ThøgerKadaverdisciplin, stort økonomisk pres og systematisk forfølgelse og mishandling af danske officerer skulle i løbet af Første Verdenskrig føre til, at flere og flere danske soldater blev radikaliseret under påvirkning af de russiske og tyske revolutioner. I løbet af året 1918 udkæmpede demobiliserede soldater ugentlige gadekampe mod Københavns politi, mens aktive soldater samlede ammunition og lagde planer om at omstyrte den danske samfundsorden.

I år er 100-året for, at Danmark befandt sig i en præ-revolutionær situation. I en tid med revolutioner og klassekamp i hele Europa, stod Danmark ikke udenfor. Tværtimod smuldrede det borgerlige voldsmonopol mellem den danske elites hænder, da det var de danske soldater, der kom længst med revolutionsplanerne om at omvælte det kapitalistiske samfund. Den danske hær under Første Verdenskrig var med sine 64.000 soldater den største mobiliserede hær i Danmarkshistorien. Danmark blev aldrig direkte inddraget i krigen, men til gengæld skulle den danske hær og dens soldater blive en langt større trussel mod den danske samfundsorden end nogen udenlandsk invasionshær.

Det økonomiske pres

Da mobiliseringen startede i august 1914, gjorde mange danske mænd i alderen 20 til 36 år, hvad de anså for at være deres pligt, og mødte op for at forsvare Danmarks neutralitet under den store krig. Men som tiden gik og da krigen aldrig kom, viste realiteterne bag fædrelandets forsvar sit grimme ansigt. Det økonomiske pres på den individuelle soldat og deres familier var enormt. Mange kom fra en månedsløn på omkring 325 kr. og måtte gå ned til 6 kr. om måneden som soldat. Hertil kom tungt arbejde med at grave forsvarsanlæg, og lang og kedelig vagttjeneste, hvor fjenden aldrig kom.

Drevet til selvmord

Soldaterne var underlagt et officerskorps, som var stærkt højreorienteret og dybt reaktionært. De anså de indkaldte, over en meget bred kam, for at være fordrukne, uduelige, socialister, radikale demokrater og tyende, der ikke kendte deres plads i den sociale rangorden. I officerernes optik var det danske demokrati og arbejderbevægelsen kommet ud af kontrol og var en trussel mod nationen og moralen i samfundet.

Officerernes klassesyn på de indkaldte førte til en meget hård behandling og mishandlinger, der drev et stadigvæk ukendt antal soldater til selvmord under krigen. Soldater, der i forvejen kæmpede med psykiske problemer, så simpelthen ingen anden vej ud end selvmordet for at komme væk fra officerernes mishandlinger. Et dobbelt selvmord på panserskibet Skjold den 11. juli 1918 udløste massedemonstrationer og gadekampe med op til 80.000 deltagere i København, hvor urolighederne varede en uges tid. Men det var ikke til særlig stor nytte. Urolighederne blev slået ned af officerskorpset, der havde stort set frit spil, da de havde stærke politiske allierede i form af det Konservative Folkeparti og Kong Christian d. 10., der delte deres syn på de indkaldte og derfor holdt hånden over dem.

Disciplinbrud

De indkaldte reagerede på officerernes behandling ved i stigende grad at begå disciplinbrud. Enten ved at drikke i tjenesten, at desertere eller at begå ulydighed og vold mod officererne. Allerede i 1916 var der en stor disciplinkrise i den danske sikringsstyrke. Omkring halvdelen af styrken havde disciplinære problemer, og i enkelte regimenter var op til 73 % af de indkaldte straffet for disciplinbrud.

Radikalisering

Situationen eskalerede kun i løbet af 1917 og 1918, hvor mange indkaldte blev radikaliserede. Militærspørgsmålet styrkede den radikale venstrefløj i Danmark markant. Socialdemokratisk Ungdoms Forbund (SUF) og det syndikalistiske Fagoppositions Sammenslutning (FS) havde en stigning i deres medlemsbase fra henholdsvis cirka 4.000 til cirka 11.000, og fra cirka 2.000 til 4.000. Heraf var mange nye medlemmer utilfredse soldater. Venstrefløjen havde vind i sejlene, men den manglede totalt den kadre-bygning og organisering, som havde ført til, at Bolsjevikkerne kunne tage magten i Rusland i 1917. Den manglende organisering betød, at venstrefløjen var politisk uklar og internt stridende, hvilket betød, at mange muligheder blev tabt på gulvet i det afgørende øjeblik.

Dette var dog svært at se for venstrefløjens ledelse i 1918, da de kun så, hvordan deres aviser kom i større og større oplag, deres medlemsskare voksede og deres demonstrationer kom til at dominere Københavns gadebillede. De blev opslugt af begivenhederne uden nogen klar plan for, hvad endemålet var.

Men som 1918 skred frem, var det klart, at utilfredsheden blev ved med at vokse; stormøder, demonstrationer og gadekampe fandt sted på ugentlig basis i Københavns gader med optil 40.000 deltagere, ved flere lejligheder. Ofte stod militærspørgsmål i centrum for utilfredsheden, hvor officerer i uniform blev overfaldet på gaden og demonstranterne gik bevidst efter at fraternisere med soldater ved Sølvgade kaserne i København.

Mytteri og opstandsplaner

I september 1918 begår sømændene ombord på panserskibet Skjold mytteri, og i samme måned mister officererne kontrollen med det 9. regiment i Viborg, på baggrund af et syndikalistmøde i byen. I Københavnsområdet begynder ammunition at forsvinde fra depoterne, og officererne slår alarm. Grupper af soldater i København var begyndt at lægge planer for en opstand og forberede sig herpå. På militærforterne i Københavns havn er der meget uro, hvor 8 soldater på Trekroner fortet erklærer sig som revolutionære socialister og nægter at deltage i nedkæmpelse af arbejderdemonstrationer.

I Hillerød befinder sig omkring 2000 russiske krigsfanger, som vil hjem til Rusland for at kæmpe på de rødes side. De har dog en meget radikaliserende effekt på deres danske fangevogtere, så det ender med, at de danske soldater i Hillerød og omegn bliver afvæbnet af deres officer. Nyheden om den tyske revolution indløber i oktober og ganske hurtigt bliver der dannet soldaterråd og sovjetter i en række sønderjyske byer, i det daværende Tyskland. Det danske militær afspærrer grænsen i Jylland for at forhindre, at revolutionen spreder sig nordpå, men generalstaben kan ikke benytte nogen regimenter, der indeholder et stort antal københavnere, da officererne frygter, at de vil gå med de tyske revolutionære.

Regeringen slår ned på venstrefløjen

Revolutionsfeberen løber gennem Danmark, hvor alle venter på, at de ulmende gløder slår ud i lys lue. Den radikale regering handler hurtigt med hjælp fra Socialdemokratiet, hvor sociale reformer, lønstigninger og hurtige hjemsendelser af de indkaldte, går hånd i hånd med hård repression i form politibekæmpelse af demonstrationer og flere års totalt isolationsfængsel til hele den syndikalistiske ledelse. Socialdemokratiet kaster sig helhjertet ind i bekæmpelsen af venstrefløjen, angiver dens medlemmer og samler beviser til myndighederne. Regeringen får også en håndsrækning fra udenlandsk imperialisme, da en britisk flådeeskadre ligger ind i København, med blandt andet det formål at slå en eventuel revolution ned med hård hånd.

Hvorfor ingen revolution i Danmark?

På trods af regeringens modforholdsregler, planlagde grupper af soldater en opstand, men da de forsøgte at inddrage SUF og FS, strandede deres planer. Hverken SUF eller FS’ ledelse troede, at en revolution var mulig i Danmark, selvom alle tegn tydede på, at det var muligt, og at revolutionen ville have kunnet slå sig sammen med den tyske og russiske revolution. Ifølge dem ville en succesfuld opstand kun føre til en udenlandsk militærintervention, som ville drukne den danske arbejderklasse og dens organisationer i blod. Eksemplet fra den Finske Borgerkrig skræmte, og resultatet var, at Danmark undgik en revolution i sidste øjeblik. Venstrefløjens ledelses pessimisme og manglende tro på den danske arbejderklasses evner og vilje, sikrede at dansk kapitalisme kunne forsætte sin eksistens 100 år mere.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.