German revolutionaries in 1919 street fightingDenne måned markerer 100-året for Novemberrevolutionen i Tyskland. En historisk begivenhed, der både afsluttede Første Verdenskrig og indledte en revolutionær periode i Tyskland med langstrakte kampe mellem den tyske arbejderklasse og det tyske borgerskab.

Revolutionen, der først endelig led nederlag i oktober 1923, kunne have ført til arbejdernes magtovertagelse i Tyskland, sat en stopper for isolationen af den Russiske Revolution og påbegyndt opbyggelsen af et socialistisk samfund på internationalt plan. Men det skete ikke. Det Tyske Socialdemokratis forræderiske alliance med borgerskabet og manglen på et teoretisk stærkt kommunistparti, der kunne drage de nødvendige konklusioner, efterlod et vakuum dér, hvor der var mest brug for det: i ledelsen af den revolutionære bevægelse. I den nuværende situation hvor kapitalismen befinder sig i konstant krise og både arbejderklassen og ungdommen søger efter alternativer, er erfaringerne, som man gjorde sig under og efter Den Tyske Revolution vigtigere end nogensinde før.

Trotskijs analyse

Den russiske revolutionære Leon Trotskij, der i 1917 sammen med Lenin og Bolsjevikpartiet stod i spidsen for Den Russiske Revolution, undersøgte i sit værk Læren af Oktober fra 1924 de centrale forskelle mellem Den Tyske Revolution og Den Russiske Revolution.

Især tre erfaringer kan uddrages af Trotskijs analyse af Den Russiske og Den Tyske Revolution. Før vi går videre til at gennemgå Den Tyske Revolution i sin konkrete historiske udvikling må vi forstå forudsætningerne for en succesfuld omvæltning af det borgerlige samfund.

For det første er det i en revolutionær periode fuldkommen nødvendigt allerede at have et parti på forhånd og ikke først at skulle opbygge det under den revolutionære periode med henblik på at lede arbejderne til sejr, når masserne begynder at bevæge sig. Hvis det revolutionære parti ikke er opbygget på forhånd, har det hverken praktisk erfaring i arbejdet blandt masserne eller tilknytning til de mest avancerede lag af arbejdere. Ydermere mangler ethvert nyt parti det stærke marxistiske fundament, der er nødvendigt for løbende at analysere de processer, der finder sted under revolutionen.

For det andet: Et parti som oprettes spontant efter øjeblikkets nødvendighed, har ikke det klare marxistiske udsyn eller laget af teoretisk avancerede kadrer (politiske ledere), der skal til for, at det som mindretalsparti kan vinde de brede masser over på sin side. Dette er et af den revolutionære periodes mest kritiske spørgsmål. Hvor Bolsjevikkernes strategi viste sig effektiv, blev Det Tyske Kommunistparti (KPD) afskåret fra de bredeste lag af masserne ved at ikke at have en klar nok forståelse for hverken den revolutionære proces eller massernes bevidsthed.

Den tredje erfaring der kan drages fra analysen af revolutionerne, er af taktisk og strategisk natur. I en revolutionær periode er timing og planlægning af yderst vigtighed. At ty til spontanitet eller at forblive passiv når en kritisk mulighed byder sig, kan i værste fald koste revolutionens sejr. Hvor Bolsjevikkerne under Lenin besad de strategiske kvaliteter, som var nødvendige i perioden mellem februar og oktober, var KPD, der blev stiftet midt i revolutionens ild, uden det strategiske udsyn, som var afgørende i kampen mod borgerskabet og SPD.

En revolution er ikke let eller ligetil i sin gennemførelse. Når masserne går på gaden for at forandre deres liv fundamentalt, opbygges der på få dage en kollektiv politisk bevidsthed hos arbejderne, som i en ikke-revolutionær periode ville have taget flere år eller årtier at opbygge. I en revolutionær periode må de arbejdende massers bevægelse ledes af et parti, der forstår den politiske situation ud fra en marxistisk analyse af klassernes indbyrdes styrkeforhold; der ikke bliver revet med af spontane bevægelser, men når revolutionens klimaks banker på døren, tør smede mens jernet er varmt. Gennemførelsen af den politiske og økonomiske revolution og opbyggelsen af et nyt demokratisk, socialistisk samfund bygger på den dialektiske forening af masserne og det revolutionære parti.

Mytteriet i Kiel

Den Tyske Revolution brød ud i november 1918, da de øverstkommanderende i den tyske flåde beordrede matroserne at igangsætte en ny krigsoffensiv i Nordsøen med det ene formål “at redde flådens ære” i en allerede tabt verdenskrig. De almene søfolk der blev bedt om at risikere livet for deres kommandanters krigshunger, svarede igen med mytteri. Straks efter mytteriet begyndte søfolk og soldater at organisere råd der skulle overtage magten, og de øverstkommanderende blev afvæbnet og arresteret. Efter næsten to millioner dræbte og over fire millioner sårede havde de tyske arbejdere og soldater, ligesom deres russiske kammerater, fået nok. Revolutionen spredte sig som en steppebrand i næsten alle større tyske byer, hvor arbejder og -soldaterråd tog magten i egne hænder.

Det Tyske Socialdemokrati

Ligesom under Den Russiske Revolution opstod der i Tyskland en situation med dobbeltmagt mellem arbejderrådene og den borgerlige stat. Som følge af loyalitet og tradition så de tyske arbejdere og soldater mod Det Tyske Socialdemokrati (SPD) som den politiske organisation, der skulle lede revolutionen.

Masserne skelnede endnu ikke klart mellem de forskellige politiske tendenser ligesom mellem februar og oktober under Den Russiske Revolution. Selvom frustrationen med SPD’s ledelse efter deres opbakning til det tyske krigseventyr var begyndt at brede sig blandt arbejderne, var SPD stadig den masseorganisation, som de tyske arbejdere så til.

Men SPD var på dette tidspunkt fuldstændig uvillige til at løse den opgave, de blev stillet: En opgave hvis krav i sin essens var en omvæltning af det borgerlige samfund og oprettelsen af en socialistisk republik. Toppen af SPD var for længst blevet overtaget af reaktionære politikere, som bevidst arbejdede i borgerskabet interesse. Allerede i januar 1917 splittede en fraktion ud af moderpartiet og blev til Det Uafhængige Socialdemokrati (USPD). Efter revolutionens udbrud i november voksede den revolutionære stemning uge for uge, og masserne blev gennem deres erfaringer i arbejder og -soldaterrådene radikaliseret yderligere. Efter kejserens afsættelse organiserede SPD en grundlovgivende forsamling for at forsøge at tvinge og dæmpe den revolutionære energi gennem parlamentariske kanaler. SPD var allerede før krigen begyndt at vende deres politiske retning 180 grader og stod nu under revolutionens udbrud arm i arm med borgerskabet og adelen. Ledende socialdemokratiske figurer som Scheidemann og Ebert havde ingen interesse i at miste deres magtpositioner og gjorde alverden for at bedrage de revolutionære masser.

Den grundlovgivende forsamling

Den grundlovgivende forsamling var et tydeligt forsøg fra SPD’s reformistiske ledelse på at gøre en ende på revolutionen, inden kravet om socialisme blev endegyldigt rejst af de brede masser. Ultravenstre-laget som dominerede Spartakisterne og senere KPD, afviste blankt SPD’s grundlovgivende forsamling. Elementer i Spartakisternes ledelse, heriblandt Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht, kunne godt se nødvendigheden i at forbinde sig med masserne ved at deltage i valgene til den grundlovgivende forsamling, da først den var indkaldt. På samme tid udstillede de den socialdemokratiske ledelse, for hvad den var: borgerskabets agenter, der udråbte sig selv som arbejdernes stemme i den hektiske tid. Men med et flertal imod ledelsen endte Spartakisterne med at tage fuldstændig afstand fra den grundlovgivende forsamling og valget, der skulle afholdes i januar 1919. Spartakisterne vendte sig dermed også væk fra arbejderne, der på trods af deres revolutionære mod stadig havde illusioner over for SPD og endnu ikke havde gennemskuet det sande borgerlige ansigt bag den socialdemokratiske maske. Dén politiske beslutning; komplet afstand fra den grundlovgivende forsamling og det kommende valg; havde den konsekvens, at Spartakisterne hverken kunne forbinde sig med de tyske masser eller rejse positive krav indenfor forsamlingen og derigennem udstille de borgerlige reformistiske partiers hykleri overfor arbejderne.

I perioden mellem februar og oktober under Den Russiske Revolution konfronterede Bolsjevikkerne de reformistiske partier gennem sovjetterne og i den provisoriske regering ved at rejse kravet om “al magt til sovjetterne”. Hvor Lenin og Trotskij kunne skelne mellem deres egen forståelse af situationen og massernes forståelse, forstod Spartakisterne ikke behovet for at forklare deres program tålmodigt og adskilte sig derfor fra masserne. Efter Februarrevolutionen var Mensjevikkerne og de Socialrevolutionære de dominerende kræfter i sovjetterne, men Lenins taktik var af den grund ikke at afvise sovjetterne som reaktionære; han så, at der i dem lå kimen til en ny socialistisk organiseringsform og drog den nødvendige konklusion: Vær blandt masserne, og læg igennem sovjetterne pres på Mensjevikkerne og de Socialrevolutionære. Igennem denne taktik, der også betegnes som en enhedsfronttaktik, kunne Bolsjevikkerne udstille Mensjevikkerne og De Socialrevolutionæres manglende vilje til at sætte handling bag ordene.

Spartakusopstanden

I januar 1919 havde SPD fået nok af opstand og revolution og besluttede at tage hårdere midler i brug ved at indlede en direkte kontrarevolution. KPD, som to uger forinden var blevet stiftet af Spartakisterne, indkaldte sammen med USPD en massedemonstration d. 5 januar 1919, efter politimesteren Emil Eichhorn, som var medlem af USPD, blev afsat af regeringen. Efter KPD og USPD fik ordlyd om at soldaterne havde arbejdernes ryg, planlagde arbejderne i Berlin, at de den efterfølgende dag skulle gå på gaden igen og besætte Berlins centrale magtpositioner. Da over en halv millioner arbejdere tog kontrol over hovedstaden og besatte flere vigtige bygninger, så det umiddelbart ud til, at opstanden var på vej mod succes. Men uden nogen klar taktik fra KPD og USPD endte masseprotesten i massivt nederlag, efter SPD beordrede frikorpset til at gå til angreb på arbejderne og tilbageerobre Berlin. Flere ledere af KPD blev arresteret, og der blev sat en dusør på 100.000 tyske mark på Rosa Luxemburg og Karl Liebknechts hoveder.

Det blev efterfølgende klart, at borgerskabet sammen med SPD bevidst havde lokket KPD og USPD i en konfrontation ved at afsætte Eichhorn for i radikaliseringens opløb at knuse revolutionen. KPD og USPD bed på krogen. Efter Spartakusopstandens nederlag tog det proto-fascistiske frikorps initiativ til at slå revolutionen ned i flere tyske provinser og genetablere “lov og orden”. Kontrarevolutionen skar hovedet af KPD, og op mod 3000 arbejdere blev dræbt, og yderligere 10.000 blev såret. Den 15 januar arresterede og dræbte frikorpset Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht efter ordrer fra SPD. Den tyske og den internationale arbejderklasse havde mistet to af dens mest fremragende ledere.

Spartakusopstanden belyste i sin klareste form de mangler, KPD havde som parti. Imens masserne viste mod og styrke over for de reaktionære kræfter, var der intet parti til at lede og organisere modstanden. De ultravenstre-tendenser, der herskede i KPD, var den negative modsætning til et stærkt bolsjevikparti med rødder i marxistisk teori og et lederskab bestående af uddannede kadrer. Et parti bygges ikke fra den ene dag til den anden, men formes og støbes gennem årtiers erfaring i klassekampens smeltedigel. Trotskij beskrev i Læren af Oktober de kritiske øjeblikke, der kan være udslagsgivende for en revolutions succes:

”Den revolutionære klasses opgave er at erobre statsapparatet. For at gøre det må den have tiltro til egne styrker. Når først partiet har ledt arbejderne til opstand, bliver det nødt til derfra at drage alle de nødvendige konklusioner. Á la guerre comme á la guerre (“Krig er krig”). I en krigstilstand er vaklen og tøven mindre tilladeligt end på noget andet tidspunkt.”

Den Tyske Revolution viser nødvendigheden af et revolutionært parti. Denne opgave må i dag løses af arbejdere og unge, der er villige til at bygge en organisation, som kan gøre en ende på kapitalismens uendelige lidelser for størstedelen af verdens befolkning. Historien viser os, at masserne vil bevæge sig. Det er op til os at bygge de kræfter, der med rødder i marxismen kan lede arbejderne til magten.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.