rosaluxRosa Luxemburg var imod Lenin, Bolsjevikkerne og Den Russiske Revolution. Det er påstanden fra store dele af venstrefløjen. Men Rosa Luxemburg havde noget andet at sige. Hun bød Den Russiske Revolution velkommen med entusiasme. Hun ligefrem hyldede Lenin, Trotskij og Bolsjevikkerne som de eneste, der havde turdet tage praktiske skridt på vejen mod socialisme. Men Luxemburgs revolutionære støtte til Oktoberrevolutionen fordrejes og gemmes af vejen af dem på venstrefløjen, der forsøger at udvande venstrefløjens revolutionære ideer.

Tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten, Per Clausen, tog således Luxemburg til indtægt for sin modstand mod Oktoberrevolutionen og Bolsjevikkerne i en artikel i Information i anledning af den Russiske Revolutions 100-års jubilæum sidste år. ”Oktoberrevolutionen var unødvendig”.

Ifølge Per Clausen bygger Enhedslisten på Luxemburgs principper i modsætning til Lenins:

“Derfor er det nok også meget klogt, at Enhedslisten baserer sin grundlæggende demokratiske holdning på de principper, som Rosa Luxemburg stod for og ikke dem, der endte med at blive dominerende i Den Russiske Revolution.”

Enten har Per Clausen ikke læst og forstået Luxemburgs syn på Den Russiske Revolution, eller også fordrejer han bevidst hendes ideer til at passe med sine egne synspunkter. Men uanset hvad, så er Per Clausen desværre ikke alene om denne fordrejning.

På grund af de mange forvanskninger af hendes ideer vil vi, hvor det er muligt i denne artikel, trods formatets begrænsning lade Luxemburg tale selv. Det betyder, at der er et par længere citater, som vi beder læseren bære over med.

Oktoberrevolutionen

Clausen forsøger at bruge Luxemburg til at underbygge sit eget synspunkt om, at Februarrevolutionen var en god ting, mens Bolsjevikkernes magtovertagelse i oktober 1917 var, hvad der førte direkte til Stalins diktatur. Men det er der intet belæg for, hverken i den virkelige historiske udvikling eller hos Rosa Luxemburg. Lad os starte med en kort opsummering af perioden fra februar til oktober 1917.

I februar havde arbejderne i Ruslands hovedstad, Petrograd, væltet tsaren med krav om brød, fred og jord. Arbejderne stod i praksis med magten i hænderne, men vidste ikke, hvordan de skulle bruge den. Tsaren var væltet; men hvad skulle sættes i stedet? Borgerskabet opsatte hurtigt en uvalgt provisorisk regering for at forsøge at stabilisere situationen. På den anden side af klasseskellet organiserede de arbejdende masser sig i arbejder- og soldaterråd, kaldet sovjetter.

Sovjetterne var første gang opstået under den første russiske revolution i 1905 ud af arbejdernes strejkekomiteer. Sovjetterne bestod af repræsentanter valgt på fabrikkerne, ved fronten, i landsbyerne og på kasernerne.

Til at starte med havde de moderate socialistiske partier, Mensjevikkerne og de Socialrevolutionære, flertallet i sovjetterne. De to partier havde deres sociale base hos henholdsvis arbejderne og bønderne. Men begge mente de, at siden den russiske revolution var en borgerlig revolution, dvs. en revolution, der skulle erstatte autokratiet med et borgerligt, parlamentarisk styre, måtte arbejderne stille sig bag borgerskabet og hjælpe dem til magten. De brugte derfor deres flertal i sovjetterne til at bakke op om den uvalgte provisoriske regering. Det åbnede for en periode med, hvad Lenin kaldte, dobbeltmagt: Hvor borgerskabets regering og arbejderklassens magtorgan, sovjetterne, eksisterede side om side. Situationen kunne ikke vare ved. Den ene eller anden side måtte vinde.

I februar var Bolsjevikkerne i mindretal. Men i takt med, at masserne i praksis så, at de moderate socialister og den provisoriske regering hverken ville eller kunne opfylde massernes simple krav, begyndte de revolutionære bolsjevikker at vinde større og større opbakning. De forklarede, at den eneste måde at få opfyldt kravene om fred, brød og jord, var, hvis arbejderne selv igennem deres sovjetter tog magten.

Bolsjevikkernes parole om “al magt til sovjetterne!” vandt efterhånden flertal. Endelig i oktober 1917 besluttede den Anden al-russiske sovjetkongres, hvor bolsjevikkerne havde politisk flertal, at tage magten og nedsætte en sovjetregering af bolsjevikkerne sammen med venstrefløjen fra de Socialrevolutionære, som var splittet midt over. Målet var at påbegynde opbygningen af en helt ny slags stat, bygget på rådsdemokratiet.

Rosa Luxemburg og oktober

Luxemburg fulgte begivenhederne i Rusland så tæt, som hun kunne fra fængslet, med de begrænsede informationer hun kunne få. Hun bød entusiastisk revolutionen velkommen:

“I denne sidste periode, hvor vi står overfor afgørende slutkampe i hele verden, var og er socialismens vigtigste problem, tidens mest brændende problem, ikke dette eller hint detaljespørgsmål om taktik, men proletariatets aktionsevne, massernes revolutionære handlekraft, i det hele taget socialismens vilje til magt. I denne henseende var Lenin og Trotskij med deres venner, de første som gik foran verdensproletariatet med et eksempel og de er indtil nu stadigvæk også de eneste som kan råbe det med Hutten: Jeg har vovet det!

Dette er det væsentlige og det blivende i bolsjevikkernes politik. Betragtet på denne måde forbliver det deres udødelige historiske fortjeneste at have gået i spidsen for det internationale proletariat ved at erobre den politiske magt og stille virkeliggørelsen af socialismen op som en praktisk problemstilling, ved at have drevet opgøret mellem kapital og arbejde i hele verden kraftigt fremad. I Rusland kunne problemet kun stilles. Det kunne ikke løses i Rusland, det kan kun løses internationalt. Og i denne forstand hører fremtiden overalt ‘bolsjevismen’ til.” (Pol. Skrifter s. 253)

Stik imod hvad Per Clausen påstår, støttede Rosa Luxemburg altså Bolsjevikkernes magtovertagelse i oktober. Hun beskriver det faktisk som det eneste alternativ til kontrarevolutionens sejr:

“I denne situation har den bolsjevikiske retning den historiske ære for fra begyndelsen af at have proklameret - og med jernhård konsekvens at have forfulgt - den taktik som alene kunne redde demokratiet og drive revolutionen videre frem. Hele magten udelukkende i hænderne på arbejder- og bondemasserne, i hænderne på sovjetterne, dette var i virkeligheden den eneste udvej af den vanskelighed, som revolutionen var løbet ind i, det var det sværdslag, der huggede den gordiske knude over, og ledte revolutionen ud af det snævre pas, og foran den åbnede sig nu den vide slette for en videre befriet udfoldelse.

Lenin-partiet var altså det eneste i Rusland som forstod revolutionens sande interesser i denne første periode, det var det fremaddrivende element, altså det eneste parti der i denne betydning virkelig førte socialistisk politik.

Dette giver også en forklaring på, at bolsjevikkerne, der i begyndelsen af revolutionen var et forhadt, bagvasket og forfulgt mindretal, på kort tid blev ført frem til ledelsen af revolutionen og kunne samle alle de virkelige folkemasser under deres faner: byproletariatet, hæren, bondebefolkningen samt demokratiets revolutionære elementer, de socialrevolutionæres venstrefløj.

Den faktiske situation i den russiske revolution mundede efter nogle få måneder ud i alternativet: kontrarevolutionens sejr eller proletariatets diktatur, Kaledin eller Lenin. Det var den objektive situation, som meget hurtig melder sig i enhver revolution, efter at den første rus er forsvundet, og som i Rusland havde udgangspunkt i de konkrete og brændende spørgsmål fred og jord – spørgsmål, der ikke var nogen løsning på indenfor rammerne af den ‘borgerlige’ revolution.” (Pol. Skrifter s. 223f)

Demokrati

Clausen samt en myriade af andre kritikere af bolsjevikkerne påstår, at Oktoberrevolutionen var “udemokratisk”, og at Bolsjevikkerne tog magten gennem et kup. Samme holdning blev afspejlet hos Enhedslistens partitop, der for nogle år siden gjorde meget ud af at pointere, at Enhedslisten ikke så nogen anden vej end socialisme gennem et flertal i Folketinget. De kan, med andre ord, ikke se ud over den borgerlige parlamentarismes snævre rammer.

Det borgerlige regime, som Februarrevolutionen havde indført i Rusland i 1917, løste ikke nogle af massernes problemer. Oktoberrevolutionen afskaffede den borgerlige parlamentarisme, men satte en anden, højere form for demokrati i stedet: arbejderdemokratiet, baseret på arbejder- og soldaterrådene: sovjetterne. Det var, hvad Lenin og Luxemburg kaldte “proletariatets diktatur”, et begreb, der i nutidens øre kan lyde helt forkert, når vi ved hvordan det stalinistiske bureaukrati senere vandt magten i Sovjetunionen. Men “proletariatets diktatur” betød for bolsjevikkerne og Luxemburg slet og ret arbejderklassens udelte magt i form af rådsdemokratiet i modsætning til borgerskabets udelte magt i form af den borgerlige parlamentarisme.

Luxemburg hånede opfattelsen af, at den eneste form for demokrati er det borgerlige parlament. Og hun forklarede, hvordan spørgsmålet om at vinde “flertallet” i virkeligheden var det omvendte af, hvordan de daværende tyske socialdemokrater og alverdens nutidige reformister ser spørgsmålet: man skal ikke først vinde flertallet i parlamentet og så kan man fremsætte en revolutionær taktik - tværtimod. Vejen til flertallet går gennem den revolutionære taktik:

“Lenin-partiet var det eneste, som forstod kravet til et virkelig revolutionært parti, og som med parolen: Al magt i proletariatets og bondemassernes hænder! sikrede revolutionens videre udvikling.”

Dermed har bolsjevikkerne løst det berømte spørgsmål om ‘folkets flertal’ som siden Arilds tid rider de tyske socialdemokrater som en mare. Som inkarnerede lærlinge af den parlamentariske idioti overfører de ganske enkelt det parlamentariske barneværelses hjemmefilosofi til revolutionen: for at få noget igennem må man først have flertal for det. Altså også i revolutionen: først hverver vi et ‘flertal’. Revolutionens virkelige dialektik stiller imidlertid denne parlamentariske muldvarpevisdom på hovedet: vejen går ikke gennem flertal frem til revolutionær taktik, men gennem den revolutionære taktik frem til flertallet. Kun et parti, som er i stand til at lede d.v.s. forstår at drive udviklingen fremad, vinder tilhængere under stormen. Den beslutsomhed, som Lenin og hans kammerater viste ved i det afgørende øjeblik at udsende den eneste parole, der pegede fremad: Al magt til proletariatet og bønderne! har så at sige fra den ene dag til den anden gjort et forfulgt, bagvasket ‘illegalt’ mindretal, hvis leder måtte gemme sig i kældrene på samme måde som Marat, til situationens absolutte herre.

Bolsjevikkerne har også straks som mål for denne magtovertagelse opstillet et omfattende og vidtgående revolutionært program: ikke sådan noget som sikring af det borgerlige demokrati, men proletariatets diktatur med sigte på socialismens virkeliggørelse. De har hermed indlagt sig den store og uforgængelige fortjeneste for første gang at proklamere socialismens endelige mål som direkte program for praktisk politik.” (Pol. Skrifter s 226f)

Kritik af revolutionen

Da sovjetterne tog magten i oktober 1917, sad Rosa Luxemburg i fængsel. Der havde hun siddet siden 1916, hvor det tyske regime havde fængslet hende (i tidsubegrænset “beskyttelsesarrest”) “for hendes egen sikkerhed”. Hun kom først ud, da den revolutionære bølge spredte sig til Tyskland i 1918, og da kastede hun sig omgående ind i den tyske revolutions hektiske aktivitet. Hun nåede derfor ikke at skrive meget om Den Russiske Revolution. Hun har faktisk kun skrevet én tekst, der grundlæggende beskæftiger sig med revolutionen, “Den Russiske Revolution”. I denne tekst rejser hun ud over oven for citerede lovord en række kritikpunkter af revolutionen. De var koncentreret om tre punkter: Bolsjevikkernes politik på jordspørgsmålet, deres politik på det nationale spørgsmål og demokratiet.

Før vi går ind i kritikken, er det på sin plads med et par ord om Luxemburgs artikel. Artiklen blev skrevet af Luxemburg i 1918, mens hun var i fængsel, og hendes adgang til pålidelig information om revolutionen har været begrænset. Desuden blev artiklen aldrig udgivet, mens Rosa Luxemburg levede. Hun sendte den til Paul Levi fra spartakisterne med noten: “Jeg skriver denne pamflet kun for dig, og hvis jeg kan overbevise dig, så var det ikke spildt.” (citeret i Nettl s. 430) Det var altså en tekst skrevet til en privat diskussion, hvor hun derfor kunne være mere kritisk, end hun måske ville have været i en offentlig artikel. Desuden skiftede hun holdning på en række punkter, da hun kom ud af fængslet og stod over for de samme problemer i den tyske revolution, som vi senere skal se.

Uagtet ovenstående kan Luxemburgs artikel ikke læses som en grundlæggende kritik af Bolsjevikkerne og Den Russiske Revolution. Alle ovenstående citater, der hylder revolutionen, er taget fra samme artikel, og det viser Luxemburgs attitude. Hendes kritik kommer fra et revolutionært standpunkt: hvordan sikrer vi, at den Russiske revolution overlever? Og endnu vigtigere: hvordan lærer de tyske arbejdere af erfaringerne, så den tyske revolution kan komme den russiske til undsætning? Lenin og Trotskij, lederne af Den Russiske Revolution, havde ingen illusioner om, at revolutionen kunne overleve i Rusland alene. Rusland var alt for tilbagestående og socialisme kan kun sejre som et internationalt system. Den russiske revolution skulle være gnisten, der antændte verdensrevolutionen. Den analyse var Luxemburg fuldstændig enig i, og hun tilskriver størstedelen af Bolsjevikkernes problemer netop det faktum, at den tyske revolution endnu ikke har sejret. Hele hendes fokus er rettet ind mod målet om den tyske revolution, og hendes kritik har som formål at advare mod at overtage en færdig “opskrift” fra Rusland og overføre den direkte til tyske forhold.

Jordspørgsmålet

Konkret kritiserede Luxemburg Bolsjevikkerne for, at de uddelte jorden til bønderne, fordi det ikke skabte socialistiske ejendomsformer på landet, men i stedet øgede den private ejendom. Luxemburg advarede om, at det ville skabe problemer mellem Sovjetmagten og bønderne senere. Det var altså en kritik fra venstre, så at sige.

Abstrakt set havde Luxemburg en pointe. Men konkret var det knapt så simpelt. For det første virker det til, at Luxemburg ikke var bekendt med Bolsjevikkernes faktisk jordpolitik. Det er i øvrigt forståeligt set fra en fængselscelle: Bolsjevikkerne uddelte ikke som sådan jorden til bønderne - jorden var nationaliseret. Det var brugsretten til jorden, der blev uddelt. For det andet var Bolsjevikkernes politik i realiteten en accept af, hvordan virkeligheden var: i perioden efter februar var bønderne begyndt at gøre oprør mod godsejerne og havde besat og overtaget deres jord. De moderate socialister forsøgte at modarbejde bønderne og skubbede dem dermed fra sig.

Da Bolsjevikkerne kom til magten, skete det sammen med en del af bøndernes parti, de socialrevolutionære, der var splittet, og hvis venstrefløj støttede Oktoberrevolutionen. Det nye regime kunne kun komme til magten gennem støtte fra de fattigste bønder, der udgjorde hovedparten af befolkningen i Rusland. Oktoberrevolutionen kunne kun lade sig gøre ved, at det nye regime accepterede, hvad der var de facto: at bønderne havde overtaget jorden og fordelt den mellem sig. Enhver anden politik havde betydet revolutionens nederlag. Men mindst lige så afgørende var der spørgsmålet om det materielle grundlag.

Landbrugets produktionsformer havde stort set ikke udviklet sig i århundreder. Landets produktion og infrastruktur lå i ruiner efter fire års altødelæggende verdenskrig. Intet fungerede. Alt skulle skabes fra bunden. At indføre socialistiske ejendomsformer og dermed kollektivt, industrialiseret landbrug i en situation, hvor fabrikkerne lå underdrejede, og hvor man knapt kunne sende et brev fra hovedstaden til provinsen, var ønsketænkning. Bolsjevikkerne havde derfor indset, at socialistiske ejendomsformer på landet først og fremmest afhang af at konsolidere Sovjetmagten, udvikle industrien i byerne og at sprede revolutionen til de udviklede kapitalistiske lande.

Det nationale spørgsmål

Luxemburg kritiserer desuden Bolsjevikkernes politik på det nationale spørgsmål, hvor Bolsjevikkerne i praksis førte deres politik om at anerkende nationernes ret til selvbestemmelse ud i livet, efter de kom til magten. Hun frygtede, at det ville føre til en styrkelse af de borgerlige, reaktionære kræfter i de undertrykte nationer, der ville udnytte den nationale kamp til at fremme deres egne interesser og at det ville føre til en opsplitning af Rusland.

Tsarens Rusland havde været et brutalt undertrykkende diktatur, ikke mindst mod de utallige nationale mindretal, der udgjorde det Storrussiske rige. Lenin havde konsekvent insisteret på at bekæmpe denne storrussiske undertrykkelse og chauvinisme og gøre det helt klart for de nationale mindretal, at det ville være op til dem selv at bestemme deres egen skæbne. Hvorvidt de ville tilslutte sig den nye Sovjetunion var frivilligt. På den måde viste Bolsjevikkerne, at de ingen interesse havde i at fortsætte undertrykkelsen af de nationale mindretal og, at enhed ikke kunne tvinges ned over hovedet på et undertrykt folk fra oven. Det betød, at de vandt de undertrykte over i en lang række af disse nationer.

Luxemburg var født i den russisk besatte del af Polen, og helt fra hun begyndte at blive politisk aktiv var en af hendes hovedmodstandere i den polske bevægelse ganske naturligt den småborgerlige polske nationalisme. Hun kom i modsætning til Lenin og Bolsjevikkerne fra et helt andet udgangspunkt, nemlig fra den undertrykte nation. For hende var det helt afgørende ikke at give den borgerlige nationalisme en tomme, og det var ud fra det udgangspunkt, at hun kritiserede Bolsjevikkerne. Men der skete det modsatte af, hvad Luxemburg frygtede: ved at Bolsjevikkerne viste, at de brød fuldstændig med storrussisk chauvinisme, kunne de vinde de undertrykte masser væk fra de borgerlige nationalisters indflydelse.

Nationalforsamlingen og demokratiet

Den af Luxemburgs kritikpunkter, som reformisterne oftest hiver frem, er hendes kritik af, at Bolsjevikkerne opløste den grundlovgivende forsamling.

Efter Februarrevolutionen blev den provisoriske regering ved med at udskyde indkaldelsen af en grundlovgivende forsamling. Bolsjevikkerne havde på deres side i mange år fremført parolen om en grundlovgivende forsamling, helt indtil sovjetternes magtovertagelse i oktober. I forhold til den provisoriske regering og ikke mindst tsarens regime før den ville den være et skridt frem. Efter at sovjetterne med Bolsjevikkerne i spidsen havde overtaget magten afholdt de i november 1917 valg til forsamlingen og de valgte så øjeblikkeligt at opløse den. Dette kritiserede Luxemburg skarpt. Herfra kommer nogle af hendes mest kendte citater, såsom:

“Frihed kun for regeringstilhængerne, kun for medlemmer af et parti - selv om de er aldrig så mange - er ingen frihed. Frihed er altid kun for dem, der tænker anderledes. Ikke på grund af nogen ‘retfærdighedsfanatisme’, men fordi alt levende, lægende og rensende, den politiske frihed kan give, er afhængig af denne væsentlige side og svigter når ‘friheden’ bliver til et privilegium.” (pol. Skrifter s. 246) Citatet er skrevet som en bemærkning i margenen på hendes tekst.

Og umiddelbart virker det da også uforståeligt og udemokratisk, at Bolsjevikkerne opløste den grundlovgivende forsamling, netop da de havde indkaldt den? Men faktum var at begivenhederne havde overhalet parolen og forældet den.

Hele perioden fra februar til oktober havde vist, at den borgerlige parlamentarisme ikke kunne levere, men også at de to magtorganer, den borgerlige parlamentarisme og arbejderdemokratiet gennem sovjetterne, ikke kunne eksistere side om side. Men eftersom det i mange år havde været et krav, blev valget til den grundlovgivende forsamling udskrevet over hals og hoved umiddelbart efter revolutionen. De borgerlige fik 13 %, De Socialrevolutionære fik 58 %, Mensjevikkerne 4 % og Bolsjevikkerne 25 %.

Men valglisterne var udfærdiget før Oktoberrevolutionen og før valgets “vinder”, det socialrevolutionære parti, var splittet midt over. Splittet var sket netop på det afgørende spørgsmål om, hvorvidt man skulle støtte op om Sovjetmagten eller ej. Men den splittelse afspejlede sig ikke i listerne, hvor højrefløjen, der var imod Sovjetmagten, dominerede. Bønderne i provinsen havde stemt på et parti, der ikke længere eksisterede. Derfor afspejlede forsamlingen situationen i Rusland, som den var før Oktoberrevolutionen.

Bolsjevikkerne og de venstre-socialrevolutionære fremførte derfor ved den grundlovgivende forsamling et ultimatum, om at den i korte træk skulle anerkende sovjetkongressens beslutning og dekreter om fred, jord til bønderne osv. Da det blev afvist, udvandrede de to partier og forsamlingen blev lukket.

Havde Sovjetmagten accepteret den grundlovgivende forsamling, havde det svaret til at opgive Oktoberrevolutionen og give magten tilbage til borgerskabet og godsejerne. Den grundlovgivende forsamling havde da heller ingen social base, hvilket blev afspejlet i, at ingen var parat til at forsvare forsamlingen efter dens opløsning.

Skifter mening

Kun et år senere stod Luxemburg over for samme situation med dobbeltmagt, da revolutionen brød ud i Tyskland. Og her under indtryk fra den virkelige bevægelse ikke mere isoleret i en fængselscelle ændrede hun holdning: hun indså i praksis, at der ikke fandtes en mellemvej mellem borgerligt demokrati og arbejderråd.

De tyske arbejdere og soldater opsatte i november 1918 arbejder- og soldaterråd i de vigtigste tyske byer. Men de socialdemokratiske ledere i SPD forsøgte at afspore revolutionen ved at indkalde en grundlovgivende nationalforsamling med det håb, at rådene så ville forsvinde. Her var Luxemburg benhård og afviste nationalforsamlingen som et fortidslevn.

“Nationalforsamlingen er en forældet arv fra de borgerlige revolutioner, et hylster uden indhold, en rekvisit fra tiden med småborgerlige illusioner om ‘et enigt folk’, om den borgerlige stats ‘frihed, lighed og broderskab’.

Den, som i dag tyr til Nationalforsamlingen, skruer bevidst eller ubevidst revolutionen tilbage til de borgerlige revolutioners historiske stadium; vedkommende er en skjult agent for borgerskabet eller en ubevidst ideolog for småborgerskabet. [...]” (Luxemburg, “Nationalforsamlingen”, marxister.dk)

Altså ser vi for det første, at Luxemburg var for Oktoberrevolutionen før alt andet. Og for det andet, at de kritikpunkter Luxemburg alligevel rejste af Oktoberrevolutionen og Bolsjevikkerne var fra et revolutionært standpunkt: hvordan sikrede man bedst muligt, at revolutionen sejrede, og at den spredte sig?

Rosa Luxemburg var ikke modstander af Lenin, Bolsjevikkerne og Den Russiske Revolution - tværtimod. Og hun ville vende sig i sin grav, hvis hun vidste hvordan hendes navn og autoritet bruges til at retfærdiggøre reformisme, blødsødenhed og anti-revolutionære ideer. Hun var, hvad end hun ellers havde af mangler, altid instinktivt revolutionær.

At påstå andet er uærligt og en komplet fordrejning. Rosa Luxemburgs virkelig arv - er en revolutionær arv.

Kilder

Rosa Luxemburg, Politiske Skrifter, Tiderne skifter, København 1976

J.P. Nettl, Rosa Luxemburg, abrigded edition, Schocker books, New York 1969

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.