men den måtte derimod undermineres gennem massernes bevægelse fra bunden. Bare at afvise valget til Nationalforsamlingen og rejse en parole om at vælte regeringen, uden at stå i en position til at kunne erstatte den med noget andet, ville ikke føre bevægelsen frem, mente hun, hvilket også blev demonstreret nogle få uger senere. Men Luxemburg kom i mindretal, og KPD besluttede at boykotte valget.

KPD’s boykot af Nationalforsamlingen betød, at partiet isolerede sig fra masserne, der så til valgene, ikke mindst fordi der samtidig blev indført almindelig valgret. Mens kommunisterne boykottede, deltog 83 procent af befolkningen - den største valgdeltagelse nogensinde i Tysklands historie.

Samme ultravenstre-attitude kom på kongressen til udtryk blandt de unge kommunister ved spørgsmålet om fagforeningerne. Flertallet var imod, at kommunister skulle lave arbejde i fagforeningerne, fordi disse var domineret af socialdemokrater.

Luxemburg forsøgte at overbevise de unge kommunister om, at en boykot af fagforeningerne for alvor ville isolere partiet fra masserne. Den revolutionære bevægelse i Tyskland betød, at masserne, der for første gang vågnede politisk til live, strømmede ind i fagforeningerne, arbejdernes mest basale organisationsform. Hun argumenterede for, at kommunisternes måtte arbejde i fagforeningerne og derigennem forbinde sig med masserne og vriste dem fri af socialdemokraternes politiske indflydelse. Hun havde fuldstændig ret: Før revolutionen havde der været 1,5 millioner medlemmer i fagforeningerne, i slutningen af december 1918 var dette tal steget til 2,2 millioner og ved slutningen af 1919 til hele 7,3 millioner. Men på grund af modstanden blandt medlemmerne gik der et år, før KPD besluttede at lave arbejde i de SPD-dominerede fagforeninger.

De unge kommunisters attitude til fagforeningerne betød, at KPD mistede en vigtig mulighed for at vinde de mest radikale repræsentanter for de berlinske arbejdere over. Under kongressen var der foregået forhandlinger med de Revolutionære Tillidsmænd, en gruppe der repræsenterede arbejderne på de store fabrikker i Berlin. Men da de så indstillingen til fagforeningerne, valgte de at holde sig uden for det nye Kommunistparti og forblive i USPD. KPD mistede dermed en unik mulighed for en direkte vej til arbejderne i den tyske hovedstad og havde ingen organiseret tilstedeværelse på fabrikkerne.

Kommunistpartiet var virkelig ungt og uerfarent. Luxemburg kunne se problemerne, men hun var ikke så bekymret. Hun sammenlignede det med et nyfødt barn, der skriger, når det fødes. Hun var overbevist om, at de ville lære af begivenhederne. Men der gik meget kort tid, før partiet for alvor blev testet.

Spartakusoprøret

End ikke en uge efter sin stiftelse blev partiet kastet ud i det, der blev kendt som “Spartakusoprøret”. Titlen var misvisende - oprøret var hverken startet eller styret af spartakisterne. Oprøret startede som en protest mod fyringen af Berlins politimester, Emil Eichhorn. Eichhorn var medlem af USPD, og de berlinske arbejdere så ham som deres mand. USPD var kort forinden gået ud af regeringen, og SPD ønskede ikke at have Eichhorn siddende på posten med flere tusinde bevæbnede mænd under sig. Desuden brugte SPD anledningen som en provokation mod de berlinske arbejdere.

SPD håbede at fremprovokere en bevægelse i Berlin, før arbejderne i resten af Tyskland var parate til at følge dem. På den måde håbede de at kunne knuse de mest radikale lag i Berlin og dermed revolutionen. Det var udtryk for utålmodigheden blandt den tyske herskende klasse, der var trætte af den revolutionære uro. SPD var mere end villige til at efterkomme ønsket, og sammen med hærens generalstab planlagde de en kontrarevolutionær modoffensiv.

Provokationen lykkedes. Arbejderne i Berlin gik på gaden. Også blandt arbejderne i Berlin herskede en utålmodighed over, at tingene ikke bevægede sig fremad. Som Luxemburg havde forudsagt, bevægede revolutionen sig ind i en ny fase. I tre dage var hundredtusindvis af arbejdere, soldater, kvinder og børn samlet på gaderne i Berlin. Flere bygninger blev besat. Men her blev manglen på ledelse for alvor tydelig. Masserne kan ikke være mobiliseret i det uendelige uden en retning og en plan - og her er ledelse afgørende.

Kommunistpartiet, USPD og de Revolutionære Tillidsmænd nedsatte en revolutionær komité til at lede bevægelsen. Men de blev revet med af bevægelsen og diskuterede muligheden for at vælte SPD-regeringen. Luxemburg og KPD’s ledelse var enige om, at det endnu var for tidligt for arbejderne i Berlin at forsøge at vælte regeringen og tage magten. De ville risikere at blive isoleret fra resten af landet og revolutionen slået ned. Der var endnu ikke et alternativ at stille i stedet for den borgerlige regering, og masserne i resten af Tyskland var endnu ikke parate. Men også KPD’s repræsentanter i komitéen lod sig rive med.

Problemet var, at den revolutionære komité var totalt uforberedt. Ingen i komitéen havde nogen plan for, hvad de skulle foreslå. Imens organiserede SPD og generalstaben kontrarevolutionære styrker i bl.a. frikorps, der blev sat ind mod arbejderne, og det kom til blodige sammenstød.

Men dag efter dag debatterede de revolutionære uden at fremkomme med noget forslag til handling. Til sidst gik arbejderne hjem. De voldelige sammenstød fortsatte i gaderne.

Det var tydeligt, at kontrarevolutionen havde overhånden for nu. Arbejderne i Berlin kunne ikke vinde alene. Selvom Luxemburg og ledelsen for KPD kunne se dette og forstod, at det var nødvendigt med en ordnet tilbagetrækning, undlod de at sige det åbent, fordi de mente, at det ville styrke USPD, der havde indledt forhandlinger med regeringen. Resultatet var, at tabene blev større end nødvendigt, og KPD havde mistet en vigtig mulighed for at hæve arbejdernes bevidsthed og vinde dem over.

Mord

En heksejagt blev sat ind mod revolutionens ledere. Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht var de mest kendte af KPD’s ledere, og der blev udlovet en dusør på deres hoveder. SPD’s avis Vorwärtz trykte den 13. januar et digt, der beskyldte Spartakus-lederne for at være feje og gemme sig, mens arbejdere blev dræbt:

"Mange hundrede lig på række,

proletarer,

Karl, Rosa og Co.,

Ikke en af dem er der,

Proletarer”

Selvom de var klar over faren, nægtede Luxemburg og Liebknecht at forlade Berlin og gå rigtigt i skjul. De følte, at det var deres pligt at blive hos arbejderne. Det skulle blive skæbnesvangert: Om aftenen den 15. januar blev de fundet af det reaktionære frikorps i en sympatisørs lejlighed. De blev ført til Hotel Eden, frikorpsets hovedkvarter, hvor de begge fik en hård medfart. Liebknecht blev ført ud først. På vej ud fik han et slag i baghovedet med en geværkolbe. Han blev kørt til parken Tiergarten, hvor han blev skudt. Bagefter lød soldaternes historie, at han var blevet dræbt “under flugtforsøg”.

Luxemburg blev efterfølgende ført ud. Også hun fik også et slag i baghovedet, og da hun var blevet ført ind i en ventende bil, blev hun skudt i hovedet. Hendes lig blev smidt i Landwehrkanalen i Tiergarten og blev først fundet i slutningen af maj måned. Ingen blev for alvor stillet til ansvar for mordene.

Den Tyske Revolutions vigtigste ledere var myrdet i koldt blod. Mordene blev mødt med vrede og chok fra de tyske arbejdere. Kontrarevolutionen havde hugget hovedet af den revolutionære bevægelse. Men den revolutionære bevægelse sluttede ikke den 15. januar. Masserne var endnu ikke slået. Til det formål indledte SPD-regeringen en terrorkampagne, hvor flere revolutionære ledere blev arresteret og myrdet, og hvor demonstrationer og opstande blev slået ned med brutal hånd. Mange tusinder arbejdere blev dræbt i kampe med hæren og frikorpsene under SPD’s ledelse.

Kontrarevolutionen havde nok slået revolutionen ned for nu og myrdet dens ledere, men den tilsyneladende orden var kun midlertidig. Luxemburgs sidste artikel “Orden hersker” skulle vise sig nærmest profetisk for de kommende års revolutionære kampe:

"’Orden hersker i Berlin!’ Tåbelige bødler! Jeres ‘orden’ er bygget på sand. Allerede i morgen vil revolutionen ‘tordnende rejse sig op’ og til jeres forfærdelse forkynde med basunklang:

Jeg var, jeg er, jeg blir!”

Rosa Luxemburgs betydning

Det er ikke til at vide, om revolutionen var faldet anderledes ud, havde Rosa Luxemburg overlevet. Det er masserne, der ændrer historien. Men i historiens vendepunkter, som krige og revolutioner, kan organisationer og endda enkeltindivider spille den afgørende rolle. Da Luxemburg blev myrdet, var revolutionen langt fra slut. Flere gange i løbet af de næste år kunne de tyske arbejdere have taget magten, men hver gang manglede de et revolutionært parti, der var sit navn værdig.

Rosa Luxemburg var den med størst politisk autoritet i det tyske kommunistparti, og hun kunne måske have uddannet de unge kommunister, så udfaldet havde været anderledes, hvilket ville have haft enorm effekt. Havde arbejderne i Tyskland taget magten, havde det ændret verdenshistorien. Det havde brudt isolationen for den unge sovjetstat i Rusland, og muliggjort en kombination af Ruslands enorme ressourcer med Tysklands industri og uddannede arbejderklasse. De to lande kunne have påbegyndt opbyggelse af socialisme, der produktivitetsmæssigt ville kunne konkurrere med de mest udviklede kapitalistiske lande.

Urokkelig tiltro til masserne

Rosa Luxemburg udviste helt til det sidste en urokkelig tiltro til masserne. Hun mistede aldrig troen på, at de ville bevæge sig. Det perspektiv blev til fulde bekræftet i november 1918. Men den Tyske Revolution viste også behovet for en revolutionær ledelse, et revolutionært parti. Luxemburg indså dette, men for sent. Hun var stillet over for den næsten umulige opgave at bygge de revolutionære kræfter midt under revolutionen. Før hun nåede at gøre arbejdet færdig, blev hun brutalt myrdet. Dette må være en lektion for alle os i eftertiden: Masserne vil bevæge sig, og det er op til os at bygge den revolutionære organisation, der er nødvendig, inden det sker.

Mordet på Rosa Luxemburg kom som et chok for de revolutionære verden over. Lad os slutte med Lenins karakteristisk af Rosa Luxemburg som en “ørn”:

”‘En ørn kan vel ofte flyve lavere end en høne, men aldrig formår en høne at flyve så højt som en ørn’. [...] trods alle disse hendes fejl var - og forblev hun for os - en ørn. Og ikke bare vil kommunister over hele verden værne hendes minde, men hendes biografi og hendes samlede værker […] vil tjene som brugbare lærebøger til at træne mange generationer af kommunister over hele verden.”

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.